Mit Liv

Joey and Janice´s day of fun!

Af

I dag var det Katrine, der havde en rigtig øv-dag. Allerede i morges var dagen væltet, og da jeg også snilt kunne trænge til at få tanket yderligere op i tanken, så besluttede jeg at hive hende med til Sæby Svømmebad. En af læserne af bloggen har foreslået at tage derud, når pengene er små. Der er også sauna, dampbad og koldtvandsbassin – og boblebade, noget Romulus ikke har.

Så herut med Katrine og mig. Vi var selvfølgelig helt med på, at det ikke var Romulus. Og det var helt okay, for prisen var bestemt heller ikke Romulus-pris. Der var også det, der skulle være i en wellness-afdeling, men den der fuldstændige zen-afslapnings-meditations-tilstand, som jeg opnår i Romulus, var ikke til at finde. Der var for mange snakkende mennesker, men samtidig en rigtig hyggelig stemning, men det var ikke lige det vi søgte. Men ingen tvivl om, at vi var velkomne blandt Svømmebadets faste brugere og blev taget godt imod.

Så det blev til et par gange frem og tilbage mellem dampbad, sauna og det kolde vand og ikke mere. Derudover er Katrine så slank, at det tager ca 2 splitsekunder, så er hendes knogler frossen til is. Der tager det nok ca. ½ time med mig, med det spæklag jeg render rundt med. Der er fordele ved alt.

Men jo…Katrine kunne også mærke hvordan det hjalp med temperaturskiftene, men det var bare ikke helt nok til at gøre tricket for hende. Vi sad lidt og hyggesnakkede i et par stole, da det gik op for os at vi med adgangen til wellness-afdelingen samtidig også havde adgang til svømmehallen…Se det var noget, der kunne bruges. Den der store blå vandrutchebane trak gevaldigt i legebarnet i os begge, men først måtte Katrine altså lige en tur ind i fortet.

 

2015-09-08 11.31.47

 

Jeg skal forskåne jer for levende billeder – eller billeder i det hele taget – af fruen her i vandrutchebanen, selvom jeg havde det pissesjovt, men hende den bette kunne fint hænge ved kameraet. Det er sgu lige til at blive glad i låget af. Og det blev hun 🙂

 

 

Efterskrift:
Nå ja…sorry for overskriften. Men ALT kan relateres til Venner i min verden. Og det her det var virkelig “Day of fun”.

 

En weekend i frit fald….

Af

Det kan hurtigt gå galt

Hold nu kæft…bare fordi det går godt, skal jeg godt nok ikke lige tro at den hellige gral er vel forvaret. Ohh no. Der skal ikke andet til end et par lussinger og lidt ufornuft i hurtig rækkefølge, for at tippe læsset.

En af dem var noget så uforudset som en tur op i midtbyen i fredags. Jeg havde glemt, at der var Hjørring Live og ca 1000 mennesker i midtbyen. Det gjorde nu ikke så meget og vi landede lige midt i kåringen af Årets Hometown Hero. Ret spændende da Venligboerne også var nomineret, så det skulle jeg helt sikkert se.

Ingen problemer overhovedet. MEN – så…. Da vinderen blev udråbt og den ventede fanfare blev afspillet var det ikke bare “afspillet”. Det var en lyd, der var 5 cm fra hovedhøjtalerne ved Roskilde Festival værdig. Så høj at det gjorde ondt i ørerne ikke bare på mig, men at dømme efter andres ansigtsudtryk også på dem.

 

lydoverfølsomhed
Someone….træk lige stikket til mixeren!

 

Men den eksplosion og chok det gav inde i mit hoved, var nok til en kædereaktion af adrenalin, cortisol og alt muligt andet. Kun fordi jeg efter 20 år i denne mølle har udviklet en helt eminent selvkontrol undgik jeg en total nedsmeltning med hulkende krampegråd i fosterstilling midt på Springvandspladsen.

Fanfaren fortsatte over i stort set ligeså høj musik og flere begyndte at søge væk. Jeg var godt klar over at “søge væk” ikke ville være den umiddelbare ok option, for det ville tage for lang tid – så istedet stod jeg som en anden sur dame med fingrene dybt begravet i ørerne.

Men de 10 sekunder pillede ALT forsvar væk fra min hjerne og efterlod den blottet og åben for alle indtryk. Heldigvis skulle Ole og jeg videre rundt en del af byen, hvor der ikke var så mange mennesker, så jeg kunne lige så stille fatte mig. Facaden var stadig smilende og intakt, når vi uundgåeligt mødte ret mange venner og bekendte. Men indeni var min hjerne en gang rødgrød.

Når jeg har det sådan, skal der slet ingenting til at vælte mig videre – og et par andre episoder fredag og lørdag sendte mig helt ud over kanten i frit fald.

Heldigvis har jeg en rigtig god gruppe af med-bippere, som stod klar med opbakning fredag aften og nat, hvor jeg var alene hjemme. Det hjalp lidt og tingene så ud til at bære.

Fest lørdag aften

Lørdag aften skulle vi til fest hos noget familie vi ikke har set i mange, mange år. Sidst der var komsammen for “den unge del” var for 17 år siden! Det er så i mellemtiden blevet til “den midaldrende del”. Jeg havde virkelig, virkelig lyst til at tage med – men også virkelig, virkelig brug for ikke at gøre det. Den første vandt – for en gangs skyld gad jeg simpelthen ikke det fornuftige valg. Jeg havde allieret mig med en plan der hed en af tre:

 

  • bare køre Ole derud, hilse på og gå
  • bare køre Ole derud, hilse på, få en enkelt øl og gå
  • bare køre Ole derud, hilse på, få en enkelt øl og spise med og gå

 

alkohol fest lydoverfølsomhed
Der var rigeligt vin og øl på bordet, men når jeg nu var så ufornuftig at tage med – så måtte jeg trods alt være så fornuftig, ikke at udsætte min kvadrede hjerne for opløsningsmidler… Men hold kæft hvor kan det bare være surt at være “fornuftig”, når man bare gerne vil være med 🙂

 

Det var så skidehamrende hyggeligt, at jeg endte med at blive til både dessert og kaffe og et par timers hyggesnak – jeg holdt mig til den enkelte øl og så ellers vand for resten. Det tog mig 3 forsøg at rejse mig og køre hjem og til sidst var det Ole, der nærmest tog mig i albuen og sendte mig hjemad. Og det var først ude i bilen, hvor der var stilhed, at det gik op for mig, at nu var der bare ikke mere hjerne tilbage.

Selvom jeg havde haft planer om en hyggelig nussesøndag i haven med ro og fred, gik det hurtigt op for mig, at der var der akut brug for krisebehandling. Søndag morgen startede nemlig med den nedsmeltning, der egentlig havde ventet siden Springvandspladsen. Så der var bare ikke andet at gøre end at sende mig ud i Romulus til intensiv kulde/varmeterapi.

Og når man sammenlagt tilbringer over halvanden time (og ja…jeg tog tid) on/off i deres 8 grader kolde bassin, med hovedet så meget under vand, at kun næse og øjne titter op, så er det fordi hjernen virkelig er overkørt. Mine hænder og fødder var lige ved at krampe flere gange, men hjernen nød det i fulde drag.

 

cryoheating kuldeterapi
Ja, ja. Køn er man ikke, når man plasker rundt med vådt hår og ingen makeup. Men der skal vist billedbeviser til, for at nogen vil tro på, at jeg rent faktisk ER i det kolde bassin. – og bloggen viser i forvejen alle de ikke-kønne sider ved mig, så jeg overlever nok dette billede også 😀

 

Jeg fandt til sidst en teknik, hvor jeg kunne ligge på tværs med fødderne på den ene kant og hænderne på den anden – så kunne jeg tvinge mig til at ligge i vandet ca 8-10 minutter af gangen. Vi kan vist godt være enige om, at vi er ret meget ude over “wellness”, men at man ligger der af ren og skær nødvendighed.

Som altid – det forunderlige skete langsomt i løbet af dagen. Mit hoved blev bedre og bedre. Ikke fikset helt så godt som andre gange, men udgangspunktet har dæleme heller aldrig været så dårligt før.

Da jeg kom hjem, havde Ole knoklet på med rengøring hele dagen, og det hjalp også gevaldigt på et ikke helt så stresset hoved.

I nat har jeg sovet, sovet, sovet – og selvom jeg stadig er sårbar, så er det frie fald stoppet og jeg er sikkert tilbage på kanten og med målbevidste skridt på vej helt ind i sikkerhed.

 

Efterskrift:
Jeg har faktisk overvejet om de her intensive kulde/varmechok, hvor jeg går direkte fra 15 minutters saunagus ved 130 grader til 10 minutter med hovedet under 8 grader varmt koldt vand kan have lidt samme virkning for hjernen som electrochok – bare med den fordel, at det ikke påvirker min hukommelse og kognitive evner. Jeg har aldrig prøvet ECT behandling, så jeg har ingen personlig erfaring at sammenligne de to ting med. Men jeg skal helt klart have gennemsøgt den videnskabelige litteratur, for at se om nogen har undersøgt det.

– nu med galaxer!

Af

Sommetider kan en rigtig fed dag opstå sådan fuldstændig spontant og ud af ingenting….

Katrine har fået de flotteste lange negle – og da vi begge fra naturens hånd (tøhø) er udstyret med de mest latterlige tynde, trekantede nogen af slagsen, har vi aldrig troet, det kunne lade sig gøre naturligt. Men nu har hende den bette altså fået de flotteste lange negle ved at have fuld fokus på neglepleje, filen og lakeren.

Igen må jeg erkende, at er der noget man gerne vil, så er det fokus og målrettethed, der er løsningen, ligegyldigt hvor umuligt det end ser ud. Og tro mig…vores negle har været helt umulige, lige siden jeg for første gang var i min mors makeuppung og Katrine var i min.

Nå – men Katrine har givet mig troen på, at det kan lade sig gøre, så nu er jeg gået all in med neglebåndsolie, kosttilskud og styrkende base coat. Der er blevet slugt youtube-videoer med de mest fantastiske designs.

Designs som jeg har set masser af på Pinterest, men aldrig gidet pinne, for det ville aldrig komme til at se fedt ud på mine negle – med mindre jeg fik acrylnegle. Og jeg har fået Ole til at love mig, at hvis jeg nogenside snakker om acrylnegle igen, så lægger han mig i håndjernene! (Og nej…ikke DEN slags håndjern. Han er vagt og har sådan nogen rigtige nogen hængende i bæltet). Mine små, tynde negle spasser helt ud, hvis de bliver lukket inde under acryl – selvom det umiddelbart ser virkelig flot ud.

Nå – men som sædvanligt var jeg i går oppe før både fanden, hans oldemor og alle andre. Morgenkaffe, hækletøj og iPadden indstillet på youtube-kanalerne Meliney.coms og Nails by Kizzy. Pludselig dukkede den her op….woooow:

 

[jwplayer mediaid=”1153″]

 

Jeg har bare et eller andet med galaxer – jeg har også malet en T-shirt engang, så teknikken er ikke ukendt. Om end der her unægteligt ret meget mindre at male på end på en T-shirt.

Samtidig er mit lager af neglelak begrænset til en hudfarvet, en guld til tæerne og lidt over/underlak, så jeg måtte ringe til en ven – Katrine!

Hun har efterhånden fået samlet sig lidt forskelligt sammen, så mon ikke jeg kunne finde de farver jeg skulle bruge i hendes lager.

 

2015-08-29 15.05.57

 

Heldigvis var Katrine med på en hyggedag i neglelakkens tegn. Jeg tror aldrig, hun opfattede, at det ikke var hende, men hendes neglelakker, der trak denne gang 😀 – ej pjat. Det er altid så hyggeligt omkring hendes spisebord.

Og det blev til en hel eftermiddag/aften omkring det spisebord, for det tager LANG tid at få 10 galaxer ned på neglene – specielt dem på højre hånd!…suk…

Men jeg synes faktisk, det lykkedes meget godt, af at det var første forsøg – så det blev fejret på behørig vis ud på aftenen!

 

2015-08-29 20.19.55-1

 

 

Efterskrift:
Her er de sådan lidt tættere på, så man faktisk kan se, at man kan se ud i rummet. Det bliver sjovt om en 2-3-4 måneder, når der er lidt mere at male på… Jeg burde nok så bare have gjort det her som 23-årig og ikke som 43-årig. Men fuck det….det er sjovt!

 

2015-08-30 06.29.15

 

 

 

Fødderne gik sine egne veje

Af

Jeg var egentlig på vej i genbrugsbutikken i går – trængte lige til at få afløb for lidt indkøbstrang på den billige måde, men da jeg så gik forbi yndlingscaféen Happie drejede fødderne helt automatisk til højre og ind ad døren.

Jeg prøvede at holde dem på ret kurs, men ikke længe efter sad jeg ved disken med en af Vivis lækre the´er.

 

2015-08-27 15.06.59

 

Jeg havde været på høreklinikken angående min lydoverfølsomhed og mit hoved var bare balleret balleret – og nej, det er ikke en skrivefejl og jeg kan godt tilføje endnu et balleret. Det er virkelig hyggeligt, at snakke med gutten derude, men der er altså ikke rigtig noget nyt under solen, som jeg ikke har fikset på egen hånd – udover at Bose Quiet Comfort Høretelefoner er født i helvede og noget der sådan ca. af princip ikke kommer ind under hjælpemidler i Hjørring kommune, selvom andre kommuner betaler dem. (Hey…du fik forøvrigt min blog-adresse…hvis du læser det her, vil jeg gerne have de der speciallavede hørepropper, du talte om 😉 ). Nå – det er helt helt indlæg for sig selv, for jeg er bestemt ikke enig i, at sådanne høretelefoner skulle være nogen onde sataner, der gør det hele meget værre – ihvertfald ikke for sådan nogen som mig, hvor lydoverfølsomheden har rod i et akut stresset hoved og ikke en overfølsom hørenerve.

Tilbage på Happie og min the. Jeg er så heldig, at have fundet denne lille oase i Hjørring, som jeg også efterhånden har skrevet lige så meget om som Romulus. Men når tiden og økonomien ikke lige er til Romulus, så kan en time eller to alene på Happie også gøre det.

Det er også “en helt anden verden”, som jeg også søger i Romulus. Der er så fedt indrettet derinde – og helt anderledes end herhjemme hvor der ikke er tænkt en fløjtende fis over indretningen. Det er jeg simpelthen så stor en spade til, når det ikke lige drejer sig om Halloween-udsmykning. Den får I også senere – for kæft man kan også få noget sjov ud af sådan et halvmanisk efterår.

 

2015-08-27 14.36.30
På Happie er alt til salg (undtagen medarbejderne og disken). Mens jeg sad der i går, blev dette lækre lille voksbehandlede bord solgt. Vivi sætter selv borde og stole i stand – og der har som regel været udskiftning i møblementet fra besøg til besøg.

 

2015-08-27 15.08.27

 

 

2015-08-27 15.08.40
Ihhh guder hvor var jeg fristet, men jeg synes, det var ret godt klaret, at sidde ca. 30 cm fra dem her i halvanden time uden at give efter!

 

Tiden står stille derinde og der er ingen krav. Mit hoved var som sagt balleret efter en times snak på høreinstituttet, så jeg havde brug for ro og fred inden resten af dagen gik videre.

– og så er Vivi altså bare så sød og omsorgsfuld at the på Happie næsten tangerer Lone og Lavendel Dream. Men også kun næsten…

Gad vide hvad jeg egentlig ville sige med det her indlæg…nok ikke noget. Dagen skulle bare ned på papir bloggen. Så det må budskabet måske være…at der ikke altid behøver at være et budskab eller årsag. Sommetider må det godt være bare fordi….

Skræmmende tilbageblik

Af

….men også meget livsbekræftende!

Jeg har lige været ved at kikke tilbage til bloggens spæde start, da den endnu var hemmelig. Det var inden Manifest 2014, inden SygdomsCV, inden kompetent ny praktiserenede læge og inden konfronterende veninde.

Dengang troede jeg faktisk, at jeg havde det “godt”. At jeg var stabil. Og det var jeg sådan set også. Jeg var ikke dybt depressiv – og manisk var jeg da bestemt ikke. Jeg var leverpostej!

Se lige sådan et opslag her…det er da fortvivlende opgivende. Ingen fremtid – eller ihvertfald ikke en ønskværdig fremtid:

tilbage4

Dagen efter forsøger jeg mig med Strikkecaféen… No can do! En sølle ½ time, magter jeg. Jeg der 3-4 år tidligere kunne holde 4 timers workshops, hvor jeg var konstant på som underviser….

tilbage3

 

Og sølle 4 (FIRE) timer i efterårsferieåbne Fårup Sommerland koster en hel dag bagefter og hovedet intet kan:

 

tilbage2

 

…og et par dage efter er jeg stadig helt balleret. Og tjek lige – jeg sov til både 11.10 (ovenfor), kl. 13 og er her stolt over, at jeg denne dag er kommet op kl. 10??? WTF??? Mig, der ellers altid har været udpræget A-menneske og altid er stået op mellem 6 og 7 – også i weekenden (nogen vil måske sige, at DET er tegnet på, at jeg er helt kuk-kuk). Og hele dagen blev brugt på at lade op så det var muligt at komme ud 1½ time om aftenen:

tilbage1

Tænk at jeg har været ved at acceptere, at det her skulle være resten af mit liv. Det kunne det meget vel være blevet, hvis ikke det havde været for min tit omtalte nye praktiserende læge, der d. 23. oktober 2013 tog sig tid til at tale grundigt en hel time med mig. Undervejs sagde han de famøse ord, der skulle blive begyndelsen til et vendepunkt for mig:


Det her handler ikke om at du skal blive rask, det her handler om at du skal leve det bedste liv, du nu kan, med de udfordringer du har.

 

Der gik endnu et par måneder, hvor jeg kæmpede voldsomt med at holde hverdagen ovenvande. Men spiren var lagt. Da jeg så i begyndelsen af januar 2014 var på besøg hos en rigtig god veninde, som jeg ikke havde set længe, fik jeg det sidste spark. Hun var meget bekymret over, så meget jeg havde ændret mig, og heldigvis havde hun modet til at konfrontere mig. Det satte tanker igang og dagen efter skrev jeg sådan:

 

tilbage5

Hun gav mig sparket og jeg satte gang i Manifest 2014, der blev starten på et helt nyt og meget fantastisk liv. Læs mere om Manifestet ved at klikke på linket – men selve det færdige dokument er her:

manifest_billede

Når jeg kikker tilbage, er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg var fejlmedicineret. Den type medicin er kendt for, at nogen bliver fuldstændig zombie-agtige og sover 18-20 timer i døgnet. Der var (for mig – andre har det fint med den type) alt for mange bivirkninger ved den medicin, jeg fik dengang – og jeg accepterede det bare!

Hvor er det skræmmende at tænke på – og hvor er det skræmmende at tænke på, at der måske er mange andre derude, der går rundt som tilskuer til sit eget liv. Acceptere at det er sådan det er…

Det KAN selvfølgelig være, at det ER sådan det er. At alt er prøvet. Og så er det virkelig lort med lort på! Virkelig! Og lidt mere lort oveni.

Men er der bare den mindste mulighed for, at der er noget andet medicin, der kan hjælpe, noget der ikke er prøvet endnu eller på anden vis kan lindre bivirkningerne så meget, at man kan få overskuddet til at gøre de ting, man selv kan gøre….så håber jeg, at der bare er en enkelt eller to, der med det indlæg her, har fået det spark, som min veninde gav mig der først i januar 2014.

Vi skal simpelthen ikke finde os i, at bivirkninger gør os mere syge end selve sygdommen!!!

Men….husk lige…du må aldrig – aldrig – begynde at fifle med din medicin uden din psykiater er inde over! Aldrig! Det er vigtigt at der er en fagperson, der kan følge dig tæt!

Kosttilskud til os med bipolar lidelse – læs med her

Af

Tager du kosttilskud?

Det spørgsmål har jeg fået mange gange. Og i givet fald hvilke kosttilskud, jeg tager.

Og jeg kan svare et stort rungende JA, det gør jeg i den grad! Siden Manifest 2014 har jeg optimeret min krop på alle områder – og det inkluderer at sørge for at den har de byggesten, den skal bruge. En krop i underskud er som en bil, der mangler olie – og forøvrigt har fået hældt 92 oktan med vand i på – dækkene er også faktisk også helt nede på bundulovlig.

Disse kosttilskud anbefalede lægen

I sin tid startede jeg med at få tjekket mit D-vitamin-niveau. Det var alarmerende lavt. Lægen ordinerede 70-100 microgram dagligt i en 3 måneders periode, hvilket er over 10 gange daglig dosis.

Samtidig skulle jeg tage Calcium, for at D-vitaminen bedre kunne optages.

Lægen anbefalede derudover en generel multivitamin-tablet dagligt.

Jeg havde derudover fået anbefalet andre former for kosttilskud fra min meget kloge veninde, der er ekspert indenfor helsekost. (Ikke bare noget jeg fyrer af – hun er selvstændig konsulent for helsebranchen og sidder med dokumentation overfor Fødevarestyrelsen, så hun ved helt sikkert, hvad hun taler om). Jeg fik ok fra min psykiater til hendes forslag – faktisk sagde han at det var en rigtig god cocktail, for en med bipolar lidelse. (NB! Få altid lige et ok fra læge/psykiater – der KAN være interaktioner med noget af det medicin, du får i forvejen)

Disse kosttilskud anbefalede helsekost-eksperten:

Lechitin, 1200 mg
Lechitin er en fedtsyre, der har samme indhold som vores cellemembraner og det fedt, der sidder omkring alle vores nerver.

N-acetyl-cystein, 600 mg
NAC som det også forkortes er en meget kraftig antioxidant. I Danmark er den kendt under salgsnavnet Mucolycin og sælges som hostestillende. Men udenlandske studier har vist at den også kan have en stabiliserende virkning på psyken og mange andre ting.

Magnesium, 400 mg
Magnesium har en stabiliserende virkning på nervebanerne og hjælper også med optagelsen af D-vitamin/Calcium

CoQ10, 60 mg
CoEnzym Q10 har en vigtig rolle i elektrontransporten i cellerne og dermed cellernes energi-system.

Omega-3 360 EPA/240 DHA
Endnu en fedtsyre, som der stabiliserer og hjælper kroppens cellemembraner og myelin-skeder (fedtet omkring nervebanerne)

Jeg har også en overgang taget Gurkemeje og Ingefær-tabletter, men de der ingefær-nogen smagte simpelthen så rædselsfuldt at det på ingen måde kunne opveje whatever god virkning, de nu kunne have på mig!

Mine kosttilskud - lecithin magnesium ingefær NAC
Jeg skriver altid på låget hvor mange stk, jeg skal have pr. dag. Og så pakker jeg medicinæske til 14 dage af gangen. – og så ved du at du tager mange kosttilskud, når den medicinæske faktisk er en æske til skruer købt i Harald Nyborg!!!

Ved at sørge for, at kroppen er virkelig optimeret i forhold til de byggesten den skal bruge, er det også med til at nedsætte kroppens stress. Den skal ikke køre i underskud og derfor give symptomer af den ene eller anden slags.

Samtidig har jeg meget fokus på kosten – mange grøntsager, kvalitetskød, nødder, bær, frugter, æg, fisk og et minimum af brød, kartofler, ris, pasta og sukker. Se også dette indlæg her.

Alt i alt gør det at min krop har overskud og mit blodsukker holdes rimeligt stabilt. Og et stabilt blodsukker er også med til at holde hovedet stabilt. Giv mig en skål slik og mit hoved tilter!

Efterskrift:
Kosttilskud kan være noget pokkers dyrt stads. Derfor handler jeg i England på denne side. Selvom transport/porto snilt kommer op over 100 kr, kan det sagtens betale sig. Kik dig lidt for derinde, der er tit gode tilbud. Som du kan se på billedet køber jeg oftest Swansons produkter.

Juhu-fest vol. 3

Af

Nu var det tid til at ryste den højtidelige stemning af os. Nogen gik en tur, nogen fandt en kold øl og vi var nogen, der endnu engang fortsatte inde ved udstillingen – denne gang blev der fyldt lidt ekstra i dram-glasset og snakken var mere opløftet. De rigtig gode historier kom på banen, og det var så livsbekræftende at være med til

Specielt fars kollega havde en del røverhistorier fra deres udlandsture sammen. Jeg havde hørt dem alle før fra fars side, hvor kollegaen altid var “skurken”, der havde lavet et eller andet – men nu var det omvendt og det var far, der skulle have sagt “do…we må intj ha wor bøøs´mæ” i sikkerhedskontrollen lufthavnen. Det var dengang det gav et løftet øjenbryn og et hvast blik. Den går ikke længere i dag. Historier bliver kun bedre af at blive fortalt, og hvor var det sjovt. Hvem, der havde sagt hvad, var underordnet – de to har helt sikkert haft mange sjove oplevelser sammen gennem 25-30 års kollegaskab.

Ved 13-tiden var den helstegte pattegris klar. Og den var som altid perfekt. Far fik heldigvis testet Grete og Pouls gris af mange gange. Først til familiefest i 2008, til Claras konfirmation og igen til hans 87 års fødselsdag. Far elskede deres gris – specielt at stå og kikke på den roterende transportable grill. Det er der altså fest over! (Skal du have landsdelens – eller måske nok i virkeligheden Danmarks – bedste helstegte grissebasse, så smid en kommentar, så fikser jeg kontakten)

 

jj05

 

Resten af dagen var fuldstændig som enhver anden familiefest. Der var sjove taler med flere anekdoter og røverhistorier fra fars liv. Der blev skålet og hilst på kryds og tværs. Ja – det var en fejring, hvor hovedpersonen dog manglede, men alligevel var han der midt blandt os. Far og jeg havde snakket om det gilde så mange gange, at jo…han var sgu med!

Udstillingsbordet havde rystet folk så godt sammen på kryds og tværs, at snakken gik lystigt – også om alle mulige andre emner.

Måske en idé til andre familiefester – specielt bryllupper, hvor nogen måske ikke helt kender “den anden familie”.

 

jj06

 

Det blev sent ud på aftenen, før vi gik igang med oprydningen godt hjulpet af de sidste gæster. Vi var alle enige om, at det simpelthen ikke på nogen måde kunne have været bedre.

Den dag gemmer jeg virkelig i mit hjerte med taknemmelighed.

 

Efterskrift:
Hvad vil jeg så sige, med hele denne beretning? Udover at fortælle om denne fantastiske måde at komme herfra.

Jo, hypomanier (som er en let form for mani) er ikke altid af det onde. Det er en gave, at kunne hive ressourcer op af hatten, hvor der ikke burde være nogen tilbage og så ellers bare køre på speeden.

For det gjorde jeg den uge, hvor jeg skulle have alt det her arrangeret. Jeg havde aldrig nogen sinde klaret det uden. Alene det at finde et sted at afholde en bisættelse udenfor kirke/kapel var noget af en opgave – og planlægge dagen, talen, udstillingen. Så er der alle de andre praktiske ting i forbindelse med et dødsfald – og til sidst lige arrangementet af en fuldblown familiefest. Alt sammen klaret på mindre end en uge.

Men det er et tve-ægget sværd. Det kostede 11 ½ måneds sygemelding bagefter, men når jeg tænker tilbage var det det værd. Det var selvfølgelig ikke bisættelsen alene, der var skyld i sygemeldingen – langt, langt fra. Der var også hele forløbet på sygehuset med 3 hofteoperationer på 5 uger, dagene op til fars død, hvor jeg stort set ikke sov 28 timer i træk, foråret havde været rædselsfuld p.g.a. andre personlige familieting og alt kædet sammen med et job, med meget trælse og urimelige betingelser. Men hypomanien gjorde, at alt blev klaret, mens det stod på. Og det er jeg taknemmelig for, så vi kunne få sat det helt rigtige punktum.

Idéer, modet til at gennemføre, energien, fantasien bobler i den fase. Og det er en af de ting, jeg stadig har med mig – men i noget mere normalt leje.

Jeg sørger for, at jeg aldrig kommer så langt ud igen. Højest en 3-4 på en skala fra -20 til 20. Akkurat som andre mennesker, der kan hive sig selv op med hårrødderne i en tilspidset situation.

Angående jobbet skulle jeg have slået kraftigt i bordet allerede ½ år før. Jeg skulle også have passet på og prioriteret mig selv – sørget for lidt Romulus ind imellem. Jeg var bare slet ikke klar over, hvor vigtigt det var. Det sidste år havde jeg haft alt for travlt med at tage mig sammen og opfylde (både mine egne og andres) krav.

Nu er jeg heldigvis fuldt klar over, hvad der skal til for at styre i det her farvand – og forhåbentligt varer det mange år, inden der skal holdes Juhu-fest i familien igen 🙂

Juhu-fest vol. 2

Af

Dagen for fars bisættelse oprandt og rammerne var perfekte. Det var lige sådan, jeg er helt sikker på, far har forestillet sig, det skulle være.

Der kom rigtig mange gæster fra nær og fjern. Jeg var overrasket over – og så alligevel ikke – hvor mange mere eller mindre fjerne bekendte, der ville være med til at sige tak for denne gang til far. Hans gamle bankmand, min barndomsveninde og hendes mor, som jeg stort set ikke har set siden. Bekendte fra området ved fars sommerhus, min gamle 4H-ven og en masse andre. Og selvfølgelig alle grene af familien. Nær og fjern kom folk fra.

Flere benyttede sig af at løfte glasset og hilse på far en sidste gang.

Det viste sig at være en rigtig god idé med det lille udstillingsbord. Flere kunne fortælle historien bag nogen af tingene og det gjorde at folk snakkede på kryds og tværs. Helt uafhængigt af hvor de kendte far fra – og helt uafhængigt af, om de kendte hinanden.

jj02
Vores udstilling med ting der alle gemte en god historie om far – eller have haft en betydning. Rubiks Kube brugte han utallige timer med i ´80-erne Da først koden var knækket kunne han stadig i en alder af 88 løse den i løbet af 10-15 minutter.

11.30 faldt der en højtidelig ro over forsamlingen og alle fandt en plads. Min kusines mand havde violinen med og spillede til de sange jeg havde valgt sammen med Ole, Katrine og Clara.

Der var bl.a “I østen stiger solen op”, som far altid sang som godnatsang for mig, da jeg var barn – og brugte flittigt, når der var 4H-afslutning rundt om i landsdelen. “Jeg er havren” i samme kategori blev også sunget.

jj01
Far syntes altid så godt om, når Søren havde fiolen med til fest – så selvfølgelig var det også den, der skulle akkompagnere os denne gang.

Som sagt stod jeg selv for talen. Den var blevet øvet igennem mange, mange gange derhjemme, så den klump, der kom i halsen flere steder efterhånden var blevet mindre og mindre.

Jeg talte om fars liv, fars betydning for både os som familie, men også for alle de børn, han kom i kontakt med i sit virke som landsdelens ungdomskonsulent på Landbogården i Hjørring. Det var en svær balance, at holde den personlig uden at blive for sentimental, men jeg tror jeg ramte meget godt. Det var ihvertfald tilbagemeldingen. Det var også godt jeg havde fået den øvet så mange gange derhjemme – jeg kom igennem uden at bryde sammen 🙂

Min anden kusine – en af fars 2 “døtre” fra før jeg blev født – læste et meget smukt digt op, der passede perfekt ind i sammenhængen. Jeg havde bedt om, at det højtidelige ville foregå her ved kisten – og når der skulle holdes fest, måtte der ikke begrædes, men meget gerne deles anekdoter og sjove historier.

Til slut var der ikke flere ord og ikke flere sange fra vores side. Kun en sidste hilsen fra far til os: Husk at se jer omkring. Se livet i selv de mindste ting.

Derfor lød Louis Amstrong og “What a wonderfull world” ud af højttalerne. Fars yndlingssang og hans liv kunne ikke være beskrevet bedre.

I see trees of green, red roses too
I see them bloom for me and you
And I think to myself what a wonderful world.

I see skies of blue and clouds of white
The bright blessed day, the dark sacred night
And I think to myself what a wonderful world.

The colors of the rainbow so pretty in the sky
Are also on the faces of people going by
I see friends shaking hands saying how do you do
But they’re really saying I love you.

I hear baby’s cry, and I watched them grow
They’ll learn much more than I’ll ever know
And I think to myself what a wonderful world.
Yes, I think to myself what a wonderful world.

[jwplayer mediaid=”1035″]
Tiden var kommet til at følge far videre. Det kan godt være, jeg er lidt gammeldags og traditionsbunden på det punkt. Men jeg havde valgt at de mænd, far virkelig så som sine venner – og der var både fra familie-,venne-, nabo- og kollegakategorien – skulle bære. Ikke os piger.

Kisten blev båret ud i den ventende rustvogn og vi stod alle i stilhed mens døren blev lukket og vognen kørte væk. Der skulle ikke siges flere ord.

Min tredje kusines (jeg har heldigvis mange) mand og jeg gik over og fik flaget hejst til tops – og det var markeringen på, at nu skulle livet – og i særdeleshed fars – fejres!

Jeg må hellere fortsætte fortællingen i vol. 3 – dagen er langt fra slut endnu og indlægget er allerede langt….

 

jj04
Flaget er røget til tops og nu kan fejringen af fars liv for alvor begynde.

Juhu-fest vol. 1

Af

I dag vil jeg skrive et af de mere livsbekræftende indlæg. Det skal handle om min fars bisættelse! Måske en selvmodsigelse, tænker du, men nej. Det var en af de dage i mit liv, jeg tænker tilbage på med varme og glæde, trods de triste omstændigheder.

Beretningen vil blive delt i tre, for ellers bliver det alt for langt.

Min far var et helt fantastisk, unikt menneske. Det er alle, der har kendt ham enige om. Jeg kan slet, slet ikke med korte ord beskrive det tætte forhold, vi havde, og hvor utrolig god til børn, mennesker, dyr, han var. Der er basis for en helt blog for sig omkring den mand <3

Udover at være et fantastisk menneske var min far også meget jordnær, let selvironisk og kaldte en spade for en spade. Han var ikke særlig sentimental anlagt, døden var en helt naturlig slutning på livet og blev behandlet med lige dele respekt og lune.

Derfor glædede det far ret meget, da vores store datter Katrine, som 3½-4 årig var sur på sin mor og far, fordi hun ikke måtte komme med til en begravelse. Og som altid når verden gik Katrine imod, så vendte hun sig mod sin elskede morfar og spurgte:

“Morfaaaar, når du dør….må jeg så komme med til din begravelse?”

Morfar svarede “jamen selvfølgelig må du det da” hvortil Katrine udbrød et glædestrålende “JUHUUUUUUUU”, mens hun fløj morfar om halsen.

morfar
Morfar og Katrine i en af deres fortrolige stunder. Foto: Lisbet Lyager

Siden den dag, snakkede vi altid om “når Juhu-dag kommer…” Far havde megen forhøjelse af at snakke om det gilde, der skulle holdes. Hans eneste anke var, at han ikke selv kunne deltage.

Der skulle være helstegt pattegris fra Grete og Poul, der skulle være den “gode kaffe” fra SuperBest, kolde øl og dagmartærter fra bageren.

Far pointerede også gentagende gange under vores snakke i hans køkken (der nu er vores), at “du skal love mig….der skal ikke være sådan en i lang sort kjole, der skal stå og sige en masse” – underforstået: jeg vil ikke bisættes fra en kirke.

Der var mangt og meget andet, vi også havde talt om. Efter vi flyttede tilbage til Hjørring fra Odense i 2005 havde far og jeg drukket kaffe mindst 3-4 gange hver uge.

Så da dagen kom, hvor klippekortet var opbrugt i en alder af næsten 89, så vidste jeg præcis hvordan vi skulle fejre fars liv. Endnu en af de ting han havde pointeret: I skal ikke stå og græde over mig! Det gjorde vi nu lidt alligevel undervejs, men på den gode måde.

Da Kapellet i Hjørring var under renovering, var det ikke muligt at være der. Et eller andet sted passede det mig meget godt, for det ville også være lidt for højttideligt for far. Nej – vi skulle derud, hvor man holder fest!

Så vi fik arrangeret, at vi kunne være i Borgernes Hus i Uggerby. Vi ville få kørt kisten derud og sat i det lille selskabslokale. På kisten skulle hans pibe, hans elskede kasket og en strømpetrold, jeg i sin tid havde lavet til ham og som han altid hilste på hver morgen ligge.

Der blev sat masser af fyrfadslys og i hjørnet lavede vi en udstilling med ting fra fars liv. Hans fuldstændig opslidte krydsordbog, ditto kogebog, hans frihedskæmperarmbånd, billeder fra tiden som landbrugselev, noget undervisningsmateriale han havde udarbejdet osv, osv. Fars liv fortalt gennem hans ting.

Der var også en flaske Brøndum og skiver af speget lammelår. Fars hofret.

Vores tanke var at gæsterne lige kunne tage en sidste dram med ham den gamle, inden vi skulle være højttidelige.

I det tilstødende store festlokale havde vi dækket op til gilde – borde med påskeliljer og duge i samme rødorange farve som solen pinsemorgen, når den danser i Vesterhavet fra Horne Bjerg (Ja! Jeg siger VESTERhavet – en af de firnurlige ting far lærte mig. Lige præcis på det tidspunkt på året, kan man opleve det underlige fænomen at solen står op i Vesterhavet – fordi bugten mellem Hirtshals og Tversted buer og solens placering på den årstid).

Det var set-uppet og hjemme havde jeg haft travlt med at forberede selve højttideligheden. For selvfølgelig skulle far sendes afsted med et par ord. Men det var en opgave jeg ikke ville overlade til andre. Det har været far og mig siden min mor døde, da jeg var 14 – og så var det også far og mig i denne situation. Vi skulle have vores sidste snak.

Næste afsnit af Juhu-festen finder du her

 

juhufest.jpg

Psykopater!!!

Af

Nu er jeg efterhånden stødt på et par stykker igennem mit liv – og via mit Sygdoms CV, som jeg skrev om forleden, kan jeg se at hver eneste gang sådan en personlighedstype tidligere har været (for) tæt på mig, så er det endt galt….for mig :/

Derfor har jeg undersøgt emnet og lært tegnene at kende. Det gør, at jeg kan være ekstra obs på folk, der har psykopatiske handlemåder og passe på mig selv fremover.

Og inden jeg kommer længere ned i dette indlæg, vil lige slå fast at det KUN er en psykiater, der efter gentagende samtaler, kan diagnostisere, om der er tale om diagnosen psykopati. Vi har alle psykopatiske handlemåder/træk i større eller mindre grad – der hvor filmen knækker, er når disse træk fylder alt for meget. Og diagnose eller ej – det er DIG der vurderer, når det er for meget.

Når vi hører ordet psykopat, tænker de fleste massemorder eller lignende. Men langt de fleste er helt almindelige mennesker – eller dvs. næsten helt almindelige mennesker. For der er temmelig meget alligevel, der adskiller hverdagspsykopaten fra dig og mig.

Der er mange forskellige etiketter, der bliver sat på denne personlighedstype – psykopat, sociopat, dissosiativ personlighedsforstyrelse og andre har også været i spil. Jeg er sådan set lidt ligeglad med hvad alt det der hedder. Jeg har lært at være på vagt overfor mennesker der:

  • er beregnende
  • har et kæmpe ego
  • fralægger sig ansvar
  • skyder skylden på andre
  • manipulerer
  • lyver
  • ikke overholder de sociale spilleregler (fx springer over i køen)
  • ikke besidder empati
  • siger hvad der lige passer i situationen til eget bedste
  • kun tager hensyn til sig selv
  • er arrogante
  • er uetiske
  • skifter fra indladene/sød til aggresiv/kynisk på et spiltsekund

(En længere liste kan findes her)

Hvis det så samtidig kædes sammen med et privatliv, hvor der er mange skiftende forhold, en udpræget risikoadfærd, ligeglad med andres sikkerhed/liv/førlighed – ja så bimler alle mine alarmklokker MEGET HØJT!

Du har garanteret også stødt på mennesker, hvor du tænker, hvad fanden har de gang i? Hvad skete der lige der? Hvorfor er det pludselig ufatteligt hårdt at komme på arbejde? Hvorfor nedgør og håner denne mand, der var helt vild med mig i starten af forholdet, mig lige pludselig? Det er nok også min fejl det hele…..

Min – og mange andres erfaringer, se bogliste nederst – siger at denne personlighedstype kun tænker på egne interesser, tænker ufatteligt kortsigtet og “samvittighed” er et ikke-eksisterende ord i vedkommendes ordbog. De aner simpelthen ikke hvad den følelse er – og undrer sig dybt over hvorfor vi andre overhovedet bruger 10 sekunder på at have “dårlig samvittighed” over et eller andet.

I deres kølvand ligger en masse ødelagte skæbner, firmaer, afdelinger osv – alt efter hvor personen har haft sit virke.

De sidste par måneder har jeg snakket med flere veninder/bekendte/tidl. kolleger og andre, der har kunne fortælle grumme historier. Både fra arbejdslivet med en chef eller kollega som psykopat og fra privatlivet med en psykopatisk partner, ven, eller veninde.

Der er skræmmende, så mange der har fået liv og sjæl kværnet rundt pga sådan en personlighed – og det er skræmmende, så ensom man føler sig omkring det. Og det allermest skræmmende er næsten, hvor grundlæggende ens historierne er – om det er en chef, en partner, en kollega osv…grundlæggende er mønstret det samme.

Ifgl mange kilder er ca. 2% af befolkningen psykopater – og på chefgangene er det 10%. Denne forskel skyldes at magt og prestige ofte følger af psykopatens handlemåder – til at starte med – og at magt og præstige i den grad tiltaler psykopaten. Det kan du læse meget mere om i bogen “Psykopater i Jakkesæt”.

Derfor vil ALLE mennesker på et eller andet tidspunkt i deres liv få en psykopat tæt på. Det er bare ikke sikkert vi er klar over, at det er det, det handler om.

Som regnestykket jeg lavede i dette indlæg…kik på din Facebook venneliste, og lav et gennemsnit:

100 venner: ca 2 psykopater

200 venner: ca 4 psykopater

300 venner: ca 6 psykopater

400 venner: ca 8 psykopater

500… fortsæt selv

Og med tanke på den skade helt almindelige hverdagspsykopater kan gøre i dit liv – så gør dig selv den tjeneste at lær trækkene at kende. Og gør dig selv den tjeneste at handle, så snart du opdager, hvad du har med at gøre.

Og den smarteste handling er: LØB! Og løb hurtigt! Se dig ikke tilbage, men vær parat til at modstå smooth talk. Iflg “de kloge” er det helt ufatteligt svært at ændre en psykopats handlemønstre.

Det kan selvfølgelig ikke altid lade sig gøre at cutte forbindelsen, men så må du lære at tackle mønstrene hensigtsmæssigt. Det er der mange, der har skrevet gode bøger om, så det vil jeg overlade til dem. Så hvis du på nogen måde genkender et eller andet af det her, hos en i din omgangskreds, så vil jeg anbefale dig at læse en eller flere af følgene bøger – eller google emnet – inden du er blevet kørt ned.

Alene et kort møde med en med disse træk kan blive skæbnesvangert – alt efter hvor svag du er, når jeres veje krydses. Set i bakspejlet kan jeg godt genkende typen….

psykopat
Bogliste:

Psykopater i Jakkesæt af Sanne Udsen

Parasitter i Habitter af Sanne Udsen
(Disse to kan også lånes på ereolen – bibliotekernes app til udlån af e- og lydbøger)

Hverdagens Psykopater af Henrik Day 

Fanget i en psykopats net af af Henriette Dregaard Jensen

Facebook