Gang i benene igen

Endnu en fuldstændig vidunderlig rute er begået. Denne gang Fosdalen/Tranum sammen med Gitte.

Jeg har et eller andet med, at eventyr ud i det blå, skal være sådan virkelig eventyr. Og dertil hører i min verden tog eller bus. At drage ud. Ikke bare sætte sig ind i bilen.

Så jeg lagde ud med tog til Lindholm og derefter bus til Fjerritslev. Det giver bare sådan en ferie-vibe, selvom jeg denne gang ikke havde det store skjold med. Kun en lille dagstursrygsæk.

Da bus nr. 70 nåede Fjerritslev kunne jeg på lang afstand se Gittes lille røde bil holde og ventet på mig. Der blev vinket ivrigt både fra bus og bil. Det er over et år siden, vi sidst har været på tur sammen, og gensynsglæden var stor.

Vi kørte ud til rutens start, og så gik det ellers af træstier ned i Fosdalen. Det er som at komme til en helt anden verden. Lidt ala Jurassic Park – dog uden frygten for T-rexs og Velociraptorer.

Bakker dækket med bregner, høje træer, der lukker lyset ude, slugter med træbroer, store sten og våde sko. Og jeg måtte hurtigt sande, at når det går ned…så går det også op.

Ruten bød på nogen ret modbydelige trappestigninger, for en der ikke er i vandreform. Men Gitte var sød til at vente – og det blev ikke bare halvejs oppe, men også både en fjerdedelsvejs og trefjerdedelsvejs. Men kampen mod trapperne blev belønnet med de mest fantastiske udkiksposter jævnt fordelt på ruten. Et kæmpe vue ud over landskabet, der blev skabt for mange år siden af isens tryk.

Ruten fortsatte temmelig kuperet på tværs af de forskellige dale, og der var virkelig træning for baller og lår. Ikke et ondt ord om FitnessX, men det her var både kønnere og sjovere. Hvis nu jeg går ruten en gang om ugen, så tror jeg formen bliver fantastisk. Og så kan det være jeg lidt lettere kan komme gennem passagerne, der deler de forskellige områder med dyr.

Lige pt. kan jeg konstatere, at jeg er lige under ko-størrelse i bredden. Der var ikke så meget som en centimeter at give af, når jeg gik gennem passagerne.

Bedst som pulsen var høj og sveden sprang kunne vi høre en rumlen i det fjerne, og Gitte konstaterede at det jo selvfølgelig tordner ”som det plejer”, når vi to hitter naturen sammen. Det blev til den mest vidunderlige, lette sommerregn og det var meget tiltrængt.

Og så var det ikke bare ved Uggerby, at Kong Hans havde spillet naturen et puds. Pludselig kom vi ud til et område hvor træerne var blevet lagt ned som tændstikker. Det var så tydeligt, at vinden var kommet op gennem slugten, ramt træerne og så var dominoeffekten total.

Et sted hang et skilt på en gren. Jeg blev grebet af en spirrende glæde. Var det mon Bro-, Tunnel-, og Færgeministeriet, der havde været på spil igen? Men ak…det var bare den lokale orienteringsklub, der havde sat en post. (Og har du ingen anelse om, hvad jeg fabler om – så se mit forrige opslag)

Ruten, som er relativt nylavet, var virkelig godt afmærket. På intet tidspunkt var jeg som førstegangsgænger af den i tvivl om vejen. Og den var alsidig og afvekslende. Man slår et sving – og endnu engang belønnes man med et skue ud over landskabet. Vitterligt så langt øjet rakte. Og ikke længe efter står man midt i skoven igen, for så pludselig at stige til vejrs på en kæmpe gravhøj.

Der var jeg lidt ved at opgive ævred. Gitte havde meget optimistisk sagt ca 20 minutter tidligere, at NU var der ikke flere stigninger tilbage. Well, vi var ikke helt enige om definitionen af en stigning. Brugt med brugt på – men heldigvis var stigningen rigt dækket af blåbærbuske, der stod og lokkede med det blå guld på vejen opad. Og endnu et fantastisk udsigtsspot ventede – selvfølgelig, vil jeg næsten sige efterhånden – på toppen.

Aldrig har jeg gået en lignende rute. Den kan varmt anbefales. Men tro ikke at de 11-12 km kan gåes i samme tempo, som du normalt går 11-12 km i 🙂

Det er ikke bare pauserne undervejs opad, du skal indregne. Det er også alle de gange, du er nødt til at stoppe op med sådan en helt ægte, betaget wauw-følelse i maven.

Trætte, glade og fyldt op af Moder Naturs lyksagligheder kørte vi tilbage til civilisationen og en velfortjent kop kaffe hos Gitte, der dog blev til et glas isvand, for jeg er holdt op med at drikke kaffe 😅

Tak fordi du ville med, Gitte. Hvor har jeg savnet dig, og hvor har jeg nydt vores tur

På tur med Helle

Så har rygsækken været på ryggen endnu engang og sikke en fantastisk tur, Helle og jeg har haft.

Helle hoppede på toget i Aalborg og jeg i Hjørring og sammen fortsatte vi til Hirtshals. Her ventede vi en halv times tid, og så kom vores bestilte Plus-tur. Hvis ikke du kender det begreb, så skynd dig at gå ind på NT – Nordjyllands Trafikselskabs side og læs mere om det. Bestilles via Rejseplanen.

Nå, men den her søde kvinde i minibussen kørte os ud til Uggerby Skovvej, hvor vi slap Nordsøstien sidst. Hun havde aldrig selv været på sheltertur, og jeg ved ikke, om hun syntes vi var en smule skøre – eller seje – eller måske sådan lidt begge dele.

Men vi blev ønsket en rigtig god tur, og med hvert sit skildpaddeskjold aka rygsække på ryggen satte vi kursen mod Tversted.

Det gik afsted på raske fjed, og snart var nedkørslen til stranden i Uggerby passeret, og vi fortsatte ad stien længere ind i klitplantagen.

Da vi havde gået godt og vel en times tid, mødte vi et tysk par, der var i fuld gang med at samle svampe. Helle er en garvet svampesamler, og lynhurtigt spottede hun også et par virkelig flotte rørhatte i skovkanten.

Vi blev enige om, at det var tid at holde hvil, og finde de medbragte madpakker frem. Den tyske kvinde kom over for at se og snakke svampe – men sprogbarrierer og fagter er ikke det smarteste, når man står med to store rørhatte i hånden. Hun misforstod, og troede vi ville forære hende den fine fangst. Den måtte vi lige få bremset og i bar befippelse, gav hun os en fire-fem stykker af sine svampe. Men de havde nu også r.i.g.e.l.i.g.t

Turen fortsatte af Nordsøstien, over Uggerby å og den flotte tur langs å-udløbet. Det er simpelthen et af mine absolutte yndlingsspots på hele den strækning – og på trods af at jeg stoppede op mange gang med udbud ala ”arhmen hold kæft hvor er her flot”, ”prøv lige at SE”, ”jeg ELSKER det sted her”- så fik jeg ikke fotograferet det denne gang. Men skønheden blev indtaget i rigelige mængder live.

Om det er ham stormfulde Hans eller havneudvidelsen i Hirtshals, der stadig driver gæk med naturen, ved jeg ikke, men stien oppe i klitterne langs med stranden, var væk og sporet fortsatte nede på selve stranden. Ikke at det gjorde turen ringere. Vesterhavet (shh, Skagerrak) på den ene side og klitter med fuglefløjt på den anden side kan virkelig bringe mit sind, mit hjerte og min hjerne i zen.

En positiv effekt af føromtalte Hans var, at stien fra stranden op igen ved Tversted Å var til både at finde og komme op på. Jeg husker sidste gang, hvor det var noget med at møve rygsækken i strakt arm op over en meget høj brink, for så bagefter at forsøge at gøre ditto med mit omfangsrige korpus. Så er det nu meget, meget nemmere bare at kunne fortsætte lige ud uden dikkedarer hen til den lille bro over åen.

Her stødte vi på nok det bedste indslag af friluftshumor, jeg nogensinde har set. Normalt er det altid trælst, at møde hjemmefabrikerede skilte i naturen. ”PRIVAT”, ”ingen adgang”, ”Adgang forbudt” plejer at være det let ulovlige budskab, som man så må debattere med sig selv, om man vil overholde eller ej.

Men her på broen – hvor vi havde gået lidt for mange km med lidt for mange kg på ryggen – mødte vi det sjoveste skilt. Det gav virkelig et smil på vores læber og mojo til at fortsætte. Fandeme god humor og tak til forfatteren i Bro-, Tunnel- og Færgeministeriet. Og bare lige til ikke lokalkendte… krydset, der omtales ligger en 50-55 km væk.

Vi kom heldigvis godt over broen og fortsatte ind over indlandsklitterne. Og her er det så, at jeg dummer mig lidt. For jeg er et par gange tidligere gået forkert, når jeg har forsøgt at følge stien via AllTrails. Så jeg siger til Helle, at ”når nu jeg bliver i tvivl om, om vi skal til venstre eller højre, så skal vi til højre. og det SKAL du bare holde på”.

Og selvfølgelig sker der det, at Nordsøsti-ikonerne ikke helt passer med den retning, jeg vil. Jeg kan spotte toiletbygningen i Tversted i det fjerne, og det er sådan set bare lige ud – men sti-ikonerne viser os mod højre. Helle holder på, at vi er så trætte nu, at vi ikke har råd til at gå forkert, og derfor bare skal følge Nordsøstien. Hvilket jo er en yderst fornuftig betragtning – specielt med min meget bombastiske udtalelse ikke mange minutter inden.

Der er bare det ved det, at Nordsøstien slår et gevaldigt sving ind i landet, så man kommer ind midt i Tversted. Sådan cirka et 2 km ekstra sving. Men….som altid, så er der ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Vi kom ud til hovedvejen i Tversted lige ved Café Fisk og tadaaa…. Cafe Fisks Isbar!!! Den med flødeis fra Vebbestrup og Jettes berømte gode guf! Den der guf, der tidligere gjorde Det blå Ishus så populær. Jamen det var da lige så englene sang, at sætte sådan en gammeldags Jette-fætter til læberne.

Der måtte selfies til, men jeg havde vidst kikket lidt for dybt i guffen, for arh…. Måske jeg lige skulle tørre mig om munden og prøve igen. Helle var ved at dø af grin over mit næste forsøg på et guf-frit selfie. Da det var kommet i kassen – troede jeg – udbrød hun grinende: ”Dorte, du skal nok også lige tørre det af, der sidder på kasketten”.

Well…det var så først vel herhjemme, jeg opdagede at kasketten med Jette-guf var årsagen til Helles store grin på billedet. Pyt – det smagte fantastisk og isen var lige det, der gjorde, at vi havde mod på de sidste kilometer til Østerklit/Stokmøllen/Tverstedsøerne.

Jeg brugte ordene lidt i flæng, og på et tidpunkt tror jeg, Helle var blevet temmelig forvirret over, hvor det egentlig var, vi skulle hen. Men kært barn har som bekendt mange navne.

Nu var både rygge, ben og fødder ved at være godt brugte og pauserne blev unægtelig både længere og hyppigere. Midt ude i klitlandskabet smed vi rygsækkene og måtte bare lige sidde…lidt. Eller dvs, jeg smed både rygsæk og legeme og blev et med lyng, græs, edderkopper og andet småkravl. Det var lige før jeg godt kunne være blevet overtalt til en nat i det fri uden shelter, hvis vi bare kunne blive der.

Men shelter, bålplads, toilet og vand trak nu også, så vi måtte på den igen, og de sidste 3 km blev forceret i stadig stigende tavshed. Hvor vi havde talt, snakket, kårret og kvidret lystigt på hele turen, blev det nu mest til ”er der langt endnu” og enstavelsessvar. Vi var sgu brugte!

Men lige så brugte vi var, lige så store var smilene, da Stokmøllens hvide mure kunne anes gennem træerne. Nu var shelterpladsen ikke langt væk! Vi havde booket shelteret i forvejen inde på Naturstyrelsens hjemmeside og frygten for, at vi skulle til at diskutere med en børnefamilie med 3 sultne børn, om hvem der havde ret til shelteret, blev heldigvis ikke til noget. Shelteret var lige så tomt som buldrende tønder….

Sjovt nok var vi ret enige om ved turens begyndelse, at vi da ikke kunne jage børn væk, hvis nu nogen ikke var klar over det der med bookingssystemet for netop det shelter – men efter 15 km med 13 kg på ryggen var stemningen en anden. Sådan kan empatien lige så stille sive ud af en, når man er meget træt, sulten og har ondt over det hele.

Vi sad nok og kikkede tomt ud i luften en time, før Helle mente, at nu måtte vi virkelig lige tage os sammen og få noget aftensmad. Hun diskede op med de lækreste gourmethottere med hjemmelavede rødløg og alt, hvad der ellers hører til. Det var virkelig genial mad og yderst tiltrængt.

Efter maden ville vi egentlig gerne have ordnet hele verdenssituationen omkring et bål, men det blæste simpelthen så meget, at jeg fik ret kolde fødder. Jeg kunne lige se, at vi kom til at stikke ild i hele klitplantagen med et par vildfarne gløder, så i stedet lagde vi os bare lige 10 minutter med soveposerne på vores liggeunderlag. 5 minutter efter konstaterede jeg som det absolut sidste den aften, at Helle var faldet i søvn – og så gik der ca 10 sekunder, så var jeg det samme.

Næste morgen var vejet lidt køligere, men stadig sådan rigtig sensommerlækkert. Vi fik morgenmad, pakket sammen og kom afsted mod parkeringspladsen, hvor vi endnu engang blev samlet op af en plustursbil og kørt ind til bussen i Tversted. Ingen af os følte for at følge den oprindelige plan med at gå de 5 km derind.

Vi var møre, mætte og trætte….

Efterskrift:

Det man ikke ønsker at opleve, når man pakker sin rygsæk ud, er at der kun er EN høretelefon i hylsteret. Sidste gang de var i brug var…. i shelteret. For fuck sake altså! Alt blev endevendt. Rygsækken tømt 100%. Alle lommer, syninger, folder og kanter gennemgået. Soveposen rystet og liggeunderlaget ligeså. Tøjet finkæmmket. No, nix, nope… venstre høretelefon var pist væk forsvunden.

Jeg kunne godt mærke, at jeg ikke ville få ro, før det der shelter var blevet tjekket, selvom jeg jo udemærket vidste at der ikke lå så meget som en krumme i det, da vi forlod det. Men mig ud i bilen og så ellers til Tversted igen her til morgen.

Ved parkeringspladsen sad et hold med fuld oppakning og spiste morgenmad. Om de måske havde overnattet i shelteret? Og fundet en høretelefon? Ja til det første, nej til det sidste. Pis os! Men jeg måtte ud og tjekke ved selvsyn.

Jeg undersøgte minutiøst gruset under bord/bænkesættet. Ingenting. Shelteret var lige så slikket som da vi forlod det. Dobbelt pis os. Jeg kikkede i græsset foran shelteret. Lod mine fingre løbe igennem det.

Og pludselig. DER! Den sten i gruset der… det er sgu ikke en sten!

Lige foran shelteret lå min høretelefon trådt ned i gruset og lignede fuldstændig en af de andre sten – bortset fra en lille forræderisk plastickant i støbningen. Havde den ikke været der, så havde jeg aldrig fundet den. Men det gjorde jeg! Og den virker stadig! Men tørstede efter strøm efter 24 timer helt alene out there.

Frisk over Limfjordens vande…

5 år efter første forsøg var det endelig tid til endnu en tur over Limfjorden. Det var supersvært at se bøjerne – måske fordi jeg ikke har styrke i mine Open water briller og på ingen måde kan se 600 m frem 😅, så det blev til en 17-1800 meter istedet for de 1500.

Men som min gode makker Jes sagde: “Vi er kommet for at svømme langt, ikke for at være hurtigst.”

Da jeg tjekkede tiden efterfølgende på Sportstiming udspandt følgende konversation sig:

Mig, med selvtilfreds barnlig glæde: “Ej, jeg blev nummer 50 😃👏👍

Min kære mand: “….udaf hvor mange?”

Mig, der klikker “næste side”: “Øhhh, 51” 😳🤭

Men fjorden var blank, selskabet godt, stemningen i top, vandet lunt og den ene brandmand, jeg mødte, gav et ordentligt smækkys lige i fjæset 😅

Fantastisk svømmefest i Aalborg i dag 🏊🏼💪👍👏

Jeg er helt okay :D

eg sidder her i toget og….ja funderer, er nok det rigtige ord.

Her til aften har en af mine gode svømmevenner, som jeg også regner for en rigtig god ven sådan helt generelt, trukket mig til side og sagt, at jeg aldrig nogensinde må undskylde for den, jeg er, for jeg er lige præcis sådan, som jeg skal være.

Det kom lidt ud af det blå, men jeg vidste godt hvad han hentydede til. Jeg smilede først og slog det lidt hen. Er ikke helt trænet i at tage imod så dybe komplimenter.

Men fakta er, at han slog hovedet så meget på sømmet og jeg blev glad helt ned i maven. Jeg er først lige nu ved at lære at stå 100% ved mig selv både indadtil og udadtil – og det er så befriende.

Men jeg falder i engang imellem og har behov for at forklare – og måske også undskylde – men han har fuldstændig ret.

Jeg behøver ikke på nogen måde undskylde for den jeg er. Jeg har virkelig meget integritet og ordentlighed med mig – og det var bare så fedt, at han også så det og gav sig tid og ro til at sige det til mig. Og han gav mig virkelig følelsen af “jeg er okay”! Sådan I ved…..helt dybt inde:

Jeg er okay!

Det er jeg faktisk. Og lige som jeg skal være!

Så har du en ven/veninde, der trænger til at høre et par gode ord fra dig – så få dem ud. Sig det. Selvom man måske ikke er vant til at sige sådan noget til hinanden. Jeg er ret sikker på, at modtageren bliver lige så glad, som jeg blev 🙂

Tak for ordene og fordi du sagde dem. Når vi ses igen, skal jeg huske at fortælle dig, at du er en fantastisk ven, som jeg sætter helt umådelig meget pris på – både dig og din bedre halvdel ❤️

Det var bare lige det….

Jeg gjorde det sg*

Jeg nåede målet! Jeg har lige lavet Ice Mile nummer 5 i alt. Prøv lige at se hvor fantastisk det der femtal ser ud på min profil! Jeg forstår til fulde marathonløberes jagt på klub100, 200 osv….

Men den her omgang blev også lige ved at være på grænsen. Jeg blev alt for kålhøgen og havde følelsen af at “det her koldtvandssvømning har jeg bare helt styr på!”

Og hvis der er noget i koldvandssvømning, man ikke må tro – så er det lige præcis det! Jeg kom til at lægge for hårdt ud. Og jeg VED godt med min hjerne, at det der får mig igennem er det lange seje rolige træk. Min puls må ikke komme over 105-110, for når den kommer det, så bliver jeg afkølet for hurtigt.

Men alligevel gik det så godt de første 200 m, at jeg begyndte at ligge at lege med tanken om, måske at slå min personlige rekord og farten blev sat lidt op. Ved 500 meter ramte kulden mig som en mur. Mine arme og ben blev iskolde – og det plejer ellers først at ske omkring de 13-1400 meter.

De næste mange baner blev brugt på at tale mig selv ned i tempo – og det er bare ikke særlig nemt, når man først fryser og hjernen skriger, at man skal se efter at komme op. Men det vedvarende fokus på at få tempoet ned gav pote, og jeg kom igennem.

Men ingen hemmelighed; jeg var ramt som jeg aldrig har været ramt før. Havde jeg ikke haft gode folk på kanten til at stoppe mig, så kunne jeg nemt være svømmet ud i intetheden, for jeg blev lige præcis ramt af den følelse af “ligeglad”, som jeg har hørt andre langdistance issvømmere fortælle om.

Jeg havde forsvoret, at det nogensinde skulle ske for mig – dertil var jeg alt for kontrolleret og fokuseret. Ha! Som om! Man må aldrig – som i aldrig – tro at man er større end det kolde vand.

Det er en tro tjener og en knaldhård herre, på en og samme tid.

Jeg slap fra min Ice Mile no. 5 i god behold, men det satte lige et par tanker i gang og gav en virkelig god læring med på vejen.

Jeg havde egentlig tænkt, at jeg godt kunne nappe 6,7 og måske 8 her i løbet af februar, men jeg tror sæsonnen for Ice Miles er slut for nu og jeg vil istedet koncentrere mig om at færdiggøre min Polar Bear Challenge. Alt er godt.

Ice Mile no. 4

Jeg har det med at blive ret fokuseret, når jeg har et mål. Og det er ingen hemmelighed, at jeg har et mål om at nå 5 Ice Miles, den her sæson. Det er et ret vildt mål og det kræver, at jeg tager chancen, når den byder sig.

Og det gjorde den 16. januar, hvor vejret godt nok ikke var det bedste, men nummer fire fik et skud.
Vandet var 3,2 grader, der var overskyet og det blæste en stiv pelikan. Faktisk så meget, at der var små hidsige vindbølger på bassinet i Vestre Fjordpark, der klaskede ind i ansigtet, når jeg svømmede mod vinden. Det gav lidt udfordringer, men ikke mere end at jeg nød turen fra ende til anden.

Endnu engang gav mine små lydfiler pote. Da jeg vendte efter 20 baner, kunne jeg høre min egen stemme i baghovedet. “Du vender nu efter 20 baner. Det betyder, der kun er 12 baner tilbage. Det er ingenting. Det går så fint, det her” – akkurat som jeg har indtalt på min “Motivation Ice Mile Vestre Fjordpark”

For ja, jeg har simpelthen gjort det, at jeg har indtalt en specifik lydfil til hvert sted jeg svømmer. Det giver helt enormt meget, at hjernen ikke spasser ud undervejs, men holder sig til at gentage de sætninger, som jeg har hørt igen og igen lige inden, jeg lægger mig til at sove.

Jeg kan kun anbefale det 🙂

For dagens resultat: Ice Mile nummer 4. 1625 meter v. 3,2 grader. 38:05 minutter.

Nu med ny titel :)

Skøn dag i Frederikshavn, hvor jeg fik en ny titel på CV’et, som jeg ikke lige havde set komme 😅

Skønt solskin og stille vejr fra morgenstunden, så jeg hoppede glad i vandet og nød 800 m, i det lækreste, klare, rolige vand med sol på ryggen.

Pludselig slog vejret om og i løbet af to minutter var der både bølger (så store som de nu kan være i indsejlingen i Rønnerhavnen), strid blæst og regnvejr.

Jeg holdt 100 m mere, så gad jeg ikke det pjat længere. Havtasken hoppede og dansede og viklede sig ind i mine arme for hvert tag. Men jeg skulle lige over de 900 m, så månedens Jedi-distance var hjemme.

Det blev til flere småture derefter og god varme i saunaen ind imellem, inden jeg på sidste tur fattede en spand og gik på jagt efter blåmuslinger på stenene.
Det blev til en stor portion inden jeg blev for kold.

Vel hjemme måtte internettet konsulteres i forhold til håndtering og tilberedning, og det endte med den lækreste skål hvidvinsdampede blåmuslinger i flødesauce.
Ifgl opskriften skulle der være til 4 personer – jeg ved ikke lige, hvad de andre skulle have haft at spise 🙈 Men ok, kl var 15.45 og jeg havde ikke fået frokost 😅

Om det er ganske normalt eller ej, ved jeg ikke – men jeg var ihvertfald totalt begejstret over at finde en perle i den allerførste musling, jeg satte tænderne i. Og det blev til 4 mere – bitte små javist. Men det er perler! 😍

Så hermed: Dorte, nu som perlefisker 😅😅

Når vandet bare ikke er med mig….

Alt var linet op og klar til Ice Mile forsøg nr. 4 i dag. Jeg måtte jo op på hesten efter skuffelsen med Havnebadet. Men det gik ikke helt som forventet :/

Dennegang ville jeg forsøge mig i Rønnerhavnen nord for Frederikshavn. Det var her min issvømmerrejse startede for næsten præcis 6 år siden, så det ville have været så perfekt.

Vandet var stille og klokkeklart, Hans Ravn i kajakken, observatør på vej, vidne på stranden, medical på plads og hjemmegjorte bøjer til at smide i vandet. Men vandet ville ikke som jeg havde planlagt det.

Det er steget med en hel grad siden i går – det havde jeg alligevel ikke forventet – og termometrene viste 5,1c Så i stedet blev det til en hyggelig eftermiddag hvor grejet og set-uppet blev testet af på lige godt 1000 m inden mine svømmebriller begyndte at drille og tage vand ind 🙄

Men jeg kan melde, at kettlebells, havtasker og noget snor gør det fantastisk som markeringsbøjer – bare hvis andre kan bruge idéen 😅👍

Kan være et billede af 1 person, farvand og natur

Havnebadet brænder!

Noooo! Det værste er sket! Saunaen i Aalborg Havnebad er udbrændt!

For pokker hvor er det skidt. Som i rigtig skidt. Det vender op og ned på både min hverdag og min træningsplan. Lige nu er øvelsen at komme over det her set-back, så det ikke kommer til at have indflydelse på mine mål!

Jeg vil SÅ gerne nå 5 Ice Miles i alt på CV´et inden sæsonnen er slut

…og 3. gang

En dejlig søndag lige før jul, solen skinner og vandet er 4 grader i Vestre Fjordpark. Hvad ellers skal jeg lave end Ice Mile nummer 3!