Naturterapi

Okay – jeg har haft den her racercykel til at stå siden før corona. Der har været mange undskyldninger for, at den ikke blev luftet.

Men nyt hjul og nye dæk+slanger eliminerede næsten min frygt for punkteringer og – well, jeg kan jo altid ringe til en ven, hvis det går helt galt.

Så i dag hvor jeg skulle til møde i Brønderslev, blev cyklen fundet frem.

Cykeltøj og -sko på, en sommerkjole, sandaler og let jakke i rygsækken og så afsted.

På vej ud af Hjørring øvede jeg maaaange gange i at klikke ud af pedalerne. Jeg ved ikke helt hvad jeg har haft størst frygt for – at ende punkteret meget langt væk eller at glemme at (eller ikke kunne) klikke ud ved et lyskryds.

Ude af Hjørring blev der sat turbo på på vej mod Vrå. Holy Moly timerne på BodyBiken i FitnessX Metropol, Hjørring har givet pote. Det gik hurtigere end med el-cyklen, også selvom disciplinen var nærmere storslalom end cykelløb.

Elendig cykelsti! Hullet, sammenfalden, græstotter der gror gennen asfalten og fyldt med grus, småsten og glasskår.

Så var det virkelig fantastisk at nå til kommunegrænsen, hvor Brønderslev bød på ny, sort, lækker asfalt.

Vel fremme blev cykelsko udskiftet med sandaler og sommerkjolen røg over top og cykelshorts – voila! Forvandlingen fra MAWIL til normal var total.

Møde blev holdt og endnu engang lavede jeg en forvandling, der kunne være Clark Kent værdig.

Turen hjem gik endnu bedre, vinden var en lille bitte smule med mig nu og det gik tjept mod Hjørring med hvæsende åndedræt.

Et sted efter Vrå måtte jeg have en tår af den medbragte vandflaske.

Jeg er stadig ikke helt sikker nok på cyklen til at turde fumle med vandflaske af og i holderen, mens jeg kører (sådan en racer er faktisk pisselivlig!), så jeg besluttede at gøre holdt på toppen af næste bakke.

Jeg var megagod, til at huske alt…næsten:

☑️Ned i let gear, så cyklen er til at starte igen

☑️Tjek om der er nogen cykler bag mig, når jeg stopper

☑️Styre udenom småsten, græstotter og huller

❌Klikke ud….hov nej, den glemte jeg så 😅🙈

Så i slowmotion vælter cyklen lige så pænt til siden med mig, da jeg forsøger at sætte benet på jorden.

Jeg endte i det smukkeste rullefald ned i græsset, fortsatte rullet ned i grøften og jeg nåede lige at tænke “shit, jeg håber ikke der er vand i, for så bliver jeg sgu våd”

Men den var knastør og med langt græs, så det var det blødeste fald ever.

Næste tanke var, jeg skal sgu have et billede af himlen hernede med langt græs og mine ben lige op i luften, for det er dæleme for sjovt, det her – da jeg hører en bil stoppe for at tjekke til mig.

Så i bedste tegneseriestil kravler jeg op ad grøften, stikker hovedet op og sender ham en thumbs up…. Der måtte to til før han helt troede på, at jeg var okay og kørte videre.

Jeg håber ret meget, det var en Tesla, han kørte i, så det er på dashcam og jeg måske kan finde ham, når nu jeg slår det op på Facebook.
For det må virkelig, virkelig have set sjovt ud 😅😅😅

Mig op på cyklen igen – det eneste sårede var stoltheden – og så grinede jeg ellers hele vejen hen til Hvashøj Vejbod, hvor jeg havde besluttet længe før mit stunt, at jeg skulle have hvil og jordbær.

Det sidste stykke ind i Hjørring gik helt uden drama – men jeg var nok mere klikket ud end klikket i det sidste stykke 😅

Så lærte jeg det – heldigvis på den bløde måde 🙂

Endnu en fuldstændig vidunderlig rute er begået. Denne gang Fosdalen/Tranum sammen med Gitte.

Jeg har et eller andet med, at eventyr ud i det blå, skal være sådan virkelig eventyr. Og dertil hører i min verden tog eller bus. At drage ud. Ikke bare sætte sig ind i bilen.

Så jeg lagde ud med tog til Lindholm og derefter bus til Fjerritslev. Det giver bare sådan en ferie-vibe, selvom jeg denne gang ikke havde det store skjold med. Kun en lille dagstursrygsæk.

Da bus nr. 70 nåede Fjerritslev kunne jeg på lang afstand se Gittes lille røde bil holde og ventet på mig. Der blev vinket ivrigt både fra bus og bil. Det er over et år siden, vi sidst har været på tur sammen, og gensynsglæden var stor.

Vi kørte ud til rutens start, og så gik det ellers af træstier ned i Fosdalen. Det er som at komme til en helt anden verden. Lidt ala Jurassic Park – dog uden frygten for T-rexs og Velociraptorer.

Bakker dækket med bregner, høje træer, der lukker lyset ude, slugter med træbroer, store sten og våde sko. Og jeg måtte hurtigt sande, at når det går ned…så går det også op.

Ruten bød på nogen ret modbydelige trappestigninger, for en der ikke er i vandreform. Men Gitte var sød til at vente – og det blev ikke bare halvejs oppe, men også både en fjerdedelsvejs og trefjerdedelsvejs. Men kampen mod trapperne blev belønnet med de mest fantastiske udkiksposter jævnt fordelt på ruten. Et kæmpe vue ud over landskabet, der blev skabt for mange år siden af isens tryk.

Ruten fortsatte temmelig kuperet på tværs af de forskellige dale, og der var virkelig træning for baller og lår. Ikke et ondt ord om FitnessX, men det her var både kønnere og sjovere. Hvis nu jeg går ruten en gang om ugen, så tror jeg formen bliver fantastisk. Og så kan det være jeg lidt lettere kan komme gennem passagerne, der deler de forskellige områder med dyr.

Lige pt. kan jeg konstatere, at jeg er lige under ko-størrelse i bredden. Der var ikke så meget som en centimeter at give af, når jeg gik gennem passagerne.

Bedst som pulsen var høj og sveden sprang kunne vi høre en rumlen i det fjerne, og Gitte konstaterede at det jo selvfølgelig tordner ”som det plejer”, når vi to hitter naturen sammen. Det blev til den mest vidunderlige, lette sommerregn og det var meget tiltrængt.

Og så var det ikke bare ved Uggerby, at Kong Hans havde spillet naturen et puds. Pludselig kom vi ud til et område hvor træerne var blevet lagt ned som tændstikker. Det var så tydeligt, at vinden var kommet op gennem slugten, ramt træerne og så var dominoeffekten total.

Et sted hang et skilt på en gren. Jeg blev grebet af en spirrende glæde. Var det mon Bro-, Tunnel-, og Færgeministeriet, der havde været på spil igen? Men ak…det var bare den lokale orienteringsklub, der havde sat en post. (Og har du ingen anelse om, hvad jeg fabler om – så se mit forrige opslag)

Ruten, som er relativt nylavet, var virkelig godt afmærket. På intet tidspunkt var jeg som førstegangsgænger af den i tvivl om vejen. Og den var alsidig og afvekslende. Man slår et sving – og endnu engang belønnes man med et skue ud over landskabet. Vitterligt så langt øjet rakte. Og ikke længe efter står man midt i skoven igen, for så pludselig at stige til vejrs på en kæmpe gravhøj.

Der var jeg lidt ved at opgive ævred. Gitte havde meget optimistisk sagt ca 20 minutter tidligere, at NU var der ikke flere stigninger tilbage. Well, vi var ikke helt enige om definitionen af en stigning. Brugt med brugt på – men heldigvis var stigningen rigt dækket af blåbærbuske, der stod og lokkede med det blå guld på vejen opad. Og endnu et fantastisk udsigtsspot ventede – selvfølgelig, vil jeg næsten sige efterhånden – på toppen.

Aldrig har jeg gået en lignende rute. Den kan varmt anbefales. Men tro ikke at de 11-12 km kan gåes i samme tempo, som du normalt går 11-12 km i

Det er ikke bare pauserne undervejs opad, du skal indregne. Det er også alle de gange, du er nødt til at stoppe op med sådan en helt ægte, betaget wauw-følelse i maven.

Trætte, glade og fyldt op af Moder Naturs lyksagligheder kørte vi tilbage til civilisationen og en velfortjent kop kaffe hos Gitte, der dog blev til et glas isvand, for jeg er holdt op med at drikke kaffe

Tak fordi du ville med, Gitte. Hvor har jeg savnet dig, og hvor har jeg nydt vores tur