Naturmødet 2016 – Naturbaseret terapi

Foredrag om Naturbaseret terapi

Hirtshals har været på den anden ende torsdag til lørdag. Verdens første Naturfolkemøde har været i fuld gang. Det var et virkelig supergodt arrangement, hvor jeg brugte det meste af min tid på stranden sammen med Hirtshals vinterbaderforening “De kolde piger og drenge”.

Men lørdag bevægede jeg mig væk fra stranden for at høre foredrag ved Dorthe Varning Poulsen, Københavns Universitet, der har skrevet en ph.d omkring naturens indvirkning på soldater med PTSD: Naturbaseret terapi.

Det var uhyre interessant, og der var helt klar sammenhæng mellem naturbaseret terapi og soldaternes bedring. Terapien foregik i terapihaven Nacadia

Download Dorthes ph.d. bog her, hvis du er interesseret i forskningen bag.

2016-05-28 11.59.12
Dorthe Varning Poulsen fortæller om sit ph.d. projekt med ptsd-ramte soldater og naturbaseret terapi

 

Tænk lige hvis terapihaver eller bare vores vilde natur kunne inddrages meget mere i behandlingen af stressramte og psykisk syge. Det ville da være en helt fantastisk måde at hjælpe folk på – og eneste mulige bivirkning kunne måske være en solskoldning.

Og samtidig vil det jo koster langt mindre end hvad der bliver postet i underlige kurser og meningsløse aktiveringer fra kommunens side. Naturen er gratis! Brug den!

Dorthe fortalte, at det kan være svært at få Naturbaseret terapi anerkendt. Det bliver lidt puttet i kassen “alternativt” selvom der altså er hardcore forskning bag, der viser at det hjælper. Derfor – del endelig budskabet!

I efteråret 2016 opstarter de en Masteruddannelse i Naturbaseret terapi og sundhedsfremme. Åhh, gad jeg da lige godt tage den. Men jeg må også være realistisk og sige, at det bliver desværre ikke mig, der deltager der. Men hold kæft hvor ville jeg gerne.

Og samtidig er jeg kommet til at reflektere over mine egne oplevelser i 2014, hvor jeg hver dag i 8 måneder, gik til og fra arbejde på Vendsyssel Historiske Museum gennem Hjørrings parker – Folkeparken, Svanelunden og Christiansgave i al slags vejr. Naturen her lige midt i byen må helt klart også have en finger med i spillet i forhold til den bedring, jeg oplevede, i løbet af 2014. Tjek lige den fantastiske natur jeg gik gennem hver eneste dag:

 

Naturterapi_collage
I Hjørrings parker finder man en masse vild natur, der er det perfekte sted hvis man skal ned i gear

 

Og det ligger også fuldstændig i tråd med mine oplevelser som vinterbader – hvor naturen pludselig også er kommet meget tæt på…

På med skoene – ud i naturen!

 



 

 

 

2 kommentarer til “Naturmødet 2016 – Naturbaseret terapi”

  1. Dejligt med et nyt indlæg fra dig – og så er det endda spændende. “Naturbaseret terapi” lyder jo umiddelbart sådan lidt hokus pokus, men når du/I siger, at der ligger forskning bag, tror jeg jer naturligvis.

    Et naturfolkemøde lyder som en rigtig god idé! Hvis man arrangerede flere rundt omkring i landet, ville flere måske få øjnene op for alt det naturen har at tilbyde og alt det, vi skal værne om.

    Svar
    • Ja, det kan godt lyde lidt hokuspokus 🙂 Og det gjorde det fx også i mine ører, da der første gang blev nævnt at mave/tarmfloraen kunne have indflydelse på/udløse en depression 😀 – den må jeg tage fat i en anden gang. Men Naturbaseret Terapi handler bl.a. om at bruge naturen til at få stressniveauet helt ned. At sidde og kikke ind i flammerne i et bål i timevis er jo helt på linje med mindfulness. Jeg tror bare, der er ret meget større chance for at få en tidl. soldat til at sidde ved et bål end at ligge på en yoga-måtte og lytte til en CD, for at føle venstre storetå (nu er jeg sådan lidt firkantet, jeg ved det godt).

      Men noget af det jeg virkelig bed mærke i som Dorthe Varning Poulsen sagde: Naturen stiller ingen krav! Den forventer ingenting af dig. Du kan bare være der uden at skulle yde noget som helst.

      Og det er også den følelse jeg har haft nede ved Vesterhavet. Det er der og kræver intet af mig 🙂

      Svar

Skriv en kommentar