Podcast – foredrag fra World Bipolar Day

I Torsdags – på World Bipolar Day – holdt jeg foredrag på Frederikshavns Bibliotek sammen med praksissygeplejerske Dorthe Klemmensen. Aftenen var arrangeret af Depressionsforeningen og blev en virkelig fin aften.

Arne Hansen fra Dialog på Frederikshavn Lokalradio optog vores oplæg, der var basis for den efterfølgende diskussion, der selvfølgelig ikke blev optaget. Tilhørerne skulle have lov til at stille spørgsmål i trygge rammer.

Dorthe Klemmensen fortalte først overordnet om sygdommen, så rammerne var ridset op og efterfølgende fortalte jeg kort om min baggrund/sygehistorie, og satte derefter fokus på Manifest 2014.

praksissygeplejerske Dorthe Klemmesen behandler
Dorthe Klemmensen fortæller, foto Arne Hansen

Jeg er efterfølgende blevet kontaktet af et par stykker – bl.a en nydiagnostiseret – der fandt god viden og håb i aftenen. Det er simpelthen det hele værd! Hold kæft hvor det glæder mig, at jeg måske kan være med til, at nogen kommer lidt lettere frem til det gode liv som bipolar.

Du kan høre Arne Hansens podcasts her:

Dorthe Klemmensen, praksissygeplejerske, Falck Lægehus Frederikshavn

Mit indlæg

Du kan se mine slides fra foredraget her

 

Jeg tager over, foto Arne Hansen

Akatisi – en potentielt invaliderende bivirkning ved psykofarmaka

Akatisi – endnu en alvorlig bivirkning, du bør kende.

– heldigvis dog en meget sjælden bivirkning.

I dette indlæg fortalte jeg om, hvordan min datter havde fået en alvorlig allergisk reaktion på Lamotrigin. Næste forsøg i medicin-rækken – Abilify – gav hende en ret ubehagelig bivirkning, der kunne være endt i invaliditet. En lille stump video af hvordan hun havde det allerede efter 2 dages medicinering:

Det er velkendt at visse psykofarmaka kan give uro og rastløshed de første uger. Det anses normalt ikke for at være andet, end noget man er nødt til at stå igennem, for det forsvinder oftest igen.

Men sommetider bliver uroen og rastløsheden så alvorlig, at det på ingen måde er til at holde ud, som det også tydeligt ses på videoen. Og at det på ingen måde er noget, man skal forsøge at “stå igennem”. Uroen og den tilhørende rastløse traven frem og tilbage, tolkes sommetider som en forværring af symptomerne og der gives mere medicin – der så igen øger akatisien.

Akatisi har udsløst selvmord

Der er eksempler – også fra Danmark – på at folk med alvorlig akatisi har begået selvmord udelukkende for at slippe for tilstanden. Og jeg må indrømme, at jeg efter at have set Katrine på den måde der i december, sagtens kan forstå dem. Et er at ens ben vipper lidt, eller man karter lidt rundt i sengen om natten. Men slet ikke at kunne sidde stille uanset hvor træt både krop og hoved er, er uudholdeligt.

Eksempler på kronisk akatisi-ramte

Heldigvis er jeg efterhånden temmelig kritisk og googler alt, hvad jeg finder “underligt”. Og jeg fandt helt klart Katrines opførsel underlig. Jeg fandt diverse artikler og henvisninger til akatisi på nettet – og desværre også en stor gruppe af kronisk akatisi-ramte. Kronisk ramte. Som i altid. Det der….altid…for resten af livet! De er skadede og deres bivirkninger stoppede IKKE, da medicinen blev fjernet. Nerverne og de biokemiske processer er for altid ødelagte. Prøv at se på Josh her. De sidste 3 år har hans liv været på denne måde…

Fordi Josh´s kone Amy hjalp os så meget med information og støtte, lavede jeg denne poster til dem. Josh kan få en smule ro vha. cannabisolie, men det er dyrt i medicinregninger. Og med 5 børn og meget begrænset arbejdsevne, så er det nødvendigt med støtte. Hvis du synes min blog giver dig god viden og information, så smid et par kroner i Josh retning. 10 kr her og der gør en kæmpe forskel for ham. Ikke mindst som moralsk opbakning 🙂

Akatasi Johs Jensen Paypal

Katrine havde heldigvis kun fået Abilify i 5 dage og hun stoppede med det samme, vi blev klar over, at det ikke bare var almindelig uro (selvfølgelig i samarbejde med behandleren). Allerede dagen efter var der ro i hendes krop igen og helt uden symptomer eller skader. Men havde vi endnu engang ikke råbt vagt i gevær, kunne det måske være endt helt anderledes. Som min kloge ven Per siger: Man skal ikke finde sig i trælse bivirkninger og dårlig medicinsk behandling.

Barnes Akathisia Rating Scale

Derfor er det vigtigt at du kender symptomerne på alvorlig akatisi. Brug evt. Barnes Akathisia Rating Scale (BARS) herunder for at få et fingerpeg om graden af din uro, og vurder om du skal kontakte din behandler.

Katrine scorede et klokkeklart ni-tal ifgl. denne.

Barnes Akatisi Skala BARS

To alvorlige bivirkninger ved psykofarmaka alle bør kende!

Der findes to temmelig alvorlige bivirkninger ved psykofarmaka, som du virkelig bør kende til. Og det er både syge og pårørende, der SKAL kunne genkende begge tilstande. Heldigvis er de så sjældne, at du – eller din pårørende – højst sandsynligt aldrig vil komme ud for dem. Men du skal vide hvad det handler om, hvis de første tegn viser sig og reagere med det samme.

Jeg skynder mig lige at nævne dem:

  • Allergisk reaktion på medicinen (omtalt i dette indlæg)
  • Akatisi, der er en udpræget uro i kroppen, hvor det er umuligt at stå/sidde stille eller på nogen måde forholde sig i ro (omtalt i næste indlæg)

Som bipolar kender jeg til begge reaktioner. Den første bliver alle (eller burde blive), der får Lamotrigin advaret mod. Får man det mindste udslet er det bedre, at kontakte sin behandler en gang for meget, end en gang for lidt. Og akatisien kan jeg huske at jeg havde læst om i en artikel for år tilbage – men jeg kunne slet ikke huske ordet.

Men grunden til at det er SUPER vigtigt, at de pårørende kender disse to bivirkninger ved psykofarmaka, oplevede vi her i starten af december. Jeg var nede til min sædvanlige morgendukker – og havde for en gangs skyld ikke min telefon med. Underligt nok tænkte jeg lige i det jeg kørte afsted, at jeg burde tage den med – men sekundet efter blev jeg enig med mig selv om, at verden fandme da måtte kunne klare sig uden mig de 3 kvarter 🙂

Da jeg kommer hjem, taler Ole med Katrine i telefonen. Vores ældste datter, har desværre arvet min bipolaritet, men er normalt ret velfungerende (hun har jo i al beskedenhed den bedste tosse at lære efter, som hun siger.) I dag var hun bestemt ikke velfungerende. Hun var vågnet op kl. 07 med nogen underlige kløende småprikker. De udviklede sig hurtigt til at dække hele kroppen, og det var begyndt at klø mere og mere. Ole forsøgte at tale Katrine lidt til ro, så hun ikke panikkede fuldstændig over den her kløe. Og her er det så, at det pludselig gik op for mig, at jeg faktisk aldrig nogensinde har fortalt HAM om, at man faktisk skal gå en smule i panik – eller ihvertfald tage det meget seriøst – , hvis man oplever sådan en situation, når man er medicineret med Lamotrigin. Så jeg overtog røret og han kom afsted ud til Katrine, hvor hun nu havde vild kløe både udvendigt og indvendigt. Ole fik ringet 112, og det var både med blå blink, horn og fart på, da ambulancen kom.

Bivirkninger ved psykofarmaka allergisk reaktion
En alvorlig allergisk reaktion på Lamotriginen sendte vores datter på sygehuset med både fart, horn og blå blink.

Nu var hun så medtaget, at ambulancefolkene var nødt til at give et ordentligt skud morfin – samtidig med at de skulle sikre sig at hendes vejrtræning ikke blev hæmmet. Ellers kunne hun slet ikke ligge stille på båren af bar kløe.

Vel inde i modtagelsen fik hun diverse medikamenter, der efterhånden tog toppen af kløen – godt hjulpet af mere morfin. Men hun lå som om, der var international loppekongres i sengen hos hende. Langsomt forsvandt de røde knopper, men blev erstattet af lange røde kradsemærker. Men oh ve, at prøve at forhindre hende i at klø.

Skadestuelægen begyndte at udspørge hende om, om hun havde taget noget medicin/hovedpinepiller/kosttilskud, hun ikke plejer, om hun havde spist noget, hun ikke plejer, citrusfrugter, tomater, om hun havde husdyr, brugt noget nyt vaskepulver, makeup, parfume osv osv osv. Både Katrine og jeg nævnte Lamotriginen, men da skadestuelægen hørte at hun havde fået det i en 10-11 måneder, afviste han hurtigt at det kunne være det.

Jeg bad, om ikke godt de ville ringe over på psykiatrisk og tale med en psykiater og evt. få ham til at komme og kikke på Katrine, for det er jo ikke kun i opstarten, man kan opleve allergiske reaktioner på Lamotrigin. Det blev overhørt de første to gange jeg spurgte. Tredje gang fik jeg et “Ja, ja – vi ER opmærksomme på det, men det er 95% sikkert ikke Lamotriginen, når hun har fået det så længe.” Og henvendt til Katrine: “Nu bestiller vi en priktest til dig, så vi kan finde ud af hvad du er allergisk overfor”.

Der må jeg indrømme, at jeg blev pissed. Jeg er r*vtræt af, at læger ikke lytter og jeg har oplevet en læge for meget til, at jeg vil finde mig i det. Men altså erfaringen fra dengang har også lært mig, at man ikke skal begynde at diskutere med “jeg alene vide”-lægetypen, så jeg tog Katrines telefon og fandt hendes kontaktperson fra distrikpsykiatriens telefonnr. og ringede til ham. Han sagde allerede i telefonen, at det desværre godt nok lød som lamotrigin-udløst og Katrine måtte under ingen omstændigheder tage det mere.

Ydermere gik der ikke mere end ½ time, så stod han ved hendes seng for at tjekke udslet og kløe ved selvsyn. Og hans dom var klar. Han var ret sikker på, at det med 95% sandsynlighed var lamotriginen.

Hvis ikke vi selv havde været så obs – eller hvis Katrine havde været alene afsted/jeg ikke havde været der – så havde hun nok taget sin medicin næste morgen, som den pligtopfyldende person hun er. Der var INGEN af de almindelige læger, vi var i kontakt med den dag, der af sig selv nævnte at det kunne være farligt at tage mere lamotrigin. Tværtimod havde vi en opfattelse af, at de syntes vi var lige vel hysteriske.

Havde hun taget sin medicin næste morgen, ja… i værste fald kunne det have været fatalt. SÅ….derfor…det er ikke nok at vi selv ved at vi skal være obs på Lamotrigin, kløe udslet, rødme – vi skal sørge for, at dem omkring os, også ved det. Og så skal vi virkelig heller ikke være bange for at tjekke op på oplysninger. Google, ring til en ven (her psykiatrien) eller spørg publikum (erfarne bipolare) eller på anden måde tag ansvar for både dig selv og dine pårørende.

Selvfølgelig må man ALDRIG stoppe med sin medicin, uden at ens læge er med inde over – men jeg vil faktisk lave den tilføjelse at jo… oplever du det her i en weekend, hvor du ikke kan få fat i din behandler, så vil det være på sin plads at stoppe med din medicin alligevel – men samtidig have pårørende omkring dig til at hjælpe dig igennem til mandag, hvor du som det første kontakter din behandler.

Jeg får stadig kuldegysninger, når jeg tænker på, hvad det her kunne have været endt med – og forstår virkelig ikke at en skadestuelæge, der jo ikke sådan er de allermest erfarne læger i denne verden – ikke tager det lidt mere alvorligt, når vi råber vagt i gevær.

…og så er der bivirkning nr. 2. Aktatisien. Den historie kommer i næste indlæg, for det er allerede ved at være alt for langt det her.

Efterskrift:
Det er vigtigt selv også at være opmærksom på at få indberettet det, hvis man oplever en bivirkning. Både kendte og ukendte. Hvis ikke bivirkningerne indberettes, så kan incidencen (hvor mange procent, der oplever den bivirkning), jo være alt for lavt angivet. Samtidig kan der også være bivirkninger, der ikke er fanget i de kliniske tests inden produktet blev frigivet. Du kan melde bivirkninger på lægemiddelstyrelsens hjemmeside her. 

Efter indlægget her blev offentliggjort, har jeg fået en besked fra en læser, der vidste at Lamotrigin fra 1A Farma har været trukket tilbage for en periode. Derfor har jeg kontaktet Sandoz (som 1A Farma hører under) og meldt bivirkningen direkte til dem også. Det kan jo være vi er så usandsynligt snydeheldige, at der har været brugt et eller andet tilsætningsstof i forkerte mængder eller noget. For Katrine har haft stor glæde af selve den medicinske virkning.

 

Et enkelt saunabesøg kan lette din depression!

Amerikanske forskere: Et saunabesøg kan lette depression

Vidste du, at saunabesøg kan lette din depression
En tur i sauna – som her saunaen i Romulus, Skallerup Seaside Resort – kan være særdeles gavnlig for dig, hvis du er depressiv.

– og jeg er helt sikker på at kombineres der med kulde, så er virkningen endnu mere markant. Jeg har tit talt kulde/varme-terapi (cryoheating) med en i Region Nords distriktspsykiatri. Han er meget interesseret i de observationer, jeg har gjort. Observationer som er blevet bekræftet af andre stressede/depressive, jeg har haft med både i Frederikshavn og Romulus.

Forleden sendte han mig en nyhed, der ligger helt i tråd med det. Amerikanske forskere har fundet ud af, at kuk i temperaturreguleringen måske har en indflydelse på depression. Ved at give depresssive en enkelt varmebehandling, så de fik en mild feber (38,5 grader), var der en helt tydelig bedring i deres depressive symptomer. Kontrolgruppen, hvor kropstemperaturen kun blev hævet til 37,7 grader, havde ikke samme bedring.

Desværre kan jeg ikke tilgå selve orginalartiklen, da den kræver abonnement på tidsskriftet, men psykiatrien i Region Hovedstaden har lavet et meget godt sammendrag af artiklen:

Mild hypertermi reducerer depressive symptomer

En enkelt session med mild hypertermi reducerer depressive symptomer, ifølge en randomiseret, placebokontrolleret og dobbeltblindet undersøgelse. Effekten varede mindst seks uger. Interventionen blev ikke associeret med øget risiko for bivirkninger.

Konklusionerne stammer fra en artikel publiceret i JAMA Psychiatry.

Ifølge førsteforfatteren Clemens Janssen, fra University of Wisconsin–Madison, Wisconsin, USA, har patienter med unipolar depression en række påvirkninger i den termiske regulering af kropstemperaturen, som er forenelige med nedsat aktivitet i de sensoriske og neurologiske mekanismer involveret i kroppens termiske regulering.

Forskergruppen har derfor gennemført en række eksperimenter med forsøgsdyr, der pegede på, at en øgning af kropstemperaturen er involveret i aktivering af hjerneområder, der også er associeret med depression. Forskerne har også gennemført et åbent studie med mild hypertermi hos depressive patienter, og resultaterne herfra motiverede dem til at gennemføre den nuværende randomiserede undersøgelse.

De rekrutterede 34 voksne depressive patienter, med en Hamilton 17-score på mindst 16. Ingen af dem var i antidepressiv medikamentel behandling. De blev randomiseret til enten intervention eller kontrol.

Interventionen bestod af en enkelt session, hvor der blev induceret mild hypertermi ved hjælp af infrarødt lys og infrarød varme forskellige steder på kroppen. Sensorer målte kroppens kernetemperatur og hudtemperatur. Interventionen varede indtil kroppens indre temperatur nåede 38,5 °C. Sessionerne tog i gennemsnit cirka 2 timer.

I kontrolgruppen blev deltagerne udsat for en lignende intervention, der inkluderede varme og lys som ved den rigtige intervention, men sluttemperaturen var lavere. Kropstemperaturen i gruppen nåede maksimalt 37,7 °C.

En uge efter interventionen faldt patienternes Hamiltonscore fra 21 til 15, en signifikant større reduktion end i kontrolgruppen, hvor faldet var fra 23 til 21. Efter seks uger var forskellen i reduktionen fortsat signifikant, med scores på 12 hhv. 17.

Forskerne fandt ingen øget risiko for bivirkninger grupperne imellem.

Kilde: Psykiatrien, Region Hovedstaden

Jeg har ligeledes fundet artikler, der viser at kulde har en positiv indvirkning på psyken og et enkelt studie, der kikker på effekten af vekslen mellem kulde og varme – ligeledes positive resultater. Det er jo fuldstændig oplagt, at prøve at eksperimentere lidt med saunabesøg (efterfulgt af en tur i det kolde vand), hvis du er depressiv – eller har en pårørende, der er nede i mudderet. Det har aldrig skadet nogen at tage en tur i welness og deltage i saunagus eller lignende. Og det er da den letteste og mildeste form for behandling, der findes.

Bare husk, at det ikke nytter noget som pårørende at sige “at du skal se efter at komme afsted” eller “hvorfor gør du ikke bare sådan og sådan” – nej, du skal tage ansvaret og invitere med på weekendophold eller eller dagstur til et af de mange fantastiske welness-centre vi har i Danmark.

Rigtig god fornøjelse

 

Tvangsindlæggelse på psyk

tvangsindlæggelse bipolar

Tvangsindlæggelse på røde papirer

Jeg har aldrig selv været derude, hvor en indlæggelse har været nødvendig -hverken frivilligt eller via en tvangsindlæggelse. Eller dvs. min gamle praktiserende læge foreslog i første omgang indlæggelse der i 2004, hvor jeg havde mit store sammenbrud, men fordi jeg havde en pårørende (gemalen), der fuldstændig tog ansvaret for at tage sig 100% af mig, kunne jeg blive hjemme. Så det er en del om bipolariteten, jeg ikke kan tale med om.

Men fakta er, at den her sygdom kan være så lumsk, at man pludselig ikke selv kan se, hvad der er bedst for en – specielt inden man er diagnostiseret og kender de rette strategier. Derfor kan det ende med tvangsindlæggelse.

Det vil sige hvor lægen bestemmer at man SKAL indlægges og det evt. bliver med politiets hjælp. Jeg forestiller mig at det må være en meget voldsom oplevelse.

Det vil jeg gerne berøre her på bloggen også – det nytter ikke at alt bare handler om strategier, gode råd og how-to-do..

Der er ægte, levende mennesker, der kæmper en kamp – også hårdere end jeg har gjort, – og det er vigtigt at fortælle om.

Derfor har jeg spurgt rundt i netværket om der er nogen, der ville dele deres erfaringer og Anna giver her et meget fint indblik i hendes tvangsindlæggelse. Jeg er meget, meget glad for at du deler, Anna <3

Annas indlæggelse:

 

… Vil gerne fortælle min historie, om tvangsindlæggelse. Jeg har siden min tidligste teenage år, lidt af depressioner, efterfølgende er hypomanierne kommet. (Lider af bipolar2)

Da jeg var 17 år gammel ramte jeg et stort sort hul i mit liv, jeg var så langt nede at jeg blev ligeglad, og havde blot et ønske om at alle skulle lade mig være, og at jeg ikke var værd at elske.

Jeg låste døren til min lejlighed, stoppede alt kontakt, og var alene i min lejlighed i 4 døgn, uden nogen former for mad, røg cigaretter, drak vodka, og tog lidt piller (sove piller) var så ligeglad med hvordan jeg så ud, mit hjem var ulækkert, jeg havde virkelig bare givet op.

Jeg svarer på det 4.døgn min mor, som jeg dog havde haft lidt kontakt med (havde ladet som om alt var fint, men hun kunne godt fornemme det ikke var, hun kender mig og mit sind, har tidligere forsøgt selvmord 3 gange med OD af piller.) Hun skriver en SMS med at komme forbi lige hurtigt, og det siger jeg ok til.

Min mor havde taget vagtlægen med og har forklaret ham min forhistorie. Han spørger mig selvfølgelig hvordan jeg har det, og jeg har det fint fastholder jeg, og gentager mig selv og siger at de bare skal lade mig være.

Han kommer frem til han vurderer mig til at være til fare for mig selv. (Jeg var også meget tynd, havde også en begyndene spiseforstyrrelse på daværende tidspunkt) jeg forstår ikke alvoren i det lægen siger, og faktisk er jeg ligeglad.

Han foreslår, at jeg kan tage med min mor hjem, men det vil jeg heller ikke. Vil bare være alene, helt alene. Han fortæller mig, han bliver nød til at tvangsindlæggelse mig, men jeg hører faktisk ikke hvad han siger, og bliver ved med at sige, jeg skal blive her.

Der kommer lidt efter 2 betjente ind ad min dør, og jeg får muligheden for at rejse mig og gå med mange gange men nægter (det var som om det hele omkring mig ikke eksisterede). Til sidst går politiet hen til mig og tager fat i mine arme, og så rejser jeg mig selv samtidig med de har fat i mig. Kunne ikke overskue at stritte imod.

Blev så indlagt, og fik taget alt hvad der kunne være en mulighed for at gøre skade på mig selv. F.eks. ligther, oplader osv. Hver gang jeg gik på toilet, stod der en foran døren (personalet). Jeg spiste en lille smule mad (nok til at det nogenlunde tilfredsstillede personalet), men jeg kastede ofte maden op ude på toilettet.

Jeg snakkede med forskellige fagfolk, (læger, psykolog osv.) og efter 5 dage blev jeg flyttet over på den åbne afdeling og blev udskrevet, fordi jeg havde fået tilknyttet psykolog og psykiater og kom på antidepr.medicin. Efterfølgende fik jeg min diagnose bipolar2

Jeg er taknemmelig i dag for jeg blev indlagt, fordi det var det, der satte min behandling i gang, og jeg blev udredt og fik min diagnose.

I dag er jeg meget mere stabil.

– Anna, 21 år

Cryoheating!

Jeg har mailet med et par kapaciteter i den psykiatriske lægestand, og de synes sgu mine observationer om kulde/varme er interessante!!! Og de er enige i min teori om, at det er en fysiologisk reaktion, der har en direkte og øjeblikkelig indvirkning på psyken.

Jeg forsøgt at finde en forsker, der kunne have lyst til at kikke nærmere på det her, men som en læge sagde til mig:

Det er jo sådan set ligegyldigt med at få det videnskabeligt bevist, så længe det virker i praksis!

Og det har han jo fuldstændig ret i!

Så hvor ville jeg ønske Hjørring kommune ville lavet et pilotprojekt omkring det her, for det er jo hul i hovedet at bruge tusindvis af kommunale kroner på “stress-, angst- og depressionskurser”, kognitiv terapi og psykologer, hvis der er noget fysiologisk, der simpelthen bremser for, at man kan tage den (guldgrube af) viden ind, der er i disse tiltag. For slet ikke at tale om de menneskelige omkostninger, der er ved at have det så hamrende elendigt mange, mange uger i træk.

Tænk….bare tænk…hvis et par betalte ture i wellness-centeret med en fokuseret brug af faciliteterne, kunne hjælpe bare en lille del overnight!

 

 

logo_therapy_gennemsigtigt

 

 

Forskel på koldt vand og strik?

En spurgte mig i går hvad forskellen er på koldt vand og strik – for det er jo ikke første gang jeg har “fundet de vises sten” i forhold til stress. Og det er helt rigtigt. I 2006 udgav jeg bogen “Strik og stress af”, om hvordan jeg havde strikket mig ud af et voldsomt stressnedbrud – faktisk det nedbrud, der ledte til min diagnose.

strikogstressaf

Den meget korte forklaring på forskellen er, at hvor strik er en langvarig proces, der langsomt og gradvist nedsætter niveauet af den alt for forhøjede cortisiol-mængde, så kan 2-3 timer i skiftevis koldt og varmt vand “fikse” mig på ja…de 2-3 timer!

Der er en øjeblikkelig effekt efter sådan et par timer og jeg har aldrig nogensinde før oplevet noget være så effektfuldt, så hurtigt.

Jeg har flere gange erfaret at noget, der før i tiden ville have ledt til 4 uger i sengen med ryggen ud mod verden og 1 års efterfølgende sygemelding og restitution med strikkepindene i sofaen, nu kan reddes i land ved en enkelt dag i Romulus eller i Frederikshavns Vinterbaderklub, med meget bevidst brug af kulden og varmen. Så kraftfuld er afgiftningen og udrensningen af stresshormonerne.

Som jeg nævnte i indslaget i går, så har jeg indsamlet en hel del videnskabelige artikler omkring nedkøling af kroppen – cryotherapy – som den form for terapi kaldes. Det er en ny terapiform, der bruges af topatleter. Deres ydeevne øges og den tid, de skal bruge på at komme sig over skader, reduceres.

Sammenholdt med den viden, der findes omkring ophold i sauna giver de to ting et meget klart billede af hvad, hvorfor og hvordan, den her vekslen virker. Jeg har også fundet et par studier, der direkte ser på den kombinerede effekt af sauna og vinterbadning.

Og det er virkelig kraftfulde ting, der sker i kroppen. Jeg har forsøgt at sammenfatte de forskelige teorier og facts på følgende grafik. Mit håb er at få gjort andre end min egen praktiserende læge og psykiater interesserede i det her, så er kan laves noget ordentligt forskning, der kan bekræfte at sådan er det.

Jeg er helt sikker på at mange mennesker kan hjælpes – og ikke bare folk med psykiske problemer. Ophobning af affaldsstoffer / inflammation har en finger med i spillet i SÅ mange sygdomme – lige fra gigt til chrons.

Men indtil da vil jeg arbejde videre med, at få beskrevet og underbygget det, som jeg har besluttet at kalde Cryoheating Therapy. På et tidspunkt må jeg også lave en grundig beskrivelse af, hvordan jeg er kommet til at elske, at ligge/svømme/sidde 10-15 minutter i træk i koldt vand. Sådan lidt en “how to do”-manual, hvis nogen skulle blive fristet til at tjekke et ud selv 🙂

 

effekter
Effekter af Cryoheating terapien. Stort set alt øger afgiftningen af kroppen og fjerner stresshormoner. Så selvom kroppen kortvarigt bliver udsat for “det gode”-stressrespons, så vil 2-5-8 timers vekselvirkning nedsætte det generelle stressniveau betragteligt – både fysisk og psykisk.

Derfor kan du ikke “tage dig sammen”

NB – nederst i dette indlæg er links til en hel del af mine blogposts, der handler om hvordan jeg tager mig sammen på den gode og konstruktive måde.


 

Jeg har sommetider fået det lidt undrende spørgsmål “Hvorfor er det at du ikke bare kan tage dig sammen, når du får det skidt?”.

Ikke som sådan dømmende “tag dig nu sammen”, men en ægte undren over hvorfor man ikke KAN – for det gør almindelige mennesker jo, når livet er svært og “vi har jo alle ups and downs”.

Jeg har gjort mig nogen tanker om emnet og har følgende betragtninger.

Ja – til et helt almindeligt liv hører op- og nedture. Det kan slet ikke undgåes og i perioder kan man være stresset, ked af det, sorgfyldt, forelsket osv. Disse yderpoler stresser kroppen både fysisk og psykisk, men man kan godt tage sig sammen i en periode og fungere nogenlunde normalt i hverdagen. Fælles for disse perioder er, at de som regel går over igen.

Deadlinen på jobbet eller eksamen bliver overstået, uoverensstemmelserne med manden bliver løst, sorgen over et dødsfald bliver bearbejdet og erstattes af et savn, forelskelsen brænder ud eller går over i dyb kærlighed. Men kan har taget sig sammen i en periode for at klare skærerne.

Figur 1 viser sådan et almindeligt liv med det spænd, som raske mennesker har i deres følelser.

tage_sig_sammen_01
Figur 1: Det følelsesspekter en rask person svinger indenfor. I det spekter er der stort set altid mulighed for at tage sig sammen i en kortere periode indtil omstændighederne normaliseres igen. Derfor har mange raske en fornemmelse af, at det ikke er så svært at “tage sig sammen”, for det gør man fra tid til anden, for at klare udfordringer i livet. Inden for dette spekter kan hjernen og viljen styre og bestemme hvordan vi agerer.

 

En med bipolar lidelse er udstyret meget et meget videre spænd. Der er et følelsesmæssigt område både over og under normal-området, hvor hjernen og viljen ikke har noget at skulle have sagt. Det er ren biokemi, der raser rundt i kroppen, når først en bipolars yderpoler nåes. Dette ekstra spænd i følelser vil jeg sammenligne med den psykiske sårbarhed, som er beskrevet i stress/sårbarhedsmodellen. Se indlægget om her:

Stress/sårbarhedsmodellen

Figur 2 illustrerer dette ekstra spænd. I det røde felt findes hypomanier/manier og i det blå depressionerne. Når vi ser på det billede er det jo ret tydeligt, hvor meget længere os med bipolar lidelse KAN komme ud.

Derfor er normales version af “tag dig sammen” også helt anderledes end en bipolars version – eller andre psykisk sårbares version. Faktisk tager vi os tit helt gevaldigt sammen uden nogen overhovedet ved det – eller kan se det.

 

tage_sig_sammen_02
Figur 2: En med bipolar lidelse har et meget videre spænd i følelser og energiniveau. Det røde/ping illustrerer hypomanier/manier og det blå/sorte depressionerne.

 

Her på figur 3 har jeg forsøgt at illustrere forløbet af de forskellige episoder – hypomanier, manier og depressioner, og at vi i ret lang tid ligger højt på “tage sig sammen”-skalaen alene af den stress, vores indre udfordringer skaber. Jeg har ikke som sådan noget videnskabeligt belæg for at sige, at dette er den endegyldige sandhed om alle med bipolar lidelse, men det er heller ikke helt forkert 🙂 Jeg vælger dog at skrive “jeg” fra nu af, da jeg jo i bund og grund kun kan tale for mig selv.

 

tage_sig_sammen_03
Figur 3: De forskellige forløb for episoder. Jeg har en enkelt gang haft en mani (røde kurve) og derfor er min bipolaritet type 1. Det var dog efter en helt ekstrem situation, som jeg tror alle – også almindelige mennesker – ville have reageret psykisk på. Derudover har jeg kun oplevet hypomanier og depressioner.

 

Som regel startede en episode for mig med en form for stress eller pres, som jeg også nævnte under figur 1 – forelskelsen, eksamen, nyt job eller lignende. Som alle andre mennesker reagerer jeg ved at tage mig sammen, klare situationen og opretholde en normal hverdag. Jeg tog mig faktisk ofte så meget sammen, at jeg var totalt on-top, klarede meget mere end andre på kortere tid og udadtil virkede voldsomt stærk i situationen.

Det store problem var tidligere, at jeg ikke i tide formåede at stoppe op og geare ned, blive hjulpet og lade folk tage lidt over. Ved pres og stress reagerer jeg ved at løbe endnu hurtigere – tage mig sammen, om du vil – uagtet at jeg godt kan mærke indeni, at jeg kører på pumperne og de sidste reserver. Hjernen er stadig med og ved måske godt at der BURDE stoppes op, men altså…jeg er jo skidegod til at “tage mig sammen” og smække et overskudsagtigt smil på læberne.

Ingen så, at jeg i de perioder rent faktisk tog mig voldsomt sammen, bare for at komme ud af døren. Bare for at tage telefonen. Bare for at åbne døren, når det ringede på. Andre ser kun det at alting går fint. Og sådan ved jeg også at mange af mine medfæller har det. Vi går jo ikke og siger – “jeg brugte lige to timer på at tage mig sammen til at turde tage bussen hen til dig”. Nej, man dukker bare op og lader som om alt er fint.

På et eller andet tidspunkt rammer jeg så “point of no return” og biokemien tager over – enten opad eller nedad.

Og så er det at det pludselig at ordene “jamen tag dig nu sammen og…whatever det nu er” lyder. Og DERFOR er det så forkert at sige dette til en der fx er dybt deprimeret. For det første har man gjort det meget længe og nu er der bare ikke mere tilbage, og for det andet, er der jo ikke noget man hellere ville – hvis man kunne.

Så istedet for som pårørende eller arbejdsgiver, at være uforstående overfor hvorfor man ikke bare kan…. , ja så skal man hellere anerkende, at personen faktisk har taget sig sammen temmelig længe. Og rose til skyerne og bakke op, hvis der tages en enkelt “forebyggende sygedag” hvor pilen sidder

 

 

tage_sig_sammen_04
Figur 4: “Tag dig sammen” bliver oftest brugt, når kurven er knækket enten den ene eller anden vej og det er tydeligt for andre, at der er noget galt. I manien – tag dig dog sammen og sæt dig ned og slap af eller depressionen: tag dig sammen og gå en tur. Problemet er bare, at man har taget sig sammen i flere uger, ja måneder, og nu er man ude over “tage sig sammen-spektret”.

 

I dag holder jeg mig stabil og indenfor “tage mig sammen”-spektret ved både at have opmærksomhed på kosten, kosttilskud/vitaminer, motion, koldtvandstræning og meget mere.

Jeg er overhovedet ikke bleg for, at tage mig sammen på den måde at jeg  trækker stikket og melder fra til noget vigtigt med ½ times varsel – eller melder mig “forebyggende syg”. Hellere det end at ende med 2-4-6 måneders sygemelding igen.

Samtidig er mine pårørende også blevet meget mere opmærksomme på, hvordan de kan hjælpe mig til at undgå pres og stress. Og allervigtigst – der er ingen længere der siger “tag dig sammen”, og hvis nogen gør, så reagerer jeg ikke på anden måde, end at slå hælene i, sætte mig og strikke i sofaen eller tage ud i Romulus eller Østersøen 🙂

Faktisk tager jeg mig ret meget sammen hele tiden – på den gode måde – så jeg holder mig i tage-mig-sammen-spektret 🙂

Kulde og magnetisme i stedet for ETC

Alternativer til ETC

Der findes andre påvirkninger af hjernen, der virker mod depression/mani end ETC og som samtidig FREMMER de kognitive egenskaber. Som skrevet før har jeg erfaret at kulde er et særdeles effektivt våben, og endnu engang har jeg nu her konstateret, hvordan “en hel masse” x 5-8 minutter i Romulus´ kar med 8 grader koldt vand, har kunne gøre mirakler for mit hoved.

Og hold da op hvor er det godt jeg har fundet det loop hole! For ellers ved jeg virkelig ikke hvad jeg skulle have gjort – eller jo…så var det måske sygemelding og  2-3 måneder i sofahjørnet med strikketøjet, der skulle til. Det er helt utroligt at en depression about to happen, kan fikses på en dag.

Jeg har haft kontakt med et par psykiatere, som synes teorien om kuldepåvirkning lyder temmelig interessant – og fundet flere mulige forklaringer lidt tættere på end før.

Et forskerhold under ledelse af den danske forsker Maiken Nedergaard, professor i neurologi ved Rochester University, New York, fundet ud af at skadelige proteinstoffer udvaskes af hjernen, når vi sover. Museforsøg viser at den plads, der er mellem hjernecellerne øges med 60% når vi sover, fordi hjælpercellerne i hjernen skrumper, når vi sover. Det giver plads til, at der kan udveksles interstitial væske (det væske der ligger mellem hjernecellerne) med rygmarvsvæsken. Derved “skylles” hjernen fri for skadelige proteiner.

Du kan læse mere her: Brain may flush out toxins during sleep

 

kulde magnetisme etc electrochok

Nu er min lille lommefilosofiske teori at kulde/varmeterapien blandt andet også virker ved at aktivere det glymfatiske system, som denne væskeudveksling kaldes. – At hjernen bliver skyllet fri for de skadelige stoffer på samme måde som ved søvn.

Efter sådan en 6-8 timers kulde/varme føles hovedet netop…udhvilet. Men med stor lyst til at komme hjem og “sove videre”.

Et mega-plus (hvis det her holder vand) er også, at jeg så samtidig forebygger Altzheimers og andre af de demenssygdomme, man mener kan kobles til ophobning af de skadelige proteinstoffer i hjernen.

Magnetisme og vågne timer i stedet for ETC

Jeg har også fundet et par andre interessante artikler. Den første fortæller om et forskerhold, der har haft held til at kurere en depression eller bipolar episode via en svag magnetisk stimulation af hjernen – sådan i løbet af nærmest 20 minutter:

New treatment for depression shows immediate results

Samtidig har et dansk forskerhold haft held til at kurere depression ved vågenterapi. Det kan du læse mere om her:

Ny behandling: Psykiatriske patienter skal holdes vågne i 36 timer i træk

Dvs – der er gang i ret meget forskning i forhold til alternative metoder til at kick-starte hjernen.

Er der nogen, der lige kender en studerende, der mangler et godt projekt? Jeg er sikker på at kulde/varmechok var et emne, der kunne kaste noget interessant af sig.

Du kan læse mine andre indlæg om emnet her:

Hypothermi og hjernen

En weekend i frit fald

Rejsen til Romulus

 

Stress-sårbarhedsmodellen

Stress-sårbarhedsmodellen giver et geni(g)alt overblik:

Jeg har slet ikke fået fortalt, at jeg er startet til psykoedukation – ikke som syg, men som pårørende til en anden. Her har vi bl.a. lært om stress-sårbarhedsmodellen.

Jeg kan ikke lade være med at sidde og blive lidt stolt, når vi gennemgår materialet. For stort set alle de gode guldkorn de kommer med – det er det, jeg har fundet ud af på egen hånd. Lidt andre rækkefølger, de kalder det noget andet osv. Men helt grundlæggende er det samme forløb, jeg har strikket sammen for mig selv via mit SygdomsCV og mit Manifest 2014.

Men det betyder ikke, at jeg ikke får en masse ud af undervisningen. Tværtimod. Jeg kan relatere helt vildt til meget af det. Noget er jeg enig i – andet ikke.

En af de ting vi blev præsenteret for sidst var stress-sårbarhedsmodellen. Og den ligger lige i tråd med mine erfaringer.

Jo mere stresset du er – jo mindre skal der til før du får en episode.
Jo mere sårbar du er, jo mindre stress skal der til, før du får en episode.

Stress kan både være fysisk og psykisk – og i min verden kan sårbarhed egentlig også være både fysisk og psykisk. For mig hænger det 100% sammen.

 

Stress-sårbarhedsmodellen generelt

 

Jeg har bare aldrig lige tænkt det indsat i et diagram på den her måde. Men nu kan jeg jo vildt godt lide at analysere på tingene, så stress-sårbarhedsmodellen føles perfekt til mig.

Og nu skrev jeg om min weekend i frit fald forleden. Og den passer jo simpelthen som et skoleeksempel ind i den her model:

 

Stress-sårbarhedsmodellen sygdom

1)
Fredag morgen starter jeg ud med rundstykker og 2 (TO!!!) morgensukkersnaskestadskager. Jeg VED sukker øger min hjernes fysiske sårbarhed. Jeg har før beskrevet det som om at min hjerne bliver hudløs.

2)
Lydchok på Springvandspladsen går direkte ind fordi min hjernes sårbarhed er høj.

3)
Jeg fortsætter med at stresse min krop både ved valget om at tage med til fest (og blive der lidt for længe), men der kommer også et par episoder udefra, som jeg ikke kunne have gjort så meget ved. Men pga den øgede sårbarhed går det galt.

4)
Katastrofeberedskabet i form af Romulus søndag sættes ind og får sænket stressen FULDSTÆNDIG – både psykisk, men også fysisk via kulde/varmechok

5)
Ugen igennem har jeg passet godt på mig selv og holds stressniveauet nede. Jeg har holdt mig 99% fra sukker, spist virkelig sundt og fået gået nogen lange ture. Langsomt er min sårbarhed faldet, og jeg føler nu at jeg er på rimelig sikker grund igen.

 

Kikker vi lidt tilbage på hvordan mit liv tidligere har været, så har jeg cyklet rundt i stress-sårbarhedsmodellen lige omkring katastrofelinjen:

 

Stress-sårbarhedsmodellen ond cirkel

 

1)
Jeg er blevet begejstret/optaget af noget nyt – job, interesse, whatever. Det er langsomt gået over i stress (egne og andres krav), hvor jeg har reageret ved at løbe endnu stærkere.

2)
Det er kammet over, men fordi jeg har haft en mega selvopholdelsesdrift og virkelig kørt på “tage mig sammen”, så har jeg klaret skærene langt hen ad vejen i det røde felt også, men haft totalt kaos indvendigt Samtidig blev min sårbarhed større og større og til sidst kollapser korthuset.

3)
Langtidssygemelding hvor stressen langsomt blev sat ned – men uden egentlig at have nogen redskaber. Jeg har brugt strik som terapi virkelig meget, og det er helt fantastisk. Men det tager tid, lang, lang tid at få sit stressniveau helt ned på den måde, og jeg har ikke rigtig vidst, hvor jeg ellers skulle sætte ind.

4)
Vel nede i det grønne felt igen, skulle jeg dæleme ud og have et job efter 1-2-3 års sygemelding. Nu kunne jeg igen klare hele verden og jeg holdt ikke det lave stressniveau så længe at min sårbarhed kom helt i bund

5)
Fordi min sårbarhed stadig var middel-høj skulle der mindre til næste gang for at sende mig i stressmøllen og ud over kanten. Og dette mønster har jeg kørt i 9 år indtil januar 2014.

Det ligger helt i tråd med det “man siger” – at jo ældre du bliver som bipolar, jo mindre skal der til for at trigge en episode. Det er også det jeg har oplevet, men for mig er den gode nyhed, at det faktisk har kunne lykkes at vende denne onde cirkel.

 

Stress-sårbarhedsmodellen stabil

 

Sidst jeg var sygemeldt tog jeg igen de små skridt nedad stresstrappen, men forskellen var at jeg sørgede for at få nedsat både fysisk og psykisk stress. Det var alle fronter jeg satte ind på. Samtidig havde jeg også for første gang erkendelsen af at der skulle LANG rekreationstid til. Det var ikke nok bare at komme ned i det grønne felt. Jeg skulle helt ind i sikkerhed i nederste venstre hjørne.

Jo længere tid jeg er i det grønne felt jo lettere er det at holde mig i det nederste venstre hjørne. Og jo lettere er det at finde derned igen, når der lige kommer weekender som sidste weekend.

Men hvordan fanden kommer man så derned? Det ville sgu være let med en bette pille, der lige kan smide en derned, men sådan hænger verden desværre heldigvis ikke sammen.

Der er to akser på stress-sårbarhedsmodellen – så der er to ting, der kan pilles ved:

 

Sårbarheden:

Som jeg ser det, så er sårbarheden er en indre tilstand, som ikke kan ændres ret meget på sådan akut nu og her – undtagen med medicin. Medicinen kan give en form for “fysisk” robusthed i hovedet.

Terapi/psykologhjælp kan løsne op for nogen af de ting, der måske ligger i rygsækken, og når de er bearbejdet vil sårbarheden blive lavere.

Pårørende kan gøre meget for at skærme en, når man er sårbar. Tag snakken med kommunen, tømme postkassen og have kontakten til den perifære familie. Droppe bebrejdelserne, men i stedet være omsorgsfuld. Ole pakker mig lidt ind i vat, når jeg har det sådan 🙂

Jo længere tid jeg har været i det grønne felt, jo mindre sårbar er jeg blevet.

 

Stress:

Her er der til gengæld mulighed for at gøre noget helt akut.

Ryd kalenderen, tag væk, få familie/venner til at fylde fryseren med mad, der bare skal varmes op, få rengøringshjælp, få hjælp fra andre forældre til afhentning i institutioner, gå lange ture, hør stille stress-less musik (jeg kan anbefale Musicure nr. 7 – Horizon), sygemelde sig, gør noget godt for sig selv, wellness osv osv.

Her kan de pårørende virkelig komme på banen. Sørg for at tage bestemmerhatten på og forlang at kalenderen ryddes. Vær den der ringer og aflyser, få arrangeret alt det ovenstående. Tag i det hele taget ansvaret for, hvad der skal ske fx. sig “kom nu går vi en tur” – istedet for “har du lyst til at gå en tur”.

Det vil faktisk være en skidegod idé at I sammen laver en katastrofeberedskabsplan, så I begge ved, hvad der skal gøres, hvis det er ved at gå galt. Det kan redde et par episoder tørskoet i land.

 

Men hermed kan man også pludselig se, hvorfor medicin ikke kan stå alene. Det tager noget af sårbarheden, men alt stressen….det er sgu vores eget arbejde, der skal give pote her. Det nytter først noget, når vi også sætter ind med fornuftige strategier, men så er vi til gengæld også ret godt rustet til et stabilt liv i nederste venstre hjørne.