Shit, hvor har jeg tænkt den sætning mange gange, hvis et ønsket vægttab ikke er gået lige så hurtigt, som jeg havde planlagt det.
At spise SÅ sundt og SÅ restriktivt og være SÅ sulten i 2-3 uger og så har man måske kun tabt 200 g – det har tidligere sendt mig direkte tilbage i chipsposen.
Men det kan lige præcis ikke være lige meget. 200 g nedad er stadig 200 g nedad. Og det er slet ikke 400 g opad, som det måske ellers kunne have været.
Og det kan jo endda være, at det faktisk var minus 800 g fedt og plus 600 gram muskler…
Men at leve restriktivt og være sulten er simpelthen ikke en holdbar løsning på sigt. Ooooog derfor jeg har haft den sygeste yoyo-vægt de sidste 20 år.
Jeg kunne måske godt forledes til at tænke “lige meget” efter en juni måned, hvor status er, at jeg kun har tabt lige knap 1 kg. På en hel f*cking måned, hvor jeg har knoklet som en gal i FitnessX Metropol, Hjørring
Men mit mindset er helt anderledes denne gang. Jeg kæmper ikke for at “veje 80 kg på min fødselsdag”/”tabe mig 10 kg inden sommer”/”kunne passe den og den kjole til oktober”.
Nej, jeg kæmper for at jeg som 70-årig stadig kan være rask og rørig, at jeg som 75-årig stadig kan gå lange ture, at jeg som 80-årig stadig selv kan rejse mig fra sofaen og komme ud af sengen.
Mit mål er “brølstærk og med en balance, så jeg ikke er til at vælte”. Hverken fysisk eller psykisk!
Og sommertid er bare lig med pizzatid her på matriklen. Så at jeg har kunne mæske mig i den ene lækre pizza efter den anden OG samtidig bibeholde en nedadgående vægtkurve (og opadgående muskel%!!) er fanden fløjte mig en kæmpe succes!
Yay mig! Jeg er megastolt af mig selv! På trods af “et sølle kilo”, som jeg ville have tænkt førhen.
Det er de små skridt og den vedvarende indsats, der giver resultater i sidste ende.
Og så gælder det altså om samtidigt at leve, have det sjovt og spise noget god mad i gode venners lag 🙂
Så er det sørme blevet sommer og endnu en evaluering flyder ud af mine fingre via tastaturet og ud i cyberspace…. Det er en glimrende måde at holde mig selv fokuseret på 🙂
Jeg har den forgangne måned gjort en temmelig interessant observation. Sidst fortalte jeg om, at jeg for første gang i nok 20 år havde følelsen af mæt inden tallerkenen var tom.
Der gik ikke mange dage, før et brev fra Jobcenteret udløste den velkendte panik-stress-angst-fuck reaktion (det var bare en indkaldelse til en opfølgningssamtale på mit fleksjob – intet farligt, men fortæl lige det til mit autonome system, specielt fordi formuleringerne kredsede om ”op i tid”, ”varetage flere opgaver” osv – og ikke et ord om ”trivsel”, ”jobglæde” eller andre parametre, som burde være det væsentlige).
Jeg havde lige en uges tid i max alarmberedskab, hvor tankemylder, stress og katastrofetanker hobede sig op. Og samtidig blev jeg sulten, sulten, sulten! Jeg blev smaskforvirret over den sult, for det var virkelig voldsomt at opleve efter 4-5 måneder med et tiltagende mindre hul i maven.
Heldigvis havde jeg min app, hvor jeg kunne se sort på hvidt, at jeg havde fået nok næring og kalorier. Men det som holdt min krop mæt og i balance 14 dage tidligere, efterlod mig nu med en glubende, allestedsnærværende sult.
Jeg kunne heldigvis med Oles hjælp se det hele lidt fra oven. Jeg fik ro på systemet, forberedt mig fornuftigt til mødet (som først er på tirsdag) og fik styr på mit kost-indtag igen. Men dæleme tankevækkende at stress´en gik direkte i maven på den måde, og det bekræfter mig i, at mit indre system simpelthen ikke er til at stole på endnu i de situationer.
Min hjerne og krop fucker virkelig med mig i forhold til appetit/sult/mæthed osv.
Måneden har også budt på Royal Run! Og sikke en oplevelse at løbe afsted sammen med 5-6000 andre i lilla trøjer. Og ikke mindst have Ole med ved startstregen. Jeg nåede lige at se ryggen af ham inden han løb fra mig. Heldigvis var der dobbeltrettet lige før/efter kirken, hvor jeg fik sendt et high five afsted mod ham og fik et ”Der er vand ved kirken” tilbage. Det gav energi til flere andre omkring mig, og jeg kunne høre hvordan ordene ”der er vand ved kirken”, bredte sig ned gennem feltet. Alle var varme, støvede og tørstige.
Jeg havde håbet og satset på at kunne løbe hele vejen, men vejret 2. pinsedag var simpelthen så varmt og stillestående, at det var totalt utopi. Jeg døjer stadig med at min krop tror, at træning er lig med issvømning og at der skal holdes på varmen for enhver pris. Dvs jeg overopheder fra 0-100 på ingen tid. Men på trods af at jeg zigzaggede ruten igennem for at holde mig mest muligt i skyggen og gik flere steder, så er jeg stadig virkelig tilfreds med at komme ind 4 minutter før planlagt 💪
Jeg er stadig ikke fan af at løbe, men jeg indrømmer at det trækker at tage afsted til løbsarrangementer. Så der er nok ikke andet for end at prøve, at tage det lidt mere seriøst. Jeg kunne jo heller ikke rigtig lide at bike i starten. Det var lidt sådan….argh det er svært, det her. Men her efter 8 mdr hvor både min kondi og min styrke i benene er ved at være på plads, så er jeg så kæmpefan. Det kunne være fedt at blive det af løb også 🙂
Der har også været diverse fester med god mad og drikke i løbet af måneden. Og hver gang koster det på lidt vægten. Men kun for en kort overgang, for hverdagene kører som de har gjort de sidste 8 mdr. Og så betyder det ikke noget om månedens vægttab er 1½ kg eller 4 kg. Det, der er vigtigt er, at det enten er status quo eller pil nedad. Og det er vigtigt at leve, hygge og spise pizza!
Som jeg har skrevet før, så går tiden jo alligevel, så det er retningen, man går i, der skal være fokuspunkt. Er retningen rigtig, så skal man nok nå sit mål på et eller andet tidspunkt.
Og der er jeg alt for mange gange før snublet, fordi jeg ikke syntes, det gik hurtigt nok eller at et eller andet lige fik vægten til at hoppe et kg eller to opad. Og så kom “så kan det sgu også være ligemeget”-tankerne.
Men det ER ikke lige meget. Rom blev ikke bygget på en dag. Men lur mig, om de ikke arbejdede en smule på byggeriet hver dag 🙂
Små skridt bliver til store skridt. Og her efter 8 mdr så er status minus 16 kg, en markant øget muskelmasse, en markant bedre balance og en FTP i bike-appen på 200!
Og en sommerkjole købt i 2001, som jeg kan passe igen 😍
Da jeg trænede op til mine Ice Miles vidste jeg fra starten, at det var en kæmpe elefant oppe på toppen af et gigantisk bjerg, der skulle besejres.
Jeg accepterede det helt umiddelbart, når de garvede issvømmere, jeg søgte råd hos, sagde, at det ville tage flere sæsoner at træne sig op til at kunne gennemføre en Ice mile.
Tålmodighed, vedholdenhed og små skridt i den rigtige retning fik mig i mål.
Den samme mentalitet har jeg med mig dennegang i min vægttabsrejse. Det her kommer til at tage flere sæsoner. Og det er helt okay.
For første gang hviler jeg fuldstændig i processen. Jeg ved hvad der skal til, og jeg gør det hver eneste dag. Små skridt.
Slow and steady wins the race.
Jeg vejer mig hver dag – det er talnørden i mig, der synes det er sjovt. Biomedicineren i mig synes det er dybt interessant, hvordan vægten kan svinge helt op til 1,5-2 kg fra dag til dag, alt efter tid på måneden, graden af træning dagen før, om jeg har spist noget, der holder væske tilbage osv osv osv.
Men svingningerne bliver noteret – og så betyder det ikke så meget mere. Sådan en lidt mindfulness tilgang til det. Jeg lægger mærke til det og så…nå ja.
Men derfor er det stadig sjovt, når jeg rammer en milepæl. Som jeg gjorde i går.
Nu er al den ekstra Ice mile- og coronavægt væk! Jeg er, hvor jeg slap for 5 år siden – så nu begynder det at blive sådan rigtig sjovt og for alvor.
I går var også dagen hvor jeg for første gang i 20 år (siden jeg startede på psykofarmaka og fik smadret min appetitregulering) ikke havde lyst til at spise op. Ikke fordi min mave var udspilet, overfyldt og øm – nej, bare fordi “nu er jeg ikke mere sulten og har ikke lyst til mere mad”. Og det vel at mærke efter en 1400 kcal dag…
Jeg. Kunne. Ikke. Spise. Op!
Det var en kæmpe oplevelse at føle sådan igen! Og en vigtig milepæl! Ihvertfald mentalt 😍
I går sagde min tri/bade/svømme/løbe-makker Torben også et par vigtige ord, da vi talte om det forestående 2024 Royal Run Brønderslev, som jeg lidt kækt har meldt mig til på 5 km ruten.
Jeg har strugglet lidt med, at jeg max kan løbe 2-3 minutter, og så går jeg.
Men Torben spurgte ind til hvorfor… Er du forpustet? Gør det ondt? Øhh, æhhh næææ….
Ok – så i dag blev mantraet under dagens løbetur “jamen gør det ondt?” Og nej. Det gjorde det ikke, og pludselig havde jeg løbet 4 km i træk. Sidste km blev til skiftevis gang og spurt og målet om de 5 km til Royal Run på under 50 minutter, skal vist revideres. (Og ja – jeg er en langsom løber – og stadig tung løber. Det skal nok ændre sig med tiden).
Men alt i alt, så tøffer jeg målbevidst stadig derudad. Stille og roligt. Der mangler stadig meget, men her efter 8 mdr er status minus 14,5 kg og markant øget muskelmasse 💪
Man kan begå to fejl…ikke at starte, og ikke at fuldføre. Jeg er startet utallige gange. Men denne gang fuldfører jeg!
Konstateringen er nu at Ny Livsstil bare er blevet til Livsstil…. Jeg synes stadig det er sjovt at nørde rundt i de tal vægten spytter ud – fedtprocent, muskelmasse og selvfølgelig kiloene. Men det er kun fordi, jeg er så stor en talnørd, som jeg er.
Det er ikke noget, der på nogen måde definerer om dagen bliver god eller dårlig, sådan som det kunne ved alle mine tidligere forsøg på at tabe mig.
Vægten hopper og danser op og ned – men in the long run, så går den støt og roligt nedad. Cirka ½ kg om ugen….
Igen: Trust the process, keep showin´ up
Og processen er som før skrevet egentlig ret enkel, når først den er implementeret.
Hvad der virker for mig, er ikke sikkert, virker for dig. Men det, der virker for mig, er at bruge app´en LifeSum. Alt hvad jeg spiser tastes ind. Alt hvad jeg motionerer tastes ind.
Totalt enkelt – og med en god portion talnørderi 😀
“Jamen Dorte, du kan da ikke taste alt hvad du spiser og motionerer ind i en app, hver eneste dag resten af dit liv???”
Well – hvis det er det, der skal til, så er det jo sådan, det er. Det her virker for mig, så det må jeg måske bare blive ved med.
Princippet jeg kører efter er:
1. Sørg for at nå dit protein-indtag, så musklerne har noget at blive bygget op af – ca 2 gram pr. kg idealvægt / 120 g pr dag.
2. Fyld derefter op med sunde kulhydrater/sundt fedt, til dit kcal-max.
Det er hovedprincippet for hver evig eneste dag. Og det skal overholdes…
Jo længere jeg kommer hen i forløbet, jo mere fokus har jeg også på vitaminer, mineraler osv. Hver gang jeg propper noget i munden er det et bevidst valg: Er det her godt for mig? Der er 3 kriterier, der kan definere ”godt for mig” i prioriteret rækkefølge:
1) Det giver min krop gode, sunde byggesten
2) Det giver smagsmæssig glæde
3) Det giver en social bonding (fx et lille stykke kage, når en har gjort sig umage med at bage)
Det sidste, synes jeg, er superpissemeget vigtigt!!! Selvom det er nødt til at være på en 3. plads, for ellers kan jeg snilt bilde mig selv ind, at alt skal vælges ud fra den devise. Men det er en faktor, der tit bliver skubbet totalt til side ved “en kur”. Og så bliver det alt for surt i længden. Både for en selv, men også ens omgivelser.
For selvom det er kagen med de tilhørende kalorier, der afvises – så kan det ikke undgås, at hjemmebageren, der har gjort sig umage, vil føle et lille stik af personlig afvisning, når der siges nej tak til hjemmebag.
Så forleden nød jeg i fulde drag den virkelig gode chokoladekage min svigerinde havde bagt til kaffen. Jeg tog endda to stykker, for både 2 og 3 var bigtime i spil 😀
Og det ødelægger ikke en skid – tvært i mod. At have punkt 3 med sig i tankegangen gør, at det her bliver for resten af livet.
Og så længe jeg ikke overstiger mit max kcal-indtag for dagen, så betyder det slet ingenting og kan nydes i fylde drag, uden den mindste flig af dårlig samvittighed. Bla. derfor elsker jeg LifeSum og det overblik, den app giver.
OG så er der det der med motionen. Det er vanvittigt, så appetitregulerende det er (for mig – igen, jeg kan kun tale for mig selv). Men hård træning giver både flere kcal at kunne spise – men også mindre lyst til at spise. Totalt omvendt og det, der virkelig betyder noget.
Der er ingen tvivl om, at fedtet tabes i køkkenet og kroppen bygges i fitnesscenteret, som en sagde til mig. Men den hårde styrketræning gør det altså også meget nemmere at styre sig i køkkenet 🙂
(Hvor helt igennem fantastisk sjovt, hyggeligt og fedt, jeg synes det er at komme oppe i FitnessX Metropol, Hjørring, er ikke lige målet for denne opdatering – men igen tvivl: Jeg elsker det! – også lige så meget som jeg elskede min issvømning)
Der er røget 13 kg i alt og bygget ret mange muskler på. I så måske min video fra forleden. Jeg var lige nødt til at filme mine ben til bike…. De blævrer ikke mere, når jeg cykler 😀 Det er det, der kaldes en NSV: Non-scale-victory. Og de sejre er faktisk de allervigtigste 😀
En anden non-scale målestok er før/efter billeder. Og det er sgu nok der, hvor jeg bliver mest chokeret. For det første over, at jeg ikke formåede at stoppe corona-katastrofen noget før, men også hvor stor en forskel, der så er fra slut august til nu…. Sjovt nok, så er jeg nu cirka der, hvor jeg nåede til sidste gang, jeg tog kampen op. Men denne gang har jeg tænkt mig at lytte til mit mantra:
Nå, der er ikke helt gået en måned endnu, men der er mange gode grunde til at evaluere lidt tidligt. Det er jo trods alt januar og det har været lidt sejt at få gang i tingene igen efter jul/nytår.
Men keep showing up og trust the process viser sig endnu engang at give pote og tingene rykker sig igen. Jeg har ikke ændret i noget – gør som jeg har gjort de sidste 4 mdr. Men jeg gør det. Også når jeg får nogen dage, hvor det føles lidt håbløst. Så igen: Keep showing up – trust the process.
Desværre har jeg ikke nogen RIGTIGE før billeder… altså fra day one! Men jeg fik taget mig sammen til at tage billeder 6 uger inde i processen. Det er 3 mdr siden, så i dag tog jeg nye billeder:
Samme sted, i det samme lys og i samme tøj (bortset fra at trusserne er 2 nr mindre)
Det her er hvad der sker ved 3 måneders vedholdenhed, fokus på kosten og tung styrketræning! Jeg er temmelig overrasket over forskellen.
Hvis ikke du gider se mig i undertøj, så scroll, scroll, scroll… men på den anden side, der er vist ikke nogen her, der ikke har set mig i badedragt 🤣🙈 )
Og jeg ikke ikke sige det nok:
Sørg for at få taget de før-billeder!!!!
Det er det, der betyder noget, når tallet på vægten, ikke viser, det man gerne vil have, det viser. Vi er hjernevaskede af den vægt, og jeg kan heller ikke selv helt slippe den.
Jeg er i gang et projekt, som jeg nok ikke helt har turde formulere for mig selv. Før nu!
Der har været stille på bloggen om den bipolare lidelse og mange andre ting har fyldt. Og det er fordi det lige præcis også er sådan i mit liv. Min bipolare lidelse har ikke stukket hovedet frem siden for meget længe siden. Lige nu i de her dage er det 10-året for Manifest 2014! Dvs. det er 10 år siden, at jeg tog fat om nældens rod og gik i gang med det benhårde arbejde at forstå den her sygdom.
Kikker jeg tilbage, så kan jeg se, at det tog mig ca ½ år at komme “on top” – men jeg snublede også flere gange efterfølgende. Forskellen var, at jeg lynhurtigt kunne tage ansvar og reagere. Hvor jeg førhen virkelig forsøgte at tage mig sammen og kæmpe, kæmpe, kæmpe.
Det er sjovt, at det at smide håndklædet i ringen rettidigt (og også før “almindelige mennesker” synes det kan være nødvendigt) er lige præcis det, der er nøglen til den her sygdom. Hellere 2-3 dages sygemelding/fred og ro/afbud, når man kan mærke noget ulmer end at kæmpe igennem og ende med 5-6-7 måneder eller mere, når man brager sammen.
Nå – det var Manifest 2014, der gav mig den indsigt. Og gav mig indsigt i hvor vigtigt det er med sund kost, regelmæssig livsførelse, søvn og motion for at forebygge episoder.
I efteråret 2017 var jeg via de strategier og min issvømning så afbalanceret, at jeg kunne stoppe med den medicin, jeg ellers havde troet skulle være en livslang behandling. Det skete i tæt, tæt samarbejde med min nye psykiater, som jeg godt vil hylde for den helt igennem fantastiske behandling, han gav mig.
Han SÅ mig og han så MIG. Og han gav mig modet til at trappe ud af medicinen. Virkelig et unikt og empatisk menneske, som har betydet helt utroligt meget. Tak <3
Årerne efter har handlet meget om at finde ud af livet og bare være i det. Finde ud af hvem jeg er, når nu ikke jeg kunne arbejde så meget længere. Det blev til et mål om at komme til tops i min sport. Det blev min identitet at være langdistance issvømmer, og det der med at lave en Ice Mile, blev virkelig en ledestjerne. Kunne jeg det, så kunne jeg alt (indenfor mine begrænsninger selvfølgelig).
De sidste to år efter det største mål blev nået – de 5 Ice Miles – har jeg brugt tiden på at fundere over, hvad mon det næste er. Der har været lidt vadested over det, hvilket jo også kan være superfint og nødvendigt.
Jeg troede egentligt, at vintersæson 2023/24 skulle være sæsonnen hvor jeg gentog succesen og måske nappede et par Ice Miles mere. Og endnu en Jedi Polar Bear. Men… argh… jeg følte bare ikke mojo´en.
Derimod har jeg gentagende gange forsøgt at tabe de +35 kg, som jeg tog på i det første halve år efter jeg kom i behandling med psykopharmaka (i 2004). Det er sgu aldrig lykkedes sådan helt og holdent, og et lille pip fra en læge om, at min krop jo holdt på alt hvad den overhovedet kan holde på af isolation, når jeg brugte så langt tid i det kolde vand hver uge, fik sat gang i tankerne.
Så i stedet for flere Ice Miles gjorde jeg som alle store sportsfolk (tøhø) – jeg pensionerede mig selv som langdistance issvømmer og trak i fitness-tøjet.
Det er og bliver en lang rejse, som jeg også har delt noget om før – og kommer til at dele mere om fremover.
Men nu kommer vi så til det mål, som jeg ikke har turde formulere sådan rigtigt før:
Jeg vil fandme tilbage til mit 32-årige jeg! Bare ældre, klogere og sundere.
Så hermed… det er ikke Manifest 2014, men derimod Puslespil 2024:
Jeg vil tilbage i samme vægt og form Jeg vil kunne udnytte mit arbejdsmæssige potentiale fuldt ud Jeg vil kunne være noget for børn/familie/venner på et noget højere niveau end nu. Jeg vil finde hende frem, som i første omgang blev stresset max ud af en alt for ambitiøs salgsdirektør og en efterfølgende smadret til atomer af en enormt led og arrogant overlæge.
Jeg har lært sindsygt meget på den rejse, jeg har været på de sidste 20 år. Og jeg kan se nu, at stort set alt hvad jeg har foretaget mig i de 20 år, har været små stumper af det puslespil, der engang var mig – og nu er jeg ved at kunne se det fulde billede igen.
Jeg mangler et par år endnu, og der er noget viden som også skal på plads, men jeg skal nok få det samlet <3
Njahhh – jeg synes faktisk “gammel me” klarer det ret godt!
Men der er gået en måned og dvs det er tid til endnu en evaluering – det hjælper til med at holde fokus.
Og jeg kan kun sige, at det går planmæssigt 👍
Vægten efter nytår var (en lillebitte smule) lavere end før jul – hvilket jo er en kæmpesucces! Og så er det jo bare at fortsætte som jeg har gjort hidtil, men uden julens udskejelser og søde sager.
At tage til træning i FitnessX er ikke længere en “tage sig sammen ting”. Det er bare noget, jeg gør – og som jeg glæder mig til. Faktisk så er hviledage sådan nogen, hvor jeg godt lige kan snige en Bike-time på lav intensitet ind, bare fordi det er hyggeligt 🙈
Det har krævet 4 måneder med diciplin at komme dertil – og diciplinen skal sikkert findes frem igen fra tid til anden, hvis/når lysten og motivationen svigter.
Keep showing up!
Men nu er det jo januar og måske er der et par stykker derude, som gerne vil i gang. Jeg kan kun sige: Gør det! Det giver simpelthen så meget i hverdagen, at styrke og balance er i orden.
Som før nævnt tracker jeg alt hvad jeg spiser i en app – LifeSum. Den holder styr på kalorier og fordelingen af makronæringsstoffer. Kulhydrater, protein og fedt. Jeg spiser ca 120 gram protein pr. dag – og så fylder jeg ellers bare på indtil jeg rammer dagens kcal-indtag. Det er nemt, enkelt og det virker.
En anden app, jeg er glad for er Happy Scale. Jeg tracker min vægt, og den giver trendlines for i hvilken retning det går. Jeg har brugt den on/off de sidste 5 år og shit en gang elevator…lige der sort på hvidt 🙈 Det er så tydeligt at se hvor godt jeg var på vej i ‘19, så kom første Ice mile sæson, der gik direkte over i corona, lidt fokus og så anden Ice mile sæson. Slut prut – fokus all the way!
Hvis bare jeg kontinuerligt sørger for at bruge de to app’s, så går det fint – og når jeg tror, jeg selv kan styre det, så går det – ja, skal vi bare sige knap så fint.
Det er simpelthen bare sådan det er, og det må jeg jo så bare indrette mig efter. Uanset hvor kedeligt, trælst og besværligt, jeg så end synes, det måtte være.
Som en af mine venner skrev i en kommentar til mig engang: Det er nemt, at gøre livet hårdt – og det er hårdt, at gøre livet nemt. Lige nu synes jeg virkelig mit liv er nemt – men jeg giver ham ret i, at det kræver hårdt arbejde. Men hellere hårdt arbejde end hårdt liv ❤️ Jeg har prøvet begge dele, og ved hvad jeg foretrækker 🙂
I september købte jeg mig, den flotteste røde kjole, som jeg skulle bruge til årets julefrokoster – jeg drømte om, hvor flot den ville være på, når jeg kom til december. Det var den også, men jeg kunne også godt se, at det ikke ville vare længe inden den var for stor.
Men mine søde unger gav mig en ny til jul i en størrelse mindre – og meget passende med nytårets bombe in mente – i kongeblå. Kæmpe motivation at min yndlingskjole kan følge med mig ned i størrelse 😅 Jeg må have den i L og M også 😍
En anden kæmpe motivationsfaktor er, at jeg i september lavede en aftale et år ude i fremtiden med Gitte, en ung kvinde som jeg virkelig beundrer. Vi skal gå til Brønderslev (igen), og sidst vi tog turen aftalte vi, at næste gang, så ville jeg være i lige så god form, som hun er kommet.
Jeg glæder mig helt vildt og tænker på det næsten dagligt: “Du skal bare fortsætte som nu, så når du det i fin stil”.
Det bliver et fantastisk selfie med os to ved Brønderslev Rådhus 😍
Som nævnt har jeg altid brugt det at evaluere som motivator. Jeg brugte det i min tid som sælger – det var der jeg sådan for alvor lærte værdien af lige at bruge krudt på at kikke bagud for at holde snuden i sporet. Jeg brugte det under min recovery fra Bipolar og igen da jeg satte mig store mål i issvømningen. Så derfor bliver denne rejse også dokumenteret og analyseret 🙂
Jeg deler evalueringerne, for kan bare en blive inspireret, så vil det jo være fantastisk 🤩
Styrketræningen er i den grad kommet ind under huden på mig. Jeg er 100% målrettet og 98% stabil på Cirkeltræningsholdet 3 x om ugen. Vi har det simpelthen så sjovt og jeg kan mærke fremgang fra gang til gang 🙂
Jeg havde et fall out sidste lørdag pga julefrokost. Og da jeg nåede til tirsdag morgen og det var tid til at komme afsted igen, begyndte min hjerne straks at finde på undskyldninger for, hvorfor vi – altså min hjerne og jeg – skulle blive hjemme 🤯
4 dages pause er åbenbart nok til at vanen brydes og disciplinen skal findes frem. Så det blev den og hjernen blev bedt om at holde kæft!
Nogen af maskinerne – specielt ben – er max’et ud, men så laver jeg øvelserne langsomt og med modstand hele vejen. Det giver lige lidt ekstra.
Resten af maskinerne er også på max, undtagen en enkelt eller to – men det er stadig med røg ud af ørerne, at de sidste reps tages.
På holdet er der fokus på både styrke, lidt puls og balanceøvelser. Det sidste har jeg virkelig haft brug for! Holy moly altså. Men nu kan jeg lave lunges med den ene fod på stepbænken. Det ville have ledt direkte til katastrofe for 10-11 uger siden 😅
Og Bike…jeg må ikke glemme Bike-holdene! Arhmen så sjovt det er! Det er simpelthen en fest fra ende til anden. Undervejs på cyklen kan det godt være lidt ala issvømning “hvorfor fanden gør jeg det her” og bagefter kommer den store “DERFOR”-forløsning. Når jeg sådan maxer helt ud i rød, så det synger for ørerne og det smager lidt af blod i munden… jo, så mærkes det som 1000 m i 3 grader 😆
I dag blev også dagen, hvor jeg endelig synes vægten viser noget, der er andet end bare “lidt udsving”. Minus 5,3 kg – og 10 cm mindre om taljen end for 3 mdr siden 👏
Min muskelmasse er steget og fedtprocent faldet, og så gør det bestemt ikke noget, at det går noget langsommere end de andre gange, jeg har forsøgt at få kvalt de skide kilo. Det her kommer til at tage lige så lang tid som at træne op til en Ice Mile – flere sæsoner! Men hellere det, end at jeg endnu engang snubler undervejs.
Princippet i kosten er ca 120-130 g protein dagligt og så ellers bare fylde op, så jeg rammer mit kcal-indtag på ca 1700 + motionen. Det giver et underskud på ca 500 kcal om dagen, hvilket ca svarer til 1/2 kg om ugen. Hvilket passer nogenlunde med, hvad jeg har tabt mig. Det går 100% efter planen, det her!
Det tog mig ca. en måneds tid at vænne mig af med, at proppe mad i munden hele tiden. Nuancerne forspist, propmæt, mæt, fravær af sult, sult er virkelig værd at lægge mærke til. Og tit er det bare kedsomhed eller tørst, der har gjort, at jeg har snacket eller spist. Ikke sult-sult.
Alt hvad jeg spiser bliver tastet ind i app’en Lifesum. Som med træningen må jeg bare konstatere, at jeg har brugt for vedvarende fokus og kontrol. Jeg har ingen stop-knap, når jeg spiser – men omvendt har jeg heller ingen fornemmelse for hvor meget, jeg har brug for, når jeg går i sulte-mode. Hvilket tidligere (8-10 år siden) har ledt til hypomanier, når jeg har glemt at spise og drikke i flere dage i træk, de gange jeg forsøgte at tabe mig.
Min sult/mæthedsfornemmelse er simpelthen godt og grundigt fucked up og har været det siden jeg blev syg for 19 år siden. 1/2 år efter første recept på psykofarmaka var der 30 kg ekstra på sidebenene. Og dem har jeg slåsset med siden – i mange omgange.
Nå sidespring – nu har jeg en vej, der forhåbentlig virker….
Mit go to lækkeri lige pt. er frugtsalat lavet på græsk yoghurt med en måleske (30 g) proteinpulver med vanillesmag og så ellers banan, æble og pære – måske lidt rosiner. Ca 450 kcal og jeg er propmæt i mange timer….
Det vigtigste er, at jeg sagtens kan se mig selv i det her like forever. Det er ikke “svært” og der er ikke noget afsavn. Jeg kan godt køre en pose fredagsslik ind – men kun 100 g af de absolut lækreste yndlingsstykker bliver udvalgt – i stedet for bare bevidstløs at kaste i gabet.
Og selvom life happ’ns endnu engang, så får det mig ikke til at vakle. Det er simpelthen førsteprioritet at fortsætte. Det giver mig styrken og energien til at tackle what ever livet nu smider i vores retning.
I stedet har jeg været endnu hårdere i oprydningen i kalenderen. Der er kun “skal”-ting og min træning tilbage.
Balance må væres månedens ord….på alle leder og kanter 🙂
Jeg er simpelthen nødt til at opdatere igen. Dengang jeg lykkedes med mit Manifest 2014 var de jævnlige evalueringer noget af det, der gjorde en kæmpe forskel. Så sådan bliver det også med den her rejse! Jeg er nu en uge mere inde i min FitnessX-rejse SOM BRUGER – og ikke bare som medlem, tøhø!
Jeg kan nu stå i planke – godt nok kun 20 sek, men det var helt umuligt overhovedet at komme op før
Jeg kan nu stå i sideplanke – også godt nok kun 20 sek, men lige så umuligt at få røven fra gulvet før, som ved alm planke
Jeg kan nu lave mavebøjninger – 10-12 stks uden problemer, før kunne jeg kun lige lave et par enkelte crunches (hvor kun skuldrene er fra gulvet)
Jeg kan nu lave mavebøjninger MED EN 5 KGS VÆGTSKIVE PÅ BRYSTET! – 5 stk blev det til i dag!
Jeg har næsten maxet vægten på maskinerne i cirkeltræningen ud – så nu er det snart tid til de “rigtige” maskiner og nogen vægte.
Jeg kan squatte i samtlige 3,5 minutter af “Bring Sally up” ( https://spotify.link/uHv9O4PL9Db ) uden at måtte hvile undervejs – da jeg startede var Sally langt mere oppe end nede 🙂
Og jeg kørte f*cking hele bike-timen i dag i de rigtige farver (beslatning/tempo) uden at måtte ned i hvid. Da jeg startede kunne jeg max følge med 20 min og så tog jeg bare mit eget tempo for resten. Og jeg kan faktisk også godt stå op på cyklen…i kort tid 😅. Mine lårbasser mangler lige lidt mere, før der bliver sådan rigtig komfortabelt.
På svømningen har jeg barberet 20 sekunder af min 100 m langdistancegennemsnitstid. Det skyldes alene, at jeg ligger meget mere stabilt i vandet og der er langt mere kraft i hver tag.
Det sjove er, at jeg ikke rigtig har tabt kg, udover de der alm udsving, der kan være på vægten. Men der er røget cm! Specielt på lår og talje.
Jeg er i kcal-underskud hver dag, så der er helt sikkert flyttet nogen ting rundt og ja, muskler vejer mere end fedt, så kæmpe sejr indadtil – selvom vægten er den samme.
Men det er vildt så hurtigt, der sker fremskridt på det funktionelle! Så ja, YAY ME igen!
Mine to mantraer er:
✖️ Trust the process ✖️ Keep showing up
Det er bare at fortsætte som nu, for det er faktisk skidesjovt!
Gode mennesker og relationer er guld værd, når der skal ske ændringer. Og det gælder om at gribe mulighederne, når de er der.
3. august søgte min badeveninde Christine efter en træningsmakker til sin søn, så abonnementet i FitnessX Metropol, Hjørring kunne halveres.
Jeg sprang på, velvidende at det nok ville ende i opstartsforsøg nummer en million med lige så mange fiaskoer.
Der gik faktisk også hel en måned med “i morgen tager jeg derop”, før jeg så tilfældigt så i app’en, at Laila, havde et cirkeltræningshold en tirsdag formiddag.
Laila kender jeg fra tri-klubben, så det kunne nok ikke gå helt galt. Og det gjorde det heller ikke. Jeg kom igennem – mere død end levende. Målet var at lære maskinerne at kende (igen) og så kunne jeg sådan selv liste lidt rundt i ubemærkethed.
Men kom jeg afsted alene? Nej, det gjorde jeg ikke!
Der gik 2 uger igen uden at medlemskortet blev scannet så meget som en eneste gang.
Diciplin?
En aften efter svømmetræning sidder vi og hyggesnakker inde i det varme vand (jo, jeg kan OGSÅ godt li’ varmt vand og bobler). Troels, Tina og Majbrit forsikrer mig om, at det nok skal blive fedt – at jeg slet ikke vil kunne undvære det, men “i starten er man virkelig nødt til at køre det på diciplinen”
Diciplin? WTF! Her troede jeg, at lysten kunne drive værket. Det har den altid gjort, når det handlede om svømningen – både i pool og derude i det åbne kolde vand.
Altså bortset fra at jeg nok ikke kom afsted til svømning hvis ikke det var fordi Torben, holder foran min hoveddør 2-3 gange om ugen, samler mig op og får mig losset afsted til træning.
Tina fik mig – som jeg har nævnt før – overbevist om at prøve Bike Intro – og de sidste 4-5 uger har jeg været enormt disciplineret mht at møde op – først cirkeltræning og så Bike . Hver tirsdag og hver torsdag. Og så lige en smut i weekenden også. Tina blev min “go-to-safety” – når jeg havde tilmeldt mig et hold, så screenshottede jeg tilmeldingen og sendte billedet til hende.
Så var min egen regel, at når det var sendt til Tina, så måtte jeg ikke melde fra. Æd den i stedet!
Op på hesten igen….
Jeg var lige ved at blive vippet af pinden af en gang corona. For #%€$* energien og kræfterne forsvinder jo som en gammeldags is en varm sommerdag.
Men her var Henriette (en fra cirkeltræningsholdet) inspiration til at få slæbt mig afsted, da jeg først havde rejst mig fra de nær-døde. Hun havde været ramt nogen uger før mig, og sagde da hun kom igen: “Jeg er bare nødt til at dukke op, selvom jeg er helt flad”.
De ord tænkte jeg meget på, mens jeg lå på sofaen og havde ondt af mig selv. Jeg SKULLE derop, så snart jeg var ude af isolation!
Så de første par gange var det virkelig diciplinen, der skulle trækkes på – og jeg holdt mere pause end jeg var med. Sveden haglede både til cirkeltræningen og til biketimen, men jeg var der!
Og allerede nu her efter 4-5 ugers målrettet vedholdenhed, 3 gange ugentligt, så begynder lysten at drive igen.
Lysten driver….
Det er nogenlunde de samme på holdene, så der bliver mere og mere hyggesnak og genkendelighed. Det betyder altså noget. Allan og Marie-Louise, der er de faste instruktører på de hold, formår virkelig også at skabe en god stemning og motivere os alle. Det er så fedt!
Udover at jeg gerne vil blive stærkere og få en bedre kondi, så der kan komme mere fart i svømningen, så vil jeg jo også gerne af med de der pisseirriterende +30 kg, der hoppede på uden jeg opdagede det, det første halve år, jeg fik psykofarmaka i sin tid.
De har efterhånden været forsøgt smidt nogengange med større eller mindre held. Og altid endt på igen, selvom jeg efterhånden har været medicinfri i 6 år.
Om det lykkes dennegang aner jeg ikke – men jeg tror at strategien med max styrketræning kombineret med bike og svømmetræning 2-3-4 gange om ugen er rigtig.
Og – så er det også nu, at jeg må erkende, at min foretrukne sport ikke gør noget godt for mig i den retning. Når man bruger 3-4-5 timer ugentligt om vinteren i vand, der er en 5-6 grader eller koldere – så holder kroppen virkelig på alt den isolation, den overhovedet kan. Og forsøger af al magt at få mere puttet på.
Det er jo ganske logisk, men noget jeg aldrig helt har gennemtænkt før. Hver eneste vinter har jeg taget på – og så har jeg brugt sommeren til at knokle for at få de kg af igen.
Så…. Deep confession: Fra nu af svømmer jeg vinter-ow i Oles 5 mm våddragt. Ikke mere issvømning lige foreløbig 😱
Og pointen med det her opslag? Der er såmænd ikke anden pointe, end at når det her kommer som et minde om et år, så kan jeg forhåbentlig sige “Fuck yes! Jeg gjorde det sgu”. Så det er egentlig bare en udvidet “go-to-safety” 😅 – og forhåbentlig måske inspiration til andre om at springe ud i træningen.
Og så kan jeg varmt anbefale FitnessX i Hjørring – de har sgu nogen gode instruktører 👏👏
