Kickstartet!

Merete har virkelig fået mig kickstartet igen. Vi tog til stranden i går for at bade – og hun diskede op med både bål, varm kaffe og bløde lammeskind til stolene.

Det blev til 2 timers hyggesnak og nyden, mens bålet knitrede og bølgerne roligt slog ind i nærheden.

Efterfølgende blev det til en 7 kms gåtur! Lige så nemt, det er at falde i de dårlige vaner, lige så nemt er det, at finde de gode frem igen, hvis man får lidt hjælp.

Og det havde jeg brug for – jeg kunne ikke have vendt skuden alene….

Gode veninder er guld værd!

Når nøden er størst og den nøgne kvinde ikke orker at spinde – Så reddes hun på målstregen af den søde veninde.

Jamen jeg bliver helt poetisk her fra morgenstunden. Men det var præcis hvad der skete i går, efter mit indre lys var blevet slukket en lille smule af de uinspirerende motionsredskaber.

Min dejlige badeveninde Merete skulle også ud at gå. Selvom jeg lige var kommet hjem, og egentlig havde lyst til at krybe på sofaen, så var udsigten til en walk-and-talk med god afstand mere lokkende.

Hvad jeg ikke lige vidste var, at Merete under hele nedlukningen har gjort daglige gå-ture til en vane. Så hun er bestemt ikke i sofaform. Hvad jeg tænkte måske skulle være en 3-4 km endte med 2 timer i rask trav og 10 km i skoene.

Vi gik ud i Bagterp plantage. Da hun først foreslog den vej var min umiddelbare tanke “der er jo fucking langt derud!”. Men med den samme gode venindepludren og “verdenssituationsordning” som vi har i saunaen, så tog det ene skridt helt automatisk det andet. Det endte med at blive “gåturen du ikke vil hjem fra”, for nu at twiste et velkendt reklameslogan.

Legebørn

Merete er lige akkurat så sjov, glad og barnligt legene, som jeg er, når vi kaster os rundt i bølgerne i Hirtshals. Så da vi kom ud i plantagen med alle dens små stier og bakker, gik der ikke lang tid, før vi løb hvinende og grinende op og ned af bakkerne. Jeg tror 8 år var en passende mental alder at sætte på os lige der.

Men det var PRÆCIS det, jeg havde brug for.

Afsted!

En af de helt store fordele ved at være bipolar, er at der er ufatteligt kort fra tanke til handling, når det lige stikker mig. (Ok nej, det er bullshit. Det har ikke en skid med bipolariteten at gøre i det her tilfælde, men det lød da meget godt).

Men som skrevet så gjort og skoene kom på. Ret tæt på hvor vi bor, er der etableret en gang/cykelsti gennem et parkområde – og langs med den sti er der opstillet fem stationer med ude-motionsredskaber.

Jeg har tit tænkt – TÆNKT – på at bruge dem, men så melder alle tankerne sig: Det kan jeg nok ikke finde ud af. Jeg ved ikke hvordan man gør. Der er sikkert også en hel masse, der kikker. Tænk hvis jeg dummer mig. Jeg må nok hellere bare lade være.

Og det er virkelig bare så topmærkeligt, for i mange andre sammenhænge er jeg jo knaldhamrende ligeglad med hvad folk tænker om mig. Men det er ting jeg KENDER og ved, jeg mestrer – fx er jeg virkelig ligeglad med at optræde i badedragt foran 1250 andre deltagere + et utal af tilskuere, når bare det foregår midt om vinteren i Sibirien 😀

Men de her motionsredskaber…not so much.

Dagens mission

Så jeg besluttede at dagens mission skulle være at besøge alle fem stationer og fotografere vejledningerne. Så kan jeg i ro og mag herhjemme lægge en plan.

Undervejs kom jeg også forbi legepladsen nede i parken. Og der slog det mig! Hold nu kæft altså, hvor er det kedeligt at være voksen!

ALLE motionsredskaberne var sådan: hop over her, lav armbøjninger der, lav knæbøjninger osv. Intet af det er sgu da SJOVT! Det ene redskab, der kunne give en lille smule kildren i maven og et stumt ekko af barndommens hvin var mærket: “This play equipment is recommended for children 2-12 years”.

Argh! Man kan jo lige så godt lægge sig til at dø langsomt. Hvilket jeg faktisk er ved, hvis ikke jeg får min vægtøgning stoppet.

Kan I huske da man var barn og kæmpede for at kravle op over bagkanten på legetårnet eller drønede op af stigen til rutchebanen for at blive belønnet med suget når man susede ned igen? Eller hvordan mavemusklerne kunne være totalt ømme, når man havde gynget gyngen med det store traktordæk helt op i himlen?

Der er jo ingen belønning i at kravle op af et lodret stigestativ, hvis ikke man kan rutche ned igen!

It sucks!

Jeg må lige re-tænke det her, for jeg skal ud og have det sjovt! Lige så sjovt som jeg har det med mine badevenner i bølgerne. Der er vi som børn, der leger! Hopper i bølgerne. Hviner højt, når vi bliver væltet omkuld. Skraldgriner, når vinden tager vores tøj og man må løbe i bar røv hen ad stranden for at fange sit håndklæde. Og belønningen med kaffen i saunaen, hvor vi fortsatte latteren og samtidig også fik ordnet både verdenssituationen og det nære.


Jeg cyklede gladeligt 2 x 18 km hver vej for det. Der var en big-time belønning i de cykelture. Men der er ikke noget ved at cykle til Hirtshals og kikke på en tom bænk og en låst sauna….

Der er heller ikke meget sjov ved at hoppe over en grøn stang bare for at hoppe over den grønne strang…


Forslag til SJOV modtages meget gerne!

Long time, no see…

Holy moly, der er løbet meget vand i åen og slået mange bølger ind på stranden siden sidst.

Skrivelysten har været væk – og det har været en blanding af, at jeg ikke rigtig har haft mere at sige om min egen bipolare lidelse og at der har været 1000 andre ting i mit liv, der har presset sig på.

De daglige svømmeture, fokus på sund kost, de rette kosttilskud, motion, slow living osv, har gjort, at jeg i dag ikke har symptomer. Jeg er heller ikke medicineret længere. Men jeg har så til gengæld haft turen som pårørende i andre sammenhænge.

Og det er bare lige en tand mere besværligt at skrive om livet som pårørende. Det er en balancegang, som jeg ikke rigtig har orket oveni at håndtere tingene. Derfor tavshed.

I gang igen

Men nu her efter næsten et års corona-nedlukning, kan jeg godt mærke, at krisen kradser. Jeg er tilbage i sofavanen. Min badeklub er corona-lukket. Det er nemmere at blive siddene end at snørre løbeskoene. Det er hyggeligere at tage en plade chokolade end en bakke vindruer.

Det har endnu ikke påvirket mit humør i depressiv retning – udover den almene corona-håbløshed, som jeg tror vi alle er favnet af. Men min fysik er påvirket. Vægten er steget, kondien er i bund. Og alle de motionsløb og svømmestævner, som ellers var blevet en fast del af mit liv de sidste par år, giver ikke rigtig nogen motivation – de bliver sikkert aflyst.

Men jeg ved godt med min hjerne, at det er torskedumtåndsvagt! Hvis ikke jeg gør noget nu, så vil jeg ende i depression! Og så er katastrofen da først fuldendt. Det her er et tog, der stadig kan stoppes, men det er fandme nu, jeg skal i gang.

Og den rejse kan jeg jo sådan set lige så godt dokumentere – det gik jo glimrende dengang i 2014, hvor jeg brugte bloggen som vidne. Den forpligter og når jeg nu ikke lige har så mange andre rundt om, at stå til ansvar for, så må jeg stå til ansvar for mig selv her.

Bum! Snør skoene, moster!