Der er ret stille på bloggen lige pt. Jeg er fladere end flad! Fuldstændig brugt op. Så brugt op at jeg ikke engang kunne huske passworded til admin-delen af bloggen, selvom Ole lige har ændret det til noget, jeg burde kunne huske.
Som altid kommer en ulykke ikke alene og de sidste 14 dage – 3 uger har godt nok budt på nogen rigtig hårde oplevelser, samtidig med de sidste 3 måneder, der har været mere end udfordrende på jobbet.
På trods af de udfordringer, har jeg formået at holde mig stabil og oppe i gear, uden det er kammet over. Både jeg selv, familien og mine tætteste venner har faktisk været imponerede over hvor godt det har gået.
Men de sidste 3 uger har både budt på kommunale skrankepaver af værste skuffe, yderligere jobmæssigt pis og lidt udfordringer i familien.
Den sidste uge har været spændt hårdt med møder, jeg har arbejdet på at få i kalenderen i flere måneder. Og på trods at at jeg faktisk er blevet opsagt pr. 31/5 (hvilket faktisk er en lettelse), ville jeg gennemføre – jeg svigter ikke mine kunder og kontakter på falderebet.
Det var kalkuleret med en hård uge med indlagt afslapning og det skulle nok gå.
Det sidste hårde spark kom midt i ugen, hvor der lige kom flyvende en lussing ind fra højre. Den var hård at sluge og psykisk tog det fuldstændig vanvittigt hårdt på mig og efterlod mig totalt mørbanket. Men utroligt nok ser det ud til at gå.
Min bufferzone, som jeg har kæmpet hårdt for at udvide siden jeg skrev Manifest 2014, skrumpede overnight ind til ca 5 millimeter.
Normalt ville jeg på nuværende tidspunkt “være stærk”, “tage mig sammen” og “holde ud” – og så brage fuldstændig helt og aldeles ned om 1-2-3 måneder. Og det er det, jeg altid er blevet rost for i krisetider – både min mors død da jeg var 14, diverse kritiske sygdomme, min fars død, da Katrine valgte at blive alene med Sebastian osv.
AltId har det lydt “hvor er det godt de har dig, hvor er det godt du er stærk, du håndterer kriser virkelig godt”.
Men ved I hvad – nej, jeg har aldrig håndteret kriser godt! I kriser skal man pleje og passe på sig selv, istedet for at tage sig sammen.
Ingen siger til en influenzaramt med 40 i feber og en begyndende lungebetændelse “hvor er det godt du tager dig sammen og klare tingene alligevel.”
Derfor har jeg – klog af skade – de sidste 2 dage luget ud i de stressfaktorer, jeg har kunne gøre noget ved, bedt om hjælp, hvor det kunne lade sig gøre og så har jeg ellers tænkt mig at “have psykisk influenza” på sofaen de næste 4-5 dage, måske afbrudt af en tur i Romulus, alenebesøg på Hjørrings nye fantastiske café Happie og lange gåture. Egenomsorg og egenpleje.
Ole er som altid en klippe, som selv det værste stormvejr ikke kan ryste. Og det er sgu godt, når resten af verden ryster.
Jeg glæder mig til at slippe tøjlerne en uges tid og bare være mig med mig selv inden jeg starter nyt job 1/6 (så heldig er jeg nemlig).
Jeg er ikke nervøs – det er træls lige nu, men jeg ved hvordan det skal håndteres, så det går over igen.
Rigtig god pinse allesammen 🙂
Når nøden er allerstørst, så er jeg virkelig velsignet med gode folk omkring mig. Der gik ikke mere end 10 minutter fra mit sidste indlæg kom på bloggen og jeg havde delt det på Facebook, før jeg fik en besked fra en fantastisk kvinde, at mine ord lige var det hun havde behov for at høre. – Og i næste åndedrag havde vi aftalt en spontan-date på Happie, Hjørrings oase. Bare os to – frokost og masser af kaffe.
ariet. Ikke for farvens skyld, men for alenetiden, varmen og afslapningen. Det koster ca en 30-40 kr og i min lokale solbiks er jeg så heldig at der er en model, der giver 20 minutter med en lav intensitet istedet for de her speedsole på en 5-6 minutter. Dem gider jeg ikke – jeg vil have TID!
