En dejlig besked – eller hvordan tingene pludselig fik en højere mening!

Jeg har fået en besked, som bare giver alt mit arbejde med bloggen en dybere mening:

Efter at have læst din blog er mit fokus blevet rettet mod min person istedet for at ignorere den og bare lade stå til. Så jeg følger spændt og med glæde din blog, og jeg tør godt sige, at du har forandret alt for mit vedkommende. Jeg har igen fået lyst til livet, og det smutter ikke bare forbi mig mere, og det er jo herligt. Så klap dig selv på skulderen og modtag stor ros og et kæmpe stort knus fra mig. <3

Jeg har haft mange overvejelser, inden jeg valgte at offentliggøre bloggen – hvad vil perifære bekendte, fremtidige samarbejdspartnere, chefer, kunder osv sige? Vil de blive bange for mig? Men det er bare fuldstændig – fuldstændig – ligemeget, når sådan en her er landet i indbakken.

Tusind tak fordi du tog dig tid til at skrive til mig, og husk…det kan godt være mine ord på bloggen er inspirationen, men det der DIG SELV du først og fremmest skal klappe på skulderen. Det er DIG, der laver det hårde arbejde.

Respekt – og kæmpekram tilbage!

Er du bange for mig?

bangeformig

 

I dag er det World Bipolar Day og det sætter Depressionsforeningen fokus på med kampagnen “Er du bange for mig?”, da en undersøgelse viste at ret mange faktisk var bange for folk med Bipolar Affektiv Lidelse.

Og det fik mig til at reflektere lidt over det her med frygt og fordomme – om der måske var nogen, der var bange for mig.

Og nej – jeg tror helt ærligt ikke, jeg er stødt på nogen, der har været bange for mig (men nok et par enkelte, der har været skræmt over, at jeg pludselig er blevet rigtig (berettiget) vred på dem – specielt fordi jeg plejer at have VIRKELIG lang lunte).

Det kan godt være, at der har været mennesker, der aldrig ville have taget kontakt til mig, hvis de havde vidst på forhånd, at jeg var bipolar.

Det ved jeg faktisk 100%, at der er, for jeg har selv spurgt nogen af mine nyeste bekendte i forbindelse med, at jeg ville lave dette indlæg. Svaret var samstemmende: NEJ, det ville de ikke – men de er alligevel glade for at have lært mig at kende.

Der sidder sikkert også en god del derude, som har fravalgt første kontakt, fordi rygterne om min sygdom måske er løbet i forvejen. Det kan også være, at jeg med bloggen her, har afskåret mig fra visse fremtidige bekendtskaber. So be it, their loss.

Det jeg vil frem til er, at det ikke er MIG, folk er bange for, men sygdommen. Eller rettere de handlinger sygdommen – MÅSKE – ville kunne få mig til at gøre. Den frygt stammer af uvidenhed – og det fact at “almindelige meneskers” viden om bipolar lidelse/maniodepressivitet, stammer fra pressen, hvor man har læst om nogen ret voldsomme ting folk har gjort under manier/psykoser.

Og skal jeg være ærlig, så ville det også skræmme mig at møde en manisk i psykose for fuld udblæsning, fordi det kan være ret svært at håndtere og forstå. Specielt hvis man ikke ved hvad det handler om.

Men langt størstedelen af tiden er bipolare altså helt almindeligt reagerende mennesker – og mange vil aldrig komme ud i en manisk psykose. Og endnu færre vil være farlige i den tilstand – reagere underligt ja, men ikke farlige.

Hvis vi kikker lidt matematisk på det (og jeg har tendenser til at blive ret matemanisk, når jeg skal analysere et problem), så ved vi at ca. 2-3 % af befolkningen lider af Bipolar Affektiv Lidelse. Kik på din Facebook-venneliste – hvor mange venner har du? En 2-300? Flere…? Prøv at se her:

200 venner: 4-6 bipolare

300 venner: 6-9 bipolare

400 venner: 8-12 bipolare

500 venner: 10-15 bipolare

60…ej fortsæt selv.

Prøv at hør her….vi er derude. Som helt almindelige mennesker. Du opdager os ikke rigtig, for vi er ikke så meget anderledes end dig selv.

Bipolar lidelse er ret ofte en kamp i vores indre – faktisk så kan det du opfatter som skide sjov, gang i den, festens midtpunkt, workaholic og hamrende charmerende lige præcis være det, der ofte kendetegner en hypomani (stadiet inden manisk). Kroppen kan bare ikke holde til “gang i den” over en længere periode og der kollapses i en depression – men den side af mig ser du bare ikke, for der gemmer jeg mig bag nedrullede gardiner.

Så…tag det helt roligt, der er ingen grund til at være bange for mig – eller Stine – eller Mads – eller en af de mange andre, du kan møde på www.erdubangeformig.dk

Efternote: Tætte pårørende har som regel ikke noget valg, hvis en af deres kære bliver ramt. De er med helt tæt på og kender jo personen på godt og ondt inden. Derfor vil sygdommen ofte ikke definere billedet af den person.

Der hvor fordomme kan være et rigtigt stort problem, er i forhold til ny kæreste, bekendte eller arbejdsmarkedet. Det er også i forhold til arbejdsmarkedet, at jeg har haft de allerstørste forbehold i forhold til at være åben. Men efter jeg blev meget bevidst om, at mange af de egenskaber jeg har, som arbejdsgiverne virkelig sætter pris på, skyldes min bipolaritet, så frygter jeg det ikke længere.

Har du frygt for at din arbejdsplads skal “opdage” at du har Bipolar Affektiv Lidelse eller ville du ønske de vidste mere? Så foreslå evt. ledelsen mit foredrag “Den genigale medarbejder”

Helt fyldt af lækkerbasse!

Sommetider bliver hovedet bare HELT fyldt. Heldigvis er det ham her lækkerbassen, hovedet er fyldt af.

 

image

 

Han har sovet ved mormor i nat og det er rigtig hyggeligt at have sådan en søvnig søndag morgen og formiddag med yndlingsmanden i mit liv (Sorry Ole 🙂 ) Han er virkelig den skønneste knægt at være sammen med, men 3,5 time med sang og småsnakken kan altså godt tage livet af mit hoved.

I stedet for som tidligere at tænke “det er jo også sødt. Han skal også have lov Det er jo ikke hans skyld, mit hoved er åndsvagt”, og så holde ud, har jeg ikke længere skrubler over lige selv tage en time-out.

Selvom det måske ikke er den bedste måde at underholde barnebarnet på, er en halv times ro i ny og næ i løbet af dagen altså meget bedre end at jeg er smadret resten af dagen og i morgen.

Det er okay, at bede ham holde mund engang i mellem – eller finde lidt passiv underholdning for en stund.

 

 

7 lavpraktiske ting, der kan lukke kæften på min hjerne!

Som nævnt i går har jeg sommetider haft perioder med hjernekværnen. Du får lige mine helt praktiske råd opsummeret her øverst:

  1. p.n. medicin
  2. Velkendt musik – syng med
  3. Få en pårørende til at underholde dig – cafétur, spil osv
  4. Lydbog
  5. Se film/TV
  6. Gentage et mantra
  7. Go to my “happy place”

Når først jeg er kommet til punkt 5 i gårsdagens indlæg og et stadig er nødvendigt at gøre en aktiv indsats for at få tankerne tvunget væk, så har jeg brugt forskellige strategier tidligere.

hjernetanker_raad

p.n. medicin
– som min gode ven Per siger: Det står for pisse nødvendig. Jeg har så altid lært det hedder pro necessitate (efter behov), men kan egentligt meget bedre lide Pers fortolkning af begrebet. Der findes medicin til at “samle tankerne” og det kan være den krykke i et par dage, der lige giver din hjerne så meget ro, at du kan bruge nogen af de andre strategier. Så…kontakt din behandler og spørg ind til om det var en mulighed for dig.

Velkendt musik i ørerne
– og sørg for at synge med på teksten. Hjernen kan ikke kværne, når den er koncentreret om, at din mund former ordene. I følge mine døtre har jeg verdens mest nederen playliste på Spotify. Men jeg har valgt velkendte yndlingsnumre fra hele mit liv, så jeg ingen problemer har med teksten. Jeg er næsten flov over at indrømme det – men Atomic Kitten og både  “Whole Again” og “Tide is high” er på: Du kan tjekke dem ud her:



(er vist nok noget PopstarsEngland-noget fra dengang ungerne var små)

Jeg plejer at gå en tur i parken imens, men husk for guds skyld, at du kun skal forme ordene med munden – IKKE synge med. Folk kikker så underligt.

Dette råd gav Malene Ingwersen også i gårsdagens kommentarer:

Det bedste råd jeg iøvrigt nogensinde har fået mod angst (som jeg synes tit følger med overtænkning), er nyn! Det er mega-svært at have angst og synge eller nynne samtidigt

Få min mand/veninde til at underholde mig

– ud at handle, på café eller spille et spil. Bare noget hvor hjernen er beskæftiget med andet end kværnen.

Lydbog
– den er lidt svær, for sommetider løber hjernen alligvel afsted. Men prøv evt at låne en bog på e reolen, der er bibliotekernes lånecentral for lyd- og ebøger. Så kan du da prøve det af. Jeg har lige hørt tidligere drabchef Ove Dahls bøger om nogen af de forbrydelser, han har opklaret. Det hjalp at det var sager jeg kendte fra pressen.

Se TV/film
Igen – den er også svær, hvis det er svært at koncentrere sig. Jeg ser Venner. Igen… og igen…og igen. Det er (efterhånden MEGET) velkendt og derfor nemt at koncentrere sig om. Hvis jeg så forsøger at tale med på replikkerne for at fastholde hjernen om det – så virker det. Men…tror måske mine venner og familie er lidt trætte at af at jeg altid kan finde et Friends-citat, der passer på situationen:

Monica: I’m sorry, but that’s my happy place.
Phoebe: Well, okay, fine. Use my happy place. Okay, I’m just … I’m gonna have to ask that you don’t move anything in there

Hvilket leder mig videre til et par af de andre kommentarer, jeg fik på gårsdagens indlæg, hvor jeg efterlyste andres strategier:

Malene kom med yderligere to ting, jeg ikke selv havde tænkt over:

Go to my “happy place”

Jeg finder en yndlingsfantasi (fx strandet på øde ø). Jeg indretter øen, tænker over alle detaljer, sengen, madopbevaring, dyreliv osv osv.
Det var en årrække (som barn) et hus jeg indrettede, jeg malede roser på tapetet osv osv.

Gentagelse af et mantra

Dette trick virker bedst, når jeg skal sove og ikke kan få hjernen til at stå stille. Om dagen er jeg kun nået til et mantra: “let it go, let it go, let it go”…det virker kun kortvarigt.

Dette råd virker også for Marianne, der skrev til mig:

Når jeg har svært ved at sove, virker det for mig, at sige inde i mig selv: ” mor sover, bror sover, søn sover” igen og og en og igen, samtidig med at jeg forestiller mig, hvordan de ligger og sover i deres senge. Jeg tænker at det må svare lidt til at meditere, jeg lukker støj ude og holder fast i det fredsfyldte.

De her 5+2 ting er, hvad jeg har fundet ud af hjælper sådan helt lavpraktisk og akut, når tankerne kværner. Måske er det noget helt andet, der hjælper for dig. Prøv at lave din egen liste, og noter ned når du fra tid til anden finder noget, der hjælper i situationen.

Efternote: Jeg har hørt ordet “kognitiv terapi” i flere sammenhænge og at det også skulle være ret godt til at stoppe automatiske tanker. Men jeg har ikke selv stiftet bekendtskab med det eller brugt det, så jeg aner ikke om det er effektivt. Jeg må indrømme at alene navnet har fået mig til at droppe at søge viden – det lyder for besværligt at gøre alene og jeg har simpelthen ikke finanserne til undervisning hos en psykolog.

Er der en af jer læsere, der har erfaringer i den retning, hører jeg meget gerne fra dig. Måske har du lyst til at skrive et gæsteindlæg om det?

hjernetanker_raad_lille

Så hold dog KÆFT, hjerne! – 5 trin på vejen til at stoppe hjernekværnen…

Last thing first:

Råd til pårørende: Som altid kommer jeg lige med den venlige henstilling – lad være med at bebrejde den syge den her køren i ring, selvom det fortsætter på trods af at problemerne/bekymringerne er blevet tacklet. Bare et venligt: “Hov, nu gør du det igen” efterfulgt af at smil og et knus. Det virker langt, langt bedre også på sigt end et irriteret udbrud…og husk, at det godt kan være processen skal gentages 3 minutter senere. Hjernen slukker ikke bare lige, fordi man beder den om det.

Og det efterfølgende råd til den syge: Tag den venlige opmærksomhed til dig og tak for hjælpen. Det kan være meget frustrerende for dine pårørende, at de ikke bliver taget imod, når de prøver at hjælpe. At din hjerne måske kører videre 3 minutter efter, betyder bare en gentagelse af den venlige henstilling – og sådan kan det godt fortsætte længe.


 

For noget tid siden, troede jeg, at jeg have fundet nøglen til mine søvnproblemer. Det havde jeg sådan set også, men den nøgle skabte så bare et nyt problem. Og af de to onder, vælger jeg helt klart manglende søvn.

En halvering af medicindosis gjorde, at jeg som som en baby natten igennem. MEN – for en uges tid siden begyndte jeg pludselig at bekymre mig og få tanker, der kørte i ring. Ikke om noget specielt – alting og ingenting.

Den der “talen-med-sig-selv”, der bare bliver ved og ved og ved med at kværne rundt i et problem med manden, hunden, børnene, kassedamen i Netto, billisterne på vejen eller et eller andet andet.

Og selvom problemet bliver løst, er hjernen ikke tilfreds. Der går nemlig kun 10 minutter, så kværner ens egen stemme igen løs i problemet, hvorfor det opstod, hvorfor folk ikke bare, osv osv osv….

Så er det, jeg får lyst til at råbe “SÅ HOLD DOG KÆFT, HJERNE!!! – fis ud og find en anden at lege med”.

hjernetanker

Denne gang spurgte jeg Ole, om han godt bare kunne slukke for hjernen, når der var et problem, han grublede over. Og det kunne han sagtens. Tænke over tingene, fikse det, slut prut. Og kan det ikke umiddelbart fikses – ja, så venter man til i morgen med at tænke mere over det.

Hmmm – så var det jo, at jeg endnu engang lige måtte analysere lidt på hvilke ændringer, der var blevet lavet de sidste 14 dages tid, siden hjernen nu pludselig lavede det nummer igen – og vupti…nå ja, medicinen.

Så… normal dosis igen i forleden – og hjernen fandt en anden at lege med. Den holdt ihvertfald kæft!

Og jeg tror måske de her hjernekværnende evindelige bekymrende tanker, der grubler og grubler er en vigtig forskel på normale hjerner og bipolare/depressive hjerner. De der tanker, der kører i ring – og ring – og ring. Jeg har også tidligere haft en tendens til, at alle skulle høre om dette eller hint problem eller høre om, hvor uretfærdigt jeg var blevet behandlet.

Ret ofte VAR jeg blevet uretfærdigt behandlet, men i stedet for at skælde ud og få det ud af kroppen som normale mennesker, har min hjerne kørt i ring. Samtidig er jeg også blevet bekræftet fra alle steder i, at det da bestemt var en uretfærdig behandling, jeg havde fået – og blev dermed fastholdt i tankerne, der bare voksede og voksede. Lige til jeg blev suget ned i depressionens nedadgående vortex.

En psykolog sagde engang til mig:

Den menneskelige hjerne er designet til at løse problemer. Derfor vil den altid forsøge at finde en løsning – selv når den ikke er der. Men husk på, at 80% af dine bekymringer bliver aldrig til noget – og hvis du bruger 80% af dit krudt på noget, der aldrig bliver til noget, har du ikke overskud til de 20%, der gør.

Jeg vil så dermed konkludere at den bipolare hjerne er en fine-tuning af designet, jeg godt kunne have undværet 😉

Men det viser, hvor vigtigt det er at få stoppet tankerne – om de så er reelle bekymringer eller ej. Det er ikke det vigtigte. Det vigtige er at få stoppet sin egen kværnende stemme i hovedet, der ikke vil holde sin kæft.

I mit aktuelle tilfælde var det nemt at finde årsagen og løse problemet. Men det er ikke altid så nemt.

Mit råd er at følge de her fem trin:

1)
Bliv klar over at din hjerne kører i ring – og hav en reel lyst til at få det stoppet.

2)
Fortæl dine pårørende, at du har det sådan – også selvom det måske er dem, dit hoved kører i ring over

3)
Prøv sammen at finde årsagen – fx. hvis manden har sagt noget forkert.

4)
Forsøg at løse reelle problemer – fx. med bank, chef, børnene osv. Overdrag så meget ansvar du kan omkring problemet til pårørende.

5)
Find DIN måde at få hjernen til at holde kæft – måske bare for en stund.

Nummer 5 kan være lettere sagt end gjort, men bare det at få erkendt for mig selv, at hjernen kører i ring og få sagt det til min mand, kan gøre utroligt meget for mig. – også veninder, anden familie, kolleger kan inddrages, så de lige kan gøre dig opmærksom på, hvis du snakker i ring om et problem.

Råd til pårørende: Som altid kommer jeg lige med den venlige henstilling – lad være med at bebrejde den syge den her køren i ring, selvom det fortsætter på trods af at problemerne/bekymringerne er blevet tacklet. Bare et venligt: “Hov, nu gør du det igen” efterfulgt af at smil og et knus. Det virker langt, langt bedre også på sigt end et irriteret udbrud 🙂

Og det efterfølgende råd til den syge: Tag den venlige opmærksomhed til dig og tak for hjælpen. Det kan være meget frustrerende for dine pårørende, at de ikke bliver taget imod, når de prøver at hjælpe. At din hjerne måske kører videre 3 minutter efter, betyder bare en gentagelse af den venlige henstilling – og sådan kan det godt fortsætte længe 🙂

Jeg er lige pt. ved at tænke tilbage på nogen af de strategier, jeg bruger for at få hjernen til at acceptere nummer 5 og rette sig efter det. Min oplevelse er at selv små pauser fra hjernekværnen giver ro og det bliver lettere og lettere at slippe tankerne.

Jeg vender tilbage i morgen, når jeg har fået lavet listen.

Hvis du har nogen gode tips, så smid endelig en kommentar, så jeg kan sætte det på listen.

 

Efternote: Efter jeg skiftede til fuld dosis igen, er jeg begyndt at tage min medicin om morgenen istedet for om aftenen. Det har indtil videre holdt mig sovende om natten. 

uddannelsesSYSTEM eller system i UDDANNELSEN?

Nå…det var noget med en plan for Katrine, vi kom fra –  og at jeg efterhånden er trekvart pisseligeglad med uddannelsessystem, politikere, studenterhue og alt muligt andet.

Måske kom det ikke tydeligt nok frem i gårsdagens indlæg, da ordet ikke blev nævnt. Men Katrine sidder pt. midt i en depression, som hun langsomt forsøger at kravle op af. Det skal også siges, at alt jeg skriver her på bloggen omkring Katrine, er læst og godkendt af hende selv først. Hun magter bare ikke selv at fortælle lige nu, men vil gerne have historien ud.

Fakta er, at det overordnede mål som blev formuleret så smukt af min praktiserende læge, Jesper der tilbage i oktober ´13 også glæder for Katrine:

“Det gælder om at have det bedste liv du kan have, med de udfordringer du har”

Det nytter ikke noget, at presse det barn (undskyld, jeg ved du er 23 og selv mor, men for mig vil du altid være min lille pige) mere og forsøge at finde en kasse, der kan passe. Katrine er helt speciel og fuldstændig sin egen, og derfor er hun nødt til at skabe sig sin egen kasse. For som skrevet i går, er der efterhånden forsøgt ret mange kasser, og ingen har kunne rumme hendes intelligens.

Jeg ved, det er lige så tabu-belagt at snakke om sit barns høje intelligens, som at snakke psykisk sygdom, men når vi nu alligevel pærer rundt i tabuer herinde, så kan vi lige så godt tage det med også.

Lige nu gælder det først og fremmest om, at Katrine får noget ro. Og det har hun slet ikke fået endnu. Selvom hun har været sygemeldt en måned nu har der hele tiden været ting hun skulle forholde sig til – vil du komme til terminsprøverne? Vil du skrive syge-SSO? Hvornår vil du starte igen? Hvilke eksamener vil du op til? Hvad med din hue? Skal den afbestilles? Hestevogn?
Der er ALT andet end ro! Og det du´r bare ikke.

Som hun lige sagde:

Det er hårdt at skulle tage alle de beslutninger, når ens hjerne ikke fungerer, så den ikke er I STAND til at tage alle de beslutninger.

Hun skal helt ned i gear og have hjernen til at fungere igen, og så skal hun langsomt bygges op igen med gode oplevelser.

Dernæst skal Katrine have nogen succes-oplevelser. Hun skal væk fra taber-selvbilledet. Og det betyder hun skal væk fra uddannelsessystemet…eller ihvertfald det etablerede! Så vi har besluttet at bygge hendes egen uddannelse op lige så stille, når den tid kommer.

Målet er i sidste ende pt (og jeg understreger PT) at hun gerne vil være eventplanner, messearrangør, bryllups/fest-planlægger eller lignende – og holde nogen foredrag/arrangementer.

Jeg er rimelig godt (og her snakker jeg vendelbomål) velbevandret i salg, kommunikation, information osv. Så planen er mesterlære her ved “Moms Academy”- vi skal igennem, alt det som jeg laver til daglig og mere til.

Hovedpunkterne vil være:

  • Salgsprocessen
  • Kundeservice
  • Iværksætteri
  • Generel formidling
  • Pressemeddelelser
  • Nyhedsbreve
  • Blogindlæg
  • Artikler
  • Opbygning og vedligehold af hjemmesider
  • Sociale medier
  • Opbygning af foredrag
  • Afvikling af foredrag/præsentationsteknik
  • PowerPoints finurligheder (so much more than bullet points)
  • Videoredigering
  • Augmented Reality
  • Grafik/fotoredigering
  • Planlægning og opbygning af messestand
  • …og en hel masse mere…

Når hun er færdig med at suge til sig, så garanterer jeg for, at vi har en Katrine, der er er kravlet op af kassen og igen stritter med alle hendes takker i hjernen.

Måske er hun stadig ikke kommet videre i uddannelsesSYSTEMET, men der er fandeme sat system i hendes UDDANNELSE.

Og det er jo egentligt meget, meget vigtigere!

 

skolesystem1

 

Efternote: Moms Academy er ikke SU-berettiget, så Katrine må selv slide for føden undervejs, når det engang bliver en realitet. I første omgang som foredragsholder om sit liv – både som High-IQ “samfundstaber” og som barn af en bipolar forælder alt efter målgruppens interesser. Se mere under “foredrag” og del endelig i dit netværk – men dette bliver ikke engang før tidligst til vinter.

 

Efterefternote: Når hjernen er begyndt at stritte med takkerne igen, så skal Katrine selvfølgelig til at se sig om efter en uddannelse i det etablerede system, hvis det er hendes ønske til den tid. Som der blev pointeret i en af kommentarerne fra i går, så er det dødsvært at finde sig et arbejde, hvis man ikke har det rigtige papir.

 

 

Taber på kontanthjælp – eller High-IQ kid, der blev stækket allerede i børnehaven?

Igen bottom line øverst :
Du er nødt til at lytte til din mavefornemmelse. Men det er ikke nok at lytte. Du skal også handle på det, den siger til dig. Ellers er dit arbejde spildt og historien gentager sig om et par år.

– og lidt til lærere, forældre og politikere:
Prøv nu på at se børn, hvor de hver især er. Børn er forskellige, og det er altså okay, at behandle dem forskelligt, i stedet for at presse dem ned i kasser. Det er den eneste måde, vi kan få det fulde potentiale frem i den enkelte. Og så er det sgu ligegyldigt om barnet har boglige forudsætninger eller noget andet. ALLE børn har noget, de er gode til – det er vores opgave som voksne at finde og støtte det!

– og så kommer det jeg egentligt ville fortælle om:

I går havde jeg et par skønne timer med min store datter Katrine. Da jeg arbejder hjemmefra og hun pt går sygemeldt, så prøver vi, når der er godt vejr, at komme ud at gå en tur midt på dagen.

Det er win-win: hun kommer ud af lejligheden, og jeg får frisk energi til hjernen, så jeg er klar til dagens sidste par arbejdstimer.

Efter en dejlig lang gåtur i byens parker, slog vi os ned på terassen herhjemme.2015-03-24 13.33.28

Samtalen faldt helt naturligt på bloggen her og det store spring, jeg har taget, ved at offentliggøre den efter dens 1,5 års hemmelige tilværelse.

Du er bare så sej mor og jeg er bare så stor en taber…

Undskyld, HVAD? Den måtte jeg sgu lige have igen, for hvis der er noget, jeg synes min store datter er, så er det da netop sej.

Ja, enlig ung mor med en søn på 3,5, 2 afbrudte ungdomsuddannelser, sygemeldt fra den tredje, som jeg nok også er nødt til at afbryde,  så jeg også snart ender på kontanthjælp. Jeg er ingenting. Jeg er 23 år og har kun min 10. klasse. Det er sådan nogen som mig, de skriver om i avisen.

Det havde hun helt klart en pointe i – for der var ikke noget af det ovenstående, jeg sådan kunne benægte. Det var de rå facts om hendes liv. Men jeg kunne benægte, at hun ikke “var noget”, så det gik jeg i gang med:

Hør nu her, skat. Du er en helt fantastisk mor, der er så eminent til børneopdragelse, at du IKKE har/får en af de unger, de skriver om i avisen. Sebastian har tydelige grænser, han afprøver dem, du giver ham en chance for at ændre adfærd, og du udfører konsekvensen med de 2 minutter, hvis han ikke ændrer adfærden med det samme. Bagefter snakker I stille og roligt om, hvad det var der skete. DET burde der skrives mere om i avisen!

Det måtte hun så give MIG ret i, men det var efterfulgt af et “men, mor…” og så gentagelser af samfundets syn på hende… Pludselig gik det op for mig, at jeg var ved at gøre det, som folk så tit har gjort, når jeg er i en depression. Forsøger at sige, at “det nok skal gå”, “du bliver rask igen” og andre opmuntrende ting.

OG DET ENESTE DET HAR GJORT FOR MIG, ER AT JEG SYNKER ENDNU LÆNGERE NED I DYNDET

– for så kommer alle tankerne med “der er heller ingen der forstår mig, jeg er helt alene i det her”.

I stedet tog vi en snak om, hvorfor hun var endt der. Undervejs i snakken gik det op for mig, at vi rent faktisk skulle helt tilbage til børnehaven, for at finde første clue til mysteriet “Katrine som taber”.

En dag vi hentede hende, fik vi at vide hun havde været oppe at slås med en anden pige. Sådan ret alvorligt med slag, spark og måske også bid. Det kan jeg ikke huske, men det kan jeg snilt forestille mig, at min vilde unge kunne have fundet på. (Vi var nemlig ikke helt så gode til tydelig børneopdragelse som Katrine).

Nå, men det viste sig, at slåskampen var startet med et skænderi om en mariehøne. Eller rettere navnet på en mariehøne. Pigen påstod, at det der var en “mariehøne”, men Katrine var HELT sikker på at det var det ikke! Det var en Subcoxinella Septempunktata, for det havde hendes morfar selv lært hende! – og så udviklede det sig derfra….

Pædagogerne tog en snak med os, og de mente, at det var ikke nogen god idé, at hun lærte sådan noget i børnehavealderen. Det ville skade hendes udvikling. Okay, hun var vores første barn, vi var selv unge forældre og de var uddannede i børns udvikling, så vi tog en snak med morfar og bad ham skrue lidt ned for den finurlige indlæring.

Det er nok min allerstørste fejl som forælder overhovedet!

– for hvis der var nogen, der var god til børn, så var det min far. Han kun… nej, det må blive en anden post. (Note to self: lav en liste med alle de “anden post”, ellers glemmer du det)

morfar
Morfar lytter meget interesseret, mens Katrine viser ham, hvordan man vipti-vupti pusler et matematisk puslespil sammen. Foto: Lisbet Lyager

 

Næste clue kom i 1. klasse.

En dag blev vi ringet op af skoleinspektøren, at vi skulle hente Katrine. Hun havde slået og sparket sin dansklærer, fordi han havde været nødt til at bære/slæbe hende ned på kontoret, for hun ville ikke gå selv. Han hverken kunne eller ville have  hende i klassen, når hun var fræk og svarede igen.

Man slår og sparker ikke sin lærer, det kunne vi som forældre kun bakke op om, så vi hentede vores barn, var sure og skældte ud. Igen, – vi var ikke helt gode som forældre til at håndtere tingene, eller også havde vi som nye skoleforældre, fået banket ind i hovedet gentagende gange, at “som forældre skal I bakke skolen op”, så det gjorde vi desværre.

Da Katrine skulle i seng, så jeg nogen blå mærker på hendes arm. Man kunne lige se fire fingre og en tommel rundt om hendes arm, der hvor læreren havde haft fat. Det var nok liiige voldsomt nok, men jeg kendte jo Katrine, og hun kunne VIRKELIG tage nogen raseri-ture, hvor jeg også måtte holde hende temmelig godt fast!

Nu var hun kølet helt ned, så vi snakkede om hvad der var sket. Hun gentog historien om, at læreren sagde hun havde været fræk og svaret igen. Hun så på mig med tårer i øjnene:

Jeg ved ikke, hvorfor han synes det, mor. Jeg spurgte jo bare.

Det viste sig, at Katrine havde spurgt om, hvorfor der var et H foran “hvorfor”. Hun havde fået svaret, at det var et stumt H og “det var der bare”. Hun havde gentaget “Jamen hvorFOR?” og fået ca. samme svar. Til sidst havde hun skreget “HVÅ-FOOOOOOOR???” og det var (i lærerens hoved, åbenbart) blevet tolket som, at ungen var fræk og svarede igen.

Jeg forstod udemærket Katrines spørgsmål – hun ville vide noget om den sproglige udvikling og hvilken årsag, der lå bag at et H blev stumt, og hvorfor det så stadig var der, når man ikke kunne høre det. Hun formåede bare ikke at udtrykke så komplekst et spørgsmål – derfor blev det bare til et “hvorFOR” gentaget ret mange gange.

Dengang var der vist ikke noget, der hed Google og internettet var ca begrænset til Use-net i min bevidsthed, så jeg kunne ikke give hende et ordentligt svar. I stedet gjorde jeg endnu en mega-brøler, som forælder:

Katrine, du er simpelthen bare nødt til, at lade være med at spørge og så bare gøre det, der bliver sagt. Lad nu være med, at begå alle de fejl, jeg gjorde, da jeg gik i skole.

Åh gud i himlen – snak da lige om at omsorgssvigte et barns intelligens!

Når jeg kikker tilbage, kan jeg jo tydeligt se, at det Katrine lærte allerede som helt lille var, at hvis hun ville kommunikere med andre, måtte hun kravle ned på deres niveau, hun skulle tøjle sin nysgerrighed og bare gøre, som der blev sagt.

Hun var blevet banket intelligensmæssigt på plads og samtidig blevet psykisk stækket – og det fortsatte op gennem alle hendes skoleår, uden vi helt “så”, hvad der skete. Da vi i 8. klasse  under en skole/hjem-samtale bad om hjælp fra PPR, var klasselærerens ord: “Der er jo ingen grund til at stemple hende”.

I hele barnets tid med pædagoger og lærere havde det handlet om at presse den her møgintelligente, vilde (skulle vi ikke kalde det “frustrerede” istedet?) unge ned i en kasse, der var alt, alt for lille til hendes videnbegær.

Fra at være en sprælsk 4-årig, der rendte i rumpen af sin morfar og sugede begærligt af al hans viden om naturen, landbrug, dyr, bogstaver, tal osv, var hun nu endelig blevet presset ned i kassen. Men undervejs var hun blevet stækket, depressiv og angst, men dog med et håb om at gymnasiet, ville blive en succes.

Det gjorde det så ikke. 2 måneder inden eksamen i 1. g, trak jeg stikket på Katrines vegne. Hun var desillusioneret, depressiv og hjernen slog helt fra – den lammende tomhed, som jeg kendte så godt, så jeg nu i min datters øjne. Jeg var nok den eneste, der virkelig kunne sætte mig ind i, hvordan hun havde det. Hun ville selv kæmpe videre, men i mit hoved var der ikke noget at gøre:

HUN var vigtigst – fuck 1. g!

De næste to forsøg endte også i fiasko. SOSU-grunduddannnelsen måtte opgives pga ekstrem kvalme og opkast gennem hele graviditeten med Sebastian. Optagelsesprøven til HF (da hun kun havde 9. klasse) blev droppet pga stress over et brudt forhold, så hun valgte at tage 10. klasse for at starte langsomt ud. 10. klasse blev en succes med gode karakterer, men skiftet til HF gik rent ud sagt ad helvede til.

Igen endte hun i en klasse, hvor det bestemt ikke var “fint” at være intelligent og videbegærlig. Snarere tværtimod, så livet blev endnu engang bestemt ikke let, og det er det i forvejen ikke som enlig ung mor, der skal få det hele til at fungere.

Et skift til HF i Aalborg blev løsningen for Katrine, der ikke gad at spilde 5 minutters krudt på at blive accepteret af en flok tøser, der ikke havde forstået, at man ikke skulle drikke af blonderingsvæsken, men kun putte den i håret.

Hun har haft et forrygende år i Aalborg. Gode venner, målrettet arbejde og ok fine karakterer…..og en knægt, der startede i børnehave og blev syg…og syg…og syg…

Hver gang Katrine var ovenpå, blev hun sparket ned igen. Hun har kæmpet som en løvinde og VILLE have huen til sommer. Alt mens hun blev mere og mere stresset, mere og mere presset  –  jo mere presset, jo hårdere kæmpede hun.

Men det var en ulige kamp. Hun slog Sisyfos med flere længder. Sebastian fik 2 omgange med Noro-virus (skid-og-kast-op-syge) her i foråret og fik selvfølgelig smittet Katrine lige i den uge, hvor der skulle skrives SSO (Større Skriftlig Opgave).

Jeg fandt hende fandeme onsdag formiddag foran computer, bøger og noter med en spand ved siden af.

HUN SKREV OPGAVE MENS HUN KASTEDE OP I STRIDE STRØMME og hendes lille krop rystede af kramper.

Den her målbevidste pige VILLE ikke melde sig syg!!

Så måtte jeg sgu tale med store bogsstaver. Vi fik ringet til skolen og jeg måtte nærmest bære hende ud i bilen og ind til lægen, så svag var hun af dehydrering og sygdom (hun er et bette nips på 50 kg – og nej…drop anorexitankerne – hun æder som en voksen mand).

Men nu var fraværet så højt og hjernen så tom, at jeg simpelthen måtte tage bestemmer-kasketten på og fik hende langtidssygemeldt. Meningen er, at hun er sygemeldt 2 måneder og så skal tage nogen af eksamenerne til sommer.

Den plan synes jeg bare ikke er heldig. Jeg synes faktisk den er ret U-heldig. Der er slet ikke ro nok på til at opbygningsfasen kan begynde. Jeg kender det jo fuldstændig fra mig selv. Det tager bare lang tid. Men det er tid man slet ikke har som ungt, psykisk stækket menneske.

Nej, uddannelsestoget kører og du er blevet tudet ørerne fulde fra alle steder om, at hvis ikke du sørger for at holde fast, så ender du som en taber….

Akkurat som Katrine sagde på terassen i går, at hun var.

Tja…jeg synes faktisk, hun er en vinder! Hun har bevist, at hun er villig til at kæmpe…hårdt. Men hun har vundet sig selv og har samtidig vundet en vigtig viden om essensen i livet:

Du er nødt til at lytte til din mavefornemmelse. Men det er ikke nok at lytte. Du skal også handle på det, den siger til dig. Ellers er dit arbejde spildt og historien gentager sig om et par år.

 

skolesystem

 

Efternote: Jeg er sådan set trekvart ligeglad og kold i røven over hvor meget, der end bliver truet med “du skal have en uddannelse, five-strikes-and-your-out, over 30” osv. Jeg har pga min sygdom fra hun var 12 år, ikke haft de ressourser, der skulle til, for at kæmpe hendes sag. Jeg indrømmer, at jeg har ladet stå til i årerne som kastebold mellem mani og depression. Udannelsessystemet har haft RIGELIGT chancer med mit højtintelligente barn. Og hvis der er nogen der er taber her, så er det fandeme uddannelsessystemet! Nu er jeg ovenpå igen og har fået lidt ressourser på kontoen. Så nu er det MIN chance og jeg kan helt sikkert gøre det ret meget bedre. Planen kommer i morgen.