Naturmødet 2016 – Naturbaseret terapi

Foredrag om Naturbaseret terapi

Hirtshals har været på den anden ende torsdag til lørdag. Verdens første Naturfolkemøde har været i fuld gang. Det var et virkelig supergodt arrangement, hvor jeg brugte det meste af min tid på stranden sammen med Hirtshals vinterbaderforening “De kolde piger og drenge”.

Men lørdag bevægede jeg mig væk fra stranden for at høre foredrag ved Dorthe Varning Poulsen, Københavns Universitet, der har skrevet en ph.d omkring naturens indvirkning på soldater med PTSD: Naturbaseret terapi.

Det var uhyre interessant, og der var helt klar sammenhæng mellem naturbaseret terapi og soldaternes bedring. Terapien foregik i terapihaven Nacadia

Download Dorthes ph.d. bog her, hvis du er interesseret i forskningen bag.

2016-05-28 11.59.12
Dorthe Varning Poulsen fortæller om sit ph.d. projekt med ptsd-ramte soldater og naturbaseret terapi

 

Tænk lige hvis terapihaver eller bare vores vilde natur kunne inddrages meget mere i behandlingen af stressramte og psykisk syge. Det ville da være en helt fantastisk måde at hjælpe folk på – og eneste mulige bivirkning kunne måske være en solskoldning.

Og samtidig vil det jo koster langt mindre end hvad der bliver postet i underlige kurser og meningsløse aktiveringer fra kommunens side. Naturen er gratis! Brug den!

Dorthe fortalte, at det kan være svært at få Naturbaseret terapi anerkendt. Det bliver lidt puttet i kassen “alternativt” selvom der altså er hardcore forskning bag, der viser at det hjælper. Derfor – del endelig budskabet!

I efteråret 2016 opstarter de en Masteruddannelse i Naturbaseret terapi og sundhedsfremme. Åhh, gad jeg da lige godt tage den. Men jeg må også være realistisk og sige, at det bliver desværre ikke mig, der deltager der. Men hold kæft hvor ville jeg gerne.

Og samtidig er jeg kommet til at reflektere over mine egne oplevelser i 2014, hvor jeg hver dag i 8 måneder, gik til og fra arbejde på Vendsyssel Historiske Museum gennem Hjørrings parker – Folkeparken, Svanelunden og Christiansgave i al slags vejr. Naturen her lige midt i byen må helt klart også have en finger med i spillet i forhold til den bedring, jeg oplevede, i løbet af 2014. Tjek lige den fantastiske natur jeg gik gennem hver eneste dag:

 

Naturterapi_collage
I Hjørrings parker finder man en masse vild natur, der er det perfekte sted hvis man skal ned i gear

 

Og det ligger også fuldstændig i tråd med mine oplevelser som vinterbader – hvor naturen pludselig også er kommet meget tæt på…

På med skoene – ud i naturen!

 



 

 

 

Koldt vand og høje bølger

Koldt vand gør underværker

Jeg bliver mere og mere imponeret over hvad langtidsbadning i koldt vand kan gøre.

Vi har haft nogen meget hårde sidste dage og her i eftermiddag var der ikke mere overskud tilbage i mig. Faktisk var der udelukkende underskud. Som i helt og aldeles fuldstændig underskud. Som i den slags underskud, hvor de automatisk negative tanker begynder at lege fandango.

Koldt vand suppleres med en is
Der suppleres med en is mellem turene i vandet

Vi tog til Løkken og smed mig i vandet (8 gr). Der var kæmpebølger, der slog fuldstændig hen over mig og da jeg først fik lært at “fange dem”, var det en fest uden lige.

Jeg var i vandet i over 20 minutter (af to omgange – med en gammeldaws is i pausen til at køle af på 🙂 ) og kunne sagtens være blevet i bølgerne i længere tid, men manglede et par legekammerater – det bliver trods alt en smule trivielt at bodysurfe alene i længden.

– Specielt også når bølgerne var så voldsomme at min bikini hele tiden gled af…thank god jeg var så langt ude, at jeg kunne bilde mig selv ind, at tilskuerne på stranden måbede over mit langtidsophold og ikke mine forgæves forsøg på at holde alt indenbords. (Note to self: badedragt!)

Der var ingen tvivl om, at fysikken og biokemien var på knoklearbejde med at cope med situationen, og dermed fjerne stresshormoner, affaldsstoffer, frie radikaler, ufoldede proteiner og alt det andet, der giver rod i systemet.

tøndesauna sauna mobilsauna koldt vand
Saunaen kan lejes for 50 kr pr. mand pr. time

Som altid – det magiske skete. Underskuddet er væk, hovedet klart, tankerne positive igen og nu lades der op med sofa og et par afsnit af Venner.

I morgen har jeg samlet en lille flok, og så drager vi afsted igen. Vi har planer om at leje saunaen og så virkelig få overskuddet skruet tilbage på max!

Lav en sygdomsanalyse – se her hvordan

Sygdomsanalyse kan hjælpe dig fremover

Tidligere var de gange hvor jeg faldt i et hul eller begyndte at geare op utallige. Jeg havde en fornemmelse af at bipolariteten kastede rundt med Sygdomsanalysemig, som havde den lyst til.

Jeg kunne i mine bitre øjeblikke blive så irriteret over, at denne lortesygdom skulle stoppe mig igen og igen – lige som jeg troede det gik så godt. Jeg var slet ikke klar over, hvor stor en indflydelse mine handlinger havde på episoderne. Men mange episoder KAN faktisk forebygges/stoppes…problemet er bare at det er knaldhamrende svært – ja stort set umuligt – hvis ikke man aner, hvad pokker det er, der sker.

Her kan det være en supergod idé at få det store overblik ved at skrive et SygdomsCV, som jeg har beskrevet her og tænke stress-sårbarhedsmodellen igennem i forhold til.

Men også i det daglige er det altså en god idé at lave lidt sygdomsanalyse i ny og næ – eller måske skal jeg kalde det episodeanalyse.

For de gange jeg laver en sygdomsanalyse, er når jeg af en eller anden grund er kommet ud af ligevægt.

Når hovedet pludselig føles som havregrød, når jeg begynder at glemme, når jeg bliver ekstremt lydoverfølsom, grådlabil eller pludselig har 1000 idéer, hvor alle skal udføres og ikke kun de bedste.

For det første er jeg blevet god til at stoppe op og komme på ret spor igen v.h.a. alle mine forskellige strategier, og det er jo fint. Men det skulle jo gerne være sådan, at jeg forebygger istedet for at blive bragt ud af ligevægt.

Og her er det, jeg efter hver gang lige laver lidt sygdomsanalyse:

 

  • Hvad var det der gik galt?
  • Har der været en helt specifik årsag? (Fx. en familieweekend, eksamen eller andet pres)
    • Hvis ja – kunne jeg have undgået den handling? Eller hvordan kunne jeg have handlet mere hensigtsmæssigt?
    • Hvis nej – har jeg generelt handlet anderledes den sidste tid?
  • Har der været mere stress på end normalt?
  • Konflikter på jobbet – i familien?
  • Har jeg spist for meget sukker/hvidt brød?
  • Har jeg ikke fået gået mine gåture?
  • Er det for længe siden jeg har været en tur i havet?
  • Har jeg ikke passet min alenetid?
  • Har mine pårørende været ufølsomme eller for krævende? (den oplever jeg heldigvis ikke længere, men det er virkelig en stor faktor for mange)

Jeg tænker i det hele taget tiden op til igennem og forsøger at lære af det. På den måde kan jeg også finde ud af hvad jeg (måske) kan gøre anderledes en anden gang.

Temmelig ofte kan jeg finde årsagen til, at jeg er kommet ud af kurs. Det kan være noget så småt, som noget trælst, skingert og lidt for højt musik i supermarkedet. Men ok, så lærer jeg, at det altid er en god idé, at jeg har mine lydreducerende høretelefoner i lommen, så jeg kan tage dem i, mens jeg handler. Eller at det en anden gang er bedre bare at sætte kurven og så spise rugbrød til aftensmad.

På den måde samler jeg hele tiden erfaringer sammen, og kan håndtere situationer bedre og bedre dag for dag og lave små bitte justeringer i hverdagen, der gør at jeg ikke bliver bragt ud af fatning helt så tit.

 

 

Dagbog fra den lukkede, vol. 1

Den lukkede

 

 

Endnu en fantastisk modig, stærk ung pige har meldt sig som gæsteblogger. Lige pt. sidder hun på “den lukkede” – indlagt på sin lille søns 4 års fødselsdag forleden på eget initiativ. Jeg er så fuld af beundring for det overblik og indsigt i sin egen situation, at det ikke kan beskrives. Jeg er helt sikker på at du også vil få god gavn af dit ophold, som Anna, der beskrev sin indlæggelse her og at der venter meget godt fremover.

Tusind tak fordi du deler dine oplevelser fra “den lukkede”.

 

Dagbog fra “Den lukkede”

Folks reaktion når de hører begrebet “den lukkede”, så associerer de straks med fiksering, spændetrøjer, folk der snakker med sig selv, tror de er gud eller en anden skikkelse. De forbinder det faktisk med de galehuse, man havde i starten af de 19. århundrede. De stigmatiserer, de giver de psykiatriske afdeling og patienterne et rigtig dårligt ry. Bevares, der findes da nogle som stadig bliver fikseret, som tror de kan tale med gud, sågar at de er gud. Problematikken ligger i, at det faktisk er mindretallet som hører under den kategori.

Her sidder jeg, ung kvinde på 24 år, Bipolar, mor til en dreng på 4 år, nyligt fraskilt, på et lukket affektivt afsnit. Stemplet af omverdenen som hende, der sidder på den lukkede, som hende, der først og fremmest har svigtet sit barn pga. skilsmisse og nu “forlader” sit barn for at være skør på den lukkede.

Javel ja, sådan kan man også se på det.

Man kan også vende den om. Se det fra indersiden, bag ved hegnet og alle de låste døre. Det vil jeg gerne forsøge at give dig et lille indblik i fra de nu 5 dage jeg har været på “den lukkede”.

D. 18 april, 2016, på min søns 4 års fødselsdag svigtede min realitetssans, min evne til at få larmen i mit hoved til at holde op, min evne til at læse, skrive og huske. Kl. var 3 om natten, jeg magtede ikke mere, larmen overtog, min medicin virkede ikke, min safety medicin havde ingen effekt, jeg brød sammen. Fik med nød og næppe fundet nummeret til Psykiatrisk Akutmodtagelse i min tlf. bog, fik sat en aftale i stand. Min x-mand måtte hente min søn og jeg og køre af sted.
Ind på akutmodtagelsen, svare på lidt spørgsmål, få målt min puls, blodtryk osv. Derefter ind til en læge, snakke lidt også kom dommen. “du skal indlægges”.
Først blev jeg indlagt i akutmodtagelsen, derefter overført til et lukket affektivt afsnit, som har speciale i min lidelse, nemlig Bipolar (før i tiden kaldt maniodepressiv).

Her er langt fra som folks skrækhistorier beskriver. Jo jo, bevares, her er da nogle skæve eksistenser, men dem møder vi jo også nede i brugsen eller hos bageren. Her er lås på alle dørene, man overvåges mens man indtager sin medicin, men faktisk, så er det ikke værre.
Patienterne er pisse søde, ihvertfald dem som kan samle sig om en samtale. Vi hjælpes ad med at dække bord, lave mad nogle dage eller hvis nogen bare har brug for en snak. Vi hilser på hinandens familier når de kommer på besøg.
Selvom jeg er den yngste på afsnittet, faktisk så ung at de fleste kunne være mine forældre eller bedsteforældre, så føler jeg mig ikke udenfor.

Det første døgn var helt mærkeligt. Jeg lå jo bare her og lå. Jeg var ikke ude, men lå bare i min seng. Tænkte på verden udenfor, hvordan min søn havde det, hvilken lortemor jeg var, sådan at skride på hans 4 års fødselsdag. Heldigvis fik vi lov at få lidt privatliv så han kunne komme og fejre sin fødselsdag sammen med mig. Så kunne jeg holde den kørende lidt igen.

Andet døgn var noget helt andet, jeg nød at være her, jeg havde ro, jeg var umyndiggjort og HOLD NU KÆFT hvor var det rart! Al larmen i mit hoved forsvandt stille og roligt, ganske ganske stille og roligt.

De følgende dage var dog lidt besværet pga. medicin der ikke ville virke og ben der var smadrede af bivirkninger. En lille tur på knapt 1 km tog små 40 minutter, men jeg gjorde det!

Jeg giver ikke op, jeg er kun lige blevet indlagt og har en lang og sej kamp foran mig. Jeg kan få styr på min lidelse, jeg kan komme til at leve et liv på lige fod med alle andre. Jeg kan droppe tanken om at være en lortemor, jeg kan være supermor!

JEG kan være lige hvad JEG har lyst til at være!

I denne her verden kan det være hårdt at være ung og være anderledes. Det kan være strengt at være psykisk syg i et ungdomsliv, for man skal hele tiden tage forbehold. “Kan jeg håndtere mængden af mennesker til den her fest? Kan jeg drikke når jeg får min medicin? Kan jeg hænge ud med mine venner som jeg kunne før jeg fik diagnose? Vil mine venner mig overhovedet?
De her ting er lidt et tabu. Derfor tør mange ikke at sige noget.
Her har jeg kun at sige.. SPEAK UP! Uden din stemme der fortæller om hvem du er og hvordan du har det, så vil det forties og vi ender tilbage med stigmatiseringen.
Der vil altid være nogle som falder fra, som ikke kan kapere at man er anderledes. But who cares? DU ved hvad du er og DU ved hvad du har lyst til!

Til sidst er der kun to ord jeg vil skrive for denne gang

FUCK STIGMA!!!

Tvangsindlæggelse på psyk

tvangsindlæggelse bipolar

Tvangsindlæggelse på røde papirer

Jeg har aldrig selv været derude, hvor en indlæggelse har været nødvendig -hverken frivilligt eller via en tvangsindlæggelse. Eller dvs. min gamle praktiserende læge foreslog i første omgang indlæggelse der i 2004, hvor jeg havde mit store sammenbrud, men fordi jeg havde en pårørende (gemalen), der fuldstændig tog ansvaret for at tage sig 100% af mig, kunne jeg blive hjemme. Så det er en del om bipolariteten, jeg ikke kan tale med om.

Men fakta er, at den her sygdom kan være så lumsk, at man pludselig ikke selv kan se, hvad der er bedst for en – specielt inden man er diagnostiseret og kender de rette strategier. Derfor kan det ende med tvangsindlæggelse.

Det vil sige hvor lægen bestemmer at man SKAL indlægges og det evt. bliver med politiets hjælp. Jeg forestiller mig at det må være en meget voldsom oplevelse.

Det vil jeg gerne berøre her på bloggen også – det nytter ikke at alt bare handler om strategier, gode råd og how-to-do..

Der er ægte, levende mennesker, der kæmper en kamp – også hårdere end jeg har gjort, – og det er vigtigt at fortælle om.

Derfor har jeg spurgt rundt i netværket om der er nogen, der ville dele deres erfaringer og Anna giver her et meget fint indblik i hendes tvangsindlæggelse. Jeg er meget, meget glad for at du deler, Anna <3

Annas indlæggelse:

 

… Vil gerne fortælle min historie, om tvangsindlæggelse. Jeg har siden min tidligste teenage år, lidt af depressioner, efterfølgende er hypomanierne kommet. (Lider af bipolar2)

Da jeg var 17 år gammel ramte jeg et stort sort hul i mit liv, jeg var så langt nede at jeg blev ligeglad, og havde blot et ønske om at alle skulle lade mig være, og at jeg ikke var værd at elske.

Jeg låste døren til min lejlighed, stoppede alt kontakt, og var alene i min lejlighed i 4 døgn, uden nogen former for mad, røg cigaretter, drak vodka, og tog lidt piller (sove piller) var så ligeglad med hvordan jeg så ud, mit hjem var ulækkert, jeg havde virkelig bare givet op.

Jeg svarer på det 4.døgn min mor, som jeg dog havde haft lidt kontakt med (havde ladet som om alt var fint, men hun kunne godt fornemme det ikke var, hun kender mig og mit sind, har tidligere forsøgt selvmord 3 gange med OD af piller.) Hun skriver en SMS med at komme forbi lige hurtigt, og det siger jeg ok til.

Min mor havde taget vagtlægen med og har forklaret ham min forhistorie. Han spørger mig selvfølgelig hvordan jeg har det, og jeg har det fint fastholder jeg, og gentager mig selv og siger at de bare skal lade mig være.

Han kommer frem til han vurderer mig til at være til fare for mig selv. (Jeg var også meget tynd, havde også en begyndene spiseforstyrrelse på daværende tidspunkt) jeg forstår ikke alvoren i det lægen siger, og faktisk er jeg ligeglad.

Han foreslår, at jeg kan tage med min mor hjem, men det vil jeg heller ikke. Vil bare være alene, helt alene. Han fortæller mig, han bliver nød til at tvangsindlæggelse mig, men jeg hører faktisk ikke hvad han siger, og bliver ved med at sige, jeg skal blive her.

Der kommer lidt efter 2 betjente ind ad min dør, og jeg får muligheden for at rejse mig og gå med mange gange men nægter (det var som om det hele omkring mig ikke eksisterede). Til sidst går politiet hen til mig og tager fat i mine arme, og så rejser jeg mig selv samtidig med de har fat i mig. Kunne ikke overskue at stritte imod.

Blev så indlagt, og fik taget alt hvad der kunne være en mulighed for at gøre skade på mig selv. F.eks. ligther, oplader osv. Hver gang jeg gik på toilet, stod der en foran døren (personalet). Jeg spiste en lille smule mad (nok til at det nogenlunde tilfredsstillede personalet), men jeg kastede ofte maden op ude på toilettet.

Jeg snakkede med forskellige fagfolk, (læger, psykolog osv.) og efter 5 dage blev jeg flyttet over på den åbne afdeling og blev udskrevet, fordi jeg havde fået tilknyttet psykolog og psykiater og kom på antidepr.medicin. Efterfølgende fik jeg min diagnose bipolar2

Jeg er taknemmelig i dag for jeg blev indlagt, fordi det var det, der satte min behandling i gang, og jeg blev udredt og fik min diagnose.

I dag er jeg meget mere stabil.

– Anna, 21 år

Vinterdepression? Sæt farve på livet!

En vinterdepression kan være en bitch! Men denne vinter har været meget ulig tidligere år!

Hvor jeg plejer at lukke mig inde, sidde i mørket og nærmest gå i hi – selv på dage med solrigt, frostklart vejr – , har denne vinter været præget af fantastiske naturoplevelser, strandture, udendørsliv og social aktivitet.

Jeg har faktisk en oplevelse af, at det slet ikke har været vinter. Selv ikke i januar hvor der var sne, frost og hårde minusgrader. Det var ikke vinter, det var bare sådan vejret lige var.

Det er gået op for mig, at jeg har forbundet vinterperioden/”vinter” – midt oktober til først i marts (alt efter forårets komme) – som noget der bare skulle overståes. Et frygteligt nødvendigt onde, der lå og spærrede for alt liv. Mentalt har vinteren for mig strakt sig langt ud over de definerede vinter-måneder.

Jeg har helt klart haft tendenser til vinterdepression

Jeg har de sidste mange år været “vintertræt” eller i “vinterhi” hvert eneste år. Jeg har kunne se fordelen i at, det har været tilladt at dovne den i sofaen, lukke sig inde og hygge med stearinlys og strikketøj (hvilket jo er skønt!), men det gør altså også bare noget ved kroppen – bl.a. at man ikke får et nødvendige sollys og det livgivende udendørsliv.

Jeg er generelt bare mere muggen, ugidelig og indelukket om vinteren og en årrække dykkede jeg helt.

Jeg tænker rigtig meget i billeder og jeg plejer at have et billede af året som en farvet tidslinje. Tidligere har året altid set sådan ud:

Sådan kan en vinterdepression let se ud

Vinteren har altid været farvet sort i mit hoved, kun lige afbrudt af den røde julefarve. Foråret er lysegrønt, påsken gul og sommeren varm rød, for at blive afløst af sort igen allerede ved oktober måned. Og det på trods af at oktober jo faktisk kan være både varm, solrig og temmelig smuk, men det mentale billede har altid været præget af at den sorte vinter er lige om hjørnet. Så jeg har aldrig lagret mindet om lækre oktober. Faktisk har jeg ofte allerede i august måned fået spoleret nuet ved at være trist over, at nu er sommeren ved at være forbi og der ligger sååååå mange måneder foran mig før den kommer igen. Og så har det været som om året har gået i ring….efter nytår, så kørte det hele i ring igen med den sorte farve først….

I år har været anderledes

Men altså – dette efterår og vinter har været fuldstændig anderledes – og uden spor af noget der kunne bare minde om en vinterdepression. Når jeg tænker tilbage, ser mit mentale billede af 2015 og frem til nu sådan ud:

Denne vinter har jeg ikke haft skyggen af en vinterdepression

Perioden har været langt mere farverig end ellers. Glade farver og ikke på noget tidspunkt sort. Ikke på noget tidspunkt muggen, idelukket og kedelig. Ikke på noget tidspunkt “vinter”. Og pilen med de glade farver går ligeud. Der er ingen køren i ring….

Jeg er simpelthen så dybt taknemmelig for, at jeg dengang i oktober bare sprang ud i det og sendte den mail til formanden for Frederikshavn Vinterbadere – selvom jeg godt nok var ved at fortryde, som du kan se i indlægget her.

Denne vinter har i bund og grund handlet om at have det SJOVT. Som en af mine nye venner i vinterbaderklubben sagde: Vi er jo som en flok børn, der leger!

Det er helt umuligt for mig, at få en vinterdepression, når man besøger sådan et sted jævnligt
At tage til stranden har været noget, jeg tidligere kun har gjort, når der har været virkelig varmt. Denne vinter tror jeg, jeg har været ved stranden flere gange, end jeg ellers har været i hele mit liv! Foto fra Rønnerhavnen, vinteren 2015.

Vinteren har budt på så mange fede oplevelser – nye venner i klubben, socialt liv i saunaen, masser af strandture, udendørsliv, fantastiske naturoplevelser – bl.a. en måge, der slog ned og tog en fisk 3 meter fra, hvor jeg svømmede -, badning i regnvejr, så der slog skomagerdrenge 10 cm op i luften, hyggesnak på stranden i det klareste solskin med kun et badehåndklæde omkring mig, svømning i grødis og det allerbedste – turen til Sibirien, hvor jeg lærte endnu flere skønne mennesker at kende.

VM i Sibirien var en fantastisk oplevelse
Peter, Nina, Lars, Lene, Morten, Lars, Mette, Catharina og jeg forrest. Sol, klar frost, musik og glade dage. Det var ingen problem at rende rundt i badetøj – tro det eller ej, det var skønt!

Vi var allesamen enige om, at det var en fantastisk “badeferie”, som vi rendte rundt der i badetøj i strålende sol og klar frost. Og hvilket boost af selvtillid, at gøre noget SÅ vildt – og samtidig opleve, at det faktisk slet ikke var noget “problem”. Det var bare sjovt og skide skørt!

Kulde er pludselig ikke koldt

Jeg har samtidig fået et helt andet forhold til kulde end tidligere. Den er ikke væmmelig længere – kulde er bare en anden følelse end varm.

DET er godt nok noget nyt for mig, der ALTID har pakket mig ind i tykke trøjer, dunfrakker, vanter, huer og store støvler. For ikke at tale om uldsokker i sengen, for bare at holde fødderne nogenlunde over frysepunktet.

Denne vinter har jeg tit taget afsted uden jakke, hvis jeg bare lige skulle hen at handle!

Det har også gjort, at jeg allerede nu føler, at sommeren med alle dens aktiviteter er godt på vej. Den sidste uges tid har jeg allerede siddet ude to aftner fra 18.30 til 21 med bål, snobrød og store smørklatter. Godt nok i føromtalte jakke og støvler, men altså….det har jeg aldrig gjort i marts måned før. Det er sådan noget, der har hørt juli til…

Et andet eksempel – forleden hvor vi gik en lang tur med krapylet (aka. vores rottweiler Thor) på stranden, smed jeg sko og strømer og gik i vandkanten – igen noget, der ellers kun har hørt sommeren til, men som på ingen måde var væmmelig-koldt.

Tæerne i vandkanten allerede i marts. Vinterdepression go home!

Jeg kan godt forstå at vinterbadere (sikkert også mig selv) kan lyde lidt religiøse i andres ører, når der siges at “det er naturens lykkepille” og “man kan ikke blive vinterdeprimeret/få en vinterdepression som vinterbader”.

Men jeg er helt enig i de udsagn, men de kræver lidt mere forklaring for at forstå. Derfor har jeg hermed forsøgt at give et indblik i, hvordan farverne på mit år pludselig er blevet forandret, så alle jer der synes, jeg er fuldstændig rablende gal – og helt uden geni-delen – når jeg hopper i vandet en vinterdag, for slet ikke at tale om en frossen flod i Sibirien, måske pludselig kan se fidusen.

Så alt i alt… jeg er ikke helt galt på den. Jeg har bare fået sat farver på livet!


Efterskrift:

Nu handler det jo ikke om at alle med en vinterdepression/depressive, bipolare osv bare skal ud og vinterbade og så er den skid slået. Der ligger jo SÅ meget mere arbejde bag, som følgere af bloggen også har set. Det er en langsom proces og en udvikling gennem de sidste 2 ½ år. Men i forhold til hvor jeg var i 2013, hvor året overvejende havde gråtoner i mellem det sorte – kun afløst af en skrigende hidsig lillapink en kort periode – så er det jo fantastisk at kunne se tilbage på et år, der har været så fyldt med farver. Men altså – processen er lang, og det nytter ikke noget at forcere den.

Her er mine vigtigste posts i forhold til at forklare hvordan jeg har gjort:

Erkendelse:
SygdomsCV
Stress/sårbarhedsmodellen
Derfor kan du ikke “tage dig sammen

Målsætning:
Manifest 2014

Evalueringer undervejs:
Status februar 2014
Status marts 2014
Status juni 2014
Status juli 2014

Strategier:
Så hold dog KÆFT hjerne 
7 lavpraktiske ting, der kan lukke kæften på min hjerne 
Reddet af Romulus 

Pårørende:
Snak sammen
Pårørendearbejde til UG med kryds og slange

Ild i ovnen!

For præcis et år siden brændeovnvar jeg gæsteblogger hos skønne Tine. Tine og jeg ser ret ens på det her med sygdom og bipolaritet, så vi har tit kontakt omkring vores blogindlæg, idéer og livet generelt.

Jeg tror faktisk det var det her anonyme gæsteindlæg, der gav mig sparket til at offentliggøre min blog et par dage senere. Indtil da var det jo kun mine øjne, der havde adgang.

Jeg fandt lige tilfældigt indlægget her i dag og derfor, vil jeg lige dele det her i sin fulde længde. Men husk lige at tjekke Tines blog ud – den kan man også blive ret klog af 🙂

 

Mit gæsteindlæg:

I december fik vi en skøn brændeovn stort set samtidig
med at vores fyr løb tør for olie. Det var sådan set ret godt timet. Der er virkelig mange fordele ved den brændeovn, men der er også et men…Tænder vi så voldsomt op, at vi kan varme hele huset op, er der ret stor chance for, at det ender galt og huset brænder ned. Derfor er vi nødt til at tilpasse ilden til pejsens størrelse og kan max smide 3 pinde på af gangen. Men så kan den også varme de rum op, vi bruger til hverdag.

Bliver der for varmt i køkken/alrummet, hvor den står, åbner vi en dør ned til værelsesgangen. Vi har en læderhandske på, når vi åbner lågen. Skuffen kan trækkes ud og give mere luft, hvis den er ved at dø ud.

I starten hvor vi ikke sådan helt kendte ovnen, havde vi både en spand med vand og en ildslukker i nærheden, så vi kunne reagere promte, hvis ilden blev for voldsom. Samtidig bruger vi også stadig optændingsblokke og -pinde, hvis ilden er gået ud.

Ovnens ankomst til huset var også det, der endelig fik min mand til at installere røgalarmer i stuen. Vi havde snakket om det tit “men det gør vi lige i morgen”. Nu er den der, og kan sige til i god tid, hvis tingene udvikler sig, når vi ikke lige er i nærheden. Det giver os tid til at reagere inden det er for sent.

Nu har vi lært brændeovnen at kende og den brænder stort set i døgndrift. Den har været vores eneste varmekilde stort set hele vinteren. Nogen måneder har vi kun brugt 400 kr på varme og så har vi virkelig hygget os ved flammerne, der midt i stuen.

Der er ikke noget bedre end at krybe sammen i lænestolen med lydbog og strikketøj, mens ilden buldrer lystigt og sparer os for ca 1500-2000 kr. om måneden.

Som mange andre bipolare, har jeg fået installeret en brændeovn indeni udover radiator og oliefyr – og sommetider løber mit oliefyr tør for olie. Det kan enten være pokkers varmt – eller iskoldt. Ilden brænder i os – og det er den ild, der sommetider blusser op og fortærer os. Men det et også den ild, der ofte distancerer os og gør os ekstremt kreative, målrettede og engagerede. Det er den ild, der gør at sygdommen oftest ikke spottes før efter flere depressioner – hypomanier er jo sådan set af “det gode”, så længe det ikke bliver for meget af det gode. Som med så meget andet her i livet.

Derfor kan det ofte være ret overraskende for omverdenen, at lige DU blev psykisk syg…at det var DIG, der gik ned med, hvad der først ligner stress og depression: “Jamen du plejer jo at klare alt”….

Det er også derfor, at det kan være så pokkers svært, at acceptere de begrænsninger, sygdommen lægger på os, men lærer vi først at tæmme ilden, så den brænder som et lille pænt bål, så er vi på rette vej og kan udnytte alle de fantastiske egenskaber som bipolariteten OGSÅ giver os.

Er psykisk influenza okay?

For noget tid siden var der fokus på familieliv/arbejdsliv osv i medierne – og der kom temmelig mange kommentarer om, at folk bare må tage sig sammen. Der var også kommentarer omkring sygedage og specielt en kommentar ramte mig i første omgang: ”Det er fandeme ikke i orden at pjække. Melder man sig syg så bliver man på sofaen under dynen!”

Så i dag vil jeg tage jer tilbage til den tid hvor ungerne var små og jeg havde fuldt tryk på karrieren. Der var en stor pærevælling og logistisk helvede i børnenes sportsaktiviteter, forældremøder, salgskonferencer, flyverdragter der SKULLE vaskes, aftenmøder, 72.000+ km om året på landevejen, spændende madpakker, og…og…og…

Når jeg ser tilbage, misbrugte jeg mig selv og min krop i helt ekstrem grad for at nå det hele og få alt til at hænge sammen.
Selv om jeg tit var segnefærdig, gjorde jeg netop det, som psykisk syge tit får skudt i skoene: ”hvorfor tager du dig ikke bare sammen?”. De gjorde jeg faktisk i helt ekstrem grad hele tiden. Eller næsten hele tiden.

Engang imellem tog det, som jeg dengang anså som en pjækkedag.

”Æhhh…host…host…jeg har simpelthen så ondt i halsen…host…host…her til morgen.”

Billede1Jeg vil hermed gerne sige ”Undskyld chef” – men ikke for at jeg meldte mig syg, men for at have løjet om årsagen. For gu´ var de da ej en pjækkedag! Det var en psykisk influenzadag!!!

Der var selvfølgelig nogen ikke-diagnostiserede, periodevise hypomanier ind over alle mine succeser på jobbet, men det blev holdt i skak med de der ”pjækdage” ind imellem, hvor jeg havde den sorteste samvittighed over at være blevet hjemme.

Men det gik faktisk rigtig godt et langt stykke hen ad vejen med de der klat-sygedage. De gjorde at jeg performede fænomenalt, havde høje salgstal, fik bonusser, vandt salgskonkurrencer, holdt mange aftenmøder og var seriøst god til at skabe tætte relationer til mine kunder. Og blev kåret til nordisk wow-vinder, årets sælger mv. Jeg var faktisk et kæmpe aktiv for salgsafdelingen! Punktum!

Men da den øverste salgsdirektør pludselig skulle til at strømline salgsafdelingen, og der blev sat fuld fokus på performance, effektivitet og fleksibilitet (men sørme kun var vores side)  begyndte tingene at skride. Min nærmeste chef var faktisk temmelig frustreret – hun forstod til fulde, hvordan man får det bedste ud af folk, men blev altså fuldstændig overtrumfet.

Nu tillod jeg ikke mig selv de her sygedage længere. Og fordi fokus nu var rettet SÅ meget ind på at yde max., knoklede jeg mig selv ind i en langvarig hypomani, måske endda grænsende til mani og efterfølgende kæmpe depression og alt var tabt på gulvet.

Ser man samlet set på tingene så var jeg ekstremt effektiv de første 3 år af min ansættelse og tjente gode penge hjem til firmaet. Der var balance i tingene, presset ja, men balance.

Det sidste år endte med først 3 måneders mærkelig adfærd (jeg er sikker på mine kolleger husker det stadig her 12 år efter), 6 måneders virkeligt ineffektivt salgsarbejde, kognitive evner på linje med en skål kold havregrød og til sidst sygemelding. En sygemelding som jeg igen begrundede fysisk. Dengang anede jeg ikke, at man rent faktisk godt kunne blive sygemeldt af andre årsager – det var jo pjæk! Så da min forstuvede fod ikke rigtig længere kunne forsvare, at jeg blev hjemme, fandt jeg mig hovedkulds et nyt job, sagde op og løb nærmest ud af døren. Jeg skulle bare væk – uden jeg vidste hvorfor.

Og dette sidste år af min ansættelse dengang, har helt sikkert kostet firmaet langt, langt flere penge end at betale for de der 8-10 ”psykiske influenza” sygedage, jeg havde om året.

Så… næste gang du er irriteret på en af dine kolleger/medarbejdere over lidt klatsygedage, så overvej bare et kort sekund, om de måske kan puttes i kassen ”psykisk influenza”. Det kunne jo være, der skulle tages en snak om firmaets tilrettelæggelse af arbejdsdagen, hvad der kan gøres anderledes og om der måske kan iværksættes forebyggende foranstaltninger. Det kan også være at de bare skal accepteres fordi samlet set performer medarbejderen langt over forventligt.

Sygdom behøver altså ikke være lig med dynen på sofaen, varm the, varmedunk og halsbolcher!!!

 

 

Brug Pippi-metoden :)

“Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt!

Pippi Langstrømpe

Jeg skrev forleden om at tænke som Pippi. Men et er at tænke…se her hvordan du kan komme fra tanke til handling.

Det kan være en stor mundfuld at kaste sig ud i nyt alene, når man ikke aner hoved eller hale i hvor man skal starte eller ende. Så nu får du den model, jeg plejer at følge:

  1. Google – internettet er efterhånden så gammelt at der helt 100% er en derude, der har siddet og undret sig over samme problem.
  2. Youtube er en guldgrube af viden, der er meget nem at gå til. Der ligger et uendeligt antal af “how-to-do”-videoer, der trin for trin guider dig igennem, om du vil lære at lægge fliser i baggangen eller ja, indsætte en kontaktformular på din hjemmeside.
  3. Spørg i dit netværk – spørg på Facebook, ring til en ven. Har folk ikke selv tid til at hjælpe dig, så kan de næsten altid pege dig i en ny retning. Det kan være lidt af et detektivarbejde, men det er jo også sjovt i sig selv.
  4. Prøv dig frem – vær ikke bange for at eksperimentere lidt. Du kan få nogen værdifulde erfaringer i hvad du IKKE skal gøre – så er du straks tætter på, hvad du SKAL gøre 😀

Det er en kæmpe tilfredsstillelse (ihvertfald for mig), selv at kunne løse et problem, klare en udfordring,  eller fremstille et produkt, som jeg ikke anede noget om inden, jeg gik i gang.

Det er altså vigtigt for mig med sådanne små sejre ind imellem, og jeg sørger for at gemme dem i min mentale rygsæk til en dag hvor alt bare er trist, gråt og håbløst indeni mig.

Og jeg tror også på at det er vigtigt for andre. Fx. har jeg en strikkeveninde – Sisse -, der virkelig tog min “jeg kan alt”-prædiken til sig og for en 2-3 år siden kastede sig fra begynderniveau med huer på tykke pinde, direkte ud i et stort, mønsterstrikket sjal med dobbeltkant.

Det første blev der kæmpet med men….hold nu kæft hvor var det flot! Og hold nu kæft hvor var hun med al mulig rette stolt. Og jeg med.

Men det var intet imod, da jeg 6 måneder senere modtog endnu et billede – dennegang med hendes eget designede sjal og med farver hun selv havde valgt ud. Jeg har aldrig set så smukt en version af de stor-sjaler før!

 

sisse1
Sisses første sjal, som hun kastede sig ud i efter kun at have strikket huer på store pinde osv. Kanten er dobbelt og det er bare så smukt håndværk. Foto: Sisse Pia Hedegaard Thomassen

 

sisse2
Sjal nr. to som Sisse selv komponerede og valgte farver til. Det er så ubeskriveligt smukt, synes jeg. Foto: Sisse Pia Hedegaard Thommasen

 

Så….kast dig ud i det..du kan godt!

Cryoheating!

Jeg har mailet med et par kapaciteter i den psykiatriske lægestand, og de synes sgu mine observationer om kulde/varme er interessante!!! Og de er enige i min teori om, at det er en fysiologisk reaktion, der har en direkte og øjeblikkelig indvirkning på psyken.

Jeg forsøgt at finde en forsker, der kunne have lyst til at kikke nærmere på det her, men som en læge sagde til mig:

Det er jo sådan set ligegyldigt med at få det videnskabeligt bevist, så længe det virker i praksis!

Og det har han jo fuldstændig ret i!

Så hvor ville jeg ønske Hjørring kommune ville lavet et pilotprojekt omkring det her, for det er jo hul i hovedet at bruge tusindvis af kommunale kroner på “stress-, angst- og depressionskurser”, kognitiv terapi og psykologer, hvis der er noget fysiologisk, der simpelthen bremser for, at man kan tage den (guldgrube af) viden ind, der er i disse tiltag. For slet ikke at tale om de menneskelige omkostninger, der er ved at have det så hamrende elendigt mange, mange uger i træk.

Tænk….bare tænk…hvis et par betalte ture i wellness-centeret med en fokuseret brug af faciliteterne, kunne hjælpe bare en lille del overnight!

 

 

logo_therapy_gennemsigtigt