Sygt system!

I går aftes så jeg udsendelsen “Patienten, der fik nok”.

Der har været så meget fokus på nogen mobiloptagelser af (ikke) rengjorte toiletter, at jeg havde fået en opfattelse af at det var rengøringsniveauet på sygehusene, der var vinklingen. – Og i og med at jeg sidder som produktchef i ProbioCare, der har løsningen på det problem, var det jo helt nærliggende at jeg skulle se udsendelsen.

Det blev meget hurtigt en tur down memory lane! Den behandling Michael Bech fik på Hvidovre Hospital, lå temmelig tæt på de oplevelser, der sendte mig ud over kanten i sin tid. Heldigvis var jeg kun ca 2 uger i helvede – hvor Michael var fanget i noget længere tid.

Jeg lå også i sengen og sms´ede efter hjælp hos de eksperter, jeg via mit daværende job kendte. Forsøgte at finde mening i det jeg blev udsat for, selvom der så tydeligt ikke var mening med noget som helst. Følselsen af at være helt alene og hvis ens liv, skal reddes, så må man selv tage affære og ansvar. Rædslen over det man oplever og frygten for hvordan det ender.

 

2015-09-24 20.30.31

 

Men et er den måde, man som patient bliver behandlet på undervejs. Det der for alvor gav mig grumme flash backs, og gjorde mig fysisk dårlig, var Torben Mogensen, Vicedirektøren på Hvidovre Hospital. Den måde han kunne sidde og afvise alle anklager og spørgsmål. Gå i mod afdelingens eksperter. Gå i mod andre sygehuses eksperter. Gå i mod al sund fornuft. “Vi har ikke gjort noget forkert”… “Du får ikke en undskyldning af mig…”

 

2015-09-24 20.33.46

 

…på et splitsekund kom de 2 års kamp jeg efterfølgende havde med samme glatte system bragende ind i knolden på mig. Den der frustration over at møde et klagesystem, hvor det gælder om at dække sig selv og hinanden ind og hvor selverkendelse er en by i Rusland.

 

Det eneste man egentlig bare gerne vil have er en undskyldning og sikre at det ikke sker for andre, men fordi de har så travlt med at lege utro ægtemænd (= benægt, benægt, benægt), så kommer de aldrig videre….

 

Vise ord fra chefen!

Forleden talte jeg med en chef med personaleansvar (i en helt anden anledning), men snakken kom også til at falde på mit liv og bloggen her.

Vi kom ind på fordomme omkring psykisk syge, og det her med at turde være åben omkring sine udfordringer.

Jeg nævnte for hende at det netop var i forhold til arbejdsmarkedet, jeg havde haft de største betænkeligheder ved at være åben – tænk hvad en kommende arbejdsgiver ikke ville møde mig med af fordomme?
(Jeg er så også kommet dertil at jeg er trekvart ligeglad – hvis en arbejdsgiver vælger mig fra for nogen udfordringer, jeg er kommet så godt over – så er det godt nok their loss).

Men her var det så, at hun overraskede mig lidt – eller måske gjorde mine egne fordomme til skamme.

Jeg kunne altså aldrig finde på at vælge en kandidat fra på grund af psykiske udfordringer, hvis ellers personen var den rigtige til jobbet. Der er jo ingen af os, der kommer gennem  livet uden et eller andet.

Og det har hun jo fuldstændig ret i! Men det overraskede mig alligevel lidt at høre det fra en chef. Sikke heldige hendes medarbejdere er 🙂

Re-run af de kognitive evner

Engang i marts skrev jeg et indlæg omkring de kognitive vanskeligheder, som både jeg og mange andre, har oplevet efter gentagende episoder. Hvordan det er muligt at overvinde dem og at de ikke er permanente.

Nu her kan jeg lægge endnu et halvt år til min erfaring: Jo længere tid jeg sørger for at passe på mig selv og undgå stress, jo bedre bliver mine kognitive evner.

I dag har jeg stort set ingen problemer – i hvertfald ikke andre end dem andre oplever.

Dette godt nok skrevet efter jeg i aftes rendte rundt med min taske over skulderen, mens jeg febrilsk ledte efter…min taske. Ok ja…der var mit hoved også lidt blæst. Du har helt garanteret gjort noget lignende 🙂

Men – jeg synes indlægget fra marts er så godt, og der er kommet så mange nye læsere til, at det fortjener en re-run.

Hav en fantastisk mandag 🙂

Kognitive evner – eller hvordan nøglerne kom ud af køleskabet 🙂

 

2015-03-24 11.27.24

Hvorfor dog?

Jeg er blevet spurgt om ikke det er hårdt, at bruge så meget tid på at skrive her på bloggen. Og dertil kan jeg sige nej, det er det ikke 🙂

…det hjælper helt utroligt at få styr på mine tanker og få dem ned på “papir”. Jeg bearbejder oplevelser, holder styr på gode råd og strategier og al den funderen, jeg går med inde i hovedet, kommer ud et sted. Det er en eminent form for terapi for mig.

Jeg kunne sagtens bare skrive for mig selv i en dagbog, og det var også det jeg gjorde det første halvandet år af bloggens levetid. Det var kun mig selv, der havde adgang og kunne se, hvad jeg skrev. Men som jeg er kommet længere og længere i min recovery-proces, var det at stå ved hvem jeg er, og hvad jeg slås med en ret vigtig ting. Jeg behøver ikke længere finde på alle mulige dårlige undskyldninger for alt muligt. Dorte unplugged – take it or leave it. Langt de fleste det første og enkelte det sidste. Heldigvis faktisk til begge dele.

2015-09-14 08.34.33

 

Nogen har også nævnt, at jeg deler meget ud af mig selv (heldigvis har ingen sagt “for” foran meget). Og jeg deler også meget. Jeg forsøger at holde bloggen personlig, og ikke dele de private ting. Det lykkes nogen gange bedre end andre.

Men altså – jeg er slet ikke i tvivl om, at det er det rigtige for mig, at dele mine erfaringer her.

I forleden fik jeg også spørgsmålet, om jeg efterhånden ikke snart kunne leve af at være blogger. Og der må jeg igen sige nej, det kan jeg ikke 🙂 Selvom bloggen efterhånden har mange læsere, så er det et helt bevidst valg, at jeg ikke vil fylde siden med reklamer. Måske kommer det på et tidspunkt, det skal jeg ikke kunne sige, men pt. vil jeg holde den så ren som muligt.

Det her skal være mit fristed, hvor jeg skriver bare fordi jeg har lyst, og fordi jeg har noget på hjerte – og ikke fordi et indlæg skal kunne booste så og så mange reklamekroner. Men derfor er jeg da stadig vildt taknemmelig, når bloggen kaster noget af sig 🙂

“Lønnen” er for det første det, jeg som nævnt personligt får ud af mine skriverier, men den største belønning har jeg fået de to gange, der er landet en mail i min indbakke, hvor folk i krise med et planlagt selvmord nært forestående, har fået fornyet håb og tro på, at det kan lade sig gøre at leve et godt liv.

Det er den mest fantastiske følelse at læse sådan en mail, og jeg vil aldrig nogen sinde glemme det.

Samtidigt bliver der også flittigt drysset med “thumbs-up” kommentarer både i cyberspace og den virkelige verden, når jeg har folk på 2-mands-hånd. Emnerne er tit så ømtålelige, at der skal meget til for at folk tør skrive offentligt. Men jeg er dybt taknemmelig for jeres kommentarer i Brugsen, på Facebook-messenger, i den hemmelige gruppe og på min væg.

Alt i alt – bloggen er præcis som den skal være og jeg kan ikke undvære den for noget 🙂

 

Stress-sårbarhedsmodellen

Stress-sårbarhedsmodellen giver et geni(g)alt overblik:

Jeg har slet ikke fået fortalt, at jeg er startet til psykoedukation – ikke som syg, men som pårørende til en anden. Her har vi bl.a. lært om stress-sårbarhedsmodellen.

Jeg kan ikke lade være med at sidde og blive lidt stolt, når vi gennemgår materialet. For stort set alle de gode guldkorn de kommer med – det er det, jeg har fundet ud af på egen hånd. Lidt andre rækkefølger, de kalder det noget andet osv. Men helt grundlæggende er det samme forløb, jeg har strikket sammen for mig selv via mit SygdomsCV og mit Manifest 2014.

Men det betyder ikke, at jeg ikke får en masse ud af undervisningen. Tværtimod. Jeg kan relatere helt vildt til meget af det. Noget er jeg enig i – andet ikke.

En af de ting vi blev præsenteret for sidst var stress-sårbarhedsmodellen. Og den ligger lige i tråd med mine erfaringer.

Jo mere stresset du er – jo mindre skal der til før du får en episode.
Jo mere sårbar du er, jo mindre stress skal der til, før du får en episode.

Stress kan både være fysisk og psykisk – og i min verden kan sårbarhed egentlig også være både fysisk og psykisk. For mig hænger det 100% sammen.

 

Stress-sårbarhedsmodellen generelt

 

Jeg har bare aldrig lige tænkt det indsat i et diagram på den her måde. Men nu kan jeg jo vildt godt lide at analysere på tingene, så stress-sårbarhedsmodellen føles perfekt til mig.

Og nu skrev jeg om min weekend i frit fald forleden. Og den passer jo simpelthen som et skoleeksempel ind i den her model:

 

Stress-sårbarhedsmodellen sygdom

1)
Fredag morgen starter jeg ud med rundstykker og 2 (TO!!!) morgensukkersnaskestadskager. Jeg VED sukker øger min hjernes fysiske sårbarhed. Jeg har før beskrevet det som om at min hjerne bliver hudløs.

2)
Lydchok på Springvandspladsen går direkte ind fordi min hjernes sårbarhed er høj.

3)
Jeg fortsætter med at stresse min krop både ved valget om at tage med til fest (og blive der lidt for længe), men der kommer også et par episoder udefra, som jeg ikke kunne have gjort så meget ved. Men pga den øgede sårbarhed går det galt.

4)
Katastrofeberedskabet i form af Romulus søndag sættes ind og får sænket stressen FULDSTÆNDIG – både psykisk, men også fysisk via kulde/varmechok

5)
Ugen igennem har jeg passet godt på mig selv og holds stressniveauet nede. Jeg har holdt mig 99% fra sukker, spist virkelig sundt og fået gået nogen lange ture. Langsomt er min sårbarhed faldet, og jeg føler nu at jeg er på rimelig sikker grund igen.

 

Kikker vi lidt tilbage på hvordan mit liv tidligere har været, så har jeg cyklet rundt i stress-sårbarhedsmodellen lige omkring katastrofelinjen:

 

Stress-sårbarhedsmodellen ond cirkel

 

1)
Jeg er blevet begejstret/optaget af noget nyt – job, interesse, whatever. Det er langsomt gået over i stress (egne og andres krav), hvor jeg har reageret ved at løbe endnu stærkere.

2)
Det er kammet over, men fordi jeg har haft en mega selvopholdelsesdrift og virkelig kørt på “tage mig sammen”, så har jeg klaret skærene langt hen ad vejen i det røde felt også, men haft totalt kaos indvendigt Samtidig blev min sårbarhed større og større og til sidst kollapser korthuset.

3)
Langtidssygemelding hvor stressen langsomt blev sat ned – men uden egentlig at have nogen redskaber. Jeg har brugt strik som terapi virkelig meget, og det er helt fantastisk. Men det tager tid, lang, lang tid at få sit stressniveau helt ned på den måde, og jeg har ikke rigtig vidst, hvor jeg ellers skulle sætte ind.

4)
Vel nede i det grønne felt igen, skulle jeg dæleme ud og have et job efter 1-2-3 års sygemelding. Nu kunne jeg igen klare hele verden og jeg holdt ikke det lave stressniveau så længe at min sårbarhed kom helt i bund

5)
Fordi min sårbarhed stadig var middel-høj skulle der mindre til næste gang for at sende mig i stressmøllen og ud over kanten. Og dette mønster har jeg kørt i 9 år indtil januar 2014.

Det ligger helt i tråd med det “man siger” – at jo ældre du bliver som bipolar, jo mindre skal der til for at trigge en episode. Det er også det jeg har oplevet, men for mig er den gode nyhed, at det faktisk har kunne lykkes at vende denne onde cirkel.

 

Stress-sårbarhedsmodellen stabil

 

Sidst jeg var sygemeldt tog jeg igen de små skridt nedad stresstrappen, men forskellen var at jeg sørgede for at få nedsat både fysisk og psykisk stress. Det var alle fronter jeg satte ind på. Samtidig havde jeg også for første gang erkendelsen af at der skulle LANG rekreationstid til. Det var ikke nok bare at komme ned i det grønne felt. Jeg skulle helt ind i sikkerhed i nederste venstre hjørne.

Jo længere tid jeg er i det grønne felt jo lettere er det at holde mig i det nederste venstre hjørne. Og jo lettere er det at finde derned igen, når der lige kommer weekender som sidste weekend.

Men hvordan fanden kommer man så derned? Det ville sgu være let med en bette pille, der lige kan smide en derned, men sådan hænger verden desværre heldigvis ikke sammen.

Der er to akser på stress-sårbarhedsmodellen – så der er to ting, der kan pilles ved:

 

Sårbarheden:

Som jeg ser det, så er sårbarheden er en indre tilstand, som ikke kan ændres ret meget på sådan akut nu og her – undtagen med medicin. Medicinen kan give en form for “fysisk” robusthed i hovedet.

Terapi/psykologhjælp kan løsne op for nogen af de ting, der måske ligger i rygsækken, og når de er bearbejdet vil sårbarheden blive lavere.

Pårørende kan gøre meget for at skærme en, når man er sårbar. Tag snakken med kommunen, tømme postkassen og have kontakten til den perifære familie. Droppe bebrejdelserne, men i stedet være omsorgsfuld. Ole pakker mig lidt ind i vat, når jeg har det sådan 🙂

Jo længere tid jeg har været i det grønne felt, jo mindre sårbar er jeg blevet.

 

Stress:

Her er der til gengæld mulighed for at gøre noget helt akut.

Ryd kalenderen, tag væk, få familie/venner til at fylde fryseren med mad, der bare skal varmes op, få rengøringshjælp, få hjælp fra andre forældre til afhentning i institutioner, gå lange ture, hør stille stress-less musik (jeg kan anbefale Musicure nr. 7 – Horizon), sygemelde sig, gør noget godt for sig selv, wellness osv osv.

Her kan de pårørende virkelig komme på banen. Sørg for at tage bestemmerhatten på og forlang at kalenderen ryddes. Vær den der ringer og aflyser, få arrangeret alt det ovenstående. Tag i det hele taget ansvaret for, hvad der skal ske fx. sig “kom nu går vi en tur” – istedet for “har du lyst til at gå en tur”.

Det vil faktisk være en skidegod idé at I sammen laver en katastrofeberedskabsplan, så I begge ved, hvad der skal gøres, hvis det er ved at gå galt. Det kan redde et par episoder tørskoet i land.

 

Men hermed kan man også pludselig se, hvorfor medicin ikke kan stå alene. Det tager noget af sårbarheden, men alt stressen….det er sgu vores eget arbejde, der skal give pote her. Det nytter først noget, når vi også sætter ind med fornuftige strategier, men så er vi til gengæld også ret godt rustet til et stabilt liv i nederste venstre hjørne.

Mindfulness overalt i naturen

Du kan finde Mindfulness i alt hvad du laver

Jeg har tidligere gået på et “Stress, angst og depressionskursus” for sygemeldte borgere gennem kommunen. Der skulle vi bl.a. lære mindfulness, og det er bestemt en god ting. Problemet var bare at min hjerne slet ikke var klar til at lære noget nyt. Den var stresset og de automatiske tanker kørte afsted på fuld speed.

Det endte med at det blev lidt en “dunken i hovedet” på mig selv, fordi ikke engang det, som vil kunne gøre, at jeg får det bedre, kunne jeg finde ud af.

Men jeg har alligevel fået idéen om mindfulness med mig derfra og nu hvor jeg er ovenpå, kan jeg sagtens udnytte de små lommer af opmærksomhed, der ligger overalt, hvis man er….nå ja…opmærksom 🙂

Mit naturlige Mindfulness-moment

I morges tog jeg en gåtur gennem byens parker – akkurat som sidste år hvor det var mit faste morgenritual på vej til historisk museum, hvor jeg var i arbejdsprøvning.

En helt nyslået græsplæne med perler af dug var simpelthen alt for fristende, der i morgensolen. Sandalerne blev smidt og tæerne kom på græs.

Det blev et helt Mindfullness-moment – duggen var kold, græsset kildede og jeg kunne mærke det klistre til tæerne. Under fodsålerne var det blødt og fjedrende. Alt i alt helt anderledes end sandalernes faste bund.

Jeg fortsatte i bare tæer resten af vejen og det blev en helt sport at finde forskellige underlag som fusserne kunne mærke.

Det blev til den grusede stis lidt skarpe stik, blødt køligt mudder op mellem tæerne, grov asfalts hårde knudrede overflade, soltørt græs og langt uslået græs.

Alt i alt fik jeg startet dagen med begge ben godt plantet. Det her med sådan virkelig at mærke på omgivelserne er en af mine strategier, når bufferzonen skal udvides. Få nogen lidt anderledes føleimpulser i kroppen, flytter mit fokus væk fra hovedet og aktiverer nervesystemet. Det hjalp ihvertfald at blive kildet under fødderne af koldt græs 😀

 

mindfulness på græsplæne
Den her nyslåede og dugvåde plæne var bare ikke til at slå for!

 

mindfulness på tør græsplæne
Lidt længere henne var plænen ikke slået, men der havde solen tilgengæld fået magt: Langt, varmt, tørt græs.

 

mindfulness på jord
Jeg kom også forbi et sted med rent, fast jord som sti.

 

mindfulness i blødt mudder
…og blødt køligt mudder…

 

 

Astfaltstien har jeg åbenbart synes var så kedelig at se på at den ikke fortjente et billede…nå ja, sådan kan man lige ødelægge helheden. Men følelsen sidder stadig i mine fødder, så helt væk er det ikke 🙂

På samme måde kan du også prøve at få mere opmærksomhed og kropsfornemmelse ind i din hverdag. Jeg har opdaget at Mindfulness ikke er noget, der skal foregå oppe i mit hoved, men nede i min krop.

Overalt er der forskellige typer overflader du kan røre ved, der er dufte, der er små lyde eller forskellige temperature. Prøv engang imellem at tage to sekunder og lægge mærke til dem. Langsomt vil du blive trænet op til at være mere mindful i hverdagen, og hjernen vil automatisk få glæde af teknikken.

 

 

Hypothermi og hjernen

Cooling induced ER stress is good for your brain

Se lige den artikel her… En hurtig gennemgang af litteraturen på kulde-fronten gav mig den her. Jeg har ikke gravet mig igennem referencerne og ved heller ikke helt om jeg gider. Men det ser du til at det der med den oxidative stress, der fjernes er god nok – den har jeg også hørt fra flere andre sider.

Samtidig står der også noget om, at proteinfoldningen af de nyproducerede proteiner bliver påvirket af kuldechok i det efterfølgende respons – og det er jo en helt klar biokemisk reaktion.

They found that mild or moderate hypothermia induced an endoplasmic reticulum (ER) stress response and activation of the unfolded protein response (UPR), which are the cellular mechanisms that ensure correct folding of newly synthesized secreted and membrane proteins before they exit the ER.

Artiklen fortsætter med at gå ind i forskellige mulige virkningsveje og der bliver det altså for langhåret selv for en cellebiolog. Eller…rettere…jeg vil ikke udsætte mig for den fare det er, at gå dybere ind i det her. Jeg ved fra tidligere, at når jeg bliver grebet af noget, så graver jeg dybt  og bliver opslugt. Og at bruge en 2-3 uger på at opfriske forlængst begravet viden om biokemiske pathways er bare ikke hensigtsmæssigt – spændende, men ikke hensigtsmæssigt.

Så jeg nøjes for nu med at konkludere,  at jeg er ikke er helt tosset galt på den…

 

Efterskrift:

Indlæg, hvor jeg skriver om mine egne erfaringer med kulde/varme påvirkninger:

Rejsen til Romulus

En weekend i frit fald….

Joey and Janice´s day of fun!

I dag var det Katrine, der havde en rigtig øv-dag. Allerede i morges var dagen væltet, og da jeg også snilt kunne trænge til at få tanket yderligere op i tanken, så besluttede jeg at hive hende med til Sæby Svømmebad. En af læserne af bloggen har foreslået at tage derud, når pengene er små. Der er også sauna, dampbad og koldtvandsbassin – og boblebade, noget Romulus ikke har.

Så herut med Katrine og mig. Vi var selvfølgelig helt med på, at det ikke var Romulus. Og det var helt okay, for prisen var bestemt heller ikke Romulus-pris. Der var også det, der skulle være i en wellness-afdeling, men den der fuldstændige zen-afslapnings-meditations-tilstand, som jeg opnår i Romulus, var ikke til at finde. Der var for mange snakkende mennesker, men samtidig en rigtig hyggelig stemning, men det var ikke lige det vi søgte. Men ingen tvivl om, at vi var velkomne blandt Svømmebadets faste brugere og blev taget godt imod.

Så det blev til et par gange frem og tilbage mellem dampbad, sauna og det kolde vand og ikke mere. Derudover er Katrine så slank, at det tager ca 2 splitsekunder, så er hendes knogler frossen til is. Der tager det nok ca. ½ time med mig, med det spæklag jeg render rundt med. Der er fordele ved alt.

Men jo…Katrine kunne også mærke hvordan det hjalp med temperaturskiftene, men det var bare ikke helt nok til at gøre tricket for hende. Vi sad lidt og hyggesnakkede i et par stole, da det gik op for os at vi med adgangen til wellness-afdelingen samtidig også havde adgang til svømmehallen…Se det var noget, der kunne bruges. Den der store blå vandrutchebane trak gevaldigt i legebarnet i os begge, men først måtte Katrine altså lige en tur ind i fortet.

 

2015-09-08 11.31.47

 

Jeg skal forskåne jer for levende billeder – eller billeder i det hele taget – af fruen her i vandrutchebanen, selvom jeg havde det pissesjovt, men hende den bette kunne fint hænge ved kameraet. Det er sgu lige til at blive glad i låget af. Og det blev hun 🙂

 

 

Efterskrift:
Nå ja…sorry for overskriften. Men ALT kan relateres til Venner i min verden. Og det her det var virkelig “Day of fun”.

 

En weekend i frit fald….

Det kan hurtigt gå galt

Hold nu kæft…bare fordi det går godt, skal jeg godt nok ikke lige tro at den hellige gral er vel forvaret. Ohh no. Der skal ikke andet til end et par lussinger og lidt ufornuft i hurtig rækkefølge, for at tippe læsset.

En af dem var noget så uforudset som en tur op i midtbyen i fredags. Jeg havde glemt, at der var Hjørring Live og ca 1000 mennesker i midtbyen. Det gjorde nu ikke så meget og vi landede lige midt i kåringen af Årets Hometown Hero. Ret spændende da Venligboerne også var nomineret, så det skulle jeg helt sikkert se.

Ingen problemer overhovedet. MEN – så…. Da vinderen blev udråbt og den ventede fanfare blev afspillet var det ikke bare “afspillet”. Det var en lyd, der var 5 cm fra hovedhøjtalerne ved Roskilde Festival værdig. Så høj at det gjorde ondt i ørerne ikke bare på mig, men at dømme efter andres ansigtsudtryk også på dem.

 

lydoverfølsomhed
Someone….træk lige stikket til mixeren!

 

Men den eksplosion og chok det gav inde i mit hoved, var nok til en kædereaktion af adrenalin, cortisol og alt muligt andet. Kun fordi jeg efter 20 år i denne mølle har udviklet en helt eminent selvkontrol undgik jeg en total nedsmeltning med hulkende krampegråd i fosterstilling midt på Springvandspladsen.

Fanfaren fortsatte over i stort set ligeså høj musik og flere begyndte at søge væk. Jeg var godt klar over at “søge væk” ikke ville være den umiddelbare ok option, for det ville tage for lang tid – så istedet stod jeg som en anden sur dame med fingrene dybt begravet i ørerne.

Men de 10 sekunder pillede ALT forsvar væk fra min hjerne og efterlod den blottet og åben for alle indtryk. Heldigvis skulle Ole og jeg videre rundt en del af byen, hvor der ikke var så mange mennesker, så jeg kunne lige så stille fatte mig. Facaden var stadig smilende og intakt, når vi uundgåeligt mødte ret mange venner og bekendte. Men indeni var min hjerne en gang rødgrød.

Når jeg har det sådan, skal der slet ingenting til at vælte mig videre – og et par andre episoder fredag og lørdag sendte mig helt ud over kanten i frit fald.

Heldigvis har jeg en rigtig god gruppe af med-bippere, som stod klar med opbakning fredag aften og nat, hvor jeg var alene hjemme. Det hjalp lidt og tingene så ud til at bære.

Fest lørdag aften

Lørdag aften skulle vi til fest hos noget familie vi ikke har set i mange, mange år. Sidst der var komsammen for “den unge del” var for 17 år siden! Det er så i mellemtiden blevet til “den midaldrende del”. Jeg havde virkelig, virkelig lyst til at tage med – men også virkelig, virkelig brug for ikke at gøre det. Den første vandt – for en gangs skyld gad jeg simpelthen ikke det fornuftige valg. Jeg havde allieret mig med en plan der hed en af tre:

 

  • bare køre Ole derud, hilse på og gå
  • bare køre Ole derud, hilse på, få en enkelt øl og gå
  • bare køre Ole derud, hilse på, få en enkelt øl og spise med og gå

 

alkohol fest lydoverfølsomhed
Der var rigeligt vin og øl på bordet, men når jeg nu var så ufornuftig at tage med – så måtte jeg trods alt være så fornuftig, ikke at udsætte min kvadrede hjerne for opløsningsmidler… Men hold kæft hvor kan det bare være surt at være “fornuftig”, når man bare gerne vil være med 🙂

 

Det var så skidehamrende hyggeligt, at jeg endte med at blive til både dessert og kaffe og et par timers hyggesnak – jeg holdt mig til den enkelte øl og så ellers vand for resten. Det tog mig 3 forsøg at rejse mig og køre hjem og til sidst var det Ole, der nærmest tog mig i albuen og sendte mig hjemad. Og det var først ude i bilen, hvor der var stilhed, at det gik op for mig, at nu var der bare ikke mere hjerne tilbage.

Selvom jeg havde haft planer om en hyggelig nussesøndag i haven med ro og fred, gik det hurtigt op for mig, at der var der akut brug for krisebehandling. Søndag morgen startede nemlig med den nedsmeltning, der egentlig havde ventet siden Springvandspladsen. Så der var bare ikke andet at gøre end at sende mig ud i Romulus til intensiv kulde/varmeterapi.

Og når man sammenlagt tilbringer over halvanden time (og ja…jeg tog tid) on/off i deres 8 grader kolde bassin, med hovedet så meget under vand, at kun næse og øjne titter op, så er det fordi hjernen virkelig er overkørt. Mine hænder og fødder var lige ved at krampe flere gange, men hjernen nød det i fulde drag.

 

cryoheating kuldeterapi
Ja, ja. Køn er man ikke, når man plasker rundt med vådt hår og ingen makeup. Men der skal vist billedbeviser til, for at nogen vil tro på, at jeg rent faktisk ER i det kolde bassin. – og bloggen viser i forvejen alle de ikke-kønne sider ved mig, så jeg overlever nok dette billede også 😀

 

Jeg fandt til sidst en teknik, hvor jeg kunne ligge på tværs med fødderne på den ene kant og hænderne på den anden – så kunne jeg tvinge mig til at ligge i vandet ca 8-10 minutter af gangen. Vi kan vist godt være enige om, at vi er ret meget ude over “wellness”, men at man ligger der af ren og skær nødvendighed.

Som altid – det forunderlige skete langsomt i løbet af dagen. Mit hoved blev bedre og bedre. Ikke fikset helt så godt som andre gange, men udgangspunktet har dæleme heller aldrig været så dårligt før.

Da jeg kom hjem, havde Ole knoklet på med rengøring hele dagen, og det hjalp også gevaldigt på et ikke helt så stresset hoved.

I nat har jeg sovet, sovet, sovet – og selvom jeg stadig er sårbar, så er det frie fald stoppet og jeg er sikkert tilbage på kanten og med målbevidste skridt på vej helt ind i sikkerhed.

 

Efterskrift:
Jeg har faktisk overvejet om de her intensive kulde/varmechok, hvor jeg går direkte fra 15 minutters saunagus ved 130 grader til 10 minutter med hovedet under 8 grader varmt koldt vand kan have lidt samme virkning for hjernen som electrochok – bare med den fordel, at det ikke påvirker min hukommelse og kognitive evner. Jeg har aldrig prøvet ECT behandling, så jeg har ingen personlig erfaring at sammenligne de to ting med. Men jeg skal helt klart have gennemsøgt den videnskabelige litteratur, for at se om nogen har undersøgt det.

Facebook
Facebook