…!

SUK!

12.05.15: Dorte ansøger om en kædedyne ved kommunen

12.05.15: Dorte får en kvittering på, at der er søgt

14.05.15: Dorte ringer til kommunen, da der står højest 16 ugers behandlingstid, for at høre, om kommunens behandlingstid evt. i gennemsnit er kortere, da jeg virkelig har behov for den dyne. Dorte får at vide at: “Nu er det jo ikke sådan, at det er et akut fysisk problem.” Dorte tænker – nej, det er sgu meget godt. Men det er fandme snart akut psykisk, hvis ikke jeg får sovet ordentligt!

Dorte væbner sig med tålmodighed og tjekker 16 uger af frem i kalenderen.

24.08.2015: Dorte ringer til Visationen for at høre til ansøgningen, da der er gået ca. 15 uger – ingen ledige medarbejdere…

25.08.2015: Dorte ringer til…..

26.08.15: Kommunens telefoner er lukkede

27.08.15: Dorte ringer til….

31.08.15: Dorte ringer til Visationen. “Nej, du har ikke sendt en ansøgning på kædedyne”, Dorte tjekker e-boks…jo, jo…der er en kvittering på ansøgningen.

31.08.15: Dorte ringer til Visationen igen. “Okay…jamen du kommer ikke til at vente lige så lang tid igen ihvertfald.”

Dorte tager på Happie…!

Jeg er bekymret!

Endnu engang er professor Poul Gøtzsche ude med riven efter medicinalindustrien og psykiatriens brug af psykofarmaka. Medierne har været fulde af indslag i forbindelse med udgivelsen af hans nyeste bog “Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse”, der udkommer i dag.

Jeg skal ikke udtale mig om, om han har en pointe, da jeg ikke har læst nogen af hans bøger endnu. Hvilket faktisk er for dårligt! Men jo…han har ganske givet en pointe.

Jeg har jo også selv oplevet hovedløs medicinering ved min tidligere psykiater, med ordene om “vi skal bare finde den rigtige medicin, så bliver du rask” – det holdt mig fast i 9 års rutchetur, for hver gang ny medicin blev prøvet og jeg blev stabil – så var jeg jo “rask” og fortsatte lige ud i en hypomani…og endnu en tur i møllen.

Så jo…Peter Gøtzsche har uden tvivl ret i, at der bør sættes kraftigt ind med mange andre ting i psykiatrien end lige piller. MEN…og der er et kæmpe MEN.

Den retorik han buldrer frem med, gør INTET godt for sagen – udover at grave grøften større. Men det allerværste er – og det er det, der bekymrer mig helt vildt – er at de allermest sårbare, angste, paranoide, psykotiske – måske vil blive så skræmte af hans ord/retorik, at de stopper medicinen øjeblikkeligt.

Og så går det altså meget, meget galt!

 

– nu med galaxer!

Sommetider kan en rigtig fed dag opstå sådan fuldstændig spontant og ud af ingenting….

Katrine har fået de flotteste lange negle – og da vi begge fra naturens hånd (tøhø) er udstyret med de mest latterlige tynde, trekantede nogen af slagsen, har vi aldrig troet, det kunne lade sig gøre naturligt. Men nu har hende den bette altså fået de flotteste lange negle ved at have fuld fokus på neglepleje, filen og lakeren.

Igen må jeg erkende, at er der noget man gerne vil, så er det fokus og målrettethed, der er løsningen, ligegyldigt hvor umuligt det end ser ud. Og tro mig…vores negle har været helt umulige, lige siden jeg for første gang var i min mors makeuppung og Katrine var i min.

Nå – men Katrine har givet mig troen på, at det kan lade sig gøre, så nu er jeg gået all in med neglebåndsolie, kosttilskud og styrkende base coat. Der er blevet slugt youtube-videoer med de mest fantastiske designs.

Designs som jeg har set masser af på Pinterest, men aldrig gidet pinne, for det ville aldrig komme til at se fedt ud på mine negle – med mindre jeg fik acrylnegle. Og jeg har fået Ole til at love mig, at hvis jeg nogenside snakker om acrylnegle igen, så lægger han mig i håndjernene! (Og nej…ikke DEN slags håndjern. Han er vagt og har sådan nogen rigtige nogen hængende i bæltet). Mine små, tynde negle spasser helt ud, hvis de bliver lukket inde under acryl – selvom det umiddelbart ser virkelig flot ud.

Nå – men som sædvanligt var jeg i går oppe før både fanden, hans oldemor og alle andre. Morgenkaffe, hækletøj og iPadden indstillet på youtube-kanalerne Meliney.coms og Nails by Kizzy. Pludselig dukkede den her op….woooow:

 

[jwplayer mediaid=”1153″]

 

Jeg har bare et eller andet med galaxer – jeg har også malet en T-shirt engang, så teknikken er ikke ukendt. Om end der her unægteligt ret meget mindre at male på end på en T-shirt.

Samtidig er mit lager af neglelak begrænset til en hudfarvet, en guld til tæerne og lidt over/underlak, så jeg måtte ringe til en ven – Katrine!

Hun har efterhånden fået samlet sig lidt forskelligt sammen, så mon ikke jeg kunne finde de farver jeg skulle bruge i hendes lager.

 

2015-08-29 15.05.57

 

Heldigvis var Katrine med på en hyggedag i neglelakkens tegn. Jeg tror aldrig, hun opfattede, at det ikke var hende, men hendes neglelakker, der trak denne gang 😀 – ej pjat. Det er altid så hyggeligt omkring hendes spisebord.

Og det blev til en hel eftermiddag/aften omkring det spisebord, for det tager LANG tid at få 10 galaxer ned på neglene – specielt dem på højre hånd!…suk…

Men jeg synes faktisk, det lykkedes meget godt, af at det var første forsøg – så det blev fejret på behørig vis ud på aftenen!

 

2015-08-29 20.19.55-1

 

 

Efterskrift:
Her er de sådan lidt tættere på, så man faktisk kan se, at man kan se ud i rummet. Det bliver sjovt om en 2-3-4 måneder, når der er lidt mere at male på… Jeg burde nok så bare have gjort det her som 23-årig og ikke som 43-årig. Men fuck det….det er sjovt!

 

2015-08-30 06.29.15

 

 

 

Fødderne gik sine egne veje

Jeg var egentlig på vej i genbrugsbutikken i går – trængte lige til at få afløb for lidt indkøbstrang på den billige måde, men da jeg så gik forbi yndlingscaféen Happie drejede fødderne helt automatisk til højre og ind ad døren.

Jeg prøvede at holde dem på ret kurs, men ikke længe efter sad jeg ved disken med en af Vivis lækre the´er.

 

2015-08-27 15.06.59

 

Jeg havde været på høreklinikken angående min lydoverfølsomhed og mit hoved var bare balleret balleret – og nej, det er ikke en skrivefejl og jeg kan godt tilføje endnu et balleret. Det er virkelig hyggeligt, at snakke med gutten derude, men der er altså ikke rigtig noget nyt under solen, som jeg ikke har fikset på egen hånd – udover at Bose Quiet Comfort Høretelefoner er født i helvede og noget der sådan ca. af princip ikke kommer ind under hjælpemidler i Hjørring kommune, selvom andre kommuner betaler dem. (Hey…du fik forøvrigt min blog-adresse…hvis du læser det her, vil jeg gerne have de der speciallavede hørepropper, du talte om 😉 ). Nå – det er helt helt indlæg for sig selv, for jeg er bestemt ikke enig i, at sådanne høretelefoner skulle være nogen onde sataner, der gør det hele meget værre – ihvertfald ikke for sådan nogen som mig, hvor lydoverfølsomheden har rod i et akut stresset hoved og ikke en overfølsom hørenerve.

Tilbage på Happie og min the. Jeg er så heldig, at have fundet denne lille oase i Hjørring, som jeg også efterhånden har skrevet lige så meget om som Romulus. Men når tiden og økonomien ikke lige er til Romulus, så kan en time eller to alene på Happie også gøre det.

Det er også “en helt anden verden”, som jeg også søger i Romulus. Der er så fedt indrettet derinde – og helt anderledes end herhjemme hvor der ikke er tænkt en fløjtende fis over indretningen. Det er jeg simpelthen så stor en spade til, når det ikke lige drejer sig om Halloween-udsmykning. Den får I også senere – for kæft man kan også få noget sjov ud af sådan et halvmanisk efterår.

 

2015-08-27 14.36.30
På Happie er alt til salg (undtagen medarbejderne og disken). Mens jeg sad der i går, blev dette lækre lille voksbehandlede bord solgt. Vivi sætter selv borde og stole i stand – og der har som regel været udskiftning i møblementet fra besøg til besøg.

 

2015-08-27 15.08.27

 

 

2015-08-27 15.08.40
Ihhh guder hvor var jeg fristet, men jeg synes, det var ret godt klaret, at sidde ca. 30 cm fra dem her i halvanden time uden at give efter!

 

Tiden står stille derinde og der er ingen krav. Mit hoved var som sagt balleret efter en times snak på høreinstituttet, så jeg havde brug for ro og fred inden resten af dagen gik videre.

– og så er Vivi altså bare så sød og omsorgsfuld at the på Happie næsten tangerer Lone og Lavendel Dream. Men også kun næsten…

Gad vide hvad jeg egentlig ville sige med det her indlæg…nok ikke noget. Dagen skulle bare ned på papir bloggen. Så det må budskabet måske være…at der ikke altid behøver at være et budskab eller årsag. Sommetider må det godt være bare fordi….

Ministermøde!

Jeg skal holde møde med en minister i dag…!!

Dog ikke miljø- og fødevareministeren, der er det oplagte valg i forhold til mit job, men stadig en minister!!

Det er skatteminister Karsten Lauritzen, der før valget lovede mig et møde i forbindelse med mit job som produktchef for ProbioCare Danmark. Og at han på trods af den nye status som minister, stadig har taget en time ud af hans travle kalender til et møde, der ikke er hans område, er sgu lidt vildt.

Jeg kan kun sige, at han er en politiker, der holder sine løfter – ihvertfald dem til mig 🙂

Selvom Karsten ikke er det umiddelbart oplagte valg i forhold til at introducere mikrobiologisk rengørings teknologi til landbruget, er det stadig et meget vigtigt møde. Du ved aldrig hvem folk kender – og alt andet lige giver det altså ret god mening, at sætte gang i snakken i krogene på Christiansborg. Jo flere fra regeringen, jeg taler med – jo bedre!

At vende tankegangen i forhold til rengøring og desinfektion efter 60-70 års indoktrinering gøres ikke over night, så ting tager tid. Men når først den her kæmpe snebold ruller….så bliver den til en lavine! Vi kan sgu gøre Danmark MRSA-fri på 6 måneder og gøre grisene så sunde at kun 2-3% af dem behøver et enkelt skud af den allermest milde antibiotika! Det er da en sag at kæmpe for!

Tjek lige det billede fra forsøgsstalden. Det er altså en 23 år gammel stald, der bruges fuldt ud. Den er renere end mange køkkenborde!

2015-04-15 14.10.07
På det helt personlige plan, synes jeg også, det er en kæmpesejr. For 10 år siden foreslog min sagsbehandler førtidspension. Det var dengang de rent faktisk var til at komme i nærheden af, men alligevel var der ikke sådan skidemeget håb om et fornuftigt arbejdsliv. For 2 år siden havde jeg næsten accepteret at resten af mit liv skulle foregå fra sofaen.

I dag kan jeg ved hele tiden at holde fokus og passe på mig selv altså holde møde med både den MRSA-ansvarlige på Christiansborg og nu her en minister. Godt nok stadig som fleksjobber og med ikke ret mange timer, men så er opgaven jo så bare, at udnytte de få timer max til vigtige møder og lade andre om tjamset.

Sorry, det lyder lidt selvfedt, men i dag vil jeg lige tillade mig selv at være selvfed – specielt set i lyset af gårsdagens blogindlæg.

 

Skræmmende tilbageblik

….men også meget livsbekræftende!

Jeg har lige været ved at kikke tilbage til bloggens spæde start, da den endnu var hemmelig. Det var inden Manifest 2014, inden SygdomsCV, inden kompetent ny praktiserenede læge og inden konfronterende veninde.

Dengang troede jeg faktisk, at jeg havde det “godt”. At jeg var stabil. Og det var jeg sådan set også. Jeg var ikke dybt depressiv – og manisk var jeg da bestemt ikke. Jeg var leverpostej!

Se lige sådan et opslag her…det er da fortvivlende opgivende. Ingen fremtid – eller ihvertfald ikke en ønskværdig fremtid:

tilbage4

Dagen efter forsøger jeg mig med Strikkecaféen… No can do! En sølle ½ time, magter jeg. Jeg der 3-4 år tidligere kunne holde 4 timers workshops, hvor jeg var konstant på som underviser….

tilbage3

 

Og sølle 4 (FIRE) timer i efterårsferieåbne Fårup Sommerland koster en hel dag bagefter og hovedet intet kan:

 

tilbage2

 

…og et par dage efter er jeg stadig helt balleret. Og tjek lige – jeg sov til både 11.10 (ovenfor), kl. 13 og er her stolt over, at jeg denne dag er kommet op kl. 10??? WTF??? Mig, der ellers altid har været udpræget A-menneske og altid er stået op mellem 6 og 7 – også i weekenden (nogen vil måske sige, at DET er tegnet på, at jeg er helt kuk-kuk). Og hele dagen blev brugt på at lade op så det var muligt at komme ud 1½ time om aftenen:

tilbage1

Tænk at jeg har været ved at acceptere, at det her skulle være resten af mit liv. Det kunne det meget vel være blevet, hvis ikke det havde været for min tit omtalte nye praktiserende læge, der d. 23. oktober 2013 tog sig tid til at tale grundigt en hel time med mig. Undervejs sagde han de famøse ord, der skulle blive begyndelsen til et vendepunkt for mig:


Det her handler ikke om at du skal blive rask, det her handler om at du skal leve det bedste liv, du nu kan, med de udfordringer du har.

 

Der gik endnu et par måneder, hvor jeg kæmpede voldsomt med at holde hverdagen ovenvande. Men spiren var lagt. Da jeg så i begyndelsen af januar 2014 var på besøg hos en rigtig god veninde, som jeg ikke havde set længe, fik jeg det sidste spark. Hun var meget bekymret over, så meget jeg havde ændret mig, og heldigvis havde hun modet til at konfrontere mig. Det satte tanker igang og dagen efter skrev jeg sådan:

 

tilbage5

Hun gav mig sparket og jeg satte gang i Manifest 2014, der blev starten på et helt nyt og meget fantastisk liv. Læs mere om Manifestet ved at klikke på linket – men selve det færdige dokument er her:

manifest_billede

Når jeg kikker tilbage, er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg var fejlmedicineret. Den type medicin er kendt for, at nogen bliver fuldstændig zombie-agtige og sover 18-20 timer i døgnet. Der var (for mig – andre har det fint med den type) alt for mange bivirkninger ved den medicin, jeg fik dengang – og jeg accepterede det bare!

Hvor er det skræmmende at tænke på – og hvor er det skræmmende at tænke på, at der måske er mange andre derude, der går rundt som tilskuer til sit eget liv. Acceptere at det er sådan det er…

Det KAN selvfølgelig være, at det ER sådan det er. At alt er prøvet. Og så er det virkelig lort med lort på! Virkelig! Og lidt mere lort oveni.

Men er der bare den mindste mulighed for, at der er noget andet medicin, der kan hjælpe, noget der ikke er prøvet endnu eller på anden vis kan lindre bivirkningerne så meget, at man kan få overskuddet til at gøre de ting, man selv kan gøre….så håber jeg, at der bare er en enkelt eller to, der med det indlæg her, har fået det spark, som min veninde gav mig der først i januar 2014.

Vi skal simpelthen ikke finde os i, at bivirkninger gør os mere syge end selve sygdommen!!!

Men….husk lige…du må aldrig – aldrig – begynde at fifle med din medicin uden din psykiater er inde over! Aldrig! Det er vigtigt at der er en fagperson, der kan følge dig tæt!

Reddet af Romulus

Trallalulalej! Så er bloggen blevet sponsoreret – eller jeg er ihvertfald – eller måske snarere “blevet lagt mærke til”! Chefen for Romulus, syntes jeg havde noget ret interessante betragtninger omkring Romulus som dagsbehandling i forhold til stress. Derfor mente hun, at jeg skulle prøve deres “Lavender Dream”, fordi det er den ultimative stressbehandling. Faktisk var der slet ikke noget krav om en anmeldelse i enden – og det var heller ikke som “betaling” for mit sidste blogindlæg. Men altså…jeg er virkelig nødt til at fortælle om oplevelsen, så fedt var det!

Så for lige at tilgodese markedsføringsloven, ombudsmanden og hvem, der ellers kunne have interesse, så råber jeg det lige ud for alle vinde:

Yiiihaa – denne dag er sponsoreret af Romulus…så kan I tage det som reklame i lårfede tykke stråler, anerkendende anbefaling, realistisk anmeldelse, sindsygt meget “sucken up” eller hvad pokker, I nu har lyst til. Jeg beskriver bare min oplevelse i min helt egen happyworld 🙂

Nå – nok leflen for markedsføringsloven – nu frem til det jeg egentlig gerne vil fortælle om:

…som overskriften antyder var jeg mast fredag morgen…som i HELT mast! Ole og jeg havde været i København til møde, dog med pitstop i Odense, for at turen ikke skulle blive for belastende for mig.

 

2015-08-20 13.53.03

 

Selvom jeg stort set sov, al den tid vi kørte, og vi hyggede os på et plan, der var “get-away-kæreste-agtigt”, så er der alligevel mange indtryk – for slet ikke at tale om det 45 minutters møde, der var årsagen til turen. Det skriver jeg nok om på et andet tidspunkt…

I dag handler det om hvordan et mast, faldt, splattet og begyndende stresset hoved blev reddet i land i løbet af fredagen.

Fordi vi skulle være afsted onsdag – torsdag, havde jeg allerede i sidste uge booket tiden til Romulus i kalenderen hele fredag. Denne gang var der jo så endda überforkælelse og afstressning oven i hatten, da jeg skulle igennem føromtalte “Lavender Dream”-behandling. Den ultimative, afstressende af dem alle!

Romulus generelt har I hørt om et par gange efterhånden – og hvis du er ny på bloggen, så se min beskrivelse her – derfor vil jeg ikke gå nærmere i detaljer om den ting. Jeg nøjes med at konstatere, at kl. 13 var jeg ret pænt nede i gear, da jeg blev hentet af Lone, der skulle føre mig endnu længere ned.

Deres behandlerrum er lige så skønne og velgennemførte som resten af Romulus og der var gjort klar med skønne lavendel-olier mv.

2015-08-21 14.38.43

Lone forklarede kort, hvad der ventede mig de næste 80 minutters tid og så var det tid til at krybe ud af badetøjet. Nogen vil måske synes at det er en smule grænseoverskridende, at ligge der splitterkonghans, men Lone var meget diskret og havde en eminent håndklædeføring, så jeg aldrig på noget tidspunkt følte mig blottet – heller ikke mens jeg smed tøjet, eller skulle vende mig rundt på briksen.

Samtidig var håndklæderne varmet i en lille ovn, så allerede da jeg blev puttet, var jeg i himlen. Og jeg skriver puttet, for det var fuldstændig som at være 4 år igen. Kun godnathistorien manglede.

Mens jeg lå der og flød hen, blev jeg peelet med eukalyptus-salt (tror jeg det var). Mit eneste job var at slappe af. Lone sørgede for at løfte både ben og arme – og vaske saltkornene af med varme håndklæder. På det tidspunkt havde jeg stadig en nogenlunde opfattelse af, hvad der skete omkring mig, men da Lone efterfølgende begyndte at massere ryg, ben, arme, fødder flød jeg helt væk – kun lige afbrudt af, at stegen (aka mig) skulle vendes et par gange.

 

2015-08-21 14.29.22

 

Efter sidste vending til ryggen og med den sidste massage af ben og arme, kom jeg så dybt ned, at det eneste jeg opfattede var mig selv, duften af lavendel og Lones hænder. Jeg tror måske, at jeg fik fodmassage og jeg er ret sikker på, jeg fik hovedbundsmassage med lavendelolie.

Jeg sov ikke, for jeg var (for det meste) bevidst omkring mig selv. Men jeg blev så afslappet af min vejrtrækning faldt til et minimum – to eller tre gange glemte jeg faktisk at trække vejret. Hurra for vejrtrækningscenteret i hjernestammen, der ikke finder sig i et alt for lavt ilt-niveau, så helt farligt blev det aldrig. Det kunne faktisk have været ret interessant med en puls- og blodtryksmåler og et EEG (eller det er måske for meget fagnørderi?

Da Lone var færdig med massagen, tror jeg nok, jeg fik lov at ligge i et ikke nærmere defineret tidsrum – og der faldt jeg i søvn. Dyb søvn. Om det var 10 minutter eller 3 timer, ved jeg ikke. Men hele behandlingen tog 80 minutter i alt, så 3 timer var det nok ikke. Da Lone forsigtig strøg mig ved håret, knipsede let med fingrene, dukkede jeg langsomt op til overfalden igen. Jeg fik tiden til at komme til mig selv, så der var ikke noget ubehageligt ved at skulle op fra dybet.

 

2015-08-21 14.29.17

Lone instruerede mig i, at det var en god idé at gå i dampbad eller sauna, for at olien rigtig kunne trænge ind i huden og gøre den lækker. Det lød også som en rigtig god idé, men helt ærligt – det eneste jeg tænkte på, var at komme op på hvilestolene og dykke ned på bunden igen.

– og jeg kom aldrig videre fra hvileområdet… ca 2 timers dyb søvn blev det til. Sådan helt dernede, hvor jeg sikkert både har savlet og været ucharmerende, men det var tiltrængt.

 

2015-08-21 14.46.23
Heldigvis havde Ole kørt mig ud i Romulus om morgenen, for det havde på ingen måde været forsvarligt, hvis jeg var kørt hjem selv. Mine arme og ben var bare tungere end normalt og hovedet helt i zen-mode. Efter en god gang kalveculotte til aftensmad tumlede jeg direkte ind i seng, så 3½ minuts Venner på Zulu og faldt endnu engang bare ned, ned, ned.

Jeg har sovet så umanerligt dybt i nat og da jeg vågnede kl. 5 var hoved, krop og sjæl totalt i balance igen. Ingen lydoverfølsomhed, ingen trælse tanker, ingen hjernekværnen.

 

Efterskrift:
Jeg har tidligere syntes, det var “dyrt” med behandling oveni indgangsprisen, og derfor er det også kun sket to gange før, at jeg har tilkøbt en af deres behandlinger. Men jeg må indrømme, at jeg har ændret opfattelse til “investering” i stedet, og puttet behandlinger ind på strategi-listen.

Fra nu af vil jeg ikke tøve med at vælge fra menu-kortet, hvis jeg skulle komme ud for at være lige så mast igen. Alt andet lige er det et spørgsmål om prioritering – om det så er rødvin til maden, McD, nye bukser eller selv sommerens samlede portion af Blå-Ishus-Is, der skal skæres væk. I mit tilfælde bliver det nok nærmere ret mange dage med billig aftensmad (læs: rugbrød). Det her er en investering i, at holde mit hoved sundt og mit arbejdsliv på ret kurs. Det SKAL lykkes og forhåbentlig kommer den dag, hvor møderne i Kbh har givet så meget pote, at jeg ikke behøver at prioritere – men kun nøjes med at vælge.

Kosttilskud til os med bipolar lidelse – læs med her

Tager du kosttilskud?

Det spørgsmål har jeg fået mange gange. Og i givet fald hvilke kosttilskud, jeg tager.

Og jeg kan svare et stort rungende JA, det gør jeg i den grad! Siden Manifest 2014 har jeg optimeret min krop på alle områder – og det inkluderer at sørge for at den har de byggesten, den skal bruge. En krop i underskud er som en bil, der mangler olie – og forøvrigt har fået hældt 92 oktan med vand i på – dækkene er også faktisk også helt nede på bundulovlig.

Disse kosttilskud anbefalede lægen

I sin tid startede jeg med at få tjekket mit D-vitamin-niveau. Det var alarmerende lavt. Lægen ordinerede 70-100 microgram dagligt i en 3 måneders periode, hvilket er over 10 gange daglig dosis.

Samtidig skulle jeg tage Calcium, for at D-vitaminen bedre kunne optages.

Lægen anbefalede derudover en generel multivitamin-tablet dagligt.

Jeg havde derudover fået anbefalet andre former for kosttilskud fra min meget kloge veninde, der er ekspert indenfor helsekost. (Ikke bare noget jeg fyrer af – hun er selvstændig konsulent for helsebranchen og sidder med dokumentation overfor Fødevarestyrelsen, så hun ved helt sikkert, hvad hun taler om). Jeg fik ok fra min psykiater til hendes forslag – faktisk sagde han at det var en rigtig god cocktail, for en med bipolar lidelse. (NB! Få altid lige et ok fra læge/psykiater – der KAN være interaktioner med noget af det medicin, du får i forvejen)

Disse kosttilskud anbefalede helsekost-eksperten:

Lechitin, 1200 mg
Lechitin er en fedtsyre, der har samme indhold som vores cellemembraner og det fedt, der sidder omkring alle vores nerver.

N-acetyl-cystein, 600 mg
NAC som det også forkortes er en meget kraftig antioxidant. I Danmark er den kendt under salgsnavnet Mucolycin og sælges som hostestillende. Men udenlandske studier har vist at den også kan have en stabiliserende virkning på psyken og mange andre ting.

Magnesium, 400 mg
Magnesium har en stabiliserende virkning på nervebanerne og hjælper også med optagelsen af D-vitamin/Calcium

CoQ10, 60 mg
CoEnzym Q10 har en vigtig rolle i elektrontransporten i cellerne og dermed cellernes energi-system.

Omega-3 360 EPA/240 DHA
Endnu en fedtsyre, som der stabilisere og hjælper kroppens cellemembraner og myelin-skeder (fedtet omkring nervebanerne)

Jeg har også en overgang taget Gurkemeje og Ingefær-tabletter, men de der ingefær-nogen smagte simpelthen så rædselsfuldt at det på ingen måde kunne opveje whatever god virkning, de nu kunne have på mig!

Mine kosttilskud - lecithin magnesium ingefær NAC
Jeg skriver altid på låget hvor mange stk, jeg skal have pr. dag. Og så pakker jeg medicinæske til 14 dage af gangen. – og så ved du at du tager mange kosttilskud, når den medicinæske faktisk er en æske til skruer købt i Harald Nyborg!!!

 

Ved at sørge for, at kroppen er virkelig optimeret i forhold til de byggesten den skal bruge, er det også med til at nedsætte kroppens stress. Den skal ikke køre i underskud og derfor give symptomer af den ene eller anden slags.

Samtidig har jeg meget fokus på kosten – mange grøntsager, kvalitetskød, nødder, bær, frugter, æg, fisk og et minimum af brød, kartofler, ris, pasta og sukker. Se også dette indlæg her.

Alt i alt gør det at min krop har overskud og mit blodsukker holdes rimeligt stabilt. Og et stabilt blodsukker er også med til at holde hovedet stabilt. Giv mig en skål slik og mit hoved tilter!

 

Efterskrift:
Kosttilskud kan være noget pokkers dyrt stads. Derfor handler jeg i England på denne side. Selvom transport/porto snilt kommer op over 100 kr, kan det sagtens betale sig. Kik dig lidt for derinde, der er tit gode tilbud. Som du kan se på billedet køber jeg oftest Swansons produkter.

Juhu-fest vol. 3

Nu var det tid til at ryste den højtidelige stemning af os. Nogen gik en tur, nogen fandt en kold øl og vi var nogen, der endnu engang fortsatte inde ved udstillingen – denne gang blev der fyldt lidt ekstra i dram-glasset og snakken var mere opløftet. De rigtig gode historier kom på banen, og det var så livsbekræftende at være med til

Specielt fars kollega havde en del røverhistorier fra deres udlandsture sammen. Jeg havde hørt dem alle før fra fars side, hvor kollegaen altid var “skurken”, der havde lavet et eller andet – men nu var det omvendt og det var far, der skulle have sagt “do…we må intj ha wor bøøs´mæ” i sikkerhedskontrollen lufthavnen. Det var dengang det gav et løftet øjenbryn og et hvast blik. Den går ikke længere i dag. Historier bliver kun bedre af at blive fortalt, og hvor var det sjovt. Hvem, der havde sagt hvad, var underordnet – de to har helt sikkert haft mange sjove oplevelser sammen gennem 25-30 års kollegaskab.

Ved 13-tiden var den helstegte pattegris klar. Og den var som altid perfekt. Far fik heldigvis testet Grete og Pouls gris af mange gange. Først til familiefest i 2008, til Claras konfirmation og igen til hans 87 års fødselsdag. Far elskede deres gris – specielt at stå og kikke på den roterende transportable grill. Det er der altså fest over! (Skal du have landsdelens – eller måske nok i virkeligheden Danmarks – bedste helstegte grissebasse, så smid en kommentar, så fikser jeg kontakten)

 

jj05

 

Resten af dagen var fuldstændig som enhver anden familiefest. Der var sjove taler med flere anekdoter og røverhistorier fra fars liv. Der blev skålet og hilst på kryds og tværs. Ja – det var en fejring, hvor hovedpersonen dog manglede, men alligevel var han der midt blandt os. Far og jeg havde snakket om det gilde så mange gange, at jo…han var sgu med!

Udstillingsbordet havde rystet folk så godt sammen på kryds og tværs, at snakken gik lystigt – også om alle mulige andre emner.

Måske en idé til andre familiefester – specielt bryllupper, hvor nogen måske ikke helt kender “den anden familie”.

 

jj06

 

Det blev sent ud på aftenen, før vi gik igang med oprydningen godt hjulpet af de sidste gæster. Vi var alle enige om, at det simpelthen ikke på nogen måde kunne have været bedre.

Den dag gemmer jeg virkelig i mit hjerte med taknemmelighed.

 

Efterskrift:
Hvad vil jeg så sige, med hele denne beretning? Udover at fortælle om denne fantastiske måde at komme herfra.

Jo, hypomanier (som er en let form for mani) er ikke altid af det onde. Det er en gave, at kunne hive ressourcer op af hatten, hvor der ikke burde være nogen tilbage og så ellers bare køre på speeden.

For det gjorde jeg den uge, hvor jeg skulle have alt det her arrangeret. Jeg havde aldrig nogen sinde klaret det uden. Alene det at finde et sted at afholde en bisættelse udenfor kirke/kapel var noget af en opgave – og planlægge dagen, talen, udstillingen. Så er der alle de andre praktiske ting i forbindelse med et dødsfald – og til sidst lige arrangementet af en fuldblown familiefest. Alt sammen klaret på mindre end en uge.

Men det er et tve-ægget sværd. Det kostede 11 ½ måneds sygemelding bagefter, men når jeg tænker tilbage var det det værd. Det var selvfølgelig ikke bisættelsen alene, der var skyld i sygemeldingen – langt, langt fra. Der var også hele forløbet på sygehuset med 3 hofteoperationer på 5 uger, dagene op til fars død, hvor jeg stort set ikke sov 28 timer i træk, foråret havde været rædselsfuld p.g.a. andre personlige familieting og alt kædet sammen med et job, med meget trælse og urimelige betingelser. Men hypomanien gjorde, at alt blev klaret, mens det stod på. Og det er jeg taknemmelig for, så vi kunne få sat det helt rigtige punktum.

Idéer, modet til at gennemføre, energien, fantasien bobler i den fase. Og det er en af de ting, jeg stadig har med mig – men i noget mere normalt leje.

Jeg sørger for, at jeg aldrig kommer så langt ud igen. Højest en 3-4 på en skala fra -20 til 20. Akkurat som andre mennesker, der kan hive sig selv op med hårrødderne i en tilspidset situation.

Angående jobbet skulle jeg have slået kraftigt i bordet allerede ½ år før. Jeg skulle også have passet på og prioriteret mig selv – sørget for lidt Romulus ind imellem. Jeg var bare slet ikke klar over, hvor vigtigt det var. Det sidste år havde jeg haft alt for travlt med at tage mig sammen og opfylde (både mine egne og andres) krav.

Nu er jeg heldigvis fuldt klar over, hvad der skal til for at styre i det her farvand – og forhåbentligt varer det mange år, inden der skal holdes Juhu-fest i familien igen 🙂

Juhu-fest vol. 2

Dagen for fars bisættelse oprandt og rammerne var perfekte. Det var lige sådan, jeg er helt sikker på, far har forestillet sig, det skulle være.

Der kom rigtig mange gæster fra nær og fjern. Jeg var overrasket over – og så alligevel ikke – hvor mange mere eller mindre fjerne bekendte, der ville være med til at sige tak for denne gang til far. Hans gamle bankmand, min barndomsveninde og hendes mor, som jeg stort set ikke har set siden. Bekendte fra området ved fars sommerhus, min gamle 4H-ven og en masse andre. Og selvfølgelig alle grene af familien. Nær og fjern kom folk fra.

Flere benyttede sig af at løfte glasset og hilse på far en sidste gang.

Det viste sig at være en rigtig god idé med det lille udstillingsbord. Flere kunne fortælle historien bag nogen af tingene og det gjorde at folk snakkede på kryds og tværs. Helt uafhængigt af hvor de kendte far fra – og helt uafhængigt af, om de kendte hinanden.

jj02
Vores udstilling med ting der alle gemte en god historie om far – eller have haft en betydning. Rubiks Kube brugte han utallige timer med i ´80-erne Da først koden var knækket kunne han stadig i en alder af 88 løse den i løbet af 10-15 minutter.

11.30 faldt der en højtidelig ro over forsamlingen og alle fandt en plads. Min kusines mand havde violinen med og spillede til de sange jeg havde valgt sammen med Ole, Katrine og Clara.

Der var bl.a “I østen stiger solen op”, som far altid sang som godnatsang for mig, da jeg var barn – og brugte flittigt, når der var 4H-afslutning rundt om i landsdelen. “Jeg er havren” i samme kategori blev også sunget.

jj01
Far syntes altid så godt om, når Søren havde fiolen med til fest – så selvfølgelig var det også den, der skulle akkompagnere os denne gang.

Som sagt stod jeg selv for talen. Den var blevet øvet igennem mange, mange gange derhjemme, så den klump, der kom i halsen flere steder efterhånden var blevet mindre og mindre.

Jeg talte om fars liv, fars betydning for både os som familie, men også for alle de børn, han kom i kontakt med i sit virke som landsdelens ungdomskonsulent på Landbogården i Hjørring. Det var en svær balance, at holde den personlig uden at blive for sentimental, men jeg tror jeg ramte meget godt. Det var ihvertfald tilbagemeldingen. Det var også godt jeg havde fået den øvet så mange gange derhjemme – jeg kom igennem uden at bryde sammen 🙂

Min anden kusine – en af fars 2 “døtre” fra før jeg blev født – læste et meget smukt digt op, der passede perfekt ind i sammenhængen. Jeg havde bedt om, at det højtidelige ville foregå her ved kisten – og når der skulle holdes fest, måtte der ikke begrædes, men meget gerne deles anekdoter og sjove historier.

Til slut var der ikke flere ord og ikke flere sange fra vores side. Kun en sidste hilsen fra far til os: Husk at se jer omkring. Se livet i selv de mindste ting.

Derfor lød Louis Amstrong og “What a wonderfull world” ud af højttalerne. Fars yndlingssang og hans liv kunne ikke være beskrevet bedre.

I see trees of green, red roses too
I see them bloom for me and you
And I think to myself what a wonderful world.

I see skies of blue and clouds of white
The bright blessed day, the dark sacred night
And I think to myself what a wonderful world.

The colors of the rainbow so pretty in the sky
Are also on the faces of people going by
I see friends shaking hands saying how do you do
But they’re really saying I love you.

I hear baby’s cry, and I watched them grow
They’ll learn much more than I’ll ever know
And I think to myself what a wonderful world.
Yes, I think to myself what a wonderful world.

[jwplayer mediaid=”1035″]
Tiden var kommet til at følge far videre. Det kan godt være, jeg er lidt gammeldags og traditionsbunden på det punkt. Men jeg havde valgt at de mænd, far virkelig så som sine venner – og der var både fra familie-,venne-, nabo- og kollegakategorien – skulle bære. Ikke os piger.

Kisten blev båret ud i den ventende rustvogn og vi stod alle i stilhed mens døren blev lukket og vognen kørte væk. Der skulle ikke siges flere ord.

Min tredje kusines (jeg har heldigvis mange) mand og jeg gik over og fik flaget hejst til tops – og det var markeringen på, at nu skulle livet – og i særdeleshed fars – fejres!

Jeg må hellere fortsætte fortællingen i vol. 3 – dagen er langt fra slut endnu og indlægget er allerede langt….

 

jj04
Flaget er røget til tops og nu kan fejringen af fars liv for alvor begynde.