For et par år siden – måske i et anfald af overmod og overstadighed grænsende til let hypomani, det skal jeg ikke kunne sige – søgte jeg et fuldtidsjob som sælger i et medicinalfirma. Vel vidende at der ikke er noget der hedder “fuldtids”job i den branche, når der på kontrakten står “37 timer uden højeste tjenetid”. Så snakker vi altså way more end fuldtid!
På det tidspunkt havde jeg det godt og stabilt, men var desværre dengang ikke klar over, at der ikke er noget der hedder “at blive rask”. Og når samtidig “blive rask” i min bog betød gang i 1000 forskellige projekter, arbejde ca 60-70 timer om ugen OG være med i diverse bestyrelser, betød det at jeg ikke altid liiige sørgede for at tage hensyn til mig selv. Så selvfølgelig skulle jeg søge det her hamrende spændende job, når du jeg mente, jeg var “blevet rask” og det gjorde jeg.
Jeg kom til samtale med den danske teamleder og salgschef – og det var jo fuldstændig fantastisk at være back on track. Jeg kørte med klatten, og blev inviteret til samtale med deres europæiske chef.
Og her fik jeg så endnu et eksempel på hvordan mennesker, der har let til stress bliver påvirket af alle mulige andre ting end lige præcis den opgave de sidder med.
Jobsamtalen skulle foregå på engelsk. Det vidste jeg i forvejen og det havde jeg forberedt mig på. Jobsamtalen skulle foregår på et hotel, for der var europæisk salgskonference i firmaet, så derfor var chefen i Danmark. Det var jeg også forberedt på.
Hvad jeg ikke var forberedt på var:
at han var 20 minutter forsinket, uden at jeg fik nogen forklaring i receptionen, så jeg nåede at blive ret nervøs over, om jeg nu også var ankommet på det rette tidspunkt.
at der ikke var booket et lokale til os, så jobsamtalen skulle foregå ude i et fællesareal
at det var i en kaffepause i konferencen, så der var FYLDT omkring os med de andre salgskonsulenter fra firmaet, der klirrede med kaffekopper og summende talte sammen, så det var meget svært at få ørenlyd
at de sad og skævede nysgerrigt over til vores bord
at chefen var belgier og talte engelsk værre end i “‘Allo ‘allo”
Man kan selvfølgelig indvende at “Det SKAL du kunne holde til” som en vis anden chef jeg har været udsat for engang sagde, men fakta er at alle de der udenomspåvirkninger intet havde at gøre med, hvor dygtig jeg ville være til mit arbejde, hvor jeg ville sidde alene ude i en bil og tage ind til besøg hos praktiserende læger. Jeg tror nu også at ret mange andre ville være blevet påvirket negativt i den situation.
Nu var det ret heldigt, at jobsamtalen kom til at foregå på den måde, så jeg ikke fik jobbet, men jeg har efterfølgende tænkt meget over denne situation. Specielt dengang jeg skulle beskrive hvilke skånehensyn, jeg skulle have nedskrevet i en kontrakt med en fremtidig arbejdsgiver (og som også står i min kontrakt nu):
Mulighed for eget kontor
Ingen ringende telefoner
Ingen generende lys/lydpåvirkninger.
Ingen afbrydelser i arbejdsflow
Tæt kontakt med nærmeste leder
Tydelig ledelse
Afgrænsede opgaver både med over- og underlægger
Faktisk synes jeg, at det er temmelig utroligt, at det er nødvendigt at have pkt. 3-7 med som specifikke SKÅNEHENSYN. Det er da virkelig helt almindelige gode arbejdsforhold og god ledelse.
Jeg er måske blevet lidt skadet – eller forvænt, er det nok nærmere – fra mine nærmeste chefer i medicinalbranchen inden jeg gik ned. Jeg har arbejdet under 3 forskellige teamledere – og de har alle været (og er) eminente chefer, så selvom jeg nok også havde både depressive og hypomaniske episoder i disse år, så slog de ikke voldsomt igennem, før “point break” i oktober 2004.
Jeg tror VIRKELIG, at chefkulturen på dagens arbejdsmarkedet har meget at sige over, om man tager den store tur i stressmøllen og måske ender som depressiv/bipolar.
Mine første 3 chefer formåede at få det bedste ud af mig som medarbejder – hvor jeg efterfølgende er stødt på nogen klaphatte af karat. Men dem fortæller jeg nok om en anden gang…
Jeg har simpelthen den mest fantastiske psykiater! Og jeg holder rigtig godt fast i ham!
Jeg har hørt flere andre bipolare fortælle, at de er “blevet afsluttet” – oftest efter et forløb i distriktspsykiatrien. Og det forstår jeg simpelthen overhovedet ikke en hujende fis af.
Bipolar lidelse er en livslang følgesvend, som sagtens kan “gå i dvale” eller “være stabil” – men det er altså også en dynamisk sygdom, der kan give udsving, hvis vi bliver tilstrækkeligt påvirket. Stress, ulykker, dødsfald eller – også helt uden årsag.
Og der er det altså tvingende nødvendigt med hurtig hjælp. Der kan også være brug for løbende småjusteringer af medicin, både den faste og diverse pn medikamenter (pn = efter behov) selvom man egentlig er stabil.
Derfor synes jeg aldrig, vi bipolare kan betegnes som “afsluttede”. Jeg synes helt klart, at vi burde være tilknyttet en speciallæge “for life”, selvom vi måske i lange perioder bare er “passivt medlem af klubben”.
Så kan vi bruge vedkommende, de perioder vi har behov for det, og i andre perioder måske kun komme et par gange om året til servicetjek.
Selvom jeg nu har det rigtig, rigtig godt – og helt oprigtigt tror på, at min lidelse ikke vil få den store negative indflydelse på resten af mit liv, så håber jeg ikke, jeg får et afsluttet-stempel i panden.
Min psykiater er en af de mange krykker, jeg kan gøre brug af, selvom jeg ikke ser ham så tit – og jo flere krykker, jo nemmere er det altså at holde balancen.
Derfor vil jeg opfordre dig til – hvis du på nogen måde føler du har brug for en lignende krykke i baghånden, at få en henvisning til en privatpraktiserende psykiater. Man kan indvende at det er dyrt for samfundet, men helt ærligt så tror jeg, i det lange løb at det er dyrere at lade være. Både menneskeligt og samfundsøkonomisk.
For noget tid siden skrev jeg et indlæg om at tage springet og forskellen på den bipolares, iværksætterens og den almindeliges mind-set. Ole og jeg tog i 2009 springet og søsatte Knitalot – verdens første interaktive kollektion af strikdesign.
Det var en idé udsprunget af noget der var et problem, nemlig at man ikke kunne få strikkeopskriften i de størrelser og det gang man gerne ville have.
Jeg tænkte at det måtte da kunne lade sig gøre at lave en beregner, der tog højde for alt det
Alle syntes det var en smart idé, men alle havde samtidig travlt med at fortælle os at det ikke kunne lade sig gøre.
“Du har jo aldrig designet før, og har først lige lært at strikke, så det kan du ikke”
Jamen så må jeg lære det!
“Designmæssigt dur det ikke da babyer og voksne er dimensioneret forskelligt, så det kan du ikke”
– Jamen tak for oplysningen, så må jeg jo bare tage højde for det!
“Matematisk kan det ikke lade sig gøre, det vil blive alt for store beregninger”
– well, de klarede at beregne en hel Storebæltsbro, så mon ikke også en bette trøje kan lade sig gøre
“IT-teknisk kan det ikke lade sig gøre, en server kan slet ikke sættes sådan op”
– Ok, der kom jeg til kort, det kunne folk sagtens bilde mig ind for det anede jeg ikke en bjælde om, men igen…altså RET mange andre systemer rundt omkring virker (undtagen det offentliges 😉 ) Heldigvis vidste Ole at det bare var et spørgsmål om at finde de rigtige mennesker, og så løste vi også det problem
“Økonomisk vil det være dumt – hvad vil I tjene penge på?”
Det er jo et vægtigt argument i forhold til NORMALE mennesker. Men den bipolare hjerne (eller…min ihvertfald) er fuldstændig ligeglad med økonomiske konsekvenser, bare den har det sjovt og den laver noget genialt.
(Note to self: ansæt en til at holde styr på økonomien næste gang)
Men vi gjorde det! Vi tog springet!
Og fejlede i bankens, revisorens og mange andres øjne – økonomisk.
Men vi lykkedes big time i vores egne øjne for www.knitalot.dk lykkedes. Jeg løste alle problemerne undervejs og siden blev verdens første hele kollektion af interaktive strikkeopskrifter.
Det er da vildt STORT.
Efternote: Det er lidt sjovt, at jeg uden problemer kunne arbejde 40-60-80 timer om ugen uden at blive manisk – kun effektiv og produktiv. I den tid gjorde jeg også rigtig mange gode ting for mig selv – og strikkede en hulens masse. Men i det øjeblik, jeg fik fokus flyttet fra MIN forretning og der begyndte at komme forhindringer jeg ikke kunne gøre noget ved (økonomi mv) og der ikke fandtes flere muligheder, SÅ blev jeg stresset og presset.
Efter-efternote:Jeg har været presset så mange gange efterhånden, at jeg IKKE længere kan arbejde 40-60-80 timer om ugen. Ikke engang 37 :/ Jeg er nede på sølle 14 timer, fordi min hjerne har brug for at køle max af ind imellem arbejdstimerne. Det er eddermaneme irriterende! Så lov mig at gøre alt hvad du kan, for at forebygge stress og episoder. De spiser sgu din hjerne bid for bid.
Jeg omtaler mig selv som bipolar. Jeg siger, at jeg er bipolar – og sommetider siger jeg, at jeg har Bipolar Affektiv Lidelse.
Det er sådan rimeligvis i flæng og hvad der lige falder naturligt i samtalen.
Oftest bliver det dog til at jeg ER bipolar. På samme måde som jeg ER glad, jeg ER ked af det, jeg ER sulten, jeg ER lykkelig.
For mange betyder det meget, at vi ikke ER lidelsen, men HAR den. Det betyder ikke så meget for mig, men jeg oplever tit at blive rettet på. Jeg ved ikke, om det er noget psykiatere har fundet på, for at vi bedre skal kunne acceptere sygdommen? Måske. Og det synes jeg egentligt er fint, og jeg kan sagtens forstå argumentet, men…
Da jeg var barn, boede min farmor på plejehjem. Jeg holdt meget af at gå ned i “terapien”, hvor de ældre lavede alle mulige hobbyting. Jeg fik tit lov til at være med og det var rigtig hyggeligt at sidde og småsludre.
Engang satte jeg mig ved siden af en dame i kørestol. Jeg spurgte hende om ikke det var trælst at sidde i rullestol. Så fik jeg en belæring om, at det IKKE var en rullestol, men en KØREstol. Jeg forstod ikke helt forskellen, udover at jeg havde fornærmet hende 🙁
Vi fik aldrig snakket om det at sidde i sådan en stol, ikke at kunne gå og hvordan hun var endt der – og der gik ret lang tid, inden jeg turde spørge nogen om deres handicap igen.
Jeg oplever det samme med talemåden har/er bipolar. Det er superfint, hvis det hjælper den enkelte til at acceptere sin sygdom, at man ikke ER lidelsen, men HAR den. Helt okay. Vi gør hver især hvad vi kan for at acceptere, forstå og lindre.
Men jeg synes det er trist, når det at man bruger ordet HAR eller ER gøres til et issue i en samtale, der handler om noget helt andet.
Vi vil gerne have dialogen med venner, bekendte, familie, kolleger mv, og vi håber at de rent faktisk tør spørge ind til det at være (have) bipolar. Vi vil gerne have dialogen i stedet for at de går med – ofte forkerte – fordomme/forestillinger/frygt inden i. Men hvis det første de bliver mødt med er en belæring om, at de har brugt et forkert ord, så er afstanden skabt med det samme.
Og tænk hvis folk ikke tør spørge ind af frygt for uforvarende at være politisk ukorrekt….
Men hvad siger du? ER du bipolar eller HAR du bipolar affektiv lidelse? Og hvad med jer pårørende eller såkaldt normale? Har I oplevet ikke at turde spørge?
I dag er det World Bipolar Day og det sætter Depressionsforeningen fokus på med kampagnen “Er du bange for mig?”, da en undersøgelse viste at ret mange faktisk var bange for folk med Bipolar Affektiv Lidelse.
Og det fik mig til at reflektere lidt over det her med frygt og fordomme – om der måske var nogen, der var bange for mig.
Og nej – jeg tror helt ærligt ikke, jeg er stødt på nogen, der har været bange for mig (men nok et par enkelte, der har været skræmt over, at jeg pludselig er blevet rigtig (berettiget) vred på dem – specielt fordi jeg plejer at have VIRKELIG lang lunte).
Det kan godt være, at der har været mennesker, der aldrig ville have taget kontakt til mig, hvis de havde vidst på forhånd, at jeg var bipolar.
Det ved jeg faktisk 100%, at der er, for jeg har selv spurgt nogen af mine nyeste bekendte i forbindelse med, at jeg ville lave dette indlæg. Svaret var samstemmende: NEJ, det ville de ikke – men de er alligevel glade for at have lært mig at kende.
Der sidder sikkert også en god del derude, som har fravalgt første kontakt, fordi rygterne om min sygdom måske er løbet i forvejen. Det kan også være, at jeg med bloggen her, har afskåret mig fra visse fremtidige bekendtskaber. So be it, their loss.
Det jeg vil frem til er, at det ikke er MIG, folk er bange for, men sygdommen. Eller rettere de handlinger sygdommen – MÅSKE – ville kunne få mig til at gøre. Den frygt stammer af uvidenhed – og det fact at “almindelige meneskers” viden om bipolar lidelse/maniodepressivitet, stammer fra pressen, hvor man har læst om nogen ret voldsomme ting folk har gjort under manier/psykoser.
Og skal jeg være ærlig, så ville det også skræmme mig at møde en manisk i psykose for fuld udblæsning, fordi det kan være ret svært at håndtere og forstå. Specielt hvis man ikke ved hvad det handler om.
Men langt størstedelen af tiden er bipolare altså helt almindeligt reagerende mennesker – og mange vil aldrig komme ud i en manisk psykose. Og endnu færre vil være farlige i den tilstand – reagere underligt ja, men ikke farlige.
Hvis vi kikker lidt matematisk på det (og jeg har tendenser til at blive ret matemanisk, når jeg skal analysere et problem), så ved vi at ca. 2-3 % af befolkningen lider af Bipolar Affektiv Lidelse. Kik på din Facebook-venneliste – hvor mange venner har du? En 2-300? Flere…? Prøv at se her:
200 venner: 4-6 bipolare
300 venner: 6-9 bipolare
400 venner: 8-12 bipolare
500 venner: 10-15 bipolare
60…ej fortsæt selv.
Prøv at hør her….vi er derude. Som helt almindelige mennesker. Du opdager os ikke rigtig, for vi er ikke så meget anderledes end dig selv.
Bipolar lidelse er ret ofte en kamp i vores indre – faktisk så kan det du opfatter som skide sjov, gang i den, festens midtpunkt, workaholic og hamrende charmerende lige præcis være det, der ofte kendetegner en hypomani (stadiet inden manisk). Kroppen kan bare ikke holde til “gang i den” over en længere periode og der kollapses i en depression – men den side af mig ser du bare ikke, for der gemmer jeg mig bag nedrullede gardiner.
Så…tag det helt roligt, der er ingen grund til at være bange for mig – eller Stine – eller Mads – eller en af de mange andre, du kan møde på www.erdubangeformig.dk
Efternote: Tætte pårørende har som regel ikke noget valg, hvis en af deres kære bliver ramt. De er med helt tæt på og kender jo personen på godt og ondt inden. Derfor vil sygdommen ofte ikke definere billedet af den person.
Der hvor fordomme kan være et rigtigt stort problem, er i forhold til ny kæreste, bekendte eller arbejdsmarkedet. Det er også i forhold til arbejdsmarkedet, at jeg har haft de allerstørste forbehold i forhold til at være åben. Men efter jeg blev meget bevidst om, at mange af de egenskaber jeg har, som arbejdsgiverne virkelig sætter pris på, skyldes min bipolaritet, så frygter jeg det ikke længere.
Har du frygt for at din arbejdsplads skal “opdage” at du har Bipolar Affektiv Lidelse eller ville du ønske de vidste mere? Så foreslå evt. ledelsen mit foredrag “Den genigale medarbejder”
Nå…det var noget med en plan for Katrine, vi kom fra – og at jeg efterhånden er trekvart pisseligeglad med uddannelsessystem, politikere, studenterhue og alt muligt andet.
Måske kom det ikke tydeligt nok frem i gårsdagens indlæg, da ordet ikke blev nævnt. Men Katrine sidder pt. midt i en depression, som hun langsomt forsøger at kravle op af. Det skal også siges, at alt jeg skriver her på bloggen omkring Katrine, er læst og godkendt af hende selv først. Hun magter bare ikke selv at fortælle lige nu, men vil gerne have historien ud.
Fakta er, at det overordnede mål som blev formuleret så smukt af min praktiserende læge, Jesper der tilbage i oktober ´13 også glæder for Katrine:
“Det gælder om at have det bedste liv du kan have, med de udfordringer du har”
Det nytter ikke noget, at presse det barn (undskyld, jeg ved du er 23 og selv mor, men for mig vil du altid være min lille pige) mere og forsøge at finde en kasse, der kan passe. Katrine er helt speciel og fuldstændig sin egen, og derfor er hun nødt til at skabe sig sin egen kasse. For som skrevet i går, er der efterhånden forsøgt ret mange kasser, og ingen har kunne rumme hendes intelligens.
Jeg ved, det er lige så tabu-belagt at snakke om sit barns høje intelligens, som at snakke psykisk sygdom, men når vi nu alligevel pærer rundt i tabuer herinde, så kan vi lige så godt tage det med også.
Lige nu gælder det først og fremmest om, at Katrine får noget ro. Og det har hun slet ikke fået endnu. Selvom hun har været sygemeldt en måned nu har der hele tiden været ting hun skulle forholde sig til – vil du komme til terminsprøverne? Vil du skrive syge-SSO? Hvornår vil du starte igen? Hvilke eksamener vil du op til? Hvad med din hue? Skal den afbestilles? Hestevogn?
Der er ALT andet end ro! Og det du´r bare ikke.
Som hun lige sagde:
Det er hårdt at skulle tage alle de beslutninger, når ens hjerne ikke fungerer, så den ikke er I STAND til at tage alle de beslutninger.
Hun skal helt ned i gear og have hjernen til at fungere igen, og så skal hun langsomt bygges op igen med gode oplevelser.
Dernæst skal Katrine have nogen succes-oplevelser. Hun skal væk fra taber-selvbilledet. Og det betyder hun skal væk fra uddannelsessystemet…eller ihvertfald det etablerede! Så vi har besluttet at bygge hendes egen uddannelse op lige så stille, når den tid kommer.
Målet er i sidste ende pt (og jeg understreger PT) at hun gerne vil være eventplanner, messearrangør, bryllups/fest-planlægger eller lignende – og holde nogen foredrag/arrangementer.
Jeg er rimelig godt (og her snakker jeg vendelbomål) velbevandret i salg, kommunikation, information osv. Så planen er mesterlære her ved “Moms Academy”- vi skal igennem, alt det som jeg laver til daglig og mere til.
Hovedpunkterne vil være:
Salgsprocessen
Kundeservice
Iværksætteri
Generel formidling
Pressemeddelelser
Nyhedsbreve
Blogindlæg
Artikler
Opbygning og vedligehold af hjemmesider
Sociale medier
Opbygning af foredrag
Afvikling af foredrag/præsentationsteknik
PowerPoints finurligheder (so much more than bullet points)
Videoredigering
Augmented Reality
Grafik/fotoredigering
Planlægning og opbygning af messestand
…og en hel masse mere…
Når hun er færdig med at suge til sig, så garanterer jeg for, at vi har en Katrine, der er er kravlet op af kassen og igen stritter med alle hendes takker i hjernen.
Måske er hun stadig ikke kommet videre i uddannelsesSYSTEMET, men der er fandeme sat system i hendes UDDANNELSE.
Og det er jo egentligt meget, meget vigtigere!
Efternote: Moms Academy er ikke SU-berettiget, så Katrine må selv slide for føden undervejs, når det engang bliver en realitet. I første omgang som foredragsholder om sit liv – både som High-IQ “samfundstaber” og som barn af en bipolar forælder alt efter målgruppens interesser. Se mere under “foredrag” og del endelig i dit netværk – men dette bliver ikke engang før tidligst til vinter.
Efterefternote: Når hjernen er begyndt at stritte med takkerne igen, så skal Katrine selvfølgelig til at se sig om efter en uddannelse i det etablerede system, hvis det er hendes ønske til den tid. Som der blev pointeret i en af kommentarerne fra i går, så er det dødsvært at finde sig et arbejde, hvis man ikke har det rigtige papir.
Igen bottom line øverst : Du er nødt til at lytte til din mavefornemmelse. Men det er ikke nok at lytte. Du skal også handle på det, den siger til dig. Ellers er dit arbejde spildt og historien gentager sig om et par år.
– og lidt til lærere, forældre og politikere: Prøv nu på at se børn, hvor de hver især er. Børn er forskellige, og det er altså okay, at behandle dem forskelligt, i stedet for at presse dem ned i kasser. Det er den eneste måde, vi kan få det fulde potentiale frem i den enkelte. Og så er det sgu ligegyldigt om barnet har boglige forudsætninger eller noget andet. ALLE børn har noget, de er gode til – det er vores opgave som voksne at finde og støtte det!
– og så kommer det jeg egentligt ville fortælle om:
I går havde jeg et par skønne timer med min store datter Katrine. Da jeg arbejder hjemmefra og hun pt går sygemeldt, så prøver vi, når der er godt vejr, at komme ud at gå en tur midt på dagen.
Det er win-win: hun kommer ud af lejligheden, og jeg får frisk energi til hjernen, så jeg er klar til dagens sidste par arbejdstimer.
Efter en dejlig lang gåtur i byens parker, slog vi os ned på terassen herhjemme.
Samtalen faldt helt naturligt på bloggen her og det store spring, jeg har taget, ved at offentliggøre den efter dens 1,5 års hemmelige tilværelse.
Du er bare så sej mor og jeg er bare så stor en taber…
Undskyld, HVAD? Den måtte jeg sgu lige have igen, for hvis der er noget, jeg synes min store datter er, så er det da netop sej.
Ja, enlig ung mor med en søn på 3,5, 2 afbrudte ungdomsuddannelser, sygemeldt fra den tredje, som jeg nok også er nødt til at afbryde, så jeg også snart ender på kontanthjælp. Jeg er ingenting. Jeg er 23 år og har kun min 10. klasse. Det er sådan nogen som mig, de skriver om i avisen.
Det havde hun helt klart en pointe i – for der var ikke noget af det ovenstående, jeg sådan kunne benægte. Det var de rå facts om hendes liv. Men jeg kunne benægte, at hun ikke “var noget”, så det gik jeg i gang med:
Hør nu her, skat. Du er en helt fantastisk mor, der er så eminent til børneopdragelse, at du IKKE har/får en af de unger, de skriver om i avisen. Sebastian har tydelige grænser, han afprøver dem, du giver ham en chance for at ændre adfærd, og du udfører konsekvensen med de 2 minutter, hvis han ikke ændrer adfærden med det samme. Bagefter snakker I stille og roligt om, hvad det var der skete. DET burde der skrives mere om i avisen!
Det måtte hun så give MIG ret i, men det var efterfulgt af et “men, mor…” og så gentagelser af samfundets syn på hende… Pludselig gik det op for mig, at jeg var ved at gøre det, som folk så tit har gjort, når jeg er i en depression. Forsøger at sige, at “det nok skal gå”, “du bliver rask igen” og andre opmuntrende ting.
OG DET ENESTE DET HAR GJORT FOR MIG, ER AT JEG SYNKER ENDNU LÆNGERE NED I DYNDET
– for så kommer alle tankerne med “der er heller ingen der forstår mig, jeg er helt alene i det her”.
I stedet tog vi en snak om, hvorfor hun var endt der. Undervejs i snakken gik det op for mig, at vi rent faktisk skulle helt tilbage til børnehaven, for at finde første clue til mysteriet “Katrine som taber”.
En dag vi hentede hende, fik vi at vide hun havde været oppe at slås med en anden pige. Sådan ret alvorligt med slag, spark og måske også bid. Det kan jeg ikke huske, men det kan jeg snilt forestille mig, at min vilde unge kunne have fundet på. (Vi var nemlig ikke helt så gode til tydelig børneopdragelse som Katrine).
Nå, men det viste sig, at slåskampen var startet med et skænderi om en mariehøne. Eller rettere navnet på en mariehøne. Pigen påstod, at det der var en “mariehøne”, men Katrine var HELT sikker på at det var det ikke! Det var en Subcoxinella Septempunktata, for det havde hendes morfar selv lært hende! – og så udviklede det sig derfra….
Pædagogerne tog en snak med os, og de mente, at det var ikke nogen god idé, at hun lærte sådan noget i børnehavealderen. Det ville skade hendes udvikling. Okay, hun var vores første barn, vi var selv unge forældre og de var uddannede i børns udvikling, så vi tog en snak med morfar og bad ham skrue lidt ned for den finurlige indlæring.
Det er nok min allerstørste fejl som forælder overhovedet!
– for hvis der var nogen, der var god til børn, så var det min far. Han kun… nej, det må blive en anden post. (Note to self: lav en liste med alle de “anden post”, ellers glemmer du det)
Morfar lytter meget interesseret, mens Katrine viser ham, hvordan man vipti-vupti pusler et matematisk puslespil sammen. Foto: Lisbet Lyager
Næste clue kom i 1. klasse.
En dag blev vi ringet op af skoleinspektøren, at vi skulle hente Katrine. Hun havde slået og sparket sin dansklærer, fordi han havde været nødt til at bære/slæbe hende ned på kontoret, for hun ville ikke gå selv. Han hverken kunne eller ville have hende i klassen, når hun var fræk og svarede igen.
Man slår og sparker ikke sin lærer, det kunne vi som forældre kun bakke op om, så vi hentede vores barn, var sure og skældte ud. Igen, – vi var ikke helt gode som forældre til at håndtere tingene, eller også havde vi som nye skoleforældre, fået banket ind i hovedet gentagende gange, at “som forældre skal I bakke skolen op”, så det gjorde vi desværre.
Da Katrine skulle i seng, så jeg nogen blå mærker på hendes arm. Man kunne lige se fire fingre og en tommel rundt om hendes arm, der hvor læreren havde haft fat. Det var nok liiige voldsomt nok, men jeg kendte jo Katrine, og hun kunne VIRKELIG tage nogen raseri-ture, hvor jeg også måtte holde hende temmelig godt fast!
Nu var hun kølet helt ned, så vi snakkede om hvad der var sket. Hun gentog historien om, at læreren sagde hun havde været fræk og svaret igen. Hun så på mig med tårer i øjnene:
Jeg ved ikke, hvorfor han synes det, mor. Jeg spurgte jo bare.
Det viste sig, at Katrine havde spurgt om, hvorfor der var et H foran “hvorfor”. Hun havde fået svaret, at det var et stumt H og “det var der bare”. Hun havde gentaget “Jamen hvorFOR?” og fået ca. samme svar. Til sidst havde hun skreget “HVÅ-FOOOOOOOR???” og det var (i lærerens hoved, åbenbart) blevet tolket som, at ungen var fræk og svarede igen.
Jeg forstod udemærket Katrines spørgsmål – hun ville vide noget om den sproglige udvikling og hvilken årsag, der lå bag at et H blev stumt, og hvorfor det så stadig var der, når man ikke kunne høre det. Hun formåede bare ikke at udtrykke så komplekst et spørgsmål – derfor blev det bare til et “hvorFOR” gentaget ret mange gange.
Dengang var der vist ikke noget, der hed Google og internettet var ca begrænset til Use-net i min bevidsthed, så jeg kunne ikke give hende et ordentligt svar. I stedet gjorde jeg endnu en mega-brøler, som forælder:
Katrine, du er simpelthen bare nødt til, at lade være med at spørge og så bare gøre det, der bliver sagt. Lad nu være med, at begå alle de fejl, jeg gjorde, da jeg gik i skole.
Åh gud i himlen – snak da lige om at omsorgssvigte et barns intelligens!
Når jeg kikker tilbage, kan jeg jo tydeligt se, at det Katrine lærte allerede som helt lille var, at hvis hun ville kommunikere med andre, måtte hun kravle ned på deres niveau, hun skulle tøjle sin nysgerrighed og bare gøre, som der blev sagt.
Hun var blevet banket intelligensmæssigt på plads og samtidig blevet psykisk stækket – og det fortsatte op gennem alle hendes skoleår, uden vi helt “så”, hvad der skete. Da vi i 8. klasse under en skole/hjem-samtale bad om hjælp fra PPR, var klasselærerens ord: “Der er jo ingen grund til at stemple hende”.
I hele barnets tid med pædagoger og lærere havde det handlet om at presse den her møgintelligente, vilde (skulle vi ikke kalde det “frustrerede” istedet?) unge ned i en kasse, der var alt, alt for lille til hendes videnbegær.
Fra at være en sprælsk 4-årig, der rendte i rumpen af sin morfar og sugede begærligt af al hans viden om naturen, landbrug, dyr, bogstaver, tal osv, var hun nu endelig blevet presset ned i kassen. Men undervejs var hun blevet stækket, depressiv og angst, men dog med et håb om at gymnasiet, ville blive en succes.
Det gjorde det så ikke. 2 måneder inden eksamen i 1. g, trak jeg stikket på Katrines vegne. Hun var desillusioneret, depressiv og hjernen slog helt fra – den lammende tomhed, som jeg kendte så godt, så jeg nu i min datters øjne. Jeg var nok den eneste, der virkelig kunne sætte mig ind i, hvordan hun havde det. Hun ville selv kæmpe videre, men i mit hoved var der ikke noget at gøre:
HUN var vigtigst – fuck 1. g!
De næste to forsøg endte også i fiasko. SOSU-grunduddannnelsen måtte opgives pga ekstrem kvalme og opkast gennem hele graviditeten med Sebastian. Optagelsesprøven til HF (da hun kun havde 9. klasse) blev droppet pga stress over et brudt forhold, så hun valgte at tage 10. klasse for at starte langsomt ud. 10. klasse blev en succes med gode karakterer, men skiftet til HF gik rent ud sagt ad helvede til.
Igen endte hun i en klasse, hvor det bestemt ikke var “fint” at være intelligent og videbegærlig. Snarere tværtimod, så livet blev endnu engang bestemt ikke let, og det er det i forvejen ikke som enlig ung mor, der skal få det hele til at fungere.
Et skift til HF i Aalborg blev løsningen for Katrine, der ikke gad at spilde 5 minutters krudt på at blive accepteret af en flok tøser, der ikke havde forstået, at man ikke skulle drikke af blonderingsvæsken, men kun putte den i håret.
Hun har haft et forrygende år i Aalborg. Gode venner, målrettet arbejde og ok fine karakterer…..og en knægt, der startede i børnehave og blev syg…og syg…og syg…
Hver gang Katrine var ovenpå, blev hun sparket ned igen. Hun har kæmpet som en løvinde og VILLE have huen til sommer. Alt mens hun blev mere og mere stresset, mere og mere presset – jo mere presset, jo hårdere kæmpede hun.
Men det var en ulige kamp. Hun slog Sisyfos med flere længder. Sebastian fik 2 omgange med Noro-virus (skid-og-kast-op-syge) her i foråret og fik selvfølgelig smittet Katrine lige i den uge, hvor der skulle skrives SSO (Større Skriftlig Opgave).
Jeg fandt hende fandeme onsdag formiddag foran computer, bøger og noter med en spand ved siden af.
HUN SKREV OPGAVE MENS HUN KASTEDE OP I STRIDE STRØMME og hendes lille krop rystede af kramper.
Den her målbevidste pige VILLE ikke melde sig syg!!
Så måtte jeg sgu tale med store bogsstaver. Vi fik ringet til skolen og jeg måtte nærmest bære hende ud i bilen og ind til lægen, så svag var hun af dehydrering og sygdom (hun er et bette nips på 50 kg – og nej…drop anorexitankerne – hun æder som en voksen mand).
Men nu var fraværet så højt og hjernen så tom, at jeg simpelthen måtte tage bestemmer-kasketten på og fik hende langtidssygemeldt. Meningen er, at hun er sygemeldt 2 måneder og så skal tage nogen af eksamenerne til sommer.
Den plan synes jeg bare ikke er heldig. Jeg synes faktisk den er ret U-heldig. Der er slet ikke ro nok på til at opbygningsfasen kan begynde. Jeg kender det jo fuldstændig fra mig selv. Det tager bare lang tid. Men det er tid man slet ikke har som ungt, psykisk stækket menneske.
Nej, uddannelsestoget kører og du er blevet tudet ørerne fulde fra alle steder om, at hvis ikke du sørger for at holde fast, så ender du som en taber….
Akkurat som Katrine sagde på terassen i går, at hun var.
Tja…jeg synes faktisk, hun er en vinder! Hun har bevist, at hun er villig til at kæmpe…hårdt. Men hun har vundet sig selv og har samtidig vundet en vigtig viden om essensen i livet:
Du er nødt til at lytte til din mavefornemmelse. Men det er ikke nok at lytte. Du skal også handle på det, den siger til dig. Ellers er dit arbejde spildt og historien gentager sig om et par år.
Efternote: Jeg er sådan set trekvart ligeglad og kold i røven over hvor meget, der end bliver truet med “du skal have en uddannelse, five-strikes-and-your-out, over 30” osv. Jeg har pga min sygdom fra hun var 12 år, ikke haft de ressourser, der skulle til, for at kæmpe hendes sag. Jeg indrømmer, at jeg har ladet stå til i årerne som kastebold mellem mani og depression. Udannelsessystemet har haft RIGELIGT chancer med mit højtintelligente barn. Og hvis der er nogen der er taber her, så er det fandeme uddannelsessystemet! Nu er jeg ovenpå igen og har fået lidt ressourser på kontoen. Så nu er det MIN chance og jeg kan helt sikkert gøre det ret meget bedre. Planen kommer i morgen.
Den her post er lidt lang. Derfor bliver essensen af bottom line lige gentaget heroppe:
Den kognitive forringelse er ikke statisk! Du kan få din evner igen! Det kræver bare ro, ingen stress og tid – lang tid!
Og lige et råd til pårørende, inden I får min historie: Lad være med, at bebrejde den syge noget. Bare tag nøglerne i køleskabet og hæng dem på deres plads. Uden at sige noget 🙂
Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg er blevet mødt af dette syn… (bortset lige fra nu her jeg skulle tage billedet…der lå de i min jakkelomme og ikke på sin plads. For hellerve også 🙂
I forlængelse af i går kom jeg til at tænke på at noget af det, der har skræmt mig mest igennem de sidste 10 år:
Om jeg skulle ende som helt gak-gak. Altså ikke galning, men simpelthen så udfordret på mine hjernemæssige evner, at jeg ville fungere på niveau med en selleri (og jeg kan virkelig ikke fordrage selleri).
Hvis jeg tænker nøjagtig 5 år tilbage i tiden – marts 2010 – så stod jeg på Håndarbejdsmessen i Middelfart og solgte garn. Vi havde tilbud på strømpegarn til 20 kr. Et pænt rundt beløb, der var til at holde styr på, tænkte jeg.
Det havde været en ret stressende periode op til. Der var meget at at få færdig til messen. Der skulle pakkes garn ned, printes opskrifter, ordnes brochurer, de sidste modeller skulle være færdige, plakater osv osv osv.
Så en lang køretur med en stor trailer hele vejen fra Hjørring til Middelfart, udpakning og så ellers opsætning af stand. Vi var ikke færdige før langt ud på aftenen og kørte så ellers løs fra morgenstunden, hvor messen åbnede.
Der var masser af mennesker, dårlige akustik i sådan en idrætshal, ufatteligt mange indtryk og ting at forholde sig til udover at passe biksen og fortælle om Knitalot.
Vi delte det op så Ole tog sig af salget og jeg af informationen omkring Knitalot. Til frokost overtog jeg hele standen, så Ole kunne få noget frokost.
På et tidspunkt kom en dame med 3 nøgler strømpegarn.
“3 nøgler…det bliver….det bliver…undskyld, jeg må lige tage min lommeregner” Min hjerne føltes som et stort hul. Der var HELT blankt. Det var så flovt og damen grinede lidt usikkert.
Jeg har fucking fået 11 i Mat A på Universitetet!!! Og 13-tallet glippede KUN pga en skrivefejl! Og her stod jeg og kunne ikke lægge to-og-to sammen, so to speak.
Det var første gang jeg oplevede, hvor skadet min hjerne var. Indtil da havde det været den klassiske med nøgler i køleskabet, pungen på badeværelseshylden og sågar strikketøjet i fryseren! Men det her – det var lammende.
Efterfølgende blev det ikke kun engang imellem, det der med nøglerne skete. Det blev reglen, at jeg aldrig kunne finde telefon, pung og nøgler på trods af, at de havde faste pladser i køkkenet.
Ole og ungerne jokede til at starte med om det, når jeg fes rundt inden jeg skulle ud af døren. Jeg prøvede at tage det lidt ovenfra og ned og grine med, alt imens jeg bandede mig selv langt væk indvendig og faktisk var dybt ulykkelig…inden i :/
Derfra gik det over til en let skælden ud og undren og i frustration over stressen, kunne der godt lyde et: “Nu ligger din pung her IGEN!” eller “Kan du da forfanden ikke lægge dine ting det samme sted?”
– Nej, det kunne jeg ikke, og det gjorde mig bare endnu mere ked af det – inden i – at det blev påpeget hele tiden 🙁
Der var lige så tomt inde i min hjerne, når jeg lagde tingene fra mig, som den dag på messen.
Jeg prøvede VIRKELIG på at huske det, når jeg stod og låste hoveddøren op, men alligevel glippede det, så snart jeg var indenfor. Jo mere jeg prøvede, jo værre blev det.
Til sidst fik jeg kommunikeret, at det simpelthen ikke var med vilje, at jeg gjorde det, og at jeg blev frustreret og ked af det. Jeg bad, om ikke de bare kunne lægge tingene på deres plads, uden at sige noget om det til mig, når de fandt dem rundt omkring i huset.
Det gjorde de og i løbet af de næste par måneder blev det bedre og bedre med min koncentration og hukommelse omkring pung, nøgler og telefon.
De kognitive evner kom langsomt tilbage, kun for at forsvinde igen, da jeg igen tog en tur med stress og dermed fik næste episode med mani og efterfølgende depression i august samme år. For fanden i helvede da! Men nu vidste vi da, hvad vi skulle gøre ved pung/nøgler/telefon-problemet.
Men musik, bøger, film osv kunne jeg stadig ikke koncentrere mig om overhovedet! Det var så også lidt en joke med det filmværk – at jeg altid faldt i søvn efter 15 minutter. Men det må jeg skrive om en anden gang.
Den her post er allerede blevet så lang, at det ikke er sikkert du er nået til enden.
Men bottom line herfra:
DET ER IKKE STATISK! DU KAN FÅ DINE EVNER IGEN. DET KRÆVER BARE RO, INGEN STRESS OG TID – LANG TID!
Efternote: Hold kæft, hvor er det her sjovt. Nu er det lige mig, der joker med mig selv! Jeg ville tage et billede af nøglerne i køleskabet til illustration – men de hang ikke på deres plads! – jeg fandt dem så ret hurtigt i min jakkelomme. Men…for fanden da 😀
Efterefternote: Jeg vil lige slå fast, at jeg overhovedet ikke bebrejder min familie, at de jokede/blev irriterede over, at jeg aldrig kunne finde mine ting. For det første er det umuligt, at forestille sig den lammende tomhed i hovedet, med mindre man har stået til en eksamen med klappen gået ned. Her var klappen bare nede i måneder i træk. Og for det andet – problemet løste sig (næsten) i det sekund, jeg rent faktisk fortalte, hvad jeg følte indeni og hvilken løsning, jeg troede kunne hjælpe mig.
Og for det tredje…nøgler i køleskabet og SPECIELT strikketøj i fryseren er pissesjovt, bare ikke når det sker 10-12 gange om dagen 🙂
Dagens blogindlæg er inspireret af en tråd på den hemmelige genigale Facebook-gruppe omkring, det at turde tage springet og føre vilde idéer ud i livet eller andet.
Det er jo kendetegnende for mange bipolare, at vi under hypomanier ingen grænser har. Verden er en stor legeplads og den skal udnyttes bigtime. Hjernen kører hurtigere og arbejder kreativt, ved hele tiden at danne associationer. Forhindringer bliver til muligheder og alt kan lade sig gøre. Hvor mange automatisk tænker “det kan jeg ikke”, “det går aldrig godt” eller slet og ret “det er ikke interessant”, så vil den bipolare hjerne ofte bare springe ud i tingene, finde et eller andet interessant ved emnet og rent faktisk udføre idéerne.
Og det er da den FEDESTE egenskab og noget rigtig mange arbejdspladser efterspørger – hvis det ikke kammer over!
Det er nok den egenskab jeg er aller, aller mest glad for at have. Og jeg tror “no limits” hænger sammen med min bipolaritet og ikke intelligens. Men det er min intelligens, der sørger for at det ikke er fucked up stupid, det jeg tidligere har lavet i hypomanier – og endda heller ikke i den vilde mani, der kickstartede det hele i okt 2004, hvor jeg var ret effektiv (læs: alt, alt for meget).
Jeg bliver i stedet helt ufatteligt konstruktiv, kreativ og målrettet og det er først, når jeg oplever begrænsninger, jeg ikke selv kan finde en vej ud af, jeg bliver stresset, presset og ender depressiv.
Heldigvis er jeg kommet dertil de sidste par år, at jeg kan styre disse egenskaber og ved nogenlunde, hvor mange bolde jeg kan kaste op i luften for også at kunne gribe dem igen. Det giver ro til ikke at blive toppresset over begrænsninger, for så er der plads til at lægge ting til side en stund og gribe nogen af de bolde, der ligger og venter på at blive bragt i spil.
Jeg har prøvet at illustrere min hjerne i forhold til den almindelige gennemsnitsdansker og i forhold til (den ikke-bipolare) iværksætter/designer/kunstner.
Jeg har tidligere feset frem og tilbage over jernbanesporet og blevet ramt af det ene tog efter det andet og endt som en lille krøllet sort ting i det ene hjørne, men efter jeg har lært, hvad der skal til for at holde mig på sporet kan jeg tage turen rundt uden at toget rammer.
Denne post handler ikke om hvordan, jeg undgår at krydse sporet, men hvis du selv vil igang med processsen, skal du overveje følgende:
Hvor er sporet (dvs hvor går din grænse mellem kreativt tænkende, no limits og så der hvor det kammer over og løber løbsk?
Hvilke situationer, har tidligere fået dig til at træde over sporet?
Hvad kan du helt konkret selv gøre, for at undgå at overtræde sporet?
Jeg har tænkt meget over psykisk sygdom vs. fysisk sygdom – specielt selvfølgelig i forhold til Bipolar Affektiv Lidelse. Egentligt er der virkelig ikke særlig stor forskel på de to ting, selvom mange bilder sig noget andet ind.
Sammenligner vi med et brækket ben, så er måske ikke helt så svært at se forskellen trods alt.
Først og fremmest gælder det jo om at forebygge, at benet i det hele taget brækker. Nogen mennesker har en større risiko for at brække benene end andre:
Nogen har svage knogler
Nogen kører på skateboard hver eftermiddag og laver diverse stunts.
Nogen træner sig for hurtigt op til et marathon.
Nogen har løse tæpper liggende på trappen.
Nogen går i alt for højhælede sko og vrikker om hele tiden.
…osv…osv…
Vi har alle en risiko for at brække benenet – nogen bare højere end andre.
Ligegyldigt hvor stærke knogler du har, hvor meget du passer på dig selv og hvor fornuftige sko du går i: Kommer der en bil og køre tilstrækkeligt hårdt ind i dig, så brækker du sgu benet.
Du kan også være heldig aldrig at blive påkørt – og så vil du aldrig opleve et brækket ben i hele dit liv.
Men risikoen er der…altid.
Brækker du benet skal det selvfølgelig behandles akut. Den brækkede knogle skal selvfølgelig på plads og er det et rigtig slemt brud, ja så kan det være du skal opereres og sættes sammen med søm og skruer.
Efter en 4-6-8 uger med gips, foden op og krykker i hånden er brudet ved at være helet, men dit ben er tyndt og pistent når gipsen tages af – selvom du har lavet øvelser undervejs.
Derfor skal der genoptræning til – meget forsigtig i begyndelsen. Kun korte gå-ture, ikke meget vægt på i fitness-centeret og stadig godt med hvile ind i mellem. Med tiden bliver dit ben stærkere og stærkere og opnår efterhånden samme styrke, hvis ikke mere, som tiden går.
Stort set alle er enige om at det her er den allermest hensigtsmæssige måde at behandle et brækket ben på. Det er alment kendt at lægger man for hårdt ud når gipsen er kommet af – ja, så er der ret stor sandsynlighed for nye skader. Man kan endda risikere at skaden sidder i ledbånd og muskler og altså pludselig berører dele, der ikke i første omgang var skadet.
Så er der det med psyken… rent faktisk er psykiske sygdomme jo ikke noget, der bare opstår ud af det blå. Vi mennesker er en stor fysisk biokemisk maskine – også vores tanker, følelser og det vi kalder psyken er et produkt at en hulens masse biokemiske processer.
Når der går koks i biokemien i hjernen – ja, så kokser psyken.
Som med det brækkede ben har nogen mennesker en større risiko for at få koks i psyken…
Nogen kan være genetisk disponeret
Nogen har været udsat for en voldsom traumatisk oplevelse
Nogen har haft en crappy barndom med vold og svigt
Nogen har taget alt for mange stoffer
Nogen er alt for pressede og stressede i hverdagen
…osv…osv
Men fælles for os alle er at kommer der “en bil” og rammer os tilstrækkelig hårdt, så kan alle udvikle koks i psyken. Men langt de fleste undgår det heldigvis.
Men akkurat som med det brækkede ben, kan ingen vide sig sikre…
Og når manien eller depressionen rammer, så skal den behandles akut med medicin. Måske endda med indlæggelse.
Der skal ro og aflastning til. Der skal gips og krykker til i form af praktisk hjælp i hverdagen. Nogen skal tage ansvaret og byrderne fra en.
Efter en periode med ro – og længden afhænger helt af det individuelle tilfælde – så kan genoptræningsperioden begynde. Små skridt ud i verden. Ud og få gode oplevelser – måske wellness, caféture og besøg hos venner. Blive tryg ved verden igen.
Den tid tager ofte langt længere tid end både vi selv, omgivelserne og specielt kommunen/politikerne har. Men akkurat som med det brækkede ben – risikoen for yderligere skader er alt for stor, hvis denne del forceres.
Men får vi tid, ro, rum til helingsprocessen og genoptræningen kan vi blive stærkere end før.
Desværre forceres den sidste del af processen ofte alt for meget og vi hænger fast i dårlige mønstre.
Akkurat som hvis de løse tæpper på trappen ikke blev fjernet….
For et par år siden – måske i et anfald af overmod og overstadighed grænsende til let hypomani, det skal jeg ikke kunne sige – søgte jeg et fuldtidsjob som sælger i et medicinalfirma. Vel vidende at der ikke er noget der hedder “fuldtids”job i den branche, når der på kontrakten står “37 timer uden højeste tjenetid”. Så snakker vi altså way more end fuldtid!
