Betragtninger

At måtte vælge fra…

Af

I dag har jeg måtte skære helt ind til benet og virkelig være en kælling og vælge fra.

Jeg har indstillet min kusines barnebarn til Falck og Børneulykkesfondens “Den gyldne Sofus” fordi han sidste år redede sin lillebrors liv, ved at lave heimlich-manøvren på ham flere gange, da den bette lort havde fået et stort stykke kød galt i halsen.

Bertram blev udvalgt af dommerpanelet sammen med 4 andre børnehelte til at blive fejret i Legoland i dag, hvor den endelige vinder af “Den gyldne Sofus” skal findes.

Lige i dette øjeblik står de sikkert på scenen og bliver hyldet. Og jeg og min familie var som indstillere også inviteret med til fejringen.

Men grundet de sidste 3-4 ugers pres og min afstøvning af Manifestet, ja…så har jeg valgt, at vi melder fra.

Det er pisseirriterende!

– jeg vil sindsygt gerne være med til at fejre Bertram.
– jeg vil sindsygt gerne gratis i Legoland.
– og jeg vil sindsygt gerne se den del af familien.

Men når det så er sagt, så ved jeg, at jeg pt. ikke kan tåle en dag med minimum 2-2½ times kørsel hver vej, en lang dag ude med masser af indtryk, mange mennesker og trængsel, lyde, musik mv.

Så hvor end jeg gerne ville med, og hvor end jeg synes jeg burde, så har jeg valgt fra. Jeg ved det er det bedste, og jeg har næsten ikke dårlig samvittighed. Jeg ved at den gren af familien forstår – og det elsker jeg dem for.

For 2 år siden var jeg taget med og havde været brækket ned lang tid efter.
For 1 år siden havde jeg nok takket nej, men havde haft den sorteste samvittighed.
I dag takker jeg også nej, og har det godt med det.

Jeg har indset, at det ikke er fair for andre, at deltage i noget “for deres skyld” og fordi “jeg burde” og at de så hele dagen skal tage hensyn til mig, og dybest set godt kan se, at jeg ikke har det godt.

Jeg sender alle mine tanker til Bertram og er hamrende stolt af ham – og hamrende glad for at vi stadig har Hannibal <3

Stik en porre i r*ven!

Af

Capsules with an antibiotic

Flere gange er jeg stødt på gulerødsfanatikere, der mener, at vi kan blive raske ved at stikke en porre i røven og danse i måneskin.
– bare sådan lidt groft sagt 🙂

Men udtalelser som “Det er en kendsgerning, at antipsykotisk medicin og antidepressiv medicin er kemikalier og dermed gift “, “antipsykotisk og antidepressiv medicin virker ikke”, “du dør 20 år tidligere, når du tager medicin”, “psykisk sygdom opstår af undertrykte og ubearbejdede følelser” giver mig simpelthen grønne knopper og lange patter!

Der kan være mange forskellige årsager til bipolariteten, som er den psykiske sygdom, jeg kan forholde mig til og har læst og ved mest om.

  • Nogen har barndomstraumer, der fucker deres system op
  • Andre har alt for meget stress i hverdagen, der speeder de biokemiske reaktioner op.
  • Nogen har en gen-fejl, der gør at de biokemiske signalstoffer ikke virker korrekt – eller Na/K pumpen er defekt, som den danske nobelpristager Jens Chr Schou lige har foreslået
  • Der er også foreslået en særlig variant, der rammer højtintelligente, simpelthen fordi deres hjerne kører for stærkt – igen biokemiske reaktioner, der løber løbsk.

– og der er sikkert mange andre årsager også. Det eneste “fact” i den her forbindelse er at man simpelthen ikke ved nok om årsagerne og det er nødvendigt at prøve sig lidt frem – både medicinsk og terapeutisk. 

At jeg så er udfordret på alle de ovennævnte punkter gør det sådan set ikke lettere for mig personligt – eller så alligevel, for så kender jeg da opgaven, og har flere forskellige punkter jeg kan sætte ind. Og det har jeg også gjort.

JEG ikke kan leve uden medicinen og Manifest 2014 (der måske kan sidestilles med den berømte porre i røven) har ændret MIT liv!Det ene udelukker ikke det andet – de er faktisk afhængige af hinanden. Uden medicinen lukker mit system fuldstændig ned og jeg kan på ingen måde overskue tingene i Manifestet og så har vi balladen. Omvendt – medicinen kan slet ikke klare opgaven alene – det er bevist igennem 9 års rutcheture.

Jeg bliver sgu så træt, når der bliver meldt kategorisk ud omkring enten medicin, psykoterapi eller andet. Vi er forskellige mennesker, vores sygdom kan have forskellig oprindelse og vi er nødt til at blive behandlet indviduelt.
 
Fint nok at der er nogen, der klarer sig fantastisk uden medicin og udelukkende via psykoterapeutisk hjælp. Men derfra til så kategorisk at udtale, at psykofarmaka ikke virker er simpelthen noget bullshit af værste skuffe, og kan i værste fald gøre at letpåvirkelig personer, dropper medicinen.
 

At tro man kan helgardere sin røv ved at skrive “Jeg opfordrer selvfølgelig ikke til, at man dropper medicinen uden kontakt til sin læge” eller hvilken formulering, jeg nu har set i utallige indlæg på Facebook, er noget fis, når næste sætning er et af de ovenstående kategoriske udsagn.Vi er så letpåvirkelig en gruppe og nogen har måske paranoide tanker eller katastrofetanker, der gør at de simpelthen ikke tør vente til psykiateren tager telefonen.

Jeg kender til folk, der er sikre på de er ved at dø af knoglekræft, hvis benet værker en smule efter en dag med havearbejde :/ Tænk på hvor forfærdeligt det må være at leve med den angst. Og så pludselig også få angsten for at de piller, der rent faktisk hjælper en, pludselig kan slå en ihjel!

 
Jeg synes det er uetisk at melde så kategorisk ud omkring psykofarmaka, som jeg ser flere steder både af lægfolk, i pressen og velmenende perifære bekendte.Men jeg synes så også det er uetisk at mange psykiatere bare hiver receptblokken, med ordene “vi skal bare lige finde den rigtige medicin, så bliver du rask”.Nuancer, tak!

Veninder er guld værd!

Af

2015-05-15 14.58.48Når nøden er allerstørst, så er jeg virkelig velsignet med gode folk omkring mig. Der gik ikke mere end 10 minutter fra mit sidste indlæg kom på bloggen og jeg havde delt det på Facebook, før jeg fik en besked fra en fantastisk kvinde, at mine ord lige var det hun havde behov for at høre. – Og i næste åndedrag havde vi aftalt en spontan-date på Happie, Hjørrings oase. Bare os to – frokost og masser af kaffe.

Stille og rolig samtale om livet, når det er svært, udfordringer, tanker, fremtiden, alting, ingenting og lige det, der ligger derimellem. Selvom det var svære emner, vi havde på bordet her i formiddag, så var det virkelig egenomsorg på højt plan og jeg gik styrket ud i virkeligheden igen…det tror jeg måske, vi begge gjorde. I hvert fald lettede for en stund.

Det viser, at det er en god idé at vise sine svage sider, at åbne op når tingene er trælse og heller ikke være bange for at erkende, at man er pt. er sårbar. Det giver 100-fold igen og vi griber hinanden.

Tusind tak, du fantastiske veninde. Vi ses ikke tit, men når vi gør, så er det virkelig ægte.

Min mand – den afgørende faktor!

Af

 

Ham her – han er bare så helt afgørende for mit velbefindende!
Vi har – efter de første par års obligatoriske sliben kanter – et helt fantastisk parløb, hvor vi har et fælles mål om at vi skal have det så godt som muligt. Både sammen og hver for sig. 

Det lyder måske sødsuppeagtigt, men fakta er, at når jeg er nede er Ole min faste klippe, der skærmer mig mod omgivelserne – og når jeg har det godt, så både tilgiver jeg og griner af, at han pisser i ovnen, når han har været i byen med dørmandskollegerne (den er intern mellem mig og alle mine Facebook-venner – historien kommer nok på bloggen en dag).

Vi hygger os i hinandens selskab, er bedste venner og har ingen hemmeligheder for hinanden. Derudover fjoller vi stadig rundt som et par forelskede teenagere – holder i hånd, kysser og nusser hinanden i nakken i køen i Netto på trods af at der er over 24 år siden vi flyttede sammen.

Det er specielt vigtigt med sådan et parløb, når den ene part er psykisk letpåvirkelig – Ole bygger mig op istedet for at nedbryde. Dermed er det jo også en direkte fordel for Ole, at han magter at yde den indsats, det er at holde hånden lidt over mig. 

Alt andet lige er det jo noget skønnere med en velfungerende kone end end, der fastholdes i den psykiske sygdom.

Derfor er det også min pligt som syg, at skatte på den hjælp han yder og forsøge at holde urimelighederne på et minimum, når jeg har mine luner.

Vi skal passe på hinanden <3

Efternote: SELVFØLGELIG har der været temmelig mange ups and downs i vores ægteskab – det kan slet ikke undgåes, når den ene part er bipolar, tøhø. Men vi er blevet gode til at tackle uenighederne – og kan godt være enige om at være uenige…

Rødvin og reflektioner…

Af

IMG_7109Jeg havde en temmelig interessant samtale med en af mine gode venner i går aftes….og nat. For vi fortsatte snakken til 04.23 fordi jeg virkelig var nødt til at forstå hvad der foregår inde i hovedet på ham. Og jeg ville virkelig gerne forklare hvad der foregår inde i hovedet på mig – og alle andre med en rimelig velbehandlet psykisk sygdom.

Han forstod simpelthen ikke, at jeg kunne være psykisk syg – han troede ikke på, at det var rigtigt ”for hvordan kan det være du kan det og det og det….” og sætningen ”jamen hvorfor kan du ikke bare tage dig sammen og deltage i det og det og det”, blev også nævnt et par gange.

Hans tilgang var en reel nysgerrighed og ikke den fordømmende. Han ville meget gerne forstå det, og jeg ville meget gerne forklare det. Samtidig ville jeg også meget gerne forstå, hvorfor han ikke forstod det.

Jeg kom med utallige eksempler på, hvordan jeg formår at tage en facade på og ”smil og vær glad” og netop tage mig sammen og deltage i det og det. – For derefter at ligge i krampegråd bag en lukket dør med et hoved, der er ved at eksplodere og hvor det føles som om der er en der står og sliber på min blottede hjerne med et grovkornet stykke sandpapir.

Jeg er ikke helt sikker på, at vi endte med at forstå hinanden, og det betyder heller ikke så meget. Vi havde en rigtig god dialog og en hyggelig nat. At det så er fuldstændig sindsygt i forhold til håndteringen af min sygdom, at sidde og drikke rødvin og snakke dybt til kl. 04.23 om morgenen, er en anden sag. Jeg skal ikke noget resten af weekenden og kan bruge den til at restituere. Jeg vurderede, at det ville være godt givet ud i forhold til den snak, vi havde.

Er der nogen af jer andre, der har nogen gode idéer til, hvordan jeg forklarer hvorfor og hvordan, jeg kan sidde her og have det så godt – og så samtidig være psykisk syg. For jeg rendte lidt tør for eksempler og argumenter sådan lige omkring kl. 03.56 😀

Findes der overhovedet noget godt ved en depression? Jo…det tror jeg

Af

Forleden skrev jeg lidt omkring intelligens kontra klog. I det indlæg var der også noget omkring det at være livsklog. Viis kunne man måske også kalde det.

Det har rumsteret i mit baghoved efterfølgende uden jeg sådan helt har kunne sætte fingeren på hvorfor. Der har været en eller anden sammenhæng, som jeg ikke kunne få op til overfladen.

Jeg er af den opfattelse, at depressioner er noget fanden har skabt i et anfald af virkelig rendyrket ondskab. Det er også det, jeg hører fra mange andre af de bipolare/depressionsramte, jeg har kontakt med:

Der findes INTET godt ved en depression!

Men jo…ved I hvad. Her til morgen slog det mig pludselig! Det gør der sgu, i den helt store sammenhæng som livet skal ses i.

dynd1

Når du har siddet under det rådnene slam, der dækker bunden af en stor ildelugtende algebefængt sø – når du har oplevet en tilstand værre end døden – når du har følt på din egen krop, hvor meget andre menneskers forståelse (eller mangel på samme) betyder for din situation – og ikke mindst: Når du har formået at kratte dig lige så langsomt op af dyndet med det yderste af neglene…

…så har du fået en kæmpe lære omkring livet og indsigt i det at være menneske.

Det er røv, nøgler, pissesurt og helt ad helvede til mens det står på – og vi skal gøre alt, hvad der står i vores magt for ikke at ende der igen!!! Men når vi er kommet op igen, kan trække vejret ovenvande igen, så har vi altså en helt anden empati og forståelse for vores medmenneskers forskellige situationer. Vi har chancen for at blive det, som jeg i det tidligere indlæg kaldte livskloge.

Ingen ønsker selvfølgelig livskriser for andre eller for sig selv. Men når nu de skal uddeles med rund hånd, som de jo gør i løbet af et liv, så tror jeg næsten depressionen overordnet set måske er en af dem, man kan bruge til mest i det lange løb. Hvis ellers omgivelser, behandlere, familie mv forstår at tackle det rigtigt undervejs – og man selv er åben for reflektion og livslære efterfølgende.

Jeg pinner det lige ud:

Undervejs i en depression er det omgivelser, behandlere, familie mv der har ansvaret for en bedring! Den depressive magter det overhovedet ikke. Kan den depressive på nogen måde overskue det, vil det være en stor hjælp, hvis vedkommende tør åbne op og helt bundærligt fortæller hvordan det er indeni. Også selvom det er grimme tanker, der er derinde. Det er omgivelsernes ansvar at kunne rumme dem – de skal UD af den depressive, siges højt. Og sidder du midt i det lige nu, så husk at alle omkring dig hellere end gerne vil hjælpe dig, derfor er du nødt til at åbne op, for ellers aner de jo ikke hvilken hjælp de skal tilbyde.

Efter en depression er det dit eget ansvar at lære noget af depressionen og tage den lære med dig ud i livet. Hvis det du har været igennem, skal give bare en smule mening i den store sammenhæng, er det nu du skal på arbejde med dig selv. Hvorfor opstod den, hvad kunne der være gjort inden, hvordan kan jeg forhindre det sker igen, hvad kan jeg lære af den – og ikke mindst: hvad ville jeg ønske andre havde gjort for mig = hvordan kan jeg hjælpe venner/kolleger/familie, hvis jeg spotter de er på vej ned.

Men efter sådan en tur “råddent dynd tur/retur”, så har du altså virkelig noget menneskelig indsigt og en forståelse for det at have det skidt. Samtidig har du også lært, at det kan godt være at livet er lort med lort på…men det bliver altid godt igen. Jeg er holdt op med at frygte fremtiden (undtagen når mit hoved spasser med katastrofetanker…not so much fun), for livet kan (næsten) ikke bringe mig noget, som jeg ikke har prøvet at tackle før. Jeg har ro i mig. Og jeg kan bruge den erfaring, hvis jeg kommer ud for livskriser, der ikke ender i eller er en dyb depression.

For i den dybe depression er denne viden nok desværre bare gemt alt for langt væk under dyndet, men erfaringen ligger trods alt dybt inde i mig som en lille glød, der skal pustes liv i igen.

Med håbet om, at du aldrig kommer ud for det rådne dynd igen…

Kærligst Dorte

Ingen penge og vupti – så er du rask. Se her hvordan…eller?

Af

moneyNu er jeg simpelthen nødt til at sige noget! Jeg har i alle mine år i kommunecirkusset stort set kun haft positive oplevelser og blevet mødt af kompetente, dygtige sagsbehandlere, der ville mig det bedste. Der har kun været en enkelt knap så heldig, men fred være med det.

Jeg holder fast i, at min oplevelse er, at jeg er blevet hjulpet virkelig godt. Og jeg har også været meget taknemmelig for den økonomiske hjælp, jeg har fået i form af sygedagpenge, revalidering og nu fleksjob. MEN….

Jeg forstår ikke, hvordan visse politikere kan tro, at vi bliver mere raske af at blive jagtet eller få færre penge. Psykiske lidelser (og alle andre lidelser for den sags skyld) bliver kun værre ved at tilføre en øget stress-faktor.

Vi er syge…ikke dumme, ugidelige eller bare plain nassere. Jeg tror vi alle (arh ok…måske 99,83% af os) virkelig gerne ville bytte sygdom ud med en fuldt funktionsdygtig plads på arbejdsmarkedet.

Eller det vil sige…jeg FORSTOD ikke. For pludselig slog det mig – politikerne og andre højtlønnede har jo deres fuldstændig på det tørre. De kommer aldrig i en situation, hvor de skal leve af sygedagpenge alene!!!

Højtlønnede (mig selv incl. inden jeg blev syg) har stort set alle en firmabetalt pensionsordning HVORI DER ER EN SYGEFORSIKRING MED LØNSIKRING – der vel at mærke IKKE modregnes i sygedagpenge mv!

Jeg havde selv en lønsikring på 30% af min løn, så længe jeg var uarbejdsdygtig pga sygdom. Desværre var hverken jeg eller min daværende arbejdsgiver (der kunne have fået refusion i den tid de ventede på, at jeg kom tilbage) opmærksom på den krølle i pensionsordningen.

Jeg var alt for medtaget til overhovedet at være opmærksom på andet end bare at komme op om morgenen og måske…hvis det var en god dag…at sende ungerne et smil inden de skulle ud af døren og i skole.

Da jeg endelig blev obs på muligheden var anmeldesesfristen for længst overskredet…ærgeligt, men jeg gider ikke græde over spildt mælk – og heller ikke den mill det ca har kostet mig.

Men for at komme tilbage på sporet. Det er da klart, at man ikke kan se problemet, når man selv er sikret måske 40-50-60.000 om måneden, fordi sådanne forsikringer kan skrues sammen, så man får helt op til 70% af sin løn ved sygdom – igen vel at mærke oveni sygedagpengene.

Jeg skal være ærlig at sige, at jeg ikke har undersøgt om loven på dette område er blevet ændret….men et eller andet sted, begynder det at give mening i mit hoved med de underlige udmeldinger og holdninger til sygemeldte, jeg møder rundt omkring.

Intelligent kontra klog – der er ret stor forskel!

Af

intelligensInde i den lukkede og hemmelige Facebook-gruppe var der i dag en, der lavede et indlæg omkring intelligens, klogskab, livsklogskab og talent. Hvordan de forskellige ting defineres og hvor de kommer fra. Det synes jeg faktisk var så interessant, at jeg måtte lave et blogindlæg over mine betragtninger.

I Mensa har det tit været oppe at vende, det her med intelligent kontra klog, og der tror jeg alle er rimeligt enige. Derudover er der mange forskellige holdninger/definitioner af ordene – her er mine:

Intelligens (den traditionelle definition) siger noget om din evne til at se sammenhænge, logisk tænkning, indlæringsevne mv – altså en medfødt egenskab, der kan trænes til fuldt potentiale. Du kan aldrig udvikle din intelligens mere end dit iboende potentiale. Du kan sagtens være intelligent uden at have kunne udnytte det i nogen sammenhæng. Der findes faktisk en hel del på samfundets bund, der er dybt intelligente, men bare aldrig har haft mulighederne for at udnytte dette potentiale – evt pga social arv, mobning i skolen mv.

Klog – det kan du sagtens være uden at være intelligent. Det siger noget om hvor meget viden, du har. Den viden kan du godt have erhvervet dig ved knaldhårdt arbejde – hvor en person med højere intellligens måske kun havde behøvet at arbejde halvt så meget for samme viden.

Livsklog – det mener jeg, man er, hvis man har en social forståelse for sine medmennesker, har empati og evner at se ting i en større sammenhæng og ikke kun sin egen næsetip. Den livskloge hviler nok meget i sig selv – har en ro over sig. Har fundet fred med sig selv og sine omgivelser. Ret mange ældre/gamle mennesker er utroligt livskloge. Måske derfor jeg elsker at være sammen med folk på 70+. De er altså bare den tand dybere….Det samme gælder mennesker, der har været ude for en eller flere livskriser og har lært at tackle dem.

Talent kan udvikles gennem træning, træning og atter træning. Der er blevet vist flere gange at der skal ca 10.000 timers træning til, for at mestre noget så perfekt at man kan tale om at “han/hun har talent for det”. SELVFØLGELIG er er undtagelser, som 3-årige der sætter sig til klaveret og spiller Mozart eller synger som en engel.

Men generelt udvikles talent gennem en interesse, der er dyrket heftigt siden barnsben.

Edit: I den hemmelige Facebook-gruppe (se her hvordan du tilmelder dig) gik diskussionen lystigt, og der blev fremhævet at talent på en eller anden måde altid er medfødt, men det er bare ikke sikkert det kommer til udtryk. Ved hård træning kan man finpudse sit talent, så det skinner lysende og klart – og da nogen har mere medfødt talent end andre for en given ting, vil de kunne lyse hurtigere og med mindre træning. Nogen er supertalenter, som de ovennævnte 3-årige. Denne betragtning er jeg helt enig i så “I stand corrected” 🙂

Jeg hørte for et par år siden et foredrag med den tidligere fodboldspiller Rasmus Ankersen, der havde sat sig for at finde ud af hvorfor brasilianerne har så stort talent for fodbold. Jo, der er såmænd ikke andre udfoldelsesmuligheder for drengene i slumkvarterne end at spille foldbold – så det gør de fra morgen til aften fra de er helt små. Det giver altså nogen ret dygtige bold-ekvilibrister. – Og sådan fandt han talrige andre eksempler rundt om i verden.

For mit vedkommende sad jeg også strikkede stort set 24/7 (arh ok måske 10/7) i 4 år. Jeg startede helt fra bunden – kunne strikke ret/vrang, slå masker op, tage ind/ud og lukke af. Thats it. Jeg anede ikke en disse om at designe, men efter at have strikket…ja…bum bum…bare for at være realistisk… 6 timer x 300 dage x 4 år = 7.200 timer og været igennem utallige strikkeopskrifter, begyndte jeg at kunne se et logisk mønster i opbygningen, og kunne pludselig designe mine egne ting.

Det øvede, øvede og øvede jeg mig i og pillede op ca en million gange – og sådan endte jeg med at have talent for at designe. I dag, hvor jeg helt sikkert forlængst har passeret de 10.000 timer, kan jeg få en idé og så stort set skrive opskriften uden at have strikket en eneste maske. Når jeg så efterfølgene strikker modellen igennem – ja, så passer den og bliver som tænkt, med et par smårettelser undervejs. Det er et talent jeg bestemt ikke havde for 8 år siden

Det sjove er, at når vi ser på den logiske intelligens sådan lidt generelt (den der måles ved IQ tests) så er de folk der scorer mellem 115-125, dem der klarer sig bedst i erhvervslivet og bliver rige. Hvorimod dem, der ligger fra 130 og opefter aldrig tjener nogen penge, for de kommer som regel til at kede sig meget hurtigt og skifter job eller ligefrem erhverv (meget firkantede generaliserende kasser – I know)

Min IQ er målt i Mensa til 135 og jeg springer rundt i alt muligt forskelligt – uddannet molekylærbiolog, har været sælger i medicinalbranchen, strikdesigner, været med til at opbygge et kunsthus i en landsby, e-learningsekspert, augmented realitity ekspert og nu produktchef indenfor probiotiske rengøringsmidler (det er jo som ringen er sluttet: hjem til bakterier og molekyler igen) – godt afbrudt af gentagende sygemeldinger.

Men karriereplanlægning har der været INTET af. Jeg gør det, jeg synes er sjovt og når det ikke er sjovt længere – ja så finder jeg på noget nyt.

Jeg har et sjovt liv, men er aldrig kommet til at fastholde en karriere mere end 4-5 år ad gangen.

Så dem, der synes man er højrøvet og tror man er bedre end alle andre, fordi man drister sig til at tale høj intelligens, kan egentlig bare godt pakke sammen med deres jantelov og slet skjulte misundelse. Det er faktisk ikke særlig fedt altid at søge nye veje, ville videre, ikke kan holde ro i røven, altid kede sig når noget mestres og føle at ting omkring en går i slowmotion.

En af de virkelig højtintelligente unger på Claras skole – Mentiqa Nordjylland – der er en skole for børn med særlige forudsætninger, sagde det faktisk ret spot on :

Forestil dig at du bor på et opholdssted for evnesvage…ikke som pædagog, men som helt almindelig beboer og skal få en hverdag til at fungere blandt de andre beboere. Sådan havde jeg det før jeg kom på Mentiqa.

Drengen havde inden Mentiqa haft store problemer og været kraftigt medicineret pga ADHD og andre diagnoser – og efter skoleskiftet til mere jævnbyrdige kammerater, kunne medicinen droppes…tankevækkende.

Det handler ikke om, at synes man er “bedre”, men slet og ret et ønske om at blive forstået og høre til. Og det kan være meget svært for +140´ere.

….og skal jeg absolut være lidt selvfed her til sidst, så vil jeg mene, at jeg både er intelligent, klog, livsklog og har talent for flere ting.

Vær egoistisk! Du kan ikke være andet bekendt!

Af

Jeg sætter lige endnu engang det vigtigste øverst: Det er virkelig, virkelig vigtigt, at vi sørger for at prioritere os selv. Alt andet kan vi ikke være bekendt! For hvis ikke vi gør det, så er det, at vi ender i depression og slet ikke fungerer. Det er det mest røvtrælse sted at være. 

I rigtig mange år har jeg nedprioriteret mig selv. Jeg kan se her i bagklogskabens klare lys, at jeg har kørt efter devisen:

Det er bedre at alle andre har det godt, end jeg har det godt!

Det er ret skræmmende, at jeg hver eneste gang jeg har været stabil har tilsidesat mig til fordel for børn, mand, hus, arbejde, uddannelse, gymnastikforeningsbestyrelser, arbejdsdage i børnehaven, lokalsamfundsudvikling, ungernes sportsaktiviteter, rengøring (arh, ok – det har jeg aldrig været god til), hundepasning osv osv osv.

Alt i mens jeg har lavet “anden”: Rolig på overfalden, men padler rundt som en sindsyg under vandet. Og ja…det endte med den ene stressperiode -> hypomani/mani -> depression efter den anden. Og jeg har faktisk aldrig forstået hvorfor. Jeg var jo sprudlende fuld af liv, når jeg endelig var stabil og ovenpå. Hvorfor skulle det så ramme mig igen og igen. Det var sgu ikke fair! Og det var virkelig en lortesygdom, der ramte ud af det blå….som om!

 

and

Jo flere gange jeg røg i fælden, jo længere ned kom jeg og jo længere tid tog det mig at komme op igen. Og så snart jeg var ovenpå igen var jeg endnu engang….

…hende, der altid deltog i diverse generalforsamlinger – og hvis hånd altid røg i vejret, hvis der manglede en til bestyrelsen, selvom jeg på forhånd havde aftalt med mig selv, at det IKKE skulle ske.

…hende, der altid deltog i forældrearrangementer i dagpleje/børnehave/skole/fritidsaktiviteter – og ret ofte var jeg også en af dem, der havde bagt eller stod for rengøringen bagefter.

…hende, der altid tog med til fastelavnsarrangementer med ungerne, istedet for bare at sætte dem af på dørtrinet – og selvfølgelig havde de hjemmelavede kostumer på.

…hende på jobbet, der altid ydede det ekstra – og altid var klar til at springe til hvis kolleger, havde brug for det.

…hende, der har hjulpet andre med at flytte, passe børn og køre på lossepladsen med byggeaffald.

…hende, der lavede de fedeste halloweenudsmykninger!

Jeg har været hende, der har følt, at hvis ikke min tid var 100% fyldt med gøremål, så var tiden spildt.

Det her skriver jeg ikke, for at sidde og pudse min glorie. Faktisk synes jeg slet ikke, der er noget at pudse, for jeg har også altid været hende, der har haft sindsyg dårlig samvittighed over ikke at kunne “gøre mere”og det har som sagt udløst den ene episode efter den anden, hvor jeg i lange perioder har kunne gøre lige præcis INTET.

I de perioder har jeg ikke haft det godt – og min familie har bestemt heller ikke! Der har de måtte trække det ufattelig store læs at have mig på slæb. Og DER har vi virkelig kunne tale om, at have dårlig samvittighed – så dårlig, at jeg i lange perioder, var overbevist om, at de var bedre tjent uden mig.

Derfor kommer den lige igen: Det er virkelig, virkelig vigtigt, at vi sørger for at prioritere os selv. Alt andet kan vi ikke være bekendt! For hvis ikke vi gør det, så er det, at vi ender i depression og slet ikke fungerer. Det er det mest røvtrælse sted at være. Det er ganske forfærdeligt, og det skal jeg nok prøve at beskrive en anden gang, men man fatter det nok ikke helt, før man har prøvet det.

Det er vigtigt, at vi har balance i tingene, og også gerne med en overvægt af egenomsorg. Og det er ikke den egenomsorg, som jeg har bildt mig ind i mange, mange år:

Jamen JEG synes det er sjovt at lave fastelavnskostumer, JEG synes det er fedt at sidde i bestyrelser, JEG kan godt li´ at hjælpe med at flytte.

Glem det. Det kan godt være, du synes det er sjovt, spændende og interessant – men det tager alligevel tid fra EGENomsorgen.

De eneste tidspunkter jeg sådan har fattet det på er de perioder, hvor jeg har forsøgt at komme mig. De perioder, hvor jeg har siddet med et strikketøj i hånden stort set 24/7. Det har jeg beskrevet i min bog “Strik og stress af”. Det har jeg prædiket til utallige foredrag.

Og alligevel har jeg fuldstændig har glemt mine egne ord, så snart jeg var ovenpå igen. Hvor dum kan man være? Det eneste “job” jeg har kunne klare i længere tid i perioden 2005-2012, har været tiden som selvstændig med Knitalot. Men arbejdet der var også 80% egoisme og 20% hårdt arbejde – og en fantastisk chef 😉

Og egoismen er altså bare så vigtig, at have med i det, vi gør. Det går ikke ud over andre. Men det går ud over andre, hvis ikke vi har den i baghovedet.

Derfor vil jeg nok også vende tilbage til emnet igen og igen her på bloggen. Om ikke andet så for at fastholde mig selv i at være egoistisk!

Facebook