Jeg omtaler mig selv som bipolar. Jeg siger, at jeg er bipolar – og sommetider siger jeg, at jeg har Bipolar Affektiv Lidelse.
Det er sådan rimeligvis i flæng og hvad der lige falder naturligt i samtalen.
Oftest bliver det dog til at jeg ER bipolar. På samme måde som jeg ER glad, jeg ER ked af det, jeg ER sulten, jeg ER lykkelig.
For mange betyder det meget, at vi ikke ER lidelsen, men HAR den. Det betyder ikke så meget for mig, men jeg oplever tit at blive rettet på. Jeg ved ikke, om det er noget psykiatere har fundet på, for at vi bedre skal kunne acceptere sygdommen? Måske. Og det synes jeg egentligt er fint, og jeg kan sagtens forstå argumentet, men…
Da jeg var barn, boede min farmor på plejehjem. Jeg holdt meget af at gå ned i “terapien”, hvor de ældre lavede alle mulige hobbyting. Jeg fik tit lov til at være med og det var rigtig hyggeligt at sidde og småsludre.
Engang satte jeg mig ved siden af en dame i kørestol. Jeg spurgte hende om ikke det var trælst at sidde i rullestol. Så fik jeg en belæring om, at det IKKE var en rullestol, men en KØREstol. Jeg forstod ikke helt forskellen, udover at jeg havde fornærmet hende 🙁
Vi fik aldrig snakket om det at sidde i sådan en stol, ikke at kunne gå og hvordan hun var endt der – og der gik ret lang tid, inden jeg turde spørge nogen om deres handicap igen.
Jeg oplever det samme med talemåden har/er bipolar. Det er superfint, hvis det hjælper den enkelte til at acceptere sin sygdom, at man ikke ER lidelsen, men HAR den. Helt okay. Vi gør hver især hvad vi kan for at acceptere, forstå og lindre.
Men jeg synes det er trist, når det at man bruger ordet HAR eller ER gøres til et issue i en samtale, der handler om noget helt andet.
Vi vil gerne have dialogen med venner, bekendte, familie, kolleger mv, og vi håber at de rent faktisk tør spørge ind til det at være (have) bipolar. Vi vil gerne have dialogen i stedet for at de går med – ofte forkerte – fordomme/forestillinger/frygt inden i. Men hvis det første de bliver mødt med er en belæring om, at de har brugt et forkert ord, så er afstanden skabt med det samme.
Og tænk hvis folk ikke tør spørge ind af frygt for uforvarende at være politisk ukorrekt….
Men hvad siger du? ER du bipolar eller HAR du bipolar affektiv lidelse? Og hvad med jer pårørende eller såkaldt normale? Har I oplevet ikke at turde spørge?
jeg er bipolar fordi jeg har bipolar affektiv sindslidelse ligesom jeg er astmatiker fordi jeg har astma, jeg er også mor fordi jeg har børn og er kone fordi jeg har giftet mig osv jeg kan ik se at det ik sgu være korrekt uanset man siger er eller har da tingene som regel støtter hinanden altså er man noget har man noget som gør at man er det uanset vi snakker positivt eller negativt. S’s
Hej Tanja 🙂
Jeg er helt enig i dine sproglige betragtninger. Tak for din kommentar.
Kh Dorte
Abnorme svingninger i energi og humør er genetisk betinget, og derfor ER man bipolar, på samme måde som man er gråhåret, langsynet og ligesom når benene ikke er lige lange. Rent genetisk er der tale om en gen-variant – til forskel fra en mutation – og derfor kan man overveje om der overhovedet er tale om en sygdom, men om det ikke bare er en ‘uhensigtsmæssighed’ på samme måde som fx når benene ikke er lige lange.
Hej Charlie 🙂
Tak for din besked. Jeg er enig i at jeg også siger jeg ER bipolar. Netop fordi det er en egenskab ved mig – genrelateret eller ej. Jeg tror stadig den diskuteres internationalt, men jeg er ikke i tvivl om at min bipolaritet er den arvelige slags 🙂
Min personlige teori er, at der er et “treshhold” for alle mennesker, hvor de biokemiske reaktioner løber løbsk. Jeg tror grænsen kan påvirkes både indefra ved mere eller mindre alvorlige genvarianter, men også med størrelsen på udefrakommende traumer, miljømæssige påvirkninger, kost, forurening, stress osv. Vi har masser af gener i kroppen, der aldrig kommer til udtryk og det er et samspil af ufatteligt mange ting, om et gen udtrykkes eller ej.
– og så vil mikrobiologen/biokemikeren i mig lige sige. at det er en smule omsonst at skelne mellem genvariant og mutation i denne forbindelse 😉
Jeg tror det er et samspil af rigtig mange ting, der afgør om det er depression, bipolar lidelse, skizofreni eller anden psykisk lidelse, man ender ud med, hvis man bliver ramt.