Snak med dine pårørende <3

Hvad er det vigtigste i forhold til pårørende?

Sidste weekend spøger stadig bagerst i hovedet. Hvorfor var det at det gik så smooth og hvorfor var det, at Ole var så forstående? For 5-10 år siden ville det være endt med sure miner, irritation, tårer og nedbrudte følelser – rent ud sagt kaos.

Ole er, som jeg skrev, blevet helt eminent i pårørenderollen, men det vil også være forkert af mig, med de ord at lægge alt ansvaret for os syges velbefindende over på de pårørende:

I kan bare være mere tålmodige med os, så har vi det fint. Det er faktisk jeres skyld, at vi har det dårligt og bliver syge igen og igen!

Øhhh, NEJ. Den er sgu ikke fair.

  • For det første har sygdommen altså sit eget liv i mange tilfælde – så en joke vi synes var sjov for en uge siden, kan slå os helt ud hvis det er en dårlig dag.
  • For det andet er det altså helt utrolig svært for pårørende at aflæse vores indre tanker – og derfor kan de uforvarende komme til at gøre det forkerte i situationen.
  • Og for det tredie er det jo fuldstændig umuligt, når vi ikke løbende lukker op og fortæller ærligt om, hvordan vi har det inden i.

For mit eget vedkommene har jeg brugt mange år på at opretholde en facade af “det går fint”, brugt ufattelige mængder energi på “at tage mig sammen”, slået mig selv i hovedet med “jeg bør kunne klare det og det, for det kan andre” og den allerværste: “Hvis bare jeg ikke siger højt, hverken for mig selv eller andre, hvordan jeg virkelig føler helt dybt indeni, så går det nok væk igen.”

Det er så forkert. Vores pårørende kan ikke hjælpe, hvis ikke vi er hudløst ærlige. Min erfaring har været, at det sekund jeg begyndte at åbne op og fortælle om, hvordan det så ud indeni mig, der løsnede knuden. Der er ingen (eller rettelse, kun meget få – læs her), der er ude efter at udnytte vores svagheder. Langt de fleste står klar med åbne arme, når de endelig får en flig af vores virkelighed, og specielt hvad det er vi har brug for.

Lige så mange gange jeg sagde “pas nu på” og andre bekymrende udsagn, sagde jeg også “det er ikke fordi jeg tvivler på dine evner, men min film kører på katastrofe indeni”. Jeg sagde højt, hvor bange jeg var, hvor bekymret jeg var og jeg sagde flere gange, at det var inden i MIG, det foregik.

Jeg tog ansvaret for mine irrationelle reaktioner og Ole tog ansvaret for at løsne op for dem.

Men intet af dette kunne være sket, hvis ikke jeg havde åbnet munden og fortalt ærligt om mit indre kaos!

Så…thumbs up til os begge to!

 

kommunikation mellem pårørende

Kommunikation og erkendelse mellem syg og pårørende er en af nøglepunkterne til et godt liv. Målet for alle må være som min kloge læge sagde dengang for 2 år siden:

At leve det bedste liv med de udfordringer, du nu engang har.

Det gælder også for vores pårørende. I er nu engang stuck with us – så lad os sammen få det bedste ud af det.

Vi syge skal skal åbne op, og vores pårørende skal anerkende og påskønne, at vi gør det. Samtidig skal vi være lydhøre for, at det ikke altid er lige let af have med os at gøre.

Er en situation gået skævt – jamen så snak om det. Det er meget bedre at få svesken på disken. Fortæl, hvorfor du blev ked af det, vred, irriteret. Få en snak om det, og find ud af hvad der kan gøres for at forhindre, at det sker igen. Det er meget bedre end at bruge de næste 2-4-6 uger på en indre dialog, der ender med automatisk negative tanker…den vej ved vi godt hvor fører hen!!!

Vi skal hjælpe hinanden og påskønne hinanden – men frem for alt skal vi respektere hinanden.

Hav en rigtig dejlig solskins-efterårsdag med dine kære <3

Skriv en kommentar

Facebook
Facebook