Spøgelsesjagten med Anni forleden endte med en aftale om, at jeg kunne få en clairvoyance, fordi hun skal øve sig inden hun springer ud som Clairvoyant for alvor.

Det blev en meget bevæget stund, hvor der blev sagt nogen sandheder.

Blandt andet kikkede Anni på mig på et tidspunkt og sagde:

Jeg bliver altså nødt til at sige det her til dig. Du kommer aldrig ud på arbejdsmarkedet igen på normale vilkår. Du er nødt til at kikke i en anden retning. Det siger dem omkring dig.

Med det samme var det som om mine skuldre faldt ned på plads. Nu er det ikke op til mig længere. Jeg ved faktisk ikke helt om jeg tror på “sådan noget”, men hvis dem omkring mig siger at jeg skal droppe tanken om 37 timer – så er det det, jeg må gøre.

Jeg har jo også godt vidst det hele tiden – jeg har bare ikke ville indrømme det overfor mig selv.

Men hold op hvor har jeg ro i sjælen nu.

Siden jeg sygemeldte mig for 14 dage siden, vil jeg sige at mit humør har været stabilt. Sygemeldingen har givet mig ro til at gøre hvad der skal til for at “passe på mig selv”.

Men det vil sige, at jeg pt også er “så god som jeg kan regne med at blive” – uden at være manisk. – Og der har jeg helt klart nogen begrænsninger i forhold til hvordan jeg var for bare 3-4 år siden, inden jeg var på min sidste arbejdsplads.

Det er simpelthen så skræmmende, hvis det her er resten af mit liv