Fotosyntese, bromthymolblå og kulsyre

Puhhh – efter træningen i dag havde jeg lovet at tage ud til Katrine. Hun havde noget biologi, jeg skulle hjælpe med.

Et helt banalt forsøg med fotosyntese og respiration – men hvordan var det nu lige det var med bromthymolblåt, ph-værdier og kulsyre? Nå, det tog ikke lang tid for mig at sætte mig ind i det igen og forklare hende sammenhængen, men bagefter var mit hoved simpelthen så brugt, at jeg nu har sendt Clara, Ole og Thor alene på træningsbanen.

Biografturen i aften må de to også klare alene. Jeg har en date med mit strikketøj.

Sebastian havde forresten sin helt egen fortolkning af hvordan en symaskine skal bruges 🙂

sebastian3

Frygt

Pyhh – så har jeg sendt Katrine, Clara og Sebastian afsted mod Frederikshavn. Katrine skal have scannet knæeet og det var meningen jeg skulle med, men det var jeg nødt til at droppe. Clara var sød at tilbyde at tage med i stedet for – og de var nødt til at tage Sebastian med, for jeg kan ikke magte i mit hoved at have ham så længe 🙁 Det er superirriterende at have det sådan, men jeg er nødt til at tage det skide hoved alvorligt.

Men mine 3 guldklumper i samme bil på en strækning, jeg VED der bliver kørt for stærk på. Puha. Logisk set ved jeg godt at sandsynligheden for at der ikke sker noget er langt større end sandsynligheden for at de kører galt. Men tankerne kværner alligevel løs. Jeg kan se tydelige billeder, jeg ikke har lyst til at have på nethinden. ØV. Håber de snart er hjemme igen.

Men at work!

Sikke en dag! Omking kl 13 gik vi i krig i haven og fik fældet en masse på terassen. Ole havde lejet en flishugger, og alt blev kørt igennem.

Ved 14-tiden spærrede vi vejen og fældede vores søde nabo Inges store grantræ, som både hun og vi gerne ville have væk. Vi knoklede som bæster og ca 17.30 var der næsten helt ryddet op. Christ det var hårdt!

Men motion, frisk luft og hyggelige mennesker – det gjorde bare noget ved humøret 🙂

menatwork

Jeg er pissegal!!!

Jeg er så hamrende gal lige nu! Heldigvis! For efter at have haft en kæmpe tudetur er tårerne nu afløst af vrede… Der skal lige lidt forhistorie til, før du kan forstå hvorfor:

Jeg har et lægehus i Hjørring hvor der er tre læger tilknyttet. To unge læger – begge under 40 – og så en gammel gut på over 60. De to unge læger har en ventetid på over en måned hver. De er umulige af få fat i i telefontiden mellem 8 og 9, men de er knaldhamrende dygtige og meget interesserede i deres patienter. – Og så er der “…”. Ham kan man få en tid ved med en 2-3 dages varsel. Det har jeg prøvet to gange nu – OG JEG GØR DET ALDRIG MERE!

Første gang jeg var inde ved ham, var med ondt i ryggen. Det var rimelig akut med mine rygsmerter, så jeg havde behov for at blive set af en læge. Skæbnen ville dog at det var ved at blive en smule bedre med mine smerter, da dagen for lægetiden oprandt. Den fangede … meget hurtigt og efter en kort samtale og et blik på min ryg, mente han at vi bare skulle se tiden an. Det endte med en akut operation for en meget stor og kompliceret diskusprolaps!

For 1½ måned siden var jeg dybt depressiv, sad dagen lang i min stol og kunne ikke tage mig sammen til andet end at strikke. Jeg var så lydoverfølsom at jeg ikke kunne have tørretumbler, opvaskemaskine eller andet igang uden at blive fysisk dårlig af lyden. Jeg ringede og fik en tid hos den unge mandlige læge, som jeg har været ved to gange omkring min bipolare lidelse. Der var en måneds ventetid, men det måtte jeg jo så bare tage med.

I mellemtiden nåede jeg både at blive manisk i 3 uger og dybt depressiv. I manien havde jeg fået meldt mig til et kursus, så jeg var nødt til at flytte min tid hos lægen – og vente yderligere en måned. For 2 uger siden ramte depressionen så som en hammer. Heldigvis fik Ole mig reddet i land, men jeg var nødt til at sygemelde mig og skulle have noget lægehjælp – NU! Så jeg var nødt til at tage til takke med en tid hos “…” .

Jeg er lige komme hjem deroppe fra, og det er derfor jeg er vred. Her er, hvad der skete:

Jeg sidder og venter og bliver kaldt ind.

“…” kalder ind og spørger hvad han så kan hjælpe med.

Jeg siger, at jeg havde behov for at se en læge, for jeg har sygemeldt mig igen igen igen. Han spørger for hvad og jeg siger bipolar affektiv lidelse. Han spørger, hvem der plejer at styre det og jeg siger min psykiater Peter Østergaard i Middelfart, men at det ikke er holdbart at have en psykiater 300 km væk, der først ringer tilbage efter 3-4 dage, hvis han ellers ringer. Så jeg er blevet henvist til psykiateren her i Hjørring, men at jeg minimum har et års ventetid endnu.

Jeg siger, at der er 1 mds ventetid ved Jesper som jeg plejer at tale med og det heller ikke er holdbart, da jeg bestilte en tid ved ham fordi jeg var dybt depressiv og nåede at blive både manisk og depressiv igen inden den tid. “…” kikker på skærmen og siger at det har han jo ikke rigtig været så meget inde over, og spørger hvad jeg får af medicin. Jeg siger 100 mg seroquel – lige gået ned fra 200 mg for der sov jeg hele tiden. Igen siger “…”, at han ikke har været så meget inde over og at han ikke kan gøre så meget andet end at konstatere, at jeg har sygemeldt mig. Jeg siger okay og får slet ikke sagt mere. Han rejser sig og siger godt, så skriver jeg at du har sygemeldt dig. Farvel.

Det jeg er så vred over er, at han max. brugte 5 minutter. Han spurgte ikke ind til hvordan min tilstand var lige nu, om der var noget hjælp, jeg havde behov for, om jeg var selvmordstruet eller noget som helst andet. Han sidder med en patient, der gentagende gange siger at situationen ikke er holdbar…men han gør ikke andet end at “skrive at du er sygemeldt”.

Det er ikke i orden….det er SLET IKKE i orden!!!

Sov godt :)

I nat har jeg sovet helt fantastisk. Jeg skulle ikke noget her til formiddag, så jeg gav mig selv lov til at blive liggende til jeg var udhvilet…..det var så til 11.30!!!!

Når Ole har alarmvagten sover jeg inde på Claras værelse. Der er stille, mørkt og ingen forstyrrelser….og så er det nu også lidt hyggeligt at hun har ladet hendes Diddl-sengetøj blive herhjemme

seng

Her er jeg…

Det, det her handler om er…. at jeg gerne vil stille mig op og sige “Hej – Jeg hedder Dorte, jeg har en bipolar affektiv sindslidelse”…..!

Ja, der er en grund til at jeg sommetider bare kan det hele, er festens midtpunkt, er udadvendt, charmerende og lidt for talenende. Der er en grund til at jeg kunne arbejde op til 100 timer om ugen som selvstændig, blive kåret som “Årets Sælger”, da jeg var i Nycomed og kunne læse pensum op i Fysisk Kemi på Universitetet på en weekend og stadig score 10. Min energi er enorm sommetider – men jeg betaler også i den anden ende, med dystre perioder, hvor det er en kamp bare at komme op om morgenen.

Det er ikke noget, jeg sådan har råbt særlig højt om. For mit selvbillede udadtil er jo det billede, jeg har af mig selv, når det går godt – eller lidt for stærkt. Men der er også den anden side – og det kræver bare alt for meget energi at skulle opretholde facaden. Så nu – råt for usødet…. det her kommer til at handle om mig, min hverdag OG min sygdom…

Nu gør jeg det….

…eller også så venter jeg lidt. Men første skridt er i hvertfald taget ved at oprette mig en blog. Så må vi se hvad, det ender med, at der flyder af ord….

Jeg tænker at de ord, der vil komme her, skal være vedkommende, humoristiske, til tider let selvironiske, men frem for alt meget ærlige. Det er tid til at lukke op for posen….når jeg har samlet modet.

For det kræver mod at være ærlig, og det er vigtigt for mig ikke at forstille mig længere. For jeg har brugt rigtig meget energi på at opretholde billedet af “normalt” – og ved I hvad. jeg gider ganske simpelt ikke bruge så meget energi længere. Hvis der måske ryger et par stykker i svinget, er det altså bare ærgeligt. Hvis det måske koster et fremtidigt job, er det altså bare ærgeligt. Bum! Jeg er ligeglad. Jeg vil være fri.

Det er lige nu jeg hopper ombord i Rutchebanebussen og ser hvor den fører mig hen…