Brug Pippi-metoden :)

“Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt!

Pippi Langstrømpe

Jeg skrev forleden om at tænke som Pippi. Men et er at tænke…se her hvordan du kan komme fra tanke til handling.

Det kan være en stor mundfuld at kaste sig ud i nyt alene, når man ikke aner hoved eller hale i hvor man skal starte eller ende. Så nu får du den model, jeg plejer at følge:

  1. Google – internettet er efterhånden så gammelt at der helt 100% er en derude, der har siddet og undret sig over samme problem.
  2. Youtube er en guldgrube af viden, der er meget nem at gå til. Der ligger et uendeligt antal af “how-to-do”-videoer, der trin for trin guider dig igennem, om du vil lære at lægge fliser i baggangen eller ja, indsætte en kontaktformular på din hjemmeside.
  3. Spørg i dit netværk – spørg på Facebook, ring til en ven. Har folk ikke selv tid til at hjælpe dig, så kan de næsten altid pege dig i en ny retning. Det kan være lidt af et detektivarbejde, men det er jo også sjovt i sig selv.
  4. Prøv dig frem – vær ikke bange for at eksperimentere lidt. Du kan få nogen værdifulde erfaringer i hvad du IKKE skal gøre – så er du straks tætter på, hvad du SKAL gøre 😀

Det er en kæmpe tilfredsstillelse (ihvertfald for mig), selv at kunne løse et problem, klare en udfordring,  eller fremstille et produkt, som jeg ikke anede noget om inden, jeg gik i gang.

Det er altså vigtigt for mig med sådanne små sejre ind imellem, og jeg sørger for at gemme dem i min mentale rygsæk til en dag hvor alt bare er trist, gråt og håbløst indeni mig.

Og jeg tror også på at det er vigtigt for andre. Fx. har jeg en strikkeveninde – Sisse -, der virkelig tog min “jeg kan alt”-prædiken til sig og for en 2-3 år siden kastede sig fra begynderniveau med huer på tykke pinde, direkte ud i et stort, mønsterstrikket sjal med dobbeltkant.

Det første blev der kæmpet med men….hold nu kæft hvor var det flot! Og hold nu kæft hvor var hun med al mulig rette stolt. Og jeg med.

Men det var intet imod, da jeg 6 måneder senere modtog endnu et billede – dennegang med hendes eget designede sjal og med farver hun selv havde valgt ud. Jeg har aldrig set så smukt en version af de stor-sjaler før!

 

sisse1
Sisses første sjal, som hun kastede sig ud i efter kun at have strikket huer på store pinde osv. Kanten er dobbelt og det er bare så smukt håndværk. Foto: Sisse Pia Hedegaard Thomassen

 

sisse2
Sjal nr. to som Sisse selv komponerede og valgte farver til. Det er så ubeskriveligt smukt, synes jeg. Foto: Sisse Pia Hedegaard Thommasen

 

Så….kast dig ud i det..du kan godt!

Forskel på koldt vand og strik?

En spurgte mig i går hvad forskellen er på koldt vand og strik – for det er jo ikke første gang jeg har “fundet de vises sten” i forhold til stress. Og det er helt rigtigt. I 2006 udgav jeg bogen “Strik og stress af”, om hvordan jeg havde strikket mig ud af et voldsomt stressnedbrud – faktisk det nedbrud, der ledte til min diagnose.

strikogstressaf

Den meget korte forklaring på forskellen er, at hvor strik er en langvarig proces, der langsomt og gradvist nedsætter niveauet af den alt for forhøjede cortisiol-mængde, så kan 2-3 timer i skiftevis koldt og varmt vand “fikse” mig på ja…de 2-3 timer!

Der er en øjeblikkelig effekt efter sådan et par timer og jeg har aldrig nogensinde før oplevet noget være så effektfuldt, så hurtigt.

Jeg har flere gange erfaret at noget, der før i tiden ville have ledt til 4 uger i sengen med ryggen ud mod verden og 1 års efterfølgende sygemelding og restitution med strikkepindene i sofaen, nu kan reddes i land ved en enkelt dag i Romulus eller i Frederikshavns Vinterbaderklub, med meget bevidst brug af kulden og varmen. Så kraftfuld er afgiftningen og udrensningen af stresshormonerne.

Som jeg nævnte i indslaget i går, så har jeg indsamlet en hel del videnskabelige artikler omkring nedkøling af kroppen – cryotherapy – som den form for terapi kaldes. Det er en ny terapiform, der bruges af topatleter. Deres ydeevne øges og den tid, de skal bruge på at komme sig over skader, reduceres.

Sammenholdt med den viden, der findes omkring ophold i sauna giver de to ting et meget klart billede af hvad, hvorfor og hvordan, den her vekslen virker. Jeg har også fundet et par studier, der direkte ser på den kombinerede effekt af sauna og vinterbadning.

Og det er virkelig kraftfulde ting, der sker i kroppen. Jeg har forsøgt at sammenfatte de forskelige teorier og facts på følgende grafik. Mit håb er at få gjort andre end min egen praktiserende læge og psykiater interesserede i det her, så er kan laves noget ordentligt forskning, der kan bekræfte at sådan er det.

Jeg er helt sikker på at mange mennesker kan hjælpes – og ikke bare folk med psykiske problemer. Ophobning af affaldsstoffer / inflammation har en finger med i spillet i SÅ mange sygdomme – lige fra gigt til chrons.

Men indtil da vil jeg arbejde videre med, at få beskrevet og underbygget det, som jeg har besluttet at kalde Cryoheating Therapy. På et tidspunkt må jeg også lave en grundig beskrivelse af, hvordan jeg er kommet til at elske, at ligge/svømme/sidde 10-15 minutter i træk i koldt vand. Sådan lidt en “how to do”-manual, hvis nogen skulle blive fristet til at tjekke et ud selv 🙂

 

effekter
Effekter af Cryoheating terapien. Stort set alt øger afgiftningen af kroppen og fjerner stresshormoner. Så selvom kroppen kortvarigt bliver udsat for “det gode”-stressrespons, så vil 2-5-8 timers vekselvirkning nedsætte det generelle stressniveau betragteligt – både fysisk og psykisk.

Strikketerapi

Jeg har set det smukkeste tæppe på bloggen Midgaard Naturals. Og da det samtidig passer perfekt til to af mine kæpheste indenfor strik: helt enkelt terapeutisk strik og perfekte, gennemførte afslutninger, ja så kunne jeg simpelthen ikke modstå at gå igang.

Jeg var i resteskuffen restekassen resteværelset og fandt en del rester Supersoft i blå nuancer. Der var også et enkelt nøgle Coast i beige – perfekt til kanten. (Info til strikkenørder: 3 tråde Coast har nøjagtig samme strikkefasthed hos mig som 2 tråde Supersoft).

Så i forgårs blev der slået op og pindene har næsten ikke forladt mine hænder siden. Hold op hvor har jeg savnet bare at sidde og lade tankerne flyde ud i ingenting, mens hænderne arbejder rytmisk. Tænk at jeg kan skrive bog om strikketerapi, holde foredrag om strikketerapi og sågar lave både hjemmeside og Facebookside – og så alligevel glemme hvor god en indflydelse pindene har.

Det sidste års tid har jeg været utro med en hæklenål og stort set ikke strikket. Men det er godt nok slut nu. Det her tæppe….det bliver min følgesvend.

Billede1

Mig…en ekspert :)

Efter jeg reviderede min bog “Strik og stress af” er der pludselig sket rigtig meget på den front.

Forleden ringede TV2 Syd fordi de skulle bruge en “ekspertudtalelse” i forbindelse med et indslag. Det må jeg nok sige 🙂

Men det passede så fint at jeg skulle holde foredrag om emnet i Tønder i går, så på vejen ned kunne jeg lige svinge forbi dem i Kolding. Og hvorfor er det at sådan nogen video-stillbilleder ALTID ender på et eller andet totalt latterligt udtryk? Som min svoger sagde – tager du alle de drugs selv, eller deler du også lidt ud?

(Klik her for at se indslaget fra mobiltelefon)

 

 

Strik og stress af…. JEG ER STOLT!!!

Ok – nu siger jeg noget, som jeg aldrig har sagt offentligt før:

Jeg har altid været lidt flov over min bog “Strik og Stress af” – ikke pga teksten og opskrifterne, dem er der sgu ikke noget i vejen med, men den rigtige bog så slet ikke ud som den bog, jeg havde forestillet mig, da jeg skrev på den.

Den har altid føltes SÅ forkert – det var slet ikke sådan min bog skulle se ud. Inde i mit hoved var der lækre billeder fra stranden, rolige duche farver og flotte tegninger.

Jeg havde i sin tid SÅ mange diskussioner med Politikens Forlag omkring det grafiske udtryk, som jeg mildest talt altid har hadet som pesten. Desværre afviste de blankt, at vi selv måtte stå for grafik og billeder – uden overhovedet at have set nogen forslag fra os.

I stedet aftalte vi, at de skulle sende et par forskellige forslag til illustrationer og så kunne jeg vælge udtryk derudfra. Det skete aldrig. I stedet sendte de 2 måneder senere de færdige tegninger til hele bogen! Og jeg var mildest talt grædefærdig. De lignede påklædningsdukker tegnet af en 12-årig (jeg undskylder til jer piger, der kan tegne – det var ikke tilfældet her) og som var farvelagt af en 8-årig med billige farveblyanter.

Heldigvis fik jeg samlet mod nok til at ringe til forlaget og sige…no way! Vi havde en klar aftale om, at de skulle sende FORSLAG, inden der skulle laves tegninger til hele bogen.

Endnu engang aftalte vi, at de skulle lave FORSLAG til grafisk udtryk….og endnu engang fik jeg stukket færdigredigerede illustrationer i hånden uden jeg havde set skyggen af forslag. De var om muligt endnu grimmere end påklædningsdukkerne, men nu var det take it or leave it. Det blev IKKE lavet om!

Faktisk havde jeg allermest lyst til at sige ”leave it”, men det var alligevel over 1 års on/off arbejde, der ville blive skyllet ud og budskabet var også vigtigt. Så selvom maven ikke havde det helt godt, blev bogen udgivet.

Men som sagt…stolt af den var jeg ikke.

MEN DET ER JEG NU!!!

Vi har fået overdraget rettighederne fra Politikens Forlag og vi har gennemredigeret den, så nu er den lige sådan som den skal være.

Godt nok er udtrykket fra selve illustrationerne bibeholdt, men i en væsentlig forbedret form. Der er tilføjet lækre, relevante billeder (i stedet for latterlige generelle iStock-fotos), farverne er blevet støvede og skrifttyperne er lige som de skal være.

For første gang i 9 år er jeg virkelig STOLT af “Strik og Stress af”. Sådan helt ind i knoglerne!

Bogen kan bestilles som pdf ved at sende en mail til osl@probiocare.dk og den koster den nette sum af 50,- kr. (medsend mobilnr. for nem betaling via MobilePay)

 

strikogstressaf