Skræmmende tilbageblik

….men også meget livsbekræftende!

Jeg har lige været ved at kikke tilbage til bloggens spæde start, da den endnu var hemmelig. Det var inden Manifest 2014, inden SygdomsCV, inden kompetent ny praktiserenede læge og inden konfronterende veninde.

Dengang troede jeg faktisk, at jeg havde det “godt”. At jeg var stabil. Og det var jeg sådan set også. Jeg var ikke dybt depressiv – og manisk var jeg da bestemt ikke. Jeg var leverpostej!

Se lige sådan et opslag her…det er da fortvivlende opgivende. Ingen fremtid – eller ihvertfald ikke en ønskværdig fremtid:

tilbage4

Dagen efter forsøger jeg mig med Strikkecaféen… No can do! En sølle ½ time, magter jeg. Jeg der 3-4 år tidligere kunne holde 4 timers workshops, hvor jeg var konstant på som underviser….

tilbage3

 

Og sølle 4 (FIRE) timer i efterårsferieåbne Fårup Sommerland koster en hel dag bagefter og hovedet intet kan:

 

tilbage2

 

…og et par dage efter er jeg stadig helt balleret. Og tjek lige – jeg sov til både 11.10 (ovenfor), kl. 13 og er her stolt over, at jeg denne dag er kommet op kl. 10??? WTF??? Mig, der ellers altid har været udpræget A-menneske og altid er stået op mellem 6 og 7 – også i weekenden (nogen vil måske sige, at DET er tegnet på, at jeg er helt kuk-kuk). Og hele dagen blev brugt på at lade op så det var muligt at komme ud 1½ time om aftenen:

tilbage1

Tænk at jeg har været ved at acceptere, at det her skulle være resten af mit liv. Det kunne det meget vel være blevet, hvis ikke det havde været for min tit omtalte nye praktiserende læge, der d. 23. oktober 2013 tog sig tid til at tale grundigt en hel time med mig. Undervejs sagde han de famøse ord, der skulle blive begyndelsen til et vendepunkt for mig:


Det her handler ikke om at du skal blive rask, det her handler om at du skal leve det bedste liv, du nu kan, med de udfordringer du har.

 

Der gik endnu et par måneder, hvor jeg kæmpede voldsomt med at holde hverdagen ovenvande. Men spiren var lagt. Da jeg så i begyndelsen af januar 2014 var på besøg hos en rigtig god veninde, som jeg ikke havde set længe, fik jeg det sidste spark. Hun var meget bekymret over, så meget jeg havde ændret mig, og heldigvis havde hun modet til at konfrontere mig. Det satte tanker igang og dagen efter skrev jeg sådan:

 

tilbage5

Hun gav mig sparket og jeg satte gang i Manifest 2014, der blev starten på et helt nyt og meget fantastisk liv. Læs mere om Manifestet ved at klikke på linket – men selve det færdige dokument er her:

manifest_billede

Når jeg kikker tilbage, er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg var fejlmedicineret. Den type medicin er kendt for, at nogen bliver fuldstændig zombie-agtige og sover 18-20 timer i døgnet. Der var (for mig – andre har det fint med den type) alt for mange bivirkninger ved den medicin, jeg fik dengang – og jeg accepterede det bare!

Hvor er det skræmmende at tænke på – og hvor er det skræmmende at tænke på, at der måske er mange andre derude, der går rundt som tilskuer til sit eget liv. Acceptere at det er sådan det er…

Det KAN selvfølgelig være, at det ER sådan det er. At alt er prøvet. Og så er det virkelig lort med lort på! Virkelig! Og lidt mere lort oveni.

Men er der bare den mindste mulighed for, at der er noget andet medicin, der kan hjælpe, noget der ikke er prøvet endnu eller på anden vis kan lindre bivirkningerne så meget, at man kan få overskuddet til at gøre de ting, man selv kan gøre….så håber jeg, at der bare er en enkelt eller to, der med det indlæg her, har fået det spark, som min veninde gav mig der først i januar 2014.

Vi skal simpelthen ikke finde os i, at bivirkninger gør os mere syge end selve sygdommen!!!

Men….husk lige…du må aldrig – aldrig – begynde at fifle med din medicin uden din psykiater er inde over! Aldrig! Det er vigtigt at der er en fagperson, der kan følge dig tæt!

Sygdoms CV – nøglen til det hele!

Jeg har jo analyseret temmelig meget på hvorfor, jeg er blevet syg i de forskellige perioder af mit liv. Og disse “hvorfor” har været nøglen til at undgå nye “hvorfor”, når jeg endnu engang har siddet midt i supppedasen, og undret mig over, at det skete igen og igen.

Men det er meget svært at analysere på noget, hvis ikke man har overblik over det gentagede mønster. Og de gentagne mønstre er meget, meget typiske for os, der har (og i mit tilfælde nu: har haft) gentagende episoder med stress, (hypo)mani og depression.

Overblikket fik jeg ved at skrive et sygdoms-CV som forberedelse til Manifest 2014. Jeg tror aldrig rigtig, jeg har beskrevet sygdoms-CV´et før og den proces, det var at skrive det. Men det har været så vigtig en del af forståelsen af mig selv, og hvad pokker det var, jeg var oppe imod, at det fortjener en nærmere granskning her på bloggen.

Jeg vil ikke gå i personlige detaljer, da det er for privat at dele her på bloggen, men princippet deler jeg gerne 🙂

Kort fortalt gjorde jeg det, at jeg startede med at skrive hovedtrækkene ned omkring mit liv, med fokus på sygeperioder istedet for uddannelse/arbejde, som man gør i et rigtigt CV.

Derefter beskrev jeg de enkelte perioder. Hvad var der sket, hvor lang tid havde det varet.

Her gemte jeg dokumentet (eller dvs. det havde jeg gjort løbende undervejs, selvfølgelig. Der er ikke noget mere irriterende, når computerne pludselig vælger at opdaterer og man har glemt fluebenet i “automatisk gem”). Det jeg mener er, at jeg gemte dokumentet i en fil for sig, jeg kalde “CV_det_store_overblik” og derefter gemte det samme dokument igen, i en ny fil kaldet:”CV_detaljer”. Grunden til at jeg gjorde dette, er at netop det store overblik nemt kan fortabe sig i tredie fase:

Tredie fase var en vigtig del: Hvordan var jeg kommet ud af den periode igen? Var det gået over af sig selv? Havde jeg fået hjælp? Hvor havde jeg fået hjælp? Hvad havde jeg selv gjort? Osv…. Så mange detaljer som muligt.

Og til slut det allervigtigste og nøglen til forebyggelse: Hvad var der foregået OP TIL episoderne? Var det arbejde? Var det noget i privatlivet? Hvad havde trigget mig? Hvordan havde jeg reageret op til? Var der noget, der kunne være gjort anderledes i den indledene periode?

cv

Det er ikke noget, der er gjort på bare en enkelt time eller to. Det er en meget lang proces, der for mig tog flere dage. Men som arbejdet skred frem, trådte mønsterret tyderligere og tydeligere frem, og det gav motivation til virkelig at fortsætte og få alle detaljer med.

Så det jeg endte op med var to dokumenter:

I dokument 1 trådet mønsteret frem og i dokument 2 var nøglen til at bryde det!

Jeg kunne meget tydeligt se to store faktorer, der var årsagen til at jeg aldrig kom HELT på den anden side, som jeg er nu:

1. Når jeg startede på noget nyt – uddannelse/arbejde – eller i bestyrelsen i en forening (suk – kender I det der med at hånden HELT automatisk ryger op, når alle sidder og putter sig til generalforsamlingen?), blev jeg altid så engageret at i løbet af 2-3 måneder, begyndte stressen at melde sig. Det fik mig til at løbe endnu stærkere og presse mig selv yderligere.

2. Jeg overbeviste mig selv om, at jeg helt bestemt havde lært lektien og aldrig ville blive stresset igen, ja right! Hvad er det lige du ER allerede kone? Samtidig havde jeg meget travlt med også at overbevise alle andre om, at jeg var helt okay. Ingen måtte vide hvordan jeg havde det indeni, for kunne jeg af viljens magt tvinge det væk, så gik det nok også væk!

Så det opgaven for mig har været, er at sørge for at jeg ikke bliver stresset + være meget bedre til at kommunikere med mine omgivelser og bede om hjælp.

Det første blev starten på Manifest 2014 og det sidste er kommet hen af vejen. For efter 25 år at have lukket ned for “mit jeg”, og haft den grundfølelse (i mine stabile perioder), at det var bedre alle andre havde det godt, end jeg havde det godt, så var det svært pludselig at åbne op.

Og nu, hvor jeg virkelig har fået de her ting ind under huden, kan jeg heldigvis helt ærligt, ægte og uden skjulte dagsordner om at skjule mit indre, sige, at jeg tror fuldt og fast på, at jeg aldrig når derud igen.

Jeg tillader simplethen ikke min krop at blive fysisk stresset og det forebygges allerede INDEN, jeg starter på noget nyt. Fordi jeg ved, at nye ting er en kæmpe trigger for mig.

Jeg håber du har fået inspiration til at starte på dit eget CV, få genkendt dine egne mønste og få nøglen til din sygdom. Vær dog obs på, at det bestemt ikke sker overnight! Det her er en proces, der snilt kan tage både 3, 4 og 6 måneder – måske endda mere. Men belønningen venter bigtime bagefter <3

 

Efternote to self:

Dorte, når nu du sidder og kloger dig på, at man skal huske at gemme….så tryk lige “gem kladde” undervejs i sådan en blogpost! 

Kæft hvor blev jeg klam ned af rygggen, da dette billede viste sig. Heldigvis har min kære gemal sat bloggen så smart op at den selv gemmer løbende! (TAK, skat)

2015-08-13 07.30.30

Stik en porre i r*ven!

Capsules with an antibiotic

Flere gange er jeg stødt på gulerødsfanatikere, der mener, at vi kan blive raske ved at stikke en porre i røven og danse i måneskin.
– bare sådan lidt groft sagt 🙂

Men udtalelser som “Det er en kendsgerning, at antipsykotisk medicin og antidepressiv medicin er kemikalier og dermed gift “, “antipsykotisk og antidepressiv medicin virker ikke”, “du dør 20 år tidligere, når du tager medicin”, “psykisk sygdom opstår af undertrykte og ubearbejdede følelser” giver mig simpelthen grønne knopper og lange patter!

Der kan være mange forskellige årsager til bipolariteten, som er den psykiske sygdom, jeg kan forholde mig til og har læst og ved mest om.

  • Nogen har barndomstraumer, der fucker deres system op
  • Andre har alt for meget stress i hverdagen, der speeder de biokemiske reaktioner op.
  • Nogen har en gen-fejl, der gør at de biokemiske signalstoffer ikke virker korrekt – eller Na/K pumpen er defekt, som den danske nobelpristager Jens Chr Schou lige har foreslået
  • Der er også foreslået en særlig variant, der rammer højtintelligente, simpelthen fordi deres hjerne kører for stærkt – igen biokemiske reaktioner, der løber løbsk.

– og der er sikkert mange andre årsager også. Det eneste “fact” i den her forbindelse er at man simpelthen ikke ved nok om årsagerne og det er nødvendigt at prøve sig lidt frem – både medicinsk og terapeutisk. 

At jeg så er udfordret på alle de ovennævnte punkter gør det sådan set ikke lettere for mig personligt – eller så alligevel, for så kender jeg da opgaven, og har flere forskellige punkter jeg kan sætte ind. Og det har jeg også gjort.

JEG ikke kan leve uden medicinen og Manifest 2014 (der måske kan sidestilles med den berømte porre i røven) har ændret MIT liv!Det ene udelukker ikke det andet – de er faktisk afhængige af hinanden. Uden medicinen lukker mit system fuldstændig ned og jeg kan på ingen måde overskue tingene i Manifestet og så har vi balladen. Omvendt – medicinen kan slet ikke klare opgaven alene – det er bevist igennem 9 års rutcheture.

Jeg bliver sgu så træt, når der bliver meldt kategorisk ud omkring enten medicin, psykoterapi eller andet. Vi er forskellige mennesker, vores sygdom kan have forskellig oprindelse og vi er nødt til at blive behandlet indviduelt.
 
Fint nok at der er nogen, der klarer sig fantastisk uden medicin og udelukkende via psykoterapeutisk hjælp. Men derfra til så kategorisk at udtale, at psykofarmaka ikke virker er simpelthen noget bullshit af værste skuffe, og kan i værste fald gøre at letpåvirkelig personer, dropper medicinen.
 

At tro man kan helgardere sin røv ved at skrive “Jeg opfordrer selvfølgelig ikke til, at man dropper medicinen uden kontakt til sin læge” eller hvilken formulering, jeg nu har set i utallige indlæg på Facebook, er noget fis, når næste sætning er et af de ovenstående kategoriske udsagn.Vi er så letpåvirkelig en gruppe og nogen har måske paranoide tanker eller katastrofetanker, der gør at de simpelthen ikke tør vente til psykiateren tager telefonen.

Jeg kender til folk, der er sikre på de er ved at dø af knoglekræft, hvis benet værker en smule efter en dag med havearbejde :/ Tænk på hvor forfærdeligt det må være at leve med den angst. Og så pludselig også få angsten for at de piller, der rent faktisk hjælper en, pludselig kan slå en ihjel!

 
Jeg synes det er uetisk at melde så kategorisk ud omkring psykofarmaka, som jeg ser flere steder både af lægfolk, i pressen og velmenende perifære bekendte.Men jeg synes så også det er uetisk at mange psykiatere bare hiver receptblokken, med ordene “vi skal bare lige finde den rigtige medicin, så bliver du rask”.Nuancer, tak!

Manifest 2014 er fundet frem!

I forlængelse af min snak med min søde veninde på Happie i går, gik det op for mig at der var alt for mange ting i Manifest 2014, der lige så stille var smuttet for mig.

Kosten har indeholdt for meget sukker, hvidt brød, pasta og mælkeprodukter – og der er røget mere og mere slik og chokolade ned, som jeg er blevet mere og mere presset.

Samtidig er gå-turerne blevet omsat til “jeg er nødt til at tage bilen”, fordi jeg har skulle have computer, vareprøver mv med til møder. Og så er der blevet handlet på vejen, i stedet for at gå op efter hverdagens småting.

Og det er fandeme ikke særlige smart og hjælper bestemt ikke med til at holde bufferzonen bred.

Så Manifest 2014 er blevet fundet frem og støvet af og fra i dag er der fuld fokus på alle punkter igen. Samtidig har jeg kikket mine daglige kosttilskud igennem, og det er gået op for mig, at jeg er løbet tør for en meget kraftig antioxidant, der i flere studier har vist sig at have en gavnlig effekt på bipolar lidelse. Jeg køber kosttilskuddet i England – jeg glemte bare at bestille det med sidst og har ikke tænkt videre over det.

Heldigvis kan det også købes på apotektet her i DK – det er bare ca 10 gange dyrere, men hvad gør man ikke for at få det bedre, mens man venter på sin pakke.

Kosten har jeg allerede gjort noget ved. Morgenmaden her i dag består af melon og serranoskinke – ikke flere hvide luftboller til mig, selvom det var dejlig nemt og hurtigt!

Der er indkøbt masser af frugt, æg, bacon, nødder, laks, rejer, salat osv, så nu skal tingene optimeres på alle fronter.

Gåturerne bliver genoptaget fra NU – og så er det egentlig fuldstændig ligegyldigt at vejret er røvelendigt! Vinterjakken må findes frem, hvis det er det, der skal til.

Kalenderen osv er der allerede luget i – nu er det tid til at gøre alt det, jeg SELV kan gøre. Akkurat som var det en rigtig influenza og begyndende lungebetændelse – der er også noget, der kan gøres udover at ligge på sofaen.

Min søde veninde fik sat gang i min kampgejst i går – og ja…jeg har sgu “taget mig sammen”, men det er ikke den der almindelige biden tænderne sammen og holden ud – det er kampgejst af den rigtige, opbyggende slags.

Der er virkelig så vigtigt at lytte til sin krop – men det nytter kun hvis man også handler på det kroppen fortæller en. Ellers er det bare en katastrofe, man står og ser på udvikle sig uden at gribe ind.

 

2014, du har været et dejligt bekendtskab

Så er det dagen med det obligatoriske tilbageblik på året. Jeg må sige at jeg begejstres (og forundres) over, hvor meget man kan nå at ændre i sit liv på et år, hvis man går målrettet efter det. Mange har nok set videoen med den danske knægt, der går fra at være en tynd splejs til et muskelbundt på et år.

Sådan har året også været for mig. 4. januar sidste år tog jeg en beslutning og skrev Manifest 2014! Nu skulle 10 års rutchetur med sygdom fandeme losses i røven på alle punkter. Det var ikke bare de sædvanlige nytårsforsætter, der holder de første dage af januar. Nej, det var en målsætning for hele året og en beskrivelse af vejen til målet for hvert enkelt punkt. Se mere i denne post

Flere gange undervejs har jeg gjort status og givet mig selv konstruktiv kritik på hvert punkt.

Tit og ofte – specielt i starten af året måtte jeg skrive “dette punkt, har jeg glemt at holde fokus på i denne måned. Det vil jeg prøve at fokusere på i måneden, der kommer”. Men nu her ved årets slutning er jeg kommet omkring alle punkter og fået dem inkorporeret som en naturlig del af min hverdag. Og jeg må sige at missionen lykkedes. Mit liv har ændret sig 180 grader – til det positive!

Jeg vil hermed erklære Manifest 2014 for gennemført. De næste par dage vil jeg summe over Ambition 2015 og opfordre alle, der ikke er tilfredse med livet, til tage den gave det næste år er, og gøre det til året, hvor tingene ændrede sig.

Husk…bare fordi du ikke lykkes i løbet af de første 14 dage af januar, betyder det ikke at du skal opgive. Du har hele året! Vi snakkes ved 31. dec 2015.

Godt nytår og godt nyt år til alle

tunnel

Manifest 2014 – status juli

Så er der gået en utrolig varm juli måned.

Der har været lidt slinger i valsen mht kosten, hvor jeg har spist kornprodukter et par gange og også været i slikskålen.

Jeg har gjort den observation, at de gange hvor jeg har fået for mange hurtige kulhydrater/ren sukker, har mit hoved næste dag været meget trælst. Lyd- og lysoverfølsom og som om hjernen er ”hudløs”. Der er ingen filter. Det går over igen efter en 18-24 timer uden sukker. Så fra nu af er det simpelthen slut med at tro, ”det nok går”. Min hjerne reagerer på samme måde på sukker, som når jeg er dybt stresset.

Mht arbejdet går det godt. Jeg har fået afsluttet projektet oppe i 60´er udstillingen og tiden er sat op til 14 timer ugentligt. Jeg er ikke fuldt effektiv i alle timerne – skal hvile hovedet fra tid til anden. Det drejer sig måske om 2 x 15 minutter pr dag (2 timer i alt på ugen). Arbejdstiden skal fra i dag sættes op til 16 timer, og det bliver spændende – jeg tror det lykkes.

Jeg har oplevet, at det er meget vigtigt for mig med faste procedurer og meget klare ”forretningsgange” – fx slog det mig lidt ud, at jeg uforvarende kom til at lave en fejl, som jeg sådan set ikke var skyld i, da jeg mente jeg fulgte forretningsgangen.

Men ellers går det fremad hver dag, og jeg er ikke så skrøbelig længere. Fx sagde min store datter Katrine forleden, at det var vildt underligt ikke at skulle ”passe på mig” længere. Det er første gang i 10 år (siden hun var 12) at hun har oplevet, at kunne slappe af og ikke være bekymret. Den er selvfølgelig hård at sluge, men vi blev enige om at glæde os over, at jeg har det så godt, at hun har kunne slippe bekymringerne.

Jeg er begyndt, at kunne bruge mine sociale aktiviteter på noget JEG har lyst til, i stedet for sociale ”pligter” og det er så befriende og giver mig meget mere energi i hverdagen. Før første gang i 10-12 år føler jeg, at jeg har fået mit liv tilbage som det var engang – bare meget bedre, fordi jeg nu for det første har en livserfaring, men også ved hvor faldgruberne er, så jeg ikke ryger hverken op eller ned.

Jeg er begyndt at sætte mig selv først, og sørge for at JEG er glad og omgiver mig nu med mennesker, der gør MIG glad og giver energi. Jeg er blevet meget bedre til at sige fra overfor ting, andre har en forventning om, at jeg burde deltage i. Det frigiver tid, plads og energi til de aktiviteter, der gør mig godt og giver mig energi i stedet for at dræne mig.

Jeg er dog stadig meget opmærksom på udsving, og på at reagere med det samme hvis noget går i den ene eller anden retning. Jeg kan efterhånden og tydeligt mærke forskel på en begyndende hypomani og almindelig glad/energifyldt, og det er virkelig skønt, at jeg ikke behøver at være bange for at være glad.

Mit søvnmønster er blevet meget bedre, jeg tror langt om længe min krop er blevet normal igen efter tiden på Seroquel. Jeg har hørt fra flere, at det kan tage 6-8 måneder, før ens søvnmønster er normalt igen og man kan sove uden hjælp. Det gør, at jeg heller ikke er så træt om dagen længere, og at min døgnrytme nu er kommet ind i en helt almindelig hverdagsgænge.

Selvom vi har fået bil igen, går jeg stadig meget  – og vil heller gå op i byen end at tage bilen. Samtidig har jeg også ”lært” hvor nemt det er at bruge toget, når jeg skal til Vrå eller Aalborg. Det giver en fantastisk ro ikke at ”have ansvaret” for transporten, men bare følge med. Det stresser mig åbenbart mere end jeg var klar over at køre bil. Der er mange indtryk at forholde sig til og småbeslutninger, der skal tages hele tiden.

Så ønskejobbet engang må meget gerne kunne nås med offentlig transport, cykel eller på gå-ben.

Manifest 2014 – status juni

Så er der gået endnu en måned – og faktisk fik jeg ikke gjort status for maj måned, så der er gået 2 måneder. Og samtidig er der gået ½ år siden jeg lavede mit Manifest 2014. Så denne opfølgning er en temmelig vigtig milepæl for mig.

Det overordnede mål ”Jeg vil være stabil i min sygdom og  have det så godt som jeg kan have det” er stort set opnået. Jeg vil sige at jeg har det rigtig, rigtig godt – stabiliteten er der også, men med små afstikkere opad. Men hvor jeg før red på bølgen og glædede mig over ENDELIG at være rask, ved jeg nu at det er første tegn på den nedtur, der altid fulgte en periode med mani.

Og for mig er de begyndende manier meget nemmere at håndtere end nedturen. Så jeg er nu MEGET obs på at de ikke får lov at udvikle sig. Kemi i halsen og så sove en 14-16 timer i streg + tage den med ro den efterfølgende uge. Det har holdt de store svingninger fra døren.

Jeg har haft en episode, hvor det var ved at gå galt. Min hjerne VILLE ikke overgive sig og falde i søvn. Det endte med 4 sovepiller (max døgndosis) og 2 store glas snaps. Men så var jeg også rebootet, da jeg vågnede igen. Det er dejligt at jeg har fået magten over sygdommen i stedet for de sidste 10 år, hvor det har været omvendt.

Søvnen går det op og ned med. Jeg er ekstremt følsom overfor forstyrrelser – manden der snorker, hunden der gør i søvne, fugle der pipper fra kl 4 (skyd det lort). Men jeg har lært at blive liggende og slappe af  – skyde tanker fra mig, så kroppen og hjernen alligevel får hvile, selvom jeg ligger vågen. De sidste 2 uger har det dog gået meget bedre med søvnen, så jeg krydser fingre for at min hjerne nu er ved at komme så langt ned i gear, at den kan finde ud af det selv fremover.

Kosten kører derudad som den har gjort de sidste mange måneder. Jeg tænker ikke over det længere og min vægt har stabiliseret sig på omkring de 78-79 kg. Det er et vægttab på ca 15 kg. Jeg får rigtig mange af mine kcal fra fedt og det kan jeg mærke at min krop har rigtig godt af. Biokemisk giver det god mening for mig, når man lige ryster de sidste 40 års indoktrinering af kostråd af sig.

Hjernen er en stor fedtklump, der skal være fedt omkring vores nervebaner (ellers kortslutter de) alle vores celler, har en cellevæg af fedtmolekyler. Så selvfølgelig skal vi indtage noget fedt. Den fedt der ophobes i fedscellerne er lagring af overskydende kcal – så så længe, jeg sørger for ikke at spise flere kcal end jeg forbruger, vil jeg ikke ophobe fedt.  Samtidig tør kroppen godt ”give slip” på det lagrede fedt – for nu får den jo tilført dagligt de mængder den skal bruge. Jeg kan faktisk huske, at min biokemilærer på universitetet talte om det samme, men dengang syntes vi jo han var helt ude i hampen. Men her 15 år efter må jeg sq give ham ret – det virker i praksis.

Vi har endelig fået bil igen – men jeg fortsætter mine gåture. Jeg bliver simpelthen stresset af at køre bil inde i byen. Der sker alt for meget alt for hurtigt. Så den bliver kun brugt, hvis jeg skal på længere ture. Det er lidt win/win – sparer penge og jeg får min motion.

Mht at deltage i sociale arrangementer, har det også fundet et helt naturligt leje, der passer godt til mig. Skal vi noget større, som fx i morgen hvor vi skal til havefest hos nogen venner, ja så planlægger jeg en ”fridag” dagen inden og dagen efter. Det fungerer helt perfekt.

Det indre kaos er der efterhånden taget hånd om – fysisk og psykisk. Så jeg har brugt tid på det ydre – mit ydre – de sidste to måneder. Hver morgen har jeg brugt ca 45 minutter på badeværelset. Holdt mig selv op på at der både skal bades, smørres bodylotion på, bruges parfume, lægges make-up og sættes hår. Samtidig skal tøjet også være i orden HVER dag. Også fridage. Og det skal gøres om morgenen, og ikke sådan halvt op af formiddagen.

Jeg skal være klar til at gå ud af døren, hvis fx min veninde inviterer på kaffe. Jeg har kaldt det min ”30 days of beauty”-challenge. – selvom det ikke lige er 30 dage, men det lyder godt 🙂 De morgener hvor jeg har husket det, har jeg taget et selfie  og jeg har lavet en collage med billederne, som jeg kan hænge i soveværelset til minde om at jeg KAN se godt ud (nogen dage dog bedre end andre), hvis jeg skulle falde ned i dybet igen.

Det var vist det for nu…det her fylder over en A4 side i Word…jeg tør slet ikke tænke på hvor lang den her status bliver på bloggen

21dayBeautyChallenge 🙂

Manifest 2014 – status april

Så er endnu en måned afsluttet og vanen tro, gør jeg status. Jeg har valgt at gøre det herinde på bloggen, da jeg stort set ikke benytter bipolar-gruppen på Facebook længere. Der er så mange nye derinde, at de bare vil tænke…øhhh, hvad er det lige kælllingen snakker om med det der mani…manifest..er hun mon manisk?

Nå – men marts måned blev så måneden, hvor jeg STORT SET IKKE HAR TÆNKT OVER, AT JEG HAR BAL!!!!

Vi får først bil igen om ca 3 uger, så jeg får virkelig travet nogen km. I går lavede jeg for sjov en ruteberegning inde på IFORMs hjemmeside, og kom på på små 10 km gået i går. Jeg regner med, at jeg hver dag ca går 5-6 km. – Og det SKAL jeg blive ved med selvom vi får bil igen! Jeg vil kun bruge den på regnvejrsdage…! Det at være nødt til at bruge 20-30 minutter på at transportere sig (gå) fra sted til sted, gør at jeg kommer HELT ned i gear – tror sq det er temmelig essentielt, faktisk.

Kosten kører som den plejer – med en smule udskejelser. Men det er så meget inde under huden, at jeg ikke tænker over det. Det er blevet et helt aktivt, bevidst tilvalg, når jeg vælger at smage et par pommesfrites, tage et stk chokolade eller en franskbrødsmad. Heldigvis er min krop så styrket efter 4 måneders stenalder, at den ikke længere går i hovedpine-koma over at få lidt hvidt brød

Medicinen kører…ingen ændringer der.

Afklaringen i forhold til flex kører også stille og roligt. Min sag er lagt ind til lægekonsulenten, så nu ligger det i hænderne på “de onde”…men jeg spekulerer ikke en tøddel over det.

At jeg lige fik smidt en fysisk lortediagnose i nakken forleden, er slugt igen. I og med ingen kan sige om det tager ½ år, 2 år, 10 år, 30 år før jeg ikke kan gå og sidde for smerter – eller at jeg aldrig mærker mere til den – så har jeg valgt at tro på det sidste.

De sidste 2 måneder har jeg fået overskud til at leve livet, som vi gerne vil have det internt i vores ægteskab herhjemme, og det er helt fantastisk!

I forhold til at være social og ikke have for mange jern i ilden, så har det virket at være meget striks med aftaler de første 2-3 måneder af 2014. I marts måned her har jeg overhovedet ikke tænker over hvor mange aftaler jeg har lavet/ikke lavet. Eller…dvs…når jeg kikker tilbage, kan jeg se at jeg har overholdt det med ikke at lave for mange – jeg har bare ikke TÆNKT over det…det må vel betyde, at det at træne det helt bevidst har hjulpet, så jeg nu har ændret adfærd UBEVIDST.

Jeg synes, at de ændringer, jeg har fokuseret så kraftigt på de sidste måneder, har givet MAX payback i form af, hvor godt jeg har det nu.

Jeg tror på….fuldt og fast…at fortsætter jeg denne stil, så vil BAL være beated for good! Måneden har bla budt på:

  • En deadline på arbejdet, der pludselig var rykket 14 dage frem = Dorte havde SINDSYGT travlt og måtte arbejde over man/tirs i påsken Det gav træthed, men derudover ingen symptome
  • Skærmydsler med manden, hvor jeg en times tid havde lyst til at hoppe ned i depressionsdybet, men ikke lod mig rive med, som jeg plejer
  • Endnu en lortesygdom, men det er tacklet og kan nu igen ses på med humor.
  • Flere sociale aktiviteter, der ikke på nogen måde ligner noget, der kamme over i mani.

– og det her er faktisk først noget, jeg opfatter nu, hvor jeg reflekterer over tingene! FUCK HVOR ER DET FEDT! I LOVE MY LIFE!!!!!

Kan I alle have en fantastisk weekend, hvis I ellers nåede så langt i det her alt for lange indlæg

Knus Dorte

PS – jeg har psykiaterens ord for at det ikke går FOR godt…tænk at vi altid vil have den i baghovedet. Frygten for at have det godt…der er sq egentligt trist….

Manifest 2014 – status februar

Så er der gået en måned mere, og det er tid at gøre delstatus for mit Manifest 2014:

Medicinskiftet er nu fuldstændig overstået. De problemer jeg havde i starten med ikke at sove om natten pga manglende seroquel er overstået. Jeg sover godt nu.
Samtidig er den seksuelle dysfunktion også et overstået kapitel – yay! (undskyld børn). Hold kæft hvor er det skønt, at der nu igen er forskel på om det er næsen eller noget andet der trykkes på. Thumbs up til min mand, for at have holdt det ud et helt år.

Mit hoved har det så meget bedre. Jeg kan holde ud at høre en smule musik igen og film/lydbøger kan jeg også koncentrere mig om.
gråstær
Måneden har også budt på en længe ventet operation for Grå Stær – det er helt fantastisk ikke at være halv-blind på det ene øje. Muligvis har dette også en del af skylden for, at mit hoved ikke er så træt længere.

Stenalderkosten er kommet ind under huden, og jeg tænker ikke længere over at jeg “spiser anderledes”. Om jeg har tabt mig yderligere ved jeg ikke – det er ved at være et stykke tid siden, jeg har vejet mig, men vægttab var jo heller ikke målet som sådan.

Motion…ja. ja…jeg TÆNKER da på det hver dag  Heldigvis er vejret ved at blive bedre, så mon ikke snart jeg kan tage mig sammen til gåturerne.

Ikke deltage i så mange sociale ting: Her er der sket det, at jeg pludselig har overskud til at lave 2-3 ting på en dag, hvor jeg før måtte nøjes med 1. Det er skønt!

Tage episoder i opløbet: Efter min totale nedsmeltning forleden over jobkonsulenten tog jeg ekstra medicin, og fik slået en begyndende mani udløst af den ekstreme vrede, ned. Det ville jeg ikke have gjort for bare et halvt år siden – så jeg har lært noget undervejs

Så alt i alt – februar har været endnu en god måned for mig, og målet om at have det så godt, som jeg nu kan have det, er forbavsende tæt på. Nu skal det bare holde ved

Manifest 2014

Så har jeg fået summet over, hvad det er, der skal til for at nå målet

At have det så godt som jeg kan have det

Det har egentlig været en ret god øvelse at det her med at kikke lidt ovenfra på livet og identificere problemområder, tænke over hvad der kan gøres og så beskrive vejen til målet.

Akkurat som i fordums tid som sælger, hvor vi på et tidspunkt arbejdede meget med what-why-how idéen.

  • Hvad er det, du vil?
  • Hvorfor vil du det?
  • Hvordan vil du gøre det?

Her kan jeg sige:

  • Jeg vil have det bedste liv, jeg kan have
  • Fordi det vil være spild af godt liv, hvis ikke jeg får det godt!
  • Ved at have fokus på problemområder og evaluere hver måned

Jeg har nu fundet de områder, der er de helt store problemer for mig – jeg har allerede været lidt indenom kosten her på bloggen – men nu har jeg fået skrevet det hele sammen til Manifest 2014.

 

manifest_billede

Facebook
Facebook