Min skriveblokering er pist væk

Skriveblokering er vækHvor er I nogen dejlige læsere <3 Min skriveblokering er pist væk forsvundet.

Tusind tak for opbakningen. Selvom en enkelt kommunalt ansat for en stund fik taget min mojo fra mig, har I da godt nok givet mig den igen. Både her, i Facebook-beskeder og i den hemmelige gruppe.

Jeg kan mærke at den klump – den blokering – som var skabt, er løsnet. Både ved at det blev italesat her på bloggen, men også af jeres opbakning. Tak 🙂

Grunden til at det slog mig ud af kurs er nok også, at jeg personligt i de 12 år, jeg har haft kontakt med systemet, (stort set) kun mødt dygtige, empatiske, dedikerede ansatte rundt omkring. Der har kun været en jobkonsulent, der var lidt af en hat, men han forsøgte dog stadig at forstå og var ikke fordømmende.

Derfor har jeg også altid forsvarret sagsbehandlere, jobkonsulenter osv med at “de er jo kun ude på at finde den bedste løsning for os”. Det har jeg også skrevet om et par gange på bloggen.

Samtidig har jeg heller aldrig personligt mødt de fordomme mod psykisk syge, som de her kampagner, jeg nævnte igår, retter sig mod. Jeg har endda sommetider syntes, at det nok var lige i overkanten, og at de selv-stigmatiserede mere end godt var.

Så pludselig at møde et menneske, der i den grad helt åbent var fordømmende, var noget af et chok – og det havde intet at gøre med med, hvad der kunne lade sig gøre, ikke lade sig gøre, bevillinger, lovgivning mv. gav i den grad skriveblokering af værste skuffe. Det var simpelthen personens grund-substans ikke at VILLE forstå.

Så der har været nogen ting, som jeg har måtte revidere i forhold til min opfattelse af tingene. Jeg har altid skrevet udfra en (måske naiv) forudsætning om, at det bare handlede om at forklare tingene godt nok. At omverdenen bare skulle oplyses om, hvordan det er at være os.

Men der er altså nogen, der ikke er interesserede i at blive klogere, i at forstå. Og der taler både jeg, andre bloggere (se fx. Tines og Hannes blogge, jeg varmt kan anbefale), diverse kampagner og patientforeninger for døve øren.

Det gav lige et par måneders skriveblokering, hvor der var larmende tavshed, selvom jeg igen og igen forsøgte at starte på diverse indlæg. Men det er jo slet ikke hos de uinteresserede, jeg skal lægge min energi – den skal bruges på jer, som mine ord hjælper. Tak for at minde mig om det.

Rigtig god søndag til jer alle.

 

Efterskrift:
På et eller andet tidspunkt vil den sagsbehandler møde mig igen. Enten i form af et personligt møde, et brev eller via jobcenterchefen. En kontakt hvor det er MIG der har taletid. Jeg har stadig en lille tro på,, at hun er interesseret i at blive bedre til sit job. Ellers er hun jo ikke et hak bedre end alle de fordomme hun har mod dovne, ugidelige sygemeldte borgere på kontanthjælp. Borgere, der åbenbart i hendes øjne kun er ude på at malke systemet. Men om det er for kontanthjælp eller en løn som sagsbehandler, der malkes. Det er i dette tilfælde vist hip som hap.

Motivationen, der blev væk….

Der har været ekstremt stille, her på bloggen de sidste par måneder. Jeg har simpelthen fuldstændig mistet motivationen til at dele mine tanker, mine betragtninger og min viden, tips og tricks om det at være bipolar.

Jeg er gået igang med flere indlæg, der så er rendt ud i sandet – simpelthen fordi jeg har følt, at det kan være ligemeget, hvad fanden jeg skriver.

Og jeg kan placere den manglende motivation helt præcist et sted. En helt igennem led kommunal sagsbehandler, jeg oplevede på tæt hold, da jeg var bisidder for en anden.

Hun var alt det, som kampagner fra EN AF OS, Depressionsforeningen, SIND, Psykiatrifonden osv er rettet mod: Fordomsfuld, bedrevidende og stigmatiserende.

Jeg har ikke ville skrive om det her, men jeg kommer ikke videre med min blog før jeg har fået det ud af systemet.

Undervejs i mødet kom hun med udtalelser som: “Jeg har da også dage, hvor jeg har lidt svært ved at komme ud af døren. Men så tager jeg mig lige sammen og det ender jo med, at blive en god dag alligevel. Det er sådan du skal tænke.” eller “Du er jo også nødt til at gøre noget selv, for at få det bedre…”

– det sagt til et menneske, der i den grad har arbejdet med sin bipolare sygdom og nu her 1½ år efter diagnosen har virkelig godt styr på, hvornår det er fuldstændig ro og fred, der skal til, hvornår det er bedst at møde verden og hvornår der skal  sættes ind med diverse strategier, for at tage en episode i opløbet.

Ikke en eneste gang spurgte sagsbehandleren ind til borgerens situation og hvordan hun taklede sin sygdom. Hun sad bare og konstaterede. Samtidig blev de strategier, som der er arbejdet hårdt med i samarbejde med psykiatrien nedgjort og brugt mod borgeren:

“Ja, jeg kunne da også godt tænke mig, at rive en dag ud af kalenderen og tage i wellness istedet for at gå på arbejde…”

Ja, det er sådan en normal, rask person tænker – men tro mig, som kronisk syg vil man rent faktisk hellere gå på arbejde end droppe alle aftaler, for at gøre hvad der skal til, for at undgå næste langtidssygemelding (og måske indlæggelser). For det er det, det ender med, hvis man bare fortsætter kursen mod enten skyerne eller det mudrede dynd.

For det er jo ikke kun arbejde, skole eller trælse opgaver, man kan blive nødt til at droppe med få timers varsel – det er også sjove, hyggelige familieting, venindeture og sociale arrangementer.

Tænker jeg tilbage på de sidste to år, hvor jeg endelig har fundet vejen til stabilitet, har jeg udover nogen enkelte sygedage fra job også måtte droppe:

  • Genforeningsfest med min folkeskoleklasse
  • Legolandtur med familien
  • Min svigerindes fødselsdag
  • Min mands fødselsdag, hvor jeg lå i sengen med høreværn, mens hele familien var her.
  • Hele pinsen (vi takker den omtalte sagsbehandler, der var godt på vej til at sende mig ned i det mørkeste hul)
  • Diverse aftalte venindebesøg
  • En ferietur (ja, selv ferie kan være ekstremt stressende)

Andre ting har jeg deltaget i, selvom jeg burde være blevet hjemme, da de kostede flere dages recovery:

  • Fætter/kusinefest med min mands familie (gensyn efter 20 år)
  • Familieweekend i Lalandia

Og så er der heldigvis også ting jeg har kunne deltage i, uden det har kostet efterfølgende, fordi jeg er gået tidligere hjem end de andre:

  • 3 x studenterfest
  • 25 års genforeningsfest på gymnasiet

Sagsbehandleren vil nok aldrig nogensinde kunne forstå, at det ikke bare er hyggenygge at have en psykisk udfordring, der giver carte blanche til at blive hjemme fra arbejde, for som hun også sagde: “Det er ikke mit job at vide noget om bipolar lidelse”.

Men hvis jeg dropper bloggen pga hende, har ignorancen vundet. Så har jeg stiltiende samtykket i, at hun nok har ret.

…og det har hun på ingen måde!

 

Er psykisk influenza okay?

For noget tid siden var der fokus på familieliv/arbejdsliv osv i medierne – og der kom temmelig mange kommentarer om, at folk bare må tage sig sammen. Der var også kommentarer omkring sygedage og specielt en kommentar ramte mig i første omgang: ”Det er fandeme ikke i orden at pjække. Melder man sig syg så bliver man på sofaen under dynen!”

Så i dag vil jeg tage jer tilbage til den tid hvor ungerne var små og jeg havde fuldt tryk på karrieren. Der var en stor pærevælling og logistisk helvede i børnenes sportsaktiviteter, forældremøder, salgskonferencer, flyverdragter der SKULLE vaskes, aftenmøder, 72.000+ km om året på landevejen, spændende madpakker, og…og…og…

Når jeg ser tilbage, misbrugte jeg mig selv og min krop i helt ekstrem grad for at nå det hele og få alt til at hænge sammen.
Selv om jeg tit var segnefærdig, gjorde jeg netop det, som psykisk syge tit får skudt i skoene: ”hvorfor tager du dig ikke bare sammen?”. De gjorde jeg faktisk i helt ekstrem grad hele tiden. Eller næsten hele tiden.

Engang imellem tog det, som jeg dengang anså som en pjækkedag.

”Æhhh…host…host…jeg har simpelthen så ondt i halsen…host…host…her til morgen.”

Billede1Jeg vil hermed gerne sige ”Undskyld chef” – men ikke for at jeg meldte mig syg, men for at have løjet om årsagen. For gu´ var de da ej en pjækkedag! Det var en psykisk influenzadag!!!

Der var selvfølgelig nogen ikke-diagnostiserede, periodevise hypomanier ind over alle mine succeser på jobbet, men det blev holdt i skak med de der ”pjækdage” ind imellem, hvor jeg havde den sorteste samvittighed over at være blevet hjemme.

Men det gik faktisk rigtig godt et langt stykke hen ad vejen med de der klat-sygedage. De gjorde at jeg performede fænomenalt, havde høje salgstal, fik bonusser, vandt salgskonkurrencer, holdt mange aftenmøder og var seriøst god til at skabe tætte relationer til mine kunder. Og blev kåret til nordisk wow-vinder, årets sælger mv. Jeg var faktisk et kæmpe aktiv for salgsafdelingen! Punktum!

Men da den øverste salgsdirektør pludselig skulle til at strømline salgsafdelingen, og der blev sat fuld fokus på performance, effektivitet og fleksibilitet (men sørme kun var vores side)  begyndte tingene at skride. Min nærmeste chef var faktisk temmelig frustreret – hun forstod til fulde, hvordan man får det bedste ud af folk, men blev altså fuldstændig overtrumfet.

Nu tillod jeg ikke mig selv de her sygedage længere. Og fordi fokus nu var rettet SÅ meget ind på at yde max., knoklede jeg mig selv ind i en langvarig hypomani, måske endda grænsende til mani og efterfølgende kæmpe depression og alt var tabt på gulvet.

Ser man samlet set på tingene så var jeg ekstremt effektiv de første 3 år af min ansættelse og tjente gode penge hjem til firmaet. Der var balance i tingene, presset ja, men balance.

Det sidste år endte med først 3 måneders mærkelig adfærd (jeg er sikker på mine kolleger husker det stadig her 12 år efter), 6 måneders virkeligt ineffektivt salgsarbejde, kognitive evner på linje med en skål kold havregrød og til sidst sygemelding. En sygemelding som jeg igen begrundede fysisk. Dengang anede jeg ikke, at man rent faktisk godt kunne blive sygemeldt af andre årsager – det var jo pjæk! Så da min forstuvede fod ikke rigtig længere kunne forsvare, at jeg blev hjemme, fandt jeg mig hovedkulds et nyt job, sagde op og løb nærmest ud af døren. Jeg skulle bare væk – uden jeg vidste hvorfor.

Og dette sidste år af min ansættelse dengang, har helt sikkert kostet firmaet langt, langt flere penge end at betale for de der 8-10 ”psykiske influenza” sygedage, jeg havde om året.

Så… næste gang du er irriteret på en af dine kolleger/medarbejdere over lidt klatsygedage, så overvej bare et kort sekund, om de måske kan puttes i kassen ”psykisk influenza”. Det kunne jo være, der skulle tages en snak om firmaets tilrettelæggelse af arbejdsdagen, hvad der kan gøres anderledes og om der måske kan iværksættes forebyggende foranstaltninger. Det kan også være at de bare skal accepteres fordi samlet set performer medarbejderen langt over forventligt.

Sygdom behøver altså ikke være lig med dynen på sofaen, varm the, varmedunk og halsbolcher!!!

 

 

Shit – hvad siger kommunen?

vmsporgsmål

I forgårs fik jeg pludselig kolde fødder med det her VM i issvømning. Ikke så meget pga den frosne flod og den Sibiriske kulde…men….shit, må jeg egentlig tage afsted, når jeg nu er fleksjobber?

Jeg må indrømme, at jeg ikke havde tænkt tanken til at starte med, men resolut greb jeg knoglen og ringede til fleksteamet, for at få afklaret reglerne. Akkurat som jeg gjorde,  inden jeg offentliggjorde bloggen. Jeg gider overhovedet ikke gå og bekymre mig over, om jeg nu gør noget galt.

Det var en, der hed Rikke, jeg skulle tale med – og hun var optaget. Så jeg måtte vente med at forelægge mine planer til i går.

Da jeg fik fat i hende, var hun meget forstående og spurgte ind til både træning, tur osv og så ville hun læse op på min sag, tage den med sin faglige vejleder og vende tilbage i dag.

Puha – det kunne godt give lidt ondt i maven natten over, men jeg er efterhånden blevet ret god til at skyde de bekymringer fra mig, som jeg ikke kan gøre noget ved alligevel.

Og det viste sig at være godt, jeg ikke ødelagde min nattesøvn over det, for Rikke har lige ringet.

De er alle i afdelingen begejstrede for, at de har en fleksjobber, der har fået det så godt, at hun kan tage til VM. Der står jo i mine papirer fra oktober 2013, at førtidspension var inde i overvejelserne.

Så rent faktisk vil de håbe, jeg vinder, finder masser af sponsorer, kommer i pressen og i det hele taget fortæller vidt og bredt om, hvad man kan nå, hvis man har det rette mål og får den rette støtte.

For der er ingen tvivl om at Hjørring Kommune har støttet mig på rette måde hele vejen igennem mine sygdomsperioder og nu her som fleksjobber.

Så…jeg tager den hele vejen for Hjørring!

 

QuietComfort in my ear!

Endelig…efter en tur i kommunecirkus, har jeg modtaget de lydreducerende hovedtelefoner, der virkelig betyder en kæmpeforskel for mig, når mit hoved kager totalt.
(For tekniknørder er det InEar Bose QuietComfort 20, vi taler om)

Men vejen har sandelig ikke været let – og det endte også med at jeg måtte slå et par sving undervejs.

Baggrunden er, at jeg havde lånt sådan et par høretelefoner af en i familien bare for lige at prøve om de kunne hjælpe på mit hoved. Og hold nu KÆFT en forskel de har gjort, når hovedet kegler. Teknologien i dem går ind og udsender modsatrettede lydbølger ind i øret, således at støj udefra udlignes. Og så er der bare….“Största möjliga tyssstnad”!

Derfor søgte jeg om hovedtelefonerne som hjælpemiddel allerede d. 12/5. (Se forøvrigt her hvordan du søger hjælpemidler) og har efterfølgende gået til “udredning” på “Syn og Hørelse klinikken” på Sygehus Vendsyssel. Konsulentens første udmelding var der, at “kommunen aldrig giver disse hovedtelefoner, som hjælpemiddel”. I og med at det var ham, der skulle vurdere hvilket hjælpemiddel, der ville være bedst i min situation, vidste jeg jo godt at det dermed var hans generelle holdning, at disse høretelefoner ikke var meget bevendt. Og de efterfølgende gange fik jeg nærmest bekræftet, at de var lavet af den onde selv.

Jeg kan i princippet godt se hans pointe. Er du lydoverfølsom (med en overaktiv hørenerve), skal du trænes i at vænne dig til lydene omkring dig. Lukker du bare lydene ude, ja så vil du bare være endnu mere lydoverfølsom, når du tager høreværnene/hovedtelefonerne af igen.

Derfor brugte vi et par gange på at gennemgå strategier osv – ja…alt det som jeg jo sådan set HAR været igennem siden starten af Manifest 2014. Der ER bare ikke mere at hente på den konto.

I langt de fleste situationer klarer jeg jo også tingene fint uden skærmning. Min hørenerve er på ingen måde overaktiv. Det er sgu min hjerne, der er det.

Sommetider skal den altså bare have FRED!!! Der er bare nogen tilfælde, hvor mit hoved er så smadret, at alternativet til lydreducerenede hovedtelefoner har været, at ligge inde i sengen med 3 puder og 2 dyner over hovedet i forsøget på at få en smule fred i hjernen.

Samtidig er de fuldstændig nødvendige når jeg skal tale i telefon i forbindelse med jobbet. Jo sværere eller vigtigere samtalen er, jo mere jeg skal koncentrere mig, jo hurtigere bliver mit hoved træt, og alle mulige lyde begynder at pible ind i hovedet og gøre mig endnu mere ukoncentreret og træt. Der er simpelthen overload – tærsklen sidder bare lavt for mig, selvom jeg har hævet den betydeligt via alle mine strategier.

Efter 10 minutter i telefonen, hvor jeg taler big issues med den  MRSA-ansvarlige i Landbrug og Fødevarer eller en dyrlæge med masser af spørgsmål, så er jeg en mellemting mellem ribsgelé og det hunden kaster op, når han har ædt for meget græs, hvis der er baggrundsstøj. Og så er der kun sofaen tilbage den dag. Mildest talt irriterende, når jeg nu havde løsningen og fundet den holdbar.

Nå – men som I også kan se her, så var gutten ikke til at hugge eller stikke i.

Min psykiater rystedet bare opgivende på hovedet, da jeg viderebragte forklaringerne derude fra. Der er altså kæmpeforskel på “almindelig” lydoverfølsomhed og så den type, der skyldes psykisk stress/sårbarhed/sygdom. Så inden afslaget kom i hus, trak jeg stikket og kontaktede min fleksjobsrådgiver i stedet. Vi havde tidligere talt om høretelefonerne som et hjælpemiddel til mit arbejde, men fordi jeg havde sendt en generel ansøgning, lod vi den køre.

Men i og med at det faktisk er ret nødvendigt for mig på jobbet, at kunne koncentrere mig om vigtige telefonsamtaler – og at ret meget af mit arbejde består af telefonsamtaler – så er de hovedtelefoner et vigtigt arbejdsredskab for mig. Derfor kunne Jobcenteret uden problemer godkende min ansøgning.

Så – det betyder, at jeg nu har fået sådan et par øreduttelutter med lydreducerende teknologi. Det er noget siden de ankom på matriklen, og jeg er SÅ glad for dem. Pludselig er jeg ikke længere lammetævetræt i hovedet efter ½ time i telefonen.

Det har betydet en kæmpeforskel i min dagligdag.

Jeg husker selvfølgelig på, at det er helvede selv, jeg stikker i ørerne hver gang…..jeg skulle jo nødigt ende som hovedtelefonsmisbruger 😉

 

2015-11-07 08.48.47
InEar Bose QuietComfort 20 – min nye allerbedste ven, når hovedet kegler.

Den geniGALE medarbejder :)

Åhhh – jeg er simpelthen så GLAD!

Noget af det, der er allersværest ved at være bipolar, er at tænke på de perioder i sit liv, hvor man har været “alt for meget” p.g.a. enten hypomani eller mani. Og selvom jeg måske ikke har gjort så fucked up dumme ting som nogen af mine med-bippere – købt møbler til en patriciervilla, selvom man bor i en lille 2-værelses eller rejst til den anden ende af jorden på en pludselig indskydelse – , så har jeg dog været noget af en prøvelse for mange i mine omgivelser.

Forleden fik jeg en besked fra en af mine tidligere chefer, da hun gerne ville købe min reviderede bog “Strik og Stress af”.

Der har været et par episoder i mit ansættelsesforhold, som jeg har tænkt tilbage på med “for fanden da også…hvorfor gjorde du dog det…” og mærket den der “bipolare skam” som mange taler om. Jeg er næsten kommet dertil, hvor jeg kan tænke…ja, men det var sygdommen og så smide skammen.

Og…det kan da godt være, at det var sygdommen – men det ændrer jo altså ikke ved, at der er mennesker fra min fortid rundt omkring, jeg er sikker på synes, jeg har været en mundfuld at håndtere, og som jeg er træt af, har en forkert opfattelse af mig  🙂

Vi var et godt team dengang – ingen af os vidste bare ikke, hvad vi var oppe imod, og i et flip fra mani til dyb depression, sagde jeg op fra den ene dag til den anden og løb nærmest ud af døren.

Det er vist også meget typisk for bipolare…

Men altså – mailen fra min gamle chef var meget kærkommen og vi fik ret hurtigt grint af tingenes tilstand. Jeg har så pissemeget respekt for hende og hendes måde at være chef på, og håber virkelig vores veje vil krydses arbejdsmæssigt igen engang.

Efterskrift:
Jeg vil så også sige at jeg slet ikke er i tvivl om at jeg var en ret dygtig medarbejder i de neutrale perioder og perioderne med hypmani. For dælanduleme, jeg fik kørt noget igennem! Og vandt også den ene award efter den anden i salgsorganisationen. Så heldigvis ved jeg også, at den side af sagen er med mig fra min fortid. I dag hvor jeg har lært at balancere tingene og udnytte alle goderne ved bipolariteten – kreativiteten, de skøre indfald, ud-af-boksen-tænkning, jeg-gør-det-bare, osv – og samtidig undgå faldgruberne, så sidder jeg i en rigtig stærk position, som jeg er virkelig stolt af. Den information vil jeg virkelig gerne give videre til dagens erhvervsliv, for en bipolar medarbejder kan være guld værd – det kræver bare, at både chef og medarbejderen selv VED at man er bipolar. Tjek mit foredrag ud her.

dengenigalemedarbejder

Strik og stress af…. JEG ER STOLT!!!

Ok – nu siger jeg noget, som jeg aldrig har sagt offentligt før:

Jeg har altid været lidt flov over min bog “Strik og Stress af” – ikke pga teksten og opskrifterne, dem er der sgu ikke noget i vejen med, men den rigtige bog så slet ikke ud som den bog, jeg havde forestillet mig, da jeg skrev på den.

Den har altid føltes SÅ forkert – det var slet ikke sådan min bog skulle se ud. Inde i mit hoved var der lækre billeder fra stranden, rolige duche farver og flotte tegninger.

Jeg havde i sin tid SÅ mange diskussioner med Politikens Forlag omkring det grafiske udtryk, som jeg mildest talt altid har hadet som pesten. Desværre afviste de blankt, at vi selv måtte stå for grafik og billeder – uden overhovedet at have set nogen forslag fra os.

I stedet aftalte vi, at de skulle sende et par forskellige forslag til illustrationer og så kunne jeg vælge udtryk derudfra. Det skete aldrig. I stedet sendte de 2 måneder senere de færdige tegninger til hele bogen! Og jeg var mildest talt grædefærdig. De lignede påklædningsdukker tegnet af en 12-årig (jeg undskylder til jer piger, der kan tegne – det var ikke tilfældet her) og som var farvelagt af en 8-årig med billige farveblyanter.

Heldigvis fik jeg samlet mod nok til at ringe til forlaget og sige…no way! Vi havde en klar aftale om, at de skulle sende FORSLAG, inden der skulle laves tegninger til hele bogen.

Endnu engang aftalte vi, at de skulle lave FORSLAG til grafisk udtryk….og endnu engang fik jeg stukket færdigredigerede illustrationer i hånden uden jeg havde set skyggen af forslag. De var om muligt endnu grimmere end påklædningsdukkerne, men nu var det take it or leave it. Det blev IKKE lavet om!

Faktisk havde jeg allermest lyst til at sige ”leave it”, men det var alligevel over 1 års on/off arbejde, der ville blive skyllet ud og budskabet var også vigtigt. Så selvom maven ikke havde det helt godt, blev bogen udgivet.

Men som sagt…stolt af den var jeg ikke.

MEN DET ER JEG NU!!!

Vi har fået overdraget rettighederne fra Politikens Forlag og vi har gennemredigeret den, så nu er den lige sådan som den skal være.

Godt nok er udtrykket fra selve illustrationerne bibeholdt, men i en væsentlig forbedret form. Der er tilføjet lækre, relevante billeder (i stedet for latterlige generelle iStock-fotos), farverne er blevet støvede og skrifttyperne er lige som de skal være.

For første gang i 9 år er jeg virkelig STOLT af “Strik og Stress af”. Sådan helt ind i knoglerne!

Bogen kan bestilles som pdf ved at sende en mail til osl@probiocare.dk og den koster den nette sum af 50,- kr. (medsend mobilnr. for nem betaling via MobilePay)

 

strikogstressaf

Vise ord fra chefen!

Forleden talte jeg med en chef med personaleansvar (i en helt anden anledning), men snakken kom også til at falde på mit liv og bloggen her.

Vi kom ind på fordomme omkring psykisk syge, og det her med at turde være åben omkring sine udfordringer.

Jeg nævnte for hende at det netop var i forhold til arbejdsmarkedet, jeg havde haft de største betænkeligheder ved at være åben – tænk hvad en kommende arbejdsgiver ikke ville møde mig med af fordomme?
(Jeg er så også kommet dertil at jeg er trekvart ligeglad – hvis en arbejdsgiver vælger mig fra for nogen udfordringer, jeg er kommet så godt over – så er det godt nok their loss).

Men her var det så, at hun overraskede mig lidt – eller måske gjorde mine egne fordomme til skamme.

Jeg kunne altså aldrig finde på at vælge en kandidat fra på grund af psykiske udfordringer, hvis ellers personen var den rigtige til jobbet. Der er jo ingen af os, der kommer gennem  livet uden et eller andet.

Og det har hun jo fuldstændig ret i! Men det overraskede mig alligevel lidt at høre det fra en chef. Sikke heldige hendes medarbejdere er 🙂

Ministermøde!

Jeg skal holde møde med en minister i dag…!!

Dog ikke miljø- og fødevareministeren, der er det oplagte valg i forhold til mit job, men stadig en minister!!

Det er skatteminister Karsten Lauritzen, der før valget lovede mig et møde i forbindelse med mit job som produktchef for ProbioCare Danmark. Og at han på trods af den nye status som minister, stadig har taget en time ud af hans travle kalender til et møde, der ikke er hans område, er sgu lidt vildt.

Jeg kan kun sige, at han er en politiker, der holder sine løfter – ihvertfald dem til mig 🙂

Selvom Karsten ikke er det umiddelbart oplagte valg i forhold til at introducere mikrobiologisk rengørings teknologi til landbruget, er det stadig et meget vigtigt møde. Du ved aldrig hvem folk kender – og alt andet lige giver det altså ret god mening, at sætte gang i snakken i krogene på Christiansborg. Jo flere fra regeringen, jeg taler med – jo bedre!

At vende tankegangen i forhold til rengøring og desinfektion efter 60-70 års indoktrinering gøres ikke over night, så ting tager tid. Men når først den her kæmpe snebold ruller….så bliver den til en lavine! Vi kan sgu gøre Danmark MRSA-fri på 6 måneder og gøre grisene så sunde at kun 2-3% af dem behøver et enkelt skud af den allermest milde antibiotika! Det er da en sag at kæmpe for!

Tjek lige det billede fra forsøgsstalden. Det er altså en 23 år gammel stald, der bruges fuldt ud. Den er renere end mange køkkenborde!

2015-04-15 14.10.07
På det helt personlige plan, synes jeg også, det er en kæmpesejr. For 10 år siden foreslog min sagsbehandler førtidspension. Det var dengang de rent faktisk var til at komme i nærheden af, men alligevel var der ikke sådan skidemeget håb om et fornuftigt arbejdsliv. For 2 år siden havde jeg næsten accepteret at resten af mit liv skulle foregå fra sofaen.

I dag kan jeg ved hele tiden at holde fokus og passe på mig selv altså holde møde med både den MRSA-ansvarlige på Christiansborg og nu her en minister. Godt nok stadig som fleksjobber og med ikke ret mange timer, men så er opgaven jo så bare, at udnytte de få timer max til vigtige møder og lade andre om tjamset.

Sorry, det lyder lidt selvfedt, men i dag vil jeg lige tillade mig selv at være selvfed – specielt set i lyset af gårsdagens blogindlæg.

 

Eksamen :)

eksamen

Jeg har været til eksamen – og bestået! Forstået på den måde, at jeg har været på en nødvendig forretningsrejse, hvor jeg vidste, jeg ville blive presset. Men jeg holdt totalt fokus på opgaven og sørgede for at bruge min energi, der hvor den skulle bruges – nemlig på møderne – og så ellers sove.

Jeg var en totalt kedelig partykiller udenfor møderne, men det er nu engang sådan at vilkårene er. Min succes på arbejdsmarkedet er afhængig af, at jeg holder energien fokuseret på opgaven og ikke på alt muligt andet.

Jeg ville sindsygt gerne have set Bremens flotte bygninger eller siddet og drukket en øl ved en flod i Belgien, men det er bare ikke sådan verden hænger sammen for mig. Jeg var fristet og lige på vippen til at lade mig overtale, men holdt heldigvis fast i mig selv, og hvad jeg ved er rigtigt for mig.

Så istedet for at komme hjem krampesmadret og med en hjerne som våd bølgepap, har jeg det helt fint i dag.

Jeg tror faktisk, at rigtig mange kunne have glæde af at tænke på samme måde i deres arbejdsliv 😀

Nu tager jeg mig en velfortjent ferie med max hygge og afslapning 🙂

Facebook
Facebook