Hvorfor druknede Jonatan?

Af

Tv2 Østjylland udgav i efteråret en meget,  meget stærk webdok om en ung mands drukneulykke. Den har ramt mig på så mange niveauer, at jeg næsten ikke aner, hvor jeg skal starte eller begynde.

  • Den helt igennem isnende angst, man kan føle som pårørende – passer de godt nok på mit barn? Og nej, det gjorde de ikke i Jonatans tilfælde…:!
  • Skyldfølelsen som Jonatans mor sidder med nu, efter for en gangs skyld, at have passet på sig selv og sagt fra. Og så sker det…
  • Den frygtelige indre uro, der har drevet Jonatan til at løbe fødderne til blods….
  • Den fred og ro Jonatan følte, de gange han svømmede i det kolde vand eller vinterbadede i frostvejr
  • Frustrationerne over et system, der svigtede med den værste konsekvens af alle
  • Vreden over at psykiatriske patienter fyldes med medicin, der ofte gør tingene værre, uden at hjælpe….
  • Fortvivlse over at det endte sådan….
  • Afmagt…
  • ……
  • ….
  • ..

Jeg var nødt til at skrive til Jonatans mor Linda, at jeg som pårørende følte utrolig smerteligt med hende. Det blev til en længere korrespondance, da jeg udover at føle med hende, også fuldt forstår hvad Jonatan søgte ude i vandet.

Det var ikke døden – langt fra. Det var livet.

Hej Igen

Så har jeg ro til at give dig en beskrivelse af hvad jeg føler, når jeg svømmer i koldt vand. Med det du har fortalt om Jonatans måde at bade på, så er jeg sikker på, at han fysiologisk set var lige så adapteret til kulden som jeg (og mange af verdens førende issvømmere) er. Samtidig er jeg også overbevist om, at han følte samme ro og elskede kulden lige så meget, som jeg gør.

Normale menneskers kroppe vil blive stive og ubevægelige efter noget tid, men det tror jeg ikke på, at Jonatans blev ved den temperatur. Kold ja, rystende ja, men der ville gå lang tid før han ikke ville kunne bevæge sig, når han var så kuldetrænet, som han var. Faktisk vil kulden gå ud over hans kognitive evner før hans fysiologi vil være påvirket.

14 grader er også den temperatur, der passer allerbedst til at give mit hoved ro. Det er ikke så koldt, at det er ubehageligt og gør ondt (brain freeze), men stadig så køligt, at tankemylder stoppes. (Jeg vover den påstand, det er helt fysiologisk at tankerne bremses ned – biokemiske processer går langsommere ved lave temperaturer).

At svømme i 14 grader vand er ren meditation både for krop og sjæl. At glide gennem vandet tag for tag er fantastisk. Jeg føler mig et med vandet. Jeg kan ikke mærke hvor min krop slutter og vandet begynder. (Det skyldes at blodkarrerne i huden har trukket sig sammen og gør huden følelsesløs.). Det kan være en meget stor følelse; omfavnet af – og et med – Moder Natur. Det bliver helt zen-agtigt.

Jeg kan derfor umiddelbart forestille mig 3 scenarier:

Jonatan har svømmet til hans krop er blevet så udmattet, at han har taget en mundfuld vand i stedet for luft.

Jonatan er kommet så langt ind i den meditative, rolige tilstand, at han har følt sig så et med vandet, at han er dykket ned i det (ikke for at dø, men for at tage lykken helt og fuldt ind).

Jonatan er blevet så kold, at det er begyndt at gå ud over hans kognitive evner og han nærmest er svømmet i en drømmetilstand, og til sidst er han gledet længere og længere væk, uden at have opfattet, at han var ved at dø.

Alle tre er lige plausible, tænker jeg, men med overvægt på 2 eller 3.

Den sidste har flere issvømmere kunne fortælle om ved fx rekordforsøg, hvor de har presset sig selv maksimalt. Her er der altid en sekundant ved siden, der har ansvaret for at afbryde svømmet, hvis kadancen falder, orienteringsevnen svigter eller svømmeren svarer uklart/usammenhængende på testspørgsmål.
Folk, der har prøvet det, forklarer det efterfølgende som en drømmeagtig tilstand, hvor de ikke selv har været klar over, at de var i fare (selvom vi om nogen er klar over faren ved lige præcis den tilstand, inden vi hopper i vandet). I stedet for kulde føler man sig også pludselig varm og bliver overvældet af eufori.

Med min bedste overbevisning, så tror jeg, at Jonatan fortsatte med at svømme den dag, fordi han havde det godt der i vandet. Bevægelsen i svømmetagene var gode mod hans indre uro og det kølige vand har været en sand lise for hans hoved og han er endt med at svømme sig ind i en fredfyldt drømmetilstand og blevet et med vandet.

Jeg har tit sagt til min familie, at skulle jeg dø under en svømmetur (det kan jo ske for openwatersvømmere – og specielt issvømmere – uanset hvor god en svømmer, man er), så skal de vide, at jeg har været lykkelig, da jeg døde. Og det tror jeg også, du godt kan regne med gælder Jonatan ❤

Hvor ville jeg gerne have mødt ham og svømmet med ham ❤

Vinterbad i juli

Af

Der skal meget træning til for at jeg kan gennemføre mit store projekt biPOLAR ICEswim 2018. Der er stor forskel fra at svømme i vand, der er 3-4 grader og så de 0.5 grader – eller måske endda minusgrader.

Efter 3 dages intensiv træning, nåede jeg op på 32 minutter i mit kar 🙂

For at holde træningen ved lige hentede jeg en trailerfuld is på havnen til at smide i mit geni(g)ale bassin, så det kunne blive rigtig slædehundekoldt.

Så de sidste 3 dage har jeg været rimeligvis i issvømmerhimlen. 400 liter vand blev kickstartet af 200 liter knust is. Det gav en temperatur på 0.5 grader. Men hold da for #¤%”*?(*/ kæft, hvor gjorde det ondt i mine fusselanker, da jeg hoppede op første gang!!! Shit! Det føltes som tusind knive, og SLET ikke som i vinters.
Jeg holdt i skuffende 3 minutter, og så fløj jeg op som en raket. Men allerede i næste forsøg gik det bedre, og om eftermiddagen nåede jeg først op på 10 minutter og næste gang 12. Nu begyndte det at ligne noget, og rart at min krop ikke helt har glemt, hvad det der isvand går ud på 🙂

Torsdag morgen var der stadig meget is tilbage i traileren, og morgenen startede med 16 minutter i karret – og et varmt brusebad bagefter, heh. Senere på dagen blev der hældt mere is i, og denne gang trak jeg den… 25 minutter sad jeg der. Fredag morgen var der akkurat nok is til en tur til, men vandet var nu på 2 grader, så istedet for målet om 30 minutter blev jeg der lige 2 minutter længere.

Og for pokker da hvor har jeg kunne mærke det på psyken og det mentale. Totalt stressfri, afslappet og helt igennem i zen-mode. Ikke at jeg var stresset før, men jeg kan virkelig godt mærke, hvordan alle stresshormoner og affaldsstoffer forlader kroppen efter sådan en omgang.

Og at jeg i løbet af kun 3 dage kunne komme tilbage til det niveau jeg var på, da vandet begyndte at hitte de 5-6 grader i slutningen af marts, giver totalt meget selvtillid i forhold til både mit biPOLAR ICEswim 2018 og også det ultimative mål om at lave en IceMile under International Ice Swimming Association. Det er 1609 meter i vand under 5 grader, og issvøminingens ironman. Pr. marts i år var der kun 220 personer i verden, der har fået anerkendt en IceMile!

Så nu kan det nærmest ikke blive vinter hurtigt nok 🙂

Inkompetente professionelle gør livet sværere end det kunne være

Af

Inkompetente professionelle, der er ansat til at hjælpe, kan gøre meget skade.

I vores familie er vi så “heldige” at bipolaritet er arveligt på den kvindelige side. Heldig i gåseøjne fordi det jo selvfølgelig er overmåde pisseirriterende at have en psykisk udfordring – men det kan faktisk også stå uden gåseøjnene.

For i og med at vi er flere kvinder, der har samme udfordringer, kan vi også lære af hinanden og hinandens erfaringer. Samtidig har vi også en større forståelse for hinandens reaktioner og behov. Det betyder også, at vi tilsammen besidder en meget stor indsigt i sygdommen – hvad virker og hvad virker ikke i forhold til at leve et stabilt liv.

Forsinket recovery

Et par få gange har vi været udsat for inkompetente behandlere i det psykiatriske system og sagsbehandlere i det kommunale. Der er ingen tvivl om, at det har forsinket min recovery og min evne til at finde vejen, at jeg de første 10 år ikke satte alvorlige spørgsmålstegn ved min daværende psykiaters kompetencer.

Men som man også kan følge på bloggen her, ændrede det sig heldigvis i 2014, og jeg føler virkelig jeg har fået skovlen under bipolariteten. For mig føles bipolariteten oftest som en force, en styrke – men desværre har mange års op- og nedture før 2014, sat sit præg på mine kognitive evner.

  • Jeg bliver hurtigere træt
  • Jeg kan have svært ved at koncentrere mig
  • Jeg kan have svært ved at følge en samtale
  • Jeg har det svært med unødvendige lyde (smasken, et ur der tikker, en kuglepen, der klikkes på osv)
  • Jeg har behov for mere hvile end andre
  • Jeg har behov for alene-tid uden påvirkninger

Jeg har i det hele taget brug for, at kunne tage tingene i mit tempo. Men gør jeg det og tager hensyn til mig selv, så fungerer jeg faktisk temmelig godt 🙂 Og jeg kan mærke, at jeg for hver dag, der går på den måde bliver mere og mere velfungerende.

Men helt ærligt….det er fandeme røv, at en inkompetent behandling og information om sygdommen har gjort, at jeg har de udfordringer. Det var slet ikke nødvendigt, at det endte der.

Jeg spurgte fx. flere gange min tidl. psykiater om det kunne være farligt at være lettere manisk/manisk – og nej, det afviste han. Så længe jeg ikke lavede dumme impulsive ting som at smadre økonomien, være utro eller forære huset til en hjemløs, fordi det er synd, vedkommende ikke har et sted at bo, så var der intet farligt i det. I følge ham var selve hypomanien/manien ikke farlig for hjernen eller kunne give hjerneskader. Derfor omfavnede jeg selvfølgelig hypomanien, når den viste sig. Den gjorde mig mentalt skarp, energifyldt, effektiv. Jeg var overskudsagtig, sjov og havde det jo fantastisk i de perioder. Jeg har altid haft “min fornuft” med mig, så når det ikke kunne skade, hvorfor så ikke nyde perioderne, nu jeg havde været depressiv så længe.

Og der er da ikke noget, der er mere lodret forkert!!!!

Hver eneste episode om det så er en depression eller en mani slider på hjernen, og gør dig mere og mere følsom overfor stress. Han glemte også lige at fortælle mig, at hypomanier/manier, stort set også ender med at man kollapser i en depression. Så det er en nedadgående spiral, hvis ikke det stoppes! Hvis ikke man tidligt lærer at holde sit stressniveau på et minimum, så bliver det kun værre og værre. Det er stress/sårbarhedsmodellen om igen, som jeg har beskrevet i deltaljer her.

Havde jeg da for pokker bare fået noget psykoedukation, som det hedder (uddannelse i sygdommen, symptomer og strategier) dengang, kunne jeg måske have været endnu bedre fungerende i dag.

Forskning viser at folk, der er velmedicinerede og samtidig får uddannelse i sygdom og strategier har 80% chance for at undgå nye episoder!!! Hvor det for velmedicinerede uden psykoedukation kun er 50%, der undgår nye episoder. Ja tak, den kan jeg skrive under på, som en af dem, der lå i det hul.

Men skidt – som sagt, så synes jeg alt i alt at det går fint. Jeg har accepteret en lur i ny og næ, jævnlige besøg i Romulus, at der helst skal havbades hver morgen, at jeg skal gå lange ture osv osv osv. Ting der jo faktisk ikke er helt dårlige at have i et hvilket som helst liv 🙂

Middagslur i Romulus er den ultimative hvile for en træt hjerne

Men derfor ligger det mig meget på sinde, at hjælpe andre i tide, så de ikke ender med samme kognitive udfordringer. Det er også en af bevæggrundene for min blog. Men allerhelst vil jeg selvfølgelig gerne hjælpe familiens unge mennesker, så de ikke behøver at gennemgå den ene cyklus efter den anden af stress, mani og depression. Og dermed med tiden opleve funktionsnedsættelser i samme grad.

De unge lytter heldigvis, men desværre har specielt Katrine, også været udsat for inkompetence, hos de professionelle, der er burde hjælpe hende. Jeg har skrevet om både sagsbehandler og skadestuelæge, der var fortvivlende uvidende om psykisk sygdom.

Sommetider kan det godt føles som et Sisifos-arbejde at være psykisk sårbar, og jeg forstår slet ikke, hvordan de familier, der ikke har erfaringen med bipolaritet, klarer sig. For slet ikke at tale om de tilfælde, hvor den syge er “alene” og måske også modarbejdes af sin nærmeste familie og venner.

Det må være umenneskeligt hårdt. Også langt hårdere end det overhovedet behøver at være.

 

Mit helt eget hjemmelavede wellness-center i haven

Af

Husker I min lettere GeniGale idé med et telt, presenning og vores damprenser? Ellers kan du se indlægget her.

Nu er jeg ude i endnu et GeniGalt projekt, for jeg kan simpelthen ikke overleve endnu en sommer uden mulighed for at komme i issvand. Og når vi nu er igang, kan vi ligeså godt lave et hot-tub samtidig med 🙂

Men som med alt andet i min verden – det er langt sjovere, at søge nettet tyndt for do-it-yourself hilbilly løsninger, fremfor bare at smide en masse tusind-lapper i en forretning.

Løsningen blev dog ikke fundet på nettet dennegang, men via en af mine vinterbadervenner. Han havde lavet et hot-tub/vildmarksbad ud af en 1000 liters palletank – og den idé købte jeg på stedet!

Palletanke er til at få fat i på Gul og Gratis / Den blå avis til en overkommelig pris og forleden fik vi hentet et par stykker. I går skar vi toppen af den ene, og jeg kunne simpelthen ikke dy mig for lige at hoppe i den ene for at tjekke størrelsen ud.

Og den er da fuldstændig helt og aldeles perfekt! Vi kan snildt være Ole og jeg i den – og skal vi være flere, skal jeg nok ganske frivilligt tage det kolde kar 😀 Jeg er allerede gået i gang med en større oprydning i fryseren, så der kan blive plads til et par spande vand til nogen seriøse isterninger.

Og når først vi så får installeret en lang kobberspiral over et ildsted til varme og beklædt hele skidtet med træ, så spår jeg, at jeg kommer til at leve resten af mit liv i haven…

Vinterbadning er en grejsport!

Af

Jeg har efterhånden fået lokket rigtig mange nye vinterbadere i gang 🙂 Og det er simpelthen så sjovt. INGEN jeg har haft med i vandet, har bagefter sagt, at det ikke var noget for dem, og det ville de aldrig gøre igen.

Men skulle der være en, der engang ikke bryder sig om det – så er det også helt okay. Men I skulle alle forære jer selv det 1½ minut en gang i jeres lange liv, som min veninde Merete siger, for det er en gave for livet, at være i stand til at boste endorfiner, dopamin og noradrenalin 250-500% iflg videnskabelige studier i løbet af så kort tid.

“Men hvad skal jeg have med?” Det spørgsmål kommer altid op. Så her følger en grej-liste. For som vi siger lidt i sjov: Vinterbadning er en grejsport!
(No – du kan jo nøjes med din bare rumpe og et håndklæde, men der er alligevel en hel del ting, der gør oplevelsen så meget bedre)

  1. Badetøj indenunder (hvis ikke du bader uden)
  2. jogginbukser, løs trøje og jakke (eller bare din morgenkåbe, hue osv)
  3. Sko/støvler, der er lige til at stikke i
  4. Håndklæde til at stå på (evt. klip et stykke af et gammelt liggeunderlag eller tag en filtet måtte/badeværelsesmåtte/lammeskind)
  5. Badehåndklæde til at have om dig
  6. En af de der store farvede plastspande fra Jysk/Ikea/Bilka eller hvor man nu ellers kan få dem
  7. En 5 liters dunk med varmt vand
  8. Termokande med kaffe….glem aldrig kaffen!

Og hvad er det der med spand og vand? Ohhh jo….det kalder vi en “Hirtshals-sauna”! (Nu har vi godt nok fået en rigtig sauna, men vi fortsætter med vores Hirtshals-versioner inden turen i den rigtige).

Efter badet er det simpelthen fantastisk at hælde vand i spanden, og så stå med fødderne i varmt vand, mens man tørrer. Kikke ud over havet. Mærke blæsten på huden.

Det er skønt! Det er vidunderligt. Det er livet <3

 

Er vi i gang med at skabe næste generation af psykisk syge?

Af

– og bliver den langt større end den “burde”?

Nedenstående er fra en af de mange artikler om de alvorligt stress-ramte børn og unge, der har fyldt medierne de sidste dage: Her behandler de stressramte børn

 

Screendump, TV2

Og hvorfor det netop er Stinna Winther, der blev ramt af stress, har hun også selv en forklaring på:

– Jeg har haft mange store forventninger til mig selv, og jeg ville være perfekt på alle områder i mit liv. Både i skolen, til håndbold og som ven, siger hun og fortæller, at forventningspresset kommer indefra:

– Men det kommer af, at vi tror, at andre forventer noget af os. Tidligere har man nok været bedre til at lytte til sit hoved. I dag får vi at vide, at vi bare skal kæmpe videre, og det udmunder i, at kroppen selv bliver nødt til at sige stop.

Det er så fortvivlende, at vi har skabt et samfund, med så kæmpestort et forventningspres, at mange børn og unge ender med kropsrelateret stress.

Og det er da hjerteskærende at den unge kvinde i artiklen, tror at det er hende selv, der har skabt presset indefra….

Hvad vil du være når du bliver stor?

Kan du huske indlægget her – hvor det spørgsmål netop var en central kilde til frustration.
Det er ikke et pres, der kommer indefra en selv. Børn er ikke født med et indre pres om at være perfekte. Nej det er sgi påduttet, helt fra vi er små, men måske ganske umærkeligt for den unge selv. Det er desværre typisk, at man selv påtager sig skylden.
Mine unger (der nu er ca. samme alder som kvinden i artiklen) blev fx. I SJETTE KLASSE sat til at udfylde uddannelsesbøger, hvor de skulle redegøre for, hvad de ville arbejde med som voksne og vejen dertil. Der var koblet uu-vejleder på klasserne, som de holdt jævnlige møder med. Der blev virkelig sat fuldt blus på forventningspresset og “hvad vil du være når du bliver stor”. Min barndoms “de ve´jeg ik…” gik bestemt ikke.

I en lang periode var de dybt stressede over, at de for det første ikke vidste hvad de ville, og for det andet efterfølgende heller ikke at kunne beslutte sig for en udddannelse, selv efter diverse karrierehjul, online værktøjer og gennemtrævling af uddannelseshjemmesider. Hvis ikke de udfyldte karriereplanen, så faldt der brænde ned. Til sidst måtte vi bare udfylde skidtet og så ellers være enige om internt i familien, at det kun var rent proforma, og de skulle glemme alt om, hvad de ville være som voksne.

Den mølle har Stinna sikkert også været igennem, for det var obligatorisk for de årgange. Efter et par år fandt “de kloge” så ud af at det nok ikke var så skide hensigtsmæssigt at tvinge børn i den alder til sådanne karriereforløb. I dag er eksperimenterne med vores børn så genoptaget via heldagsskolen og inklusion. Jeg aner ikke andet om det, end det jeg har læst i aviserne, så jeg kan ikke udtale mig personligt. Men når børnelæger, sygehuse osv råber vagt i gevær, så skal vi godt nok tage tingene seriøst!

Det er superfint at nogen børn trives med heldagsskole, inklusion, nationale tests, målsætninger osv – men vi er altså også nødt til at anerkende, at nogen ikke gør og at det for andre, er direkte skadeligt.

Skaber vi et problem i fremtiden allerede nu?

Nogen vil klare sig fint igennem, men det er desværre yderst velkendt, at en latent sårbarhed eller et arveligt anlæg, kan udløses via et traume af en slags = overmåde mange stresshormoner i kroppen. Det er også velkendt at langvarig stress og depression kan føre til degeneration af visse områder i hjernen hos voksne. Hvad sker er så ikke lige i børns uudviklede hjerner ved den samme påvirkning? Hjerner, der skal udvikle sig og rustes til resten af livet.

Jeg tror desværre at den stigning, vi ser nu her med stressede børn og unge kommer til at give et boom i andelen af voksne med psykiske sygdomme om 10-20 år.

Det her er så himmelråbende tosset og total gambling med en hel generation af børn….

Efterskrift:
Det er faktisk først nu, som jeg skriver dette, at det går op for mig at den periode der i 6.-8. klasse måske kan have været medudløsende faktor til, at min store datter også er blevet diagnostiseret med bipolar lidelse. Jeg har altid tilskrevet det, at min sygdomsperiode i 2004-2005 måtte have skylden. Men det var jo på akkurat samme tid som de første krav til hende begyndte at dukke op om uddannelsesplanlægning. Jeg fralægger mig lige 50% af de hammerslag, jeg har givet mig selv i hovedet i tidens løb….

At holde sammen med en bipolar….!

Af

30. maj har gemalen og jeg sølvbryllup!

Det er jo næsten fuldstændig vanvittigt. Sølvbryllup! Det er nok ikke mange, der når så langt inden skilsmissen er en realitet. Og specielt ikke i forhold, hvor den ene er bipolar! Respekt til min mand…og selvfølgelig også til mig 🙂

Jeg kan bare konstatere, at jeg er utrolig heldig med at have Ole – og han er utrolig heldig med at have mig. Vi supplesølvbryllup kærlighed respektrer hinanden fantastisk. Min vilde, der-skal-ske-noget side passer godt til hans helt nødvendige rolige, stabile gemyt, som jeg sommetider har kaldt tung-i-røven (undskyld)!

Vi har en ærlighed og forståelse for hinandens forskelligheder – og vi er i løbet af de sidste 25 år kommet dertil, hvor vi rummer dem fuldt ud. Indrømmet, det var ikke let i starten, hvor vi begge forsøgte at lave om, forme og ændre på hinanden – og der var småbørn, leverpostejsmadder og en karriere, der skulle i gang.

Men da vi efter et par bumpeture først fandt ind til den helt ægte ærlighed, fandt vi også ind til kernen af vores
ægte livsværdier. Heldigvis er vores grundværdier fuldstændig ens – og så er der rig plads til forskellighederne ovenpå den faste base. Vi er så 100% trygge i vores forhold, at der også er plads til de lidt mere grimme ærligheder. Oles standardsvar på røv-spørgsmålet og bukserne har f.eks. altid været et rungende JA 😀
Ej, andre lidt mere grimme ting, er også altid blevet vendt og også modtaget med respekt. Og så er et sølvbryllup ikke helt utopisk at nå til.

For respekt er fandeme vigtigt. I dag har vi den dybeste respekt for hinanden. Vi er ikke altid enige, men stort set… Jeg tror, det stadig kan tælles på en, måske to hænder, de gange i vores år sammen, vi har skændtes sådan rigtigt, med råb, tårer og styrten ud af døren. Og det har altid været en grundpræmis, at tale rimelig fornuftigt om tingene bagefter.

Nogen gange undervejs de sidste 25 år har vi glemt at få talt sammen. Så er hverdagen gået derud af. Hamsterhjulet har kørt rundt, og helt ubemærket har vi slidt på hinanden en periode. Men vi har altid formået at stoppe op, kikke på hinanden med undren og sagt: “Hvad fanden skete der lige der. Vi har vist glemt at tale sammen.”

Jeg indrømmer, at jeg (som stort set alle andre kvinder, vil jeg tro) har siddet ved veninder og hældt vand og brok ud af ørerne. Men udover en fantastisk mand, er jeg også beriget med nogen fantastiske veninder, der formår at se forbi brokken og give mig temmelig konstruktivt svar på tiltale. Eller gode råd til hvordan jeg lige tackler en situation, istedet for bare at køre med på “ja, ihh, hvor er din mand åndsvag”-pladen.

Vi har en regel om, at når jeg begynder at synes, Ole er en idiot, så er det oftest fordi jeg er ved at køre ned/stresse op. (Han har dog indrømmet, at han får temmelig meget snor på den bekostning – for sommetider opfører hans sig sgu som en idiot! Men lang snor er jo også godt i et forhold).  Jeg kan ikke selv se det sådan lige i “tawet”, men bagefter kan jeg godt se, at det måske ikke var helt så galt, som mit hoved lige ville gøre det til 🙂 Så er der lige noget, der skal tales om…

Ole skal have en hel del credit for at kunne være i et forhold med en bipolar og at vi snart har sølvbryllup – men han skal sandelig ikke have hele æren for, at vi nåede de 25 år. Jeg har bestemt også taget min tørn. Og sådan er det jo i ethvert forhold.

Men jeg har den dybeste respekt for, at han holder ved og er kisteglad for, at han formår at hjælpe med at sortere i de tusindvis af gode idéer, der popper op i min hjerne. Og holder om mig og acceptere, at der er sofadage, hvor han også må ændre sine egne planer.

Et forhold til en bipolar kan være sindsygt hårdt – men det kan også være sindsygt givende, sjovt og fantastisk, hvis man sammen formår de grundlæggende ting i et forhold: 100% ærlighed, respekt for hinanden og rummelighed.

En ting, der måske undrer dig, her til slut er, at jeg slet ikke har nævnt ordet kærlighed. Men tag ikke fejl. Vi har den største, dybeste kærlighed til hinanden. Han er uden tvivl min soulmate, min bedste ven og grundpillen i mit liv. Og jeg er rimelig sikker på han har det sådan med mig også 😉 Men den kærlighed kommer ikke af ingenting, når først den første forelskelse har lagt sig – den kommer netop af alt det ovenstående <3

JEDDFA <3

Jeg er åbenbart en “Multipotentialite” og ikke ufokuseret, flyvsk og springende!

Af

Multipotentialite… jeg smager lige lidt på ordet, og det smager godt!

Skomager bliv ved din læst, hedder et gammelt ordsprog. Og hvis der er er noget, jeg ikke har gjort, så er det da det.
 
Jeg får nye interesser enten job- eller hobbymæssigt med et par års mellemrum, og så snart jeg mestrer et emne 100% og ved alt hvad der er at vide, keder jeg mig og finder på noget nyt. Jeg er hamrende god til på meget kort tid at tilegne mig så meget viden og praktisk kunnen, at jeg kan kaldes ekspert på området. (Ikke mit ord – andres). Så øser jeg ud af gode idéer, ser tingene fra en anden synsvinkel og kan komme op med nogen virkelig “ud-af-boksen”-løsninger.
Når jeg når dertil, så bliver det kedeligt og jeg kaster mig over noget nyt, som jeg skal lære alt om og overlader tingene til “de praktiske grise”, der har interesse i at udføre idéerne i praksis.
 
Jeg har helt seriøst altid følg mig lidt forkert og faktisk skamfuld over, at jeg ikke kan holde mig til et enkelt emne, blive i et job længere end 3-5 år (med mindre det er som selvstændig) eller fastholde interessen for en hobby.
 
Men…I dag startede jeg morgenen med at blive temmelig rørt over en video, jeg tilfældigvis faldt over på nettet.

Det var ikke søde dyrevideoer, hjemvendte fædre fra krig eller børn, der møder deres største idol.

multipotentialite blæksprutteNej – det var denne TEDtalk, der satte fingeren fuldstændig spot-on på, hvordan jeg altid har følt mig forkert i mit arbejdsliv på trods af store successer. Det var simpelthen svaret på min undren over mine flyvske interesser og evnen til at sætte mig fuldstændig 100% ind i nye felter og blive ekspert på rekordtid. Og hvorfor jeg efter en 3-5 år  begyder at kede mig og finder noget nyt at kaste mig over.

Jeg nævner i flæng, et par af de ting, jeg kan, har beskæftiget mig med og virkelig ved noget om:

Molekylærbiolog, forfatter, blogger, salg/marketing, issvømmer, tekstforfatter, underviser, strikdesigner, iværksætter, foredragsholder, webdesigner, augmented reality specialist, grafiker, husistandsætter og meget, meget mere. Og alt efter Molekylærbiolog er selvlært.

Jeg er ikke flyvsk. Jeg er ikke ufokuseret!

Jeg er en multipotentialite og det er fandme pissefedt! Jeg evner at finde og tilegne mig selve essensen af et emne og samtidig ryste posen og blande bolcherne med alt hvad jeg ellers ved noget om.

For fremtiden vil jeg se det som min største force, istedet for at slå mig selv oveni hovedet med, at jeg ikke bliver ved min læst, når først tingene kører og lade andre tage over! Bum!

Se videoen – den forklarer det fuldstændig!

Så er badesøen på dagsordnen!

Af

Stor dag i dag!!!

I ved de der idéer man kan få, når man er en smule godt igang og der kun er 10 cm fra tanke til handling?
Som du kan læse om bl.a. her, er jeg issvømmer og manglede et sted med roligt vand at træne.

Og hvad er så mere nærliggende end lige at skrive et 8-siders oplæg til kommunen om at lave en eksisternede sø om til et rekreativt område, oprense søen og sørge for rent badevand… (den idé har jeg skrevet om her engang). Som tænkt så gjort, og 2 timer senere havde jeg fat i Knud fra kommunens Teknik og Miljø afdeling.

Det vil også været et fantastisk sted for borgerne i byen om sommeren – og måske kan det inspirere nogen til at blive vinterbadere eller ligefrem issvømmere.

For at gøre en lang historie kort. Efter et par fælles projektmøder med kommune, vandselsskab og nogen jeg ikke lige fik fat på hvem var – så er mit projekt på dagsordnen i Teknik og Miljøudvalget i dag.

Spændene om byrådet godkender og bevilliger pengene til projektet med oprensning af søen, der endte med at blive en anden, end den jeg har beskrevet tidligere. Projektet blev flyttet op til en sø lidt tættere på byen, hvor der i forvejen ny legeplads, motionsredskaber og en lækker cykel/løbe/gang-sti. En badesø med lækker sandbund, strandbred og klart vand vil supplere området helt perfekt.

Kryds lige fingre!

Det er ikke altid skidt at være bipolar, specielt når jeg har kunne nøjes med at komme på idéen (det tager ca 53 sekunder), skrive oplægget (ca 2 timer) og brainstorme til et par møder – og så overlade den videre opgave med at få fulgt tingene til dørs til andre.

Ja, der skal på et tidspunkt søges nogen penge til andre faciliteter (badebro, borde/bænke, grillbålplads og evt. omklædning/sauna) – men det er også nogen, jeg allerede har fået lovning på hjælp til (og ja, “at få lovning på” er et helt legitimt nordjysk udtryk, hahah – den gider jeg ikke diskutere med sprognørder igen-igen-igen)

Det er fandeme god udnyttelse af bipolare ressourser 😀

Efterskrift:
Faktisk var de skideglade for oplæg fra en borger, og efterlyste flere af de ting. Som de sagde så kunne de ikke sidde inde i afdelingen og gætte/opfinde hvad borgerne gerne ville have. Eller komme på alle de gode idéer selv. Så når det her forhåbentlig er kommet i stand, så har jeg en 10-20 andre gode idéer i kø. Heldigvis har jeg lært kun at tage et par stykker af gangen, hahah. Ej, lidt for sjov, men hermed en opfordring til alle om at åbne munden, istedet for bare at sidde hjemme og brokke sig over “det er også for dårligt kommunen ikke gør dit og dat”.

 

Facebook