Taber på kontanthjælp – eller High-IQ kid, der blev stækket allerede i børnehaven?

Igen bottom line øverst :
Du er nødt til at lytte til din mavefornemmelse. Men det er ikke nok at lytte. Du skal også handle på det, den siger til dig. Ellers er dit arbejde spildt og historien gentager sig om et par år.

– og lidt til lærere, forældre og politikere:
Prøv nu på at se børn, hvor de hver især er. Børn er forskellige, og det er altså okay, at behandle dem forskelligt, i stedet for at presse dem ned i kasser. Det er den eneste måde, vi kan få det fulde potentiale frem i den enkelte. Og så er det sgu ligegyldigt om barnet har boglige forudsætninger eller noget andet. ALLE børn har noget, de er gode til – det er vores opgave som voksne at finde og støtte det!

– og så kommer det jeg egentligt ville fortælle om:

I går havde jeg et par skønne timer med min store datter Katrine. Da jeg arbejder hjemmefra og hun pt går sygemeldt, så prøver vi, når der er godt vejr, at komme ud at gå en tur midt på dagen.

Det er win-win: hun kommer ud af lejligheden, og jeg får frisk energi til hjernen, så jeg er klar til dagens sidste par arbejdstimer.

Efter en dejlig lang gåtur i byens parker, slog vi os ned på terassen herhjemme.2015-03-24 13.33.28

Samtalen faldt helt naturligt på bloggen her og det store spring, jeg har taget, ved at offentliggøre den efter dens 1,5 års hemmelige tilværelse.

Du er bare så sej mor og jeg er bare så stor en taber…

Undskyld, HVAD? Den måtte jeg sgu lige have igen, for hvis der er noget, jeg synes min store datter er, så er det da netop sej.

Ja, enlig ung mor med en søn på 3,5, 2 afbrudte ungdomsuddannelser, sygemeldt fra den tredje, som jeg nok også er nødt til at afbryde,  så jeg også snart ender på kontanthjælp. Jeg er ingenting. Jeg er 23 år og har kun min 10. klasse. Det er sådan nogen som mig, de skriver om i avisen.

Det havde hun helt klart en pointe i – for der var ikke noget af det ovenstående, jeg sådan kunne benægte. Det var de rå facts om hendes liv. Men jeg kunne benægte, at hun ikke “var noget”, så det gik jeg i gang med:

Hør nu her, skat. Du er en helt fantastisk mor, der er så eminent til børneopdragelse, at du IKKE har/får en af de unger, de skriver om i avisen. Sebastian har tydelige grænser, han afprøver dem, du giver ham en chance for at ændre adfærd, og du udfører konsekvensen med de 2 minutter, hvis han ikke ændrer adfærden med det samme. Bagefter snakker I stille og roligt om, hvad det var der skete. DET burde der skrives mere om i avisen!

Det måtte hun så give MIG ret i, men det var efterfulgt af et “men, mor…” og så gentagelser af samfundets syn på hende… Pludselig gik det op for mig, at jeg var ved at gøre det, som folk så tit har gjort, når jeg er i en depression. Forsøger at sige, at “det nok skal gå”, “du bliver rask igen” og andre opmuntrende ting.

OG DET ENESTE DET HAR GJORT FOR MIG, ER AT JEG SYNKER ENDNU LÆNGERE NED I DYNDET

– for så kommer alle tankerne med “der er heller ingen der forstår mig, jeg er helt alene i det her”.

I stedet tog vi en snak om, hvorfor hun var endt der. Undervejs i snakken gik det op for mig, at vi rent faktisk skulle helt tilbage til børnehaven, for at finde første clue til mysteriet “Katrine som taber”.

En dag vi hentede hende, fik vi at vide hun havde været oppe at slås med en anden pige. Sådan ret alvorligt med slag, spark og måske også bid. Det kan jeg ikke huske, men det kan jeg snilt forestille mig, at min vilde unge kunne have fundet på. (Vi var nemlig ikke helt så gode til tydelig børneopdragelse som Katrine).

Nå, men det viste sig, at slåskampen var startet med et skænderi om en mariehøne. Eller rettere navnet på en mariehøne. Pigen påstod, at det der var en “mariehøne”, men Katrine var HELT sikker på at det var det ikke! Det var en Subcoxinella Septempunktata, for det havde hendes morfar selv lært hende! – og så udviklede det sig derfra….

Pædagogerne tog en snak med os, og de mente, at det var ikke nogen god idé, at hun lærte sådan noget i børnehavealderen. Det ville skade hendes udvikling. Okay, hun var vores første barn, vi var selv unge forældre og de var uddannede i børns udvikling, så vi tog en snak med morfar og bad ham skrue lidt ned for den finurlige indlæring.

Det er nok min allerstørste fejl som forælder overhovedet!

– for hvis der var nogen, der var god til børn, så var det min far. Han kun… nej, det må blive en anden post. (Note to self: lav en liste med alle de “anden post”, ellers glemmer du det)

morfar
Morfar lytter meget interesseret, mens Katrine viser ham, hvordan man vipti-vupti pusler et matematisk puslespil sammen. Foto: Lisbet Lyager

 

Næste clue kom i 1. klasse.

En dag blev vi ringet op af skoleinspektøren, at vi skulle hente Katrine. Hun havde slået og sparket sin dansklærer, fordi han havde været nødt til at bære/slæbe hende ned på kontoret, for hun ville ikke gå selv. Han hverken kunne eller ville have  hende i klassen, når hun var fræk og svarede igen.

Man slår og sparker ikke sin lærer, det kunne vi som forældre kun bakke op om, så vi hentede vores barn, var sure og skældte ud. Igen, – vi var ikke helt gode som forældre til at håndtere tingene, eller også havde vi som nye skoleforældre, fået banket ind i hovedet gentagende gange, at “som forældre skal I bakke skolen op”, så det gjorde vi desværre.

Da Katrine skulle i seng, så jeg nogen blå mærker på hendes arm. Man kunne lige se fire fingre og en tommel rundt om hendes arm, der hvor læreren havde haft fat. Det var nok liiige voldsomt nok, men jeg kendte jo Katrine, og hun kunne VIRKELIG tage nogen raseri-ture, hvor jeg også måtte holde hende temmelig godt fast!

Nu var hun kølet helt ned, så vi snakkede om hvad der var sket. Hun gentog historien om, at læreren sagde hun havde været fræk og svaret igen. Hun så på mig med tårer i øjnene:

Jeg ved ikke, hvorfor han synes det, mor. Jeg spurgte jo bare.

Det viste sig, at Katrine havde spurgt om, hvorfor der var et H foran “hvorfor”. Hun havde fået svaret, at det var et stumt H og “det var der bare”. Hun havde gentaget “Jamen hvorFOR?” og fået ca. samme svar. Til sidst havde hun skreget “HVÅ-FOOOOOOOR???” og det var (i lærerens hoved, åbenbart) blevet tolket som, at ungen var fræk og svarede igen.

Jeg forstod udemærket Katrines spørgsmål – hun ville vide noget om den sproglige udvikling og hvilken årsag, der lå bag at et H blev stumt, og hvorfor det så stadig var der, når man ikke kunne høre det. Hun formåede bare ikke at udtrykke så komplekst et spørgsmål – derfor blev det bare til et “hvorFOR” gentaget ret mange gange.

Dengang var der vist ikke noget, der hed Google og internettet var ca begrænset til Use-net i min bevidsthed, så jeg kunne ikke give hende et ordentligt svar. I stedet gjorde jeg endnu en mega-brøler, som forælder:

Katrine, du er simpelthen bare nødt til, at lade være med at spørge og så bare gøre det, der bliver sagt. Lad nu være med, at begå alle de fejl, jeg gjorde, da jeg gik i skole.

Åh gud i himlen – snak da lige om at omsorgssvigte et barns intelligens!

Når jeg kikker tilbage, kan jeg jo tydeligt se, at det Katrine lærte allerede som helt lille var, at hvis hun ville kommunikere med andre, måtte hun kravle ned på deres niveau, hun skulle tøjle sin nysgerrighed og bare gøre, som der blev sagt.

Hun var blevet banket intelligensmæssigt på plads og samtidig blevet psykisk stækket – og det fortsatte op gennem alle hendes skoleår, uden vi helt “så”, hvad der skete. Da vi i 8. klasse  under en skole/hjem-samtale bad om hjælp fra PPR, var klasselærerens ord: “Der er jo ingen grund til at stemple hende”.

I hele barnets tid med pædagoger og lærere havde det handlet om at presse den her møgintelligente, vilde (skulle vi ikke kalde det “frustrerede” istedet?) unge ned i en kasse, der var alt, alt for lille til hendes videnbegær.

Fra at være en sprælsk 4-årig, der rendte i rumpen af sin morfar og sugede begærligt af al hans viden om naturen, landbrug, dyr, bogstaver, tal osv, var hun nu endelig blevet presset ned i kassen. Men undervejs var hun blevet stækket, depressiv og angst, men dog med et håb om at gymnasiet, ville blive en succes.

Det gjorde det så ikke. 2 måneder inden eksamen i 1. g, trak jeg stikket på Katrines vegne. Hun var desillusioneret, depressiv og hjernen slog helt fra – den lammende tomhed, som jeg kendte så godt, så jeg nu i min datters øjne. Jeg var nok den eneste, der virkelig kunne sætte mig ind i, hvordan hun havde det. Hun ville selv kæmpe videre, men i mit hoved var der ikke noget at gøre:

HUN var vigtigst – fuck 1. g!

De næste to forsøg endte også i fiasko. SOSU-grunduddannnelsen måtte opgives pga ekstrem kvalme og opkast gennem hele graviditeten med Sebastian. Optagelsesprøven til HF (da hun kun havde 9. klasse) blev droppet pga stress over et brudt forhold, så hun valgte at tage 10. klasse for at starte langsomt ud. 10. klasse blev en succes med gode karakterer, men skiftet til HF gik rent ud sagt ad helvede til.

Igen endte hun i en klasse, hvor det bestemt ikke var “fint” at være intelligent og videbegærlig. Snarere tværtimod, så livet blev endnu engang bestemt ikke let, og det er det i forvejen ikke som enlig ung mor, der skal få det hele til at fungere.

Et skift til HF i Aalborg blev løsningen for Katrine, der ikke gad at spilde 5 minutters krudt på at blive accepteret af en flok tøser, der ikke havde forstået, at man ikke skulle drikke af blonderingsvæsken, men kun putte den i håret.

Hun har haft et forrygende år i Aalborg. Gode venner, målrettet arbejde og ok fine karakterer…..og en knægt, der startede i børnehave og blev syg…og syg…og syg…

Hver gang Katrine var ovenpå, blev hun sparket ned igen. Hun har kæmpet som en løvinde og VILLE have huen til sommer. Alt mens hun blev mere og mere stresset, mere og mere presset  –  jo mere presset, jo hårdere kæmpede hun.

Men det var en ulige kamp. Hun slog Sisyfos med flere længder. Sebastian fik 2 omgange med Noro-virus (skid-og-kast-op-syge) her i foråret og fik selvfølgelig smittet Katrine lige i den uge, hvor der skulle skrives SSO (Større Skriftlig Opgave).

Jeg fandt hende fandeme onsdag formiddag foran computer, bøger og noter med en spand ved siden af.

HUN SKREV OPGAVE MENS HUN KASTEDE OP I STRIDE STRØMME og hendes lille krop rystede af kramper.

Den her målbevidste pige VILLE ikke melde sig syg!!

Så måtte jeg sgu tale med store bogsstaver. Vi fik ringet til skolen og jeg måtte nærmest bære hende ud i bilen og ind til lægen, så svag var hun af dehydrering og sygdom (hun er et bette nips på 50 kg – og nej…drop anorexitankerne – hun æder som en voksen mand).

Men nu var fraværet så højt og hjernen så tom, at jeg simpelthen måtte tage bestemmer-kasketten på og fik hende langtidssygemeldt. Meningen er, at hun er sygemeldt 2 måneder og så skal tage nogen af eksamenerne til sommer.

Den plan synes jeg bare ikke er heldig. Jeg synes faktisk den er ret U-heldig. Der er slet ikke ro nok på til at opbygningsfasen kan begynde. Jeg kender det jo fuldstændig fra mig selv. Det tager bare lang tid. Men det er tid man slet ikke har som ungt, psykisk stækket menneske.

Nej, uddannelsestoget kører og du er blevet tudet ørerne fulde fra alle steder om, at hvis ikke du sørger for at holde fast, så ender du som en taber….

Akkurat som Katrine sagde på terassen i går, at hun var.

Tja…jeg synes faktisk, hun er en vinder! Hun har bevist, at hun er villig til at kæmpe…hårdt. Men hun har vundet sig selv og har samtidig vundet en vigtig viden om essensen i livet:

Du er nødt til at lytte til din mavefornemmelse. Men det er ikke nok at lytte. Du skal også handle på det, den siger til dig. Ellers er dit arbejde spildt og historien gentager sig om et par år.

 

skolesystem

 

Efternote: Jeg er sådan set trekvart ligeglad og kold i røven over hvor meget, der end bliver truet med “du skal have en uddannelse, five-strikes-and-your-out, over 30” osv. Jeg har pga min sygdom fra hun var 12 år, ikke haft de ressourser, der skulle til, for at kæmpe hendes sag. Jeg indrømmer, at jeg har ladet stå til i årerne som kastebold mellem mani og depression. Udannelsessystemet har haft RIGELIGT chancer med mit højtintelligente barn. Og hvis der er nogen der er taber her, så er det fandeme uddannelsessystemet! Nu er jeg ovenpå igen og har fået lidt ressourser på kontoen. Så nu er det MIN chance og jeg kan helt sikkert gøre det ret meget bedre. Planen kommer i morgen.

Ud af huset oplevelse :)

I går spiste Clara og jeg hos Katrine, fordi Ole er på CultCruise. Clara var hjemme fra efterskolen, fordi hun havde været ved ortopæderne med skulderen.

Det var MEGAGODT, det mad Katrine havde lavet!!!

aftensmad