Initiativ 2016 – indledende tanker

initiativ2016

Det er tid til at gruble over Initiativ 2016, og her kan jeg virkelig godt bruge lidt inputs.

Ambition 2015 blev skrottet ret hurtigt, da der skete en hel masse andet godt, der skulle have attention i stedet for de fokuspunkter, jeg havde valgt.

Så i år forsøger jeg mig med lidt mere jordnære ting, som gerne skulle kunne overholdes, selv hvis kortene bliver blandet undervejs. Det handler om at få mine nære omgivelser i orden. Nu har jeg fået styr på mit indre kaos, og nu er det til til at tage fat på det ydre. For jeg er ved gud belastet både fra den bipolare side og fra højintellligens-siden.

Begge grupper kan have store problemer med at holde orden, få ordnet praktiske opgaver og generelt få styr på ting, som ikke synes “nødvendige”. Og jeg har virkelig ikke kunne se et formål med fx at rydde mit skrivebord eller strikkehjørne før tingene faldt ud over kanten:

Jeg ved hvad der ligger i de forskellige bunker og tingene skal jo frem næste dag.

Men altså – nu vil jeg gerne have sådan et hjem, hvor det ikke gør noget at der kommer uventede gæster, for jeg synes jo også, det er fedt, når der er bund i vasketøjet, alt ligger på sin plads og køkkenet ryddet. Sådan er det også sommetider her, men kun ca. ½ dag ad gangen.

Der kan jeg se en tydelig parallel til svingninger – jeg lader stå til i en uge/14 dage for så at bruge 5 timer på at knokle igennem og få alt ordet og så sander tingene til igen. Jeg ser simpelthen ikke hvornår, det er ved at gå galt – akkurat som jeg ikke så de første tegn på stress tidligere.

I 2014 fandt jeg nøglen til at kontrollere mine indre svingninger ved at gøre nogen helt konkrete tiltag – motion, sige nej, få søvn osv. Det var det, der skulle til før en stabil hverdag blev en vane. I dag er det jo hele tiden små tilrettelser, der gør at tingene bare kører uden problemer.

Jeg startede dengang med at formulere målet klart og tydeligt:

At have det så godt som jeg kan have det

-og derefter fylde på med what/why/how for de enkelte fokuspunkter. Har du en uddannelse indenfor salg vil du straks bemærke, at målet ikke var særlig SMART (specifik, målbart, acceptabelt, realistisk og tidsbestemt) formuleret – og det er helt med vilje. Det her er ikke en konkurrence om at vinde, nå over budget eller på anden måde præstere en give ting på et givet tidspunkt. Og det lykkedes jo meget godt, så jeg forsøger mig igen med et lidt mere fluffy mål end når jeg skriver forretningsplaner 🙂

Målet for Initiativ 2016 er derfor:

At hjem og have er så præsentabelt, som det nu er muligt for mig

Jeg aner bare ikke helt hvilken vej jeg skal gå for at nå det mål lettest muligt. Jeg er sikker på, at der også må være nogen initiativer, jeg kan fokusere på, som andre mennesker løbende gør, for at holde orden i hjemmet.

Jeg har selv nogen idéer, men jeg kan altså virkelig bruge jeres hjælp. Har I nogen ordensregler I følger? Gode tips? Er der nogen indretningsmuligheder, der gør at tingene ser mere ordentlige ud med en mindre indsats? Hvad er vigtigst at fokusere på? Næstvigtigst? Det er simpelthen what og how jeg mangler 🙂

Hvilke initiativer kan jeg gøre herhjemme, som kan få “Initiativ 2016” til at lykkes?

Strikketerapi

Jeg har set det smukkeste tæppe på bloggen Midgaard Naturals. Og da det samtidig passer perfekt til to af mine kæpheste indenfor strik: helt enkelt terapeutisk strik og perfekte, gennemførte afslutninger, ja så kunne jeg simpelthen ikke modstå at gå igang.

Jeg var i resteskuffen restekassen resteværelset og fandt en del rester Supersoft i blå nuancer. Der var også et enkelt nøgle Coast i beige – perfekt til kanten. (Info til strikkenørder: 3 tråde Coast har nøjagtig samme strikkefasthed hos mig som 2 tråde Supersoft).

Så i forgårs blev der slået op og pindene har næsten ikke forladt mine hænder siden. Hold op hvor har jeg savnet bare at sidde og lade tankerne flyde ud i ingenting, mens hænderne arbejder rytmisk. Tænk at jeg kan skrive bog om strikketerapi, holde foredrag om strikketerapi og sågar lave både hjemmeside og Facebookside – og så alligevel glemme hvor god en indflydelse pindene har.

Det sidste års tid har jeg været utro med en hæklenål og stort set ikke strikket. Men det er godt nok slut nu. Det her tæppe….det bliver min følgesvend.

Billede1

Status år 2015

2015 lakker mod enden, og som sædvanligt kan jeg ikke lade være med at gøre status over året der er gået. Som i januar 2014, hvor jeg lavede “Manifest 2014”, startede jeg også 2015 ud med at skrive “Ambition 2015”. Men året skulle hurtigt vise sig slet ikke at passe til den ambition, og jeg besluttede, at den måtte udsættes et år eller to.

For 2015 overraskede sådan set lige fra begyndelsen, men jeg kan alligevel med stor glæde og stolthed sige, at jeg har været fuldstændig stabil hele året, med de små udsving som andre helt normale mennesker også oplever i løbet af sådan et år.

Jeg har fået et overblik over mit liv og mine reaktioner, som jeg aldrig har haft før. Det er stadig år 2014, der står som fuldstændig skelsættende for mig, men 2015 har vist, at det her er langtidsholdbart.

Jeg har fundet nøglen til mit liv – og jeg bruger den.

Jeg plejer at sige, at jeg aldrig nogensinde har tænkt så meget på min sygdom, som jeg gør nu – og aldrig nogensinde har den fyldt så lidt. Alle de småjusteringer, jeg stort set umærkeligt laver hver eneste dag, gør, at jeg på ingen måde føler mig hæmmet.

Arbejdsmæssigt har 2015 budt på store udfordringer. Nyt job, nye ansvarsområder, frustrationer, en opsigelse, Ole har startet firma, hvor jeg blev ansat og tilbud om at overtage agenturet på PIP konceptet til landbruget. Det sidste gør mig vanvittigt stolt. Det ser jeg som en kæmpeanerkendelse af min (og Oles) viden, indsats hele året og dedikation til projekt “MRSAfrit Danmark”. Men på trods af både prøvelser, modgang og udfordringer, samt sejre, anderkendelse og fejringer, så har jeg holdt den slagne vej. Det er virkelig en linedans over Grand Canyon, hvor jeg tager et lille bitte skridt af gangen, men sørger for at sætte foden præcis det rette sted, holde mange pauser undervejs og få al den hjælp undervejs, jeg har brug for. Så arbejdsmæssigt har 2015 været et fantastisk godt år, som jeg virkelig er stolt af.

 

2015-04-15 14.17.16
En rigtig glad lille hollandsk pattegris, der er født i en stald, hvor mikromiljøet er sundt og stabilt. Denne lille fyr har 98% chance for at undgå sygdom og antibiotika-behandling frem til den skal slagtes.

 

Herhjemme havde jeg en ambition om, at vi skulle have huset renoveret færdigt. Vi er også kommet videre, men slet ikke så langt, som jeg havde håbet. Men det skyldes ret meget ovenstående. Jeg har prioriteret ro, fred og mig selv, når arbejdstimerne var overstået. Heldigvis har vi nået det vigtigste – separering af kloak og regnvand. Det var sgu bare sure penge at bruge i og med det var pålagt alle husstande på vejen af kommunen og ikke fordi det var “nødvendigt”. Men heller ikke det kunne slå mig ud og vi går 2016 i møde med en bredere indkørsel og det vil lette ret meget i hverdagen, i og med den tidligere var fra 1955 og bestemt ikke var dimensioneret til nutidens biler!

 

2015-10-22 09.38.00
Det krævede besøg af de store maskiner, at få både træer og jord væk, så der kunne laves regnvandseparering.

 

Personligt har 2015 været året, hvor jeg virkelig har fået “egoismen” ind under huden. Men det er den gode egoisme, der gør at både jeg, arbejde, kontakten til venner/familie osv fungerer. Den gode egoisme giver mig det stabile overskud, der også holder i længden.

Den helt store vinder her, har været Romulus i Skallerup Seaside Resort og beslutningen om, at de ca 300 kr en dag derude koster (incl. frokost) ALTID er godt givet ud. Tidligere har jeg syntes, at det var alt for dyrt, men det skal jo ses i forhold til, hvad jeg får ud af det. Og er 300 kr engang hver 3.-4. uge, det der bl.a. skal til for at holde mig kørende, så er det jo faktisk billigt sluppet.

 

At jeg i oktober skiftede Romulus ud med Frederikshavn Vinterbaderklub, var dog alligevel overvejende af økonomiske årsager. Men det skiftede lynhurtigt til at være en socialt fristed, hvor det nu er de hyggelige snakke i saunaen og fællesskabet, jeg savner, hvis der går for lang tid mellem besøgene. Alle er supersøde og selvom det tit er nye mennesker, jeg møder derude (vi er 145 medlemmer), så har jeg kun oplevet en enestående imødekommenhed, interesse og en snak, der går lystigt. Specielt når jeg fortæller, at årsagen til at jeg er startet i klubben er, at vinterbadningen kombineret med sauna kan holde min bipolaritet i skak. Jeg oplever en ægte interesse i både sygdommen, bloggen og strategier og har kun haft positive oplevelser ved at være åben om mine psykiske udfordringer.

2015-10-27 15.32.54
Man skulle tro dette billede var fra en sommerdag, men det er faktisk taget i december. Mødet med Østersøen ved vintertide har været efterårets store oplevelse.

Det leder mig til nok min største bedrift i 2015. Bloggen her. At jeg i marts fandt modet til at offentliggøre den diagnose (og hemmelighed), jeg har båret på siden dengang i 2004, hvor der blev sat navn på. Modet kom jo selvfølgelig af at jeg via Manifest 2014 havde fundet nøglen til det gode, stabile liv. At jeg havde overskuddet og roen til at møde verden med oprejst pande. At jeg nu kontrollerer sygdommen og ikke omvendt. Modet kom også af ønsket om at dele mine erfaringer og måske inspirere andre til at finde deres vej, og der gik ikke længe før de første beskeder landede i min indbakke på Facebook. Det er også en af de ting jeg kikker tilbage på med stolthed.

 

Billede1

 

Det har fjernet ret meget indre stress, at jeg ikke ALTID behøver at opretholde facaden af at “det går forrygende”. Og det har jeg så kunne kanalisere over i at koncentrere mig om at “få det til at gå forrygene.” Det har været en fantastisk aha-oplevelse, som jeg ønsker andre også må få.

Når jeg kikker tilbage på 2015 har der også været hårde tider, udfordringer, der ikke har været sjove, ting, der har slået mig til tælling. Men hvor jeg før i tiden kunne dvæle, gruble og puste dem op, har jeg lært at lægge dem på hylden efter endt behandling, for det er ikke dem, der skal fylde i mit liv.

Der også mange andre begivenheder, der fortjener at blive nævnt, men det får være for nu. Hvad 2016 bringer af glæder og udfordringer er aldrig til at vide, men jeg går ind i året med visheden om, at ligegyldigt hvad, så kan jeg ikke slåes af pinden.

Rigtig godt nytår til jer alle…

Julegaver, kreativitet og max. hygge

Jeg har altid elsket at lave hjemmelavede gaver. Sikkert fordi det var noget min mor og jeg altid gjorde som barn. Hun var ultrakreativ og fandt altid på skæve, sjove ting – det har jeg heldigvis arvet fra hende. Samtidig er der også en tendens til at bipolare procentvis er mere kreative end almen-befolkningen. Noget med at hjernen er bedre til at danne associationer. (Det er også det, der løber løbsk sommetider, men heldigvis har jeg nu lært at styre mine indfald).

Jeg har selv haft en masse idéer i tidens løb, men internettet er jo fyldt med alverdens fede, fede ting man kan lave selv. Specielt Pinterest er en guldgrube.

Så de sidste 14 dages tid er gået med at surfe og søge. Kæft hvor er der mange sjove ting, jeg gerne vil lave. Og hvor jeg tidligere blev nærmest helt panisk, hvis ikke jeg fik udført ALLE de idéer, jeg havde i mit hoved, har jeg i år stille og roligt udvalgt dem jeg synes var sjovest – og som jeg vel og mærke havde tid til at lave. Undervejs skete der også det at min kreative hjerne udviklede videre på idéerne fra Pinterest og en hjemmelavet vandmand endte med at blive noget helt, helt andet.

Hvad vil jeg ikke afsløre endnu, for jeg tror modtageren læser med her 🙂

Det er også blevet til andre personlige gaver undervejs, og det er noget af det jeg synes er det allerbedste ved hjemmelavede gaver. At der er mulighed for at vise modtageren at hey…jeg har faktisk lagt mærke til dig og brugt tid på dig.

shemar
Beklager billedkvaliteten – screendump fra Facebook.

Se lige den her Shemar More sprællemand, som Katrines faster lavede til hende for 2 år siden… den var virkelig årets grin og den bedste gave! (Se videoen på Facebook her) Hun havde lagt mærke til at Katrine og jeg altid likede hans billeder på Facebook og en overgang ALTID taggede hinanden med “wup wup lækkermås-tid” når der var Criminal Minds på programmet.

Efter min mening er tid og nærvær, den allervigtigste resurse vi har. Tid er penge, siger vi. Men alligevel synes jeg, der er en kraftig tendens til, at julegaver gøres op i penge. Og i min verden er det  fuldstændig overskruet, når jeg kan læse både på Facebook og i medierne at julen er ødelagt for sine børn, fordi der ikke er råd til iPhones, spillekonsoller og dyrt mærkevaretøj. Det er altså forventninger, vi selv har skabt fra de var små. Den kan vi ikke lægge over på “de andre børn får…”. Jeg ved godt, at man ikke bare kan springe ud som superkreativ, men gaver til så mange penge, kan jeg slet ikke forholde mig til. Vi lærte det selv på den hårde måde første jul med Katrine. Vi havde købt en farlig-fin gåbil til hende, er kunne alverdens ting. Men gaven, der tog prisen som den bedste i den 10 mdr gamle unges øjne, var en rød mariehønebold fra Morfar. Den bedste gave Clara fik i 3-års gave var også fra Morfar – 5 ruller tape “som jeg helt selv må bruge uden at spørge???” Jeg tror mere det er vore voksnes behov for at give store gaver lige fra bebs er født, der skaber en forventning senere hen…

I går havde jeg Sebastian – barnebarnet på 4 – på besøg. Han hjalp stille og roligt med at lave de sidste julegaver. Selvom noget af det var lidt avanceret og ikke lige for børnefingre kunne han sagtens sidde på skødet af mig, mens jeg forklarede, hvordan jeg gjorde. Han nød det og syntes det var vildt hyggeligt. Og det samme har tøserne gjort, da de var små.

Hjemmelavet er altså ikke ensbetydende med crappy-julegave (selvom jeg må indrømme, at jeg har set mange mærkelige ting bragt hjem fra børnehave/sfo, hvor jeg forventes at sige “neeej, hvor er det fiiiint” over et håndtryk klasket på et stykke papir – det synes jeg så ikke helt det er, men anderkender at de voksne sådanne steder måske ikke har tid til mere). Hjemmelavet kan fint være en fed opgradering af ting, vi ellers ville gå ud og købe.

En af de bedste julegaver, jeg har givet mine tøser, var da de var 2 og 6 år gamle (1998). Jeg havde fundet et væld af billeder af dem, familie, ferier, fra børnehaven, skolen osv frem, beskåret dem, så de var ens i størrelse og via PowerPoint (dengang var der ikke så avancerede grafik-programmer – ihvertfald ikke nogen jeg kunne finde ud af), placeret dem 3 x 3 på et A4 papir. 8 ark med billeder ialt – dvs. 72 billeder i alt.

De blev printet ud 2 gange og så var der 8 spilleplader og tilhørende brikker – voila billedlotteri med vores egne minder. Jeg ved ikke hvor mange gange der gennem tiden er blevet sagt “Hvem har Clara med en rød spand på legepladsen på Bøsøre Camping”.

Sidste år var det et Ludospil, der fik en opgradering, med billeder af niecens og nevøens værelse som “hjem” og brikker med deres billeder på. Ja, jeg synes, det er fedt og det koster stort set ingen penge at lave, hvis man har en computer, printer og papir – og evt noget gennemsigtigt, selvklæbende folie (alternativt en laminator), så plade og brikker beskyttes.

Faktisk har Katrine og jeg snakket om at lave en kreativ gave-blog længe. Med skabeloner og forklaringer så også ikke-kreative kan være med. Men igen – i forhold til tidligere, hvor jeg tvangshandlingsmæssigt ville være kastet mig over den med det samme, har jeg nu lært at styre mine indfald. Så…engang når jeg ikke har mere at sige her eller har fået overskud til det, kan det være den idé bliver støvet af og vakt til live 🙂

Nu vil jeg få pakket de sidste ting ind og lade julefreden sænke sig over matriklen.

Rigtig glædelig jul allesammen.
spilleplade_v2

Her er beviset! Østersøen i efter-Helga-kuling!

I lørdags – dagen efter Hidsige Helga – hvor det stadig blæste et par pelikaner eller 3, var jeg i vinterbadeklubben fra kl. 9.45 til 13.30. Jeg ELSKER det sted allerede. Det er så hamrende hyggeligt at ordne verdenssituationen i saunaen afbrudt af jævnlige “Så er det vist tid – er der nogen, der skal med?”

Jeg talte op, at jeg havde været i vandet 12 (jep, TOLV) gange i løbet af lørdag formiddag. Regn, rusk, blæst gjorde oplevelsen helt speciel. En af de andre var  nødt til at optage en video, for at bevise for kæresten, at hun vitterlig var gået i vandet i det vejr. Og så fulgte jeg trop. Tro det eller lad være…. det der det er dælenduleme fedt 😀

Jeg har købt en hårnål!

  

Ikke bare en almindelig hårnål, men Gun-Britts “Hairpin” – en helt fænomenal fed en af slagsen. Den koster den nette sum af 129,-
….og hvorfor er det så, så specielt?

Jo, da jeg trykkede “send” til bestillingen, gik det op for mig hvordan jeg i mange år/perioder bare aldrig nogensinde købte sådan noget til mig selv. Det her lyder sikkert fuldstændig sindsygt i almindelige kvinders ører, men jeg var ikke “værdig” nok, til at der skulle bruges 129,- på en hårholdedims.

Det var ikke i Oles øjne, det var ikke i tøsernes øjne – nej, det var udelukkende i mine egne øjne. 

Praktiske ting var okay – men ikke unødvendigt lækre ting. Der var så meget andet vigtigere, der skulle bruges penge på. Derfor har mine ønsker til fødselsdage, jul osv også altid været rimelig praktiske ting – der er jo ingen grund til at spilde penge på tjams.

Og følelsen var helt uafhængig af, om vi havde penge eller ej. Andres behov var vigtigere end mine – som jeg så det. Det tror jeg vist også jeg har skrevet om på bloggen engang.

Det er jo noget bullshit og pisseåndsvagt – det har været med til at holde mig fast i de depressive perioder og tanker. 

Og…derfor var det så fedt, at finde den hårnål på nettet, jeg engang har set ved min vælgesøster Malene (du ved sådan en søs, der er din søs af hjerte og ikke biologi – jeg er beriget med hele to af sådanne <3 ) – og så bare købe den fordi jeg vil ha’ den og ikke vil vente til jul! Der gik det sgu op for mig hvor meget mine indre tanker har ændret sig.

Endelig begynder det at gå op for mig hvad de snakker om i L’oréal… 

Because I’m worth it!