Arbejdsglæde

… det er ikke stressende i sig selv at have travlt, hvis man oplever glæde ved sit arbejde.

Citat: Bobby Zachariae

Sådan stod der i en artikel fra Jyllands-Posten omkring stress, der blev delt flittigt for et par uger siden på Facebook.

Sjovt som tingene pludseligt kan gå viralt – artiklen er fra januar 14, men ikke desto mindre rigtig god!

Artiklen handler i bund og grund om at ledelsesstilen på en arbejdsplads er meget afgørende for om medarbejderens bliver stressede.

Og hold kæft hvor er jeg enig!!!

De gange jeg har haft allermest TRAVLT og har arbejdet allerflest TIMER, har ikke været de gange, jeg har været allermest stresset.

Men de gange hvor jeg ikke er blevet lyttet til, blevet behandlet uretfærdigt, ikke værdsat for mine evner osv, har der ikke været lang vej til helvede for mig.

I tidernes morgen arbejdede jeg 5 år i medicinalbranchen. Og hvis der er noget, der er strømlinet er det den branche.

Jeg havde i min tid der 3 forskellige chefer og de formåede virkelig at skabe holdånd, motivation og arbejdsglæde. De formåede at se det bedste i os hver og fremelske det – og hjælpe os med det vi havde lidt udfordringer med. Jeg var successfuld og vandt den ene award efter den anden. Og løb selvfølgelig også lidt på hypomanien fra tid til anden 🙂

Men til sidst hvor det gik rigtig galt, var der hvor salgsdirektøren, begyndte at blande sig i de forskellige teams arbejde og træning. Vedkommende forstod slet ikke hvordan motivation og arbejdsglæde var nøglen til succes. Nej… Pisk og pres var det, der skulle til og det fik min nærmeste chef – der var ret utraditionel – at vide.

3 måneder senere var et yderst velfungerende salgsteam smadret fuldstændig og der var kun mig tilbage. I stedet for at gøre som de andre og skride, bed jeg tænderne sammen….og bragede ned uden jeg selv var klar over det.

Jeg har siden oplevet den “jeg-alene-vide”-mentalitet flere andre steder. Alle steder der var ejer-ledede. Dvs. hvor det var ejeren af firmaet, der også fungerede som chef – uden overhovedet at have ledelsesmæssige kompetencer.

Hvor andre nok ville tage et kæmpe opgør, har jeg altid haft en underlig tro på at andre selvfølgelig vidste, hvad de talte om – også når de ikke gjorde. Det var altid mig selv og mine evner, jeg tvivlede på. Og det har virkelig skabt forvirring i mit hoved, når nogen der burde have styr på tingene ikke havde.

Men den tvivl har jeg også smidt væk nu. For fremtiden stoler jeg meget mere på mig selv, mine evner og min viden.

Jeg VED, jeg er tæskedygtig, til det jeg laver. Jeg VED, jeg har en kæmpe viden omkring mit felt. Og jeg VED, at jeg aldrig mere vil finde mig i dårlig ledelse uden gensidig sparring!

Jeg skal bare have groet nogen kæmpenosser og så sparke de idioter, der stiller sig på tværs godt og grundigt i røven, så det er muligt at komme videre fremad!

Pisselækker! Jow, Jow :)

  

Endnu en fantastisk dygtig, kreativ sjæl er diagnostiseret med bipolar lidelse. 

Mikael Persbrandt.

Han er noget så helt igennem pisselækker! Og meget af den lækkerhed kommer af hans udstråling. Og den udstråling kommer sikkert for en stor del af hans bipolaritet. Jeg er også bipolar og konkluderer derfor i bedste Erasmus Montanus stil, at jeg er pisselækker.

Q.E.D.

(Indsæt selv en storgrinende selvironisk smiley på passende steder)

Sct. Hans foran fjerneren…

  Sct. Hans Aften 2014

10 min før afgang mod Svanelunden blev jeg enig med mig selv om at smide mig på sofaen foran fjernsynet i stedet for.

Heldigvis har jeg skønne minder fra sidste år, så det bliver bål i tankerne i stedet. 

Det er fuldstændig helt og aldeles okay, for jeg har haft en skøn dag og en dejlig aften med Ole, Clara og besøg af Katrine, Chris og Sebastian. Der er ingen grund til at overgøre det.
Hav en dejlig aften 🙂

Rettidig omhu

Gode gamle Mærsk havde et valgsprog – rettidig omhu – og det tænker jeg tit på.

De sidste par dage har jeg haft er lidt for travlt program og jeg bliver straks straffet med nætter uden ret meget søvn.

Det er allerførste tegn på at “somethings rotten” og det skal jeg handle på NU.

Så søndagen bliver for mit vedkommende tilbragt alene – og det betyder også uden mand/børn/hunde. Telefonen bliver lagt så meget væk som muligt og den mail, jeg havde lovet at sende om noget strik til en gammel veninde – den må vente til i morgen.

Der er INTET i hele verden, der er vigtigere end at få kursen rettet op.

I dag kan det klares med en sofa-søndag og så er jeg fuldstændig fit igen i morgen, men ignorerer jeg de her første tegn – måske fordi der er noget “jeg burde også” – så begynder snebolden lige så langsomt at blive større, og om er par uger så ruller den af sig selv. 

Og det ville før betyde 2-3 måneders stress gående over i hypomani – måske endda mani – og så kollaps i 6-10 mdrs depression og et års restitutionsfase. En søndag på sofaen ser ud som et ret godt alternativ…

Så nej – vi skal på niveau med personligt besøg af dronningen, før noget er “jeg burde også” i dag….

Efterskrift: Jeg ved ret mange af mine indlæg på en eller anden led handler om at vælge fra, sætte sig selv først og droppe “jeg burde også”. Der er flere grunde:

1) Det er stort set hver evig eneste dag jeg tager til/fra beslutninger

2) Jeg oplever, at det er det allerstørste problem, ikke bare hos psykisk syge, men også andre kroniske sygdomme.

3) Det er simpelthen THE KEY til et helt almindeligt stabilt liv for rigtig, rigtig mange

4) Jeg oplever, at mange med-syge er rigtig gode til at identificere, at de er for pressede – men handler ikke på det. Mest pga “jeg burde også” og virkelig stor ansvarsfølelse.

5) Det er i mine øjne ikke særlig anerkendt generelt blandt hverken syge, pårørende eller samfund at sige fra og smække benene op, for “tage sig sammen” har virkelig stor magt!

Kreativ tænkning?

ideerDen her post er nok i virkeligheden bare mest til mig selv og en måde at få struktureret (og gemt) mine tanker omkring emnet – men du må gerne læse med 🙂

Et nyt studie har fundet en – omend meget lille – genetisk sammenhæng mellem bipolaritet og kreativitet.

The Guardian har beskrevet studiet her og du kan læse den bagvedliggende artikel i Nature Neuroscience her, hvis du er interesseret.

Jeg vil ikke kommentere nærmere på det, men det satte nogen tanker igang omkring kreativitet.

For der er ingen tvivl om, at jeg er totalt kreativ – det har jeg som sådan aldrig sat spørgsmålstegn ved, men nu blev jeg lidt nysgerrig.

Her er Google min evige ven:

Når der er noget jeg ikke ved, så undideerersøger jeg det – sådan lidt til overfladisk husbehov, ihvertfald, og så kan jeg altid gå nærmere ind i det, hvis jeg finder emnet interessant.

Det ledte mig til denne artikel fra Videnskab.dk omkring konvergent kontra divergent tænkning – ord jeg aldrig er stødt på før, men det giver jo mening. Divergent tænkning er en forudsætning for kreativitet, men en person, der udelukkende tænker divergent vil højest sandsynligt ikke kunne klare sig.

Difinitionerne er – citat fra artiklen :

Konvergent tænkning er domineret af strukturerede og analytiske tilgange, hvor man arbejder frem mod et bestemt mål. Madlavning er typisk præget af konvergent tænkning, hvor man følger en bestemt opskrift og når frem til at kreere en på forhånd udpeget ret med en bestemt smag og udseende.

Den divergente tænkning er således den, hvor man formår at tænke på måder, der adskiller sig fra andre mere konventionelle måder. At kokkerere kan således også appellere til divergent tænkning, hvis kokken for eksempel har mod på at tilføje en helt ny og i den sammenhæng hidtil ukendt ingrediens

…men altså – hvis du bare synes det er det mindste smule interessant hvor Lars Von Triers skøre tanker kommer fra, så læs artiklen. Det er faktisk megainteressant – børn er mestre i divergent tænkning.ideer

Men helt sikkert – min hjerne er mere divergent end konvergent. Under min uddannelse har jeg heldigvis lært at arbejde struktureret og analytisk frem mod et mål – ellers var mit hoved sgu stukket helt af (hvilket det jo også har gjort tidligere i pressede perioder). Og det er både en gave og en hæmsko at have så sprudlende et hoved.

Konstant popper nye idéer op, forbedringer til eksisterende produkter, anderledes måder at bruge ting på, løsningsforslag til problemer osv osv op i knolden på mig. Det myldrer rundt og der dannes associationer hurtigere end hurtigt.

Min hjerne er på kreativt overarbejde hele tiden, og den har let ved at løbe løbsk og blive begejstret – for ret tit er det altså fede ting, den udtænker. Men i “løbe løbsk”-perioderne er den konvergente tankegang en by i Rusland for mig – og som der også står i artiklen, kan man ikke klare sig.

Jeg er helt sikideerker på at det er nogen (speedede) biokemiske processer i hjernen, der gør at min hjerne opfører sig sådan og efter at jeg er blevet tøjlet med den rette medicin, er der kommet en god balance mellem konvergent og divergent tankegang i mit hoved.

Heldigvis stadig med en tydelig overvægt til den divergente tænkning, for den er en stor del af det, der definerer mig.

Efterskrift:
Når jeg tænker tilbage på de sidste 10-15 år, så har Ole og jeg tilsammen haft ret mange idéer (vi snakker over 10 minimum), som efter 8-10 år er dukket op på markedet.

Jeg husker specielt en, som vi i 2005 beskrev for vores bank. Efterfølgende kom de ved en fejl til at sende et internt notat til os, hvor vores bankdame havde skrevet, at vi var præget af en alt for alternativ tankegang og havde helt urealistiske idéer, der ingen fremtid havde.

Nå ja…den blev så lanceret sidste år af et udenlandsk firma… Urealistisk my ass – det var bare dig, der var ALT for konvergent i din tænkning. KO!

Efter-Efterskrift:
I skrivende stund, arbejder jeg, Katrine og Ole faktisk også med et nyt genialt produkt – fuldstændig enkelt, men løsningen på et stort problem. Idéen poppede i hovedet på mig forleden efter jeg så en video, der blev delt på Facebook. Efter lidt ping-pong med Ole og Katrine, fik vi sammen udviklet en prototype, der løser problemet helt enkelt. Nu må vi se, hvad det ender med….

Jeg har da egentlig været temmelig arrogant…

Jeg har gået og tænkt meget over det her med, at jeg “valgte fra” i weekenden, “jeg burde” og “dårlig samvittighed”.

(Hvis ikke du har læst mit tidligere indlæg om hvorfor, jeg valgte weekendens tur fra, så se her, inden du læser videre)

Hold kæft hvor har jeg været egoistisk og arrogant…. TIDLIGERE!!!
(nok ikke sådan helt i ordenes egentlige betydninger, men her på bloggen bliver tingene sat lidt på spidsen)

Vi lader lige som om denne weekends Legolandtur foregik for 3 år siden. Så ville det have forløbet således:

Dorte tænker: Åhhh, jeg magter det ikke. Men jeg burde. Jeg har sagt A, så må jeg også sige B. Nu har vi jo aftalt. Jeg kan ikke tillade mig at melde fra. Jeg bare bide tænderne sammen og holde ud. For Bertrams skyld. Jeg kan ikke være bekendt, at svigte ham. Jeg er nødt til at tage med, ellers bliver Bertram ked af det.

Og så er det lige vi hopper op i nutiden og jeg tænker…WHAT????

Helt ærligt, din arrogante kælling (Ole siger det oprindeligt betyder “lille kærlig en”, så jeg må godt). For hvis skyld, er det lige, du gør det der? Det kan da kun være din egen!

1. Jeg har set Bertram måske 5 gange i mit liv. Han er den skønneste 12-årige knægt, jeg kender, og jeg ville ønske at jeg havde mere med ham at gøre til daglig og også kendte ham bedre. Men fakta er at Bertram nok ikke sådan helt ved hvem jeg er – udover “Dorte på Facebook” og “Mormors kusine”. Når jeg tænker tilbage på mig selv som 12-årig…helt ærligt. Så var der da ikke noget værre end de her gamle fjerne slægtninge, der skulle høre alt om ens liv, drømme og fremtid. Jeg ville da meget hellere være sammen med mine kusiner og fætre end at snakke med en gammel tante.

Tænk at tro at Bertrams dag ville blive SÅ meget bedre, ved at jeg var der. Eller ligefrem ødelagt, hvis ikke jeg var der! Han havde sin mor, sin bror, sine morforældre og to yndlingskusiner. Det er da dem han har lyst til at være sammen med – ikke mig.

(Her må jeg indrømme at jeg tillægger Bertram nogen tanker, som jeg rent faktisk ikke tror, han har – han er en fantastisk knægt, der interesserer sig meget for andre mennesker. Men – det er for eksemplets skyld – og nok også dybest set lidt rigtigt)

2. Hvis jeg var taget med “for de andres skyld”, havde jeg måske fået nedsmeltning efter en times tid….og været nødt til at lukke festen for min del af familien og tage hjem. Not særlig fedt og bestemt ikke særlig hensynsfuldt.

3. Havde jeg formået at holde ud – ja, så ville de andre stadig have skulle tage hensyn til mig hele dagen. Og gået med en evig bekymring for, om jeg nu var okay. Ole og pigerne ville aflæse hvert et ansigtstræk på mig, for at tage tingene i opløbet – ikke særlig afslappende og hyggeligt.

4. Havde Bertram undervejs fundet ud af, at jeg udelukkende var taget med for hans skyld og faktisk ikke havde det særlig godt…så ville den skønne knægt have fået en god portion dårlig samvittighed. Og det er da det sidste han skal have.

Derfor er jeg kommet frem til at det ville have været en arrogant og egoistisk handling, hvis jeg var taget med for “de andres skyld”…

Bottom line: Inden du får dårlig samvittighed over at vælge fra – så gør dig selv den tjeneste at gennemanalysere situationen og gør så hvad der er bedst for dig. Det viser sig oftest, at være bedst for alle parter.

 

Facebook
Facebook