At måtte vælge fra…

I dag har jeg måtte skære helt ind til benet og virkelig være en kælling og vælge fra.

Jeg har indstillet min kusines barnebarn til Falck og Børneulykkesfondens “Den gyldne Sofus” fordi han sidste år redede sin lillebrors liv, ved at lave heimlich-manøvren på ham flere gange, da den bette lort havde fået et stort stykke kød galt i halsen.

Bertram blev udvalgt af dommerpanelet sammen med 4 andre børnehelte til at blive fejret i Legoland i dag, hvor den endelige vinder af “Den gyldne Sofus” skal findes.

Lige i dette øjeblik står de sikkert på scenen og bliver hyldet. Og jeg og min familie var som indstillere også inviteret med til fejringen.

Men grundet de sidste 3-4 ugers pres og min afstøvning af Manifestet, ja…så har jeg valgt, at vi melder fra.

Det er pisseirriterende!

– jeg vil sindsygt gerne være med til at fejre Bertram.
– jeg vil sindsygt gerne gratis i Legoland.
– og jeg vil sindsygt gerne se den del af familien.

Men når det så er sagt, så ved jeg, at jeg pt. ikke kan tåle en dag med minimum 2-2½ times kørsel hver vej, en lang dag ude med masser af indtryk, mange mennesker og trængsel, lyde, musik mv.

Så hvor end jeg gerne ville med, og hvor end jeg synes jeg burde, så har jeg valgt fra. Jeg ved det er det bedste, og jeg har næsten ikke dårlig samvittighed. Jeg ved at den gren af familien forstår – og det elsker jeg dem for.

For 2 år siden var jeg taget med og havde været brækket ned lang tid efter.
For 1 år siden havde jeg nok takket nej, men havde haft den sorteste samvittighed.
I dag takker jeg også nej, og har det godt med det.

Jeg har indset, at det ikke er fair for andre, at deltage i noget “for deres skyld” og fordi “jeg burde” og at de så hele dagen skal tage hensyn til mig, og dybest set godt kan se, at jeg ikke har det godt.

Jeg sender alle mine tanker til Bertram og er hamrende stolt af ham – og hamrende glad for at vi stadig har Hannibal <3

Stik en porre i r*ven!

Capsules with an antibiotic

Flere gange er jeg stødt på gulerødsfanatikere, der mener, at vi kan blive raske ved at stikke en porre i røven og danse i måneskin.
– bare sådan lidt groft sagt 🙂

Men udtalelser som “Det er en kendsgerning, at antipsykotisk medicin og antidepressiv medicin er kemikalier og dermed gift “, “antipsykotisk og antidepressiv medicin virker ikke”, “du dør 20 år tidligere, når du tager medicin”, “psykisk sygdom opstår af undertrykte og ubearbejdede følelser” giver mig simpelthen grønne knopper og lange patter!

Der kan være mange forskellige årsager til bipolariteten, som er den psykiske sygdom, jeg kan forholde mig til og har læst og ved mest om.

  • Nogen har barndomstraumer, der fucker deres system op
  • Andre har alt for meget stress i hverdagen, der speeder de biokemiske reaktioner op.
  • Nogen har en gen-fejl, der gør at de biokemiske signalstoffer ikke virker korrekt – eller Na/K pumpen er defekt, som den danske nobelpristager Jens Chr Schou lige har foreslået
  • Der er også foreslået en særlig variant, der rammer højtintelligente, simpelthen fordi deres hjerne kører for stærkt – igen biokemiske reaktioner, der løber løbsk.

– og der er sikkert mange andre årsager også. Det eneste “fact” i den her forbindelse er at man simpelthen ikke ved nok om årsagerne og det er nødvendigt at prøve sig lidt frem – både medicinsk og terapeutisk. 

At jeg så er udfordret på alle de ovennævnte punkter gør det sådan set ikke lettere for mig personligt – eller så alligevel, for så kender jeg da opgaven, og har flere forskellige punkter jeg kan sætte ind. Og det har jeg også gjort.

JEG ikke kan leve uden medicinen og Manifest 2014 (der måske kan sidestilles med den berømte porre i røven) har ændret MIT liv!Det ene udelukker ikke det andet – de er faktisk afhængige af hinanden. Uden medicinen lukker mit system fuldstændig ned og jeg kan på ingen måde overskue tingene i Manifestet og så har vi balladen. Omvendt – medicinen kan slet ikke klare opgaven alene – det er bevist igennem 9 års rutcheture.

Jeg bliver sgu så træt, når der bliver meldt kategorisk ud omkring enten medicin, psykoterapi eller andet. Vi er forskellige mennesker, vores sygdom kan have forskellig oprindelse og vi er nødt til at blive behandlet indviduelt.
 
Fint nok at der er nogen, der klarer sig fantastisk uden medicin og udelukkende via psykoterapeutisk hjælp. Men derfra til så kategorisk at udtale, at psykofarmaka ikke virker er simpelthen noget bullshit af værste skuffe, og kan i værste fald gøre at letpåvirkelig personer, dropper medicinen.
 

At tro man kan helgardere sin røv ved at skrive “Jeg opfordrer selvfølgelig ikke til, at man dropper medicinen uden kontakt til sin læge” eller hvilken formulering, jeg nu har set i utallige indlæg på Facebook, er noget fis, når næste sætning er et af de ovenstående kategoriske udsagn.Vi er så letpåvirkelig en gruppe og nogen har måske paranoide tanker eller katastrofetanker, der gør at de simpelthen ikke tør vente til psykiateren tager telefonen.

Jeg kender til folk, der er sikre på de er ved at dø af knoglekræft, hvis benet værker en smule efter en dag med havearbejde :/ Tænk på hvor forfærdeligt det må være at leve med den angst. Og så pludselig også få angsten for at de piller, der rent faktisk hjælper en, pludselig kan slå en ihjel!

 
Jeg synes det er uetisk at melde så kategorisk ud omkring psykofarmaka, som jeg ser flere steder både af lægfolk, i pressen og velmenende perifære bekendte.Men jeg synes så også det er uetisk at mange psykiatere bare hiver receptblokken, med ordene “vi skal bare lige finde den rigtige medicin, så bliver du rask”.Nuancer, tak!

Styr på tingene!

I dag har jeg haft besøg af kommunens fleksjobambassadør, hvor vi skulle diskutere detaljer i mit nye job. 

Det her bliver MEGET bedre end de sidste 6 måneders meget mærkelige oplevelse, kan jeg allerede sige nu.

Nu er der styr på tingene og jeg vil kikke fremad og prøve ikke at dvæle for meget ved tidligere frustrationer. 

Det kan simpelthen ikke betale sig andet…

Manifest 2014 er fundet frem!

I forlængelse af min snak med min søde veninde på Happie i går, gik det op for mig at der var alt for mange ting i Manifest 2014, der lige så stille var smuttet for mig.

Kosten har indeholdt for meget sukker, hvidt brød, pasta og mælkeprodukter – og der er røget mere og mere slik og chokolade ned, som jeg er blevet mere og mere presset.

Samtidig er gå-turerne blevet omsat til “jeg er nødt til at tage bilen”, fordi jeg har skulle have computer, vareprøver mv med til møder. Og så er der blevet handlet på vejen, i stedet for at gå op efter hverdagens småting.

Og det er fandeme ikke særlige smart og hjælper bestemt ikke med til at holde bufferzonen bred.

Så Manifest 2014 er blevet fundet frem og støvet af og fra i dag er der fuld fokus på alle punkter igen. Samtidig har jeg kikket mine daglige kosttilskud igennem, og det er gået op for mig, at jeg er løbet tør for en meget kraftig antioxidant, der i flere studier har vist sig at have en gavnlig effekt på bipolar lidelse. Jeg køber kosttilskuddet i England – jeg glemte bare at bestille det med sidst og har ikke tænkt videre over det.

Heldigvis kan det også købes på apotektet her i DK – det er bare ca 10 gange dyrere, men hvad gør man ikke for at få det bedre, mens man venter på sin pakke.

Kosten har jeg allerede gjort noget ved. Morgenmaden her i dag består af melon og serranoskinke – ikke flere hvide luftboller til mig, selvom det var dejlig nemt og hurtigt!

Der er indkøbt masser af frugt, æg, bacon, nødder, laks, rejer, salat osv, så nu skal tingene optimeres på alle fronter.

Gåturerne bliver genoptaget fra NU – og så er det egentlig fuldstændig ligegyldigt at vejret er røvelendigt! Vinterjakken må findes frem, hvis det er det, der skal til.

Kalenderen osv er der allerede luget i – nu er det tid til at gøre alt det, jeg SELV kan gøre. Akkurat som var det en rigtig influenza og begyndende lungebetændelse – der er også noget, der kan gøres udover at ligge på sofaen.

Min søde veninde fik sat gang i min kampgejst i går – og ja…jeg har sgu “taget mig sammen”, men det er ikke den der almindelige biden tænderne sammen og holden ud – det er kampgejst af den rigtige, opbyggende slags.

Der er virkelig så vigtigt at lytte til sin krop – men det nytter kun hvis man også handler på det kroppen fortæller en. Ellers er det bare en katastrofe, man står og ser på udvikle sig uden at gribe ind.

 

Veninder er guld værd!

2015-05-15 14.58.48Når nøden er allerstørst, så er jeg virkelig velsignet med gode folk omkring mig. Der gik ikke mere end 10 minutter fra mit sidste indlæg kom på bloggen og jeg havde delt det på Facebook, før jeg fik en besked fra en fantastisk kvinde, at mine ord lige var det hun havde behov for at høre. – Og i næste åndedrag havde vi aftalt en spontan-date på Happie, Hjørrings oase. Bare os to – frokost og masser af kaffe.

Stille og rolig samtale om livet, når det er svært, udfordringer, tanker, fremtiden, alting, ingenting og lige det, der ligger derimellem. Selvom det var svære emner, vi havde på bordet her i formiddag, så var det virkelig egenomsorg på højt plan og jeg gik styrket ud i virkeligheden igen…det tror jeg måske, vi begge gjorde. I hvert fald lettede for en stund.

Det viser, at det er en god idé at vise sine svage sider, at åbne op når tingene er trælse og heller ikke være bange for at erkende, at man er pt. er sårbar. Det giver 100-fold igen og vi griber hinanden.

Tusind tak, du fantastiske veninde. Vi ses ikke tit, men når vi gør, så er det virkelig ægte.

Psykisk influenza

Der er ret stille på bloggen lige pt. Jeg er fladere end flad! Fuldstændig brugt op. Så brugt op at jeg ikke engang kunne huske passworded til admin-delen af bloggen, selvom Ole lige har ændret det til noget, jeg burde kunne huske.

Som altid kommer en ulykke ikke alene og de sidste 14 dage – 3 uger har godt nok budt på nogen rigtig hårde oplevelser, samtidig med de sidste 3 måneder, der har været mere end udfordrende på jobbet. 

På trods af de udfordringer, har jeg formået at holde mig stabil og oppe i gear, uden det er kammet over. Både jeg selv, familien og mine tætteste venner har faktisk været imponerede over hvor godt det har gået.

Men de sidste 3 uger har både budt på kommunale skrankepaver af værste skuffe, yderligere jobmæssigt pis og lidt udfordringer i familien.

Den sidste uge har været spændt hårdt med møder, jeg har arbejdet på at få i kalenderen i flere måneder. Og på trods at at jeg faktisk er blevet opsagt pr. 31/5 (hvilket faktisk er en lettelse), ville jeg gennemføre – jeg svigter ikke mine kunder og kontakter på falderebet.

Det var kalkuleret med en hård uge med indlagt afslapning og det skulle nok gå.

Det sidste hårde spark kom midt i ugen, hvor der lige kom flyvende en lussing ind fra højre. Den var hård at sluge og psykisk tog det fuldstændig vanvittigt hårdt på mig og efterlod mig totalt mørbanket. Men utroligt nok ser det ud til at gå.

Min bufferzone, som jeg har kæmpet hårdt for at udvide siden jeg skrev Manifest 2014, skrumpede overnight ind til ca 5 millimeter. 

Normalt ville jeg på nuværende tidspunkt “være stærk”, “tage mig sammen” og “holde ud” – og så brage fuldstændig helt og aldeles ned om 1-2-3 måneder. Og det er det, jeg altid er blevet rost for i krisetider – både min mors død da jeg var 14, diverse kritiske sygdomme, min fars død, da Katrine valgte at blive alene med Sebastian osv. 

AltId har det lydt “hvor er det godt de har dig, hvor er det godt du er stærk, du håndterer kriser virkelig godt”.

Men ved I hvad – nej, jeg har aldrig håndteret kriser godt! I kriser skal man pleje og passe på sig selv, istedet for at  tage sig sammen. 

Ingen siger til en influenzaramt med 40 i feber og en begyndende lungebetændelse “hvor er det godt du tager dig sammen og klare tingene alligevel.”

Derfor har jeg – klog af skade – de sidste 2 dage luget ud i de stressfaktorer, jeg har kunne gøre noget ved, bedt om hjælp, hvor det kunne lade sig gøre og så har jeg ellers tænkt mig at “have psykisk influenza” på sofaen de næste 4-5 dage, måske afbrudt af en tur i Romulus, alenebesøg på Hjørrings nye fantastiske café Happie og lange gåture. Egenomsorg og egenpleje.

Ole er som altid en klippe, som selv det værste stormvejr ikke kan ryste. Og det er sgu godt, når resten af verden ryster.

Jeg glæder mig til at slippe tøjlerne en uges tid og bare være mig med mig selv inden jeg starter nyt job 1/6 (så heldig er jeg nemlig).

Jeg er ikke nervøs – det er træls lige nu, men jeg ved hvordan det skal håndteres, så det går over igen.

Rigtig god pinse allesammen 🙂

Når mænd er værst….eller sjovest! Vol. 1

5faserr

 

Ja, ja…jeg kan jo lige så godt springe ud i det, når nu jeg har lettet låget for en god historie.
– Og da jeg har håneret et år og så er det slut, er det snart til at kunne se en ende på.

26. juli 2014 kunne jeg lave følgende status på Facebook:
Når man har været bællerstiv…og har gjort nogen lidt uheldige ting i sin brandert, er der som regel 5 faser, man skal igennem:

1. REN FORNÆGTELSE
“Det passer ikke, det har jeg aldrig gjort, jamen jeg HAR ikke…, jeg har slet ikke…, det kunne jeg ALDRIG finde på, det er fandeme ikke mig….osv osv osv”

Så kommer der beviser på banen – enten i form af vidneforklaringer eller billedbeviser, og det trigger næste fase:

2. TVIVLEN
“Ej…det kan jeg da ikke have gjort? Det må da være en anden…ikke? Du tager pis på mig ikke? Men..nej…det har jeg bare ikke gjort? Eller har jeg? Jeg kan ikke huske det! Måske…ej?

Efter lidt tid, går sandhedens gru op for en, og så kommer den værste fase:

3. FLOVHEDEN
“Du siger det fandeme ikke til nogen, shirt hvor er det flovt, ej..jeg graver mig ned. IKKE et ord til nogen. Jeg vil IKKE have du fortæller det. OG det skal SLET IKKE på facebook”

Alt efter hvor selvironisk, man er anlagt, tager det kortere eller længere tid at nå næste fase:

4: GRINEFASEN
“Hold kæft det er sjovt…hvor er det sygt. Nøj, hvor har jeg været fuld (ja, det ved jeg). Hahahahahahah….så langt ude….hahahahaha….

Og så…ENDELIG…sidste fase:

5. PRALEFASEN
Her indser Ole, at han nu er et fuldgyldigt medlem af “de unge og vilde mænner” fra Buddy Holly, der alle kan prale med at have lavet fuldstændig fucked up syge ting i deres brandert. Det ender nok endda med, at han selv poster billedbeviserne inde i deres lukkede gruppe…

I og med at staklen stadig sover….ja, så er vi ikke engang i fase 1 endnu. Så der er LANG vej endnu, inden jeg fortæller hele historien. Hvis ikke jeg er blevet slået ihjel inden for bare at have antydet, at der er en sjov historie, der trænger til at blive fortalt 😀

Og bare lige for at slå fast….jeg er slet, slet ikke færdig med at grine. Det er ikke engang dagen, ugen eller måneden, der er reddet. Jeg gætter på at det er resten af mit liv, jeg vil klukke indvendigt, når jeg tænker tilbage på i morges 😀

 

Og ja….jeg klukker endnu. Hvis du har læst mit indlæg fra forleden, så ved du godt, hvad der kommer. Men en historie bliver kun bedre af at blive fortalt – og fortalt – og fortalt. Så det gør jeg engang, når jeg lige får ro til det 😀

Sugarflu…

For f… Hvornår lærer jeg at den umiddelbare tilfredsstillelse af en skål fredagsslik kvitteres med et trælst og “hudløst” hoved næste dag?

I går var jeg helt smadret og kastede en håndfuld slik og en gang Dumle i svælget. Det hjalp fantastisk og gav da et gevaldigt sukkerrush – specielt fordi det er meget, meget længe sidden jeg har fået fødevarer med sukker eller stivelse (lyst brød, kartofler, pasta, ris mv).

Men for hunen hvor er mit hoved åndsvagt i dag – sukkertømmermænd er vist det rette ord. Heldigvis ved jeg af erfaring at det er overstået engang over middag, så indtil da….sofa, hækletøj og Venner på Netflix 🙂

Kommunen som samarbejdspartner

Det er virkelig vigtigt, at se kommunen som en samarbejdspartner, der kun vil en det bedste og starte ud med den tilgang, når du sygemeldes. De kan hjælpe med rigtig mange ting – bostøtte, mentorordning, langsom opstart i praktik, afprøvning til fleksjob, ressurseforløb og evt. førtidspension, selvom man jo nærmest skal stå med det ene ben i graven og det andet i urnen for at komme i betragtning til den.

Min oplevelse er, at hvis man samarbejder og viser vilje til – engang – at komme ud på arbejdsmarkedet, er viljen til at hjælpe meget, meget stor. Kan man ikke ret meget, så kan en mulighed være et job som fleksjobber med 1-2 timer ugentligt, hvor man passer et mindre (e.v.t. endda enmands-) firmas Facebookside/Instagram eller hvilken platform, man nu er god til.
Kommunen vil sikkert også gerne betale for et online-kursus i opbygning og pasning af firma-sider.

Det er tilladt at arbejde hjemmefra og selv planlægge tin tid, så med den tilgang til arbejdsmarkedet, kan man nå rigtig langt.

Jeg må så også indrømme, at da først min bipolare lidelse kom på banen i forhold til min første sygemelding (da jeg boede på Fyn), hvor det var (posttraumatisk) stress, der var på bordet, så ændrede holdningen sig lidt. Ved depressioner/stress er holdningen at du skal ud så hurtigt som muligt og gerne presses lidt. Mantraet “op i tid” bliver messet helt automatisk fra jobkonsulenterne (får de mon provision for klientens timer?). Men når målet pludselig er ikke at ryge i mani, så bliver bremsen godt nok slået i.

Derfor er det også vigtigt med en korrekt diagnose. Mange bipolare bliver først diagnostiseret korrekt efter mange år med diagnosen gentagende depressioner. Hypomanierne (let form for mani – type 2 bipolar) ses jo som “nu er du rask – fantastisk” både af kommune, arbejdsgiver, en selv og sine pårørende. Men det er du IKKE. Bipolar lidelse bliver man ikke “rask” af. Man kan leve med lidelsen helt normalt, hvis man lære at tackle sygdommen. Derfor er det vigtigt med rette hjælp både medicinsk (der er anderledes end ved depression), hjælp fra pårørende, egen indsigt og vilje, samt anden hjælp.

Den ene spasser, jeg har mødt i kommunesammenhæng, kunne jeg tryne i en mani, hvor jeg var superskarp og meget målrettet. Kaldte ind til stormøde med både jobkonsulent, sagsbehandler og chefen for afdelingen. Det endte med at chefen spurgte “hvad vil du gerne” og så fik jeg alle mine ønsker opfyldt. Jeg har krydset klinger med den pågældende jobkonsulent en gang siden, og du kan læse om mine seneste oplevelser med ham her og her

I samarbejdet med kommunen, er det også vigtigt, du har din ægtefælle/kæreste eller anden pårørende med på sidelinjen.

Hvil i fred…

3d rendering / candle light close-up

Bipolar Lidelse er en af de tunge psykiatriske lidelser. Mange vælger desværre livet fra i de sorteste stunder. Jeg har selv haft ønsket og længslen efter at dø.

I dag har jeg desværre fået meddelelsen om, at en i mit netværk valgte denne løsning.

Kæreste du, jeg håber du fandt den fred, du søgte. Mine tanker går til dig og dine nærmeste…

Hvil i fred <3

Facebook
Facebook