På tur med Helle

Så har rygsækken været på ryggen endnu engang og sikke en fantastisk tur, Helle og jeg har haft.

Helle hoppede på toget i Aalborg og jeg i Hjørring og sammen fortsatte vi til Hirtshals. Her ventede vi en halv times tid, og så kom vores bestilte Plus-tur. Hvis ikke du kender det begreb, så skynd dig at gå ind på NT – Nordjyllands Trafikselskabs side og læs mere om det. Bestilles via Rejseplanen.

Nå, men den her søde kvinde i minibussen kørte os ud til Uggerby Skovvej, hvor vi slap Nordsøstien sidst. Hun havde aldrig selv været på sheltertur, og jeg ved ikke, om hun syntes vi var en smule skøre – eller seje – eller måske sådan lidt begge dele.

Men vi blev ønsket en rigtig god tur, og med hvert sit skildpaddeskjold aka rygsække på ryggen satte vi kursen mod Tversted.

Det gik afsted på raske fjed, og snart var nedkørslen til stranden i Uggerby passeret, og vi fortsatte ad stien længere ind i klitplantagen.

Da vi havde gået godt og vel en times tid, mødte vi et tysk par, der var i fuld gang med at samle svampe. Helle er en garvet svampesamler, og lynhurtigt spottede hun også et par virkelig flotte rørhatte i skovkanten.

Vi blev enige om, at det var tid at holde hvil, og finde de medbragte madpakker frem. Den tyske kvinde kom over for at se og snakke svampe – men sprogbarrierer og fagter er ikke det smarteste, når man står med to store rørhatte i hånden. Hun misforstod, og troede vi ville forære hende den fine fangst. Den måtte vi lige få bremset og i bar befippelse, gav hun os en fire-fem stykker af sine svampe. Men de havde nu også r.i.g.e.l.i.g.t

Turen fortsatte af Nordsøstien, over Uggerby å og den flotte tur langs å-udløbet. Det er simpelthen et af mine absolutte yndlingsspots på hele den strækning – og på trods af at jeg stoppede op mange gang med udbud ala ”arhmen hold kæft hvor er her flot”, ”prøv lige at SE”, ”jeg ELSKER det sted her”- så fik jeg ikke fotograferet det denne gang. Men skønheden blev indtaget i rigelige mængder live.

Om det er ham stormfulde Hans eller havneudvidelsen i Hirtshals, der stadig driver gæk med naturen, ved jeg ikke, men stien oppe i klitterne langs med stranden, var væk og sporet fortsatte nede på selve stranden. Ikke at det gjorde turen ringere. Vesterhavet (shh, Skagerrak) på den ene side og klitter med fuglefløjt på den anden side kan virkelig bringe mit sind, mit hjerte og min hjerne i zen.

En positiv effekt af føromtalte Hans var, at stien fra stranden op igen ved Tversted Å var til både at finde og komme op på. Jeg husker sidste gang, hvor det var noget med at møve rygsækken i strakt arm op over en meget høj brink, for så bagefter at forsøge at gøre ditto med mit omfangsrige korpus. Så er det nu meget, meget nemmere bare at kunne fortsætte lige ud uden dikkedarer hen til den lille bro over åen.

Her stødte vi på nok det bedste indslag af friluftshumor, jeg nogensinde har set. Normalt er det altid trælst, at møde hjemmefabrikerede skilte i naturen. ”PRIVAT”, ”ingen adgang”, ”Adgang forbudt” plejer at være det let ulovlige budskab, som man så må debattere med sig selv, om man vil overholde eller ej.

Men her på broen – hvor vi havde gået lidt for mange km med lidt for mange kg på ryggen – mødte vi det sjoveste skilt. Det gav virkelig et smil på vores læber og mojo til at fortsætte. Fandeme god humor og tak til forfatteren i Bro-, Tunnel- og Færgeministeriet. Og bare lige til ikke lokalkendte… krydset, der omtales ligger en 50-55 km væk.

Vi kom heldigvis godt over broen og fortsatte ind over indlandsklitterne. Og her er det så, at jeg dummer mig lidt. For jeg er et par gange tidligere gået forkert, når jeg har forsøgt at følge stien via AllTrails. Så jeg siger til Helle, at ”når nu jeg bliver i tvivl om, om vi skal til venstre eller højre, så skal vi til højre. og det SKAL du bare holde på”.

Og selvfølgelig sker der det, at Nordsøsti-ikonerne ikke helt passer med den retning, jeg vil. Jeg kan spotte toiletbygningen i Tversted i det fjerne, og det er sådan set bare lige ud – men sti-ikonerne viser os mod højre. Helle holder på, at vi er så trætte nu, at vi ikke har råd til at gå forkert, og derfor bare skal følge Nordsøstien. Hvilket jo er en yderst fornuftig betragtning – specielt med min meget bombastiske udtalelse ikke mange minutter inden.

Der er bare det ved det, at Nordsøstien slår et gevaldigt sving ind i landet, så man kommer ind midt i Tversted. Sådan cirka et 2 km ekstra sving. Men….som altid, så er der ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Vi kom ud til hovedvejen i Tversted lige ved Café Fisk og tadaaa…. Cafe Fisks Isbar!!! Den med flødeis fra Vebbestrup og Jettes berømte gode guf! Den der guf, der tidligere gjorde Det blå Ishus så populær. Jamen det var da lige så englene sang, at sætte sådan en gammeldags Jette-fætter til læberne.

Der måtte selfies til, men jeg havde vidst kikket lidt for dybt i guffen, for arh…. Måske jeg lige skulle tørre mig om munden og prøve igen. Helle var ved at dø af grin over mit næste forsøg på et guf-frit selfie. Da det var kommet i kassen – troede jeg – udbrød hun grinende: ”Dorte, du skal nok også lige tørre det af, der sidder på kasketten”.

Well…det var så først vel herhjemme, jeg opdagede at kasketten med Jette-guf var årsagen til Helles store grin på billedet. Pyt – det smagte fantastisk og isen var lige det, der gjorde, at vi havde mod på de sidste kilometer til Østerklit/Stokmøllen/Tverstedsøerne.

Jeg brugte ordene lidt i flæng, og på et tidpunkt tror jeg, Helle var blevet temmelig forvirret over, hvor det egentlig var, vi skulle hen. Men kært barn har som bekendt mange navne.

Nu var både rygge, ben og fødder ved at være godt brugte og pauserne blev unægtelig både længere og hyppigere. Midt ude i klitlandskabet smed vi rygsækkene og måtte bare lige sidde…lidt. Eller dvs, jeg smed både rygsæk og legeme og blev et med lyng, græs, edderkopper og andet småkravl. Det var lige før jeg godt kunne være blevet overtalt til en nat i det fri uden shelter, hvis vi bare kunne blive der.

Men shelter, bålplads, toilet og vand trak nu også, så vi måtte på den igen, og de sidste 3 km blev forceret i stadig stigende tavshed. Hvor vi havde talt, snakket, kårret og kvidret lystigt på hele turen, blev det nu mest til ”er der langt endnu” og enstavelsessvar. Vi var sgu brugte!

Men lige så brugte vi var, lige så store var smilene, da Stokmøllens hvide mure kunne anes gennem træerne. Nu var shelterpladsen ikke langt væk! Vi havde booket shelteret i forvejen inde på Naturstyrelsens hjemmeside og frygten for, at vi skulle til at diskutere med en børnefamilie med 3 sultne børn, om hvem der havde ret til shelteret, blev heldigvis ikke til noget. Shelteret var lige så tomt som buldrende tønder….

Sjovt nok var vi ret enige om ved turens begyndelse, at vi da ikke kunne jage børn væk, hvis nu nogen ikke var klar over det der med bookingssystemet for netop det shelter – men efter 15 km med 13 kg på ryggen var stemningen en anden. Sådan kan empatien lige så stille sive ud af en, når man er meget træt, sulten og har ondt over det hele.

Vi sad nok og kikkede tomt ud i luften en time, før Helle mente, at nu måtte vi virkelig lige tage os sammen og få noget aftensmad. Hun diskede op med de lækreste gourmethottere med hjemmelavede rødløg og alt, hvad der ellers hører til. Det var virkelig genial mad og yderst tiltrængt.

Efter maden ville vi egentlig gerne have ordnet hele verdenssituationen omkring et bål, men det blæste simpelthen så meget, at jeg fik ret kolde fødder. Jeg kunne lige se, at vi kom til at stikke ild i hele klitplantagen med et par vildfarne gløder, så i stedet lagde vi os bare lige 10 minutter med soveposerne på vores liggeunderlag. 5 minutter efter konstaterede jeg som det absolut sidste den aften, at Helle var faldet i søvn – og så gik der ca 10 sekunder, så var jeg det samme.

Næste morgen var vejet lidt køligere, men stadig sådan rigtig sensommerlækkert. Vi fik morgenmad, pakket sammen og kom afsted mod parkeringspladsen, hvor vi endnu engang blev samlet op af en plustursbil og kørt ind til bussen i Tversted. Ingen af os følte for at følge den oprindelige plan med at gå de 5 km derind.

Vi var møre, mætte og trætte….

Efterskrift:

Det man ikke ønsker at opleve, når man pakker sin rygsæk ud, er at der kun er EN høretelefon i hylsteret. Sidste gang de var i brug var…. i shelteret. For fuck sake altså! Alt blev endevendt. Rygsækken tømt 100%. Alle lommer, syninger, folder og kanter gennemgået. Soveposen rystet og liggeunderlaget ligeså. Tøjet finkæmmket. No, nix, nope… venstre høretelefon var pist væk forsvunden.

Jeg kunne godt mærke, at jeg ikke ville få ro, før det der shelter var blevet tjekket, selvom jeg jo udemærket vidste at der ikke lå så meget som en krumme i det, da vi forlod det. Men mig ud i bilen og så ellers til Tversted igen her til morgen.

Ved parkeringspladsen sad et hold med fuld oppakning og spiste morgenmad. Om de måske havde overnattet i shelteret? Og fundet en høretelefon? Ja til det første, nej til det sidste. Pis os! Men jeg måtte ud og tjekke ved selvsyn.

Jeg undersøgte minutiøst gruset under bord/bænkesættet. Ingenting. Shelteret var lige så slikket som da vi forlod det. Dobbelt pis os. Jeg kikkede i græsset foran shelteret. Lod mine fingre løbe igennem det.

Og pludselig. DER! Den sten i gruset der… det er sgu ikke en sten!

Lige foran shelteret lå min høretelefon trådt ned i gruset og lignede fuldstændig en af de andre sten – bortset fra en lille forræderisk plastickant i støbningen. Havde den ikke været der, så havde jeg aldrig fundet den. Men det gjorde jeg! Og den virker stadig! Men tørstede efter strøm efter 24 timer helt alene out there.

Skriv en kommentar