Jeg har lavet “en Jytte”…

Mandag formiddag gik jeg afsted med rygsæk på soloeventyr med overnatning i shelter. Noget jeg længe har haft lyst til, men som også har virket både vildt og skræmmende. Jeg har været ret sikker på, at der både var ulve, løver og psykopatmordere ude i skoven.

Men nu skulle det være.

Toget bragte mig til Hirtshals, hvor jeg efter at have forsynet mig med en ekstra flaske vand og chokolade i Rema 1000 satte kursen mod shelterpladsen “Stranden” i Uggerby.

Ruten var ikke helt som forleden, jeg gik turen, og heldigvis for det da. Udover at komme forbi en Hellig Kilde (som jeg åbenbart er kørt forbi massevis af gange i bil uden at lægge mærke til), så var jeg også så heldig, at en bil pludselig holdt ind.

Det var Inger Marie, der havde spottet mig på lang afstand og ud af vinduet langede hun lige en pose påskeæg til at gå videre på 😍
Med 16 kg på ryggen var lidt ekstra brændstof godt for både krop og moral.

På vejen tjekkede jeg også shelterpladsen “Fårehegnet” ud – det må blive næste gang jeg gør holdt der, selvom det godt nok var fristende på det tidpunkt, at korte turen lidt af 🙂 Men jeg fortsatte de 1,2 km videre til “Stranden”, hvor jeg blev belønnet med et nyopfyldt brændeskur. Yes!

Bedst som jeg stod og pakkede ud kommet par gående forbi. Vi faldt i snak og kvinden ser mit hjemmelavede tørrede og vaccumpakkede mad: “Sig mig – er det dig inde fra Facebook, der skulle på solotur og nørdede med tørret mad?”

Det viste sig, at vi begge er medlem af Friluftskvinder, hvor jeg havde lavet et opslag inde for et par dage siden.

Inge og Ivan er garvede vandrere og vi endte ved bordet til et kop kaffe og god snak. Virkelig hyggeligt og den helt perfekte start på min aften og nat alene i skoven.

En god lur i soveposen gav energi til at få kløvet noget brænde. Det var rimelig frisk og vådt, men det er bare et spørgsmål om mindre stykker. Det lykkedes at få fut i bålet og jeg sad lige til det blev mørkt og stirrede ind i flammerne.

Vildt fascinerende at følge sådan et båls liv. Fra ungt med små flammer i tynde kviste til stort og flammende på en solid bund af gløder og store kævler, for til sidst at brænde stille ud, mens gløderne stadig spiller og af og til sender en flamme op.

Jeg sad for længe og betragtede bålet – min mås og lår blev virkelig kolde. Og selvom en god polstring isolerer godt mod kulden, ja så er der også meget, der skal varmes op igen i soveposen 😅 Det tog lige en halvtimes tid med visualisering af issvømning, så kom der fut i den indre varme.

Nattens frostgrader gav dog kolde tæer – de var lidt for tæt på åbningen – og jeg vågnede op engang midt nat. Og igen – heldigvis for det da. Den mest fantastiske stjernehimmel viste sig over skoven og jeg sad lige et par minutter og lyttede til skovens stilhed og bølgerne fra havet i det fjerne, mens jeg betragtede et utal af klare stjerner.

Jeg rykkede længere ind i shelteret og så var alt godt og nattesøvnen blev genoptaget med kun snuden lige akkurat over soveposen.

Tirsdag morgen var iskold med rimfrost overalt, men mens jeg pakkede sammen begyndte solen at titte frem mellem træerne.

Jeg gik videre langs stranden mod Tversted. Rygsækken var befriet for knap 3 liter vand og føltes pludselig let som en fjer. Eller ihvertfald let som 13 kilo fjer 🤷🏼‍♀️Jeg gik op ved Uggerby-nedkørslen og fulgte ruten fra forleden for at være sikker på at finde broen over Uggerby å uden en alt for stor omvej.

Det var det mest vidunderlige vejr og jeg gik bare og tog mere og mere ind for hvert skridt. Man oplever verden på en helt anden måde, når man er helt nede i slow-tempo.

Pausen blev holdt lige inden broen – en god lang en af slagsen med både strømpeskift, chokolade og hvil på ryggen. Jeg faldt i snak med en mand med en brun labrador, der gerne ville nusses. Altså hunden 🙂 Så det blev den.

Ved åen stod en mand med fiskestang og jeg undgik med nød og næppe en krog i øret. Ej pjat, han havde set mig og havde helt styr på det – men jeg har det bare sådan, at fiskekroge helst skal holde sig på lang afstand. Vi hilste dog hjerteligt på hinanden og jeg travede videre mens han forhåbentlig fik aftensmaden med hjem.

Turen gik videre over engen nedenfor sommerhusene og jeg måtte stoppe flere gange for at tage billeder eller videofilme. Så betagende skønt vores land og særdeleshed vores egn er!

Et par huse i det fjerne viste sig at være redningshuset og toiletbygningen i Tversted. Endnu et hvil blev holdt og endnu en hund – dennegang en sort schæfer blev kløet bag øret. Jeg fik hældt vand både på og af kroppen inden jeg fortsatte op mod byen. Vejvisningen på telefonen viste, at jeg skulle til venstre om ret kort tid – men selvom jeg synes, at skulle kende Tversted godt, mente jeg nu ikke, at der var en vej “om 140 meter”.

Det var der heller ikke. Der var derimod en låge med “privat”, men med adgang for gående. Det var som at åbne garderobeskabet til Narnia eller sådan noget. Tænk at en låge, kan give den følelse 😅. Men trampestien skuffede ikke – cirka samme fantastiske landskab som vest for Tversted. Sommerhusene til højre og klitterne til venstre.

Et par km senere endte stien hvor en sommerhusvej havde sin blinde ende. Det var tid til hvil igen og med både sol og fuldt læ, var det ikke svært at nyde livet.

Vel ude af sommerhusområdet stødte jeg på Plantørvej, der leder lige ned til parkeringspladsen ved Tversted Søerne. Her blev vandflaskerne fyldt og rygsækken hittede dermed 16 kg igen. Efter 12 kilometers vandring var det lidt en udfordring, jeg ikke orkede – men der var ligesom ikke rigtig andet for. Jeg vidste ikke om der var åbnet for vandet ved Stokmøllen og turde ikke tage chancen.

Hvad jeg heller ikke orkede, var at gå forkert. Men det gjorde jeg! Så i stedet for 1,1 km til shelteret fra parkeringspladsen endte jeg med 2,5 km! Så kan jeg lære, at tjekke appen selvom jeg “tror”, jeg er på kendt grund.

Men igen – held i uheld – kom forbi en helt nyfældet brændestak og wow – den duft! Men jeg indrømmer jeg var glad, da jeg først landede i shelteret. Og mørbanket. Tog lige 10 minutter på ryggen på bænken. Det var lige så det knagede, da jeg rejste mig igen.

Jeg valgte det Shelter, der gav mest læ for vinden og samtidig havde mest sol. Sad bare og lod solen varme. Det føltes som 20-25 grader lige der i læ og med de store kævler fra shelteret i ryggen.

Der blev kløvet et stak brænde til aftenens bål og lavet endnu en gang hjemmelavet, tørret mad som en temmelig sen frokost. Dennegang en god gang chili con carne med ris.

Mens jeg sov (ligeledes sen) eftermiddagslur kom et par til pladsen og indlogerede sig i shelteret ved siden af. Nøj, det var svært at komme ud af soveposen og jeg erkendte for mig selv, at aftenens bål nok bare skulle droppes. Så jeg tog mit nykløvede brænde i favnen og gik over med det til Mogens og hans kone, som allerede havde godt gang i deres bål. “Her, vil I ikke have det her – jeg orker ikke at lave bål i aften”. Det ville de mægtig gerne og vi fik en hyggelig sludder inden jeg hoppede i posen igen.

Klog af gårsdagens skade lagde jeg mig helt ind i bunden af shelteret og det gjorde en kæmpe forskel. Faktisk så stor at jeg nu vågnede fordi mine fødder svedte. Så af med sokkerne, et kik på endnu en fantastisk stjernehimmel og så ellers godnat igen.

I morges vågnede jeg 6.30 og da jeg kikkede ud af shelteret gik dyr og græssede på græssletten foran. De kikkede lige op, mens jeg trissede rundt for at lave morgenkaffe og mad, men ellers var de pænt ligeglade.

Jeg tog mig god tid og først kl 9.20 satte jeg kursen tilbage mod Tversted. Jeg havde egentlig tænkt mig, at tage den direkte vej, men et skilt “Til stranden” og en lille sti lokkede.

Den skuffede bestemt ikke! Små broer over vådområder, høje havtornbuske og smalle passager inden stranden åbenbarede sig bag en sidste klittop.

Og her var stranden virkelig øde – som i HELT øde! Ikke et øje at se overhovedet. Lange passager uden et eneste spor i sandet. Og et å-udløb, jeg ikke rigtig gad finde en bro til, så af med sko og strømper og over.

Det sidste drikkevand blev brugt på at skylle fødderne grundigt fri for sand. Nu var jeg nået så langt uden vabler, så ingen grund til at invitere dem med til festen. Det lykkedes og med et par nye strømper, var jeg klar til sidste km mod Tversted.

Dagens “yes, nu er det snart sommer”-oplevelse fik jeg ved Det Blå Ishus, hvor de var ved at sætte frysere ind og gøre klar. Det er et sikkert forårstegn 😍

Jeg nåede lige at handle to bananer, en chokoladebar og en Guld Barre og få dem indenbords inden bussen kom og bragte mig fra eventyrland tilbage til Hjørring, en god portion oplevelser rigere.

Det er bestemt ikke sidste gang! Kun første!

Edit:
Nogen spørger hvad “En Jytte” er… se denne artikel og husk endelig at se videoen helt til ende 🙂
https://www.dr.dk/nyheder/kultur/historie/jytte-gik-viralt-med-50-aar-gammelt-klip-nu-fortaeller-hun-selv-om-den?cid=soc_facebook_drkultur_post_dgfzqqtl&fbclid=IwAR25VHBhcZNd7Kx2h3hfA7Y7pIFB9eSC9kj0eYd5HIlEt5a91gsPLrkIMCs

Skriv en kommentar