Gratis glæder + et par kroner

Forleden skrev jeg noget om at være egoistisk og finde tid til selv. Det behøver ikke at være stort og forkromet. For nogen vil det her måske lyde temmelig banalt og “skulle det være noget?”. Men altså…bare 20 minutters varme i den lokale solariebiks kan gøre underværker for mig.

Som sygemeldt/fleksjobber/førtidspensionist er pengene heller ikke sådan vildt store, og derfor nedprioriteres “gøre godt ting” til fordel for rugbrød og el-regningen. Derfor har jeg i samarbejde med mit skønne størstebarn Katrine lavet en liste over ting, der koster under 50-100 kr, som giver plus på egenomsorgskontoen:

Liggestol ud i haven/gården og ½ times luft (fungerer altså bedst på tørvejrsdage 😉 ). Fra oktober – marts/april er det en god idé at have en skumgummimadras (kan fås i Bilka/Jysk for ikke så mange penge) i liggestolen, hvis ikke du har en fed hynde. Tag dynen med ud og pak dig godt ind. Sådan lå jeg i flere timer i marts/april 2005 hvor jeg var nede i en dyb depression. Ole hev mig på græs hver morgen og hev mig ind igen om eftermiddagen – det var bedre end at ligge og kukkelure i sengen.

Gåtur – igen helst i godt vejr, men der er også noget helt specielt over en kæmpeparaply i regnvejr. Verden bliver helt stille udenom dit lille private rum under paraplyen. Tag evt musik eller en lydbog i ørerne. Du kan få begge dele gratis via Spotify (musik) eller ereolen (lydbøger) og som app til telefonen. Tag dig god tid til at lægge mærke til blomster, træer, sjove/smukke bygninger, andre menneskers haver/huse/stakitter osv. Og så er det altid en god idé at lægge vejen forbi en biks og købe en is 🙂

God musik på anlægget (eller via en højttaler til telefonen – de kan fåes i ok kvalitet til en 100 kr) og så ellers danse rundt, synge med og skabe sig tosset. Det giver ret meget livsglæde nede i maven 🙂

Et langt, varmt bad med efterfølgende pleje af sig selv på badeværelset. Gerne blid musik og stearinlys samtidig. At gå i bad kan være en kæmpe udfordring, når man er nede. Men  stå under en bruser i 10-15-20 minutter og bare frådse varmt vand ud i kloarken uden at tænke på miljø og global opvarmning – sorry, det er altså SÅ dejligt. Og derefter at bruge timer på badeværelset med cremer, hårdims, makeup og parfume kan gøre underværker (der må være lidt i gemmerne, du kan bruge, ellers brug 30 kr på en billig bodylotion). Det er ren wellness i en verden, hvor det tit gælder om at få det overstået i en fart, fordi manden skal skide og ungerne hamrer på døren. Nope…der skal være RO til dig selv i mindst en time derude.

Tag på skovtur! Smørre en madpakke og hive et tæppe med udenfor – park, strand, skov eller hvor der nu er mulighed for det. Sidde stille og roligt helt alene og betragte naturen. Det kan også lade sig gøre under føromtalte kæmpeparaply. Lise for sjælen!

Læg dig i solariet. Ikke for farvens skyld, men for alenetiden, varmen og afslapningen. Det koster ca en 30-40 kr og i min lokale solbiks er jeg så heldig at der er en model, der giver 20 minutter med en lav intensitet istedet for de her speedsole på en 5-6 minutter. Dem gider jeg ikke – jeg vil have TID!

 

Kreative sysler – ½ time i sofahjørnet med strikkepinde, hæklenål, broderi, tegnegrej, modelbygning eller whatever du nu synes er spændende. Bare sørg for at det er DIN interesse. Og at du ikke bliver forstyrret! Send den bedre halvdel og børn ud af huset…ikke for at du kan rydde op og gøre rent, men for at du kan hygge dig!
– og så lige et godt råd, hvis du strikker/hækler. Du har sikkert, som jeg oplevet, at andre næsten synes, de gør dig en tjeneste ved at spørge, om du ikke vil strikke/hækle til dem, hvis de betaler garnet. Jeg gider helt ærligt ikke strikke for andre “på bestilling”, men gerne af lyst og eget initiativ. Så når jeg får sådanne forespørgsler, siger jeg, at det vil jeg gerne, hvis vi bytter timer. Jeg strikker for dem, mens de sørger for at fylde min fryser med portionsretter, gøre rent, luge have, male vindskeder eller hvad de nu synes kunne være hyggeligt. Det er endnu ikke lykkes mig at få en byttehandel i stand – og det er helt okay 🙂

Du kan sikkert godt finde på flere ting til egenomsorg, hvis du bruger fantasien lidt. Du må meget gerne skrive dem i kommentarfeltet, så kan jeg tage dem med i en senere post, så vi kan supplere op. Måske sidder der en derude, der har brug for lige præcis dit gode råd 🙂

Skriv en kommentar