Når nøden er allerstørst, så er jeg virkelig velsignet med gode folk omkring mig. Der gik ikke mere end 10 minutter fra mit sidste indlæg kom på bloggen og jeg havde delt det på Facebook, før jeg fik en besked fra en fantastisk kvinde, at mine ord lige var det hun havde behov for at høre. – Og i næste åndedrag havde vi aftalt en spontan-date på Happie, Hjørrings oase. Bare os to – frokost og masser af kaffe.
Stille og rolig samtale om livet, når det er svært, udfordringer, tanker, fremtiden, alting, ingenting og lige det, der ligger derimellem. Selvom det var svære emner, vi havde på bordet her i formiddag, så var det virkelig egenomsorg på højt plan og jeg gik styrket ud i virkeligheden igen…det tror jeg måske, vi begge gjorde. I hvert fald lettede for en stund.
Det viser, at det er en god idé at vise sine svage sider, at åbne op når tingene er trælse og heller ikke være bange for at erkende, at man er pt. er sårbar. Det giver 100-fold igen og vi griber hinanden.
Tusind tak, du fantastiske veninde. Vi ses ikke tit, men når vi gør, så er det virkelig ægte.
Ja, ja…jeg kan jo lige så godt springe ud i det, når nu jeg har lettet låget for en god historie.
– Og da jeg har håneret et år og så er det slut, er det snart til at kunne se en ende på.
26. juli 2014 kunne jeg lave følgende status på Facebook: Når man har været bællerstiv…og har gjort nogen lidt uheldige ting i sin brandert, er der som regel 5 faser, man skal igennem:
1. REN FORNÆGTELSE “Det passer ikke, det har jeg aldrig gjort, jamen jeg HAR ikke…, jeg har slet ikke…, det kunne jeg ALDRIG finde på, det er fandeme ikke mig….osv osv osv”
Så kommer der beviser på banen – enten i form af vidneforklaringer eller billedbeviser, og det trigger næste fase:
2. TVIVLEN “Ej…det kan jeg da ikke have gjort? Det må da være en anden…ikke? Du tager pis på mig ikke? Men..nej…det har jeg bare ikke gjort? Eller har jeg? Jeg kan ikke huske det! Måske…ej?
Efter lidt tid, går sandhedens gru op for en, og så kommer den værste fase:
3. FLOVHEDEN “Du siger det fandeme ikke til nogen, shirt hvor er det flovt, ej..jeg graver mig ned. IKKE et ord til nogen. Jeg vil IKKE have du fortæller det. OG det skal SLET IKKE på facebook”
Alt efter hvor selvironisk, man er anlagt, tager det kortere eller længere tid at nå næste fase:
4: GRINEFASEN “Hold kæft det er sjovt…hvor er det sygt. Nøj, hvor har jeg været fuld (ja, det ved jeg). Hahahahahahah….så langt ude….hahahahaha….
Og så…ENDELIG…sidste fase:
5. PRALEFASEN Her indser Ole, at han nu er et fuldgyldigt medlem af “de unge og vilde mænner” fra Buddy Holly, der alle kan prale med at have lavet fuldstændig fucked up syge ting i deres brandert. Det ender nok endda med, at han selv poster billedbeviserne inde i deres lukkede gruppe…
I og med at staklen stadig sover….ja, så er vi ikke engang i fase 1 endnu. Så der er LANG vej endnu, inden jeg fortæller hele historien. Hvis ikke jeg er blevet slået ihjel inden for bare at have antydet, at der er en sjov historie, der trænger til at blive fortalt 😀
Og bare lige for at slå fast….jeg er slet, slet ikke færdig med at grine. Det er ikke engang dagen, ugen eller måneden, der er reddet. Jeg gætter på at det er resten af mit liv, jeg vil klukke indvendigt, når jeg tænker tilbage på i morges 😀
Og ja….jeg klukker endnu. Hvis du har læst mit indlæg fra forleden, så ved du godt, hvad der kommer. Men en historie bliver kun bedre af at blive fortalt – og fortalt – og fortalt. Så det gør jeg engang, når jeg lige får ro til det 😀
Det er virkelig vigtigt, at se kommunen som en samarbejdspartner, der kun vil en det bedste og starte ud med den tilgang, når du sygemeldes. De kan hjælpe med rigtig mange ting – bostøtte, mentorordning, langsom opstart i praktik, afprøvning til fleksjob, ressurseforløb og evt. førtidspension, selvom man jo nærmest skal stå med det ene ben i graven og det andet i urnen for at komme i betragtning til den.
Min oplevelse er, at hvis man samarbejder og viser vilje til – engang – at komme ud på arbejdsmarkedet, er viljen til at hjælpe meget, meget stor. Kan man ikke ret meget, så kan en mulighed være et job som fleksjobber med 1-2 timer ugentligt, hvor man passer et mindre (e.v.t. endda enmands-) firmas Facebookside/Instagram eller hvilken platform, man nu er god til.
Kommunen vil sikkert også gerne betale for et online-kursus i opbygning og pasning af firma-sider.
Det er tilladt at arbejde hjemmefra og selv planlægge tin tid, så med den tilgang til arbejdsmarkedet, kan man nå rigtig langt.
Jeg må så også indrømme, at da først min bipolare lidelse kom på banen i forhold til min første sygemelding (da jeg boede på Fyn), hvor det var (posttraumatisk) stress, der var på bordet, så ændrede holdningen sig lidt. Ved depressioner/stress er holdningen at du skal ud så hurtigt som muligt og gerne presses lidt. Mantraet “op i tid” bliver messet helt automatisk fra jobkonsulenterne (får de mon provision for klientens timer?). Men når målet pludselig er ikke at ryge i mani, så bliver bremsen godt nok slået i.
Derfor er det også vigtigt med en korrekt diagnose. Mange bipolare bliver først diagnostiseret korrekt efter mange år med diagnosen gentagende depressioner. Hypomanierne (let form for mani – type 2 bipolar) ses jo som “nu er du rask – fantastisk” både af kommune, arbejdsgiver, en selv og sine pårørende. Men det er du IKKE. Bipolar lidelse bliver man ikke “rask” af. Man kan leve med lidelsen helt normalt, hvis man lære at tackle sygdommen. Derfor er det vigtigt med rette hjælp både medicinsk (der er anderledes end ved depression), hjælp fra pårørende, egen indsigt og vilje, samt anden hjælp.
Den ene spasser, jeg har mødt i kommunesammenhæng, kunne jeg tryne i en mani, hvor jeg var superskarp og meget målrettet. Kaldte ind til stormøde med både jobkonsulent, sagsbehandler og chefen for afdelingen. Det endte med at chefen spurgte “hvad vil du gerne” og så fik jeg alle mine ønsker opfyldt. Jeg har krydset klinger med den pågældende jobkonsulent en gang siden, og du kan læse om mine seneste oplevelser med ham her og her.
I samarbejdet med kommunen, er det også vigtigt, du har din ægtefælle/kæreste eller anden pårørende med på sidelinjen.
Ham her – han er bare så helt afgørende for mit velbefindende!
Vi har – efter de første par års obligatoriske sliben kanter – et helt fantastisk parløb, hvor vi har et fælles mål om at vi skal have det så godt som muligt. Både sammen og hver for sig.
Det lyder måske sødsuppeagtigt, men fakta er, at når jeg er nede er Ole min faste klippe, der skærmer mig mod omgivelserne – og når jeg har det godt, så både tilgiver jeg og griner af, at han pisser i ovnen, når han har været i byen med dørmandskollegerne (den er intern mellem mig og alle mine Facebook-venner – historien kommer nok på bloggen en dag).
Vi hygger os i hinandens selskab, er bedste venner og har ingen hemmeligheder for hinanden. Derudover fjoller vi stadig rundt som et par forelskede teenagere – holder i hånd, kysser og nusser hinanden i nakken i køen i Netto på trods af at der er over 24 år siden vi flyttede sammen.
Det er specielt vigtigt med sådan et parløb, når den ene part er psykisk letpåvirkelig – Ole bygger mig op istedet for at nedbryde. Dermed er det jo også en direkte fordel for Ole, at han magter at yde den indsats, det er at holde hånden lidt over mig.
Alt andet lige er det jo noget skønnere med en velfungerende kone end end, der fastholdes i den psykiske sygdom.
Derfor er det også min pligt som syg, at skatte på den hjælp han yder og forsøge at holde urimelighederne på et minimum, når jeg har mine luner.
Vi skal passe på hinanden <3
Efternote: SELVFØLGELIG har der været temmelig mange ups and downs i vores ægteskab – det kan slet ikke undgåes, når den ene part er bipolar, tøhø. Men vi er blevet gode til at tackle uenighederne – og kan godt være enige om at være uenige…
Der er intet bedre sted på jorden end skønne Annes sommerhus i Lohals. Det er ren lise for sjælen, at sidde her i solen med fuglefløjt, brummende humlebier og duften af forår. Jeg bliver lige siddende til søndag aften!
….btw….konsekvenserne af nattens udskejelser er ved at være aftagende. Flere timer i ro og fred i solen gør godt for både træthed og tømmermænd 😉
Jeg havde en temmelig interessant samtale med en af mine gode venner i går aftes….og nat. For vi fortsatte snakken til 04.23 fordi jeg virkelig var nødt til at forstå hvad der foregår inde i hovedet på ham. Og jeg ville virkelig gerne forklare hvad der foregår inde i hovedet på mig – og alle andre med en rimelig velbehandlet psykisk sygdom.
Han forstod simpelthen ikke, at jeg kunne være psykisk syg – han troede ikke på, at det var rigtigt ”for hvordan kan det være du kan det og det og det….” og sætningen ”jamen hvorfor kan du ikke bare tage dig sammen og deltage i det og det og det”, blev også nævnt et par gange.
Hans tilgang var en reel nysgerrighed og ikke den fordømmende. Han ville meget gerne forstå det, og jeg ville meget gerne forklare det. Samtidig ville jeg også meget gerne forstå, hvorfor han ikke forstod det.
Jeg kom med utallige eksempler på, hvordan jeg formår at tage en facade på og ”smil og vær glad” og netop tage mig sammen og deltage i det og det. – For derefter at ligge i krampegråd bag en lukket dør med et hoved, der er ved at eksplodere og hvor det føles som om der er en der står og sliber på min blottede hjerne med et grovkornet stykke sandpapir.
Jeg er ikke helt sikker på, at vi endte med at forstå hinanden, og det betyder heller ikke så meget. Vi havde en rigtig god dialog og en hyggelig nat. At det så er fuldstændig sindsygt i forhold til håndteringen af min sygdom, at sidde og drikke rødvin og snakke dybt til kl. 04.23 om morgenen, er en anden sag. Jeg skal ikke noget resten af weekenden og kan bruge den til at restituere. Jeg vurderede, at det ville være godt givet ud i forhold til den snak, vi havde.
Er der nogen af jer andre, der har nogen gode idéer til, hvordan jeg forklarer hvorfor og hvordan, jeg kan sidde her og have det så godt – og så samtidig være psykisk syg. For jeg rendte lidt tør for eksempler og argumenter sådan lige omkring kl. 03.56 😀
Forleden skrev jeg lidt omkring intelligens kontra klog. I det indlæg var der også noget omkring det at være livsklog. Viis kunne man måske også kalde det.
Det har rumsteret i mit baghoved efterfølgende uden jeg sådan helt har kunne sætte fingeren på hvorfor. Der har været en eller anden sammenhæng, som jeg ikke kunne få op til overfladen.
Jeg er af den opfattelse, at depressioner er noget fanden har skabt i et anfald af virkelig rendyrket ondskab. Det er også det, jeg hører fra mange andre af de bipolare/depressionsramte, jeg har kontakt med:
Der findes INTET godt ved en depression!
Men jo…ved I hvad. Her til morgen slog det mig pludselig! Det gør der sgu, i den helt store sammenhæng som livet skal ses i.
Når du har siddet under det rådnene slam, der dækker bunden af en stor ildelugtende algebefængt sø – når du har oplevet en tilstand værre end døden – når du har følt på din egen krop, hvor meget andre menneskers forståelse (eller mangel på samme) betyder for din situation – og ikke mindst: Når du har formået at kratte dig lige så langsomt op af dyndet med det yderste af neglene…
…så har du fået en kæmpe lære omkring livet og indsigt i det at være menneske.
Det er røv, nøgler, pissesurt og helt ad helvede til mens det står på – og vi skal gøre alt, hvad der står i vores magt for ikke at ende der igen!!! Men når vi er kommet op igen, kan trække vejret ovenvande igen, så har vi altså en helt anden empati og forståelse for vores medmenneskers forskellige situationer. Vi har chancen for at blive det, som jeg i det tidligere indlæg kaldte livskloge.
Ingen ønsker selvfølgelig livskriser for andre eller for sig selv. Men når nu de skal uddeles med rund hånd, som de jo gør i løbet af et liv, så tror jeg næsten depressionen overordnet set måske er en af dem, man kan bruge til mest i det lange løb. Hvis ellers omgivelser, behandlere, familie mv forstår at tackle det rigtigt undervejs – og man selv er åben for reflektion og livslære efterfølgende.
Jeg pinner det lige ud:
Undervejs i en depression er det omgivelser, behandlere, familie mv der har ansvaret for en bedring! Den depressive magter det overhovedet ikke. Kan den depressive på nogen måde overskue det, vil det være en stor hjælp, hvis vedkommende tør åbne op og helt bundærligt fortæller hvordan det er indeni. Også selvom det er grimme tanker, der er derinde. Det er omgivelsernes ansvar at kunne rumme dem – de skal UD af den depressive, siges højt. Og sidder du midt i det lige nu, så husk at alle omkring dig hellere end gerne vil hjælpe dig, derfor er du nødt til at åbne op, for ellers aner de jo ikke hvilken hjælp de skal tilbyde.
Efter en depression er det dit eget ansvar at lære noget af depressionen og tage den lære med dig ud i livet. Hvis det du har været igennem, skal give bare en smule mening i den store sammenhæng, er det nu du skal på arbejde med dig selv. Hvorfor opstod den, hvad kunne der være gjort inden, hvordan kan jeg forhindre det sker igen, hvad kan jeg lære af den – og ikke mindst: hvad ville jeg ønske andre havde gjort for mig = hvordan kan jeg hjælpe venner/kolleger/familie, hvis jeg spotter de er på vej ned.
Men efter sådan en tur “råddent dynd tur/retur”, så har du altså virkelig noget menneskelig indsigt og en forståelse for det at have det skidt. Samtidig har du også lært, at det kan godt være at livet er lort med lort på…men det bliver altid godt igen. Jeg er holdt op med at frygte fremtiden (undtagen når mit hoved spasser med katastrofetanker…not so much fun), for livet kan (næsten) ikke bringe mig noget, som jeg ikke har prøvet at tackle før. Jeg har ro i mig. Og jeg kan bruge den erfaring, hvis jeg kommer ud for livskriser, der ikke ender i eller er en dyb depression.
For i den dybe depression er denne viden nok desværre bare gemt alt for langt væk under dyndet, men erfaringen ligger trods alt dybt inde i mig som en lille glød, der skal pustes liv i igen.
Med håbet om, at du aldrig kommer ud for det rådne dynd igen…
Sofaen klistrede lidt rigeligt på bagen i dag, men så tog Ole lige teten og hev Thor og mig med på hundemarken – vi trængte begge til luft!
Det blev en skøn tur i solen på årets første over-20-grader-dag og der er da ikke noget mere livsbekræftende end an lalleglad hund med en bold.
So much fun!
Efterskrift: Det her er et af de utallige små ting som pårørende kan gøre for at fastholde den gode spiral. Lige tage initiativet og ansvaret for en god oplevelse. Alle kan have tendens til lim på sofaen, men det er bare supervigtigt, at der sker noget sjovt hver dag – og det er ikke altid man lige selv er obs på det eller magter at tage initiativet.
Den her post er lidt lang. Derfor bliver essensen af bottom line lige gentaget heroppe:
Den kognitive forringelse er ikke statisk! Du kan få din evner igen! Det kræver bare ro, ingen stress og tid – lang tid!
Og lige et råd til pårørende, inden I får min historie: Lad være med, at bebrejde den syge noget. Bare tag nøglerne i køleskabet og hæng dem på deres plads. Uden at sige noget 🙂
Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg er blevet mødt af dette syn… (bortset lige fra nu her jeg skulle tage billedet…der lå de i min jakkelomme og ikke på sin plads. For hellerve også 🙂
I forlængelse af i går kom jeg til at tænke på at noget af det, der har skræmt mig mest igennem de sidste 10 år:
Om jeg skulle ende som helt gak-gak. Altså ikke galning, men simpelthen så udfordret på mine hjernemæssige evner, at jeg ville fungere på niveau med en selleri (og jeg kan virkelig ikke fordrage selleri).
Hvis jeg tænker nøjagtig 5 år tilbage i tiden – marts 2010 – så stod jeg på Håndarbejdsmessen i Middelfart og solgte garn. Vi havde tilbud på strømpegarn til 20 kr. Et pænt rundt beløb, der var til at holde styr på, tænkte jeg.
Det havde været en ret stressende periode op til. Der var meget at at få færdig til messen. Der skulle pakkes garn ned, printes opskrifter, ordnes brochurer, de sidste modeller skulle være færdige, plakater osv osv osv.
Så en lang køretur med en stor trailer hele vejen fra Hjørring til Middelfart, udpakning og så ellers opsætning af stand. Vi var ikke færdige før langt ud på aftenen og kørte så ellers løs fra morgenstunden, hvor messen åbnede.
Der var masser af mennesker, dårlige akustik i sådan en idrætshal, ufatteligt mange indtryk og ting at forholde sig til udover at passe biksen og fortælle om Knitalot.
Vi delte det op så Ole tog sig af salget og jeg af informationen omkring Knitalot. Til frokost overtog jeg hele standen, så Ole kunne få noget frokost.
På et tidspunkt kom en dame med 3 nøgler strømpegarn.
“3 nøgler…det bliver….det bliver…undskyld, jeg må lige tage min lommeregner” Min hjerne føltes som et stort hul. Der var HELT blankt. Det var så flovt og damen grinede lidt usikkert.
Jeg har fucking fået 11 i Mat A på Universitetet!!! Og 13-tallet glippede KUN pga en skrivefejl! Og her stod jeg og kunne ikke lægge to-og-to sammen, so to speak.
Det var første gang jeg oplevede, hvor skadet min hjerne var. Indtil da havde det været den klassiske med nøgler i køleskabet, pungen på badeværelseshylden og sågar strikketøjet i fryseren! Men det her – det var lammende.
Efterfølgende blev det ikke kun engang imellem, det der med nøglerne skete. Det blev reglen, at jeg aldrig kunne finde telefon, pung og nøgler på trods af, at de havde faste pladser i køkkenet.
Ole og ungerne jokede til at starte med om det, når jeg fes rundt inden jeg skulle ud af døren. Jeg prøvede at tage det lidt ovenfra og ned og grine med, alt imens jeg bandede mig selv langt væk indvendig og faktisk var dybt ulykkelig…inden i :/
Derfra gik det over til en let skælden ud og undren og i frustration over stressen, kunne der godt lyde et: “Nu ligger din pung her IGEN!” eller “Kan du da forfanden ikke lægge dine ting det samme sted?”
– Nej, det kunne jeg ikke, og det gjorde mig bare endnu mere ked af det – inden i – at det blev påpeget hele tiden 🙁
Der var lige så tomt inde i min hjerne, når jeg lagde tingene fra mig, som den dag på messen.
Jeg prøvede VIRKELIG på at huske det, når jeg stod og låste hoveddøren op, men alligevel glippede det, så snart jeg var indenfor. Jo mere jeg prøvede, jo værre blev det.
Til sidst fik jeg kommunikeret, at det simpelthen ikke var med vilje, at jeg gjorde det, og at jeg blev frustreret og ked af det. Jeg bad, om ikke de bare kunne lægge tingene på deres plads, uden at sige noget om det til mig, når de fandt dem rundt omkring i huset.
Det gjorde de og i løbet af de næste par måneder blev det bedre og bedre med min koncentration og hukommelse omkring pung, nøgler og telefon.
De kognitive evner kom langsomt tilbage, kun for at forsvinde igen, da jeg igen tog en tur med stress og dermed fik næste episode med mani og efterfølgende depression i august samme år. For fanden i helvede da! Men nu vidste vi da, hvad vi skulle gøre ved pung/nøgler/telefon-problemet.
Men musik, bøger, film osv kunne jeg stadig ikke koncentrere mig om overhovedet! Det var så også lidt en joke med det filmværk – at jeg altid faldt i søvn efter 15 minutter. Men det må jeg skrive om en anden gang.
Den her post er allerede blevet så lang, at det ikke er sikkert du er nået til enden.
Men bottom line herfra:
DET ER IKKE STATISK! DU KAN FÅ DINE EVNER IGEN. DET KRÆVER BARE RO, INGEN STRESS OG TID – LANG TID!
Efternote: Hold kæft, hvor er det her sjovt. Nu er det lige mig, der joker med mig selv! Jeg ville tage et billede af nøglerne i køleskabet til illustration – men de hang ikke på deres plads! – jeg fandt dem så ret hurtigt i min jakkelomme. Men…for fanden da 😀
Efterefternote: Jeg vil lige slå fast, at jeg overhovedet ikke bebrejder min familie, at de jokede/blev irriterede over, at jeg aldrig kunne finde mine ting. For det første er det umuligt, at forestille sig den lammende tomhed i hovedet, med mindre man har stået til en eksamen med klappen gået ned. Her var klappen bare nede i måneder i træk. Og for det andet – problemet løste sig (næsten) i det sekund, jeg rent faktisk fortalte, hvad jeg følte indeni og hvilken løsning, jeg troede kunne hjælpe mig.
Og for det tredje…nøgler i køleskabet og SPECIELT strikketøj i fryseren er pissesjovt, bare ikke når det sker 10-12 gange om dagen 🙂
Når nøden er allerstørst, så er jeg virkelig velsignet med gode folk omkring mig. Der gik ikke mere end 10 minutter fra mit sidste indlæg kom på bloggen og jeg havde delt det på Facebook, før jeg fik en besked fra en fantastisk kvinde, at mine ord lige var det hun havde behov for at høre. – Og i næste åndedrag havde vi aftalt en spontan-date på Happie, Hjørrings oase. Bare os to – frokost og masser af kaffe.
