I dag har jeg været ude ved en rigtig god veninde fra 11-14. Puhhh hvor er jeg træt nu 🙂
Men hun spurgte faktisk om jeg havde det dårligt for tiden, for jeg virkede meget mut og stille. Men det tror jeg helt klart bare skyldes Seroquellen, for hold nu kæft hvor er jeg træt hele tiden. Kl er 16.30 og jeg er bare parat til at gå på hovedet i seng.
Ingen tv, ingen lydbøger, ingen snak…..
– bare strik 🙂
Nå – endnu engang har jeg fået syn for sagen for, hvad der sker, når jeg bliver for presset.
Ejendomsmægler i går og juletamtam på Horne Efterskole satte mig helt ud af drift i går aftes.
I dag har jeg så været ude og handle med Clara og nu er jeg bare virkelig, virkelig smadret. Mit hoved skriger af smerte og jeg kan bare ikke mere.
Katrine og Sebastian kommer i aften og det SKAL bare blive en god aften. Det er jo vores ‘jul’ med ham. Sidste år måtte jeg jo droppe at deltage i julen, fordi jeg var smadret – og det må og skal bare ikke ske i år.
Heldigvis skal Clara lave al maden, men damn det er hårdt alligevel :/
SÅ kvæstet!
Lagkagerne til Sebastians fødselsdag var gået i kage (tøhø) for Katrine, så mor træder da lige til kl 09 og når at bage en kagemand.
Den blev da okay i betragtning af at det er temmelig mange år siden jeg sidste har været ude i den øvelse.
Men hvornår lærer jeg bare at sige
Vi køber nogen lagkager ved bageren
i stedet for at kvæste mig selv fuldstændig?
Nu havde jeg jo næsten ikke overskud til selve fødselsdagen :/
Det var rigtig godt at være oppe ved Jesper i dag.
Han tog sig virkelig god tid og snakkede rigtig meget med mig.
Aftalen blev, at jeg skal derop igen om en måneds tid og at jeg virkelig skal sørge for at få ro på.
Om aftenen skal jeg aftale en til to ting med mig selv, jeg skal næste dag – og så skal jeg overholde ikke at lave mere.
Så… I morgen skal jeg have ryddet op i den lange gang og til Astrids fødselsdag. Thats it 🙂
Edit sommeren 2014:
Her – lige her – var det at han også sagde de gyldne ord:
Det her handler ikke om at du skal blive rask, det her handler om at du skal leve det bedste liv, du nu kan, med de udfordringer du har.
Ordene har åbenbart ikke sat sig så voldsomt den dag, som jeg husker det – de kom ihvertfald ikke med her på bloggen. Men kors hvor var jeg også træt efter at have været deroppe.
I går tog jeg min pille allerede kl 21, og jeg gik i seng 22.30. Det hjalp, og i morges vågnede jeg 6.20 og kunne godt have stået op, hvis det var. Men jeg valgte at sove videre og vågnede frisk 8.22.
Jeg har skrevet min sygehistorie ned i korte træk og lavet en liste med spørgsmål til lægen.
Nu magter jeg ikke mere i mit hoved. Og klokken er kun 10.22!
Hvor er der lang tid til aften :/
Hvor ER jeg træt!!!
I går sov jeg til næsten 13 og i dag har jeg tvunget mig op kl 10.
Men mit hoved er helt balleret. Det synger og piber. Øv hvor jeg hader det!!!
I aften skal jeg til foredrag sammen med Katrine, så dagen skal virkelig bruges til at spare op til det….
Damn! De 4 timer i Fårup Sommerland igår har dæleme kostet i dag. Sov til 11.10 og har bare været en zombie hele dagen. Godt jeg har mit strikketøj….
Jeg er så hamrende gal lige nu! Heldigvis! For efter at have haft en kæmpe tudetur er tårerne nu afløst af vrede… Der skal lige lidt forhistorie til, før du kan forstå hvorfor:
Jeg har et lægehus i Hjørring hvor der er tre læger tilknyttet. To unge læger – begge under 40 – og så en gammel gut på over 60. De to unge læger har en ventetid på over en måned hver. De er umulige af få fat i i telefontiden mellem 8 og 9, men de er knaldhamrende dygtige og meget interesserede i deres patienter. – Og så er der “…”. Ham kan man få en tid ved med en 2-3 dages varsel. Det har jeg prøvet to gange nu – OG JEG GØR DET ALDRIG MERE!
Første gang jeg var inde ved ham, var med ondt i ryggen. Det var rimelig akut med mine rygsmerter, så jeg havde behov for at blive set af en læge. Skæbnen ville dog at det var ved at blive en smule bedre med mine smerter, da dagen for lægetiden oprandt. Den fangede … meget hurtigt og efter en kort samtale og et blik på min ryg, mente han at vi bare skulle se tiden an. Det endte med en akut operation for en meget stor og kompliceret diskusprolaps!
For 1½ måned siden var jeg dybt depressiv, sad dagen lang i min stol og kunne ikke tage mig sammen til andet end at strikke. Jeg var så lydoverfølsom at jeg ikke kunne have tørretumbler, opvaskemaskine eller andet igang uden at blive fysisk dårlig af lyden. Jeg ringede og fik en tid hos den unge mandlige læge, som jeg har været ved to gange omkring min bipolare lidelse. Der var en måneds ventetid, men det måtte jeg jo så bare tage med.
I mellemtiden nåede jeg både at blive manisk i 3 uger og dybt depressiv. I manien havde jeg fået meldt mig til et kursus, så jeg var nødt til at flytte min tid hos lægen – og vente yderligere en måned. For 2 uger siden ramte depressionen så som en hammer. Heldigvis fik Ole mig reddet i land, men jeg var nødt til at sygemelde mig og skulle have noget lægehjælp – NU! Så jeg var nødt til at tage til takke med en tid hos “…” .
Jeg er lige komme hjem deroppe fra, og det er derfor jeg er vred. Her er, hvad der skete:
Jeg sidder og venter og bliver kaldt ind.
“…” kalder ind og spørger hvad han så kan hjælpe med.
Jeg siger, at jeg havde behov for at se en læge, for jeg har sygemeldt mig igen igen igen. Han spørger for hvad og jeg siger bipolar affektiv lidelse. Han spørger, hvem der plejer at styre det og jeg siger min psykiater Peter Østergaard i Middelfart, men at det ikke er holdbart at have en psykiater 300 km væk, der først ringer tilbage efter 3-4 dage, hvis han ellers ringer. Så jeg er blevet henvist til psykiateren her i Hjørring, men at jeg minimum har et års ventetid endnu.
Jeg siger, at der er 1 mds ventetid ved Jesper som jeg plejer at tale med og det heller ikke er holdbart, da jeg bestilte en tid ved ham fordi jeg var dybt depressiv og nåede at blive både manisk og depressiv igen inden den tid. “…” kikker på skærmen og siger at det har han jo ikke rigtig været så meget inde over, og spørger hvad jeg får af medicin. Jeg siger 100 mg seroquel – lige gået ned fra 200 mg for der sov jeg hele tiden. Igen siger “…”, at han ikke har været så meget inde over og at han ikke kan gøre så meget andet end at konstatere, at jeg har sygemeldt mig. Jeg siger okay og får slet ikke sagt mere. Han rejser sig og siger godt, så skriver jeg at du har sygemeldt dig. Farvel.
Det jeg er så vred over er, at han max. brugte 5 minutter. Han spurgte ikke ind til hvordan min tilstand var lige nu, om der var noget hjælp, jeg havde behov for, om jeg var selvmordstruet eller noget som helst andet. Han sidder med en patient, der gentagende gange siger at situationen ikke er holdbar…men han gør ikke andet end at “skrive at du er sygemeldt”.
Det er ikke i orden….det er SLET IKKE i orden!!!
Det, det her handler om er…. at jeg gerne vil stille mig op og sige “Hej – Jeg hedder Dorte, jeg har en bipolar affektiv sindslidelse”…..!
Ja, der er en grund til at jeg sommetider bare kan det hele, er festens midtpunkt, er udadvendt, charmerende og lidt for talenende. Der er en grund til at jeg kunne arbejde op til 100 timer om ugen som selvstændig, blive kåret som “Årets Sælger”, da jeg var i Nycomed og kunne læse pensum op i Fysisk Kemi på Universitetet på en weekend og stadig score 10. Min energi er enorm sommetider – men jeg betaler også i den anden ende, med dystre perioder, hvor det er en kamp bare at komme op om morgenen.
Det er ikke noget, jeg sådan har råbt særlig højt om. For mit selvbillede udadtil er jo det billede, jeg har af mig selv, når det går godt – eller lidt for stærkt. Men der er også den anden side – og det kræver bare alt for meget energi at skulle opretholde facaden. Så nu – råt for usødet…. det her kommer til at handle om mig, min hverdag OG min sygdom…
…eller også så venter jeg lidt. Men første skridt er i hvertfald taget ved at oprette mig en blog. Så må vi se hvad, det ender med, at der flyder af ord….
Jeg tænker at de ord, der vil komme her, skal være vedkommende, humoristiske, til tider let selvironiske, men frem for alt meget ærlige. Det er tid til at lukke op for posen….når jeg har samlet modet.
For det kræver mod at være ærlig, og det er vigtigt for mig ikke at forstille mig længere. For jeg har brugt rigtig meget energi på at opretholde billedet af “normalt” – og ved I hvad. jeg gider ganske simpelt ikke bruge så meget energi længere. Hvis der måske ryger et par stykker i svinget, er det altså bare ærgeligt. Hvis det måske koster et fremtidigt job, er det altså bare ærgeligt. Bum! Jeg er ligeglad. Jeg vil være fri.
Det er lige nu jeg hopper ombord i Rutchebanebussen og ser hvor den fører mig hen…
