Taber på kontanthjælp – eller High-IQ kid, der blev stækket allerede i børnehaven?

Igen bottom line øverst :
Du er nødt til at lytte til din mavefornemmelse. Men det er ikke nok at lytte. Du skal også handle på det, den siger til dig. Ellers er dit arbejde spildt og historien gentager sig om et par år.

– og lidt til lærere, forældre og politikere:
Prøv nu på at se børn, hvor de hver især er. Børn er forskellige, og det er altså okay, at behandle dem forskelligt, i stedet for at presse dem ned i kasser. Det er den eneste måde, vi kan få det fulde potentiale frem i den enkelte. Og så er det sgu ligegyldigt om barnet har boglige forudsætninger eller noget andet. ALLE børn har noget, de er gode til – det er vores opgave som voksne at finde og støtte det!

– og så kommer det jeg egentligt ville fortælle om:

I går havde jeg et par skønne timer med min store datter Katrine. Da jeg arbejder hjemmefra og hun pt går sygemeldt, så prøver vi, når der er godt vejr, at komme ud at gå en tur midt på dagen.

Det er win-win: hun kommer ud af lejligheden, og jeg får frisk energi til hjernen, så jeg er klar til dagens sidste par arbejdstimer.

Efter en dejlig lang gåtur i byens parker, slog vi os ned på terassen herhjemme.2015-03-24 13.33.28

Samtalen faldt helt naturligt på bloggen her og det store spring, jeg har taget, ved at offentliggøre den efter dens 1,5 års hemmelige tilværelse.

Du er bare så sej mor og jeg er bare så stor en taber…

Undskyld, HVAD? Den måtte jeg sgu lige have igen, for hvis der er noget, jeg synes min store datter er, så er det da netop sej.

Ja, enlig ung mor med en søn på 3,5, 2 afbrudte ungdomsuddannelser, sygemeldt fra den tredje, som jeg nok også er nødt til at afbryde,  så jeg også snart ender på kontanthjælp. Jeg er ingenting. Jeg er 23 år og har kun min 10. klasse. Det er sådan nogen som mig, de skriver om i avisen.

Det havde hun helt klart en pointe i – for der var ikke noget af det ovenstående, jeg sådan kunne benægte. Det var de rå facts om hendes liv. Men jeg kunne benægte, at hun ikke “var noget”, så det gik jeg i gang med:

Hør nu her, skat. Du er en helt fantastisk mor, der er så eminent til børneopdragelse, at du IKKE har/får en af de unger, de skriver om i avisen. Sebastian har tydelige grænser, han afprøver dem, du giver ham en chance for at ændre adfærd, og du udfører konsekvensen med de 2 minutter, hvis han ikke ændrer adfærden med det samme. Bagefter snakker I stille og roligt om, hvad det var der skete. DET burde der skrives mere om i avisen!

Det måtte hun så give MIG ret i, men det var efterfulgt af et “men, mor…” og så gentagelser af samfundets syn på hende… Pludselig gik det op for mig, at jeg var ved at gøre det, som folk så tit har gjort, når jeg er i en depression. Forsøger at sige, at “det nok skal gå”, “du bliver rask igen” og andre opmuntrende ting.

OG DET ENESTE DET HAR GJORT FOR MIG, ER AT JEG SYNKER ENDNU LÆNGERE NED I DYNDET

– for så kommer alle tankerne med “der er heller ingen der forstår mig, jeg er helt alene i det her”.

I stedet tog vi en snak om, hvorfor hun var endt der. Undervejs i snakken gik det op for mig, at vi rent faktisk skulle helt tilbage til børnehaven, for at finde første clue til mysteriet “Katrine som taber”.

En dag vi hentede hende, fik vi at vide hun havde været oppe at slås med en anden pige. Sådan ret alvorligt med slag, spark og måske også bid. Det kan jeg ikke huske, men det kan jeg snilt forestille mig, at min vilde unge kunne have fundet på. (Vi var nemlig ikke helt så gode til tydelig børneopdragelse som Katrine).

Nå, men det viste sig, at slåskampen var startet med et skænderi om en mariehøne. Eller rettere navnet på en mariehøne. Pigen påstod, at det der var en “mariehøne”, men Katrine var HELT sikker på at det var det ikke! Det var en Subcoxinella Septempunktata, for det havde hendes morfar selv lært hende! – og så udviklede det sig derfra….

Pædagogerne tog en snak med os, og de mente, at det var ikke nogen god idé, at hun lærte sådan noget i børnehavealderen. Det ville skade hendes udvikling. Okay, hun var vores første barn, vi var selv unge forældre og de var uddannede i børns udvikling, så vi tog en snak med morfar og bad ham skrue lidt ned for den finurlige indlæring.

Det er nok min allerstørste fejl som forælder overhovedet!

– for hvis der var nogen, der var god til børn, så var det min far. Han kun… nej, det må blive en anden post. (Note to self: lav en liste med alle de “anden post”, ellers glemmer du det)

morfar
Morfar lytter meget interesseret, mens Katrine viser ham, hvordan man vipti-vupti pusler et matematisk puslespil sammen. Foto: Lisbet Lyager

 

Næste clue kom i 1. klasse.

En dag blev vi ringet op af skoleinspektøren, at vi skulle hente Katrine. Hun havde slået og sparket sin dansklærer, fordi han havde været nødt til at bære/slæbe hende ned på kontoret, for hun ville ikke gå selv. Han hverken kunne eller ville have  hende i klassen, når hun var fræk og svarede igen.

Man slår og sparker ikke sin lærer, det kunne vi som forældre kun bakke op om, så vi hentede vores barn, var sure og skældte ud. Igen, – vi var ikke helt gode som forældre til at håndtere tingene, eller også havde vi som nye skoleforældre, fået banket ind i hovedet gentagende gange, at “som forældre skal I bakke skolen op”, så det gjorde vi desværre.

Da Katrine skulle i seng, så jeg nogen blå mærker på hendes arm. Man kunne lige se fire fingre og en tommel rundt om hendes arm, der hvor læreren havde haft fat. Det var nok liiige voldsomt nok, men jeg kendte jo Katrine, og hun kunne VIRKELIG tage nogen raseri-ture, hvor jeg også måtte holde hende temmelig godt fast!

Nu var hun kølet helt ned, så vi snakkede om hvad der var sket. Hun gentog historien om, at læreren sagde hun havde været fræk og svaret igen. Hun så på mig med tårer i øjnene:

Jeg ved ikke, hvorfor han synes det, mor. Jeg spurgte jo bare.

Det viste sig, at Katrine havde spurgt om, hvorfor der var et H foran “hvorfor”. Hun havde fået svaret, at det var et stumt H og “det var der bare”. Hun havde gentaget “Jamen hvorFOR?” og fået ca. samme svar. Til sidst havde hun skreget “HVÅ-FOOOOOOOR???” og det var (i lærerens hoved, åbenbart) blevet tolket som, at ungen var fræk og svarede igen.

Jeg forstod udemærket Katrines spørgsmål – hun ville vide noget om den sproglige udvikling og hvilken årsag, der lå bag at et H blev stumt, og hvorfor det så stadig var der, når man ikke kunne høre det. Hun formåede bare ikke at udtrykke så komplekst et spørgsmål – derfor blev det bare til et “hvorFOR” gentaget ret mange gange.

Dengang var der vist ikke noget, der hed Google og internettet var ca begrænset til Use-net i min bevidsthed, så jeg kunne ikke give hende et ordentligt svar. I stedet gjorde jeg endnu en mega-brøler, som forælder:

Katrine, du er simpelthen bare nødt til, at lade være med at spørge og så bare gøre det, der bliver sagt. Lad nu være med, at begå alle de fejl, jeg gjorde, da jeg gik i skole.

Åh gud i himlen – snak da lige om at omsorgssvigte et barns intelligens!

Når jeg kikker tilbage, kan jeg jo tydeligt se, at det Katrine lærte allerede som helt lille var, at hvis hun ville kommunikere med andre, måtte hun kravle ned på deres niveau, hun skulle tøjle sin nysgerrighed og bare gøre, som der blev sagt.

Hun var blevet banket intelligensmæssigt på plads og samtidig blevet psykisk stækket – og det fortsatte op gennem alle hendes skoleår, uden vi helt “så”, hvad der skete. Da vi i 8. klasse  under en skole/hjem-samtale bad om hjælp fra PPR, var klasselærerens ord: “Der er jo ingen grund til at stemple hende”.

I hele barnets tid med pædagoger og lærere havde det handlet om at presse den her møgintelligente, vilde (skulle vi ikke kalde det “frustrerede” istedet?) unge ned i en kasse, der var alt, alt for lille til hendes videnbegær.

Fra at være en sprælsk 4-årig, der rendte i rumpen af sin morfar og sugede begærligt af al hans viden om naturen, landbrug, dyr, bogstaver, tal osv, var hun nu endelig blevet presset ned i kassen. Men undervejs var hun blevet stækket, depressiv og angst, men dog med et håb om at gymnasiet, ville blive en succes.

Det gjorde det så ikke. 2 måneder inden eksamen i 1. g, trak jeg stikket på Katrines vegne. Hun var desillusioneret, depressiv og hjernen slog helt fra – den lammende tomhed, som jeg kendte så godt, så jeg nu i min datters øjne. Jeg var nok den eneste, der virkelig kunne sætte mig ind i, hvordan hun havde det. Hun ville selv kæmpe videre, men i mit hoved var der ikke noget at gøre:

HUN var vigtigst – fuck 1. g!

De næste to forsøg endte også i fiasko. SOSU-grunduddannnelsen måtte opgives pga ekstrem kvalme og opkast gennem hele graviditeten med Sebastian. Optagelsesprøven til HF (da hun kun havde 9. klasse) blev droppet pga stress over et brudt forhold, så hun valgte at tage 10. klasse for at starte langsomt ud. 10. klasse blev en succes med gode karakterer, men skiftet til HF gik rent ud sagt ad helvede til.

Igen endte hun i en klasse, hvor det bestemt ikke var “fint” at være intelligent og videbegærlig. Snarere tværtimod, så livet blev endnu engang bestemt ikke let, og det er det i forvejen ikke som enlig ung mor, der skal få det hele til at fungere.

Et skift til HF i Aalborg blev løsningen for Katrine, der ikke gad at spilde 5 minutters krudt på at blive accepteret af en flok tøser, der ikke havde forstået, at man ikke skulle drikke af blonderingsvæsken, men kun putte den i håret.

Hun har haft et forrygende år i Aalborg. Gode venner, målrettet arbejde og ok fine karakterer…..og en knægt, der startede i børnehave og blev syg…og syg…og syg…

Hver gang Katrine var ovenpå, blev hun sparket ned igen. Hun har kæmpet som en løvinde og VILLE have huen til sommer. Alt mens hun blev mere og mere stresset, mere og mere presset  –  jo mere presset, jo hårdere kæmpede hun.

Men det var en ulige kamp. Hun slog Sisyfos med flere længder. Sebastian fik 2 omgange med Noro-virus (skid-og-kast-op-syge) her i foråret og fik selvfølgelig smittet Katrine lige i den uge, hvor der skulle skrives SSO (Større Skriftlig Opgave).

Jeg fandt hende fandeme onsdag formiddag foran computer, bøger og noter med en spand ved siden af.

HUN SKREV OPGAVE MENS HUN KASTEDE OP I STRIDE STRØMME og hendes lille krop rystede af kramper.

Den her målbevidste pige VILLE ikke melde sig syg!!

Så måtte jeg sgu tale med store bogsstaver. Vi fik ringet til skolen og jeg måtte nærmest bære hende ud i bilen og ind til lægen, så svag var hun af dehydrering og sygdom (hun er et bette nips på 50 kg – og nej…drop anorexitankerne – hun æder som en voksen mand).

Men nu var fraværet så højt og hjernen så tom, at jeg simpelthen måtte tage bestemmer-kasketten på og fik hende langtidssygemeldt. Meningen er, at hun er sygemeldt 2 måneder og så skal tage nogen af eksamenerne til sommer.

Den plan synes jeg bare ikke er heldig. Jeg synes faktisk den er ret U-heldig. Der er slet ikke ro nok på til at opbygningsfasen kan begynde. Jeg kender det jo fuldstændig fra mig selv. Det tager bare lang tid. Men det er tid man slet ikke har som ungt, psykisk stækket menneske.

Nej, uddannelsestoget kører og du er blevet tudet ørerne fulde fra alle steder om, at hvis ikke du sørger for at holde fast, så ender du som en taber….

Akkurat som Katrine sagde på terassen i går, at hun var.

Tja…jeg synes faktisk, hun er en vinder! Hun har bevist, at hun er villig til at kæmpe…hårdt. Men hun har vundet sig selv og har samtidig vundet en vigtig viden om essensen i livet:

Du er nødt til at lytte til din mavefornemmelse. Men det er ikke nok at lytte. Du skal også handle på det, den siger til dig. Ellers er dit arbejde spildt og historien gentager sig om et par år.

 

skolesystem

 

Efternote: Jeg er sådan set trekvart ligeglad og kold i røven over hvor meget, der end bliver truet med “du skal have en uddannelse, five-strikes-and-your-out, over 30” osv. Jeg har pga min sygdom fra hun var 12 år, ikke haft de ressourser, der skulle til, for at kæmpe hendes sag. Jeg indrømmer, at jeg har ladet stå til i årerne som kastebold mellem mani og depression. Udannelsessystemet har haft RIGELIGT chancer med mit højtintelligente barn. Og hvis der er nogen der er taber her, så er det fandeme uddannelsessystemet! Nu er jeg ovenpå igen og har fået lidt ressourser på kontoen. Så nu er det MIN chance og jeg kan helt sikkert gøre det ret meget bedre. Planen kommer i morgen.

21 kommentarer til “Taber på kontanthjælp – eller High-IQ kid, der blev stækket allerede i børnehaven?”

  1. Bravo!
    Sikken en kamp, I to har kæmpet.
    Jeg har en datter som efter års kamp endelig er havnet på den rette hylde, hun har haft alle de dersens kasser viftet i synet på hende i folkeskolen, men endelig fandt vi løsningen for hende, mens tiden stadig er en ven.
    Min datter er 12, arret på sjælen men stadig parat til at kæmpe.

    Fortæl du, hvis du vil, din datter, at jeg synes altså også, hun er sej. Det samme er hendes mor.
    Held og lykke

    Svar
    • Hej Renée
      Tusind tak for dine ord om Katrine. Jeg er sikker på der lige lægger 5 cm til højden og ranker ryggen lidt mere 🙂
      Hvornår jeg glad for, du har fundet en hylde til din datter. Det tror jeg også vi har nu – men den er ret kontroversiel og giver nok ikke pluspoint i “systemets” øjne. Men det er jeg sådan set ligeglad med 🙂 Men se med i morgen, så har jeg nok næste indlæg færdiggjort 🙂

      Knus til dig og din datter – og tak igen 🙂 Dorte

      Svar
  2. Kære Dorte,

    Hvilket smukt indlæg. Så dejligt at se, at du ser dit ‘barn’ så fint.

    Ja, din datter er måske lidt ude på en omvej. Men wauw, hvilket potentiale og hvilken kraft. Og så har hun dig.

    God fornøjelse med fremtiden til jer begge <3

    Svar
    • Hej Pia

      Tusind tak 🙂 Ja, hun tager ikke den letteste vej igennem, men hun lærer ret meget om livet i en tidlig alder, så jeg er ikke nervøs. Visdom er vigtigere end viden i min bog – viden skal hun nok tilegne sig, når hun er klar til det 🙂

      Mange hilsner Dorte

      Svar
  3. Kære Dorte.
    Tak for din hudløse og åbne fortælling. Den rørte mit hjerte. Hvor er det dog frustrerende, at skolerne i vores guldrandede velfærdssamfund ikke aner, hvor stor skade de forvolder. Og hvor er det frustrerende, at den efterfølgende kamp for at genoprette trivsel og livsglæde ofte lander i skødet på familierne sammen med al smerten, fordi selvsamme guldrandede system i den grad er præget af et selvopretholdende ureflekteret tunnelsyn.
    Godt I har hinanden. Må det gå jer godt fremover.
    Varme tanker fra Ulla

    Svar
    • Kære Ulla

      Tusind tak for din kommentar. Og hvor har du ret. Det er rigtig frustrerende. Heldigvis har vi – nu – ressourser at dele ud af igen til vores børn, men det er jo dybt godnat, mange af de ting, der er sket gennem deres opvækst/skolegang. Der vil komme flere indlæg undervejs, for der er rigtig mange steder, jeg synes tingene er gået skævt.

      Kærligst Dorte

      Svar
  4. Jeg skrev en kommentar igår aftes, men min telefon gik ned, lige da den var ved at sende, så jeg ved ikke om den er noget frem.
    Mit umiddelbare indtryk af dit indlæg her er, at der er en vis fare for, at du lige nu handler på noget fortid. Din datter skal pludselig stoppe på den ene uddannelse efter den anden, for at du kan føle, at du NU handler på det du skulle have gjort noget ved dengang. Hvis hun er 23 og mor, skal du måske også stole på, at hun faktisk ved bedst, hvad hun har brug for. Og man kan altså godt kaste op og skrive opgave samtidigt, og hvis man skal gennemføre en længere uddannelse, så vil det nødvendigvis ske undervejs. Hvis hun er langtidssygemeldt kan hun gå til sygeeksamen. Hun behøver altså ikke at gå ud.
    Du skriver, at det er uddannelsessystemet der taber, men hvem tror du kommer til at græde mest over hendes manglende uddannelse; systemet eller din datter? Jeg er selv sådan en uddannelseshopper, og bliver først færdig med min kandidat når jeg er i slut 30’erne. Det er rædsomt. Virkelig rædsomt. Det er så utrolig svært at komme ud på arbejdsmarkedet, når man er blevet så sent færdig, og hvis du vil din datters bedste, så hjælp hende dog med at blive færdig, i stedet for hele tiden at hive hende ud af ting. Fjern forhindringerne, så hun kan få arbejdsro, i stedet for at tro, at hun skal have ro væk fra uddannelsen.
    Hvis hun er ked af ikke at have en uddannelse, så er løsningen jo altså nok ikke at gå hjemme indtil man holder op med at være ked af det…
    Jeg synes din datter lyder helt utrolig sej, og jeg er overbevist om, at der venter hende utrolige ting, men jeg tror faktisk (og undskyld, hvis det lyder hårdt) at du står i vejen for det med misforstået omsorg.
    Undskyld, jeg ved at det lyder hårdt.

    Svar
    • Hej Pernille – tak for din kommentar, som jeg er rigtig glad for. Det lyder ikke hårdt, det lyder som et godt indspark og en anden vinkel og flere vinkler er vigtige.

      Indlægget her var efterhånden blevet så langt, at jeg skippede lidt for let hen over alle de tiltag, der har været taget siden slut-oktober for at fjerne forhindringer.

      Men vi har alle – både vi forældre, hendes søster og hendes kæreste bakket meget op. Der er blevet trukket på alle ressourser. Et eksempel er, at vi lavede en kalender, hvor vi skrev os alle ind, så hun om morgenen vidste hvem hun skulle ringe til, hvis Sebastian blev syg. På den måde var der ingen stress med at finde en babysitter, det var bare at kikke i back-up kalenderen. Der er gjort en masse andre ting også, som der måske kommer et blogindlæg om en anden gang 🙂

      Der er mange flere aspekter i det, end jeg kan få ned i et enkelt indlæg her – ellers ville det blive til en hel bog. Og der er også aspekter, der stikker dybere end “ked af ikke at have en uddannelse” 🙂

      Som sagt er jeg glad for dit indspark, for det bekræfter mig i, at vi har været bag om tingene – vi har bare ikke fortalt hele historien i indlægget 🙂

      Mange hilsner Dorte

      Svar
  5. Det lyder som en hård omgang. Jeg kender problemet, min intelligens var også ud over mine læreres forståelse da jeg var barn og mine forældre var ikke stand til at få slået igennem på mine vegne. Men det gør os ikke til tabere at systemet ikke kunne følge med og derved tabte os, det gør så afgjort systemet til taberen og det synes jeg bare du skal blive ved med at forklare Katrine. Man kan da håbe at systemet en dag kan følge med, men det ser ikke lovende ud indtil videre.

    Svar
    • Hej Jean

      Jeg tror ikke at nogen kan forestille sig hvor stort et problem, det rent faktisk kan være, at have “for høj” intelligens, hvis ikke man har prøvet det selv. Pt. dropper vi systemet og sætter fokus på uddannelse i stedet – når hun har fået ro til at komme sig over sin depression. Se evt. dagens indlæg 🙂

      Mange hilsner Dorte

      Svar
  6. Hej Dorte.
    Jeg kan godt følge din frustration og man er – og vil altid være – beskyttende, og måske have tendens til at være overbeskyttende over for sine børn.
    Jeg er utrolig ked af at høre at Katrine ikke kan fuldføre sin HF, som det ser ud pt.
    Men når det er sagt er jeg også af den holdning, at man har ansvar for sit eget liv og handlinger, man kan ikke give systemet skylden.
    Grunden til, at jeg skriver en kommentar til dit indlæg er, at jeg går i den HF-klasse i Hjørring som du omtaler. Jeg syntes det er under alt kritik, at du kommer med denne udtalelse ”Igen endte hun i en klasse, hvor det bestemt ikke var “fint” at være intelligent og videbegærlig. Snarere tværtimod, så livet blev endnu engang bestemt ikke let, og det er det i forvejen ikke som enlig ung mor, der skal få det hele til at fungere”. Nu kender du langt fra os alle sammen, og at komme med en udtalelse om, at det ikke er fint at være intelligent og videbegærlig, er forkert og meget upassende. Du påstår hermed, at ALLE i vores klasse er dumme! Og noget der er endnu mere upassende, er denne udtalelse ”Et skift til HF i Aalborg blev løsningen for Katrine, der ikke gad at spilde 5 minutters krudt på at blive accepteret af en flok tøser, der ikke havde forstået, at man ikke skulle drikke af blonderingsvæsken, men kun putte den i håret”. Dette er i min optik en meget barnlig og fordomsfuld udtalelse.
    Jeg er ikke et minut i tvivl om, at Katrine ikke er tabt bag en vogn, men man skal også passe på med at gøre sit barn til mere end det er, for det har heller ikke en god effekt. Hvis man er så højt intelligent som du påstår hun er, vil man have nemt ved at lave sine lektier og opgaver, og ikke bruge andres, fordi man ikke har ”overskuddet” til at lave lektier. Jeg er udmærket godt klar over, at det måske ikke er tid der er mest af, når man er enlig mor, men når det så er sagt er jeg selv mor til tre (hvoraf den tredje blev født en uge før SSO-ugen), og kan fint følge med. Det handler meget simpelt om hvordan man vælger at prioritere sin tid.
    Psykiske sygdomme er selvfølgelig ikke noget man skal spøge med, men det hjælper heller ikke at give op, hver gang det bliver svært.
    Med alt dette håber jeg virkelig, at Katrine kommer godt videre. Men syntes du skal have styr på fakta før man udstiller folk. Jeg skriver på hele klassens vegne, da vi alle føler os stødt over denne generalisering.
    Vi ønsker jer alle det bedste i fremtiden.
    Mange hilsner
    Maria.

    Svar
    • Hej Maria

      Tak for din kommentar. Jeg er helt klar, over at jeg med de udpluk, du nævner, var både generaliserende og også krøb ned på et lavt niveau. Det sker sommetider. I enhver klasse er der et hierarki og hierakiet har meget at sige over, hvad der er ”fint” og hvad der er ugleset. Og så er der et stort – ofte tavst – flertal. Jeg beklager, at jeg har generaliseret all over ud fra nogen få personers fremtræden. Jeg nøjes med at, slå fast at Katrine bestemt ikke havde det godt i klassen og det var med til at presse hende kraftigt mod depressionen på trods af nogen gode måneder i Aalborg.

      At du mener, at det ikke vil være noget problem at lave sine lektier, hvis man er så højtintelligent, som jeg påstår Katrine er, viser bare med al tydelighed de fordomme, der er mod højtintelligente. Det har intet med prioritering af sin tid at gøre – nøgleordet skriver du selv “overskud”. Dermed giver du mit indlæg endnu mere berettigelse. Tak for det.

      Jeg vil ønske jer al mulig held og lykke med eksamen.

      Med venlig hilsen Dorte

      Svar
      • Jeg er glad for du tager den på dig med generalisering. Nu vil jeg så stadig mene, at der er ingen der er så dumme, at de drikke blonderingsvæsken, heller ikke i vores klasse. Der vil altid være forskellige niveauer i en klasse, men dumme syntes jeg stadig ikke man kan bruge.
        Jeg syntes du misforstår pointen med intelligens. Jeg tror ikke I kan give systemet skyld for I er hvor I er, pga. af jeres ”højtintelligent”. Uden at kende jer 100%, er jeg bange for at du er med til at få Katrine til at tro hun er på et niveau, der ikke er realistisk (og det er synd da hun er dygtig).
        Man er ikke “højtintelligent” ved at vide hvad en Mariehøne hedder på latin eller sætte spørgsmålstegn ved hvorfor der er H i hvorfor, heller ikke når man går i børnehave eller 1. klasse.
        Med dette vil jeg ikke gøre jer til uintelligente, men syntes det er synd for Katrine, at hun ikke kommer videre med sit liv, især så tæt på mål. Syntes bare det er bedre at støtte hende og få hende igennem, og så kan det ”højtintelligent” være fuldstændig lige meget. Jeg er overbevist om at du støtte hende som du syntes er rigtigt, men lad være med at give andre og systemet skylden for den situation I er i på daværende tidspunkt. Måske uden at vide det, er Katrine bange for at skuffe med hendes karakter, når hun hele tiden får at vide, hvor bedre hun er end andre, så måske er det det der presser hende….!
        Men på vegne af klassen takker vi for held og lykønskningerne med eksamenerne.
        Mange hilsner Maria

        Svar
        • …og igen må jeg konstatere at fordommene og janteloven lever.

          Nej, du kender os ikke og Katrine er ikke bange for at skuffe andre end hende selv. Hverken hun – eller jeg – tror, hun er “bedre end alle andre”. Det er slet, slet ikke det der ligger i ordet “højtintelligent”. Men det er det, folk automatisk tror, når man begynder at lukke op.

          Må jeg foreslå du kikker på det her link, der i bagklogskabens klare lys beskriver min datter op til 8-9 års aldren.

          http://www.bente-bedslev.dk/artikler/Generelle%20kendetegn.pdf

          Du kan også finde mere på fx. http://www.piaryding.dk, http://www.matriarq.dk, http://www.mentiqa-nordjylland.dk, http://www.olekyed.dk eller http://www.giftedchildren.dk

          Det var det der med, at have styr på fakta inden man udtaler sig, som du selv belærte mig om 😉
          Det er desværre dig, der misforstår pointen med intelligens 🙂

          “Man er ikke “højtintelligent” ved at vide hvad en Mariehøne hedder på latin eller sætte spørgsmålstegn ved hvorfor der er H i hvorfor, heller ikke når man går i børnehave eller 1. klasse.”

          – den lader jeg simpelthen lige stå, for det er lige præcis det det handler om, når de her børn skal spottes. Mange af disse børn kommer gennem skoletiden uden problemer – og andre ikke, fordi systemet ikke er gearet til at fange dem, der har/vil få problemer i den forbindelse.

          Når du har ovenstående holdning, ja…så synes jeg du skal overveje, om ikke du sidder med et par børn derhjemme, der hører til i kategorien. I er måske bare så heldige , at I som forældre har de ressourser, vi bla på grund af min sygdom ikke havde dengang – og derfor ikke oplever de problemer der KAN være ved at være højtintelligent.

          – og som nævnt i en anden kommentar i tråden. Katrine er blevet støttet praktisk alt det, der overhovedet var muligt i forhold til at få sin HF, men nu er jeg også nødt til at støtte hende i det, både min og hendes mavefornemmelsen siger.

          Mange hilsner Dorte

          Svar
  7. Bloggenren tillader, at man sætter tingene lidt på spidsen – til gengæld bevarer den samvittighedsfulde blogger anonymiteten for sine “ofre”. Det gør det lidt sjovere at læse blogs for bloggeren kan med færre ord Få sin pointe frem. At man vælger at bryde anonymiteten for at forfølge noget der ikke anfægter den centrale pointe i blogindlægget, tjener for mig at se intet formål.

    Svar
  8. Jeg forstår Dortes frustrationer fordi jeg selv har været vidne til et videbegærligt og livskraftigt barns møde med den danske folkeskole. Jeg har selv måtte intervenere i mit barns liv på en måde andre ikke kan forstå. Fx. Ved at forbyde barnet at lave sine lektier. Fortsættes.

    Svar
    • Tak igen – ja frustrationer kan der være nok af, når ens “barn” ikke trives. Specielt fordi omverdenen samtidig har ret mange fordomme og ikke helt forstår hvorfor man handler stik modsat al almindelig logik.

      Håber dit barn kommer godt igennem skolegangen, det lyder til, at du også er god til at følge mavefornemmelsen og handle på det, og det er så pokkers vigtigt.

      Svar
  9. Men når børn der tænker meget får ar på sjælen for at tænke, skal der meget til at reparere det. Det sætter sig som et granatchok. Og så ødelægger det barnets tro på at det rent faktisk kan tænke, for ikke at tale om troen på at det har en værdi. Deraf kommer de besværlige veje gennem uddannelsessystemet. Men hellere et helt menneske der selv har fundet sin vej tilbage til livet end en copycat med et diplom.

    Svar

Skriv en kommentar

Facebook
Facebook