At holde sammen med en bipolar….!

30. maj har gemalen og jeg sølvbryllup!

Det er jo næsten fuldstændig vanvittigt. Sølvbryllup! Det er nok ikke mange, der når så langt inden skilsmissen er en realitet. Og specielt ikke i forhold, hvor den ene er bipolar! Respekt til min mand…og selvfølgelig også til mig 🙂

Jeg kan bare konstatere, at jeg er utrolig heldig med at have Ole – og han er utrolig heldig med at have mig. Vi supplesølvbryllup kærlighed respektrer hinanden fantastisk. Min vilde, der-skal-ske-noget side passer godt til hans helt nødvendige rolige, stabile gemyt, som jeg sommetider har kaldt tung-i-røven (undskyld)!

Vi har en ærlighed og forståelse for hinandens forskelligheder – og vi er i løbet af de sidste 25 år kommet dertil, hvor vi rummer dem fuldt ud. Indrømmet, det var ikke let i starten, hvor vi begge forsøgte at lave om, forme og ændre på hinanden – og der var småbørn, leverpostejsmadder og en karriere, der skulle i gang.

Men da vi efter et par bumpeture først fandt ind til den helt ægte ærlighed, fandt vi også ind til kernen af vores
ægte livsværdier. Heldigvis er vores grundværdier fuldstændig ens – og så er der rig plads til forskellighederne ovenpå den faste base. Vi er så 100% trygge i vores forhold, at der også er plads til de lidt mere grimme ærligheder. Oles standardsvar på røv-spørgsmålet og bukserne har f.eks. altid været et rungende JA 😀
Ej, andre lidt mere grimme ting, er også altid blevet vendt og også modtaget med respekt. Og så er et sølvbryllup ikke helt utopisk at nå til.

For respekt er fandeme vigtigt. I dag har vi den dybeste respekt for hinanden. Vi er ikke altid enige, men stort set… Jeg tror, det stadig kan tælles på en, måske to hænder, de gange i vores år sammen, vi har skændtes sådan rigtigt, med råb, tårer og styrten ud af døren. Og det har altid været en grundpræmis, at tale rimelig fornuftigt om tingene bagefter.

Nogen gange undervejs de sidste 25 år har vi glemt at få talt sammen. Så er hverdagen gået derud af. Hamsterhjulet har kørt rundt, og helt ubemærket har vi slidt på hinanden en periode. Men vi har altid formået at stoppe op, kikke på hinanden med undren og sagt: “Hvad fanden skete der lige der. Vi har vist glemt at tale sammen.”

Jeg indrømmer, at jeg (som stort set alle andre kvinder, vil jeg tro) har siddet ved veninder og hældt vand og brok ud af ørerne. Men udover en fantastisk mand, er jeg også beriget med nogen fantastiske veninder, der formår at se forbi brokken og give mig temmelig konstruktivt svar på tiltale. Eller gode råd til hvordan jeg lige tackler en situation, istedet for bare at køre med på “ja, ihh, hvor er din mand åndsvag”-pladen.

Vi har en regel om, at når jeg begynder at synes, Ole er en idiot, så er det oftest fordi jeg er ved at køre ned/stresse op. (Han har dog indrømmet, at han får temmelig meget snor på den bekostning – for sommetider opfører hans sig sgu som en idiot! Men lang snor er jo også godt i et forhold).  Jeg kan ikke selv se det sådan lige i “tawet”, men bagefter kan jeg godt se, at det måske ikke var helt så galt, som mit hoved lige ville gøre det til 🙂 Så er der lige noget, der skal tales om…

Ole skal have en hel del credit for at kunne være i et forhold med en bipolar og at vi snart har sølvbryllup – men han skal sandelig ikke have hele æren for, at vi nåede de 25 år. Jeg har bestemt også taget min tørn. Og sådan er det jo i ethvert forhold.

Men jeg har den dybeste respekt for, at han holder ved og er kisteglad for, at han formår at hjælpe med at sortere i de tusindvis af gode idéer, der popper op i min hjerne. Og holder om mig og acceptere, at der er sofadage, hvor han også må ændre sine egne planer.

Et forhold til en bipolar kan være sindsygt hårdt – men det kan også være sindsygt givende, sjovt og fantastisk, hvis man sammen formår de grundlæggende ting i et forhold: 100% ærlighed, respekt for hinanden og rummelighed.

En ting, der måske undrer dig, her til slut er, at jeg slet ikke har nævnt ordet kærlighed. Men tag ikke fejl. Vi har den største, dybeste kærlighed til hinanden. Han er uden tvivl min soulmate, min bedste ven og grundpillen i mit liv. Og jeg er rimelig sikker på han har det sådan med mig også 😉 Men den kærlighed kommer ikke af ingenting, når først den første forelskelse har lagt sig – den kommer netop af alt det ovenstående <3

JEDDFA <3

En kommentar til “At holde sammen med en bipolar….!”

  1. Ja, søde Dorte, livet er ikke altid lige let, med eller uden en bipolar partner, det liv du har beskrevet her, dit og Oles forhold , og ikke mindst Oles tålmodighed og forståelse gælder nok for de fleste ægteskaber, og selvfølgelig osse den modsatte vej. 25 år er lang tid i vore skilsmissedage, man lærer hinanden at kende til bunds, kæmpe nogle kampe, som styrker forholdet, og ja, som du selv skriver , forvandles forelskelsen til kærlighed.
    Vi fejrede vores 50 års bryllupsdag, eller som det så flot hedder, guldbryllup, i oktober. De 50 år har da ikke været uden sværdslag, med mit temperament, og Eriks rolige gemyt, men sommerfuglene svirrer stadig i min mave, når vi har været væk fra hinanden kortere eller længere tid, så jeg vil bare sige stort tillykke til jer med de 25 og held og lykke med de næste 25, det er ikke så ringe endda at ku’ holde sammen på pjalterne i 50 år 🍀♥️
    Knus til jer begge 💞 Fra mig

Skriv en kommentar