Kommunen som samarbejdspartner

Det er virkelig vigtigt, at se kommunen som en samarbejdspartner, der kun vil en det bedste og starte ud med den tilgang, når du sygemeldes. De kan hjælpe med rigtig mange ting – bostøtte, mentorordning, langsom opstart i praktik, afprøvning til fleksjob, ressurseforløb og evt. førtidspension, selvom man jo nærmest skal stå med det ene ben i graven og det andet i urnen for at komme i betragtning til den.

Min oplevelse er, at hvis man samarbejder og viser vilje til – engang – at komme ud på arbejdsmarkedet, er viljen til at hjælpe meget, meget stor. Kan man ikke ret meget, så kan en mulighed være et job som fleksjobber med 1-2 timer ugentligt, hvor man passer et mindre (e.v.t. endda enmands-) firmas Facebookside/Instagram eller hvilken platform, man nu er god til.
Kommunen vil sikkert også gerne betale for et online-kursus i opbygning og pasning af firma-sider.

Det er tilladt at arbejde hjemmefra og selv planlægge tin tid, så med den tilgang til arbejdsmarkedet, kan man nå rigtig langt.

Jeg må så også indrømme, at da først min bipolare lidelse kom på banen i forhold til min første sygemelding (da jeg boede på Fyn), hvor det var (posttraumatisk) stress, der var på bordet, så ændrede holdningen sig lidt. Ved depressioner/stress er holdningen at du skal ud så hurtigt som muligt og gerne presses lidt. Mantraet “op i tid” bliver messet helt automatisk fra jobkonsulenterne (får de mon provision for klientens timer?). Men når målet pludselig er ikke at ryge i mani, så bliver bremsen godt nok slået i.

Derfor er det også vigtigt med en korrekt diagnose. Mange bipolare bliver først diagnostiseret korrekt efter mange år med diagnosen gentagende depressioner. Hypomanierne (let form for mani – type 2 bipolar) ses jo som “nu er du rask – fantastisk” både af kommune, arbejdsgiver, en selv og sine pårørende. Men det er du IKKE. Bipolar lidelse bliver man ikke “rask” af. Man kan leve med lidelsen helt normalt, hvis man lære at tackle sygdommen. Derfor er det vigtigt med rette hjælp både medicinsk (der er anderledes end ved depression), hjælp fra pårørende, egen indsigt og vilje, samt anden hjælp.

Den ene spasser, jeg har mødt i kommunesammenhæng, kunne jeg tryne i en mani, hvor jeg var superskarp og meget målrettet. Kaldte ind til stormøde med både jobkonsulent, sagsbehandler og chefen for afdelingen. Det endte med at chefen spurgte “hvad vil du gerne” og så fik jeg alle mine ønsker opfyldt. Jeg har krydset klinger med den pågældende jobkonsulent en gang siden, og du kan læse om mine seneste oplevelser med ham her og her

I samarbejdet med kommunen, er det også vigtigt, du har din ægtefælle/kæreste eller anden pårørende med på sidelinjen.

Skriv en kommentar

Udfyld regnestykket inden du sender din kommentar *