Intelligent kontra klog – der er ret stor forskel!

intelligensInde i den lukkede og hemmelige Facebook-gruppe var der i dag en, der lavede et indlæg omkring intelligens, klogskab, livsklogskab og talent. Hvordan de forskellige ting defineres og hvor de kommer fra. Det synes jeg faktisk var så interessant, at jeg måtte lave et blogindlæg over mine betragtninger.

I Mensa har det tit været oppe at vende, det her med intelligent kontra klog, og der tror jeg alle er rimeligt enige. Derudover er der mange forskellige holdninger/definitioner af ordene – her er mine:

Intelligens (den traditionelle definition) siger noget om din evne til at se sammenhænge, logisk tænkning, indlæringsevne mv – altså en medfødt egenskab, der kan trænes til fuldt potentiale. Du kan aldrig udvikle din intelligens mere end dit iboende potentiale. Du kan sagtens være intelligent uden at have kunne udnytte det i nogen sammenhæng. Der findes faktisk en hel del på samfundets bund, der er dybt intelligente, men bare aldrig har haft mulighederne for at udnytte dette potentiale – evt pga social arv, mobning i skolen mv.

Klog – det kan du sagtens være uden at være intelligent. Det siger noget om hvor meget viden, du har. Den viden kan du godt have erhvervet dig ved knaldhårdt arbejde – hvor en person med højere intellligens måske kun havde behøvet at arbejde halvt så meget for samme viden.

Livsklog – det mener jeg, man er, hvis man har en social forståelse for sine medmennesker, har empati og evner at se ting i en større sammenhæng og ikke kun sin egen næsetip. Den livskloge hviler nok meget i sig selv – har en ro over sig. Har fundet fred med sig selv og sine omgivelser. Ret mange ældre/gamle mennesker er utroligt livskloge. Måske derfor jeg elsker at være sammen med folk på 70+. De er altså bare den tand dybere….Det samme gælder mennesker, der har været ude for en eller flere livskriser og har lært at tackle dem.

Talent kan udvikles gennem træning, træning og atter træning. Der er blevet vist flere gange at der skal ca 10.000 timers træning til, for at mestre noget så perfekt at man kan tale om at “han/hun har talent for det”. SELVFØLGELIG er er undtagelser, som 3-årige der sætter sig til klaveret og spiller Mozart eller synger som en engel.

Men generelt udvikles talent gennem en interesse, der er dyrket heftigt siden barnsben.

Edit: I den hemmelige Facebook-gruppe (se her hvordan du tilmelder dig) gik diskussionen lystigt, og der blev fremhævet at talent på en eller anden måde altid er medfødt, men det er bare ikke sikkert det kommer til udtryk. Ved hård træning kan man finpudse sit talent, så det skinner lysende og klart – og da nogen har mere medfødt talent end andre for en given ting, vil de kunne lyse hurtigere og med mindre træning. Nogen er supertalenter, som de ovennævnte 3-årige. Denne betragtning er jeg helt enig i så “I stand corrected” 🙂

Jeg hørte for et par år siden et foredrag med den tidligere fodboldspiller Rasmus Ankersen, der havde sat sig for at finde ud af hvorfor brasilianerne har så stort talent for fodbold. Jo, der er såmænd ikke andre udfoldelsesmuligheder for drengene i slumkvarterne end at spille foldbold – så det gør de fra morgen til aften fra de er helt små. Det giver altså nogen ret dygtige bold-ekvilibrister. – Og sådan fandt han talrige andre eksempler rundt om i verden.

For mit vedkommende sad jeg også strikkede stort set 24/7 (arh ok måske 10/7) i 4 år. Jeg startede helt fra bunden – kunne strikke ret/vrang, slå masker op, tage ind/ud og lukke af. Thats it. Jeg anede ikke en disse om at designe, men efter at have strikket…ja…bum bum…bare for at være realistisk… 6 timer x 300 dage x 4 år = 7.200 timer og været igennem utallige strikkeopskrifter, begyndte jeg at kunne se et logisk mønster i opbygningen, og kunne pludselig designe mine egne ting.

Det øvede, øvede og øvede jeg mig i og pillede op ca en million gange – og sådan endte jeg med at have talent for at designe. I dag, hvor jeg helt sikkert forlængst har passeret de 10.000 timer, kan jeg få en idé og så stort set skrive opskriften uden at have strikket en eneste maske. Når jeg så efterfølgene strikker modellen igennem – ja, så passer den og bliver som tænkt, med et par smårettelser undervejs. Det er et talent jeg bestemt ikke havde for 8 år siden

Det sjove er, at når vi ser på den logiske intelligens sådan lidt generelt (den der måles ved IQ tests) så er de folk der scorer mellem 115-125, dem der klarer sig bedst i erhvervslivet og bliver rige. Hvorimod dem, der ligger fra 130 og opefter aldrig tjener nogen penge, for de kommer som regel til at kede sig meget hurtigt og skifter job eller ligefrem erhverv (meget firkantede generaliserende kasser – I know)

Min IQ er målt i Mensa til 135 og jeg springer rundt i alt muligt forskelligt – uddannet molekylærbiolog, har været sælger i medicinalbranchen, strikdesigner, været med til at opbygge et kunsthus i en landsby, e-learningsekspert, augmented realitity ekspert og nu produktchef indenfor probiotiske rengøringsmidler (det er jo som ringen er sluttet: hjem til bakterier og molekyler igen) – godt afbrudt af gentagende sygemeldinger.

Men karriereplanlægning har der været INTET af. Jeg gør det, jeg synes er sjovt og når det ikke er sjovt længere – ja så finder jeg på noget nyt.

Jeg har et sjovt liv, men er aldrig kommet til at fastholde en karriere mere end 4-5 år ad gangen.

Så dem, der synes man er højrøvet og tror man er bedre end alle andre, fordi man drister sig til at tale høj intelligens, kan egentlig bare godt pakke sammen med deres jantelov og slet skjulte misundelse. Det er faktisk ikke særlig fedt altid at søge nye veje, ville videre, ikke kan holde ro i røven, altid kede sig når noget mestres og føle at ting omkring en går i slowmotion.

En af de virkelig højtintelligente unger på Claras skole – Mentiqa Nordjylland – der er en skole for børn med særlige forudsætninger, sagde det faktisk ret spot on :

Forestil dig at du bor på et opholdssted for evnesvage…ikke som pædagog, men som helt almindelig beboer og skal få en hverdag til at fungere blandt de andre beboere. Sådan havde jeg det før jeg kom på Mentiqa.

Drengen havde inden Mentiqa haft store problemer og været kraftigt medicineret pga ADHD og andre diagnoser – og efter skoleskiftet til mere jævnbyrdige kammerater, kunne medicinen droppes…tankevækkende.

Det handler ikke om, at synes man er “bedre”, men slet og ret et ønske om at blive forstået og høre til. Og det kan være meget svært for +140´ere.

….og skal jeg absolut være lidt selvfed her til sidst, så vil jeg mene, at jeg både er intelligent, klog, livsklog og har talent for flere ting.

Skriv en kommentar