En weekend i frit fald….

Det kan hurtigt gå galt

Hold nu kæft…bare fordi det går godt, skal jeg godt nok ikke lige tro at den hellige gral er vel forvaret. Ohh no. Der skal ikke andet til end et par lussinger og lidt ufornuft i hurtig rækkefølge, for at tippe læsset.

En af dem var noget så uforudset som en tur op i midtbyen i fredags. Jeg havde glemt, at der var Hjørring Live og ca 1000 mennesker i midtbyen. Det gjorde nu ikke så meget og vi landede lige midt i kåringen af Årets Hometown Hero. Ret spændende da Venligboerne også var nomineret, så det skulle jeg helt sikkert se.

Ingen problemer overhovedet. MEN – så…. Da vinderen blev udråbt og den ventede fanfare blev afspillet var det ikke bare “afspillet”. Det var en lyd, der var 5 cm fra hovedhøjtalerne ved Roskilde Festival værdig. Så høj at det gjorde ondt i ørerne ikke bare på mig, men at dømme efter andres ansigtsudtryk også på dem.

 

lydoverfølsomhed
Someone….træk lige stikket til mixeren!

 

Men den eksplosion og chok det gav inde i mit hoved, var nok til en kædereaktion af adrenalin, cortisol og alt muligt andet. Kun fordi jeg efter 20 år i denne mølle har udviklet en helt eminent selvkontrol undgik jeg en total nedsmeltning med hulkende krampegråd i fosterstilling midt på Springvandspladsen.

Fanfaren fortsatte over i stort set ligeså høj musik og flere begyndte at søge væk. Jeg var godt klar over at “søge væk” ikke ville være den umiddelbare ok option, for det ville tage for lang tid – så istedet stod jeg som en anden sur dame med fingrene dybt begravet i ørerne.

Men de 10 sekunder pillede ALT forsvar væk fra min hjerne og efterlod den blottet og åben for alle indtryk. Heldigvis skulle Ole og jeg videre rundt en del af byen, hvor der ikke var så mange mennesker, så jeg kunne lige så stille fatte mig. Facaden var stadig smilende og intakt, når vi uundgåeligt mødte ret mange venner og bekendte. Men indeni var min hjerne en gang rødgrød.

Når jeg har det sådan, skal der slet ingenting til at vælte mig videre – og et par andre episoder fredag og lørdag sendte mig helt ud over kanten i frit fald.

Heldigvis har jeg en rigtig god gruppe af med-bippere, som stod klar med opbakning fredag aften og nat, hvor jeg var alene hjemme. Det hjalp lidt og tingene så ud til at bære.

Fest lørdag aften

Lørdag aften skulle vi til fest hos noget familie vi ikke har set i mange, mange år. Sidst der var komsammen for “den unge del” var for 17 år siden! Det er så i mellemtiden blevet til “den midaldrende del”. Jeg havde virkelig, virkelig lyst til at tage med – men også virkelig, virkelig brug for ikke at gøre det. Den første vandt – for en gangs skyld gad jeg simpelthen ikke det fornuftige valg. Jeg havde allieret mig med en plan der hed en af tre:

 

  • bare køre Ole derud, hilse på og gå
  • bare køre Ole derud, hilse på, få en enkelt øl og gå
  • bare køre Ole derud, hilse på, få en enkelt øl og spise med og gå

 

alkohol fest lydoverfølsomhed
Der var rigeligt vin og øl på bordet, men når jeg nu var så ufornuftig at tage med – så måtte jeg trods alt være så fornuftig, ikke at udsætte min kvadrede hjerne for opløsningsmidler… Men hold kæft hvor kan det bare være surt at være “fornuftig”, når man bare gerne vil være med 🙂

 

Det var så skidehamrende hyggeligt, at jeg endte med at blive til både dessert og kaffe og et par timers hyggesnak – jeg holdt mig til den enkelte øl og så ellers vand for resten. Det tog mig 3 forsøg at rejse mig og køre hjem og til sidst var det Ole, der nærmest tog mig i albuen og sendte mig hjemad. Og det var først ude i bilen, hvor der var stilhed, at det gik op for mig, at nu var der bare ikke mere hjerne tilbage.

Selvom jeg havde haft planer om en hyggelig nussesøndag i haven med ro og fred, gik det hurtigt op for mig, at der var der akut brug for krisebehandling. Søndag morgen startede nemlig med den nedsmeltning, der egentlig havde ventet siden Springvandspladsen. Så der var bare ikke andet at gøre end at sende mig ud i Romulus til intensiv kulde/varmeterapi.

Og når man sammenlagt tilbringer over halvanden time (og ja…jeg tog tid) on/off i deres 8 grader kolde bassin, med hovedet så meget under vand, at kun næse og øjne titter op, så er det fordi hjernen virkelig er overkørt. Mine hænder og fødder var lige ved at krampe flere gange, men hjernen nød det i fulde drag.

 

cryoheating kuldeterapi
Ja, ja. Køn er man ikke, når man plasker rundt med vådt hår og ingen makeup. Men der skal vist billedbeviser til, for at nogen vil tro på, at jeg rent faktisk ER i det kolde bassin. – og bloggen viser i forvejen alle de ikke-kønne sider ved mig, så jeg overlever nok dette billede også 😀

 

Jeg fandt til sidst en teknik, hvor jeg kunne ligge på tværs med fødderne på den ene kant og hænderne på den anden – så kunne jeg tvinge mig til at ligge i vandet ca 8-10 minutter af gangen. Vi kan vist godt være enige om, at vi er ret meget ude over “wellness”, men at man ligger der af ren og skær nødvendighed.

Som altid – det forunderlige skete langsomt i løbet af dagen. Mit hoved blev bedre og bedre. Ikke fikset helt så godt som andre gange, men udgangspunktet har dæleme heller aldrig været så dårligt før.

Da jeg kom hjem, havde Ole knoklet på med rengøring hele dagen, og det hjalp også gevaldigt på et ikke helt så stresset hoved.

I nat har jeg sovet, sovet, sovet – og selvom jeg stadig er sårbar, så er det frie fald stoppet og jeg er sikkert tilbage på kanten og med målbevidste skridt på vej helt ind i sikkerhed.

 

Efterskrift:
Jeg har faktisk overvejet om de her intensive kulde/varmechok, hvor jeg går direkte fra 15 minutters saunagus ved 130 grader til 10 minutter med hovedet under 8 grader varmt koldt vand kan have lidt samme virkning for hjernen som electrochok – bare med den fordel, at det ikke påvirker min hukommelse og kognitive evner. Jeg har aldrig prøvet ECT behandling, så jeg har ingen personlig erfaring at sammenligne de to ting med. Men jeg skal helt klart have gennemsøgt den videnskabelige litteratur, for at se om nogen har undersøgt det.

6 kommentarer til “En weekend i frit fald….”

  1. Synes du rammen noget spændende med din “teori” om, at de kulde varme chok, måske kan “sammenlignes” med elektrochok! Så vidt jeg ved brugte man faktisk i gamle dage en form for vandterapi, med kolde bade til folk der var “sindssyge”. Mon de havde fat i noget dengang 😉
    Har desværre ikke et kurbad / spabad lige om hjørnet, så jeg kunne prøve om det virker for mig. Man kunne selvfølgelig ræse ud under bruseren, men forestiller mig ikke det er heeeelt det samme.

    • Faktisk er du ikke helt ved siden af med bruseren. Jeg har gjort det et par gange, hvor jeg ikke lige har kunne fise i Romulus. Jeg stod der rent faktisk tidlig lørdag morgen kl. 04.30 og holdt hovedet under skiftevis varmt og koldt vand. De første par gange kan man ikke lige klare så koldt vand, men langsomt vænner man sig til det. Du skal bare være meget obs på at det ikke bliver FOR koldt for hjernen, for så kan man vist besvime. Jeg har nu aldrig oplevet det, men det var hvad “man lærte som barn”. Og jeg tror det skal være ret koldt og ret længe før det sker.

  2. Jeg håber du har det bedre nu, Dorte.
    Min erfaring med “det kolde gys” er fra vinterbadning. Det har helt klart en opløftende effekt på humøret.

    • Jo tak…jeg har det meget bedre. Jeg er dybt forundret over, hvor hurtigt sådan en tortur-dag kan få mit hoved på ret køl. Jeg var virkelig sortseende og stortudende søndag morgen med 1000 automatisk negative tanker, der kørte i ring – og i dag kan jeg næsten ikke huske hvad det var for nogen tanker… jeg kan simpelthen ikke genkalde mudderet, når jeg prøver.

      Helt fantastisk

Skriv en kommentar

Facebook
Facebook