Mindfulness overalt i naturen

Du kan finde Mindfulness i alt hvad du laver

Jeg har tidligere gået på et “Stress, angst og depressionskursus” for sygemeldte borgere gennem kommunen. Der skulle vi bl.a. lære mindfulness, og det er bestemt en god ting. Problemet var bare at min hjerne slet ikke var klar til at lære noget nyt. Den var stresset og de automatiske tanker kørte afsted på fuld speed.

Det endte med at det blev lidt en “dunken i hovedet” på mig selv, fordi ikke engang det, som vil kunne gøre, at jeg får det bedre, kunne jeg finde ud af.

Men jeg har alligevel fået idéen om mindfulness med mig derfra og nu hvor jeg er ovenpå, kan jeg sagtens udnytte de små lommer af opmærksomhed, der ligger overalt, hvis man er….nå ja…opmærksom 🙂

Mit naturlige Mindfulness-moment

I morges tog jeg en gåtur gennem byens parker – akkurat som sidste år hvor det var mit faste morgenritual på vej til historisk museum, hvor jeg var i arbejdsprøvning.

En helt nyslået græsplæne med perler af dug var simpelthen alt for fristende, der i morgensolen. Sandalerne blev smidt og tæerne kom på græs.

Det blev et helt Mindfullness-moment – duggen var kold, græsset kildede og jeg kunne mærke det klistre til tæerne. Under fodsålerne var det blødt og fjedrende. Alt i alt helt anderledes end sandalernes faste bund.

Jeg fortsatte i bare tæer resten af vejen og det blev en helt sport at finde forskellige underlag som fusserne kunne mærke.

Det blev til den grusede stis lidt skarpe stik, blødt køligt mudder op mellem tæerne, grov asfalts hårde knudrede overflade, soltørt græs og langt uslået græs.

Alt i alt fik jeg startet dagen med begge ben godt plantet. Det her med sådan virkelig at mærke på omgivelserne er en af mine strategier, når bufferzonen skal udvides. Få nogen lidt anderledes føleimpulser i kroppen, flytter mit fokus væk fra hovedet og aktiverer nervesystemet. Det hjalp ihvertfald at blive kildet under fødderne af koldt græs 😀

 

mindfulness på græsplæne
Den her nyslåede og dugvåde plæne var bare ikke til at slå for!

 

mindfulness på tør græsplæne
Lidt længere henne var plænen ikke slået, men der havde solen tilgengæld fået magt: Langt, varmt, tørt græs.

 

mindfulness på jord
Jeg kom også forbi et sted med rent, fast jord som sti.

 

mindfulness i blødt mudder
…og blødt køligt mudder…

 

 

Astfaltstien har jeg åbenbart synes var så kedelig at se på at den ikke fortjente et billede…nå ja, sådan kan man lige ødelægge helheden. Men følelsen sidder stadig i mine fødder, så helt væk er det ikke 🙂

På samme måde kan du også prøve at få mere opmærksomhed og kropsfornemmelse ind i din hverdag. Jeg har opdaget at Mindfulness ikke er noget, der skal foregå oppe i mit hoved, men nede i min krop.

Overalt er der forskellige typer overflader du kan røre ved, der er dufte, der er små lyde eller forskellige temperature. Prøv engang imellem at tage to sekunder og lægge mærke til dem. Langsomt vil du blive trænet op til at være mere mindful i hverdagen, og hjernen vil automatisk få glæde af teknikken.

 

 

Skriv en kommentar

Facebook
Facebook