At måtte vælge fra…

I dag har jeg måtte skære helt ind til benet og virkelig være en kælling og vælge fra.

Jeg har indstillet min kusines barnebarn til Falck og Børneulykkesfondens “Den gyldne Sofus” fordi han sidste år redede sin lillebrors liv, ved at lave heimlich-manøvren på ham flere gange, da den bette lort havde fået et stort stykke kød galt i halsen.

Bertram blev udvalgt af dommerpanelet sammen med 4 andre børnehelte til at blive fejret i Legoland i dag, hvor den endelige vinder af “Den gyldne Sofus” skal findes.

Lige i dette øjeblik står de sikkert på scenen og bliver hyldet. Og jeg og min familie var som indstillere også inviteret med til fejringen.

Men grundet de sidste 3-4 ugers pres og min afstøvning af Manifestet, ja…så har jeg valgt, at vi melder fra.

Det er pisseirriterende!

– jeg vil sindsygt gerne være med til at fejre Bertram.
– jeg vil sindsygt gerne gratis i Legoland.
– og jeg vil sindsygt gerne se den del af familien.

Men når det så er sagt, så ved jeg, at jeg pt. ikke kan tåle en dag med minimum 2-2½ times kørsel hver vej, en lang dag ude med masser af indtryk, mange mennesker og trængsel, lyde, musik mv.

Så hvor end jeg gerne ville med, og hvor end jeg synes jeg burde, så har jeg valgt fra. Jeg ved det er det bedste, og jeg har næsten ikke dårlig samvittighed. Jeg ved at den gren af familien forstår – og det elsker jeg dem for.

For 2 år siden var jeg taget med og havde været brækket ned lang tid efter.
For 1 år siden havde jeg nok takket nej, men havde haft den sorteste samvittighed.
I dag takker jeg også nej, og har det godt med det.

Jeg har indset, at det ikke er fair for andre, at deltage i noget “for deres skyld” og fordi “jeg burde” og at de så hele dagen skal tage hensyn til mig, og dybest set godt kan se, at jeg ikke har det godt.

Jeg sender alle mine tanker til Bertram og er hamrende stolt af ham – og hamrende glad for at vi stadig har Hannibal <3

Skriv en kommentar