Om mig

Jeg er glad for, at du har lyst til at lære mig nærmere at kende. Jeg hedder Dorte og er 44 år gammel. Jeg er molekylærbiolog, web-redaktør, issvømmer, foredragsholder, forfatter, kreaktivist, blogger, Augmented Reality ekspert, informator og sidst men ikke mindst er jeg salgsansvarlig i et firma, der sælger rengøringsartikler.

Privat er jeg gift med Ole, og det har vi været i næsten 25 år. Jeg er mor til Clara på 20 og Katrine på 24. Samtidig er jeg mormor til den skønneste knægt, Sebastian på 5.

I forhold til denne sides emne er mine vigtigste egenskaber dog mine rigtig mange år som bipolar – og min høje intelligens. Begge emner er lige tabubelagt her i Danmark. Hverken psykisk sygdom eller høj intelligens er det første man nævner, når man møder nye mennesker.

Rigtig mange ”normale” mennesker aner ikke hvad Bipolar Affektiv Lidelse (BAL) er. De har aldrig hørt ordet. Når jeg så fortæller, at det er det, der tidligere hed maniodepressiv, bliver øjnene ofte lidt flakkende. Langt de fleste, der aldrig har haft psykisk sygdom inde på livet kommer til at tænke på Gøgereden, artikler i aviserne ”maniodepressiv stak ven ned” eller lignende. Det er langt fra virkeligheden, for de mange tusinder, der har BAL. Derfor er bloggen her tiltænkt primært tre hovedgrupper

  • Dig, der lider af BAL
  • Dig, der er pårørende til en bipolar
  • Dig, der gerne generelt vil lære mere om BAL – fx arbejdsgivere

Da jeg udover bipolariteten, samtidig har en intelligens på MENSA-niveau, så bevæger jeg mig tit lige på grænsen mellem gal og genial. Det er en balancegang, som jeg efterhånden mestrer ret godt, så jeg holder mig til det geniale.

Jeg er nemlig kommet så langt med mig selv og min sygdom, at jeg har lært den RIGTIG godt at kende. I dag er det 99,7% mig, der styrer, om jeg får en episode. Ved at holde episoderne nede, kan jeg tage alle de bedste egenskaber man OGSÅ får med sig, når man har BAL som følgesvend.

knitalot
Knitalot – verdens første kollektion af interaktive strikkedesigns.

I forhold til genialiteten har jeg bl.a. lavet verdens første fulde kollektion af interaktive strikkeopskrifter. Det tog rigtig lang tid at udvikle og da det endelig lykkedes mig, fandt jeg ud af at et større garnfirma, havde haft to mand ansat til det samme projekt. Efter 1 år måtte de lukke projektet ned med konklusionen, at det ikke kunne lade sig gøre. Det var jeg rigtig glad for at jeg ikke vidste, da jeg gik igang – for jeg gjorde det! Jeg lykkedes.

I 10 år har jeg kæmpet en kamp for at blive rask, for at kunne udnytte min intelligens, for at få et liv som det var engang, for at få et liv som alle andre. Jeg troede det var mit mål.

Det var det ikke!

Først i november 2013, da jeg endnu engang blev sygemeldt, faldt ti-øren pludselig ned i hovedet på mig, da min nye praktiserende læge sagde til mig:

”Det her handler ikke om, at du skal blive rask, det her handler om, at du skal have så godt et liv, du kan have, med de udfordringer du har.”

BUM. På et splitsekund gik det op for mig at jeg aldrig bliver rask – men samtidig kom erkendelsen af, at jeg kunne få et godt liv.

Det var to meget modsatrettede følelser på en gang og jeg havde igen valget mellem at lægge mig under dynen eller kæmpe. Jeg har altid gjort det sidste, men forskellen denne gang var, at min praktiserende læge som det første menneske jeg har mødt i behandlerverdenen, turde sige helt konkret, hvad jeg skulle gøre – sådan fuldstændig lavpraktisk. Alle andre steder har det været overordnet, fluffy , ”hvad synes du selv” og ”ting tager tid”.

Jeg tog min læges ord til mig og startede en rejse mod et bedre liv. Og undervejs er det magiske sket. Fordi jeg helt lavpraktisk har taget de rette hensyn og lært flere og flere strategier at kende, så er jeg i dag der, hvor jeg faktisk vil sige, at jeg stadig ikke har et liv som alle andre…nej, mit liv er meget bedre end alle andres!!!

Via den rejse jeg har været igennem, har jeg langsomt opbygget en helt enorm styrke. En styrke, der bla. er endt med at jeg i dag er en af de danske pionerere indenfor vinterbadningens ekstremsport: Issvømning. Fra at være nedbrudt og ødelagt, står jeg i dag med følelsen af at alt er muligt. Det kræver bare, at jeg holder fokus.

Du kan følge min rejse ved at gå helt tilbage til bloggens begyndelse. I 1½ år skrev jeg på bloggen, uden at vide om den nogensinde skulle udgives. Det var kun mig selv, der kunne se den.

Jeg har redigeret lidt i tingene, så de værste ”lortehund, jeg kvæler den fandeme”- og ”jeg hader folk”indlæg er blevet slettet.

Jeg håber, du vil finde bloggen interessant. Er der emner du gerne vil have dækket, så tøv ikke med at skrive til mig.

Kærlig hilsen Dorte