Nye mål

De sidste par måneder har jeg, sammen med en vejleder fra Den Gode Modtagelse/Hjørring Kommune arbejdet en del med, hvad JEG gerne vil. Hvad der er vigtigt for MIG.

Jeg har været lidt for god til at glemme “iltmasken på dig selv først”. Men samtalerne med denne her fantastiske kvinde har bragt mig tilbage på sporet og jeg er virkelig taknemmelig for at bo i en kommune med sådan et tilbud.

Vi er kommet frem til (nok ingen overraskelse for nogen – men sommetider er man bare selv ret dum på sig selv, ikke), at langdistanceissvømning og timerne i vandet skal have absolut førsteprioritet. Det er dem, der gør at jeg kan fungere nogenlunde resten af døgnets timer.

Jeg har derfor defineret målet som det var i 2019, hvor jeg nærmest følte, jeg var flyvende.

❄️ Gennemføre Jedi Polar Bear Challenge (3000 m pr. måned, hvoraf der skal være 2 svøm på minimum 250 m i streg + 10 specificerede svøm hen over sæsonnen)
❄️ Lave en Ice Mile mere (måske flere?)
❄️ Forsvare min 1000 m DM-guld (Hvis andre stiller op i min aldersklasse er jeg nok lidt fucked på den. Men så gennemføre da 😅😅)

Jeg er så snydeheldig, at min gode vintersvømmemakker gennem de sidste par år Mette Helene, er lige så vild med koldt vand som jeg er, og hendes opbakning er uvurderlig. Vi har en plan om at mødes i Aalborg og svømme sådan cirka hver anden dag. Samtidig er både Flora, Kirsten, Jes, Lykke og flere andre også hooked på issvømning og i dag var Havnebadet på et tidspunkt så crowded med svømmere, at man virkelig skulle holde tungen lige i munden 😅.

Så bliver jeg altså bare varm og glad helt ned i maven!

For at eliminere så mange “arhhh, jeg gider ikke lige i dag”er som muligt, har jeg også købt mig et periodekort til NT, så nu er det bare med at få røven ud af døren og komme afsted, så det kan tjene sig hjem. Det er lidt efter devisen: What ever works! Jeg skal være forpligtet udover bare mig.

Og jeg må sige, at det i den grad works! De sidste 3 uger har jeg fået ret meget gang i armene igen og det er virkelig, virkelig skønt. Det er mig-prioritering, der er godt for både min krop, mit sind og mine omgivelser. Jeg har allerede meget mere overskud end før og jeg begynder faktisk at spekulere på, om jeg skal redefinere målene.

Tidligere erfaring har vist, at når målet først er nået – så falder jeg i den grad af på den. Så måske jeg bare skulle fordoble….gør det en gang…og gør det så en gang mere.

I dag nåede jeg ihvertfald Jedi-svøm nummer 2-2 og en total indtil videre for november på 8584 meter. Det kunne være lidt sjovt at se, hvor mange jeg kan vinge af to gange – hvem ved hvad vinteren så vil ende med at bringe i den retning. Men en ting er sikkert.

Den kommer til at bringe mange gode timer sammen med andre Vinter- og issvømmere i Danmark. 💦🥶❄️ See you in the ice ❄️

Skriv en kommentar