Motivationen, der blev væk….

Der har været ekstremt stille, her på bloggen de sidste par måneder. Jeg har simpelthen fuldstændig mistet motivationen til at dele mine tanker, mine betragtninger og min viden, tips og tricks om det at være bipolar.

Jeg er gået igang med flere indlæg, der så er rendt ud i sandet – simpelthen fordi jeg har følt, at det kan være ligemeget, hvad fanden jeg skriver.

Og jeg kan placere den manglende motivation helt præcist et sted. En helt igennem led kommunal sagsbehandler, jeg oplevede på tæt hold, da jeg var bisidder for en anden.

Hun var alt det, som kampagner fra EN AF OS, Depressionsforeningen, SIND, Psykiatrifonden osv er rettet mod: Fordomsfuld, bedrevidende og stigmatiserende.

Jeg har ikke ville skrive om det her, men jeg kommer ikke videre med min blog før jeg har fået det ud af systemet.

Undervejs i mødet kom hun med udtalelser som: “Jeg har da også dage, hvor jeg har lidt svært ved at komme ud af døren. Men så tager jeg mig lige sammen og det ender jo med, at blive en god dag alligevel. Det er sådan du skal tænke.” eller “Du er jo også nødt til at gøre noget selv, for at få det bedre…”

– det sagt til et menneske, der i den grad har arbejdet med sin bipolare sygdom og nu her 1½ år efter diagnosen har virkelig godt styr på, hvornår det er fuldstændig ro og fred, der skal til, hvornår det er bedst at møde verden og hvornår der skal  sættes ind med diverse strategier, for at tage en episode i opløbet.

Ikke en eneste gang spurgte sagsbehandleren ind til borgerens situation og hvordan hun taklede sin sygdom. Hun sad bare og konstaterede. Samtidig blev de strategier, som der er arbejdet hårdt med i samarbejde med psykiatrien nedgjort og brugt mod borgeren:

“Ja, jeg kunne da også godt tænke mig, at rive en dag ud af kalenderen og tage i wellness istedet for at gå på arbejde…”

Ja, det er sådan en normal, rask person tænker – men tro mig, som kronisk syg vil man rent faktisk hellere gå på arbejde end droppe alle aftaler, for at gøre hvad der skal til, for at undgå næste langtidssygemelding (og måske indlæggelser). For det er det, det ender med, hvis man bare fortsætter kursen mod enten skyerne eller det mudrede dynd.

For det er jo ikke kun arbejde, skole eller trælse opgaver, man kan blive nødt til at droppe med få timers varsel – det er også sjove, hyggelige familieting, venindeture og sociale arrangementer.

Tænker jeg tilbage på de sidste to år, hvor jeg endelig har fundet vejen til stabilitet, har jeg udover nogen enkelte sygedage fra job også måtte droppe:

  • Genforeningsfest med min folkeskoleklasse
  • Legolandtur med familien
  • Min svigerindes fødselsdag
  • Min mands fødselsdag, hvor jeg lå i sengen med høreværn, mens hele familien var her.
  • Hele pinsen (vi takker den omtalte sagsbehandler, der var godt på vej til at sende mig ned i det mørkeste hul)
  • Diverse aftalte venindebesøg
  • En ferietur (ja, selv ferie kan være ekstremt stressende)

Andre ting har jeg deltaget i, selvom jeg burde være blevet hjemme, da de kostede flere dages recovery:

  • Fætter/kusinefest med min mands familie (gensyn efter 20 år)
  • Familieweekend i Lalandia

Og så er der heldigvis også ting jeg har kunne deltage i, uden det har kostet efterfølgende, fordi jeg er gået tidligere hjem end de andre:

  • 3 x studenterfest
  • 25 års genforeningsfest på gymnasiet

Sagsbehandleren vil nok aldrig nogensinde kunne forstå, at det ikke bare er hyggenygge at have en psykisk udfordring, der giver carte blanche til at blive hjemme fra arbejde, for som hun også sagde: “Det er ikke mit job at vide noget om bipolar lidelse”.

Men hvis jeg dropper bloggen pga hende, har ignorancen vundet. Så har jeg stiltiende samtykket i, at hun nok har ret.

…og det har hun på ingen måde!

 

8 kommentarer til “Motivationen, der blev væk….”

  1. Den sagsbehandler du skriver om, som ikke forstår, og endda ikke mener det er hendes job at forstå. Hvor er det en skam, og synd. Hvad med at tage udgangspunkt i, at vi er ens. At det et menneske mærker og har behov for også er noget et andet menneske kan finde i sig selv at kende i en eller grad og form. I modsætning til at det andet menneske er noget fremmed med uærlige, egennyttige, unødvendige forkælede egoistiske dagsordener og kom efter mig.
    Skal vi forære hende Dorte Birkemoses bog “når gode mennesker handler ondt”?

  2. Pyh, ja det er da op ad bakke, at blive mødt sådan! Men skriv videre, for det betyder noget for mig at læse din blog!

    • Tak skal du have, Britta.
      Jeg skriver videre – efter jeg fik hende på bloggen, så blokere hun ikke tankerne længere, kan jeg mærke. Det er så fedt 🙂

  3. Nej hør nu her: Din røst er vigtig (for mig), du må ikke stoppe. Det er vigtigt, at der er nogle, der kan komme med harske analyser, og som har ordet i deres magt. Og det har du.

    Det fjols, du talte med/om, minder mig om en dag, hvor jeg havde svaret på et af Psykiatrifondens indlæg på Facebook, og beskrevet nogle af mine kognitive problemer. Det var der også en anden, der gjorde. 15 minutter senere var der en, der skrev, at vi skulle tænke positivt! Jeg var ved at koge over; men jeg besindede mig, da kontroverser på Facebook sjældent fører nogen vegne.

    • Tak skal du have. Nej, jeg stopper ikke. Det var også derfor jeg tilsidst gjorde op med mig selv, at jeg var nødt til at have det italesat på bloggen. For når jeg behandler alle mulige andre episoder, jeg støder på, på min vej, så lå den her som en stor klump og spærrede for videre indlæg. Men nu er det klumpen kommet på bloggen og så kan jeg komme videre 🙂

      Og ja…Facebook-juryen gider jeg slet ikke bruge tid på længere. Det er et Sisyfos-arbejde af de store 🙂

Skriv en kommentar