Jeg er HOOKED!

Jeg gjorde det sgu! Sommetider er det altså bare det bedste at blive smidt ud i tingene, så der ikke rigtig er nogen vej udenom og ikke er for meget tid til at overveje.

Jeg havde den fedeste formiddag i går! Egentlig havde jeg bestemt at der skulle tages masser af billeder som dokumentation, hvis jeg hoppede i, men det glemte jeg fuldstændig. Jeg var 100% tilstede fra det øjeblik jeg sagde hej til den første og bedste, jeg mødte, og så glemte jeg alt om blog og billeder.

Jeg havde jo sat forkvinden, Birgitte i stævne derude, men min indre GPS passede ikke helt, så klokken var 20 min i, da jeg kørte ind på parkeringspladsen.

Jeg greb posen med badetøj og det allerstørste håndklæde, jeg havde kunne finde i skabet (note to self: køb det allerstørste badelagen, du kan finde i byen!) og gik med målbevidste skridt mod Frederikshavn Vinterbaderes hytter. På vejen mødte jeg en hundelufter, godt pakket ind i jakke, halstørklæde og hue: “De er igang derhenne – god fornøjelse”.

Således heppet videre drejede jeg om hjørnet til den første hytte. Stod lidt fortabt og anede ikke hvor jeg skulle gå ind, men i det samme kom en håndklædeklædt kvinde. Hun gik straks igang med at vise mig til rette, men da en mand parkerede sin cykel, blev jeg enig med kvinden om at han hellere måtte overtage, da han trods alt havde en lidt bedre påklædning til en tour 🙂

Han har helt frisk på at forklare mig alt om koder til døren, lidt om klubben og hvordan det hele foregik.

“Der er altså ikke sådan mand/dame omklædning og du bestemmer helt selv om du vil have badetøj på”. Jeg kunne jo godt se hvad normen var, men hvad jeg valgte, det kommer ikke på bloggen 😉

Jeg tog mit håndklæde, der altså skal skiftes til et badelagen(!), omkring mig og gik med de andre i samlet flok de små 30 meter ned til vandet.

Gyset var ikke så stort i og med, at jeg er vant til koldere vand i Romulus. De andre mente også, at vandet var temmelig varmt. “Det er sgu stadig 2-cifret!” som en tørt bemærkede, da en anden debut-bader hvinede lidt.
Men der var alligevel noget helt specielt i at sidde i det salte havvand med de frysende hundeluftere i store jakker på stien og mågerne i luften.

Da de andre gik op, havde jeg faktisk lyst til at blive i vandet, men jeg fulgte trop op til saunaen. På vejen plukkede vi havtornebær, så vi også lige fik dagens boost af c-vitaminer gange en million.

I saunaen gik snakken lystigt og det var virkelig, virkelig hyggeligt. På skift gik små flokke mod vandet til flere dyp, og jeg tror jeg nåede 4-5 ture i vandet, inden der var lukketid for saunaen.

Jeg er så fuldstændig og helt enormt hooked. Både på stemningen, menneskene, det fede ved at gøre det, det kolde vand, den varme sauna og alt det andet, der ikke kan beskrives med ord!

Jeg er så hooked at jeg fluks har lavet en ny kategori her på bloggen: Vinterbad! Jeg kan slet ikke vente med at skulle mod Frederikshavn igen!

 

vinterbad
Lige 3 sekunder inden jeg satte mig i bilen, kom jeg i tanke om det der med billedbeviser. Her er jeg med vådt hår på ved ud i virkeligheden igen!

En kommentar til “Jeg er HOOKED!”

  1. 👍🏼👍🏼👍🏼 godt gået, Dorthe……..dejligt med tocifret badevand……endnu, og dermed gerne badetøj på 😊 ……..meeeen, når først grødisen, som du ganske rigtigt kan glæde dig til, er der……….ja så eru ikke mere i tvivl, hvis du først har haft badedragten på, en’ gang 😉 Glædelig vinter ❤️

Skriv en kommentar