Inkompetente professionelle gør livet sværere end det kunne være

Inkompetente professionelle, der er ansat til at hjælpe, kan gøre meget skade.

I vores familie er vi så “heldige” at bipolaritet er arveligt på den kvindelige side. Heldig i gåseøjne fordi det jo selvfølgelig er overmåde pisseirriterende at have en psykisk udfordring – men det kan faktisk også stå uden gåseøjnene.

For i og med at vi er flere kvinder, der har samme udfordringer, kan vi også lære af hinanden og hinandens erfaringer. Samtidig har vi også en større forståelse for hinandens reaktioner og behov. Det betyder også, at vi tilsammen besidder en meget stor indsigt i sygdommen – hvad virker og hvad virker ikke i forhold til at leve et stabilt liv.

Forsinket recovery

Et par få gange har vi været udsat for inkompetente behandlere i det psykiatriske system og sagsbehandlere i det kommunale. Der er ingen tvivl om, at det har forsinket min recovery og min evne til at finde vejen, at jeg de første 10 år ikke satte alvorlige spørgsmålstegn ved min daværende psykiaters kompetencer.

Men som man også kan følge på bloggen her, ændrede det sig heldigvis i 2014, og jeg føler virkelig jeg har fået skovlen under bipolariteten. For mig føles bipolariteten oftest som en force, en styrke – men desværre har mange års op- og nedture før 2014, sat sit præg på mine kognitive evner.

  • Jeg bliver hurtigere træt
  • Jeg kan have svært ved at koncentrere mig
  • Jeg kan have svært ved at følge en samtale
  • Jeg har det svært med unødvendige lyde (smasken, et ur der tikker, en kuglepen, der klikkes på osv)
  • Jeg har behov for mere hvile end andre
  • Jeg har behov for alene-tid uden påvirkninger

Jeg har i det hele taget brug for, at kunne tage tingene i mit tempo. Men gør jeg det og tager hensyn til mig selv, så fungerer jeg faktisk temmelig godt 🙂 Og jeg kan mærke, at jeg for hver dag, der går på den måde bliver mere og mere velfungerende.

Men helt ærligt….det er fandeme røv, at en inkompetent behandling og information om sygdommen har gjort, at jeg har de udfordringer. Det var slet ikke nødvendigt, at det endte der.

Jeg spurgte fx. flere gange min tidl. psykiater om det kunne være farligt at være lettere manisk/manisk – og nej, det afviste han. Så længe jeg ikke lavede dumme impulsive ting som at smadre økonomien, være utro eller forære huset til en hjemløs, fordi det er synd, vedkommende ikke har et sted at bo, så var der intet farligt i det. I følge ham var selve hypomanien/manien ikke farlig for hjernen eller kunne give hjerneskader. Derfor omfavnede jeg selvfølgelig hypomanien, når den viste sig. Den gjorde mig mentalt skarp, energifyldt, effektiv. Jeg var overskudsagtig, sjov og havde det jo fantastisk i de perioder. Jeg har altid haft “min fornuft” med mig, så når det ikke kunne skade, hvorfor så ikke nyde perioderne, nu jeg havde været depressiv så længe.

Og der er da ikke noget, der er mere lodret forkert!!!!

Hver eneste episode om det så er en depression eller en mani slider på hjernen, og gør dig mere og mere følsom overfor stress. Han glemte også lige at fortælle mig, at hypomanier/manier, stort set også ender med at man kollapser i en depression. Så det er en nedadgående spiral, hvis ikke det stoppes! Hvis ikke man tidligt lærer at holde sit stressniveau på et minimum, så bliver det kun værre og værre. Det er stress/sårbarhedsmodellen om igen, som jeg har beskrevet i deltaljer her.

Havde jeg da for pokker bare fået noget psykoedukation, som det hedder (uddannelse i sygdommen, symptomer og strategier) dengang, kunne jeg måske have været endnu bedre fungerende i dag.

Forskning viser at folk, der er velmedicinerede og samtidig får uddannelse i sygdom og strategier har 80% chance for at undgå nye episoder!!! Hvor det for velmedicinerede uden psykoedukation kun er 50%, der undgår nye episoder. Ja tak, den kan jeg skrive under på, som en af dem, der lå i det hul.

Men skidt – som sagt, så synes jeg alt i alt at det går fint. Jeg har accepteret en lur i ny og næ, jævnlige besøg i Romulus, at der helst skal havbades hver morgen, at jeg skal gå lange ture osv osv osv. Ting der jo faktisk ikke er helt dårlige at have i et hvilket som helst liv 🙂

Middagslur i Romulus er den ultimative hvile for en træt hjerne

Men derfor ligger det mig meget på sinde, at hjælpe andre i tide, så de ikke ender med samme kognitive udfordringer. Det er også en af bevæggrundene for min blog. Men allerhelst vil jeg selvfølgelig gerne hjælpe familiens unge mennesker, så de ikke behøver at gennemgå den ene cyklus efter den anden af stress, mani og depression. Og dermed med tiden opleve funktionsnedsættelser i samme grad.

De unge lytter heldigvis, men desværre har specielt Katrine, også været udsat for inkompetence, hos de professionelle, der er burde hjælpe hende. Jeg har skrevet om både sagsbehandler og skadestuelæge, der var fortvivlende uvidende om psykisk sygdom.

Sommetider kan det godt føles som et Sisifos-arbejde at være psykisk sårbar, og jeg forstår slet ikke, hvordan de familier, der ikke har erfaringen med bipolaritet, klarer sig. For slet ikke at tale om de tilfælde, hvor den syge er “alene” og måske også modarbejdes af sin nærmeste familie og venner.

Det må være umenneskeligt hårdt. Også langt hårdere end det overhovedet behøver at være.

 

Skriv en kommentar

Udfyld regnestykket inden du sender din kommentar *