Hvorfor dog?

Jeg er blevet spurgt om ikke det er hårdt, at bruge så meget tid på at skrive her på bloggen. Og dertil kan jeg sige nej, det er det ikke 🙂

…det hjælper helt utroligt at få styr på mine tanker og få dem ned på “papir”. Jeg bearbejder oplevelser, holder styr på gode råd og strategier og al den funderen, jeg går med inde i hovedet, kommer ud et sted. Det er en eminent form for terapi for mig.

Jeg kunne sagtens bare skrive for mig selv i en dagbog, og det var også det jeg gjorde det første halvandet år af bloggens levetid. Det var kun mig selv, der havde adgang og kunne se, hvad jeg skrev. Men som jeg er kommet længere og længere i min recovery-proces, var det at stå ved hvem jeg er, og hvad jeg slås med en ret vigtig ting. Jeg behøver ikke længere finde på alle mulige dårlige undskyldninger for alt muligt. Dorte unplugged – take it or leave it. Langt de fleste det første og enkelte det sidste. Heldigvis faktisk til begge dele.

2015-09-14 08.34.33

 

Nogen har også nævnt, at jeg deler meget ud af mig selv (heldigvis har ingen sagt “for” foran meget). Og jeg deler også meget. Jeg forsøger at holde bloggen personlig, og ikke dele de private ting. Det lykkes nogen gange bedre end andre.

Men altså – jeg er slet ikke i tvivl om, at det er det rigtige for mig, at dele mine erfaringer her.

I forleden fik jeg også spørgsmålet, om jeg efterhånden ikke snart kunne leve af at være blogger. Og der må jeg igen sige nej, det kan jeg ikke 🙂 Selvom bloggen efterhånden har mange læsere, så er det et helt bevidst valg, at jeg ikke vil fylde siden med reklamer. Måske kommer det på et tidspunkt, det skal jeg ikke kunne sige, men pt. vil jeg holde den så ren som muligt.

Det her skal være mit fristed, hvor jeg skriver bare fordi jeg har lyst, og fordi jeg har noget på hjerte – og ikke fordi et indlæg skal kunne booste så og så mange reklamekroner. Men derfor er jeg da stadig vildt taknemmelig, når bloggen kaster noget af sig 🙂

“Lønnen” er for det første det, jeg som nævnt personligt får ud af mine skriverier, men den største belønning har jeg fået de to gange, der er landet en mail i min indbakke, hvor folk i krise med et planlagt selvmord nært forestående, har fået fornyet håb og tro på, at det kan lade sig gøre at leve et godt liv.

Det er den mest fantastiske følelse at læse sådan en mail, og jeg vil aldrig nogen sinde glemme det.

Samtidigt bliver der også flittigt drysset med “thumbs-up” kommentarer både i cyberspace og den virkelige verden, når jeg har folk på 2-mands-hånd. Emnerne er tit så ømtålelige, at der skal meget til for at folk tør skrive offentligt. Men jeg er dybt taknemmelig for jeres kommentarer i Brugsen, på Facebook-messenger, i den hemmelige gruppe og på min væg.

Alt i alt – bloggen er præcis som den skal være og jeg kan ikke undvære den for noget 🙂

 

Skriv en kommentar

Facebook
Facebook