I dag er det min fødselsdag (yay!) og dagen er allerede startet helt fantastisk.
For nogen uger siden søgte jeg Jascha Fonden om et legat på 12 indgange til Romulus, således at det er behovet og ikke økonomien, der bestemmer hvornår jeg kan tage derud.
Jeg må indrømme, at jeg har frygtet sommeren noget og spekuleret vildt over geni(g)ale løsninger, der kunne sikre mig regelmæssigt “vinterbadning”.
Men – tadaaa – da jeg åbnede min mail her til morgen, så lå der en besked om, at fonden har besluttet, at efterkomme min ansøgning.
Det kan altså godt betale sig, at søge lidt i legatjunglen og få skudt en ansøgning afsted.
Der er meget hjælp at hente out-there, både ved kommunen (jeg har fået både kædedyne og lydreducerende hovedtelefoner) og nu også et legat. Det er bare med at tage imod al den hjælp, der tilbydes rundt omkring i målet om “at få det bedste liv du kan have, med de udfordringer du nu engang har har”.
For noget tid siden var der fokus på familieliv/arbejdsliv osv i medierne – og der kom temmelig mange kommentarer om, at folk bare må tage sig sammen. Der var også kommentarer omkring sygedage og specielt en kommentar ramte mig i første omgang: ”Det er fandeme ikke i orden at pjække. Melder man sig syg så bliver man på sofaen under dynen!”
Så i dag vil jeg tage jer tilbage til den tid hvor ungerne var små og jeg havde fuldt tryk på karrieren. Der var en stor pærevælling og logistisk helvede i børnenes sportsaktiviteter, forældremøder, salgskonferencer, flyverdragter der SKULLE vaskes, aftenmøder, 72.000+ km om året på landevejen, spændende madpakker, og…og…og…
Når jeg ser tilbage, misbrugte jeg mig selv og min krop i helt ekstrem grad for at nå det hele og få alt til at hænge sammen.
Selv om jeg tit var segnefærdig, gjorde jeg netop det, som psykisk syge tit får skudt i skoene: ”hvorfor tager du dig ikke bare sammen?”. De gjorde jeg faktisk i helt ekstrem grad hele tiden. Eller næsten hele tiden.
Engang imellem tog det, som jeg dengang anså som en pjækkedag.
”Æhhh…host…host…jeg har simpelthen så ondt i halsen…host…host…her til morgen.”
Jeg vil hermed gerne sige ”Undskyld chef” – men ikke for at jeg meldte mig syg, men for at have løjet om årsagen. For gu´ var de da ej en pjækkedag! Det var en psykisk influenzadag!!!
Der var selvfølgelig nogen ikke-diagnostiserede, periodevise hypomanier ind over alle mine succeser på jobbet, men det blev holdt i skak med de der ”pjækdage” ind imellem, hvor jeg havde den sorteste samvittighed over at være blevet hjemme.
Men det gik faktisk rigtig godt et langt stykke hen ad vejen med de der klat-sygedage. De gjorde at jeg performede fænomenalt, havde høje salgstal, fik bonusser, vandt salgskonkurrencer, holdt mange aftenmøder og var seriøst god til at skabe tætte relationer til mine kunder. Og blev kåret til nordisk wow-vinder, årets sælger mv. Jeg var faktisk et kæmpe aktiv for salgsafdelingen! Punktum!
Men da den øverste salgsdirektør pludselig skulle til at strømline salgsafdelingen, og der blev sat fuld fokus på performance, effektivitet og fleksibilitet (men sørme kun var vores side) begyndte tingene at skride. Min nærmeste chef var faktisk temmelig frustreret – hun forstod til fulde, hvordan man får det bedste ud af folk, men blev altså fuldstændig overtrumfet.
Nu tillod jeg ikke mig selv de her sygedage længere. Og fordi fokus nu var rettet SÅ meget ind på at yde max., knoklede jeg mig selv ind i en langvarig hypomani, måske endda grænsende til mani og efterfølgende kæmpe depression og alt var tabt på gulvet.
Ser man samlet set på tingene så var jeg ekstremt effektiv de første 3 år af min ansættelse og tjente gode penge hjem til firmaet. Der var balance i tingene, presset ja, men balance.
Det sidste år endte med først 3 måneders mærkelig adfærd (jeg er sikker på mine kolleger husker det stadig her 12 år efter), 6 måneders virkeligt ineffektivt salgsarbejde, kognitive evner på linje med en skål kold havregrød og til sidst sygemelding. En sygemelding som jeg igen begrundede fysisk. Dengang anede jeg ikke, at man rent faktisk godt kunne blive sygemeldt af andre årsager – det var jo pjæk! Så da min forstuvede fod ikke rigtig længere kunne forsvare, at jeg blev hjemme, fandt jeg mig hovedkulds et nyt job, sagde op og løb nærmest ud af døren. Jeg skulle bare væk – uden jeg vidste hvorfor.
Og dette sidste år af min ansættelse dengang, har helt sikkert kostet firmaet langt, langt flere penge end at betale for de der 8-10 ”psykiske influenza” sygedage, jeg havde om året.
Så… næste gang du er irriteret på en af dine kolleger/medarbejdere over lidt klatsygedage, så overvej bare et kort sekund, om de måske kan puttes i kassen ”psykisk influenza”. Det kunne jo være, der skulle tages en snak om firmaets tilrettelæggelse af arbejdsdagen, hvad der kan gøres anderledes og om der måske kan iværksættes forebyggende foranstaltninger. Det kan også være at de bare skal accepteres fordi samlet set performer medarbejderen langt over forventligt.
Sygdom behøver altså ikke være lig med dynen på sofaen, varm the, varmedunk og halsbolcher!!!
Jeg har mailet med et par kapaciteter i den psykiatriske lægestand, og de synes sgu mine observationer om kulde/varme er interessante!!! Og de er enige i min teori om, at det er en fysiologisk reaktion, der har en direkte og øjeblikkelig indvirkning på psyken.
Jeg forsøgt at finde en forsker, der kunne have lyst til at kikke nærmere på det her, men som en læge sagde til mig:
Det er jo sådan set ligegyldigt med at få det videnskabeligt bevist, så længe det virker i praksis!
Og det har han jo fuldstændig ret i!
Så hvor ville jeg ønske Hjørring kommune ville lavet et pilotprojekt omkring det her, for det er jo hul i hovedet at bruge tusindvis af kommunale kroner på “stress-, angst- og depressionskurser”, kognitiv terapi og psykologer, hvis der er noget fysiologisk, der simpelthen bremser for, at man kan tage den (guldgrube af) viden ind, der er i disse tiltag. For slet ikke at tale om de menneskelige omkostninger, der er ved at have det så hamrende elendigt mange, mange uger i træk.
Tænk….bare tænk…hvis et par betalte ture i wellness-centeret med en fokuseret brug af faciliteterne, kunne hjælpe bare en lille del overnight!
En spurgte mig i går hvad forskellen er på koldt vand og strik – for det er jo ikke første gang jeg har “fundet de vises sten” i forhold til stress. Og det er helt rigtigt. I 2006 udgav jeg bogen “Strik og stress af”, om hvordan jeg havde strikket mig ud af et voldsomt stressnedbrud – faktisk det nedbrud, der ledte til min diagnose.
Den meget korte forklaring på forskellen er, at hvor strik er en langvarig proces, der langsomt og gradvist nedsætter niveauet af den alt for forhøjede cortisiol-mængde, så kan 2-3 timer i skiftevis koldt og varmt vand “fikse” mig på ja…de 2-3 timer!
Der er en øjeblikkelig effekt efter sådan et par timer og jeg har aldrig nogensinde før oplevet noget være så effektfuldt, så hurtigt.
Jeg har flere gange erfaret at noget, der før i tiden ville have ledt til 4 uger i sengen med ryggen ud mod verden og 1 års efterfølgende sygemelding og restitution med strikkepindene i sofaen, nu kan reddes i land ved en enkelt dag i Romulus eller i Frederikshavns Vinterbaderklub, med meget bevidst brug af kulden og varmen. Så kraftfuld er afgiftningen og udrensningen af stresshormonerne.
Som jeg nævnte i indslaget i går, så har jeg indsamlet en hel del videnskabelige artikler omkring nedkøling af kroppen – cryotherapy – som den form for terapi kaldes. Det er en ny terapiform, der bruges af topatleter. Deres ydeevne øges og den tid, de skal bruge på at komme sig over skader, reduceres.
Sammenholdt med den viden, der findes omkring ophold i sauna giver de to ting et meget klart billede af hvad, hvorfor og hvordan, den her vekslen virker. Jeg har også fundet et par studier, der direkte ser på den kombinerede effekt af sauna og vinterbadning.
Og det er virkelig kraftfulde ting, der sker i kroppen. Jeg har forsøgt at sammenfatte de forskelige teorier og facts på følgende grafik. Mit håb er at få gjort andre end min egen praktiserende læge og psykiater interesserede i det her, så er kan laves noget ordentligt forskning, der kan bekræfte at sådan er det.
Jeg er helt sikker på at mange mennesker kan hjælpes – og ikke bare folk med psykiske problemer. Ophobning af affaldsstoffer / inflammation har en finger med i spillet i SÅ mange sygdomme – lige fra gigt til chrons.
Men indtil da vil jeg arbejde videre med, at få beskrevet og underbygget det, som jeg har besluttet at kalde Cryoheating Therapy. På et tidspunkt må jeg også lave en grundig beskrivelse af, hvordan jeg er kommet til at elske, at ligge/svømme/sidde 10-15 minutter i træk i koldt vand. Sådan lidt en “how to do”-manual, hvis nogen skulle blive fristet til at tjekke et ud selv 🙂
Effekter af Cryoheating terapien. Stort set alt øger afgiftningen af kroppen og fjerner stresshormoner. Så selvom kroppen kortvarigt bliver udsat for “det gode”-stressrespons, så vil 2-5-8 timers vekselvirkning nedsætte det generelle stressniveau betragteligt – både fysisk og psykisk.
Så har jeg været en smut i studiet hos TV2Nord – og tænk…jeg kunne godt hænge ved. Faktisk synes jeg, det blev til et helt godt indslag omkring hvor godt det kolde vand er.
Her er billedet fra optagelserne i onsdags lige igen… Jeg var i vandet ca . et kvarter får fotografen fik alle de optagelser, han skulle bruge. Og som I kan høre på min stemme i indslaget, var det måske nok liiiiige rigeligt koldt 😀
Jeg er simpelthen så heldig! Rigtig mange har gerne ville støtte op om projekt VM i issvømning og har jeg fået en hel del sponsorater.
Nogen økonomiske og andre er ting, jeg har behov for.
Fx. har Klinik UniQue fra Odense, sendt mig en detox-kur. De har faktisk ikke bedt mig om – og jeg har heller ikke lovet at – skrive et blogindlæg omkring detox-kuren, så ifgl. markedsføringsloven kan jeg vel godt sige det modsatte: “denne post er ikke sponsoreret“, tøhø…og så alligevel. Nu ved I, at Klinik UniQue har bidraget – følg dem evt. på Facebook😀
Detox-kuren er udviklet af min rigtig gode studieveninde fra min tid på universitetet, da jeg læste molekylær- og cellebiologi og hun biomedicin. Anne og jeg har i den mullionard år, der er gået siden uni-dagene haft et supergodt samarbejde om rigtig mange forskellige projekter – men det er en helt anden historie.
Detox-kuren er udviklet og sammensat af de urter, der sørger for at kroppen bliver afgiftet mest muligt. Dvs. leverfunktionen støttes, nyrerne aktiveres osv. således at kroppen har langt bedre mulighed for at optage de kosttilskud, jeg hver dag giver den. Det er sgu da smart! – Og så dufter den fuldstændig himmelsk af de forskellige urter, den indeholder!
Jeg nævner i flæng – og ikke fyldestgørende:
Marietidsel, Ingefær, Mælkebøtte, Artiskok, Agerpaderokke, Pebermynte og meget, meget mere. De gamle munke og deres klosterhaver var bestemt ikke helt galt på den!
Jeg startede op i forgårs – og jeg ved ikke om det er sådan at man kan mærke en forskel eller om forskellen bare er “indvendig”. Men jeg skal nok vende tilbage sidst på måneden med en status.
Jeg glæder mig bare over at min krop nu bliver top-tunet på biokemi og byggesten!
Efterskrift: Detox-kuren kan bestilles hos Lone fra Klinik UniQue – bare sms eller ring på 22 21 56 33
Det her er simpelthen paradis på jord! Intet mindre!
Jeg nåede aldrig i Romulus i går, men kl. 14 satte jeg kursen mod Frederikshavn Vinterbaderklub. Vandet er lunt for tiden – 7 grader – ca. det samme som i Romulus, så jeg kunne jo lige så godt kombinere med træning til Sibirien. (Det projekt har fået sit eget menupunkt i toppen, hvis du vil læse mere om det)
Jeg nåede tre træningspas. Første gang 180 meter, det samme næste gang og sidste gang svømmede jeg 360 meter, dog med pauser i vandet undervejs.
7-8 grader er min totale yndlingstemperatur i forhold til at få sat hovedet på plads. Under nul kan man ikke have hovedet under ret længe, men 7-8 grader….ahhhhhh!
Det er helt vildt så meget stærkere, jeg er blevet på så kort tid. I dag er det præcis 3 uger siden, jeg fik mailen fra Mette med invitationen – og dengang var jeg vildt stolt at, at jeg kunne svømme 25 meter i det kolde!
Nå men – det var hovedet, der skulle sættes på plads og det blev det. I går aftes kæmpede jeg en brav kamp for at holde mig vågen til 22.30, men så var det også godnat!
Jeg vågnede på et tidspunkt i løbet af natten og tænkte PIS – nu er kl. 00.30 igen og jeg er lysvågen. Nej…klokken var så 5.45 og jeg har sovet som en sten.
Det kan godt være koldt vand lyder afskrækkende og “nej fandeme nej” – men det virker!
NB – nederst i dette indlæg er links til en hel del af mine blogposts, der handler om hvordan jeg tager mig sammen på den gode og konstruktive måde.
Jeg har sommetider fået det lidt undrende spørgsmål “Hvorfor er det at du ikke bare kan tage dig sammen, når du får det skidt?”.
Ikke som sådan dømmende “tag dig nu sammen”, men en ægte undren over hvorfor man ikke KAN – for det gør almindelige mennesker jo, når livet er svært og “vi har jo alle ups and downs”.
Jeg har gjort mig nogen tanker om emnet og har følgende betragtninger.
Ja – til et helt almindeligt liv hører op- og nedture. Det kan slet ikke undgåes og i perioder kan man være stresset, ked af det, sorgfyldt, forelsket osv. Disse yderpoler stresser kroppen både fysisk og psykisk, men man kan godt tage sig sammen i en periode og fungere nogenlunde normalt i hverdagen. Fælles for disse perioder er, at de som regel går over igen.
Deadlinen på jobbet eller eksamen bliver overstået, uoverensstemmelserne med manden bliver løst, sorgen over et dødsfald bliver bearbejdet og erstattes af et savn, forelskelsen brænder ud eller går over i dyb kærlighed. Men kan har taget sig sammen i en periode for at klare skærerne.
Figur 1 viser sådan et almindeligt liv med det spænd, som raske mennesker har i deres følelser.
Figur 1: Det følelsesspekter en rask person svinger indenfor. I det spekter er der stort set altid mulighed for at tage sig sammen i en kortere periode indtil omstændighederne normaliseres igen. Derfor har mange raske en fornemmelse af, at det ikke er så svært at “tage sig sammen”, for det gør man fra tid til anden, for at klare udfordringer i livet. Inden for dette spekter kan hjernen og viljen styre og bestemme hvordan vi agerer.
En med bipolar lidelse er udstyret meget et meget videre spænd. Der er et følelsesmæssigt område både over og under normal-området, hvor hjernen og viljen ikke har noget at skulle have sagt. Det er ren biokemi, der raser rundt i kroppen, når først en bipolars yderpoler nåes. Dette ekstra spænd i følelser vil jeg sammenligne med den psykiske sårbarhed, som er beskrevet i stress/sårbarhedsmodellen. Se indlægget om her:
Figur 2 illustrerer dette ekstra spænd. I det røde felt findes hypomanier/manier og i det blå depressionerne. Når vi ser på det billede er det jo ret tydeligt, hvor meget længere os med bipolar lidelse KAN komme ud.
Derfor er normales version af “tag dig sammen” også helt anderledes end en bipolars version – eller andre psykisk sårbares version. Faktisk tager vi os tit helt gevaldigt sammen uden nogen overhovedet ved det – eller kan se det.
Figur 2: En med bipolar lidelse har et meget videre spænd i følelser og energiniveau. Det røde/ping illustrerer hypomanier/manier og det blå/sorte depressionerne.
Her på figur 3 har jeg forsøgt at illustrere forløbet af de forskellige episoder – hypomanier, manier og depressioner, og at vi i ret lang tid ligger højt på “tage sig sammen”-skalaen alene af den stress, vores indre udfordringer skaber. Jeg har ikke som sådan noget videnskabeligt belæg for at sige, at dette er den endegyldige sandhed om alle med bipolar lidelse, men det er heller ikke helt forkert 🙂 Jeg vælger dog at skrive “jeg” fra nu af, da jeg jo i bund og grund kun kan tale for mig selv.
Figur 3: De forskellige forløb for episoder. Jeg har en enkelt gang haft en mani (røde kurve) og derfor er min bipolaritet type 1. Det var dog efter en helt ekstrem situation, som jeg tror alle – også almindelige mennesker – ville have reageret psykisk på. Derudover har jeg kun oplevet hypomanier og depressioner.
Som regel startede en episode for mig med en form for stress eller pres, som jeg også nævnte under figur 1 – forelskelsen, eksamen, nyt job eller lignende. Som alle andre mennesker reagerer jeg ved at tage mig sammen, klare situationen og opretholde en normal hverdag. Jeg tog mig faktisk ofte så meget sammen, at jeg var totalt on-top, klarede meget mere end andre på kortere tid og udadtil virkede voldsomt stærk i situationen.
Det store problem var tidligere, at jeg ikke i tide formåede at stoppe op og geare ned, blive hjulpet og lade folk tage lidt over. Ved pres og stress reagerer jeg ved at løbe endnu hurtigere – tage mig sammen, om du vil – uagtet at jeg godt kan mærke indeni, at jeg kører på pumperne og de sidste reserver. Hjernen er stadig med og ved måske godt at der BURDE stoppes op, men altså…jeg er jo skidegod til at “tage mig sammen” og smække et overskudsagtigt smil på læberne.
Ingen så, at jeg i de perioder rent faktisk tog mig voldsomt sammen, bare for at komme ud af døren. Bare for at tage telefonen. Bare for at åbne døren, når det ringede på. Andre ser kun det at alting går fint. Og sådan ved jeg også at mange af mine medfæller har det. Vi går jo ikke og siger – “jeg brugte lige to timer på at tage mig sammen til at turde tage bussen hen til dig”. Nej, man dukker bare op og lader som om alt er fint.
På et eller andet tidspunkt rammer jeg så “point of no return” og biokemien tager over – enten opad eller nedad.
Og så er det at det pludselig at ordene “jamen tag dig nu sammen og…whatever det nu er” lyder. Og DERFOR er det så forkert at sige dette til en der fx er dybt deprimeret. For det første har man gjort det meget længe og nu er der bare ikke mere tilbage, og for det andet, er der jo ikke noget man hellere ville – hvis man kunne.
Så istedet for som pårørende eller arbejdsgiver, at være uforstående overfor hvorfor man ikke bare kan…. , ja så skal man hellere anerkende, at personen faktisk har taget sig sammen temmelig længe. Og rose til skyerne og bakke op, hvis der tages en enkelt “forebyggende sygedag” hvor pilen sidder
Figur 4: “Tag dig sammen” bliver oftest brugt, når kurven er knækket enten den ene eller anden vej og det er tydeligt for andre, at der er noget galt. I manien – tag dig dog sammen og sæt dig ned og slap af eller depressionen: tag dig sammen og gå en tur. Problemet er bare, at man har taget sig sammen i flere uger, ja måneder, og nu er man ude over “tage sig sammen-spektret”.
I dag holder jeg mig stabil og indenfor “tage mig sammen”-spektret ved både at have opmærksomhed på kosten, kosttilskud/vitaminer, motion, koldtvandstræning og meget mere.
Jeg er overhovedet ikke bleg for, at tage mig sammen på den måde at jeg trækker stikket og melder fra til noget vigtigt med ½ times varsel – eller melder mig “forebyggende syg”. Hellere det end at ende med 2-4-6 måneders sygemelding igen.
Samtidig er mine pårørende også blevet meget mere opmærksomme på, hvordan de kan hjælpe mig til at undgå pres og stress. Og allervigtigst – der er ingen længere der siger “tag dig sammen”, og hvis nogen gør, så reagerer jeg ikke på anden måde, end at slå hælene i, sætte mig og strikke i sofaen eller tage ud i Romulus eller Østersøen 🙂
Faktisk tager jeg mig ret meget sammen hele tiden – på den gode måde – så jeg holder mig i tage-mig-sammen-spektret 🙂
I forbindelse med Initiativ 2016 har jeg virkelig tænkt over, hvordan det kan være, at nogens hjem bare ALTID er ryddeligt ligegyldigt hvornår, jeg end dukker op – og andres (incl mit eget) ALTID er kaos (bortset fra de 10 minutter efter der er ryddet op, hvor der stadig er pænt).
Hvor ligger forskellen? Hvad er det der sker? Hvad kan gøres anderledes?
Jeg har haft sådan en idé om, at dem, der bor i de der Bo Bedre hjem, aldrig laver andet end at gøre rent og rydde op – eller aldrig laver andet end at sidde musestille i et hjørne, så der aldrig bliver rodet og beskidt. Og begge dele harmonerer rigtig dårligt med sådan som jeg vil leve mit liv.
Jeg vil meget hellere lave en masse uden at skulle gøre rent og rydde op!
Og det er så det, der har ledt til kaos den ene gang eller den anden. Men efter at have surfet diverse amerikanske blogge tyndt via Pinterest efter tips til hvordan man nemmest holder et hjem “clutter-free + clean” har jeg nok fundet noget nær De Vises Sten og den universelle sandhed. Jeg har sammenkogt alt det bedste, jeg har fundet, og formuleret 3 små enkle regler. Det er lige til at overskue for mig.
Ud med lange to-do lister, oversigter over rengøringsdage, faste rutiner osv. De ender ALTID med at blive brudt og så er jeg ligevidt. Nope – 3 regler kan jeg overskue og frem for alt: huske i dagligdagen.
Here it goes (og husk nu…det er guld på fad, jeg serverer her, hvis du altså er et rodehoved som jeg)
1. The-one-touch-rule
2. Bring it on
3. Let it go
Det er alt du behøver for at have et ryddeligt hjem. Og når du har et ryddeligt hjem er et ikke noget problem lige at svinge en gulvskrubbe eller tørre med en klud….for hånden på hjertet. Grunden til at det er så overmåde frygteligt at gøre rent er, at jeg er smadret efter at have været nødt til at bruge 3 timer på at rydde op inden 🙂
Reglerne behøver selvfølgelig lidt uddybning.
1. The-one-touch-rule handler om kun at røre ting en gang.
Sådan her plejer det at foregå (uden jeg var bevidst om det):
Jeg kommer hjem, ofte med indkøbsposer el. lign. i hænderne. Derfor går jeg direkte i køkkenet og sætter poserne. Så tager jeg jakken af og lægger på køkkenbordet og pakker varer ud. Når jeg så på et eller andet tidspunkt skal lave mad, flytter jeg jakken over på spisebordet, så jeg kan komme til køkkenbordet. Når bordet skal dækkes hænger jeg jakken på en af stolene…når vi skal spise videre over i lænestolen…og når jeg skal se tv flytter jeg…. well, you get the picture. I løbet af 3-4 timer bliver den jakke flyttet rigtig mange gange uden jeg er bevidst om det – og i al den tid ligger den og roder. Og så gælder det samme næsten også for taske, solbriller, nøgler, sko..osv.
Med the one-touch-rule (som jeg nu er meget bevidst om):
Jeg kommer hjem, sætter poserne i entréen, hænger jakken på plads….og så slutter historien om jakken der!
Så hver eneste gang du har en ting i hænderne, så tænk: the-one-touch-rule! Så når du er færdig med at bruge den, må den først slippes igen på dens plads. Og har tingen ikke en plads – så skal der enten findes en plads eller også er pladsen i skraldespanden. Plads er aldrig bunken på køkkenbordet eller i en tilfældig skuffe. Heri ligger også min mormors ord: hver ting sin plads, hver plads sin ting.
2. Bring it on handler om at tage ting med sig
Hver eneste gang du går fra et rum til et andet, så kik dig omkring. Er der noget i det her rum, der skal med til det rum, jeg skal hen i? Skal du fra sofaen til køkkenet for at lave en ny kop kaffe, så tag lige saksen, de tomme tallerkener, sodavandsflasken, den tomme chipspose osv med dig udover din kop. Det lyder som fuldstændig logik for burhøns, men der er åbenbart ikke ret meget burhøne over mig.
3. Let it go handler om at få smidt væk
Der skal sorteres og ryddes ud i alle de ting, som vi har i skuffer, skabe og gemmer. Tøj, som vi aldrig går i, legetøj ungerne er blevet for store til, bøger, spil, garn (!) osv osv. Få det væk. Når der er ryddet ud i alle sådanne ting, så er der også meget nemmere at finde en reel plads til alle de ting, der kommer ind under the-one-touch-rule.
Er der specielle minder ved noget – så tag et billede af det. Gem minderne, ikke tingen. Gem kun de ting, der har en værdi i sig selv enten økonomisk eller praktisk/anvendeligt.
Et af mine store problemer er, at der altid har været et direkte link til mine følelser/minder via ting. Derfor har jeg troet, jeg har været nødt til at gemme tingen, for at gemme følelsen/mindet. Men der er det en kæmpe hjælp at tage et billede af whatever det så end er.
Et eksempel: Selv min fars gamle videokamera, der nok er ca 100 år gammelt (næsten) har jeg gemt, fordi det minder mig om alle hans fortællinger fra hans rejser. Det virker ikke længere…så hvorfor gemmer jeg det dog? Det og andet lignende fylder ½ skab i vores gang – så jeg faktisk ikke har plads til mit tøj. Hvorfor? HVORFOR er det ikke kylet ud? Fordi det minder mig om far, men det billede jeg har taget af hans kamera, giver mig fuldstændig de samme minder. Så ud med tingen og gem mindet. (Bortset fra at jeg hellere må tjekke om det er SÅ gammelt at det faktisk skal betegnes som en museumsgenstand og dermed kommer ind under økonomisk værdi, tøhø 😀 )
Nu skrev jeg i min 2015 status at jeg aldrig nogen sinde før har tænkt så meget på min sygdom og at den aldrig nogensinde før har fyldt så lidt.
Det kan man jo egentlig sige er lidt selvmodsigende, men jeg vil forsøge at forklare forskellen.
De få måneder af gangen hvor jeg var stabil, fyldte min sygdom selvfølgelig ikke noget. Jeg glemte fuldstændig, at der var noget der hed stress og depressioner og troede fuldt og fast på, at jeg aldrig ville ende der igen! Jo godmorgen!
Jeg havde aldrig nogensinde fået en ordentlig forklaring på begrebet hypomanier. Jeg troede faktisk i min naivitet, at jeg sådan set kun havde haft et par enkelte tidspunkter med lidt fart på og så en enkelt mani efter min blindtarmsoperation som den, der egentlig var det man skulle undgå, for der var jeg ved at dø af væskemangel.
Jeg kan huske at jeg engang spurgte min daværende psykiater om manier egentlig var farlige, og hans svar var at så længe jeg ikke kom så langt ud som dengang eller lavede dumme ting, så var der som sådan ikke noget farligt ved en mani.
I dag kan jeg slet, slet ikke forstå at han svarede som han gjorde! For det gjorde at jeg bare fortsatte i samme skure. Så længe jeg ikke kom så langt ud at jeg var ved at dø, så var der ingen problemer i det kreative, engagerede, målrettede, arbejdsomme, fokuserede, sjove perioder med fart på.
Og grunden til at jeg endte i fullblown mani dengang for 10 år siden, var jo den helt sindsyge behandling, jeg var udsat for. Det var jo ikke min skyld at det gik så galt – derfor var det som sådan heller ikke noget, jeg skulle gå og frygte i hverdagen. Overlæger af den kaliber kommer man heldigvis kun meget, meget sjældent ud for.
Despressionerne var derimod et kæmpeproblem. Og jeg så dem aldrig før de kom tordnende og ramte mig som et 17 vognes godstog ud af det blå. Men det var jo ikke ud af det blå – der havde været tonsvis af tegn i flere måneder, som jeg først overså, så ignorerede og til sidst brugte al min energi på at overkomme ved at “tage mig sammen” – indtil jeg så pludselig lå slået helt til tælling i flere måneder, uden at ane hvorfor fanden det nu skete IGEN. Og DET fyldte fandeme i mit liv. Kors hvor de perioder fyldte. Både for mig, men så sandelig også for familien.
Sådan er det ikke længere. I dag ved jeg, at jeg godt kan have gang i mange ting, jeg kan godt have flere bolde i luften og jeg kan godt være både fokuseret, målrettet og engageret uden at det behøver at løbe løbsk, så længe jeg også husker at slappe af, lade op og bare nyde livet.
Før var hvert minut i mine stabile/hurtige perioder, hvor jeg ikke lavede noget, lærte noget eller producerede noget bare spildtid. Og spildtid var det værste jeg vidste!
Men i dag ved jeg, at spildtid er noget nær, den vigtigste tid jeg har 🙂 Det er i spildtiden, jeg fundere. Det er i spildtiden, jeg lader op. Det er i spildtiden, jeg plejer MIG. Det er spildtiden, der gør jeg FUNGERER.
Og spildtiden fylder rigtig meget for mig nu – men som du kan se, er det en værdifuld og GOD tid.
Jeg er hele tiden bevidst om, at der skal være tid til spildtid. Jeg er hele tiden bevidst om de små tegn, jeg fuldstændig overså før. Og jeg er hele tiden bevidst om at reagere promte på de små tegn.
Og det gør at jeg fungerer uden nævneværdige problemer i et tempo, så andre mennesker også kan følge med – og ikke behøver bruge uger og måneder på at hive mig op igen, når jeg roder på bunden af livet.
Derfor kan man sige, at sygdommen fylder meget mere end før i min bevidsthed – men fylder meget mindre i mit liv.
Faktisk vil jeg trække den så langt, som til at sige at den eneste måde, den fylder på i mit liv er positivt. Jeg er blevet et langt mere bevidst menneske og har et langt større overblik over både liv, det sociale og arbejdet.
Hvordan jeg er endt her, har jeg skrevet om et par gange på bloggen. Her er top 5 over de poster, der kan hjælpe dig på vejen:
