Ro og fred

Vores dejlige sø, der ligger lige på den anden side af gaden. Et helt fantastisk sted midt i byen, hvor der bare er ro, rum og plads til fordybelse. Billedet er fra forleden, men bare det at vide at stedet er lige i nærheden, hvis jeg skulle få trang – det er godt.

ro og fred

Fotosyntese, bromthymolblå og kulsyre

Puhhh – efter træningen i dag havde jeg lovet at tage ud til Katrine. Hun havde noget biologi, jeg skulle hjælpe med.

Et helt banalt forsøg med fotosyntese og respiration – men hvordan var det nu lige det var med bromthymolblåt, ph-værdier og kulsyre? Nå, det tog ikke lang tid for mig at sætte mig ind i det igen og forklare hende sammenhængen, men bagefter var mit hoved simpelthen så brugt, at jeg nu har sendt Clara, Ole og Thor alene på træningsbanen.

Biografturen i aften må de to også klare alene. Jeg har en date med mit strikketøj.

Sebastian havde forresten sin helt egen fortolkning af hvordan en symaskine skal bruges 🙂

sebastian3

Frygt

Pyhh – så har jeg sendt Katrine, Clara og Sebastian afsted mod Frederikshavn. Katrine skal have scannet knæeet og det var meningen jeg skulle med, men det var jeg nødt til at droppe. Clara var sød at tilbyde at tage med i stedet for – og de var nødt til at tage Sebastian med, for jeg kan ikke magte i mit hoved at have ham så længe 🙁 Det er superirriterende at have det sådan, men jeg er nødt til at tage det skide hoved alvorligt.

Men mine 3 guldklumper i samme bil på en strækning, jeg VED der bliver kørt for stærk på. Puha. Logisk set ved jeg godt at sandsynligheden for at der ikke sker noget er langt større end sandsynligheden for at de kører galt. Men tankerne kværner alligevel løs. Jeg kan se tydelige billeder, jeg ikke har lyst til at have på nethinden. ØV. Håber de snart er hjemme igen.

Men at work!

Sikke en dag! Omking kl 13 gik vi i krig i haven og fik fældet en masse på terassen. Ole havde lejet en flishugger, og alt blev kørt igennem.

Ved 14-tiden spærrede vi vejen og fældede vores søde nabo Inges store grantræ, som både hun og vi gerne ville have væk. Vi knoklede som bæster og ca 17.30 var der næsten helt ryddet op. Christ det var hårdt!

Men motion, frisk luft og hyggelige mennesker – det gjorde bare noget ved humøret 🙂

menatwork

Venner

Uhh – hverdag mellem 19 og 20 er altså en god tid. Der genudsender Zulu Venner. Jeg er fast inventar i lænestolen 🙂

venner

Sov godt :)

I nat har jeg sovet helt fantastisk. Jeg skulle ikke noget her til formiddag, så jeg gav mig selv lov til at blive liggende til jeg var udhvilet…..det var så til 11.30!!!!

Når Ole har alarmvagten sover jeg inde på Claras værelse. Der er stille, mørkt og ingen forstyrrelser….og så er det nu også lidt hyggeligt at hun har ladet hendes Diddl-sengetøj blive herhjemme

seng

Her er jeg…

Det, det her handler om er…. at jeg gerne vil stille mig op og sige “Hej – Jeg hedder Dorte, jeg har en bipolar affektiv sindslidelse”…..!

Ja, der er en grund til at jeg sommetider bare kan det hele, er festens midtpunkt, er udadvendt, charmerende og lidt for talenende. Der er en grund til at jeg kunne arbejde op til 100 timer om ugen som selvstændig, blive kåret som “Årets Sælger”, da jeg var i Nycomed og kunne læse pensum op i Fysisk Kemi på Universitetet på en weekend og stadig score 10. Min energi er enorm sommetider – men jeg betaler også i den anden ende, med dystre perioder, hvor det er en kamp bare at komme op om morgenen.

Det er ikke noget, jeg sådan har råbt særlig højt om. For mit selvbillede udadtil er jo det billede, jeg har af mig selv, når det går godt – eller lidt for stærkt. Men der er også den anden side – og det kræver bare alt for meget energi at skulle opretholde facaden. Så nu – råt for usødet…. det her kommer til at handle om mig, min hverdag OG min sygdom…

Nu gør jeg det….

…eller også så venter jeg lidt. Men første skridt er i hvertfald taget ved at oprette mig en blog. Så må vi se hvad, det ender med, at der flyder af ord….

Jeg tænker at de ord, der vil komme her, skal være vedkommende, humoristiske, til tider let selvironiske, men frem for alt meget ærlige. Det er tid til at lukke op for posen….når jeg har samlet modet.

For det kræver mod at være ærlig, og det er vigtigt for mig ikke at forstille mig længere. For jeg har brugt rigtig meget energi på at opretholde billedet af “normalt” – og ved I hvad. jeg gider ganske simpelt ikke bruge så meget energi længere. Hvis der måske ryger et par stykker i svinget, er det altså bare ærgeligt. Hvis det måske koster et fremtidigt job, er det altså bare ærgeligt. Bum! Jeg er ligeglad. Jeg vil være fri.

Det er lige nu jeg hopper ombord i Rutchebanebussen og ser hvor den fører mig hen…