biPOLAR ICEswim 2018

biPOLAR ICEswim 2018 sætter fokus på bipolar lidelse!

Projektets formål er at sætte fokus på Bipolar Lidelse, vejen til den gode recovery og at man godt kan gøre skøre, fantastiske ting og sætte sig store mål som bipolar og samtidig “have koldt vand i blodet”.

På World Bipolar Day 2018 vil jeg svømme 906 meter blandt isbjerge i Ilulissat Isfjord, Grønland, 250 km nord for POLARcirklen – kun iført badedragt, -hætte og svømmebriller!

906 meter er valgt fordi 9 og 6 er hinandens modsætninger. De vender op og ned. Akkurat som humøret hos en bipolar i ubalance. Og så har vi den stabile, symptomfri cirkel i midten, som som jeg fandt i 2014 og har været i siden.

Håbet er at projektet kan skabe opmærksomhed og presseomtale, så jeg kan nå den almene dansker, der måske sidder med frygt, forbehold og fordomme om psykisk syge. Noget der for det meste bunder i uvidenhed. Jeg vil give håb til dem, der kæmper, de nydiagnostiserede, der er dybt forvirrede og vise vejen til det gode liv gennem recovery.

Samtidig skal der sættes fokus på de udfordringer, os der lever med sygdommen har, og i det hele taget hvad sygdommen indebærer:
De depressive episoder er IKKE bare en almindelig “dårlig dag” eller “at være trist” – og de hypomaniske er IKKE bare “ihh hvor er det godt at se, du har fået din energi igen”, som jeg har hørt mange gange.  Og de maniske er ikke (udelukkende) “nu hopper jeg ud fra Rundetårn, fordi jeg har groet vinger og kan flyve”.

Uvidenhed, der på en gang negligerer vores symptomer og skaber en masse ubegundet frygt og fordomme ved på andre områder, at blæse dem alt for meget op.

Til sidst håber jeg, at projektet kan skabe fokus på, hvad koldt vand kan gøre for psyken og stressniveauet i kroppen, så jeg får gjort forskere interesseret i at kikke nærmere på effekten. Jeg har efterhånden oplevet rigtig mange psykisk syge, der er blevet hjulpet. Og det er ikke for sjov – eller halvreligiøst sludder – at vinterbadere kalder det kolde gys for “naturens lykkepille”. I gamle dage – det der kaldes den sorte psykiatri – blev kolde afvaskninger brugt i behandlingen. I dag er opfattelsen, at man ville straffe de psykisk syge til at blive raske. Jeg tror de havde fat i en effektiv behandlingform, der bare er gået i glemmebogen.

Vil du støtte projekt biPOLAR ICEswim enten praktisk eller økonomisk, så læs mere her.

Se alle blogindlæg om biPOLAR ICEswim 2018 her

Droneflyvning fra Ilulissat Isfjord filmet af Rasmus Hagen-Pedersen

See you in the ice!