Kursus: Spot en social bedrager! – hvad pokker er meningen?

Lær at spotte en social bedrager. Jeg kan næsten ikke tro mine egne øjne. Hold kæft hvor gør det mig ked af det – og frustreret.

Det viser sig at, der er en virksomhed, der har solgt kurser til kommunerne i hvordan man kan spotte en social bedrager, der forsøger at lyve sig syg, for at få ydelser.

En af kursets overskrifter lød:

“Har du siddet overfor en sygemeldt borger, der ikke kan arbejde, men stadig holder ferie og går i biografen? Eller at borgeren svarer upræcist, tøvende eller gentager dine spørgsmål?
Så er der god sandsynlighed for, at personen simulerer sin sygdom”


Kilde: Avisen.dk, Dårlig etik? Kommuner køber kurser i sygdomssvindel

Gør det dig til social bedrager?

Det er jo netop det at få gode oplevelser, man opfordres til på kurer i psykoedukation om det så er for depression, bipolar lidelse, psykoser mv… Så det giver “god sandsynlighed” at følge de strategier man lærer i forhold til sygdomshåndtering?

Lyt til dig selv, hold fri, gør ting, der gør dig glad, kom ud blandt folk, tag på café, lad være med at isolere dig, handl på dine symptomer osv osv… Tænk at det så er de ting, der bruges af kommunen til at “spotte en svindler”.

Og når din hjerne føles som rødgrød uden fløde eller havregrød der er brændt på…ja så svarer man sgu upræcist og tøvende – for der er sort inde i dit hoved!

Så næste relevante spørgsmål må være:

Gør et kort kursus kommunale folk dygtigere end en psykiater?

Det der er er jo lodret misforstået, stigmatiserende og fuldstændig helt og aldeles ude i hampen og vil ødelægge alt for den store procentdel, der IKKE snyder – i forsøget på at spotte den promille der gør.

– og jeg fatter slet ikke at et (kort) kursus for lægfolk, skal ruste dem bedre end alle de mange, mange år det tager at uddanne sig til psykiater! Det er jo en kompetenceoverskridelse af dimensioner!
 
Gad vide om det her er noget Hjørring Kommune benytter sig af? Jeg kunne næsten tro det, udfra min sidste oplevelse med en sagsbehandler på Jobcenteret….
Facebook
Facebook