Klappe klappe klappe

Min gode ven Per siger, jeg skal huske at klappe mig selv på skulderen…
Så jeg klapper lige løs

Et af mine skånehensyn på museet er at jeg skal sidde i fuldstændig RO. Jeg sidder over i billetsalget/caféen, fordi jeg går inden museet åbner kl. 11.

MEN i går kl. 10.15 tropper en 5.-6. klasse op med deres lærer og museets skoletjenestemand. De skal starte med at spise madpakker i caféen. Larmen steg til uanede højder, og akustikken er elendig derovre. Jeg kunne ikke tage mine ting og gå, for jeg havde ingen nøgle og kunne ikke komme ud!!!

Efter 10 minutter var jeg parat til nedsmeltning og havde bare lyst til at skrige “SÅ HOLD DOG KÆFT, UNGER!!!” og så ellers sætte mig ned og tude. Jeg havde helt kvalme, så balleret var mit hoved.
Jeg har ellers haft det så superpissegodt de sidste mange måneder – men i løbet af 10 minutter var jeg bombet HELT tilbage.

Og nu er det jeg klapper:

1)
Jeg fik sms´et efter en veninde, der også arbejder på museet og 2 millisekunder efter kom hun med en nøgle, så jeg kunne komme væk, i stedet for at “holde ud”.

2)
Jeg gik derefter direkte op til personalechefen og sagde vi skulle finde en anden løsning – og vupti, fiksede hun det lige med det samme.

3)
Jeg aflyste resten af eftermiddagens aftaler for at kunne holde min aftale med ungerne, om at komme hjem og spise

4)
Da det alligevel var for meget med to tøsers “jeg har ikke set min mor i en uge”-snak, lavede jeg en Maude og rejste mig midt i maden og gik ind og lagde mig

5)
Da de var kørt tog jeg 2 sovepiller (er godkendt af psykiateren – må tage helt op til 4 – men har altid kun taget 1) og sov til kl. 8.30 i morges

OG NU ER JEG FANDENFUCKME TILBAGE TIL SAMME NIVEAU, SOM I GÅR MORGES JEG STORSYNGENDE I BILEN KØRTE PÅ ARBEJDE!!! WUP WUP – JEG ER SÅ SEJ!!!
(sorry for den selvfede tilgang til tingene – det er Per´s skyld  )

Ingenting og alting kan vælte læsset

ARGH!!! – ja, der skal åbenbart ikke meget til at vælte min dag, selvom jeg grundlæggende har det godt pt. Blev blitzet i dag et sted, jeg egentlig troede man måtte køre 80, men det viste sig at være indenfor byskiltet. Så jeg håber bare på, at jeg ikke får en betinget frakendelse….  Men jeg har simpelthen været så sur på mig selv hele dagen, og slået mig med den største hammer i hovedet – jeg plejer ALTID at køre efter hastighedsgrænsen. Grrrrr! Men skal man se positivt på det, er det at jeg er ved at være i ok humør igen, men hold da op hvor kunne jeg bare ikke holde op med at tude i eftermiddags af bare skuffelse over mig selv

I dag skal jeg til møde med min sagsbehandler i jobcenteret. Det glæder jeg mig til, for Louise, har virkelig forstået, at det handler om at passe på os bipolare. Det hjælper også, at jeg ved psykiaterens hjælp har fået analyseret mig frem til, at mine episoder altid starter med en mani (oftest pga udefra kommende stress/pres) for derefter efter en 6-8 uger at slå over i dyb depression.

Det er som om det så lige pludseligt i mit eget hoved er “legalt” at jeg kun kan/skal arbejde en 8-10 timer om ugen og at det er meget vigtigt at jeg ikke bliver presset og stresset. Mantraet har jo ellers altid været “op i tid hurtigst muligt” fra flere kommunefolk…. det er det heldigvis ikke længere.

Måske andre af jer, kan bruge denne erfaring – for jeg synes tit, jeg har oplevet i mine depressive perioder, at blive presset mere end godt er “for det er jo godt at komme ud blandt andre” – men med mine reaktionsmøntre, kører jeg jo helt af sporet, hvis jeg bliver presset.

Stress -> Mani -> Depression – og så tager det IGEN 2-3 år at komme tilbage til normal tilstand :/