I tirsdags holdt jeg foredrag i Hirtshals om min recovery-rejse …

De fleste her ved nok hvor stor betydning vinterbadning og issvømning har haft på den rejse, men forstår måske ikke helt, hvad det er, der lokker derude i det kolde vand.

For 4 år siden skrev jeg følgende ord – først på engelsk og siden oversatte jeg dem til dansk. Dengang for 5-6 år siden, hvor jeg havde det rigtig svært, havde jeg altid tanken, når jeg dykkede ned i vandet, at jeg jo sådan set ikke behøvede at komme op igen. Valget var der jo…. men vandet gjorde altid tricket.

I tirsdags delte jeg ordene for første gang som afslutning på mit foredrag, men jeg vil også dele dem her….


Circle of ice
A mind in despair
degraded, broken
stares at the future
without hope in sight

Quiet night
With a moon attached
Dark water allures
under the ice

Cold is closing
Around my world
Fills me up
with silence

The temptation of peace
seduces reality
eternal, forever
the thought slips through

I´m one with the water

– Cancelled –
– Erased-
– Gone-

Magic happens
My head and my mind
Break through the ice.

Air fills me up
in sync with the cold

Darkness leaks
engulfed by the ice
Sparkling diamonds
and bubbling champagne

Intense cold
stings through my core
A bliss of shiver
gives the strength
and turns on the light

-Refreshed-
-Reborn-
-Free-
____________________

En cirkel af is

Et fortvivlet sind
nedbrudt, ødelagt
stirrer på fremtiden
uden håb i sigte

En stille nat
Med en vedhæftet måne
Mørkt vand lokker
Der under isen

Kulden lukker
Omkring min verden
Fylder mig op
med stilhed

Fristelsen til fred
forfører virkeligheden
for evigt, for altid
tanken strejfer

Jeg er et med vandet

– Annulleret –
– slettet –
– Væk –

Men magien sker
Mit hoved og mit sind
Bryder igennem isen.
Luften fylder mig
synkroniseret med kulden

Mørket sprækker
opsluges af isen
Mousserende diamanter
og boblende champagne

Intens kulde
ryster min kerne
Den lyksalige skælven
giver styrken
og tænder lyset

-Opdateret-
-Genfødt-
-Fri-

Solotur vol. 2.0

Mandag pakkede jeg min nyindkøbte rygsæk og satte igen kursen mod Hjørring busstation.

Rygsækken er et genbrugsfund til 100 kr – stort set ubrugt og superfin! Jeg spottede den på lang afstand, som den lå der forleden i vinduet hos Dansk Folkehjælp og tiggede om at komme med på eventyr. Så det kom den selvfølgelig.

Jeg lavede lige et stop ved føtex udfra det gode råd “man må ikke gå ned på chokolade”. Det blev taget seriøst!

Bussen tog mig til Tversted og efter 10 minutters venten ved stoppestedet kom en fin flexbil og kørte mig helt ud til Tverstedsøerne. Det er første gang jeg har benyttet mig af “plustur”, men bestemt ikke sidste. Det er da helt genialt. Og det bliver ikke mindre genialt af, at “plustur” er gratis frem til juli. Ja tak! (Det bestilles via Rejseplanen og du skal lave en profil og tilknytte dit kreditkort, men pt. opkræves ingen betaling for turen)

(Edit: jeg sender lige en stor tak til NT – Nordjyllands Trafikselskab for den helt utroligt komfortable befordring og kan kun anbefale andre, at tjekke diverse geniale muligheder for bevægelse fra A til B ud inde på Rejseplanen 👍)

Ved Tverstedsøerne startede jeg ud med at tisse af. Hvis der er noget, jeg har lært af mine ture her, så er det, at du altid skal tisse “når du kan” – og ikke vente til “når du skal” 😅. Det er bare virkelig besværligt at slås med rygsæk, bukser og grannåle.

Det blev også til morgenmad på en bænk og opfyldning af vandflaskerne, så ryggen igen ramte de 16 kg.

Kursen blev sat mod nord og ved hundemarken var der et leben af firbenede venner. Et par passerede mig med en lille gravhund, der virkelig gerne ville snakkes med. Men desværre måtte jeg sige til den, at den altså var for lille. Sød, men for lille. Var jeg gået ned i knæ for at nå den, var jeg aldrig kommet op igen. Jeg fik forudanelser om og associationer til en skildpadde på ryggen…

Videre af skovvejen sendte jeg et taknemmeligt blik mod Stokmøllen og shelterpladsen der, mens jeg mindedes overnatningen i sidste uge. Jeg kommer helt sikkert igen.

En lille sti førte mig ned til stranden, der dog ikke var helt så øde, som sidst. Langt ude i horisonten mod syd kunne en hundelufter skimtes, men da jeg skulle nordpå mod Skiveren, var det ikke noget, der forstyrrede mit åsyn.

Det var en smule skræmmende, at passere de store våde områder hvor vand strømmede ud fra klitterne. Der har jo været historier om folk fanget i kviksand længere sydpå på vestkysten – så telefonen kom lige fra lårlommen i bukserne til jakkelommen. Bare sådan hvis nu.

Pludselig blev stilheden brudt af en livlig knevren og latter. Mest af alt mindede det om lyden fra vores morgner ved bordet på Husmoderstranden. Jeg kikkede rundt, men stadig ikke et øje. Spillede mine sanser mig et puds?

Men nej – 100 m længere fremme på kanten af klitten, sad 2 kvinder med tæppe, kaffe, madkurv og nød formiddagen i solen. Der blev sendt et hjerteligt hej afsted og jeg fik et “god tur” og vinken tilbage.

Efter en velfortjent pause og dagens første strømpeskift, var jeg klar til den sidste km mod Skiveren. Det at få tørre strømper på er simpelthen en udsøgt fornøjelse. Tak til hvem det nu var, der engang skrev om det i en gruppe på Facebook.

Ved Skiveren gik jeg op af Råbjergvej. Den skulle jeg følge 7,7 km og det var godt nok lige før det havde sendt mig til tælling.
Smukt landskab, ja vist – men også bare lige asfaltvej ret fremad. Og så tilmeld med en lille, men meget konstant og vedvarende stigning!

Jeg vil sige så meget, at det var hårdt arbejde! Der blev holdt pause og tanket vand, kaffe og chokolade på kroppen for hver 2,5 km. Samt luftet fusser og hvilet ryg. Og nydt både landskab og øjeblikket.

Men langt om længe kom stien jeg skulle indad, og tingene blev lidt mere interessante. Bla kunne milen ses ret forude.

En tyr på en mark fyldt med kvier og kalve, syntes åbenbart også, det var lidt for interessant med mig på stien. Jeg skulle ihvertfald ikke stoppe op og fotografere ham. 3 skridt meget målbevidst fremad fik også mig meget målbevidst fremad.
Hvis det er fra den mark en dødfødt kalv for nyligt (muligvis) blev fortæret af den vendsysselske ulv, så kan man jo ikke fortænke far-tyr i af være lidt alert.

Men det fik da tankerne til at spinne. Er det her ikke lige GW781ms foretrukne område?

Og ikke mere end 200 meter fra målet – “Shelteret i Bunken Klitplantage” – faldt jeg over svaret. Eller ikke faldt sådan i bogstaveligste forstand, heldigvis, men noget der umiskendeligt lignede en ulvel*rt lå lige der midt på stien.

Men igen kunne de fantastiske medlemmer af gruppen Friluftskvinder lige vende tankespinnet den rigtige vej. Et hurtigt opslag i gruppen, da jeg var vel henne i shelteret, kunne fortælle om ingen fare, men med chancen for en fed naturoplevelse, hvis jeg holdt øje omkring skumring/daggry.

Så det var planen! Jeg fik pakket ud, lavet en hurtig gang sen frokost og så hoppede jeg ellers i posen og gjorde mig så stille som muligt.

Og nok også for stille. Ihvertfald vågnede jeg ikke før 22.30 igen. 😅 Der var både aftensmad og skumring forlængst passé, så jeg nøjedes med at børste tænder og vende mig om på den anden side og sove videre.

Daggryet kom og gik uden ulv i sigte, og jeg bestemte, at når man ikke har fået aftensmad, så må man gerne spise chili con carne til morgenmad. Eller det må man jo sådan set altid, hvis man har lyst….

Jeg gav mig god tid og nød morgenen inden det var tid at fortsætte på farten. Lige udenfor indgangen til shelterområdet stod et skilt med “udsigt”. Den måtte jeg se!

Så opad – opad – opad og derefter op på en lille platform. Hvorfor pokker jeg ikke havde efterladt rygsækken ved foden af stien, ved jeg ikke. Det var lige en learning-by-not-doing til næste gang.

Men slidet var besværet værd. Fuldstændig fabelagtigt vue ud over området og Råbjerg Mile. Næste gang skal en kikkert med om halsen!

Jeg gik videre rundt og fortsatte hen til “Tudsehav” – en betagende sø med colafarvet vand. Akkurat som den velkendte Store Økssø, hvor jeg har svømmet mange kilometer. Jeg modstod fristelsen til at svømme i en ukendt sø alene ude midt i ingenting, selvom Ole bl.a. gav mig et letvægtshåndklæde i fødselsdagsgave. Jeg må vente til jeg har nogen med, der kan holde øje.

Via appen ViewRanger kunne jeg se et virvar af små stier, så jeg kastede mig ud i det og krydsede ind over området for forhåbentlig at finde retning mod Hulsig Station.

Igen smukt, smukt landskab og jeg kunne godt få tanken, at der ikke var et menneske i mange kilometers omkreds. Som i virkelig mange.

På et tidspunkt ramte jeg en grusvej og Hulsig Station var ikke længere langt væk. Jeg skridtede raskt afsted, og på et tidspunkt vil jeg lige tjekke Rejseplanen for at se hvornår toget mod Hjørring afgår. 9 minutter havde jeg! Til 900 meter. Her nyttede “rask afsted” ikke, så det blev kapgang med fuld oppakning.

Men selvom jeg virkelig gjorde en indsats, så kørte toget lige som jeg rundede hjørnet ved stationen. Høj puls og hurtigt åndedræt blev vekslet til en time i solen med benene oppe, kaffe i koppen og chokolade i hånden. Det var ikke et helt dårligt bytte trods alt.

Toget viste sig endelig i det fjerne og dennegang var det så det, der bragte mig fra eventyrland tilbage til Hjørring.

Men jeg vender tilbage – snart!

Jeg har lavet “en Jytte”…

Mandag formiddag gik jeg afsted med rygsæk på soloeventyr med overnatning i shelter. Noget jeg længe har haft lyst til, men som også har virket både vildt og skræmmende. Jeg har været ret sikker på, at der både var ulve, løver og psykopatmordere ude i skoven.

Men nu skulle det være.

Toget bragte mig til Hirtshals, hvor jeg efter at have forsynet mig med en ekstra flaske vand og chokolade i Rema 1000 satte kursen mod shelterpladsen “Stranden” i Uggerby.

Ruten var ikke helt som forleden, jeg gik turen, og heldigvis for det da. Udover at komme forbi en Hellig Kilde (som jeg åbenbart er kørt forbi massevis af gange i bil uden at lægge mærke til), så var jeg også så heldig, at en bil pludselig holdt ind.

Det var Inger Marie, der havde spottet mig på lang afstand og ud af vinduet langede hun lige en pose påskeæg til at gå videre på 😍
Med 16 kg på ryggen var lidt ekstra brændstof godt for både krop og moral.

På vejen tjekkede jeg også shelterpladsen “Fårehegnet” ud – det må blive næste gang jeg gør holdt der, selvom det godt nok var fristende på det tidpunkt, at korte turen lidt af 🙂 Men jeg fortsatte de 1,2 km videre til “Stranden”, hvor jeg blev belønnet med et nyopfyldt brændeskur. Yes!

Bedst som jeg stod og pakkede ud kommet par gående forbi. Vi faldt i snak og kvinden ser mit hjemmelavede tørrede og vaccumpakkede mad: “Sig mig – er det dig inde fra Facebook, der skulle på solotur og nørdede med tørret mad?”

Det viste sig, at vi begge er medlem af Friluftskvinder, hvor jeg havde lavet et opslag inde for et par dage siden.

Inge og Ivan er garvede vandrere og vi endte ved bordet til et kop kaffe og god snak. Virkelig hyggeligt og den helt perfekte start på min aften og nat alene i skoven.

En god lur i soveposen gav energi til at få kløvet noget brænde. Det var rimelig frisk og vådt, men det er bare et spørgsmål om mindre stykker. Det lykkedes at få fut i bålet og jeg sad lige til det blev mørkt og stirrede ind i flammerne.

Vildt fascinerende at følge sådan et båls liv. Fra ungt med små flammer i tynde kviste til stort og flammende på en solid bund af gløder og store kævler, for til sidst at brænde stille ud, mens gløderne stadig spiller og af og til sender en flamme op.

Jeg sad for længe og betragtede bålet – min mås og lår blev virkelig kolde. Og selvom en god polstring isolerer godt mod kulden, ja så er der også meget, der skal varmes op igen i soveposen 😅 Det tog lige en halvtimes tid med visualisering af issvømning, så kom der fut i den indre varme.

Nattens frostgrader gav dog kolde tæer – de var lidt for tæt på åbningen – og jeg vågnede op engang midt nat. Og igen – heldigvis for det da. Den mest fantastiske stjernehimmel viste sig over skoven og jeg sad lige et par minutter og lyttede til skovens stilhed og bølgerne fra havet i det fjerne, mens jeg betragtede et utal af klare stjerner.

Jeg rykkede længere ind i shelteret og så var alt godt og nattesøvnen blev genoptaget med kun snuden lige akkurat over soveposen.

Tirsdag morgen var iskold med rimfrost overalt, men mens jeg pakkede sammen begyndte solen at titte frem mellem træerne.

Jeg gik videre langs stranden mod Tversted. Rygsækken var befriet for knap 3 liter vand og føltes pludselig let som en fjer. Eller ihvertfald let som 13 kilo fjer 🤷🏼‍♀️Jeg gik op ved Uggerby-nedkørslen og fulgte ruten fra forleden for at være sikker på at finde broen over Uggerby å uden en alt for stor omvej.

Det var det mest vidunderlige vejr og jeg gik bare og tog mere og mere ind for hvert skridt. Man oplever verden på en helt anden måde, når man er helt nede i slow-tempo.

Pausen blev holdt lige inden broen – en god lang en af slagsen med både strømpeskift, chokolade og hvil på ryggen. Jeg faldt i snak med en mand med en brun labrador, der gerne ville nusses. Altså hunden 🙂 Så det blev den.

Ved åen stod en mand med fiskestang og jeg undgik med nød og næppe en krog i øret. Ej pjat, han havde set mig og havde helt styr på det – men jeg har det bare sådan, at fiskekroge helst skal holde sig på lang afstand. Vi hilste dog hjerteligt på hinanden og jeg travede videre mens han forhåbentlig fik aftensmaden med hjem.

Turen gik videre over engen nedenfor sommerhusene og jeg måtte stoppe flere gange for at tage billeder eller videofilme. Så betagende skønt vores land og særdeleshed vores egn er!

Et par huse i det fjerne viste sig at være redningshuset og toiletbygningen i Tversted. Endnu et hvil blev holdt og endnu en hund – dennegang en sort schæfer blev kløet bag øret. Jeg fik hældt vand både på og af kroppen inden jeg fortsatte op mod byen. Vejvisningen på telefonen viste, at jeg skulle til venstre om ret kort tid – men selvom jeg synes, at skulle kende Tversted godt, mente jeg nu ikke, at der var en vej “om 140 meter”.

Det var der heller ikke. Der var derimod en låge med “privat”, men med adgang for gående. Det var som at åbne garderobeskabet til Narnia eller sådan noget. Tænk at en låge, kan give den følelse 😅. Men trampestien skuffede ikke – cirka samme fantastiske landskab som vest for Tversted. Sommerhusene til højre og klitterne til venstre.

Et par km senere endte stien hvor en sommerhusvej havde sin blinde ende. Det var tid til hvil igen og med både sol og fuldt læ, var det ikke svært at nyde livet.

Vel ude af sommerhusområdet stødte jeg på Plantørvej, der leder lige ned til parkeringspladsen ved Tversted Søerne. Her blev vandflaskerne fyldt og rygsækken hittede dermed 16 kg igen. Efter 12 kilometers vandring var det lidt en udfordring, jeg ikke orkede – men der var ligesom ikke rigtig andet for. Jeg vidste ikke om der var åbnet for vandet ved Stokmøllen og turde ikke tage chancen.

Hvad jeg heller ikke orkede, var at gå forkert. Men det gjorde jeg! Så i stedet for 1,1 km til shelteret fra parkeringspladsen endte jeg med 2,5 km! Så kan jeg lære, at tjekke appen selvom jeg “tror”, jeg er på kendt grund.

Men igen – held i uheld – kom forbi en helt nyfældet brændestak og wow – den duft! Men jeg indrømmer jeg var glad, da jeg først landede i shelteret. Og mørbanket. Tog lige 10 minutter på ryggen på bænken. Det var lige så det knagede, da jeg rejste mig igen.

Jeg valgte det Shelter, der gav mest læ for vinden og samtidig havde mest sol. Sad bare og lod solen varme. Det føltes som 20-25 grader lige der i læ og med de store kævler fra shelteret i ryggen.

Der blev kløvet et stak brænde til aftenens bål og lavet endnu en gang hjemmelavet, tørret mad som en temmelig sen frokost. Dennegang en god gang chili con carne med ris.

Mens jeg sov (ligeledes sen) eftermiddagslur kom et par til pladsen og indlogerede sig i shelteret ved siden af. Nøj, det var svært at komme ud af soveposen og jeg erkendte for mig selv, at aftenens bål nok bare skulle droppes. Så jeg tog mit nykløvede brænde i favnen og gik over med det til Mogens og hans kone, som allerede havde godt gang i deres bål. “Her, vil I ikke have det her – jeg orker ikke at lave bål i aften”. Det ville de mægtig gerne og vi fik en hyggelig sludder inden jeg hoppede i posen igen.

Klog af gårsdagens skade lagde jeg mig helt ind i bunden af shelteret og det gjorde en kæmpe forskel. Faktisk så stor at jeg nu vågnede fordi mine fødder svedte. Så af med sokkerne, et kik på endnu en fantastisk stjernehimmel og så ellers godnat igen.

I morges vågnede jeg 6.30 og da jeg kikkede ud af shelteret gik dyr og græssede på græssletten foran. De kikkede lige op, mens jeg trissede rundt for at lave morgenkaffe og mad, men ellers var de pænt ligeglade.

Jeg tog mig god tid og først kl 9.20 satte jeg kursen tilbage mod Tversted. Jeg havde egentlig tænkt mig, at tage den direkte vej, men et skilt “Til stranden” og en lille sti lokkede.

Den skuffede bestemt ikke! Små broer over vådområder, høje havtornbuske og smalle passager inden stranden åbenbarede sig bag en sidste klittop.

Og her var stranden virkelig øde – som i HELT øde! Ikke et øje at se overhovedet. Lange passager uden et eneste spor i sandet. Og et å-udløb, jeg ikke rigtig gad finde en bro til, så af med sko og strømper og over.

Det sidste drikkevand blev brugt på at skylle fødderne grundigt fri for sand. Nu var jeg nået så langt uden vabler, så ingen grund til at invitere dem med til festen. Det lykkedes og med et par nye strømper, var jeg klar til sidste km mod Tversted.

Dagens “yes, nu er det snart sommer”-oplevelse fik jeg ved Det Blå Ishus, hvor de var ved at sætte frysere ind og gøre klar. Det er et sikkert forårstegn 😍

Jeg nåede lige at handle to bananer, en chokoladebar og en Guld Barre og få dem indenbords inden bussen kom og bragte mig fra eventyrland tilbage til Hjørring, en god portion oplevelser rigere.

Det er bestemt ikke sidste gang! Kun første!

Edit:
Nogen spørger hvad “En Jytte” er… se denne artikel og husk endelig at se videoen helt til ende 🙂
https://www.dr.dk/nyheder/kultur/historie/jytte-gik-viralt-med-50-aar-gammelt-klip-nu-fortaeller-hun-selv-om-den?cid=soc_facebook_drkultur_post_dgfzqqtl&fbclid=IwAR25VHBhcZNd7Kx2h3hfA7Y7pIFB9eSC9kj0eYd5HIlEt5a91gsPLrkIMCs

Kickstartet!

Merete har virkelig fået mig kickstartet igen. Vi tog til stranden i går for at bade – og hun diskede op med både bål, varm kaffe og bløde lammeskind til stolene.

Det blev til 2 timers hyggesnak og nyden, mens bålet knitrede og bølgerne roligt slog ind i nærheden.

Efterfølgende blev det til en 7 kms gåtur! Lige så nemt, det er at falde i de dårlige vaner, lige så nemt er det, at finde de gode frem igen, hvis man får lidt hjælp.

Og det havde jeg brug for – jeg kunne ikke have vendt skuden alene….

Gode veninder er guld værd!

Når nøden er størst og den nøgne kvinde ikke orker at spinde – Så reddes hun på målstregen af den søde veninde.

Jamen jeg bliver helt poetisk her fra morgenstunden. Men det var præcis hvad der skete i går, efter mit indre lys var blevet slukket en lille smule af de uinspirerende motionsredskaber.

Min dejlige badeveninde Merete skulle også ud at gå. Selvom jeg lige var kommet hjem, og egentlig havde lyst til at krybe på sofaen, så var udsigten til en walk-and-talk med god afstand mere lokkende.

Hvad jeg ikke lige vidste var, at Merete under hele nedlukningen har gjort daglige gå-ture til en vane. Så hun er bestemt ikke i sofaform. Hvad jeg tænkte måske skulle være en 3-4 km endte med 2 timer i rask trav og 10 km i skoene.

Vi gik ud i Bagterp plantage. Da hun først foreslog den vej var min umiddelbare tanke “der er jo fucking langt derud!”. Men med den samme gode venindepludren og “verdenssituationsordning” som vi har i saunaen, så tog det ene skridt helt automatisk det andet. Det endte med at blive “gåturen du ikke vil hjem fra”, for nu at twiste et velkendt reklameslogan.

Legebørn

Merete er lige akkurat så sjov, glad og barnligt legene, som jeg er, når vi kaster os rundt i bølgerne i Hirtshals. Så da vi kom ud i plantagen med alle dens små stier og bakker, gik der ikke lang tid, før vi løb hvinende og grinende op og ned af bakkerne. Jeg tror 8 år var en passende mental alder at sætte på os lige der.

Men det var PRÆCIS det, jeg havde brug for.

Afsted!

En af de helt store fordele ved at være bipolar, er at der er ufatteligt kort fra tanke til handling, når det lige stikker mig. (Ok nej, det er bullshit. Det har ikke en skid med bipolariteten at gøre i det her tilfælde, men det lød da meget godt).

Men som skrevet så gjort og skoene kom på. Ret tæt på hvor vi bor, er der etableret en gang/cykelsti gennem et parkområde – og langs med den sti er der opstillet fem stationer med ude-motionsredskaber.

Jeg har tit tænkt – TÆNKT – på at bruge dem, men så melder alle tankerne sig: Det kan jeg nok ikke finde ud af. Jeg ved ikke hvordan man gør. Der er sikkert også en hel masse, der kikker. Tænk hvis jeg dummer mig. Jeg må nok hellere bare lade være.

Og det er virkelig bare så topmærkeligt, for i mange andre sammenhænge er jeg jo knaldhamrende ligeglad med hvad folk tænker om mig. Men det er ting jeg KENDER og ved, jeg mestrer – fx er jeg virkelig ligeglad med at optræde i badedragt foran 1250 andre deltagere + et utal af tilskuere, når bare det foregår midt om vinteren i Sibirien 😀

Men de her motionsredskaber…not so much.

Dagens mission

Så jeg besluttede at dagens mission skulle være at besøge alle fem stationer og fotografere vejledningerne. Så kan jeg i ro og mag herhjemme lægge en plan.

Undervejs kom jeg også forbi legepladsen nede i parken. Og der slog det mig! Hold nu kæft altså, hvor er det kedeligt at være voksen!

ALLE motionsredskaberne var sådan: hop over her, lav armbøjninger der, lav knæbøjninger osv. Intet af det er sgu da SJOVT! Det ene redskab, der kunne give en lille smule kildren i maven og et stumt ekko af barndommens hvin var mærket: “This play equipment is recommended for children 2-12 years”.

Argh! Man kan jo lige så godt lægge sig til at dø langsomt. Hvilket jeg faktisk er ved, hvis ikke jeg får min vægtøgning stoppet.

Kan I huske da man var barn og kæmpede for at kravle op over bagkanten på legetårnet eller drønede op af stigen til rutchebanen for at blive belønnet med suget når man susede ned igen? Eller hvordan mavemusklerne kunne være totalt ømme, når man havde gynget gyngen med det store traktordæk helt op i himlen?

Der er jo ingen belønning i at kravle op af et lodret stigestativ, hvis ikke man kan rutche ned igen!

It sucks!

Jeg må lige re-tænke det her, for jeg skal ud og have det sjovt! Lige så sjovt som jeg har det med mine badevenner i bølgerne. Der er vi som børn, der leger! Hopper i bølgerne. Hviner højt, når vi bliver væltet omkuld. Skraldgriner, når vinden tager vores tøj og man må løbe i bar røv hen ad stranden for at fange sit håndklæde. Og belønningen med kaffen i saunaen, hvor vi fortsatte latteren og samtidig også fik ordnet både verdenssituationen og det nære.


Jeg cyklede gladeligt 2 x 18 km hver vej for det. Der var en big-time belønning i de cykelture. Men der er ikke noget ved at cykle til Hirtshals og kikke på en tom bænk og en låst sauna….

Der er heller ikke meget sjov ved at hoppe over en grøn stang bare for at hoppe over den grønne strang…


Forslag til SJOV modtages meget gerne!

Long time, no see…

Holy moly, der er løbet meget vand i åen og slået mange bølger ind på stranden siden sidst.

Skrivelysten har været væk – og det har været en blanding af, at jeg ikke rigtig har haft mere at sige om min egen bipolare lidelse og at der har været 1000 andre ting i mit liv, der har presset sig på.

De daglige svømmeture, fokus på sund kost, de rette kosttilskud, motion, slow living osv, har gjort, at jeg i dag ikke har symptomer. Jeg er heller ikke medicineret længere. Men jeg har så til gengæld haft turen som pårørende i andre sammenhænge.

Og det er bare lige en tand mere besværligt at skrive om livet som pårørende. Det er en balancegang, som jeg ikke rigtig har orket oveni at håndtere tingene. Derfor tavshed.

I gang igen

Men nu her efter næsten et års corona-nedlukning, kan jeg godt mærke, at krisen kradser. Jeg er tilbage i sofavanen. Min badeklub er corona-lukket. Det er nemmere at blive siddene end at snørre løbeskoene. Det er hyggeligere at tage en plade chokolade end en bakke vindruer.

Det har endnu ikke påvirket mit humør i depressiv retning – udover den almene corona-håbløshed, som jeg tror vi alle er favnet af. Men min fysik er påvirket. Vægten er steget, kondien er i bund. Og alle de motionsløb og svømmestævner, som ellers var blevet en fast del af mit liv de sidste par år, giver ikke rigtig nogen motivation – de bliver sikkert aflyst.

Men jeg ved godt med min hjerne, at det er torskedumtåndsvagt! Hvis ikke jeg gør noget nu, så vil jeg ende i depression! Og så er katastrofen da først fuldendt. Det her er et tog, der stadig kan stoppes, men det er fandme nu, jeg skal i gang.

Og den rejse kan jeg jo sådan set lige så godt dokumentere – det gik jo glimrende dengang i 2014, hvor jeg brugte bloggen som vidne. Den forpligter og når jeg nu ikke lige har så mange andre rundt om, at stå til ansvar for, så må jeg stå til ansvar for mig selv her.

Bum! Snør skoene, moster!

Hvorfor druknede Jonatan?

Tv2 Østjylland udgav i efteråret en meget,  meget stærk webdok om en ung mands drukneulykke. Den har ramt mig på så mange niveauer, at jeg næsten ikke aner, hvor jeg skal starte eller begynde.

  • Den helt igennem isnende angst, man kan føle som pårørende – passer de godt nok på mit barn? Og nej, det gjorde de ikke i Jonatans tilfælde…:!
  • Skyldfølelsen som Jonatans mor sidder med nu, efter for en gangs skyld, at have passet på sig selv og sagt fra. Og så sker det…
  • Den frygtelige indre uro, der har drevet Jonatan til at løbe fødderne til blods….
  • Den fred og ro Jonatan følte, de gange han svømmede i det kolde vand eller vinterbadede i frostvejr
  • Frustrationerne over et system, der svigtede med den værste konsekvens af alle
  • Vreden over at psykiatriske patienter fyldes med medicin, der ofte gør tingene værre, uden at hjælpe….
  • Fortvivlse over at det endte sådan….
  • Afmagt…
  • ……
  • ….
  • ..

Jeg var nødt til at skrive til Jonatans mor Linda, at jeg som pårørende følte utrolig smerteligt med hende. Det blev til en længere korrespondance, da jeg udover at føle med hende, også fuldt forstår hvad Jonatan søgte ude i vandet.

Det var ikke døden – langt fra. Det var livet.

Hej Igen

Så har jeg ro til at give dig en beskrivelse af hvad jeg føler, når jeg svømmer i koldt vand. Med det du har fortalt om Jonatans måde at bade på, så er jeg sikker på, at han fysiologisk set var lige så adapteret til kulden som jeg (og mange af verdens førende issvømmere) er. Samtidig er jeg også overbevist om, at han følte samme ro og elskede kulden lige så meget, som jeg gør.

Normale menneskers kroppe vil blive stive og ubevægelige efter noget tid, men det tror jeg ikke på, at Jonatans blev ved den temperatur. Kold ja, rystende ja, men der ville gå lang tid før han ikke ville kunne bevæge sig, når han var så kuldetrænet, som han var. Faktisk vil kulden gå ud over hans kognitive evner før hans fysiologi vil være påvirket.

14 grader er også den temperatur, der passer allerbedst til at give mit hoved ro. Det er ikke så koldt, at det er ubehageligt og gør ondt (brain freeze), men stadig så køligt, at tankemylder stoppes. (Jeg vover den påstand, det er helt fysiologisk at tankerne bremses ned – biokemiske processer går langsommere ved lave temperaturer).

At svømme i 14 grader vand er ren meditation både for krop og sjæl. At glide gennem vandet tag for tag er fantastisk. Jeg føler mig et med vandet. Jeg kan ikke mærke hvor min krop slutter og vandet begynder. (Det skyldes at blodkarrerne i huden har trukket sig sammen og gør huden følelsesløs.). Det kan være en meget stor følelse; omfavnet af – og et med – Moder Natur. Det bliver helt zen-agtigt.

Jeg kan derfor umiddelbart forestille mig 3 scenarier:

Jonatan har svømmet til hans krop er blevet så udmattet, at han har taget en mundfuld vand i stedet for luft.

Jonatan er kommet så langt ind i den meditative, rolige tilstand, at han har følt sig så et med vandet, at han er dykket ned i det (ikke for at dø, men for at tage lykken helt og fuldt ind).

Jonatan er blevet så kold, at det er begyndt at gå ud over hans kognitive evner og han nærmest er svømmet i en drømmetilstand, og til sidst er han gledet længere og længere væk, uden at have opfattet, at han var ved at dø.

Alle tre er lige plausible, tænker jeg, men med overvægt på 2 eller 3.

Den sidste har flere issvømmere kunne fortælle om ved fx rekordforsøg, hvor de har presset sig selv maksimalt. Her er der altid en sekundant ved siden, der har ansvaret for at afbryde svømmet, hvis kadancen falder, orienteringsevnen svigter eller svømmeren svarer uklart/usammenhængende på testspørgsmål.
Folk, der har prøvet det, forklarer det efterfølgende som en drømmeagtig tilstand, hvor de ikke selv har været klar over, at de var i fare (selvom vi om nogen er klar over faren ved lige præcis den tilstand, inden vi hopper i vandet). I stedet for kulde føler man sig også pludselig varm og bliver overvældet af eufori.

Med min bedste overbevisning, så tror jeg, at Jonatan fortsatte med at svømme den dag, fordi han havde det godt der i vandet. Bevægelsen i svømmetagene var gode mod hans indre uro og det kølige vand har været en sand lise for hans hoved og han er endt med at svømme sig ind i en fredfyldt drømmetilstand og blevet et med vandet.

Jeg har tit sagt til min familie, at skulle jeg dø under en svømmetur (det kan jo ske for openwatersvømmere – og specielt issvømmere – uanset hvor god en svømmer, man er), så skal de vide, at jeg har været lykkelig, da jeg døde. Og det tror jeg også, du godt kan regne med gælder Jonatan ❤

Hvor ville jeg gerne have mødt ham og svømmet med ham ❤

Vinterbad i juli

Der skal meget træning til for at jeg kan gennemføre mit store projekt biPOLAR ICEswim 2018. Der er stor forskel fra at svømme i vand, der er 3-4 grader og så de 0.5 grader – eller måske endda minusgrader.

Efter 3 dages intensiv træning, nåede jeg op på 32 minutter i mit kar 🙂

For at holde træningen ved lige hentede jeg en trailerfuld is på havnen til at smide i mit geni(g)ale bassin, så det kunne blive rigtig slædehundekoldt.

Så de sidste 3 dage har jeg været rimeligvis i issvømmerhimlen. 400 liter vand blev kickstartet af 200 liter knust is. Det gav en temperatur på 0.5 grader. Men hold da for #¤%”*?(*/ kæft, hvor gjorde det ondt i mine fusselanker, da jeg hoppede op første gang!!! Shit! Det føltes som tusind knive, og SLET ikke som i vinters.
Jeg holdt i skuffende 3 minutter, og så fløj jeg op som en raket. Men allerede i næste forsøg gik det bedre, og om eftermiddagen nåede jeg først op på 10 minutter og næste gang 12. Nu begyndte det at ligne noget, og rart at min krop ikke helt har glemt, hvad det der isvand går ud på 🙂

Torsdag morgen var der stadig meget is tilbage i traileren, og morgenen startede med 16 minutter i karret – og et varmt brusebad bagefter, heh. Senere på dagen blev der hældt mere is i, og denne gang trak jeg den… 25 minutter sad jeg der. Fredag morgen var der akkurat nok is til en tur til, men vandet var nu på 2 grader, så istedet for målet om 30 minutter blev jeg der lige 2 minutter længere.

Og for pokker da hvor har jeg kunne mærke det på psyken og det mentale. Totalt stressfri, afslappet og helt igennem i zen-mode. Ikke at jeg var stresset før, men jeg kan virkelig godt mærke, hvordan alle stresshormoner og affaldsstoffer forlader kroppen efter sådan en omgang.

Og at jeg i løbet af kun 3 dage kunne komme tilbage til det niveau jeg var på, da vandet begyndte at hitte de 5-6 grader i slutningen af marts, giver totalt meget selvtillid i forhold til både mit biPOLAR ICEswim 2018 og også det ultimative mål om at lave en IceMile under International Ice Swimming Association. Det er 1609 meter i vand under 5 grader, og issvøminingens ironman. Pr. marts i år var der kun 220 personer i verden, der har fået anerkendt en IceMile!

Så nu kan det nærmest ikke blive vinter hurtigt nok 🙂

Inkompetente professionelle gør livet sværere end det kunne være

Inkompetente professionelle, der er ansat til at hjælpe, kan gøre meget skade.

I vores familie er vi så “heldige” at bipolaritet er arveligt på den kvindelige side. Heldig i gåseøjne fordi det jo selvfølgelig er overmåde pisseirriterende at have en psykisk udfordring – men det kan faktisk også stå uden gåseøjnene.

For i og med at vi er flere kvinder, der har samme udfordringer, kan vi også lære af hinanden og hinandens erfaringer. Samtidig har vi også en større forståelse for hinandens reaktioner og behov. Det betyder også, at vi tilsammen besidder en meget stor indsigt i sygdommen – hvad virker og hvad virker ikke i forhold til at leve et stabilt liv.

Forsinket recovery

Et par få gange har vi været udsat for inkompetente behandlere i det psykiatriske system og sagsbehandlere i det kommunale. Der er ingen tvivl om, at det har forsinket min recovery og min evne til at finde vejen, at jeg de første 10 år ikke satte alvorlige spørgsmålstegn ved min daværende psykiaters kompetencer.

Men som man også kan følge på bloggen her, ændrede det sig heldigvis i 2014, og jeg føler virkelig jeg har fået skovlen under bipolariteten. For mig føles bipolariteten oftest som en force, en styrke – men desværre har mange års op- og nedture før 2014, sat sit præg på mine kognitive evner.

  • Jeg bliver hurtigere træt
  • Jeg kan have svært ved at koncentrere mig
  • Jeg kan have svært ved at følge en samtale
  • Jeg har det svært med unødvendige lyde (smasken, et ur der tikker, en kuglepen, der klikkes på osv)
  • Jeg har behov for mere hvile end andre
  • Jeg har behov for alene-tid uden påvirkninger

Jeg har i det hele taget brug for, at kunne tage tingene i mit tempo. Men gør jeg det og tager hensyn til mig selv, så fungerer jeg faktisk temmelig godt 🙂 Og jeg kan mærke, at jeg for hver dag, der går på den måde bliver mere og mere velfungerende.

Men helt ærligt….det er fandeme røv, at en inkompetent behandling og information om sygdommen har gjort, at jeg har de udfordringer. Det var slet ikke nødvendigt, at det endte der.

Jeg spurgte fx. flere gange min tidl. psykiater om det kunne være farligt at være lettere manisk/manisk – og nej, det afviste han. Så længe jeg ikke lavede dumme impulsive ting som at smadre økonomien, være utro eller forære huset til en hjemløs, fordi det er synd, vedkommende ikke har et sted at bo, så var der intet farligt i det. I følge ham var selve hypomanien/manien ikke farlig for hjernen eller kunne give hjerneskader. Derfor omfavnede jeg selvfølgelig hypomanien, når den viste sig. Den gjorde mig mentalt skarp, energifyldt, effektiv. Jeg var overskudsagtig, sjov og havde det jo fantastisk i de perioder. Jeg har altid haft “min fornuft” med mig, så når det ikke kunne skade, hvorfor så ikke nyde perioderne, nu jeg havde været depressiv så længe.

Og der er da ikke noget, der er mere lodret forkert!!!!

Hver eneste episode om det så er en depression eller en mani slider på hjernen, og gør dig mere og mere følsom overfor stress. Han glemte også lige at fortælle mig, at hypomanier/manier, stort set også ender med at man kollapser i en depression. Så det er en nedadgående spiral, hvis ikke det stoppes! Hvis ikke man tidligt lærer at holde sit stressniveau på et minimum, så bliver det kun værre og værre. Det er stress/sårbarhedsmodellen om igen, som jeg har beskrevet i deltaljer her.

Havde jeg da for pokker bare fået noget psykoedukation, som det hedder (uddannelse i sygdommen, symptomer og strategier) dengang, kunne jeg måske have været endnu bedre fungerende i dag.

Forskning viser at folk, der er velmedicinerede og samtidig får uddannelse i sygdom og strategier har 80% chance for at undgå nye episoder!!! Hvor det for velmedicinerede uden psykoedukation kun er 50%, der undgår nye episoder. Ja tak, den kan jeg skrive under på, som en af dem, der lå i det hul.

Men skidt – som sagt, så synes jeg alt i alt at det går fint. Jeg har accepteret en lur i ny og næ, jævnlige besøg i Romulus, at der helst skal havbades hver morgen, at jeg skal gå lange ture osv osv osv. Ting der jo faktisk ikke er helt dårlige at have i et hvilket som helst liv 🙂

Middagslur i Romulus er den ultimative hvile for en træt hjerne

Men derfor ligger det mig meget på sinde, at hjælpe andre i tide, så de ikke ender med samme kognitive udfordringer. Det er også en af bevæggrundene for min blog. Men allerhelst vil jeg selvfølgelig gerne hjælpe familiens unge mennesker, så de ikke behøver at gennemgå den ene cyklus efter den anden af stress, mani og depression. Og dermed med tiden opleve funktionsnedsættelser i samme grad.

De unge lytter heldigvis, men desværre har specielt Katrine, også været udsat for inkompetence, hos de professionelle, der er burde hjælpe hende. Jeg har skrevet om både sagsbehandler og skadestuelæge, der var fortvivlende uvidende om psykisk sygdom.

Sommetider kan det godt føles som et Sisifos-arbejde at være psykisk sårbar, og jeg forstår slet ikke, hvordan de familier, der ikke har erfaringen med bipolaritet, klarer sig. For slet ikke at tale om de tilfælde, hvor den syge er “alene” og måske også modarbejdes af sin nærmeste familie og venner.

Det må være umenneskeligt hårdt. Også langt hårdere end det overhovedet behøver at være.