Det vildeste projekt – biPOLAR ICEswim 2018

Jeg har to ting jeg virkelig brænder for:

  1. At oplyse om bipolar lidelse, nedbryde tabuer, fordomme og give viden og håb til dem, der kæmper
  2. Issvømning og de den helende biokemiske proces, der sker når kroppen opholder sig i det kolde vand

Og sommetider er man nødt til at gøre noget vildt, for at få folks opmærksomhed. Så den sidste måneds tid har en idé langsomt taget form. Den er vild. Den er crazy. Og den er gennemtænkt.

Den kombinerer på smukkeste vis de to ting, jeg brænder for. Projektet hedder:

biPOLAR ICEswim 2018

På World Bipolar Day 2018 vil jeg svømme 906 meter i Ilulissat Isfjord 250 km nord for polarcirklen kun iført badedragt, -hætte og svømmebriller!

906 meter fordi 9 og 6 vender op og ned – og 0 er det stabile centrum, hvor vi gerne skulle være.

Formålet er at sætte fokus på bipolar lidelse og at man med den rette hjælp, viden og de rigtige strategier, kan leve et godt liv. Samtidig er håbet også at få nogen forskere interesseret i at dokumentere effekten af koldt-vands-badning i forhold til den mentale sundhed.

Læs mere om projektet her

Samtidig er sådan et stunt ikke hverken ufarligt eller helt billigt. Jeg har behov for en del hjælp, hvis det her skal lykkes. Både økonomisk og praktisk. Det kan du læse mere om her.

 

bipolar iceswim 2018

Er vi i gang med at skabe næste generation af psykisk syge?

– og bliver den langt større end den “burde”?

Nedenstående er fra en af de mange artikler om de alvorligt stress-ramte børn og unge, der har fyldt medierne de sidste dage: Her behandler de stressramte børn

 

Screendump, TV2

Og hvorfor det netop er Stinna Winther, der blev ramt af stress, har hun også selv en forklaring på:

– Jeg har haft mange store forventninger til mig selv, og jeg ville være perfekt på alle områder i mit liv. Både i skolen, til håndbold og som ven, siger hun og fortæller, at forventningspresset kommer indefra:

– Men det kommer af, at vi tror, at andre forventer noget af os. Tidligere har man nok været bedre til at lytte til sit hoved. I dag får vi at vide, at vi bare skal kæmpe videre, og det udmunder i, at kroppen selv bliver nødt til at sige stop.

Det er så fortvivlende, at vi har skabt et samfund, med så kæmpestort et forventningspres, at mange børn og unge ender med kropsrelateret stress.

Og det er da hjerteskærende at den unge kvinde i artiklen, tror at det er hende selv, der har skabt presset indefra….

Hvad vil du være når du bliver stor?

Kan du huske indlægget her – hvor det spørgsmål netop var en central kilde til frustration.
Det er ikke et pres, der kommer indefra en selv. Børn er ikke født med et indre pres om at være perfekte. Nej det er sgi påduttet, helt fra vi er små, men måske ganske umærkeligt for den unge selv. Det er desværre typisk, at man selv påtager sig skylden.
Mine unger (der nu er ca. samme alder som kvinden i artiklen) blev fx. I SJETTE KLASSE sat til at udfylde uddannelsesbøger, hvor de skulle redegøre for, hvad de ville arbejde med som voksne og vejen dertil. Der var koblet uu-vejleder på klasserne, som de holdt jævnlige møder med. Der blev virkelig sat fuldt blus på forventningspresset og “hvad vil du være når du bliver stor”. Min barndoms “de ve´jeg ik…” gik bestemt ikke.

I en lang periode var de dybt stressede over, at de for det første ikke vidste hvad de ville, og for det andet efterfølgende heller ikke at kunne beslutte sig for en udddannelse, selv efter diverse karrierehjul, online værktøjer og gennemtrævling af uddannelseshjemmesider. Hvis ikke de udfyldte karriereplanen, så faldt der brænde ned. Til sidst måtte vi bare udfylde skidtet og så ellers være enige om internt i familien, at det kun var rent proforma, og de skulle glemme alt om, hvad de ville være som voksne.

Den mølle har Stinna sikkert også været igennem, for det var obligatorisk for de årgange. Efter et par år fandt “de kloge” så ud af at det nok ikke var så skide hensigtsmæssigt at tvinge børn i den alder til sådanne karriereforløb. I dag er eksperimenterne med vores børn så genoptaget via heldagsskolen og inklusion. Jeg aner ikke andet om det, end det jeg har læst i aviserne, så jeg kan ikke udtale mig personligt. Men når børnelæger, sygehuse osv råber vagt i gevær, så skal vi godt nok tage tingene seriøst!

Det er superfint at nogen børn trives med heldagsskole, inklusion, nationale tests, målsætninger osv – men vi er altså også nødt til at anerkende, at nogen ikke gør og at det for andre, er direkte skadeligt.

Skaber vi et problem i fremtiden allerede nu?

Nogen vil klare sig fint igennem, men det er desværre yderst velkendt, at en latent sårbarhed eller et arveligt anlæg, kan udløses via et traume af en slags = overmåde mange stresshormoner i kroppen. Det er også velkendt at langvarig stress og depression kan føre til degeneration af visse områder i hjernen hos voksne. Hvad sker er så ikke lige i børns uudviklede hjerner ved den samme påvirkning? Hjerner, der skal udvikle sig og rustes til resten af livet.

Jeg tror desværre at den stigning, vi ser nu her med stressede børn og unge kommer til at give et boom i andelen af voksne med psykiske sygdomme om 10-20 år.

Det her er så himmelråbende tosset og total gambling med en hel generation af børn….

Efterskrift:
Det er faktisk først nu, som jeg skriver dette, at det går op for mig at den periode der i 6.-8. klasse måske kan have været medudløsende faktor til, at min store datter også er blevet diagnostiseret med bipolar lidelse. Jeg har altid tilskrevet det, at min sygdomsperiode i 2004-2005 måtte have skylden. Men det var jo på akkurat samme tid som de første krav til hende begyndte at dukke op om uddannelsesplanlægning. Jeg fralægger mig lige 50% af de hammerslag, jeg har givet mig selv i hovedet i tidens løb….

At holde sammen med en bipolar….!

30. maj har gemalen og jeg sølvbryllup!

Det er jo næsten fuldstændig vanvittigt. Sølvbryllup! Det er nok ikke mange, der når så langt inden skilsmissen er en realitet. Og specielt ikke i forhold, hvor den ene er bipolar! Respekt til min mand…og selvfølgelig også til mig 🙂

Jeg kan bare konstatere, at jeg er utrolig heldig med at have Ole – og han er utrolig heldig med at have mig. Vi supplesølvbryllup kærlighed respektrer hinanden fantastisk. Min vilde, der-skal-ske-noget side passer godt til hans helt nødvendige rolige, stabile gemyt, som jeg sommetider har kaldt tung-i-røven (undskyld)!

Vi har en ærlighed og forståelse for hinandens forskelligheder – og vi er i løbet af de sidste 25 år kommet dertil, hvor vi rummer dem fuldt ud. Indrømmet, det var ikke let i starten, hvor vi begge forsøgte at lave om, forme og ændre på hinanden – og der var småbørn, leverpostejsmadder og en karriere, der skulle i gang.

Men da vi efter et par bumpeture først fandt ind til den helt ægte ærlighed, fandt vi også ind til kernen af vores
ægte livsværdier. Heldigvis er vores grundværdier fuldstændig ens – og så er der rig plads til forskellighederne ovenpå den faste base. Vi er så 100% trygge i vores forhold, at der også er plads til de lidt mere grimme ærligheder. Oles standardsvar på røv-spørgsmålet og bukserne har f.eks. altid været et rungende JA 😀
Ej, andre lidt mere grimme ting, er også altid blevet vendt og også modtaget med respekt. Og så er et sølvbryllup ikke helt utopisk at nå til.

For respekt er fandeme vigtigt. I dag har vi den dybeste respekt for hinanden. Vi er ikke altid enige, men stort set… Jeg tror, det stadig kan tælles på en, måske to hænder, de gange i vores år sammen, vi har skændtes sådan rigtigt, med råb, tårer og styrten ud af døren. Og det har altid været en grundpræmis, at tale rimelig fornuftigt om tingene bagefter.

Nogen gange undervejs de sidste 25 år har vi glemt at få talt sammen. Så er hverdagen gået derud af. Hamsterhjulet har kørt rundt, og helt ubemærket har vi slidt på hinanden en periode. Men vi har altid formået at stoppe op, kikke på hinanden med undren og sagt: “Hvad fanden skete der lige der. Vi har vist glemt at tale sammen.”

Jeg indrømmer, at jeg (som stort set alle andre kvinder, vil jeg tro) har siddet ved veninder og hældt vand og brok ud af ørerne. Men udover en fantastisk mand, er jeg også beriget med nogen fantastiske veninder, der formår at se forbi brokken og give mig temmelig konstruktivt svar på tiltale. Eller gode råd til hvordan jeg lige tackler en situation, istedet for bare at køre med på “ja, ihh, hvor er din mand åndsvag”-pladen.

Vi har en regel om, at når jeg begynder at synes, Ole er en idiot, så er det oftest fordi jeg er ved at køre ned/stresse op. (Han har dog indrømmet, at han får temmelig meget snor på den bekostning – for sommetider opfører hans sig sgu som en idiot! Men lang snor er jo også godt i et forhold).  Jeg kan ikke selv se det sådan lige i “tawet”, men bagefter kan jeg godt se, at det måske ikke var helt så galt, som mit hoved lige ville gøre det til 🙂 Så er der lige noget, der skal tales om…

Ole skal have en hel del credit for at kunne være i et forhold med en bipolar og at vi snart har sølvbryllup – men han skal sandelig ikke have hele æren for, at vi nåede de 25 år. Jeg har bestemt også taget min tørn. Og sådan er det jo i ethvert forhold.

Men jeg har den dybeste respekt for, at han holder ved og er kisteglad for, at han formår at hjælpe med at sortere i de tusindvis af gode idéer, der popper op i min hjerne. Og holder om mig og acceptere, at der er sofadage, hvor han også må ændre sine egne planer.

Et forhold til en bipolar kan være sindsygt hårdt – men det kan også være sindsygt givende, sjovt og fantastisk, hvis man sammen formår de grundlæggende ting i et forhold: 100% ærlighed, respekt for hinanden og rummelighed.

En ting, der måske undrer dig, her til slut er, at jeg slet ikke har nævnt ordet kærlighed. Men tag ikke fejl. Vi har den største, dybeste kærlighed til hinanden. Han er uden tvivl min soulmate, min bedste ven og grundpillen i mit liv. Og jeg er rimelig sikker på han har det sådan med mig også 😉 Men den kærlighed kommer ikke af ingenting, når først den første forelskelse har lagt sig – den kommer netop af alt det ovenstående <3

JEDDFA <3

Jeg er åbenbart en stolt “Multipotentialite” og ikke ufokuseret, flyvsk og springende!

Multipotentialite… jeg smager lige lidt på ordet, og det smager godt!

Skomager bliv ved din læst, hedder et gammelt ordsprog. Og hvis der er er noget, jeg ikke har gjort, så er det da det.
 
Jeg får nye interesser enten job- eller hobbymæssigt med et par års mellemrum, og så snart jeg mestrer et emne 100% og ved alt hvad der er at vide, keder jeg mig og finder på noget nyt. Jeg er hamrende god til på meget kort tid at tilegne mig så meget viden og praktisk kunnen, at jeg kan kaldes ekspert på området. (Ikke mit ord – andres). Så øser jeg ud af gode idéer, ser tingene fra en anden synsvinkel og kan komme op med nogen virkelig “ud-af-boksen”-løsninger.
Når jeg når dertil, så bliver det kedeligt og jeg kaster mig over noget nyt, som jeg skal lære alt om og overlader tingene til “de praktiske grise”, der har interesse i at udføre idéerne i praksis.
 
Jeg har helt seriøst altid følg mig lidt forkert og faktisk skamfuld over, at jeg ikke kan holde mig til et enkelt emne, blive i et job længere end 3-5 år (med mindre det er som selvstændig) eller fastholde interessen for en hobby.
 
Men…I dag startede jeg morgenen med at blive temmelig rørt over en video, jeg tilfældigvis faldt over på nettet.

Det var ikke søde dyrevideoer, hjemvendte fædre fra krig eller børn, der møder deres største idol.

multipotentialite blæksprutteNej – det var denne TEDtalk, der satte fingeren fuldstændig spot-on på, hvordan jeg altid har følt mig forkert i mit arbejdsliv på trods af store successer. Det var simpelthen svaret på min undren over mine flyvske interesser og evnen til at sætte mig fuldstændig 100% ind i nye felter og blive ekspert på rekordtid. Og hvorfor jeg efter en 3-5 år  begyder at kede mig og finder noget nyt at kaste mig over.

Jeg nævner i flæng, et par af de ting, jeg kan, har beskæftiget mig med og virkelig ved noget om:

Molekylærbiolog, forfatter, blogger, salg/marketing, issvømmer, tekstforfatter, underviser, strikdesigner, iværksætter, foredragsholder, webdesigner, augmented reality specialist, grafiker, husistandsætter og meget, meget mere. Og alt efter Molekylærbiolog er selvlært.

Jeg er ikke flyvsk. Jeg er ikke ufokuseret!

Jeg er en multipotentialite og det er fandme pissefedt! Jeg evner at finde og tilegne mig selve essensen af et emne og samtidig ryste posen og blande bolcherne med alt hvad jeg ellers ved noget om.

For fremtiden vil jeg se det som min største force, istedet for at slå mig selv oveni hovedet med, at jeg ikke bliver ved min læst, når først tingene kører og lade andre tage over! Bum!

Se videoen – den forklarer det fuldstændig!

Så er badesøen på dagsordnen!

Stor dag i dag!!!

I ved de der idéer man kan få, når man er en smule godt igang og der kun er 10 cm fra tanke til handling?
Som du kan læse om bl.a. her, er jeg issvømmer og manglede et sted med roligt vand at træne.

Og hvad er så mere nærliggende end lige at skrive et 8-siders oplæg til kommunen om at lave en eksisternede sø om til et rekreativt område, oprense søen og sørge for rent badevand… (den idé har jeg skrevet om her engang). Som tænkt så gjort, og 2 timer senere havde jeg fat i Knud fra kommunens Teknik og Miljø afdeling.

Det vil også været et fantastisk sted for borgerne i byen om sommeren – og måske kan det inspirere nogen til at blive vinterbadere eller ligefrem issvømmere.

For at gøre en lang historie kort. Efter et par fælles projektmøder med kommune, vandselsskab og nogen jeg ikke lige fik fat på hvem var – så er mit projekt på dagsordnen i Teknik og Miljøudvalget i dag.

Spændene om byrådet godkender og bevilliger pengene til projektet med oprensning af søen, der endte med at blive en anden, end den jeg har beskrevet tidligere. Projektet blev flyttet op til en sø lidt tættere på byen, hvor der i forvejen ny legeplads, motionsredskaber og en lækker cykel/løbe/gang-sti. En badesø med lækker sandbund, strandbred og klart vand vil supplere området helt perfekt.

Kryds lige fingre!

Det er ikke altid skidt at være bipolar, specielt når jeg har kunne nøjes med at komme på idéen (det tager ca 53 sekunder), skrive oplægget (ca 2 timer) og brainstorme til et par møder – og så overlade den videre opgave med at få fulgt tingene til dørs til andre.

Ja, der skal på et tidspunkt søges nogen penge til andre faciliteter (badebro, borde/bænke, grillbålplads og evt. omklædning/sauna) – men det er også nogen, jeg allerede har fået lovning på hjælp til (og ja, “at få lovning på” er et helt legitimt nordjysk udtryk, hahah – den gider jeg ikke diskutere med sprognørder igen-igen-igen)

Det er fandeme god udnyttelse af bipolare ressourser 😀

Efterskrift:
Faktisk var de skideglade for oplæg fra en borger, og efterlyste flere af de ting. Som de sagde så kunne de ikke sidde inde i afdelingen og gætte/opfinde hvad borgerne gerne ville have. Eller komme på alle de gode idéer selv. Så når det her forhåbentlig er kommet i stand, så har jeg en 10-20 andre gode idéer i kø. Heldigvis har jeg lært kun at tage et par stykker af gangen, hahah. Ej, lidt for sjov, men hermed en opfordring til alle om at åbne munden, istedet for bare at sidde hjemme og brokke sig over “det er også for dårligt kommunen ikke gør dit og dat”.

 

Podcast – foredrag fra World Bipolar Day

I Torsdags – på World Bipolar Day – holdt jeg foredrag på Frederikshavns Bibliotek sammen med praksissygeplejerske Dorthe Klemmensen. Aftenen var arrangeret af Depressionsforeningen og blev en virkelig fin aften.

Arne Hansen fra Dialog på Frederikshavn Lokalradio optog vores oplæg, der var basis for den efterfølgende diskussion, der selvfølgelig ikke blev optaget. Tilhørerne skulle have lov til at stille spørgsmål i trygge rammer.

Dorthe Klemmensen fortalte først overordnet om sygdommen, så rammerne var ridset op og efterfølgende fortalte jeg kort om min baggrund/sygehistorie, og satte derefter fokus på Manifest 2014.

praksissygeplejerske Dorthe Klemmesen behandler
Dorthe Klemmensen fortæller, foto Arne Hansen

Jeg er efterfølgende blevet kontaktet af et par stykker – bl.a en nydiagnostiseret – der fandt god viden og håb i aftenen. Det er simpelthen det hele værd! Hold kæft hvor det glæder mig, at jeg måske kan være med til, at nogen kommer lidt lettere frem til det gode liv som bipolar.

Du kan høre Arne Hansens podcasts her:

Dorthe Klemmensen, praksissygeplejerske, Falck Lægehus Frederikshavn

Mit indlæg

Du kan se mine slides fra foredraget her

 

Jeg tager over, foto Arne Hansen

World Bipolar Day og Throwback Thursday

Inspireret af en pissesej gut, der har smidt ufatteligt mange kilo og nu dyrker læssevis af sport, vil jeg også lige lavet et Throwback Thursday. Og det er faktisk temmelig passende at lave det her på World Bipolar Day, hvor der over hele verden sættes fokus på Bipolar Lidelse.

Billedet fra september 2013 er det eneste billede fra den måned, hvor jeg præsterer noget, der kunne minde om et smil. Faktisk er det bare en grimasse, der vil være Chandlers forlovelsesfoto værdigt.

 

Som jeg efterhånden har skrevet om mange gange, var jeg helt kørt ned efter 10 års fejlbehandling, fejlmedicinering og fejlinformation om sygdommen. Førtidspensionen lurede og jeg var for første gang opgivende. “Er det her virkelig det, der skal være resten af mit liv?”. Min gamle psykiater sagde hele tiden: “Vi skal bare finde den rette medicin, så bliver du rask.” Men efter at have været igennem alt i lægehåndbogen, var endestationen snart nået og livet så ud til at blive ved med at være, som det nu var. For der kunne åbenbart ikke findes noget medicin, der kunne gøre mig rask.

Billedet fra 2017 er – uden snyd – det nyeste selfie, jeg har på min telefon. Samtidig har jeg ikke kunne finde et eneste billede, hvor mine øjne ikke har været inderligt glade og jeg har været lige ved at bryde sammen af grin – og ikke på den sygeligt maniske måde. Nej, den der “jeg er så glad helt nede i maven”-måde! Ja, jeg har stadig dage, der trækkes ud af kalenderen – psykisk influenza, som jeg kalder det. Men det er få og ikke værre end når andre har en omgang mavehalløj, spændingshovedpine eller forkølelse (hvilket jeg forøvrigt aldrig har noget af længere).

Men hvad var det der gjorde, at jeg pludselig efter så mange år fandt nøglen?

Som jeg også har skrevet om mange gange, mødte jeg i oktober 2013 for første gang en behandler (ny praktiserende læge), der sagde de gyldne ord :”Det handler ikke om at du skal blive rask, det handler om at du skal leve så godt et liv du kan, med de udfordringer du nu engang har”. OG derefter fortsatte han med, at give mig en helt lavpraktisk opskrift til hvad jeg skulle gå hjem og gøre de næste 14 dage indtil vi skulle ses igen.

I mit tilfælde var der 3 ting, er gjorde den store forskel:

  1. Den opgivende erkendelse af, at den måde mit liv var, var uendeligt trist og jeg for alt i verden ville ændre det, hvis bare jeg kunne….
  2. De helt rette ord fra min læge, der viste, at det kunne være muligt…
  3. Den helt rette lavpraktiske information om HVORDAN

Og i bagspejlets klare lys er det fuldstændig hvad vi også brugte, da jeg var sælger i medicinalbranchen:

Svarerne på HVAD, HVORFOR og HVORDAN

– og så skal timingen af de tre bare være fuldstændig perfekt før det lykkes. Men når det lykkes er det fantastisk. Og min læge havde ret! Det er lige præcis som mit liv er nu, det handlede om.

Jeg har ALDRIG haft det så godt, som jeg har i dag. Jeg har ALDRIG gået efter så store mål, som jeg gør i dag. Jeg har ALDRIG følt mig så lykkelig, som jeg gør i dag.

I aften kl. 19 holder jeg oplæg sammen med praksissygeplejerske Dorthe Klemmensen på Frederikshavn Bibliotek om hvordan fokus kan gøre livet med Bipolar Lidelse lettere. Håber vi ses.

Jeg håber også, at alle, der har behov for at ændre deres liv, på et tidpunkt vil opleve den rette timing af HVAD, HVORFOR og HVORDAN, så der er motivation til og mulighed for at lægge det benhårde målrettede arbejde, der skal til for at lykkes.

 

World Bipolar Day – Foredrag i Frederikshavn

 

På World Bipolar Day, 30. marts 2017, kl. 19, holder jeg sammen med Dorthe Klemmensen oplæg om at fokus på den gode hverdag og hvordan livet som bipolar derved kan gøres meget lettere. Jeg vil specielt lægge vægt på tiden omkring Manifest 2014, der havde en helt afgørende betydning for mit raske liv i dag. Der vil være rig mulighed for spørgsmål og debat bagefter.

Du ser jo ikke syg ud? Nej, og det behøver jeg heller ikke

Jeg plejer ikke at dele sådanne standard-beskeder, der florerer på Facebook. Selvfølgelig bakker jeg op om kernebudskabet, men jeg bryder mig ikke om standardbeskeder, hvor der ikke rigtig tilbydes en løsning , kun en skjult fordømmelse af “dem der ikke forstår”. For så er vi sådan set ligevidt.
“Hvem af mine rigtige venner vil kopiere?” – den giver mig altså ondt i maven, og jeg tror ikke den gør ret meget godt.
Der er så mange andre måder, jeg hellere vil forsøge at ændre verden på 🙂

“Du er jo så smuk…”

Hørte engang “jamen du er så ung og smuk (sagt om en anden – ikke mig, hahaha), hvordan kan du være syg”. Som om det kun er grimme, gamle mennesker, der er syge. Jeg synes faktisk, sådanne udsagn er lidt sjove og svarer ofte med et smil “smukke mennesker kan også blive ramt af en bil.” Så forstår folk sådan set ret hurtigt, hvor fjollede de lige har været.

Fordomme lukker jeg, før de opstår. Jeg tror ikke, jeg de sidste 3 år har indgået en relation uden de har fået “jeg er bipolar, det der tidl, hed maniodepressiv” i en bi-sætning, når det lige passede ind i samtalen. “Så, du vil måske opleve, at jeg sommetider sætter flere ting i søen, end jeg kan følge op på, og andre gange melder fra i sidste øjeblik. Men derudover er det ikke noget, der fylder”

Bum – så er den faktisk ikke ret meget længere.

Før bloggen her brugte jeg uanede mængder energi på, at folk “nok ville have fordomme om sådan en som mig”. Det kan ikke betale sig, og skaber ofte netop fordommene, fordi jeg selv havde skabt en forventning om at møde fordomme, allerede inden jeg mødte folk. Hvilket faktisk er temmelig fordomsfuldt 🙂

Jeg åbner gerne munden og fortæller om sygdommen, hvis nogen er interesserede. Men den behøver ikke fylde mere end den bi-sætning ovenfor, for at møde forståelse.

Jeg har kun en eneste gang oplevet fordomme, uvidenhed og nedladenhed i forbindelse med min sygdom – og det endda fra en i det professionelle system. Den måtte jeg lige sluge et par gange, det indrømmer jeg.

Alle andre steder synes jeg, forståelsen er helt i top, og det vil jeg langt hellere fokusere på at vedligeholde.
Måske sidder der nogen rundt omkring, der har valgt mig fra pga min lidelse – eller fordi jeg bare er for stor en mundfuld. Jeg aner det ikke, og det er ihvertfald ikke nogen, jeg i så fald har manglet i mit liv 🙂

Det perfekte Facebook-liv

I skrivende stund de 9 seneste billeder på min Instragramprofil. Jeg blive glad i maven 🙂

Ja, jeg deler også meget målrettet (stort set) kun de sjove, fede, fantastiske, glade og skønne ting, der sker i mit liv på Facebook og Instagram. Så tager jeg sommetider den lidt mere alvorlige del herinde, men altid vendt med et twist af håb. Det SKAL der være. Selv når alt er mudder.

Mht. FB og IG og det perfekte liv. Prøv at hør – ens liv består primært af fortid og fremtid. Nuet er kun lige nu. Om lidt er det fortid – og så er der et nyt nu i fremtiden. Og jeg vil saftsuseme have det maksimale ud af alle tre dele. Et møjtrælst nu, skal ikke fremhæves ved også at fylde i min mentale fortid, når det nu er overstået. Og det skal da slet, slet ikke have lov at ødelægge forventningen om alle de nu´er, der står i kø.

Livet består overvejende af minder, og når jeg kikker tilbage på specielt IG er det billeder af ene glade dage, der når jeg ser dem, giver mig bobler i maven. Det bekræfter mig i, at mit liv faktisk er pissefantastisk og de billeder giver mig energi til, at blive ved med at fokusere på de positive ting.

Og jeg må helt ærligt sige; er der nogen, der får det dårligt over, at “åh, mit liv er ikke så perfekt som hendes”, så er det virkelig ikke mit problem. Min IG er for min skyld. Vi skaber selv både fortid, nutid og fremtid.

De 3 dage i sidste uge, der foregik på sofaen med ørepropper 23 ud af døgnets 24 timer, gider jeg virkelig ikke fokusere på. De er kategoriseret som “psykisk influenza” og jeg er ovenpå igen. Men jeg er meget bevidst om, at de tre dage gjorde det muligt, efterfølgene at have overskud til at holde den mest fantastiske, fede fødselsdag i søndags. Så de 3 dage er helt okay, men behøver ikke mere opmærksomhed.

Få forståelsen – ikke kræve på forhånd

Og nej, vi bør ikke dømme, hvad vi ikke forstår. Men det glipper også for mig sommetider, netop fordi jeg ikke forstår. Det er meget svært, at forholde sig til andres virkelighed, hvis vi ikke inddrages i den. Så har vi kun os selv som referenceramme – og folks glade billeder mv. på FB/IG. Vi kan ikke bare kræve, at folk skal udvise forståelse, men vi kan godt få den ved passende mængde information.

Min erfaring er, at hvis jeg inddrager de day-to-day relationer, jeg har ude i det virkelig liv, i den del af min virkelighed, der vil påvirke dem, så kan de også godt forholde sig til den og tage de fornødne hensyn til mig – og de gør det gerne.

Lige så vel som jeg er nødt til at få noget info fra en fibromyalgi-, diabetes-, lupus eller patient med andre usynlige sygdomme, om hvordan jeg kan hjælpe dem bedst muligt. Ellers har jeg jo ingen forudsætninger for at have en forståelse og tage de fornødne hensyn – hvor gerne jeg end ville 🙂